"Hold them, Tigers!"
Hvordan og hvorfor lærer danske børn
og unge at spille det amerikansk softball?(1)
Jonathan Schwartz
Originally published in
Jordens
Folk: Etnografisk tidsskrift, No.3, 1998
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/S/Schwartz_J_02.htm. |
Introduktion: "Take me out to the
ballgame!"
Baseball: Det store amerikanske tidsfordriv
Hvorledes Softball kom til Gilleleje
At lære spillet
Træning versus kamp
Sport og tale: Mod en konklusion
I den nordsjællandske fiskerby Gilleleje, er amerikansk softball en af de sportsgrene, som nogle af de lokale beboere har startet og valgt at udmærke sig indenfor. Artiklen beskriver og fortolker træning og kampe i forbindelse med Gilleleje Tigers' junior hold. Medlemmerne, som næsten alle er drenge, er mellem ni og seksten år. Og mange af dem har aldrig haft en baseballhandske på, før de mødte op til deres første træning.
Synet af unge mennesker, der på gaden spiller basketball eller hockey på rulleskøjter, er blevet mere og mere almindeligt i Europa. Det ses ofte som endnu et tegn på den ekspanderende globalisering, om ikke som uhæmmet amerikanisering. Man kan fortsætte listen af sådanne tegn i det uendelige: Startende med nedsvælgen af coca-cola og gnasken cheeseburger og sluttende… Gud ved hvor? Beklagelsen i mange kredse over globaliseringens konsekvenser er lige så endeløs som fænomenet selv.
Verden ser ud til at blive mere og mere ens, men det er en illusion. Et argument mod stereotypen om den totale ensartethed og globalisering er analyser, som viser mere nuancerede lokale forskelle i konsumptions-praksis. Skrab under overfladen af enshed, og du vil finde et væld af forskelle.
Antropologiske undersøgelser af sport, var et af de steder, hvor globaliseringens dobbelthed først trådte frem. For eksempel i filmen "Trobriand Cricket" (Jerry Leach:1975), hvor de indfødte på Trobrianderne, Papua New Guinea, vender det engelske koloniale spil på hovedet og tilpasser det den lokale kontekst. Malinowski's trobriandiske informanter har således i løbet af to generationer lært at spille et nyt spil, som de spiller på en ny måde. Udover at være et spil er trobriandisk cricket også en ceremoni for udveksling af gaver landsbyerne imellem.
Antropologen Jerry Leach filmer dette cricket spil som en begivenhed, der er nøglen til forståelsen af assimilations- og modstandsprocesser. Forberedelserne til kampen og den egentlige kamp afslører, hvor trobriandiske spillerne er. De spiller både med ironi og i alvor; de har taget en sport til sig, som i højeste grad er alvorlig, og de leger med den. Filmen fanger alle de sociale og kulturelle nuancer, som en simplificeret homogeniserings teori ville gå glip af. I andre tidligere kolonier, som f.eks. Pakistan, spilles cricket på en ortodoks, "autentisk" måde. At overgå moderlandets hold - at slå kolonimagten i deres eget spil - bliver en passioneret mission i post-koloniale nationer.
Optagelsen af en fremmed sport i et lokalt dansk miljø er emnet for denne artikel. Jeg er specielt interesseret i at undersøge læreprocessen og den pædagogik, der ledsager den, når unge danskere lærer at spille amerikansk softball. Læreprocessen er svær at studere. At lære at spille synes at foregå hurtigt, selvom det arbejde, det kræver, er vanskeligt, ja endog kedeligt nu og da. Lige pludselig har personen "fanget det" . Man griber, og det sidder fast i kroppen. Selve ordet "begreb", refererer til at fange et flyvende objekt. Det kunne være en baseball.
Artiklen her bygger på mine egne erfaringer som hjælpetræner i tre sæsoner for et softball hold i Nordsjælland, Gilleleje Tigers. Artiklen er i stor udstrækning selv-etnografi. Deltagerobservation er det almindelige ord, der betegner det etnografiske feltarbejde. Metoden har på adskillige måder lighedspunkter med arbejdet som træner i en sport. Træneren observerer nøje spillerne i deres interageren, men er også i høj grad en deltager (medagerende) i felten, nogle gange i selve centret. At være "indenfor" og "udenfor" er, hvad deltagerobservation kræver både af en træner og en etnograf.
Så meget om analogien, som ikke bør strækkes for langt, for når den aktive involvering i sporten bliver altopslugende, bliver den etnografiske distance lig nul. Etnografisk distance opstår i den reflektive skriveproces, ikke i felterfaringen medens det hele sker.
Baseball og dens nære kusine softball er klare emblemer for amerikansk kultur og samfund. Man indlemmes i det amerikanske samfund via baseball, som vi husker fra den afsluttende scene af Marx Brothers filmen "Night at the Opera", hvor de tre illegale italienske indvandrere omskaber den europæiske overklasse opera til en populær amerikansk baseballpark. Forvandlingen ledsages af det kendte hit fra 1910 "Take me out to the Ball game!", som erstatter operatonerne, og Groucho kaster poser med peanuts til sin bror. Den komiske scene illustrerer den øjeblikkelige integration til den amerikanske kultur. Baseball sporten er Amerika i en nøddeskal.
