Lotte H. Starck, Louise S. Thomasen & Michael A. Ulfstjerne - Rigshospitalet: Mad og Metode

Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Metodeprojekt, 4. semester, forår 2004, Vejledere: Helle Jørgensen og Michael Whyte

Indholdsfortegnelse

Tak

Vi vil gerne takke personalet i CentralKøkkenet og på afdeling 13.3.1 og 2 på RigsHospitalet for at have givet os mulighed for spændende fire uger i felten.

Endvidere en tak til vores vejledere Helle Jørgensen og Michael Whyte.

1. Indledning

En felt er et paradoksalt begreb inden for antropologien. Som fagets varemærke er felten et vagt defineret og noget entydig størrelse, der indebærer en forestilling om et geografisk afgrænset sted at udføre feltarbejde. I praksis er det dog alt andet end entydigt, men nærmere en uigennemtrængelig sump af forskelle og tvetydigheder, hvis afgrænsning ofte kun er en analytisk abstraktion (Gupta & Ferguson 1997:2,5). Felten er derfor vanskelig at trænge ind i for feltarbejderen, der på trods af solid metodisk viden kun kan opnå de forløsende erkendelser i praksis (Tonkin 1984:220). Gupta og Ferguson diskuterer feltet som antropologisk begreb, og kritiserer den manglende vilje til at sætte spørgsmålstegn ved relevansen af et feltbegreb, der stadig den dag i dag relaterer til en Malinowski'sk tilgang til etnografi: det uberørte samfund skal studeres langt nede i det vilde syd, hvor de primitive holder til (Gupta & Ferguson 1997:7). Derfor bliver felten ofte beskrevet med en række naturmetaforer, der står i opposition til de steder, antropologer for en stor dels vedkommende rent faktisk udfører deres feltarbejde i dag – steder præget af komplekse politiske, sociale og kulturelle strukturer (Gupta & Ferguson 1997:8). Det er måske en sådan Malinowski'sk tur i det vilde Anthony Cohen refererer til, når han romantiserende beskriver deltagerobservation som en vippende tur ned ad en vild og eksotisk flod. Man ser etnografen for sig i hastig færd ned ad de oprørske vande, hans afstikkere ind til bredden for at fordybe sig i et bestemt område i felten er kun bestemt af hvad der ser interessant ud, og ikke af et velovervejet valg (Cohen 1984:223). Det kan gøre det svært i forhold til et centralt humanvidenskabeligt kriterium som validitet: hvis empirien er indsamlet udelukkende på basis af spontane beslutninger, hvordan er det så muligt at verificere sammenhængen mellem research- og feltarbejdsfasen og de efterfølgende konklusioner, og dermed skabe validitet i feltarbejdet (Sanjek 1990)? Kunsten må være at følge feltet og dets krumninger, være parat til metodisk fleksibilitet, og samtidig holde sig for øje, hvad det er man reelt foretager sig ud fra et metodisk perspektiv, så det bliver muligt at kaste lys over processen i retrospektiv. Denne opgave er et resultat af vores overvejelser omkring vores tur ned ad floden. Analytisk set er vi ikke uenige i Gupta & Fergusons kritiske indstilling til en forældet konceptualisering af det antropologiske felt, men i praksis har vores 3 uger lange feltarbejde på Rigshospitalet været en kompleks, forvirrende, frustrerende og dejlig lærerig oplevelse - ganske som en tur i det vilde. Det vil især komme til udtryk i vores brug af begrebet 'ikke-sted', der foruden at være en nærmere analyse af vores felts specifikke karakter, i høj grad afspejler vores forsøg på at falde til på et fremmed sted. Dette har dannet yderligere grundlag for metodiske refleksioner omkring vores brug af begrebet kontekst som analytisk redskab og om antropologi på et 'ikke-sted'.

1.1. Læsevejledning

Det følgende vil være en kort skitse af opgaven. I afsnit 2 vil vi redegøre for vores valg af primær metode, uformel samtale, som vi mente var den bedste indgangsvinkel til at skabe tillidsfulde relationer. Herefter viser vi i afsnit 3 hvordan vores indgang til felten afspejlede Rigshospitalets organisatoriske struktur, som igen manifesterede sig i vores positionering på afdelingen. Det følgende afsnit tager udgangspunkt i vores metodiske tilpasninger og vanskeligheder med at opnå en tilfredsstillende grad af refleksion i vores interviews, for at redegøre for vores sammenligning af felten med et 'ikke-sted' jf. Marc Augé (Augé 2000). Her vil vi bruge Georg Simmels (Simmel 1964) diskussion af begrebet fremmed til at belyse informanternes og feltarbejdernes forhold til stedet såvel som til hinanden. Patienternes personlige stier vil være et centralt begreb i analysen, da afsnittet munder ud i en metodisk pointe omkring feltarbejdernes forskellige måder at træde stier på. Stibegrebet sætter dermed fokus på den etnografiske arbejdsproces, hvor feltarbejderens personlige erfaring ifølge Elizabeth Tonkin er den primære kilde til viden (Tonkin 1984). Derfor har etnografens personlighed en høj grad af indflydelse på den type empiri, der indsamles. I afsnit 5 bevæger vi os ind i en nærmere analyse af maden, som vi mener kan betragtes som meningstom og derfor som bærer af forskellige betydninger. Ud fra et metodisk perspektiv havde vi svært ved at isolere de forskellige elementer i madoplevelsens kontekst, hvorfor vi i afsnit 6 reflekterer over vores brug af kontekstbegrebet med udgangspunkt i Roy Dilley (1999) og Finn Sivert Nielsen (1996). Her vil vi skelne mellem henholdsvis viden og interaktion som kontekst og analytiske og empiriske kontekstskift. Opgaven afsluttes med en opsamling på vores erfaringer fra feltarbejdet og et kort afsnit med forslag til praktiske ændringer til afdelingen.

2. Forestillinger om felten

Før feltindgangen til Rigshospitalet (RH) havde vi gjort os flere forestillinger om den forestående opgave. Vi valgte umiddelbart at arbejde ud fra en aktuel undersøgelse⁽¹⁾, der påviser generelle problemer med underernæring på medicinske afdelinger på tre danske hospitaler. Inspireret af Lotte Holm (1993) og Erving Goffmann (1972) fik valget imidlertid en anden drejning, og problemstillingen derfor også en reformulering. Den var dog fortsat relateret til patienters måltider som hovedelement i hospitalskonteksten.

2.1. Fokus

Maden er den del af vores identitet, som stimuleres dagligt gennem private ritualer omkring tilberedning og spisning, alene eller sammen med familie. På en institution som hospitalet bliver en sygeafdeling den særlige ramme omkring måltider, fordi man som patient har begrænsede muligheder for at vælge hvad man vil spise, hvornår og med hvem. Desuden har hospitalsmaden den specifikke funktion, at den skal sikre patienterne optimal næring som en del af behandlingen, for at de hurtigst muligt kan blive raske igen. Derfor har hospitalskosten en dobbelt funktion, dels som element i den medicinske behandling, og dels som medvirkende faktor til at skabe identitet (Holm 1993:16). En sammenhæng, hvor vi ønskede at fokusere på patientens oplevelse af måltidet, og gerne ville erfare hvordan konteksten påvirkede den.

I formulering af forskningsspørgsmål ønskede vi at betone oplevelsen af måltidet på et hospital som et samspil af forskellige faktorer, der omfattede vurdering af både smag, rammerne det indtages i, spatialt og socialt set, samt områdets organisatoriske hospitalsstruktur. Forhold der enkeltvis eller totalt set kan have indflydelse på patienters spiselyst og oplevelse af måltidet. Til belysning af emnet og som mål for viden på området ønskede feltgruppen følgende overordnede spørgsmål besvaret: hvad kendetegner informanternes oplevelse af måltidet?

