Mod en ny byteori
Eller hvorfor vi ikke kan lide Los Angeles
Lars Ove Trans
Originally published in
Jordens
Folk: Etnografisk tidsskrift, No.4, 2003
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/
To download,
print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/T/Trans_L_01.htm. |
Chicagoskolen
Opløsningen af center-periferi dikotomien - eller urbaniseringen af forstaden
Den socio-økonomiske polarisering
Gated communities - privatisering af rummet
Reguleringen og befæstningen af det offentlige rum
Mod en ny byteori?
Hvis man beder en række tilfældige danskere om at nævne deres foretrukne steder at holde storbyferie, vil Los Angeles sandsynligvis næppe ligge højt på listen. Byen Los Angeles fremstår kaotisk, fragmenteret, kriminalitetsplaget, forurenet, ahistorisk og syntetisk, og nogle forbinder den måske med de voldsomme raceuroligheder i 1992. Ikke desto mindre lægger Los Angeles i dag navn til en skole indenfor byteorien, der ser den som eksponent for den form for urbanitet, den amerikanske storby udvikler sig hen imod i det 21. århundrede.
Som turist i Los Angeles bliver man utvivlsomt overvældet af byens størrelse og uoverskuelighed. Indbyggertallet var i 2000, afhængig af den valgte definition, mellem 3,7 (City of Los Angeles) og 16,4 millioner (L.A. Consolidated Metropolitan Statistical Area). Uanset hvordan man vælger at opgøre indbyggertallet, er Los Angeles i dag den næststørste by i USA efter New York og blandt de ti største metropoler i verden. Selve byområdet strækker sig over et areal, der er på størrelse med Sjælland. At rejse fra én ende af byen til den anden er forbundet med en flere timer lang køretur, og det er såfremt turen ikke henlægges til myldretiden, hvor man med stor sandsynlighed ender i timelange køer på de fire- og femsporede motorveje, der gennemskærer byen. Uoverskueligheden forstærkes af, at Los Angeles ikke besidder noget egentligt centrum, men derimod en lang række af mindre centre spredt ud over hele området. Relationen mellem forstaden og centret er således langt fra så entydig, som vi kender det fra de fleste europæiske byer, og resultatet er ofte en følelse af desorientering. Endelig er Los Angeles multikulturel på en anden måde end den, der kommer til udtryk via historiske og eksotiske immigrantkvarterer i eksempelvis San Francisco og New York, der er sikre turistmagneter; Los Angeles er i dag verdens næststørste mexicanske by - efter Mexico City forstås - og den hvide befolkning, kaldet "Anglos", er nu officielt en minoritet i byen.
Faktisk er Los Angeles så speciel, at den på adskillelige punkter udfordrer etablerede teorier om det urbane. Dette kan blandt andet aflæses ud af den stadigt voksende række af byteoretiske begreber, som for eksempel "den postmoderne storby", "post-suburbia", "technopoles", "technoburbs", "edge city", "exopolis", "simcity", "carceral city" og "fractal city", der alle er forsøg på at indfange L.A.'s særlige urbanitet. Disse neologismer er med til at understrege usikkerheden om hvilken slags urban virkelighed, Los Angeles repræsenterer. Desuden er de en erkendelse af, at det eksisterende ordforråd hverken er tilstrækkeligt eller anvendeligt til at forstå denne virkelighed.
Denne artikel forsøger at indfange nogle af de tendenser og dimensioner, hvoromkring en forståelse af denne form for urbanitet skal søges, og mere specifikt som de kommer til udtryk i den byteoretiske retning, der bliver betegnet "Los Angeles-skolen".
En af de mest vedvarende teorier om storbyens struktur og udvikling bliver associeret med en række sociologer, der var tilknyttet University of Chicago i 1920'erne og 30'erne. Ifølge denne teoriretning er byen ikke blot en tilfældig kulisse eller residualt arrangement, men bliver derimod betragtet som en organisme, der fungerer efter sine egne lovmæssigheder. Den mest sejlivede af Chicagoskolens teorier er Ernest W. Burgess' byzonemodel fra 1925, en idealmodel for byens vækst, hvor byen opdeles i en række zoner, der ligger som koncentriske ringe omkring bykernen, og hver indeholder forskellige befolkningsgrupper og byfunktioner.
