Fristaden og Friheden
Forhandling af regler på Christiania
Simon Kristensen & Katja Gravenhorst
Institut for Antropologi, Københavns Universitet, 4. semesters kvalitativ metode projekt, 2000
Click here, to read another essay on Christiania
News about
Christiania:
Click here to read about the Christiania
Conference, February 28-29, 2004: A response to the plans to
"normalize" Christiania
See also Christiania's own rapport: Christiania på arbejde (pdf-fil)
And see Christiania's homepage:
http://www.christiania.org/
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/txt/G/Gravenhorst_Kristensen_01.htm.
|
Rummet
Christiania
som felt
Christiania - den interne sfære
Strukturen
Målsætningen
Møde-Demokratiet
Selvforvaltningen
Sanktioner
Praksis
Tilfældigheder
Legitimeringsprocesserne
Tolkninger af målsætningen
Sprogbrug
Territorie
"Det moderne livs dybeste problem udspringer af individets krav om at bevare sin tilværelses selvstændighed og egenart over for de overmægtige kræfter, som samfundet, den historiske overlevering, den ydre kultur og livets teknik repræsenterer." (Simmel 1998: 191)
Således indleder Simmel sit essay om "Storbyerne og det åndelige liv" ved overgangen til det moderne samfund. Inden for samfundsvidenskaberne har denne problematik - omkring forholdet mellem individ og samfund - været særdeles central og den er ikke mindre aktuel i dag, hvor individets krav om at bevare sin selvstændighed og frihed synes større end nogen sinde. Men diskussionen er ikke blot af analytisk relevans, for også på et metodisk niveau spiller forholdet mellem individ og samfund en afgørende rolle, hvilket afspejles i samfundsvidenskabelige debatter om hvorvidt sociale fænomener bør forklares med udgangspunkt i individet (aktøren) eller i samfundet (strukturen); altså hvorvidt den anvendte metodologi skal være individualistisk eller kollektivistisk. Formuleret på en anden måde kan man spørge: Skal det sociale rum betragtes som resultatet af individernes dispositioner der konstituerer de sociale fænomener som således til stadighed skabes gennem individernes interaktion samt aktive deltagelse i rummet? Eller bør det sociale rum og dermed samfundet som hos Durkheim, opfattes som et sæt af overindividuelle sociale fænomener, som eksempelvis sprog, stat og institutioner, der eksister uden for enkeltindividerne og strukturerer deres færden inden for rummet?
Vi har valgt at beskæftige os med den problematik Simmel beskriver ovenfor ved at se på det konkret empirisk eksempel: Fristaden Christiania (CA). Alene navnet Fristaden knytter an til problematikken og mange flyttede på CA - dengang i 1971 da det hele for alvor startede - som led i et oprør mod autoriteterne, mod disse overmægtige kræfter der begrænsede individets frihed. Det historiske forløb frem til i dag har været præget af en række enestående begivenheder og det har ikke været problemfrit. Den interne kamp mod junken samt kampen mod volden og Bullshit rockerne(1) er blot eksempler på nogle af de større problemer som christianitterne har været konfronteret med men på forunderlig vis har løst. Truslen om lukning fra myndighedernes side har også været et centralt element i CA’s historie, men med lovliggørelsen i 1991 er denne trussel ikke længere aktuel som før. CA dækker et areal på ca 34 ha. Fantasifulde huse og tidligere militære bygninger huser nu spillesteder, restaurationer, virksomheder, institutioner samt beboelse. Der bor i dag knap 700 voksne, ca. 250 børn, et imponerende antal hunde samt en flok heste på CA. Med udgangspunkt i forholdet mellem individ og fællesskab har vi i denne opgave valgt at fokusere på følgende:
Hvordan forhandles regler på Christiania? Herunder vil vi først se på hvordan tolkninger af Christianias målsætning inddrages i forhandlingen af regler og bruges i legitimeringen af forskellige gruppers synspunkter. Og dernæst hvordan antropologien kan betragte den proces hvorigennem legitimeringen af modstridende interesser søges.
Vores analyse bygger på materiale fra 4 ugers feltarbejde på CA, hvor vi foretog 14 længere interviews (varierende fra ½ til 6 timers varighed), hvoraf to blev optaget på bånd. Herudover har vi haft samtaler med ca. 15 personer og lavet deltagerobservation under to aktionsdage, på cafeer, værtshuse og spillesteder, i en intern håndværkergruppe samt til turistrundvisning. Endelig har vi benyttet os af litteratur om CA, den lokale interne ugeavis, Ugespejlet(2), samt CA's hjemmeside.
I første afsnit - Rummet - beskæftiger vi os med feltarbejdets første fase; vores indledende overvejelser, vores indgang til felten og vores positionering i denne. Samspillet mellem elementerne i denne første fase belyses gennem brug af Georg Simmels arbejde med storbyen og landsbyen, men sættes også i forhold til ideen om interaktion i adskilte sfærer som den kommer til udtryk hos Harald Eidheim. Vores andet afsnit - Strukturen - belyser de dele af CA struktur som er af størst betydning for forhandlingen af regler (målsætningen, konsensusdemokratiet, selvforvaltningen og sanktionerne), og som vi mener er en forudsætning at kende til, hvis man ønsker at forstå hvordan regler forhandles. Tredje afsnit - Praksis - tager udgangspunkt i et konkret eksempel på en forhandlingssituation, som vi tilfældigvis fik mulighed for at overvære, og belyser både metodiske og analytiske aspekter ved denne situation. Fokus i dette afsnit vil være på spørgsmålet om legitimering af forskellige gruppers synspunkter og interesser. Det afsluttende afsnit - Metode, analyse og praksis - vil kort opsummere forholdet mellem disse tre niveauer i vores feltarbejde, samt bidrage med mere generelle refleksioner vedrørende den antropologiske praksis.
Man hører ofte hvor vigtig indgangen til felten er for det videre feltarbejdsforløb. På CA får dette en helt bogstavelig betydning, for kender man bare lidt til de fysiske rammer vil man vide, at CA kun har et begrænset antal indgange, og èns umiddelbare indtryk af stedet afhænger af hvilken man vælger. Vælger man hovedindgangen er det en temmelig rå scene der møder èn, bygninger overmalet med grafitti, pusherne der står tæt i deres små boder, og store hunde der løber frit omkring. Vælger man derimod indgangen ved Norddyssen, der ligger i den anden ende af CA, er det en helt anden virkelighed der møder èn. Husene ligger spredt, vasketøj hænger til tørre udenfor, børnene leger ved søen - landlig idyl kun ti minutter fra Christiansborg. Denne sære og unikke blanding af storby og landsby er gennemgående for CA, og virker tiltrækkende ikke alene på antropologistuderende, men også på turister, skoleklasser og journalister.