Med denne vinkel havde vi en formodning om, at vores feltarbejde var godt funderet og at vi ville kunne besvare opgavens øvrige spørgsmål om, hvilke aspekter af konteksten og deres indbyrdes påvirkning, der ville vise sig centrale i oplevelsen, hvilken indflydelse det ville have på informantens oplevelse, at være patient, og til slut hvad forholdet mellem hospitalets ernæringspolitik og informanternes oplevelse ville være.

2.2. Primær metode

Anthony P. Cohen siger om informanter generelt, at antropologen (modsat en journalist) ikke formoder at vide præcis hvilke spørgsmål, der er relevante at stille på forhånd. Så for at finde ud af hvilke spørgsmål der i det hele taget er relevante at stille, bruger han samtaler med informanterne (Cohen 1984: 225). Vi har valgt at fremhæve Cohens metodestrategi som teoretisk pendant til vores metodeprojekt, fordi vi netop lagde ud med uformelle samtaler i feltarbejdets første uge, og først derefter tog tilløb til at udarbejde en spørgeguide til de dyberegående og mere strukturerede interviews, som vi planlagde at foretage ugen efter, altså i uge to.

Cohen (Cohen 1984: 228) fremfører også en teori omkring forhold til informanter. Han mener det er vigtigt at skabe tætte bånd til dem, fordi det ad den vej bedre kan lade sig gøre at sætte sig ind i deres tanke- og handlingsmønster. En væsentlig grund til at vi valgte at lægge vægt på uformel samtale var, at vi her kunne skabe grundlag for mere tillidsfulde relationer til vore informanter. Ved at udveksle dagligdags høfligheder (smalltalk) søgte vi at adskille os fra afdelingens funktionalitet og personalet generelt.

Med henblik på at skabe os et andet systematiseret billede af relevante kategorier omkring maden i forhold til informanternes madoplevelser, skulle spørgeskemaer i forbindelse med uformelle interviews give grundlag for mere nuancerede interviews.

2.3. Etiske overvejelser

Grundlæggende havde vi nemt ved at forestille os, at det som hospitalsindlagt er godt at have nogen at snakke med. Derfor ville det være nærliggende at prøve at indsamle en del af empirien gennem uformelle samtaler og tillidsskabende kontakt. I betragtning af stedets natur ville feltarbejdet utvivlsomt kræve både følsomhed og etiske overvejelser, da vi ud fra egne erfaringer forestillede vi os at det kunne være svært for den enkelte patient at være indlagt på et hospital. Dels fordi indlæggelse, der typisk skyldes sygdom eller undersøgelse, kan skabe både frygt og utryghed. Dels fordi et hospitalsmiljø almindeligvis adskiller sig væsentligt fra patientens hjemmevante omgivelser, fx med hensyn til mad og måltider. Vi ville derfor sørge for anonymitet for alle involverede, patienter såvel som personale. Derudover ville vi til enhver tid rådføre os med personalet om omgangen med patienterne, og generelt udføre vore interviews og deltagerobservation under størst mulig hensyntagen til og respekt for afdelingens patienter og ansatte.

3. Det faktiske felt

En stor del af de informationer og indtryk man bearbejder under og efter et feltarbejde er typisk præget af hvordan og på hvilke præmisser etnografen træder ind i felten⁽²⁾. Som Roger Sanjek påpeger er en eksplicitering af 'etnografens sti' et validitetsskabende element, idet resultater kan forholdes til en konkret indsamlingsproces (Sanjek 1990:398-400). Elisabeth Tonkin opfører et lignende argument, hvor hun skriver "the access becomes an end in itself"(Tonkin 1984:221). Vi vil derfor redegøre for vores vej ind i felten, da den lærte os noget væsentligt om Rigshospitalets (RH) organisatoriske struktur og madens prioritet.

3.1. Indgang til felten

Indgangen til felten optog den første uge af forløbet. Gennem en ekstern organisationspsykolog, der er tilknyttet RH som konsulent, fik vi skabt kontakt med Centralkøkkenets (CK) cheføkonoma, der efter kort overvejelse godkendte vores projekt. På det tidspunkt troede vi, at RH's døre stod åbne for os. Men da vi ugen efter mødte op ved køkkenets leverandørrampe med pen, papir og diktafon, var der stadig ikke adgang til en afdeling. Først ugen efter blev der etableret kontakt med en assisterende afdelingssygeplejerske på en medicinsk afdeling, der havde en såkaldt 'madansvarlig' ansat. Det var altså kostkonsulentens gode forhold til den madansvarlige, der var afgørende for valget af netop denne afdeling til vores feltarbejde. Vejen til felten viste os derfor noget centralt om køkkenets lave position i RH's organisatoriske struktur. Da vi troede, vi havde foden indenfor efter at have truffet aftale med cheføkonomaen, viste vejen sig at være lang endnu. Det var således karakteristisk, at vi qua vores indgang til felten ad køkkendøren i den indledende fase blev betegnet som 'køkkenfiduserne' på afdelingen. Faktisk måtte vi jævnligt i hele feltperioden legitimere vores tilstedeværelse i forhold til medarbejdere på afdelingen, hvad der var lidt frustrerende. For os med overbevisningen om at introduktionsfasen til felten var et overstået kapitel. For medarbejderne, fordi de åbenbart ikke kendte til vores feltarbejde og derfor ikke vidste af os. I privat tøj adskilte vi os dog heller ikke specielt fra besøgende, bortset fra vores adfærd med papir og blyant, og var ikke udstyret med hverken navn eller anden form for ID⁽³⁾, hvad der måske kunne være lidt uhensigtsmæssigt på et sted som RH.⁽⁴⁾

Den mulige årsag til mangel på vores legitimering sporede os ind i afdelingens personalestue⁽⁵⁾, hvor den notits på opslagstavlen, der skulle forklare vores tilstedeværelse ikke var hængt op. Problemet blev løst og opslaget sat på tavlen med forklaringen 'at det skyldtes mangel på tid', men da havde vi bevæget os ind i feltarbejdets anden uge. Og vores udefinerede position i feltet forblev en varig ad hoc præsentation, vel også fordi afdelingens i alt 30 ansatte arbejdede i en turnus på tre vagtskift indenfor døgnets 24 timer.

Feltgruppen dukkede altså op på 13. etage midt i RH på den medicinske afdeling. Vi havde en klar fornemmelse af at være steget op ad den interne rangstige parallelt med at vi bevægede os fra køkkenet i kælderen til afdelingen på 13. etage. Feltgruppen blev endelig lukket ind i 'folden' efter en lille uges forsinkelse, og var derfor udstyret med en vis appetit på opgaven, vi havde endelig fået 'Access to a closed world' (Wulff 2000: 147)⁽⁶⁾, som Helena Wulff udtrykker det.

3.2. Køkkenstrategier og ernæringspolitik

Afstanden mellem køkken og afdelinger afspejles ydermere i køkkenets målrettede strategier for at profilere køkkenet og dets madideologi. I det indledende møde med cheføkonomaen og kostkonsulenten gav de os grund til at antage, at kommunikationen mellem CK og RHs brugerflade, som diætister, plejepersonale og læger, generelt kunne effektiviseres og blive bedre til fordel for patienterne. Derfor havde CK lagt en strategi, der gik ud på at markedsføre sig selv og sin madprofil tydeligere på hospitalet. Strategien var blevet intensiveret gennem de sidste tre-fire år med begreber som 'Roadshow'⁽⁷⁾ og 'Roomservice'⁽⁸⁾, der i form af konkret opsøgende aktiviteter havde skabt grundlag for en bedre personlig kontakt, hvilket blev vurderet som et vigtigt element i CK's fortsatte arbejde med det øvrige RH.

