Diamanten er en ny tids drøm

Jakob Ørberg

Institut for antropologi, Københavns Universitet

Click here, to read another essay about "Den Sorte Diamant".

Jytte Hilden (1999), der er kulturchef på Det Kongelige Bibliotek, beskriver i en artikel Diamanten, som en ny tids drøm. Et vartegn for den nye tid. Også Walter Benjamin (1978) taler om tider der drømmer andre tider. Den ene epoke drømmer den næste. Jeg vil her forsøge at give et bud på hvordan og hvad der drømmes i Diamanten. Måske det også er i denne drømmen, forklaringen på Diamantens nuværende problemer må findes.

I Information beskrives Diamanten som en stor succes og en stor fiasko. 730.000 mennesker har besøgt bygningen, samtidig med at biblioteket har mistet to tredjedele af sine lånere. Forskere klager over dårlige arbejdsforhold, og et dårligt fagligt miljø. Økonomisk er biblioteket også i problemer, som følge af den dyre nybygning. Man overvejer at sælge ud af samlingerne, må fyre 10-15 ansatte, og der skæres i bogindkøbet.

De mange turister, og skoleklasser og aftenskoler, på besøg i Diamanten, tilskrives en del af problemerne. Man føler sig overbegloet, som aber i bur. Biblioteket beskrives som et mini-Louisiana eller Pompidou. Det er her jeg vil starte. Hvad laver alle de turister der?

De kommer for at se på bygningen. De er på en måde et ironisk resultat af to forskellige tankegange eller paradigmer i vores tidsalder: Arkitektur som en kunstart og arkitektur som form til funktion. Man ser som besøgende i bygningen på, hvor smukt en bestemt funktion gives form. Vi kommer nærmest i bygningen for at kontemplere formgivningen, kontemplere den muliggjorte funktion. Det er sikkert en god koncertsal, det er sikkert gode stole i læsesalen, det er sikkert lige sagen at løfte øjnene fra bogen, og se ud mod havnen. Vi kommer blot ikke for at gøre dette, men for at se og røre ved muliggørelsen af det. Vi kommer ikke for funktionen, men for dens repræsentation i bygningen.

Hvis man tænker på Michel de Certeau (1984), og rum som handlet sted, og på hvordan sted bliver til rum og rum til sted hele tiden, må man overveje, om ikke Diamanten som sted transformeres af de besøgendes handlen der. Marc Augé (1995) definerer et sted (ibid.: 77-78), som relationelt, historisk og som drejende sig om identitet. Det Kongelige Bibliotek, havde sin historie, som opstået i relation til andre steder og sine brugere, som det tilskrev identitet. Diamanten gør det anderledes. Her udstilles det Kongelige Bibliotek. Det Kongelige Bibliotek repræsenterer sig selv, fordobles. Man kan sige at det tvinges til at fordoble sig af de mange besøgendes blikke. Blikke der allerede er indlejret i bygningens konstruktion. Bygningen er åbnet ind til selve funktionens hjerte, i atriumet. Læsesalene vender ud mod atriumet og er afskærmet med transparent glas. Bevægelsen rundt i bygningen trækker den besøgende, via et rullende fortorv, direkte til udlånsskranken. Bygningens udsigtspunkter (i atriumet) er også udsigtspunkter til de læsende og forskende. Stueetagen og indgangsarealet er indrettet som en museumsfoyer. Her er en lille kaffebar, en dyr restaurant, store toiletter og en bogbutik. Her sælges overvejende postkort, plakater, turistguider og fotobøger. Allerede i bevægelsen gennem stueetagen skabes det museumsagtige betragtende blik. Den besøgendes blik, som på en udstilling. (Modsat mangler bygningen væresteder til forskerne, en kantine, rygerum: Steder hvor et miljø eller fællesskab omkring forskerlæsesalen kunne opdyrkes.)

Benjamin (1994) taler om at kunstværket i sin reproduktion mister sin aura, fornemmelsen af det unikke skabelses-øjeblik. I Diamanten mister biblioteket sin aura. En kommentar i Bibliotekspressen taler om den manglende respekt for forskningens hellige haller. Det Kongelige Bibliotek mister sin hemmelighed i Diamanten. En identitet der kun eksisterer i reproduktionen af sig selv. Det Augé kalder et spectacle (Augé 1995: 103). En henvisning til noget, der tilsyneladende er holdt op med at eksistere. Bygningen går mod ikke-stedet, idet den holder op med at producere identitet og historie, men nu blot repræsenterer denne produktion for publikummet.