Simmel har beskæftiget sig med hvilke krav det stiller til individet at leve i henholdsvis storbyen og landsbyen. Ifølge ham er storbylivet præget af uforudsigelighed og spontanitet. Det er forstanden der styrer individet, og der er en udbredt specialisering, som på den ene side øger individets frihed, men på den anden side gør individet mere afhængigt af alle andre. Landsbylivet derimod præges af regelmæssighed og langsomhed. Her er det følelsen der styrer individet (Simmel 1998: 192-193), hvis livsform og holdninger i høj grad begrænses af gruppens overvågning (ibid.: 200). Denne skelnen mellem landsbylivet og storbylivet er interessant i forhold til CA, idet man her synes at forene de to livsformer. Næsten samtlige af vores informanter henviser til landsbyaspektet ved at bo på CA, hvor de positive sider, "vi er som én stor familie", "det giver en tryghed at kende sine naboer" samt de mere negativt ladede ytringer om hvordan CA giver folk "reservatkuller" og "janteloven er godt nok streng herude", optræder sideløbende hos informanterne. Men samtidig er storbyaspekterne også særdeles nærværende i form af de mange værtshuse, spillesteder og ikke mindst pusherstreet. Der har aldrig eksisteret en homogen befolkningssammensætning på CA. Tværtimod er der tale om et særdeles differentieret samfund, som det er kendetegnende for storbyen, og mange forskellige interne kategoriseringer vidner om at dette ikke er noget nyt (se bl.a. Blum & Sjørslev 1976:28 og B. Madsen 1981). Søren, en informant der har boet på CA siden `73, inddeler lidt tøvende christianitterne i: "aktivister, pushere, sumpere og de ligeglade". Denne kategorisering er på ingen måde endegyldig, men vi mener den er relevant at medtage, fordi disse kategorier i udstrakt grad benyttes af vores informanter, men også som analytisk hjælpemiddel.
CA`s særprægede forening af landsby og storby og den overvældende mangfoldighed blandt såvel besøgende som befolkningen, har haft afgørende metodiske implikationer for vores feltarbejde. For hvordan får man folk i tale der gennem en årrække og til stadighed gøres til genstand for et væld af undersøgelser? Vi valgte at fokusere på forholdet mellem skrevne og uskrevne regler, ud fra en nysgerrighed omkring konstitueringen af retningslinier i et samfund der historisk set er baseret på en afstandtagen fra autoriteter og formelle regler, men også i et forsøg på at finde en problemstilling der kunne interessere christianitterne og samtidig relatere sig direkte til de interne forhold. P.g.a. vores usikkerhed omkring hvorvidt det ville blive svært at få christianitterne i tale gik en del af vores indledende overvejelser på, i vores problemformulering, at åbne mulighed for at inddrage besøgende som informanter.
Regler som fokus for vores feltarbejde viste sig at være godt til at få christianitterne i tale. Vi valgte derfor hurtigt at indsnævre vores fokus til udelukkende at omhandle forhandlingen af regler internt på Christiania (det skal understreges at dette ikke er ensbetydende med at betragte Christiania som et isoleret samfund), hvilket vi mener gav os adgang til en langt mere nuanceret og kompleks forståelse af denne proces end et fokus på interne vs. eksterne forhold ville have givet. Harald Eidheim beskriver i artiklen "When Ethnic Identity Is a Social Stigma" hvordan hans første tid i felten præges af, at den etniske gruppe af lapper, som han ønsker at studere, ser ham som tilhørende gruppen af nordmænd. De opfører sig overfor ham som de ville opføre sig over for andre nordmænd nemlig ved at undgå opførsel der peger i retning af deres stigmatiserede identitet som lapper (Eidheim 1971: 53). Eidheim beskæftiger sig med etniske grupper, men alligevel mener vi godt hans idé om at interaktionen mellem de to grupper foregår inden for tre adskilte sfærer med hver deres koder, temaer og værdier (Ibid.:56-57) kan benyttes til at belyse både en analytisk og en metodisk pointe i forhold til vores feltarbejde. Havde vi valgt en problemformulering med fokus på eksterne vs. interne forhold er det sandsynligt, at vi ville være havnet i en lignende situation som den Eidheim beskriver, idet Christiania på mange måder har været stigmatiseret (og måske stadig er det) i den danske befolkning. Denne formodning underbygges af vores erfaring fra en turistrundvisning vi deltog i, hvor CA af rundviseren blev fremstillet i et mere positivt lys, end det havde været tilfældet over en kop the i rundviserens hyggelige stue. Samt flere informanters udtalelser i kategorien: "Det kan godt være at vi indadtil har vores uenigheder og konflikter, men udadtil gør vi fælles front" (Ninna).
Godt nok var vi fremmede, men ikke mere fremmede end at folk alligevel valgte at fortælle åbenhjertigt om både negative og positive sider ved Christiania. Som Simmel beskriver i "The Stranger", så har vores position som fremmede ikke udelukkende været en begrænsende faktor. Folk har gjort os opmærksomme på, samt talt meget om tabuer og de begrænsninger de ligger på en åben politisk og ideologisk diskussion. Vores objektivitet i forhold til de interne debatter, set i sammenhæng med netop vores interesse for disse, må derfor siges at have skabt en partikulær struktur i interaktionen bestående af såvel distance som nærhed (Simmel 1964: 404). I og med at fokus har været på netop de interne processer, er informanterne blevet konfronteret med nogle problemstillinger, der optager sindene hos størstedelen af vores dem, og de har fået mulighed for at diskutere og analysere disse uden for den vanlige kontekst. Som sagt mener vi, at dette har givet et mere diffust, heterogent og til tider ganske negativt billede af de interne forhold end et projekt med fokus på interne vs. eksterne forhold højest sandsynlig ville have givet.
Hvor vores oprindelige problemformulering rettede sig mod felten Christiania, indsnævrede vi fokus til kun at omhandle den interne forhandling, hvorved vi fik adgang til det man med Eidheim ville kunne kalde den interne sfære på Christiania, men som nævnt er denne sfære ikke homogen og det viste sig hurtigt, at den gruppe det var lettest at komme i kontakt med var aktivisterne, der kom til at udgøre vores primære informanter. Dette var ikke fra starten et bevidst valg, og der er ingen tvivl om at det ville have været relevant for vores problemstilling i højere grad at have inddraget folk fra andre grupper (det skal nævnes at det ikke udelukkende har været aktivistgruppen som vi har talt med, deltagerobservation i forskellige sammenhænge, samt enkelte interviews med folk fra andre grupper er også en del af vores materiale). Men bl.a. fordi aktivisterne er den af de ovenfor nævnte grupper som fandt sig bedst tilpas i, og sandsynligvis er mest vant med, interviewsituationen, samt viste en stor interesse for problemstillingen, blev det dem vi talte mest med. Havde vi valgt at beskæftige os mere med de andre grupper, ville det have stillet andre krav til vores metodiske tilgang med en langt højere grad af deltagerobservation, hvilket tidsbegrænsningen umuliggjorde.
Umiddelbart efter starten i ´71 satte en lille gruppe mennesker sig sammen og udfærdigede følgende målsætning:
"Christianias
målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt
individ frit kan udfolde sig under ansvar over for fællesskabet. Dette
samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben
må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske
forurening kan afværges"
Således formuleret af Sven, Kim, Kim, Ole og Jacob
med ret til forbedringer. 13.11.71 (Her citeret fra B. Mogensen 1996: 12).