Organisatorisk leveres al patientmad fra CK via madvogne, der tre gange dagligt transporteres individuelt rundt til RHs respektive afdelinger. I sig selv en større logistikopgave, hvor der også skal tages tidsmæssig højde for den endelige tilberedning af varm mad⁽⁹⁾, der sker undervejs i transporten fra CK til afdeling, og den aktuelle spisetid. Og vejen fra CK til hospitalets sengeafsnit er lang i mere end én forstand. Som cheføkonomaen udtrykte det; "selvom samarbejdet er blevet bedre, er det slet ikke godt nok (.....), der mangler viden om problemerne, prioritering af ressourcer til området og mere politisk velvilje." RH har status som universitetshospital, og er derfor forpligtet til at forske i medicinsk udvikling, men ikke nødvendigvis i patienters ernæringsmæssige velfærd, selvom hospitalet har en ernæringspolitik.

3.3. Afdelingen

De fysiske rammer for den medicinske afdeling, der havde kapacitet til 30 indlagte og ca 12 ambulante patienter, heraf både nyre- og sukkersygepatienter, kan beskrives som H-formet. Dvs. med patientstuer, kontorer og servicerum på to parallelle gange, som var forbundet med et tværgående gangareal, der faktisk var afdelingens nervecenter⁽¹⁰⁾. Glasdøre for enden af de to parallelgange førte til et stort etagerepós med elevatorer og to patientdagligstuer, som blev delt med den tilstødende afdeling på etagen - en dagligstue for ikkerygere og én for rygere. Den centrale beliggenhed af det tværgående gangareal virkede meget funktionelt i sin indretning, der omfattede både spisemiljø, modtage- og behandlingssted for faste og ambulante patienter samt læse- og TV-sted. Afdelingens to vagtkontorer med glasfacade var desuden placeret ud for hver ende af tværgangen og kunne med den beliggenhed overvåge hele afdelingens H-formede areal strategisk.

Vi tilbragte ganske meget tid i afdelingens spisemiljø, hvor vi både kunne observere informanterne og afdelingens funktionelle struktur og rytme, og hvor vi tillige kunne tale uformelt med patienterne. Vi erfarede blandt andet også, hvordan informanternes respektive sygdomme kunne resultere i madlede, og hvordan medicinsk behandling kunne have indflydelse på både deres madsmag og appetit. I de sidste tilfælde kunne det medføre, at det ikke var så nemt at udlede stabile svar på vore spørgsmål til madkonteksten, at svarene endda kunne variere hos den samme informant i løbet af dagen. Desuden kunne vi observere tidspunkter omkring måltiderne, og madens vej fra køkken til patient. Hvordan maden blev præsenteret, delt ud og spist, men også hvordan den lugtede fra madvognen, der gerne ankom én til halvanden time før spisetid.

I løbet af feltperioden fik vi på den måde indtryk af en sammenhæng mellem vores indgang til felten, CKs organisatoriske status og vores positionering på afdelingen.

Finn Sivert Nielsen beskriver processen ved udarbejdelse af endelig analyse og påpeger hvordan man ofte i retrospekt neglicerer den tvivl, der var kendetegnende for oplevelserne i felten (Nielsen 1996:146). Idet ens antagelser falder til jorden, og man på en måde står på usikker og bar bund, kan man sige, at man kommer nærmere feltens realitet. Dette blev kendetegnende for vores oplevelse, da felten i praksis åbnede for et bredt spekter af forskellige temaer, der ofte pegede på helt andre elementer end lige maden. Endvidere oplevede vi at netop denne lidt usikre position på afdelingen skulle vise sig at blive et metodisk redskab, hvormed vi i første omgang kunne nærme os en mere specifik analyse af afdelingens karakter som 'ikke-sted'.

4. Metodiske tilpasninger: Felten som 'ikke-sted'

Efter første uge i felten indså vi at vores metodiske redskaber krævede lidt justering. Uformel samtale fungerede fint til at skabe kontakt med informanterne, men vi havde vanskeligheder ved at træde over i den planlagte 2.fase: de mere strukturerede interviews med diktafon og spørgeguide. Fordi der uventet var så stor en udskiftning af patienter kunne vi ikke bevæge os bort fra den uformelle samtale, da vi hele tiden var tvunget til at opsøge nye informanter, efterhånden som de forrige blev udskrevet. Vores andet forsøg på at opsøge nye informanter, at komme med på stuegang, viste sig ikke at være nogen stor succes. Selvom vi fik enkelte nye interviews, var patienterne for de flestes vedkommende enten på vej til at blive udskrevet, for syge eller travlt optaget af undersøgelser. Derudover havde vi svært ved at bevæge os bort fra det, der for os virkede som umiddelbare og spontane, i nogle tilfælde grænsende til de ligegyldige, kommentarer til maden. Selv med en spørgeguide i hånden og en diktafon på bordet savnede vi en dybere grad af refleksion i patienternes holdning til maden. Det er nærliggende at antage, at det kunne handle om de uerfarne feltarbejderes manglende evner til at skabe en passende situation for interviewet. Steiner Kvale definerer en god interviewsituation som en situation, hvor samtalen ubesværet glider fra hyggesnak til interview, fordi intervieweren får interviewpersonen til at føle sig tryg nok til at tale åbent om oplevelser og følelser (Kvale 1997:130). En god interviewer er altså ikke blot velfunderet metodisk set, men kan sammenlignes med kunstneren, da et vel udført interview også afhænger af interviewerens "viden, sensitivitet og empati" (Kvale 1997:112), præcis som et kunstværk afhænger både af kunstnerens teknik og hans følsomhed og kreativitet (Kvale 1997:112). Selvom ingen af os kan betragtes som meget erfarne interviewere, fandt vi det alligevel usandsynligt, at den savnede refleksion kun havde sin årsag i vores manglende erfaring. Selv da vi ændrede spørgetaktik (se afsnit 5.1), var oplevelsen stadig symptomatisk for os alle i varierende grad

Hvorfor trådte informanterne så sjældent i karakter? Hvorfor havde vi så svært ved at nå frem til dybere refleksioner omkring informanternes oplevelse af maden? Denne til dels 'af-individualiserede' opførsel gik igen i flere af vores observationer. F.eks. blev den eneste potentielle konflikt mellem patienter, vi overværede, løst med en sygeplejerske som mellemdame, og selvom vi ofte hørte kritiske bemærkninger fra informanterne omkring andres madvaner, forblev det ved de irriterede bemærkninger sagt med sænket stemme under 4 øjne. Samtidig oplevede vi at informanterne var forskellige at snakke med, alt efter hvor de befandt sig på afdelingen. Rygerummet skilte sig f.eks. markant ud. Her opstod langt oftere spontane samtaler end på resten af afdelingen, både mellem os og patienterne og dem imellem. I lang tid optrådte rygerummet som en særlig spatial kontekst i vores bevidsthed, der på grund af sin beliggenhed en smule på afstand af afdelingen virkede mere disponeret for at fremkalde en anderledes form for sociale situationer.

Vi var gradvist begyndt at vende blikket mod den øvrige kontekst – afdeling afd.13.3.1-2 som antropologisk felt.

4.1. Feltens karakter af 'ikke-sted'

Med Marc Augés begreb "ikke-sted" som tankeredskab fandt vi dog frem til, at den anderledes form for interaktion var et resultat af informanternes individuelle måder at bruge afdelingen på, og ikke af særlige rumlige forhold. Rygerummet var ganske enkelt et centralt punkt i manges personlige stier rundt på afdelingen. Det vil vi redegøre nærmere for i det følgende. Marc Augé har udviklet begrebet 'ikke-sted' til at beskrive særlige steder, der primært er opstået i kølvandet på internationale netværk af transport og konsum (Augé 2000:115), f.eks. lufthavne, store supermarkeder og motorveje. Det skal derfor understreges, at vores brug af begrebet primært er netop som tankeredskab, og ikke skal betragtes som en komplet analyse af afdelingen som 'ikke-sted'. Vi vil her trække nogle centrale karakteristiska frem, der kan belyse feltens karakter.