Samtidig fungerer biblioteket stadig væk. Man kan forestille sig en art "hiding in the light" taktik fra brugernes side, men der sniger sig også ofte en fornemmelse af selv at være turist ind, når man læser på biblioteket, som om man læste der, for at læse i Diamanten, som de museer hvor man kan få lov til at kærne smør som i gamle dage. På en måde er bygningen meget demokratisk. Vi kan alle få lov til at komme ind i forskningens hellige haller (hvis vi skulle være i tvivl om helligheden, repræsenteres den så udemærket i atriumet: Rummets form som et kirkeskib, med læsesale som kor, og centralaksen og bevægelsen mod altret, hvor velsignelsen deles ud i form af bøger under glorien, skabt af den runde lampe i maleriet i loftet!) Det er også et aspekt Jytte Hilden lægger vægt på. Dette videnscenter, centret for al klogskab og viden i Danmark, åbnes op for folket. Det gøres transparent ind i selve dets hjerte. Hvor det tidligere var ophøjet, og skød almindelige mennesker fra sig, inviterer det dem nu ind i det allerhelligste og hemmelige. Og folket eller massen tøver ikke et sekund. Hvad der før producerede massen, gennem sin ophøjethed, og hæven sig over massen, inviterer inden for.

Det ironiske er at denne massevandring til Diamanten, alle disse nysgerrige blikke, truer med at få biblioteket til at holde op med at fungere. Denne repræsentation af funktionen truer med at få funktionen til at gå i stå. Som Baudrillard (1997) siger det i forbindelse med Beaubourg eller Pompidoucentret, er massen i færd med at udslette det, der skaber den. Bare ved at komme på besøg. Hvor det ikke længere er muligt at sætte en grænse mellem den intellektuelle og massen, må man forestille sig, at de begge ophører med at eksistere. Derfor er det ikke så underligt, som et mini-feltarbejde i foråret (Siiger et al. 2000), udført af Charlotte, Anne og Stine fra 3. årgang har vist, at det bliver et vigtigt og intenst arbejde at opretholde grænserne mellem brugerne og de besøgende i biblioteket. De er nu kun adskilt af den tynde glasvæg ind til læsesalen. Stedets bevægelse mod ikke-sted fremskynder også dette arbejde. Kontrollen ved udgangen og den store mulighed for overvågning i de transparente rum, der, med Augé, får alle til at bedyre deres uskyld ved at blive anonyme (Augé 1995: 102-3). Man ved snart ikke, hvem der er hvem i biblioteket.

Hvilke drømme viser sig da i alt dette? Jytte Hilden havde en drøm om at Diamanten skulle blive et større vartegn end Den Lille Havfrue. Det ser ud til at blive til virkelighed. Og også den virkelighed bygningen drømmer, gemmer sig i dette faktum. Lyotard (1995) taler om megapolen som modsætning til metropolen. Byen uden center og periferi, uden retning og uden historie og begyndelse. Man kan bruge en blomst til at beskrive en metropol, et center der skyder sine kronblade ud fra sig. Megapolen kan beskrives som svampen. Den kan reproduceres fra alle steder, har ikke noget center og har ikke noget begyndelsessted. Det interessante her er måden megapolen opstår på. Ved en form for opsvulmen eller implosion i metropolen. De mange besøgende i Diamanten ligner en opsvulmen, den truer med at implodere. Videnscenteret svulmer op og imploderer, og vi har den centerløse tilstand. Man kan sige at bygningen allerede mimer denne tilstand eller drømmer den. Alene det store tomrum i atriumet, der bruges til at pumpe bygningsvolumen op, tyder på det. Tydeligst er det dog i bygningens geografiske centrum: Internetafdelingen, hvor mængder af computerskærme tager os andre steder hen. I hjertet af bygningen er netværket, der netop intet hjerte har. Der er centerløst. Dette er måske den realitet, Det Kongelige Bibliotek må forholde sig til. Et blandt mange forskningsbiblioteker i Øresundsregionen, svigtet af illoyale lånere, der låner bogen hvor de lettest kan komme til den. Denne realitet i stedet for en nostalgisk længsel efter et center.

Hvad der drømmes i Diamanten, er altså, hvis ovenstående accepteres, byens nye tilstand. Den centerløse by, netværket. Diamanten kommer da til at ligne en gravsten, der jo netop kan ses som et forsøg på at holde en død person i live, i det mindste i erindringen, men som altid i sidste ende minder os om dennes hans død.

Med den hollandske arkitekt og arkitekturteoretiker Rem Koolhas i tankerne kunne man slutte sådan her: "The city is dead, landmark architecture is everywhere, as if two deads make a living".

Litteratur

Augé, Marc: "Non-places", Verso,1995, pp.75-115

Baudrillard, Jean: "The Beaubourg.effect: Implosion and Deterrence" I Rethinking Architecture, Routledge,1997.

Benjamin, Walter: "Paris: Capital of the Nineteenth Century" i W. Benjamin, "Reflections, Essays, Aphorism, Autobiographical Writing", Harcourt Brace, N.Y., 1978

Benjamin, Walter: "Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder" i Kultur og Klasse nr. 77, 1994.

de Certeau, Michel: "The Practice of Everyday Life", University of California Press, 1984. pp.. 111-130.

Hilden, Jytte: "Diamanten er en ny tids drøm" i Danmarks Biblioteker 1999, nr. 9.

Siiger, Charlotte, Anne Justiniano, Stine Børglum: "Diamanten: Kvalitative metoder på Læsesal Vest", 4. sem. opgave ved Inst. for Antropologi, Københavns Universitet, 2000.