Specielt første del af målsætningen indeholder en indbygget modsætning, for taget til de ekstreme konsekvenser må individets frie udfoldelsesmuligheder og den fællesskabelige ansvarlighed siges at være svært forenelige størrelser. Dette forhold har naturligvis også skabt megen debat internt på CA (se bl.a. Blum & Sjørslev 1976), og lige præcis i forhandlingen af regler bliver diskussionen af forholdet mellem individet og fællesskabet yderst aktuel.
Fra starten af var der en idé om, at CA skulle være et sted uden normer(3). Denne "normløshed" må, ud fra en antropologisk opfattelse, siges at relatere sig direkte til individet og dets udfoldelsesmuligheder, for ethvert fællesskab vil uvilkårligt udvikle nogle normer - bevidst eller ubevidst - hvis der skal være tale om et socialt fællesskab(4). Individets frihed er således på sin vis blevet urørlig, og forsøg på at indskrænke denne frihed betragtes derfor ofte som en krænkelse. Eller forklaret på en anden måde. Ifølge R. Apthorpe, vil der inden for en specifik kontekst som regel udvikles et specifikt ordforråd, og i dette ordforråd er der yderligere bestemte keywords som tillægges en udpræget positiv konnotation. Disse keywords er karakteristiske ved, at de for det første er meget betydningsladede i sig selv og som sådan ikke kræver ord af modsatte betydning for at forøge deres gyldighed, og for det andet ved at de sjældent testes rent empirisk (R. Apthorpe 1997: 53-54). På denne måde kan begrebet individets frihed betragtes. Det er på CA blevet et så forankret begreb, at man ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det, hvilket også betyder at ideologiske debatter ofte får meget svære betingelser.
Verner, en fyr midt i 30´erne der arbejder internt på CA, udtrykte på følgende måde sin frustration over manglen på ideologiske og politiske debatter, hvilket, ifølge ham, i høj grad har med eksisterende tabuer at gøre:
"Nogle ting er der bare ikke tradition for at diskutere…altså den formålsparagraf eller formulering der fra 1971, den er aldrig blevet evalueret eller revideret eller et eller andet. Jeg tror der er nogle hellige køer der skal slagtes, altså at tabuerne skal aftabuiseres. Tabuerne er jo også med til at gøre at vi ikke får lov til at se på problemerne".
Ovenstående er blot en blandt en række af faktorer der får betydning for den måde hvorpå regler forhandles i praksis, men lad os først kaste et kort blik på CA's demokratistruktur for at se hvilke forløb forhandlingerne reelt set burde gennemgå.
CA er inddelt i 15 områder der hver i sær har en udpræget grad af selvstyre. Alle interne anliggender, det være sig af praktisk, social eller økonomisk art, diskuteres på det månedlige Områdemøde, hvor kun områdets beboere har adgang. Derudover er der Virksomhedsmødet der hovedsageligt består af repræsentanter for virksomhederne, samt Økonomimødet der bestyrer fælleskassen og består af hovedkasererne, områdekasererne samt repræsentanter for hver af de fælles institutioner. Og endelig er der Fællesmødet der er CA's højeste instans, hvor problemer der berører hele fællesskabet er til debat. De sidste 3 "Møder" er åbne for alle christianitter - og kun christianitter! - og alle har taletid. Der er tale om en konsensusdemokratisk struktur, hvilket i princippet vil sige at en beslutning kun kan tages hvis der er enighed omkring den. Sådan burde det ideelt set være, men som det udtrykkes i CA's officielle guide udformet til brug for områdets besøgende, Christiania Guiden (1996: 8), betyder det, at man i praksis vejer stemningen på det konkrete møde og viser der sig ingen overvejende stemning for eller imod, så har mødet ingen beslutningskompetence.
Rent metodisk er det netop møderne der har det har været et af feltarbejdets mest problematiske aspekter, for som allerede nævnt så er møderne en ren intern affære lukket for den udenforstående observatør. Vores information om møderne, og karakteren af forhandlingerne der foregår på disse, bygger derfor fortrinsvis på CA-litteratur samt informanternes egne udsagn og fortolkninger. En ikke uvæsentlig kompensation for den manglende deltagelse har været de åbne referater der rimelig konsekvent trykkes i den lokale avis Ugespejlet. Denne avis, der kører efter princippet om at alt printes direkte uden korrektur eller censur, har været en utrolig givtig informationskilde både med hensyn til aktuelle aktiviteter, men også rent metodisk i form af direkte indsigt i mange af de debatter der optager christianitterne.
CA styres via en udpræget grad af selvforvaltning, og selvforvaltningsprincipperne, samt diskussionerne af disse, viste sig ikke overraskende at være et af de helt centrale omdrejningspunkt i forhandlingerne af regler.
Selvforvaltning som ideologisk og politisk begreb kan føres tilbage til 1800-tallets anarkistiske tænkere, og CA's samfundsstruktur kan da også på nogle afgørende punkter siges at trække på nogle anarkistiske idealer. Det første og mest iøjnefaldende aspekt er fraværet af den centraliserede statslige styring (Her er det naturligvis vigtigt at holde sig for øje, at CA i dag er en integreret del af det danske samfund, hvorfor fraværet af staten i denne sammenhæng henviser til den interne styringsmodel.). Som Kropotkin (1969) skrev i sin analyse af Statens historiske rolle, så er anarkismen et opgør med staten og ikke med samfundet, som det ofte fejlagtigt er blevet antaget(5). For CA var det også primært opgøret med autoriteterne og det bureaukratiske styres fremmedgørelse af enkeltindividerne - et opgør med klare rødder i 60´ernes ungdomsoprør - der var motivationen for at eksperimentere med alternative demokratiske styreformer. Blum & Sjørslev (1976: 58) konkluderede i deres analyse følgende:
"Det opfattes som absurd at nogle mennesker har fået tilladelse til legalt at bestemme over en andens velbefindende…".
Denne anti-autoritære holdning gør sig stadig gældende, om end spørgsmålet om hele autoritetens væsen er langt mere subtilt end som så, hvilket vi kommer lidt nærmere ind på i afsnittet om praksis.
Et andet aspekt er anarkismens syn på menneskets natur, hvor mennesket i udgangspunktet er godt. Det frie individ vil uvilkårligt udvikle en naturlig bevidsthed i form af ansvar og tolerance overfor sin omverden. Som Marcuse beskriver i "Frigørelsen", så er det systemet der er sygt - ikke individerne (Marcuse 1968: 18-20). Et lignende synspunkt kom frem da en af vores informanter, en mandlig akademiker midt i 50`erne, via en sammenligning med 60'ernes børnepsykologi gav følgende karakteristik af ideologien på CA, som den tog sig ud i begyndelsen:
"Der skulle ikke sættes grænser. Hvis man var fri for tvang ville man udvikle sig til at blive et smukt træ" (Mikkel)
Det drejede om frihed under ansvar for fællesskabet, men som han også påpegede, så var ansvaret noget der skulle komme indefra - man skulle selv føle det, ellers havde det ingen relevans. Selvforvaltning handler således ikke bare om fraværet af statsapparatet, det handler også om hvordan individet tager vare på sin egen umiddelbare situation.