For det første er et 'ikke-sted' defineret dels ved at være et sted med et specifikt formål, hvilket på afdelingen drejer sig om at gøre folk raske, eller at gøre deres sygdom så tålelig som muligt. Dels udgøres 'ikke-stedet' af de relationer, folk har med stedet (Augé 2000:94): i et supermarked kommer folk for at handle ind, på et hospital for at blive behandlet.

For det andet er denne relation kendetegnet ved at være kontraktuel (Augé 2000:96). Brugeren mindes ofte om karakteren af denne relation, idet der er særlige instrukser for hvordan stedet anvendes. Derfor formidles 'ikke-stedet' primært til dets bruger gennem tekst (Augé 2000:94). Hospitalets "formidles" selvfølgelig i høj grad gennem læger og sygeplejersker, men bærer også præg af at henvende sig til en ansigtsløs bruger gennem de mange kortfattede skilte på afdelingen, f.eks. "sprit hænder inden du tager drikkevarer" (skilt fra spisemiljøet).

For det tredje skaber 'ikke-steder' en særlig ikke-individuel identitet for dets brugere karakteriseret af "solitude" (herefter "alenehed"⁽¹¹⁾) og "similitude" (herefter "enshed") (Augé 2000:103).

4.2. Patientgruppen som fremmede

Georg Simmels diskussion af den fremmedes position kan belyse brugernes forhold til afdelingen som 'ikke-sted' yderligere, og være med til at forklare hvorfor patienterne ikke trådte mere i karakter. Ifølge Simmel er den fremmede kendetegnet ved at have en særlig form for relation med en gruppe af mennesker, der alle har et tilhørsforhold, han ikke deler, f.eks. gennem slægtskab (Simmel 1964:402). Med Rosalie Wax's ord kan den fremmede derfor kun gennemgå en sekundær socialisering, fordi han ikke er opvokset i gruppen og derfor ikke intimt bekendt med dets interne koder og normer (Wax 1971:114). Simmels fremmede er i metodekursets litteratur ment som en analogi til feltarbejderen, men her vil vi bruge begrebet som en analogi til den primære del af vores informanter, der bestod af patienterne. Personalet deler nemlig en helt anden tilknytning til afdelingen⁽¹²⁾. Alle patienterne er i større eller mindre grad som fremmede på 'ikke-stedet'. Ligesom den fremmede er patienterne kendetegnet ved en syntese af nærhed og distance i forhold til hinanden (Simmel 1964:404): alle deler en intim oplevelse af at have en alvorlig sygdom tæt inde på livet – resten af livet, men er samtidig distanceret i og med at ingen har forpligtelser overfor hinanden gennem f.eks. nære venskabsrelationer eller slægtskab. Systemet af delt mening, det sociale fænomen af forståelse, som etnografen søger at få indsigt i ifølge Wax (Wax 1971:11), er altså i denne gruppe af fremmede knyttet til Augés begreb "enshed", nemlig det at alle deler en intim oplevelse at være syg på et hospital. Vores empiri viser da også, at det hyppigste samtaleemne på afdelingen er informanternes sygdom og behandling. Da vi nærmede os vores primære gruppe af informanter, var der altså på grund af feltens specifikke karakter ikke tale om at blive socialiseret ind i en fasttømret gruppe med en høj grad af sammenhold. Alle var potentielt mobile og alle nye patienter bragte noget nyt med ind i gruppen (Simmel 1964:402).

4.3. Feltgruppen som fremmede

Dette skal dog ikke forstås som om at feltgruppen gled ubesværet ind i et mylder af fremmede; vi skilte os klart ud fra patienterne som gruppe, og var dermed blot en anden type fremmede. Vi havde ved ankomst nemlig ikke indsigt i den 'enshed', der dannede en form for fællesskab på afdelingen. Det udelukkede i høj grad muligheden for reel deltagelse i livet på afdelingen, og vores empiri bygger derfor overvejende på observation og interviews. Selvom nogen af os kunne bruge egen erfaring fra tidligere indlæggelser som input i samtaler med et positivt resultat, kunne vi umuligt deltage i oplevelsen af at blive behandlet for en sygdom, man bærer på hele livet, endsige følelsen af at være indlagt på netop denne afdeling. Men også mere hverdagsprægede ting, som f.eks. smalltalk, kunne i nogle tilfælde være vanskelig at falde ind i på en naturlig måde. Overvej f.eks. følgende eksempel, hvor en feltarbejder forsøger at skabe kontakt til en lille gruppe af informanter, der sidder og sludrer sammen i rygerummet. Feltarbejderen slår sig ned i en stol og indleder med en henkastet bemærkning om det fantastiske vejr. Tavshed. Efter et kort ophold fortsætter samtalen i gruppen, men den handler ikke om vejret. Feltarbejderen har her stødt næsen på kanterne af 'ikke-stedets' 'enshed', der blandt mange ting definerer et passende samtaleemne. Det er f.eks. sygdom og behandling, og måske mere private emner blandt nogle patienter, men sjældent det gode vejr, man som indlagt er afskåret fra at opleve. Samtidigt er eksemplet et øjebliksbillede fra et socialt limbo (Wax 1971:19). Wax beskriver hvordan den første del af feltarbejdet er præget af usikkerhed omkring social opførsel, hvorfor feltarbejderen vil forsøge at skabe relationer, alt imens han går rundt og lader som om han hører til og har styr på det, han foretager sig. Og f.eks. prøver at starte en samtale i et rygerum på en helt naturlig og afslappet måde.

4.4. Steder og ‘ikke-steder': informanternes stier

'Ikke-steder' eksisterer aldrig i ren form idet "...places reconstitute themselves in it; relations are restored and resumed; 'the millenial ruses' of 'the invention of the everyday' and 'the arts of doing'..... can clear a path there and deploy their strategies." (Augé 2000:78-79). Vores informanter har således forskellige måder at bruge afdelingen på. Flere brugere opholder sig f.eks. gentagne gange om dagen i rygerummet som del af deres faste rutine, f.eks. en middelaldrene kvinde, der, hvis helbredet tillader det, altid tager sig en smøg derude efter hvert måltid. Alle patienter træder deres personlige stier rundt i 'ikke-stedet', hvorved små steder opstår. Endvidere har de vidt forskellige måder at forholde sig til de andre patienter på; nogle, heriblandt før omtalte informant, mødes jævnligt med andre over en smøg i rygerummet, mens en anden, lidt yngre informant, ikke føler de andre på afdelingen siger hende noget, hun holder sig for sig selv og tænker meget på at komme hjem. Hun udtaler sig desuden meget kritisk om maden og behandlingen på afdelingen, hvorimod førstnævnte informant er meget positiv overfor begge dele. Denne type observationer var symptomatiske, hvilket tyder på, at informanternes evne til at danne relationer og skabe en solid personlig sti er afgørende for deres oplevelse af at være på afdelingen. Sti-begrebet kan således også forklare, hvorfor flere af informanterne føler sig tæt knyttet til afdelingen, selvom den har mange lighedspunkter med et 'ikke-sted', som man ikke umiddelbart forestiller sig nogen kan have en tæt følelsesmæssig tilknytning til. Men disse informanter har dannet nære relationer med medlemmer af personalet, og har gradvist opbygget sig en solid strukturel rutine i brugen af hospitalet. Derved har de fået et stærkt personligt forhold til afdelingen, den er gradvist blevet et 'sted' for dem.