Kernen i modellen udgøres af byens økonomiske og pulserende center, kaldet "Central Business District", der samtidig var det sted, hvor den tids hjemløse holdt til. Denne zone er omgivet af en "overgangszone", der er domineret af lettere industri, ghettoer og slum, der hovedsagligt huser forskellige grupper af nytilkomne immigranter og derfor ofte har navne, som refererer til beboernes oprindelsessteder, såsom Chinatown eller Little Italy. Den næste zone er beboet af arbejdere, der ofte er andengenerationsindvandrere, som ønsker at bo i beskedne hjem om end tæt på deres arbejde. Drømmen for disse beboere er imidlertid at kunne flytte videre ud til det "forjættede land", der udgøres af de efterfølgende zoner, hvor middelklassen holder til i enkeltfamilie huse og mere luksuriøse lejlighedskomplekser. Den mest attraktive zone er den yderstbeliggende, forstaden eller satellitbyen, hvorfra beboerne dagligt pendler ind til deres arbejde i den indre by.
Ifølge Burgess foregik der nærmest en kamp mellem de forskellige befolkningsgrupper om at forbedre deres socioøkonomiske position og derved få mulighed for at kunne flytte udad i zonerne. Modellen foreskrev samtidig den rute, som det var forventet, at nytilkomne immigranter ville følge ved at ankomme og bosætte sig i ghettoen i den indre by for siden hen eller i den efterfølgende generation at kunne arbejde sig op til at få råd til at flytte ud mod de eftertragtede forstæder.
Chicagoskolens teorier synes imidlertid ikke at være anvendelige til at forstå byudviklingen i tilfældet Los Angeles. Modsat Burgess' byzonemodel besidder Los Angeles ikke noget klart defineret økonomisk og politisk center, men bliver derimod ofte opfattet som en uklar masse af enklaver uden nogen fælles identitet - eller som det mere sarkastisk bliver udtrykt: "en række forstæder, der leder efter en by". Der eksisterer godt nok et "downtown" i Los Angeles, men det udgør på ingen måde et orienteringspunkt for den resterende del af byen.
En del af forklaringen på denne centerløshed skal findes i den eksplosive, horisontale vækst eller "sprawl" - muliggjort af privatbilismen - som Los Angeles har undergået i løbet af de seneste 100 år. Den hastige udvikling har, kombineret med en svag overordnet politisk struktur, bevirket, at byen ikke besidder den samme intentionalitet eller planlagthed, der gør sig gældende i modernistiske byer som for eksempel Chicago, New York og de fleste europæiske byer. Derimod er der opstået en række nye, selvstændige, urbane centre i periferien af den traditionelle by, som journalisten Joel Garreau har døbt "edge cities". Disse mange, nye centre er karakteriseret ved at have mindst 500.000 m² kontorareal og 60.000 m² forretningsareal, at være relativt historieløse, idet de er opstået inden for de sidste 30 år, og som regel anlagt, hvor to eller flere "interstate highways" krydser hinanden. Kendetegnet er, at man orienterer sig mod disse edge cities: Det er her, man går på arbejde, køber ind, går i biografen eller foretager sig, hvad man nu måtte have lyst til. Amerikanerne har således, specielt i tilfældet Los Angeles, som Garreau pointerer i bogen "Edge City" fra 1991, i løbet af det sidste halve århundrede flyttet først deres hjem, så deres markedspladser (shopping malls) og til sidst deres jobs ud af den traditionelle by. Derved er der, ulig de modernistiske byer, ikke længere noget entydigt center, som organiserer baglandet eller forstæderne. Los Angeles er sagt på en anden måde et eksempel på en social og rummelig dekonstruktion og rekonstruktion af det urbane.