Anarkismen er naturligvis langt fra en enhedsideologi, og modsætningsforholdet mellem individualistisk og kollektivistisk anarkisme som det udtrykkes gennem udtalelser fra to af repræsentanterne for hver sin retning, nemlig Stirners: "Er det rigtigt for mig så er det rigtigt" (D. Guérin 1979: 29) overfor Bakunins: "Jeg bliver kun fri gennem andres frihed" (Ibid:32), afspejler meget fint de diskussioner der foregår på CA omkring selvforvaltningsprincipperne.
Disse to oppositioner eksisterer også inden for CA's overordnede ramme, hvilket betyder, at selvforvaltningen, og dermed også forhandlingen af regler, konstant må forholde sig til begge disse niveauer. Beslutninger truffet ud fra et fællesskabeligt (kollektivistisk) synspunkt kan være svære at forene med det individ baserede (individualistiske) perspektiv og omvendt. Hermed bliver forhandlinger også meget komplekse processer, og beslutninger bliver ofte genstand for genforhandlinger, eller som Ninna udtrykte det:
"Det er lidt af et skakspil - det gælder bare om ikke at blive mat!"
Spørgsmålet omkring sanktionering er ikke mindre komplekst. Radcliffe-Brown beskriver sanktioner som:
"...a reaction on the part of a society or of a considerable number of its members to a mode of behaviour which is thereby approved (positive sanctions) or disapproved (negative sanctions)" (Radcliffe-Brown 1971: 205)
...og opdeler dem i to kategorier, nemlig diffuse og organiserede (Ibid: 205). De organiserede er de sanktioner der følger traditionelle og anerkendte procedurer, som eksempelvis ved Højesteretsdomme, mens de diffuse er af en langt mere spontan og individuel karakter.
Den eneste instans på CA der, ud fra ovenstående kriterier, har beføjelser til at udøve organiserede sanktioner er Fællesmødet, hvilket bl.a. sker i forbindelse med voldssager, men social kontrol opretholdes først og fremmest ved hjælp af diffuse sanktioner. Som L. Pospisil argumenterer for, så kan disse have form af såvel fysisk som social og psykologisk straf. For ham er det dog ikke så meget formen som effekten af sanktionerne der er det vigtigste, og som han påpeger, så kan social og psykologisk straf ofte være langt mere værdifuldt end den fysiske afstraffelse (Pospisil 1971: 89). Dette må siges at gøre sig gældende for CA's vedkomne. En af vores informanter, Tine, der arbejder internt på CA udtalte, at "det psykologiske gruppepres kan flytte bjerge", og hævdede at dets indbyggede trusler som oftest virkede, men at der naturligvis altid ville være de "hårde tilfælde". Som eksempler på sanktioner fremhævede hun offentliggørelse af brugslejeskyldnere i Ugespejlet, kollektive skideballer på fællesmøderne, manglende støtte til eventuelle projekter, latterliggørelse og udfrysning. Effekten af sådanne sanktioner skal selvfølgelig ses på baggrund af CA's landsbyagtige karakter, hvor folk kender hinanden og færdes meget i de samme cirkler.
Hidtil har vi primært beskæftiget os med overvejende strukturelle aspekter vedrørende forholdene omkring forhandlinger, organisering og sanktioner på CA. Det er der flere gode grunde til. På det analytiske plan må det betragtes som en forudsætning for at skabe en forståelse for den måde, hvorpå aktørerne forhandler og argumenterer i praksis. Hermed ikke forstået at det er strukturen der determinerer aktørernes handling, men blot det nødvendige i at afdække nogle af de sociale fænomener der gør sig gældende i den konkrete kontekst med henblik på at analysere samt perspektivere interaktionen som den tager sig ud i praksis. Det skal således ikke ses som et ønske om, med udgangspunkt i en metodologisk kollektivisme, at underkaste studiet af CA en funktionalistisk analyse koncentreret om afdækning af overindividuelle lovmæssigheder for sociale fænomener, ligesom i den durkheimske tradition (Gilje & Grimen 1995: 176).
Fremgangsmåden indeholder også rent metodiske overvejelser, og har vist sig givtig for hele feltarbejdets forløb. Enhver feltarbejdssituattion kræver som bekendt sin egen individuelle strategi, og denne strategi vælges af omstændighederne (R.Wax 1971: 7). I vores tilfælde viste det sig også hurtigt, som nævnt tidligere, at spørgsmålet omkring regler krævede en grundig indsigt i demokrstistrukturen og principperne i forbindelse med selvforvaltningen. Som R. Wax også skriver, så er dèt at forstå en kultur som at forstå en historisk tekst. Før man får indsigt i den historiske periode teksten er skrevet i, eller omhandler, giver den ingen mening (Ibid: 13). Vores udgangspunkt for studiet af regler var i og for sig at sætte fokus på forholdene som de ser ud her og nu, men for at forstå den praksis der udspillede sig i forbindelse med forhandlingerne var det absolut nødvendigt med et kendskab til de historiske begivenheder. En viden på dette område hentede vi primært fra diverse litteratur skrevet om CA, såvel af christianitter som af udenforstående, hvilket blev en væsentlig kilde, ikke blot til forståelse af forhandlingsprocesserne, men også som en baggrundsviden der gav et udgangspunkt for at nå et lag dybere i samtaler og interviews med informanterne(6).
I det efterfølgende vil vi zoome ind på aktørerne for at se på, hvordan en forhandlingssituation kan tage sig ud i praksis.
I "Det Videnskabelige Perspektiv" skildrer L.H. Schmidt viden som selektion, idet erkendelse af virkeligheden er bestemt af de spørgsmål vi stiller om virkeligheden (L.-H. Schmidt 1998: 17-18). Dette harmonerer ganske godt med den vurdering vi tidligere har foretaget af problemformuleringens indflydelse på den indsamlede data, men i feltarbejdssituationen er der endnu en betydningsfuld faktor, som vi her lige kort skal berøre - nemlig tilfældighederne.
Tilfældighedernes rolle bør ikke overvurderes, men de skal så absolut heller ikke nedprioriteres - hvilket naturligvis gør sig gældende ikke bare i feltarbejdet men også i tilværelsen som helhed. Jo kortere tid et feltarbejde varer jo større er chancen for at enkeltstående begivenheder får lov til at spille en væsentlig rolle, og således kommer tilfældet i højere grad til at præge såvel det overordnede indtryk, som metoden og den færdige analyse. Dette kan selvfølgelig være et problem med hensyn til videnskabeligheden af den færdige analyse, selvom det ikke nødvendigvis behøver at forholde sig sådan. Tilfældigheden kan tværtimod ofte vise sig som "the golden opportunity", den hændelse eller begivenhed der kan skabe den afgørende kontakt (Chagnon 1968: 11-12), henlede opmærksomheden på centrale problemstillinger, underbygge eller afkræfte hidtidige hypoteser etc.
Den efterfølgende sag må betragtes som netop en "golden opportunity" der fik meget stor betydning for vores feltarbejde. Vi har valgt at inddrage den, da vi mener den kan belyse en lang række centrale konflikter i forhandlingen af regler, men også fordi den var på alles læber i den periode vi udførte vores feltarbejde, og kunne følges i Ugespejlet. Endelig har den også stor relevans, idet den kan siges at udgøre et ufiltreret indblik i en konfrontation imellem dele af aktivistmiljøet og dele af pushermiljøet, som den udspillede sig til den aktionsdag vi deltog i (eller måske snarere observerede), og hvor vores tilstedeværelse i modsætning til interviewsituationerne ikke havde nogen betydning.