4.5. Feltgruppens stier: indsamling af forskellige typer empiri

På samme måde var vores individuelle evne til at skabe en personlig sti som feltarbejdere også af stor betydning for vores oplevelse af opholdet på afdelingen, og for den type af empiri, vi hver især indsamlede. Man kan argumentere for, at vores brug af 'ikke-sted' afspejler vores egen oplevelse i mødet med afdelingen: et turbulent og omskifteligt sted uden vedvarende relationer at støtte sig op ad. Vi havde kun få rutiner, og havde som tidligere nævnt svært ved at gennemskue den strukturelle opbygning i felten. Sammenligningen med et 'ikke-sted' kan derfor sige noget centralt om vores oplevelse og position i felten. Ligesom informanterne havde deres stier, dannede etnograferne gradvist deres, da vi præcis som vores informanter gjorde vores bedste for at skabe en holdbar og genkendelig struktur i 'ikke-stedet'. For os skiftede afdelingen altså karakter fra at være et kaotisk 'ikke-sted' til gradvist at indeholde nogle få 'steder', efterhånden som vi tilegnede os vores egen måde at bevæge os rundt på afdelingen, og blev bedre til at skabe relationer til informanterne. Den uformelle samtale havde ikke kun til funktion at skabe tillid fra informantens side, men også (selv)tillid hos feltarbejderen.

Her ser vi i praksis det Elizabeth Tonkin søger at indfange, når hun skriver, at etnografen på samme måde som sine informanter søger at skabe mening og gøre indtryk på sine omgivelser i hverdagen (Tonkin 1984:218). Tonkin mener, at den grundlæggende fællesnævner for antropologiens research procedurer, er antropologen selv som middel til at opnå, dokumentere og fortolke viden. Derfor er antropologens køn, alder og personlighed afgørende for karakteren af den indsamlede empiri (Tonkin 1984:221). På samme måde har disse faktorer afgørende indflydelse på hvordan feltarbejderen baner sig vej gennem felten i Augésk forstand. Den Augé'ske sti har i vores brug af begrebet altså mange paralleller til Roger Sanjeks 'etnografens sti', der er en eksplicitering af feltarbejderens netværk med henblik på at kaste lys over empiriens tilblivelse (Sanjek1990:398-400). Da vores feltgruppe bestod af 3 forskellige mennesker, havde vi alle vidt forskellige informanter og rutiner på afdelingen, og derfor også vidt forskellige oplevelser af at være der. Vi dannede forskellige stier, og holdt os hver især til vores foretrukne nøgleinformanter. Dette var en naturlig følge af at uformel samtale metodisk set lader meget være op til etnografens sociale evner og præferencer. En af os fik f.eks. gentagne gange givende interviews med medlemmer af personalet, hvorimod en anden foretrak at snakke med informanter, der færdedes ofte i rygerummet, og gruppens tredje medlem fik kontakt til størstedelen af sine nøgleinformanter i spisemiljøet. Tilsammen lavede vi omkring 23 interviews med varierende grad af strukturerethed, og derudover et lignende antal uformelle samtaler.

4.6. Nye etiske overvejelser

Vores overvejelser omkring personlig erfaring som fundamentet for viden var også en kilde til yderligere refleksioner omkring vores indledende antagelser om etiske forbehold. Mange af de hensyn vi var bevidste om at udvise patienterne, særligt i interviewsituationer, viste sig ved nærmere eftertanke at være et udtryk for vores egne grænser og usikkerhed overfor en gruppe af fremmede mennesker med alvorlige sygdomme. Som følgende eksempel kan illustrere, harmonerede vores etiske grænser ikke nødvendigvis med informanternes.Et interview bliver afbrudt, fordi informanten skal have lagt et drop i håndryggen til medicinering. Informanten sidder i afdelingens spisemiljø og venter på ambulant behandling. Vil det krænke informantens blufærdighed og etiske grænser, at feltarbejderen bliver og fortsætter interviewet? Umiddelbart antaget må det være ubehageligt at blive stukket i håndryggen, det kan sikkert gøre ondt – især hvis der bliver stukket forkert. Men også usikkerheden ved det efterfølgende spiller ind, når den intravenøse medicin i de to poser på stativet ved siden af informanten skal kobles til. Alt dette førte til feltarbejderens hastige tilbagetrækning og forsikring om at ville vende tilbage senere.Det havde været helt unødvendigt at gå, fortalte informanten på et senere tidspunkt, og bedyrede samtidig, at hun var så vant til den medicineringsform, som hun havde fået hver anden uge i flere måneder, at hun ikke regnede den for noget.

Som eksemplet viser, kan etisk navigering på andres vegne i situationer som denne være et udtryk for egen blufærdighed. Mange gange kunne situationen være blevet afklaret med et hensynsfuldt og konkret spørgsmål til informanten, om hvorvidt denne foretrak at feltarbejderen skulle gå eller kunne blive.I det følgende vil vi gå mere i dybden med madens karakter; for ligesom afdelingens karakter af 'ikke-sted' virkede forvirrende for os og tvang os til at revidere vores metodiske og etiske tilgange, oplevede vi også en fragmentering af vores fokus, mens vi forsøgte at stille skarpt på maden.

5. Maden: fra fikspunkt til prisme

Da vi begyndte vores feltarbejde, havde vi en antagelse om at kunne undersøge maden i en hospitalskontekst som en mere entydig og fast størrelse. Det viste sig at vi kun var i stand til at isolere madoplevelsen analytisk, men i virkeligheden løb ind i en række forhindringer. I praksis var det vanskeligt at holde rede på den måde vi analytisk havde inddelt konteksten.I dette afsnit vil vi forklare, hvordan vi undervejs i feltarbejdsprocessen begyndte at anskue maden som en prismatisk genstand, der førte vores blik i forskellige retninger og til dels fragmenterede vores oprindelige fokus.

5.1. Den antropologiske afstand og metodiske blindgyder

I sin bog fra 1996 beskriver Finn Sivert Nielsen den proces hvormed etnografen søger at fjerne sig fra sit studerede objekt, for dermed at kunne forstå sammenhænge i et større perspektiv. Denne afstand kaldes her for en antropologisk afstand, forstået som en analytisk abstraktion og ikke en reel afstand. At skabe sig en sådan afstand er da ikke altid ligetil. Vi oplevede en del frustration over ikke at kunne distancere os til vores felt og anskue den med 'det etnografiske blik' (Nielsen 1996:160-161). Yderligere, da vores informanter ikke udviste den 'dybere refleksion' vi havde antaget de ville, som omtalt i forrige afsnit, følte vi, at vi var stødt på en slags refleksionsbarriere i vores felt. Metodisk ville vi ved at stille åbne spørgsmål ind til madoplevelsen henholdsvis hjemme og på hospitalet, pejle os ind på karakteristika ved hospitalet som specifik kontekst. Hvad vi antog for en nærliggende sidestilling af 'oplevelses-kategorier', viste sig imidlertid ikke at fordre de forventede uddybende og refleksive svar. Senere i forløbet stødte vi på en omtale af Patienthotellet⁽¹³⁾, som pudsigt nok lod til at åbne for den eftersøgte refleksion. Patienterne omtalte Patienthotellet meget positivt, og understregede blandt andet at dér kunne de, i højere grad, disponere over egen tid, man havde sin egen nøgle til værelset, og der var selvbetjening i buffeten. En informant sagde, at det var "næsten som at være hjemme". Med dette blev vi klar over, at det var mere logisk for patienterne at forholde sig til andre sygehuse og tidligere hospitalsophold, for derigennem at forholde sig kritisk til deres oplevelse. Som Spradley og McCurdy påpeger, hænger nogle kategorier mere logisk sammen, da en forståelse af den ene delvist er afhængig af en forståelse af den anden, en slags 'begrænset kontrast' (Spradley og McCurdy 1972:70). Hjemmet og hospitalet var væsensforskellige for patienterne, og var således ikke den produktive sidestilling, som Patienthotellet viste sig at være. Omstændigheder der associeres med hjemmet (f.eks. sociale oplevelser, mere disponering over egen tid og rum og at patienterne selv kunne tage maden) beskrives generelt som noget positivt. En yngre dame på afdelingen skildrede en oplevelse ved et tidligere ophold på et andet hospital, hvor patienterne måtte enes om ét fjernsyn og valget af programmer⁽¹⁴⁾. Fordi folk var nødt til at blive enige opstod der altså en socialt samlende situation, der blev husket som en positiv begivenhed af informanten.