Endelig er udflytningen fra bykernen ikke længere forbeholdt de velstillede amerikanere, som det var tilfældet i det 19. århundrede, og for middelklassen efter anden verdenskrig. I dag er de etniske grupper og den lavere middelklasse flyttet med, og indvandringen bliver ikke længere kanaliseret igennem ghettoen i den indre by. For eksempel slår nytilkomne asiatiske immigranter i Los Angeles sig ofte ned i det, der er blevet kaldt den første "forstads-Chinatown" i USA's historie, Monterey Park, uden at gennemgå den assimileringsrute som Chicagoskolens teorier foreskrev. Forstaden er derved ikke blot blevet urban i den forstand, at den indeholder de funktioner, der førhen var forbeholdt centret, men den er også blevet hjemsted for alle de "onder", der tidligere var afgrænset til den indre by, såsom fattigdom, kriminalitet, hjemløse og immigranter.
Et gennemgående tema for Los Angeles-skolen er den socio-økonomiske polarisering, der har fundet sted i byen. Ifølge nogle af skolens teoretikere kan byen nærmest sammenlignes med en centrifuge, hvor folk bliver opdelt i henholdsvis rige og fattige, og hvor middelklassen - the DINKs (double income, no kids) - bliver mere og mere presset.
En af årsagerne er den restrukturering af økonomien, der fandt sted under Reagan-æraen i 1980'erne. Selvom Los Angeles i en europæisk forestillingsverden primært bliver forbundet med drømmefabrikken Hollywood, var byen i tiden efter anden Verdenskrig desuden et af de ledende industrielle centre i USA. Den økonomiske restrukturering har imidlertid bevirket, at nye højteknologiske industrier, der ofte er grupperet i og omkring edge cities, har afløst dele af den traditionelle sektor og efterladt sig et "rustbælte" af nedslidte industriområder i sit kølvand. Parallelt hermed er der vokset en underskov frem af arbejdsintensive "sweatshops", hvor der produceres tøj og samles billig elektronik. Arbejdsmarkedet er derved kommet til at antage form som et timeglas med en voksende højtbetalt og veluddannet top og en endnu hurtigere voksende bund bestående af lavt uddannede og lavt lønnede arbejdere, der i overvejende grad udgøres af mexicanske og asiatiske immigranter, mens der bliver stadig færre af de traditionelle faglærte jobs i industrien. De nye immigranter ser derfor ofte ud til at være fanget i det, der bliver kaldt den "permanente underklasse", hvor konkrete strukturelle forhold forhindrer dem i at følge den assimileringsrute via solide, faglærte jobs, der eksisterede for tidligere bølger af europæiske immigranter.
En anden faktor, der medvirker til at forstærke denne polarisering, er, hvilket også Burgess' model beskrev, at det sjældent er attraktivt at bo i bycentret, der bliver forbundet med indvandrere, kriminalitet og fattigdom. Resultatet er en ond cirkel, hvor folk, der har råd til det, vælger at flytte ud til velhavende forstæder eller bydele, hvor deres børn kan komme i bedre skoler og væk fra storbyens bander, kriminalitet og stoffer. Derved efterlades den indre by endnu mere forarmet og med deraf afledte problemer med at finansiere og forbedre driften af skoler og andre institutioner. Disse mekanismer er samtidig medvirkende til at velhavende kvarterer, som for eksempel Beverly Hills - der tilmed har status af selvstændig by og derfor besidder en stor grad af autonomi - lukker sig mere om sig selv i forsøget på at modstå disse tendenser og for at undgå at skulle bidrage til finansieringen af den indre by.
Velhavende bydele forsøger ikke bare at isolere sig økonomisk og socialt fra centret, men også mere håndgribeligt. For eksempel slutter fortovet lige uden for den byport, der symbolsk og fysisk markerer indgangen til det eksklusive Bel Air kvarter, og indenfor er der ikke levnet nogen plads til fodgængere mellem kørebanen og de tilstødende grunde med høje indhegninger. Et kraftigt signal om, at hvis man ikke har en bil, så har man sikkert heller ikke noget at gøre i dette område. Skulle man alligevel bevæge sig ind i området, så understreges budskabet desuden af små skilte med påskriften "armed response" plantet i hver enkelt forhave.