Kort opridset drejede det sig om en christianit - kaldet Simon - der efter knap 10 års "ulovlig" beboelse i Loppebygningen skulle tvangsflyttes. I Ugespejlet havde vi kunnet læse om hvordan det gentagne gange på møder var blevet besluttet at Simon skulle flytte, at han ikke betalte husleje og at han havde ødelagt flere ting. Det vakte derfor stor undren hos os, at han ikke allerede var blevet smidt ud, hvilket vi talte med en række af vores informanter om. Det er her vigtigt at understrege at sagen var temmelig ekstrem, men derfor også af stor betydning som et indblik i hvordan systemet kan virke når det er sat under pres. Situationen kulminerede i en aktionsdag, hvor det var meningen, at denne tvangsflytning skulle finde sted. Indkaldelsen i Ugespejlet (se bilag) lød:
"... Flyttehjælp til Simon og andre opgaver i det tidligere loppemarked. Fortsat oprydning og genetablering af Prærien og omegn ".
Aktionsdage benyttes på CA til at få ryddet op i ordenes bredeste forstand, f.eks. var det under en aktionsdag man smed Bullshit rockerne ud, men de benyttes også til at få udført større konkrete oprydnings- og anlægsarbejder. Op til dagen havde vi talt med flere af vores informanter omkring muligheden for at deltage, hvilket de ikke så noget problem i, men som en af dem formulerede det:
"I skal holde jer til Jonathan, det kan godt blive rimelig heftigt" (Antje)
Vi kontaktede Jonathan inden dagen, og han beskrev aktionsdagen som en "politisk manifestation" mens en anden udtalte:
"… det er jo også lidt af en magtdemonstration, der har været en del problemer med det område" (Ida).
Så allerede inden dagen var det ganske tydeligt, at der var mere på spil end blot sanktioneringen af nogle på forhånd givne regler.
Der var fælles morgenmad for de 20-30 fremmødte såkaldte aktivister, og efter spisningen var der en hvis afventende stemning. Da vi spørger en tidligere informant (Ida) om planen for dagen bliver der svaret noget afvigende at der er vist nok er en plan, men at hun ikke lige kender detaljerne. Der er linet op med trillebører, river og koste og folk har arbejdshandskerne klar, men ingen foretager sig noget. På et tidspunkt dukker en pusher op og begynder at råbe:
"...det er for ulækkert det I har gang i…"
en af aktivisterne tager til genmæle, og de går udenfor, hvor en særdeles højlydt diskussion følger. Der kommer flere pushere til og der bliver råbt højt, tonen er meget aggressiv og et par gange sparkes der til stole og hvad der ellers er i vejen. Dette skænderi står på i timevis og enden på dagen bliver at flyttehjælpen afblæses.
Mange forskellige problematikker og stridigheder var oppe og vende i løbet af den timelange debat, og som i så mange andre situationer på CA var der tale om en helt speciel stemning i form af intensiteten, positionering og talemåder der dårligt lader sig beskrive på papir(7).
Spørgsmålet omkring legitimitet, som vi her har valgt at fokusere på, blev et af de helt centrale emner, både i form af legitimiteten af aktivistgruppens beslutning om at "yde flyttehjælp" til Simon, men også men hensyn til den måde hvorpå begge grupper søgte at legitimere deres synspunkter. Det interessante er, at såvel legitimeringen af de individualistiske som de kollektivistiske synspunkter - altså individets frihed overfor det fællesskabelige ansvar - søges ud fra de samme historiske begivenheder og den samme ideologiske målsætning. At målsætningen bliver udsat for divergerende tolkninger er for så vidt ikke overraskende, men det spændende er hvordan aktørerne pendulerer mellem positionerne og til tider inkorporerer begge positioner i én og samme argumentation. Tord Larsen problematiserer i sin artikel "Er alle stygge andunger egentlig svaner?" forholdet mellem kulturrelativismen og universalismen, idet han hævder, at begge positioner har deres berettigelse, hvilket konstant er årsag til dilemmaer (ikke mindst for antropologen). Dette oldgamle dilemma, som han kalder det (1980: 13), drejer sig om hvordan det partikulære - "sådan synes/gør vi"-perspektivet - og det generaliserende - "sådan synes/gør verden"-perspektivet - bliver brugt politisk af modstridende parter som bl.a. i spørgsmålet omkring menneskerettigheder, men som han også understreger udelukker de to positioner ikke nødvendigvis hinanden, når en given sag skal argumenteres. Således kan en minoritetsgruppe godt i en konkret situation legitimere deres handlinger eller motiver ud fra et kultur-specifikt synspunkt, samtidig med at de påberåber sig universalistiske rettigheder (Ibid: 26-27). Det samme princip kan siges at gøre sig gældende på det mikro-sociologiske niveau, som her i tilfældet med aktionsdagen på CA. Her optræder det relativistiske og det universalistiske i skikkelserne af individet vs. fællesskabet, men dilemmaet er i og for sig det samme, denne gang ikke blot for antropologen men også for de implicerede aktører! Før vi kaster et blik på nogle udtalelser der kan eksemplificere denne påstand, skal der lige lægges endnu en betydning oven i begreberne partikulære og generaliserende, for lige så vel som et godt skænderi med konen om opvasken skal rundt om beskidte fodboldstøvler, manglende blomster på forrige bryllupsdag samt svigermors telefonterror, så nøjedes christianitterne naturligvis heller ikke med at diskutere Simon sagen. Tværtimod var det i høj grad ideologi, demokratiprocesser samt beslutningskompetance der var til debat.
Langt de fleste citater vi har fra dagen er brudstykker, hvilket der er flere forskellige årsager til. For det første indbød situationen hverken til at hive båndoptageren op af lommen eller til at stå og fedte med notesbogen, og for det andet havde den meget præg af påstande, udtalelser og enkelt sætninger der fik lov til at hænge i luften uden nødvendigvis at blive kommenteret af modparten. Endelig var der ikke tale om en overordnet sammenhængende dialog, men snarere gruppevise diskussioner og diverse usammenhængende monologer, hvor parterne i høj grad talte forbi hinanden.
Fronterne var fra starten trukket skarpt op, med en pushergruppe der argumenterede ud fra et individ synspunkt samt satte spørgsmålstegn ved fællesskabets kompetencer, mens aktivisterne søgte at se på de større perspektiver og overordnede planer for området, samtidig med at de henviste til beslutninger taget inden for mødestrukturens rammer(8). Pusherne kom med argumenter som:
"Simon har lige så meget ret til at bo her som alle I andre…han skader ingen ved at bo hvor han gør…nu har han boet her i 10 år, så hvorfor skal han lige pludselig smides ud… han er jo bare en stakkel der passer sig selv."
Hertil lyder det fra aktivisterne at:
"…det er blevet besluttet på fællesmøde for mange år siden at bygningen ikke skal bruges til beboelse…Simon har i øvrigt ikke betalt brugsleje…han forhaler hele projektet(9)…han har aldrig vist ansvar eller bidraget til fællesskabet."