Selvom vi ofte kunne opleve meget kritiske bemærkninger om maden, var det nærmere som om maden var et medie til at kommunikere andre ting. Dette skabte en generel flertydighed i vores informanters udtalelser - det virkede nærmest umuligt at isolere madoplevelsen og holde den adskilt fra udtalelser omkring behandling eller sygdom. Eksempelvis svarede en informant på et spørgsmål om madens kvalitet, at maden på Roskilde Sygehus var "meget bedre", men da han fortalte videre blandes omtalen af maden og behandlingen sammen. F.eks. sagde han, at "maden var meget bedre, fordi sygeplejerskerne kom hurtigt når man ringede, og fordi man selv kunne tage små mellemmåltider". Da vi ikke kunne isolere madoplevelsen, tilstræbte vi i udarbejdelsen af vores interviewguide at kategorisere madoplevelsens forskellige komponenter som dele af en større kontekst, i tråd med vores synopsis. Dette indebar at undersøge maden i forhold til de spatiale rammer, de sociale rammer, og i relation til patienternes sygdomsforløb og behandlingen generelt. Da informanters udtalelser alligevel gik på kryds og tværs af vores fint udarbejdede kategorier, fik det os til at reflektere over madens åbenlyse flertydighed og skiftende betydninger, og hvorfor vi ikke var i stand til at isolere de forskellige komponenter af konteksten, som vi havde antaget.

5.2. Maden: tømt for mening

Da maden lod til at være et middel hvorigennem man kunne formidle andre ting, og dermed kunne have skiftende betydninger, begyndte vi imod slutningen af feltarbejdet at betragte maden som værende meningstom. Vi ville prøve at se informantudtalelser mere i relation til patientens øvrige tilstand i interviewsituationen, og på den måde undersøge om der var en forbindelse mellem flertydighed i udtalelser omkring maden og dens skiftende betydninger. Derfor blev det mere nyttigt for os mhp at drage konklusioner, at nedskrive indtryk af situationer og stemninger i lige så høj grad som at skrive interviews ordret ned.En årsag til brugen af termen meningstom var, at maden ikke klargøres og serveres af det samme personale, som tilbereder den. Herved bliver maden frataget den sociale mening, den ville bære, hvis det f.eks. var venner eller bekendte der havde lavet den, og ikke et 'ansigtsløst centralkøkken'. Dette punkt forstærkes yderligere af køkkenets lidt isolerede position og madens lave status på Rigshospitalet, som vi har nævnt tidligere. Da maden på afdelingen kan siges at være frataget en social mening, erfarede vi at den kunne blive et medie for andre betydninger, hvoraf vi vil nævne et par.

5.3. Madens forskellige betydninger

Ved interviews og observation oplevede vi at maden kunne virke som en 'ventil' for frustrationer over sygdom såvel som behandlingsforløb, og således kunne figurere som en slags projiceringsflade. Sociologen Lotte Holm forklarer dette ud fra en tese om, at maden åbenlyst kan kritiseres uden at belaste forholdet til personalet, fordi læger og sygeplejere ikke anser maden som deres ansvarsområde (Holm 1993:19). Det er vigtigt at påpege at vores empiri viser, at mange informanter udtrykker stor tilfredshed med maden, men som nævnt tidligere var der ofte en sammenhæng mellem patienternes humør, deres opfattelse af behandlingen, deres evne til at skabe personlige stier på afdelingen, og så deres udtalelser om maden. Maden kunne altså ikke kun bære frustrationer, men også glæde.Vi mener at en anden af madens betydninger er som formidler af noget socialt, et fælles element. Som nævnt i det foregående afsnit i henhold til 'ikke-stedets' enshed, der blandt andet manifesteres i samtale omkring behandling og sygdom, kan lignende tendenser observeres omkring maden. Alle spiser hospitalsmad (nogle dog på stuerne), hvilket gør maden til et oplagt samtaleemne. Et emne, der ikke indebærer konfliktpunkter med andre patienter eller forpligter til dybere og mere personlig samtale, men som er en grundlæggende del af enhver indlæggelse og derved en del af den fællesramme patienterne deler (Wax 1971:11).

Vores forvirring omkring madoplevelsen skyldtes altså både at vi stødte ind i metodiske blindgyder (de utilsigtede problemer ved interviewguiden samt reflektionsbarrieren), og at maden kunne bære forskellige betydninger. Dels kunne den formidle både frustration såvel som tilfredshed, og dels kunne den være central i sociale sammenhænge. En konsekvens af denne flertydighed var, at det blev nærliggende at reflektere over vores undersøgelses kontekst, og hvordan vi metodisk kunne arbejde med den. Hvordan og på hvilken baggrund skulle vi tolke de forskellige udtalelser og handlinger? I det næste vil vi ud fra en mere generel diskussion af kontekstbegrebet dykke videre ned i vores specifikke brug af det.

6. Kontekst

"The problem of context is too difficult for philosophers or anyone else to solve" (Scharfenstein i Dilley 1999:6).

Dette mindre motiverende citat afspejler kontekstbegrebets kompleksitet. Men da kontekst imidlertid er gået hen og blevet et betydningsfuldt mantra i antropologien, mener vi det gør krav på nogle refleksioner over dets brug. Antropologen Roy Dilley forklarer hvordan socialantropologien som videnskab har været afhængig af at kunne placere handlinger og udtryk i deres respektive sociale og kulturelle kontekst. Dermed har kontekst været central for at skabe autenticitet i etnografisk arbejde (Dilley:1999:1). Etnografens analytiske kontekstualiseringer⁽¹⁵⁾ er i sig selv ikke længere en selvevident proces, men er blevet et kritisk punkt som må belyses.

6.1. Viden som kontekst

Enhver kontekstualisering indebærer både en eksklusion og en inklusion af 'relevansområder', og kan dermed ses som en slags diskursiv formation, der peger tilbage til etnografens baggrund og viden (Dilley 1999:37). Vores forestillinger om felten har uden tvivl præget den måde, hvorpå vi har anskuet og forstået vores felt. Disse forestillinger blev blandt andet formet af indledende samtale med en organisationspsykolog, samt læsning af sociologen Lotte Holm (se afsnit 2.0.). Derudover har Goffmans teoretisering omkring total institutioner været svær at komme uden om, da den kan siges at være reflekteret i en stor del af den kritiske litteratur om institutioner, vi er stødt på. Goffman har været inspiration for mange (os inkluderet) med sin behandling af 'af-individualiseringsprocesser' ved hospitalisering⁽¹⁶⁾. Her kan nævnes en fratagelse af privat rum og personlige genstande samt det tydelige dominansforhold i patient-læge relationen. Herudover går Goffmans 'mikro-sociologi' ud på at belyse de underliggende 'frameworks'⁽¹⁷⁾ for interaktion under bestemte forhold (her ved indlæggelse) (Goffman 1961:283-336). Ved vores korte ophold i feltet oplevede vi hvordan en sådan teoretisk antagelse kunne have indflydelse på en bestemt 'læsning' af situationer. Man kan illustrere dette punkt ved at pege på hvordan vores tidlige og mere ukritiske brug af 'ikke-sted's terminologien måske mere afspejlede hvordan vi oplevede feltet, hvilket gjorde det svært at forlade idéen om hvordan individer var underlagt de institutionelle og funktionelle rammer. 'Ikke-stedet' var mere omfattende i vores tidlige forståelse; vi karakteriserede sociale og personlige momenter som 'huller' i 'ikke-stedet'. Parallelt med vores tiltagende kendskab til, og mere vante gang i, felten, bevægede vi os imod at betragte patienternes handlinger og aktiviteter i felten som udtryk for personlige stier, hvormed vores analytiske kontekst i højere grad nærmede sig et aktørorienteret perspektiv.