I nogle områder er disse tendenser mere radikalt udført og har resulteret i såkaldte "gated communities". Disse områder er lukket for offentligheden, og adgang opnås kun såfremt, det kan fastslås, at man enten er bosiddende eller er der i et legitimt ærinde. Gated communities er, som begrebet fastslår, indhegnede og har desuden ofte private vagtværn ansat til at patruljere og sørge for, at uvedkommende ikke bliver lukket ind. Indadtil bliver disse områder administreret af ejerforeninger, der gennem et sæt af fælles vedtægter formaliserer bestemte adfærdsmæssige og æstetiske normer, og reelt skaber og sikrer en ensartethed blandt beboerne. Udadtil resulterer det imidlertid ofte i en manglende deltagelse i den omkringliggende by. I Ridley Scotts science fiction film "Blade Runner" fra 1982, hvor Los Angeles danner en dystopisk kulisse til handlingen i året 2019, er denne udvikling ført ud i sin logiske konsekvens: De, der har mulighed for det, bor ikke blot i isolerede enklaver, men er flyttet "Off-World".
Generelt er disse enklaver udtryk for ønsket om at ville bo i sikkerhed, når forstaden ikke længere er en garanti for at slippe for storbyens forarmede og kriminelle masser. Men de er også drevet af et bestemt mediebillede, der fokuserer på vold og kriminalitet, og en sikkerhedsbranche, der tjener store summer på at sælge tryghed og overvågning. Resultatet er ofte selvforstærkende, idet overvågning, indhegning og vagtværn bliver normen, som man ikke har lyst til at afvige fra ud fra devisen om, at "bjørnen tager den, der løber langsomst" - eller sagt på en anden måde, så gælder det om at være mere sikker end sin nabo. Denne udviklingstendens skal dog ses i lyset af, at kriminalitetsraten i Los Angeles, stik imod det billede, der normalt bliver formidlet, faktisk har været faldende over en lang årrække og i dag ligger i den lavere ende for byer i USA - og at kriminalitetsraten mod forventning ofte ikke er faldet i områder, der er blevet indhegnet. Ikke desto mindre synes frygten og usikkerheden at være en indgroet del af denne urbanitet.
De nævnte tendenser kan også genfindes mere generelt i gadebilledet. Specielt i området omkring Downtown er der, langs med Santa Ana Freeway-korridoren, blevet opført en række hermetisk lukkede og selvtilstrækkelige forretningskomplekser i glas og stål. Disse bygninger udgør moderne fæstninger, hvor uvedkommende bliver sorteret fra ved indgangen, og hvor området er under en konstant, panoptisk overvågning af videokameraer og privatansatte vagtværn. Opførslen af disse komplekser er sket som et led i et forsøg på at gennemføre en revitalisering af Downtown, der er målrettet mod et bestemt økonomisk segment - og en ekskludering af andre.
Et par gader fra disse citadeller foregår der, som blandt andet byteoretikeren Mike Davis har dokumenteret, et bevidst forsøg på at inddæmme de hjemløse i et område af Downtown, kaldet Skid Row, der i dag mest minder om et udendørs fattighjem. Denne inddæmningspolitik bliver forstærket gennem udformningen af byrummet, som for eksempel de offentlige bænke, der er konstrueret på måder, så det ikke lader sig gøre for hjemløse at sove på dem, og parker - de få der findes - hvor vanding med sprinkleranlæg forhindrer uønskede elementer i at søge ly for natten. I andre sammenhænge kommer reguleringen til udtryk i forbindelse med en opstilling af et formelt kodeks for tilladelig adfærd, som eksempelvis på stranden ud for bydelen Santa Monica, hvor man bliver mødt med skilte, der oplister cirka 20 forskellige forbud forbundet med ophold på stranden.
Hvad enten adfærden forsøges reguleret gennem den konkrete udformning af rummet eller via forbud, så er det udtryk for et ønske om at skabe en disciplineret forskellighed - eller udjævning af forskelligheder om man vil - der ikke mindst er blevet til på baggrund af erfaringerne fra de voldsomme uroligheder, der fulgte efter Rodney King dommen i 1992. Intensiveringen af overvågningen af et område, hvad enten det er gated communities eller citadeller, har imidlertid den effekt, at de skaber en manglende interesse i det område, der eksisterer udenfor, som ofte blot består af grå beton og parkeringspladser. Resultatet er en intern homogenisering og en ekstern heterogenisering, der er medvirkende til at fragmentere det urbane landskab således, at man ved blot at bevæge sig nogle få gader befinder sig i en radikalt anderledes verden.