I disse situationer er positionerne, som beskrevet ovenfor, ganske klart ridset op. De næste eksempler er udtryk for en langt mere kompleks legitimering, der udover at blande positionerne sammen også berører en række af tabuerne forbundet med hele selvforvaltningsstrukturen. Fra pusherne lyder det:
"I kan sgu` da ikke bare smide Simon ud fordi han ikke passer ind i jeres planer, der må da laves et alternativ…der skal sgu´ da være plads til alle… hvem har egentlig besluttet at der ikke må bo folk i bygningen…vi har ikke været med til at bestemme at Simon skal smides ud…det er typisk at det altid er de svageste I rotter jer sammen imod…I kører bare frem med jeres psykologiske gruppepres"
Her appelleres der helt tydeligt til fællesskabsfølelsen samt målsætningens postulat om at CA, i modsætning til det omkringliggende samfund, skal være et sted hvor individet får chancen for på egne betingelser at skabe sig en meningsfyldt tilværelse. Som i situationen beskrevet af T. Larsen søger pusherne her at fremhæve deres status som fuldgyldige medlemmer af CA fællesskabet, samtidig med at de hævder, at man ikke blot kan tilsidesætte det enkelte individs rettigheder. Og at det heller ikke længere udelukkende er den konkrete sag der diskuteres, men derimod nogle generelle og overordnede problematikker, bliver også tydeligt. Simon er for så vidt blevet til et symbol på den uretfærdighed hvormed - og utilfredshed med måden hvorpå - interne forhold forvaltes, set ud fra pushernes perspektiv, hvilket illustreres meget godt af, at Simon, midt i en redegørelse af hans syn på sagen, bliver bedt om at holde sin kæft af den pusher der i udgangspunktet forsvarede ham mest lidenskabeligt.
Ud over en vekslen mellem positionerne så indeholder legitimeringsprocesserne også en helt speciel form for retorik, som for den udenforstående kan være ganske vanskelig at følge. I den antropologiske metode litteratur bruges der megen spalteplads på at beskrive, hvordan feltarbejdets første stadie kan betegnes som en resocialiseringsproces, hvor antropologen prøver at tilegne sig kulturens normsæt, koder, regler etc. Det faktum, at den her beskrevne aktionsdag fandt sted mod slutningen af vores fjerde uge på CA, har derfor også haft afgørende indflydelse på den betydning, vi har draget ud af - samt tillagt - den. Hvis den var løbet af staben umiddelbart i feltarbejdets start, var indtrykket nok blevet lidt i samme dur som følgende sarkastiske observation fra en af pusherne:
"Ved I hvad? Det her det er sgu` da lige så godt som et Jerry Springer Show, mand. Jerry ville ha` elsket det!"
Det konkrete CA sprogbrug bl.a. i form af ordvalg og yderst værdiladede sætninger er et kapitel for sig(10), men også sprogets historiske og ideologiske referencer er af stor betydning. De retoriske strategier - som man vidst med rette kan kalde dem - der blev brugt i forbindelse med aktionsdagen indeholdt i udpræget grad henvisninger til tidligere kontroversielle historiske begivenheder, som eksempelvis junkblokaden, Bullshit perioden og processen omkring lovliggørelsen, mens de på det ideologiske plan tog fat i nogle grundliggende temaer som demokratistrukturen og forestillingerne om det anti-autoritære samfund. For aktivisterne handlede det om, at denne heftige diskussion ultimativt set burde havde foregået inden for demokratistrukturens rammer - altså til diverse møder. Pusherne derimod var ikke interesseret i en diskussion inden for dette forum, fordi møderne af dem bliver betragtet som udpræget manipulerende. En informant, Per, der arbejder som pusher, udtalte at flere folk simpelthen var ophørt med at gå til møderne p.g.a. manipuleringen. En sådan beskyldning er naturligvis et slag imod hele idéen om konsensusdemokrati og selvforvaltning (at der eksisterer et demokratisk problem på CA gav størstedelen af vores informanter blandt aktivisterne dog også udtryk for), og når den følges op af en udtalelse som den Simon på et tidspunkt kom med: "I er blevet ligesom den stat I selv kæmpede imod, mand", så rører det for alvor ved et af Fristadens helt store tabuer, nemlig spørgsmålet omkring autoritet. At blive beskyldt for at være autoritær er bestemt ikke et cadeau, og i situationen her virker det også direkte handlingslammende på aktivisterne(11).
Autoritet kan, ligesåvel som individets frihed, betragtes som tilhørende gruppen af keywords, men hvor det sidstnævnte har opnået denne status på grund af dets positive konnation, så tillægges autoritet en udpræget negativ værdi. Autoritet er, som nævnt tidligere, en subtil størrelse. For eksempel kan en hovedkasser for et af CA`s områder vel ud fra en overordnet betragtning siges at have en vis autoritet, men på CA er der snarere en tendens til at opfatte en sådan situation som udfyldelsen af en niche inden for fællesskabet (se også Ward 1992:56). Som Verner nævnte, så skal man, hvis man besidder en sådan position, være utroligt påpasselig med ikke at blive opfattet som værende autoritær, hvis man vil undgå at der bliver stillet mistillid til én. Ud fra dette perspektiv kan situationen tolkes på følgende måde: Ved at fokusere på ansvaret overfor fællesskabet, bl.a. ud fra udtalelser som:
"Man må indordne sig under de regler der gør sig gældende. Sådan er det i alle samfund, og kan man ikke det, ja så bliver man smidt ud",
påtog aktivisterne - ud fra pushernes synspunkt - sig en autoritær rolle, og gik på kompromis med ideologien om individets frie udfoldelsesmuligheder, og herved blev deres egen retorik vendt imod dem. Den egoisme de tillagde Simon blev af pusherne forvandlet til en intolerance og selvtilstrækkelighed fra aktivisternes side. For ultimativt set kan man jo ikke, i et samfund hvor individets frihed er så konsolideret, smide folk ud, med mindre de forvolder fysisk skade på andre.
Efter at have beskæftiget os med legitimeringen af interesser og sprogbrug i forhandlingssituationen vil vi nu forsøge at nå et lag dybere i de konflikter der ligger til grund for denne konfrontation - herunder en konflikt omkring tilkæmpelsen og markeringen af territorie. Da man ikke kan eje bygninger eller jord på CA, er det ikke entydigt hvordan man sikrer et givent territorie. En af vores informanter forklarede hvordan man bl. a. kan sikrer sig et territorie på følgende måde:
"Først så ligger man måske sin cykel lidt tættere på naboens hus, så bliver det havemøblerne og så en skraldespand, og på et eller andet tidspunkt hedder det så, at sådan har det altid været" (Mikkel).
Andre har bekræftet denne teknik samt ideen om, at hvis man bare længe nok har gjort krav på et bestemt territorie bliver dette krav på et tidspunkt legitimt. Dette kan måske også delvist forklare hvorfor Simon ikke blev smidt ud til aktionsdagen. Vi overhørte på et tidspunkt en fra aktivistgruppen udbryde lidt tvivlende i forhold til om det nu alligevel var rimeligt at smide Simon ud:
"Det er også svært, der skulle have været gjort noget for længe siden, man vinder jo en hvis hævd på stedet når man har boet der i 8 år".