6.2. Interaktion som kontekst

Vi mener, det er vigtigt at overveje hvordan patienter indenfor afdelingens funktionelle rammer selv skaber kontekst, idet de træder deres personlige stier. Lingvisterne Goodwin og Duranti bevæger sig over imod et sådan perspektiv. Der opstilles her fire parametre for kontekst: 1) scenen; som social og rummelig 'ramme' 2) Brug af kroppen og opførsel som ramme for interaktion (behavioural environment) 3) sproget som kontekstuel ramme 4) den 'ekstra-situationelle' situation, forstået som referenceramme eller baggrundsviden.

Idet sproget og kroppens udtryk kan ses som kontekst for informanternes interaktion, er rammen altså ikke en statisk, men en dynamisk, størrelse, og dermed afhængig af individernes egen (for)handlen og strategi: "The capasity for human beings to dynamically reshape the context, that provides organisations for their actions within the interaction itself" (Goodwin & Duranti i Dilley 1999:19). På denne måde kan man se patienternes interaktion med hinanden såvel som med stedet (den 'kontraktuelle relation'), som ikke kun et produkt af en kontekst, men også som kontekstskabende. F.eks. kan man betragte en informants ivrige, nærmest opsøgende, relation til feltarbejderen ikke som et udtryk for ensomhed, men i kraft af patientens brede kendskab til afdelingen som en personlig manifestering, nærmest statusetablerende. Patienternes forskellige måder at forholde sig til afdelingen på - deres dagsrytmer og relationer som en kontekstskabende proces - er derfor en måde at skabe en personlig sti og et udtryk for deres måde at påvirke konteksten.

Vi mener at kontekst må inddrages og ekspliciteres i etnografens analytiske refleksioner, da det er grundlaget i ens forståelsesramme, og endvidere kan virke som et værktøj i felten. I det næste vil vi ved en distinktion mellem analytiske og empiriske kontekster uddybe hvordan vi har brugt kontekstbegrebet metodisk og analytisk.

6.3. Analytisk og empirisk kontekstskift

I sin bog "Nærmere kommer du ikke..." beskriver Finn Sivert Nielsen hvordan etnografen metodisk kan nærme sig en forståelse af 'det ordløse' i samfund. Her skabes en distinktion mellem empirisk og analytisk kontekstskift: det empiriske kan med lidt god vilje oversættes som en konkret hændelse; noget der sker i verden, hvor det analytiske kontekstskift beskrives som en måde hvorpå ens perspektiv på en given situation skifter. Det understreges dog at disse er interrelaterede og ikke findes i ren form (Nielsen 1996:154-155). En vigtig metodisk erfaring var at vi ikke kunne isolere de forskellige komponenter af konteksten i forhold til patienternes madoplevelse. I praksis viste det sig, at den empiriske kontekst var langt mere kompleks. Dette virkede tilbage på vores perspektiv på situationen og forandrede dermed også vores analytiske kontekst.Maden set som prisme er blandt andet et udtryk for hvordan vores antagelse om 'madoplevelse i hospitalskontekst' ligesom eksploderede og fragmenterede vores fokus. Som F.S. Nielsen giver udtryk for er det vigtigt for etnografens validitet og forståelse at se situationer ud fra forskellige perspektiver (Nielsen 1996:167) Dette spil mellem perspektiver er i praksis ikke en helt simpel proces, men en refleksiv proces der både kræver en grundlæggende kendskab til felten samt en føling med informanternes oplevelse.

For os var sådanne analytiske kontekstskift ikke en bevidst strategisk overvejelse, men mere et resultat af forløbet i felten og vores gradvist voksende indsigt i feltens karakter.

7. Opsamling

Vores egne oplevelser af felten; den komplicerede vej ind, vores usikre tilstedeværelse på afdelingen, samt madens og stedets flertydighed har været centrale i vores analytiske betragtninger. Da der findes mange videnskabelige faldgruber i at etnografen er essentiel i alle dele af den vidensskabende proces har vi tilstræbt validitet på flere måder: for det første ved at opridse de forskellige antagelser, vi havde om feltet, og dermed påpege hvorledes det var nødvendigt at tilpasse metoder og etiske overvejelser. For det andet ved at drage en parallel mellem 'etnografens sti' og stier i Augé'sk forstand, der belyser sammenhængen mellem vores forskellige personlige kompetencer og indsamling af empiri. For det tredje ved at belyse etnografens baggrundsviden (den ekstrasituationelle kontekst) og arbejde refleksivt med kontekstbegrebet.

Maden førte vores blik i forskellige retninger. Køkkenets position i den overordnede struktur var i tråd med problemformuleringen et af de temaer, vi har fokuseret på. For at nuancere vores analyse tilstræbte vi at se situationen fra flere vinkler, hvilket indebar brugen af en række forskellige metoder: observation i køkkenet såvel som på afdelingen (hovedsagligt i spisemiljø), interviews med personale fra henholdsvis køkken og afdeling, overværelse af køkkenets 'strategier' som Roadshow, samt opklarende spørgsmål om patienternes kendskab til køkkenets madtilbud. Herudover betragter vi vores refleksive arbejde med indgangen til felten som en lærerig proces, der underbygger vores analytiske pointer om køkkenets position i den overordnede struktur på Rigshospitalet. I et forsøg på at isolere konteksten for madoplevelsen kom vi i højere grad til fokusere på patienternes oplevelse af hospitalisering og betragte nogle generelle tendenser for interaktion indenfor disse specifikke rammer. Vi erfarede, at den proces hvormed vores begreber, som den noget strukturalistisk idé om felten som 'ikke-sted' forandrede sig, var med til at flytte vores fokus imod et mere aktørorienteret perspektiv. Patienternes brede vifte af forskellige oplevelser reflekteredes i deres personlige evne til at skabe 'stier' og tryghed indenfor hospitalets rammer.

At bevæge sig i et miljø hvor etnografens tilstedeværelse nærmest drukner i feltens dynamik og kompleksitet har givet anledning til refleksioner omkring antropologiens muligheder i et sådant felt: Vi mener ikke, dybe og tillidsfulde relationer til informanter (her patienter/brugere) behøver være et højtprioriteret kriterium for antropologien på et 'ikke-sted', der i reglen fungerer som et slags 'gennemgangssted'. Et sted hvor det ikke er oplagt for personer at træde i karakter og skabe dybe relationer. Konceptualiseringen af et felt som 'ikke sted' er på sin vis en meget abstrakt kategori, der ved et konkret udført feltarbejde vil skifte karakter og i kraft af større kendskab til felten mere og mere vil blive et sted⁽¹⁸⁾. På trods af en noget fejlslået anvendelse af kvantitative metoder⁽¹⁹⁾ kunne vi yderligere forestille os at et sådant felt med den rette forundersøgelse også ville være egnet til kvantitative undersøgelser.

Som vi har nævnt i vores indledende bemærkninger har dette feltarbejde til tider været som en vild tur ned af en flod med blandede følelser og en god del navigeringsbesvær. Det var karakteristisk for vores forløb, at 'den antropologiske afstand' hvormed de analytiske perspektiver skulle bryde frem, først rigtigt tog form efter udgangen fra felten. Her hjalp diskussioner i gruppen, konferencen og samtale med vejledere til at få mere klarhed over forløbets mange løse ender.