Los Angeles-skolen repræsenterer et brud med den hidtidige måde at anskue den urbane udvikling på eller rettere et forsøg på at udfylde det tomrum, der er opstået i forbindelse med, at den logik, som knyttede sig til tidligere tiders urbanitetsformer, synes at være forsvundet. Det karakteristiske for denne "skole" er, at fokus ikke længere er rettet mod centret, men derimod mod det, der sker i periferien, hvor den klassiske, søvnige forstad er blevet afløst af selvtilstrækkelige "technoburbs". Samtidig er den overordnede model ikke længere identificerbar som koncentriske ringe omkring et center, men minder derimod mere om et kludetæppe stykket sammen af fragmenterede og specialiserede områder, der blandt andet er et resultat af immigrationen, den socio-økonomiske polarisering og udviklingen hen imod et postindustrielt samfund. Urbane teoretikere som Michael Dear, Edward Soja og Mike Davis er nogle af eksponenterne for L.A.-skolen, og generelt er de enige om, at Los Angeles udgør et, i nogle tilfælde næsten paradigmatisk, eksempel på essentielle og generelle træk ved urbaniseringen i USA i begyndelsen af det nye århundrede.
Uanset om Los Angeles, som det længe var antagelsen blandt byplanlæggere, er undtagelsen eller tværtimod prototypen på den måde, hvorpå de amerikanske storbyer udvikler sig, så er det relevant at påpege, at disse tematikker ikke er afgrænset til USA, men kan genfindes i varierende grad i den europæiske urbanitet. I en dansk sammenhæng kan eksempelvis nævnes Ørestaden, der med nogen ret kan anskues som en kommende københavnsk edge city. Andre eksempler er den generelle integrering af overvågning og private vagtværn og restruktureringen af økonomien - specielt med hensyn til IT- og medicinalvirksomheder - som har været medvirkende til at sende huslejepriserne i vejret og dermed sortere ud i hvem, der har råd til at bo hvor i byen.
Hvad enten man mener, at Los Angeles repræsenterer et urbant utopia eller et dystopisk mareridt, så er det vigtigt at pointere, at byen ikke kan forstås indenfor en snæver enten-eller logik. I et hvilket som helst urbant rum vil man kunne finde undertrykkende og befriende kræfter, specifikke såvel som generelle, der interagerer på komplekse måder. For at kunne forstå den type urbanisering, der har fundet sted i Los Angeles eller for den sags skyld i hvilken som helst nutidig storby, er det nødvendigt at forstå sameksistensen af disse modsatrettede tendenser. For et mere fuldstændigt billede af byen, må man derfor også inddrage de rum, der eksisterer udenfor de områder, der ekskluderer og isolerer sig fra resten af storbyen, og ikke mindst på forskellige befolkningsgruppers modstands- og tilpasningsstrategier.
Betragtningerne i denne artikel er gjort under et studieophold ved University of California i Los Angeles i perioden 2001-2002, hvor Lars Trans blev konfronteret med sin egen skepsis og forestilling om byen og dens indbyggere. I det indeværende år er han vendt tilbage til Los Angeles for at udføre feltarbejde blandt mexicanske immigranter til brug for færdiggørelsen af hans kandidatspeciale ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet.
Burgess, E. W. 1925. "The Growth of the City" i R. E. Park, E. W. Burgess og R. D. McKenzie (red.). The City: Suggestions for Investigation of Human Behavior in the Urban Environment, 47-62. Chicago: University of Chicago Press.
Davis, Mike. 1990. City of Quartz: Excavating the Future in Los Angeles. New York: Verso
Dear, Michael (red.). 2002. From Chicago to L.A.: Making Sense of Urban Theory. Thousand Oaks, CA: Sage Publications.
Garreau, Joel. 1991. Edge City: Life on the New Frontier. New York: Doubleday
Scott, Allen and Edward Soja (red.) 1996. The City: Los Angeles and Urban Theory at the End of the Twentieth Century. Berkeley: University of California Press.