Dette synspunkt virker måske ikke i sig selv overbevisende, men tager man historien omkring CA i betragtning er det en forståelig måde at argumentere på, for er det ikke her den samme historie blot i større målestok - en gruppe mennesker (ikke et enkelt individ) som tilkæmpede sig et område der ikke var planer for og med tiden vandt en hvis form for hævd over det. Set i dette lys bliver argumentet straks sværere at modsige.
Men som nævnt var det jo ikke blot Simon sagen drejede sig om, det var også en såkaldt politisk manifestation eller magtdemonstration, hvilket vi var blevet informeret om fra aktivisternes side på forhånd, og meget tyder på at det i høj grad også var denne dimension af aktionsdagen der fik pusherne til at møde op og udsætte flytningen. Simon blev decideret bedt om at holde kæft af en af pusherne, men andre kommentarer som f.eks.
"Det handler jo bare om at I vil herop for at overvåge hvad der sker" og "hvem bliver så de næste der skal ud"
taler også deres eget sprog.
Denne overvågning og kontrol med området udefra var ikke ønsket af pusherne, og Simon blev måske blot en del af pushernes markering af dette.
Vi har før været inde på Eidheims idé om sfærer for interaktion der muliggør en forskellig presentation of self afhængig af hvem man står overfor. I disse forskellige sfærer gælder forskellige regler for adfærd. Ser man aktionsdagen i dette lys, altså som et indblik i den offentlige CA sfære (hvor vi før primært har haft adgang til aktivisternes sfære), bliver det sandsynligt at dette også er et element ved aktionsdagen. Pusherne som i nogen grad er stigmatiserede (det er flere gange blevet nævnt at de kører efter deres egne regler, at de har store biler og at de ikke bidrager til fællesskabet - dog skal det også tilføjes at flere aktivister nævner at de kører en bedre selvjustist i Pusherstreet end før i tiden, og at volden er blevet dæmpet) forsøger, som i Eidheims eksempel, at kvalificere sig som fuldgyldige medlemmer af CA. Kommentarer fra pusherne som
"du bliver aldrig nogensinde halvt så meget christianit som jeg er" og "Christiania ville slet ikke eksistere hvis hash-markedet ikke var her"
kan godt tyde på et behov for at forsvare deres berettigelse på CA, og måske er dette behov for at kvalificere sig som fuldgyldige medlemmer blevet yderligere skærpet i takt med at det øvrige CA er blevet lovliggjort. Pusherne udgør så at sige den sidste "sorte plet" på kortet, hvilket muligvis har ført til en yderligere stigmatisering internt på CA.
Vores forståelse af forhandlingen af regler på CA, kan siges at være kendetegnet ved en proces hvor mødet med felten repræsenterede et virvar af aktivitet. Opgavens inddeling eksemplificerer til en vis grad den måde hvorpå vi tilegnede os kendskab til felten, fra at stå overfor det udefinerlige rum til, via en indsigt i strukturen, at studere de reelle praksisser. Dette skal dog ikke forstås som en lineær proces men snarere som cirkulære bevægelser, hvor niveauerne til stadighed greb ind i hinanden. I vores forsøg på skabe en form for overblik i den sociale virkeligheds virvar, var vi tvunget til at søge et fundament der kunne danne et grundlag for den videre interaktion, og her var det oplagt at tage fat i strukturen - ikke ud fra en tro på at strukturen alene ville kunne virke som analytisk forklaringsmodel, men derimod som et metodisk redskab til brug i forsøget på at forstå praksis.
Såvel praksis som metode og analyse må betragtes som grundelementer i antropologien. Der er ikke tale om tre adskilte enheder, men derimod komplementerende niveauer der gensidigt virker tilbage på og påvirker hinanden hvilket de foregående sider gerne skulle have belyst. Dette udgør et at antropologiens mest fascinerende, men også frustrerende aspekter. Metoden, og herunder de spørgsmål man stiller til felten, er aldrig givne på forhånd, idet såvel metoden som analysen bestemmes af den kontekst inden for hvilken praksis observeres, men selv inden for en given kontekst eksisterer der variationer, og således må fokus, og dermed også metode, konstant tages op til genovervejelse i forsøget på at skabe mening af den praksis der rent faktisk udspiller sig. Som nævnt tidligere betegner Lars-Henrik Schmidt viden som selektion, hvilket betyder at et valg af fokus samtidig indebærer et fravalg af noget andet med den konsekvens, at de "briller" hvormed vi vælger at betragte en social begivenhed får afgørende betydning for analysens udfald. Dermed bliver udlæggelsen af virkeligheden perspektivistisk, og dette stiller store krav til analysen, hvor inddragelse af metoden bliver et vigtigt element i legitimeringen af såvel videnskabelighed som pålidelighed. Den reduktion af den sociale virkelighed, som en analyse er forbundet med, kræver en uddybende forklaring af, hvad der ligger til grund for netop dette perspektiv på virkeligheden. Derfor mener vi også, at en skarp skelnen mellem praksis, analyse og metode bør ses som en fiktiv arbejdsinddeling foretaget af antropologen med henblik på en overskueliggørelse af materialet. Det færdige produkt vil altid afspejle integrationen af de tre komponenter.
Dette perspektivistiske syn på virkeligheden er dog på ingen måde forbeholdt antropologen. Eksemplerne fra aktionsdagen viser, hvordan aktørerne - i dette tilfælde såvel pushere som aktivister - med udgangspunkt i deres specifikke tolkninger af forholdet mellem individet og fællesskabet søger at skabe betydning i den sociale virkelighed ved igennem kategorisering at reducere virkeligheden. Det ene perspektiv udelukker i udgangspunktet det andet, men en sådan kategorisering er ikke endegyldig. Som vi har søgt at skildre ved hjælp af Tord Larsen, så kan det stik modsatte gøre sig gældende, nemlig at man i legitimeringen af ens egen virkelighedsopfattelse placerer denne inden for rammerne af opponentens perspektiv, og således gør sig selv til fuldgyldig medlem af to - i udgangspunktet - modstridende positioner.
Vi har i det ovenstående set hvordan forhandlingen af regler på Christiania ikke alene foregår inden for konsensusdemokratiets rammer. I praksis må en stor del af forhandlingen af regler siges at foregå uden for strukturen hvor aktionsdagen kan ses som et glimrende eksempel på netop sådan en forhandlingssituation. Det interessante ved aktionsdagen var primært det paradoksale i at de to parter (pusherne og aktivisterne) benyttede sig af samme udgangspunkt for legitimeringen af modstridende interesser. Sprogbruget i form af værdiladede ord og sætninger - keywords - samt henvisninger til fælles historiske begivenheder og konflikter bliver i denne situation en afgørende faktor.