8. Forslag til ændringer

I løbet af vores feltarbejde har vi foretaget mange observationer under vores ophold på den medicinske afdeling, 3.13.1-2, og er blandt andet kommet frem til, at der i anvendt perspektiv fx kan arbejdes videre på flg.områder:

Afdelingens informationsniveau kan generelt struktureres på en anden måde, så patientinformation, information på opslagstavler og andre steder, fremgår tydeligere. Det er endvidere feltgruppens indtryk, at der med fordel kan arbejdes på at opkvalificere kommunikationen mellem CentralKøkken og afdeling med henblik på forbedring af samarbejdet omkring kosttilbud til patienter. Derudover er det vores indtryk. at afdelingens spisemiljø kan forbedres på områder som indretning og funktion for at optimere kvaliteten af tilstedeværelse for både patienter og medarbejdere. Feltgruppen vil derudover gerne fremhæve det potentiale, der er forbundet med en alternativ indretning af afdelingens to dagligstuer, så patienter får mulighed for en vis grad af aktiv udfoldelse.

Endelig vil vi gerne viderebringe et forslag, som en medarbejder fra en anden afdeling har fremført om et alternativt fælles afdelingskøkken. Medarbejderen mener ikke at RHs madtilbud er tilpasset til nyre- og diabetespatienter, som tit må slås med smags-forstyrrelser og kvalmeproblemer og derfor bliver småtspisende og underernærede. At deres appetit også ofte forstyrres af lugten fra madvognen, der køres på afdelingen ca halvanden time før spisetid og at en del af maden bliver uappetitlig af at stå så længe på opvarmning. Forslaget er derfor, at der etableres et fælles køkken til disse patientgrupper, med én central beliggenhed i forhold til de afdelinger, som patienterne befinder sig på.

Litteraturliste

Augé, Marc. 2000 [1995]. Non-Places. Introduction to an Anthropology of Supermodernity, London: Verso.

Cohen, Anthony P. 1984 "Informants", I: Ethnographic Research. London: Academic Press, s.223-229.

Dilley, Roy. 1999. "Introduction: The Problem of Context", I: The Problem of Context", red. Roy Dilley, Oxford: Berghan Books, s.1-46.

Goffman, Erving. 1961. "The Medical Model and Mental Hospitalization. Some Notes on the Vicissitudes of the Tinkering Trades", I: Aylums, Harmondsworth: Penguin, s.281-335.

Gupta, Akhil & Ferguson, James. 1997. "Discipline and Practice: 'The Field' as Site, Method, and Location in Anthropology", I: Anthropological Locations: Boundaries and Grounds of a Field Science, Berkeley: University of California Press, s.1-46.

Kvale, Steinar. 2000 [1994]. Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, København: Hans Reitzels Forlag.

Nielsen, Finn Sivert. 1996. "Usagt, uskrevet, ugjort", I: Nærmere kommer du ikke... Håndbok i antropologisk feltarbeid, Bergen: Fagbokforlaget, s.141-168.

Sanjek, Roger. 1990. "On Ethnografic Validity", I: Fieldnotes. The Making of Anthropology, red. Roger Sanjek, Ithaca: Cornell University Press, s.385-413.

Simmel, Georg. 1964. "The Stranger", I: The Sociology of Georg Simmel, red. Kurt H. Wolff, New York: The Free Press, s.402-408.

Spradley, James & McCurdy, David W. 1972. "Cultural Meaning", I: The Cultural Experience. Ethnography in Complex Society, Waveland Press, s. 59-77.

Tonkin, Elizabeth. 1984. "Participant Observation" I: Ethnographic Research, London: Academic Press, 217-223.

Van Maanen, John. 1983. "The Moral Fix. On the Ethics of Fieldwork", I: Contemporary Field Research. A Collection of Readings, red. Robert M. Emerson, Boston: Little, Brown & Co., s.269-287.

Wax, Rosalie H. 1971. "Theoretical Presuppositions of Fieldwork" & "The First and Most Uncomfortable Stage of Fieldwork" I: Doing Fieldwork. Warnings and Advice, Chicago: University of Chicago Press, s.3-20.

Wulff, Helena. 2000. "Access to a Closed World. Methods for a Multilocale Study on Ballet as a Career", I: Constructing the Field. Ethnographic Fieldwork in the Contemporary World, red. Vered Amit, London: Routledge, s.147-161.

Noter

1. Projektet "Medicinske patienters ernæringspleje - en medicinsk teknologivurdering", igangsat af Odense Universitet.

2. Selvom RH ikke er et organisk samfund, må det siges at være et afgrænset felt, med en egen arbejdskultur og organisatorisk struktur.

3. Identifikation, i modsætning til medarbejdere der bar skilt med navn og faglig tilknytning.

4. Uhensigtsmæssigt for os og for afdelingen, bl.a. fordi RH som andre institutioner var/er plaget af tyverier.

5. Vi havde i princippet fri adgang til den, og måtte parkere vores overtøj og tasker dér i feltperioden.

6. Dette citat dækker mere vores oplevelse af at forsøge at trænge ind i en for os lukket verden, da adgangen til felten var usikker i længere tid, end det er en objektiv beskrivelse af RH.

8. En aktivt opsøgende præsentation af CKs aktuelle og nye kosttilbud for plejemedarbejdere, diætister og læger.

9. Forstået som at madvogne, der indeholder færdige varme retter ved afgang fra CK holdes varme (elektrisk) ved ankomst til afdeling i op til halvanden time før spisetid.

10. Vi betragter spisemiljøet som afdelingens nervecenter, fordi stedet fungerer som bindeled til afdelingens øvrige gangareal.

11. Da der ikke findes noget alment brugt ord for det engelske "solitude", har vi her valgt at bruge "alenehed", da vi ikke mener "ensomhed" er dækkende.

12. For personalet er afdelingen et meget konkret 'sted': en arbejdsplads med stabile relationer og en specifik arbejdskultur. Fællesskabet dyrkes f.eks. i den adskilte personalekantine, der er helt anderledes indrettet end alle andre spisemiljøer og cafeer på RH: nyt og lækkert design, grønne midterpartier og en hel væg af vinduer, der oplyser det store lokale.

14. Man må her bemærke at samtlige rum (rygerum, opholdsrum og spisemiljø) er udstyret med fjernsyn. På de enkelte stuer har alle patienterne hver deres fjernsyn som man benytter sig af med høretelefoner, hvilket fratager det sociale aspekt ved fjernsynsoplevelsen.

15. Kontekstualisering bruges her som de meningsskabende forbindelser etnografen laver i sin analyse af en given felt eller situation.

16. Det skal nævnes at Goffman beskæftigede sig med psykiatriske anstalter hvor de indlagte som regel ikke var der af egen fri vilje. Dette afgrænser selvfølgelig parallellen til patienterne på afdelingen da de ikke er tvangsindlagt Alligevel ser vi en relevans da patienterne tit er knyttet til hospitaler på ubestemt tid og er der af en nødvendighed.

17. 'Frameworks' skal forstås som en slags normative retningslinier for interaktion i specifikke situationer og dermed en basis for identitet og solidaritet (Goffman 1961:283).

18. Dette kan man se parallelt med de patienter der vender tilbage til afdelingen; ikke for at nyde stedets funktionelle karakter, men for de sociale aspekter.

19. Selvom vi lagde en del arbejde i udarbejdelse af spørgeskemaer, viste det sig, at der på omdelingsdagen netop var meget få indlagte, hvoraf en del af dem var ikke potentielle respondenter pga. sygdom. Udover at ende med en større del kvalitative interviews end kvantitative, kunne vi også konkludere at svarkategorierne forvirrede respondenterne.