Aktivisternes CA defineres ud fra fællesskabet alt imens pusheres CA defineres udfra individets frihed. Når der argumenteres på denne måde bliver der tale om CA som to separate virkeligheder der er kvalitativt forskellige og derfor ikke kan forenes, men samtidig er det en verden, hvor begge grupper er opmærksomme på begrænsningerne i deres gyldighed, hvilket fører til denne pragmatiske penduleren frem og tilbage mellem positionerne. Denne proces kan sammenlignes med den Tord Larsen beskriver for antropologen, der i forhold til dillemmaet mellem generaliserende og partikulære positioner må søge at finde en balancegang mellem disse positioner. Dette spørgsmål vil antropologen til stadighed være konfronteret med og at forsøge at finde et entydigt svar er omsonst, idet et sådant ikke findes. Antropologen har ingen facitliste, men vil altid være tvunget til i den enkelte kontekst at afgøre sin position. Herfra adskiller antropologens situation sig ikke væsentligt fra det enkelte individ der i sin væren i verden konfronteres med en række dillemaer (som eksempelvis problemet mellem individ og samfund). Dette er netop en del af vilkårene for det sociale liv, ligesom de uløselige dilemmaer (som eksempelvis spørgsmålet mellem universalisme og relativisme, mellem internalisme og eksternalisme, mellem metodologisk individualisme og kollektivisme) i antropologien er en del af vilkårerne for de sociale videnskaber. Netop på grund af disse vilkår mener vi, at antropologien har en privilegeret position i forhold til andre socialvidenskaber, idet den gennem feltarbejdet i højere grad end andre videnskaber er gearet til at foretage en langt mere subtil afvejning af disse dilemmaer både i forhold til konteksten samt i forhold til den konstante penduleren mellem positionerne.
Apthorpe, Raymond: 1997 "Writing development policy and policy analysis plain or clear. On language, genre and power" I: Anthropology of Policy. Chris Shore & Susan Wright, red. Pp: 43-58. London: Routledge.
Blum, Jacques & Inger Sjørslev´: 1976 Fristaden Christiania. Slum, alternativ bykultur eller et socialt eksperiment?. København: The National Museum of Denmark.
Chagnon, Napoleon A.: 1968 Yanomamö. The Fierce People. Pp: 10-13. New York: Holt, Rinehardt & Wilson.
Edwards, Mark: 1979 Christiania.Informations Forlag.
Eidheim, Harald: 1971 "When Ethnic Identity is a Social Stigma" I: Aspects of the Lappish Minority Situation. Pp: 50-67. Oslo: Universitetsforlaget.
Esmann, Eva: 1976 "Der er en regnbue over Christiania". Det danske forlag/Støt Christiania.
Gilje, Nils & Harald Grimen: 1995 "Metodologisk individualisme og kollektivisme". I: Samfunnsvitenskabens Forutsetninger. Pp: 175-193. Oslo: Universitetsforlaget.
Guérin, Daniel: 1979 Anarkismen. Borgens Forlag.
Larsen, Tord: 1980 "Er alle stygge andunger egentlig svaner? Tanker om antropologens moralske sakkyndighet". Antropress, nr. 4, 1980. Pp: 12-31.
Kropotkin, Peter: 1969 (1899) The State. Its Historic Role. London: Freedom Press.
Maagensen, Bjarne: 1996 Christiania - en længere historie. Gunbak og Kaspersen.
Madsen, Børge: 1981 Sumpen, liberalisterne og de hellige. Christiania - et barn af kapitalismen. København: Social- og Sundhedspolitisk Gruppe.
Marcuse, Herbert: 1969 Frigørelsen. København: Gyldendals Uglebøger.
Pospisil, Leopold: 1971 Anthropology of Law. A Comparative Theory. Pp: New York: Harper & Row, Publishers
Radcliffe-Brown, A. R.: 1971 (1952) Structure and Function in Primitive Society. Pp: 205-211. London: Cohen & West Limited.
Rasmussen, Steen Eiler: 1976 Omkring Christiania. København: Gyldendals Tranebøger.
Schmidt, Lars-Henrik: 1998 Det videnskabelige perspektiv. Pp: 7-24. Akademisk Forlag A/S.
Simmel, Georg: 1964 "The Stranger". I: The Sociology of Georg Simmel. Kurt H. Wolff, red. Pp: 402-408. New York: The Free Press.
1998 (1903) "Storbyerne og det åndelige liv". I: Hvordan er samfundet muligt? Udvalgte sociologiske skrifter. N. G. Hansen, red. Pp: 191-207. København: Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag A/S.
Ward, P. B.: 1992 ""When you live outside the law you really have to be honest": An investigation of identity and social control in Christiania". Dissertation for B.A. Honours Degree. Oxford Polytechnic.
Wax, Rosalie H.: 1971
"Theoretical Presuppositions of Fieldwork", "The First and Most Uncomfortable
Stage of Fieldwork", "The Ambiguities of Fieldwork". I: Doing Fieldwork.
Warnings and Advice. Pp:3-20, 42-55. Chicago: University of Chicago Press.
Christiania Guide: 1996 Udgivet af uafhængig arbejdsgruppe af nuværende og tidligere christianitter.
Christianias Grønne Plan: 1991 (Christianias alternativ til Lokalplanen).
Clausen, Irma: 1985 (Instruktør og manuskriptforfatter) Film: "Rødder på Christiania".
Lokalplan for Christiania: 1991 Miljøministeriet.
Ugespejlet Nr 969-974, uge 11- 16, 2000. Christianias interne ugeavis.
1. Junkblokaden: I `79 stoppes al forhandling af hårde stoffer med magt. Bulshit: rockergruppen der har terroriseret CA siden starten af 80`erne smides på porten i `87 efter opdagelsen af et nedstøbt lig i "Multimeniehuset" - gruppens tiholdssted.
2. Et pudsist ordspil sammensat fra de to tyske sensationsaviser Die Woche og Der Spiegel.
3. B. Madsen 1981 har behandlet det sociologisk inkonsistente i en sådan proklamation.
4. Om normer så er at betragte som regler er en helt anden diskussion som der desværre ikke bliver plads til her.
5. For en redegørelse af de bærende ideer i den anti-autoritære anarkistiske tradition se D.Guérin 1979.
6. To af informanterne udtrykte explicit at de kun var interesserede i at give et interview hvis vi havde et kendskab til forholdene på CA.
7. R. Wax behandler problemet omkring videreformidlingen og kommunikationen af feltarbejdsoplevelsen.
8. Endnu en gang skal det nævnes ar der ikke er tale om analytisk opdeling. Ligeledes skal siges at vi havde haft kontakt med flere af de fremmødte aktivister men ikke havde nogle informanter i pushergruppen.
9. Loppen skal blandt andet huse et hashmuseum, cafe og kunstnerworkshops.
10 Ord som eksempelvis energier, stemning, vibrationer, frihed, paranoia, spontanitet, civil ulydighed, junk, kreativitet, aggresioner, intensitet m.m. er typiske adjektiver i den interne jargon.
11. Der blev i øvrigt også fra pushernes side fremsat enkelte trusler om vold så fremt flytningen blev gennemført, hvilket naturligvis også må betegnes som en vigtig faktor i forløbet omkring hele aktionsdagen. Vi har af pladsmangel her valgt at se bort fra denne faktor ud fra den betragtning at disse trusler i højere grad relaterer sig til spørgsmålet omkring sanktionerne end de faktiske forhandlinger.