Et bredt spektrum af sportsgrene fra alverdens lande er efterhånden blevet tilgængelige for danskerne, og mange udgør et vigtigt element i markering af livsstil. Fritid og foreningsliv kræver en masse arbejde. Organiseringen af fritidsaktiviteter i forbindelse med sport kan levere sammenhængen mellem familien og det lokale miljø. Hvis imidlertid familien adskiller sig meget i deres sportslige preferencer, kan fragmentering blive resultatet. Hvert familiemedlem vælger måske sin egen sport, med sit eget tidsskema, udstyr, træning, diæt og medlemsorganisation. Individualisme, eller mere passende, den konstante skabelse og bekræftelse af vores identitet, er et af de første motiver for sportsliv nu om dage. Valget af softball er for nogle drenge og piger i Danmark et af deres tidlige skridt i identitetsskabelsesprocessen. At spille softball er i højeste grad fremmedartet i starten, og oplevelsen ved at lære at spille spillet er givende. Sporten er amerikansk, og begge trænerne er i dette tilfælde langtids-udlændinge i Danmark. Det er ikke vild amerikansk chauvinisme, som driver trænerne, men måske er der et strejf af godartet nostalgi i deres bestræbelse på at genskabe en fornemmelse af et næsten glemt spil.
Således komplementerer de aldrende træneres søgen efter en tabt identitet de unge danskeres søgen efter nye former for identitet. Herved bliver adskillige diffuse nationale forståelser af baseball koncentreret og forankret i det lokale hjemsted Gilleleje.
Tidligt i 1980'erne blev der holdt en international spejder jamboree i Detroit, U.S.A. Nogle spejdere fra Gilleleje deltog, og de havde mulighed for at se et professionelt baseballhold, Detroit Tigers, spille en kamp. Gilleleje spejderne blev "omvendt" til baseball, og da de vendte tilbage til Nordsjælland, begyndte de at træne på en mark ved Gilleleje. De lokale overtog navnet Tigers. Indenfor et par år havde medlemmerne af Tigerholdet nået en alder, hvor de skulle forlade hjemmet og fortsætte deres uddannelser. Holdets udstyr blev pakket væk, og holdets lille kassebeholdning stod tilbage i banken.
Ti år senere ønskede den amerikansk fødte Tom Heller, der længe havde boet i Danmark, at lære sin søn Jacob det grundlæggende i sporten, så han kunne blive i stand til at spille med sine fætre og kusiner, når de besøgte familien i Pennsylvania i sommerferien. Han begyndte at træne spillet i sin baghave. Endnu engang, som det var sket tidligere i Detroit, syntes det at se en bold blive slået og grebet i en eksotisk udseende læderhandske at fænge.
Tom Heller hørte om Tigers' udstyr, som havde været gemt væk, og om det beskedne beløb i banken. Han startede softball træning, og der begyndte at blive spillet kampe regelmæssigt i Gilleleje. Navnet "Tigers" blev fastholdt efter sportens genfødsel i Gilleleje. Siden 1992 har Gilleleje Tigers været organiseret i den danske Baseball og Softball Union, hvor de har deltaget i turneringer med et senior herrehold (16 år og opefter), et kvinde senior hold og et junior hold (aldersgruppen 9-15). Juniorholdet er åbent for både drenge og piger, skønt pigerne de sidste år er blevet færre.
At spille organiseret softball er for nogle af Gilleleje Tigers en familietradition. F.eks. er en af de originale Gilleleje Tigers fra 1980'erne far til to spillere på juniorholdet her i de sene 1990'ere. For andre af forældrene forbliver softball imidlertid lige så besynderlig, som da børnene først begyndte at spille det.
Sæsonen løber ifølge Gillelejes skik og brug fra den første fredag efter sommertidens begyndelse i april og indtil oktober. Træningen fredag eftermiddag begynder kl 16 og slutter kl 18. Antallet af kampe, der spilles i den seks måneder lange sæson, er imidlertid lille, hvilket skyldes det relativt lille antal af hold, der findes i Danmark.
En typisk fredagstræning starter med holdets ankomst. Nogle kommer på cykel, andre køres af deres forældre, der som regel kører igen for at vende tilbage ved 18-tiden. Nu og da er der et nysgerrigt barn, som stopper op og kikker på træningen i nogle minutter. Det kan hænde, at barnet får lyst til at prøve at være med. Så finder vi en handske, og han eller hun kan få lov at prøve spillet.
Mellem ti og seksten børn møder op, sjældent nok til at udgøre to hele hold med ni på hvert. Tom Heller, hovedtræneren, sender alle spillerne ud på en løbetur banen rundt for at varme op. De strækker ud, og vi starter fælles-øvelser, hvorefter de træner to og to i at kaste og gribe.
Nye spillere i Gilleleje Tigers starter som regel deres træning fuldstændig blanke uden noget forudgående kendskab til spillet. Vi og de mere erfarne børn må vise dem til rette. F.eks. skal de højrehåndede spillere have deres baseball handske på venstre hånd til at gribe med, så de kan kaste med den højre, vice versa for de venstrehåndede. Viden om denne vigtige detalje kan ikke tages for givet. Faktisk har jeg erfaret at intet kan tages for givet.
Efter opvarmningen opdeles gruppen oftest i de yngre novicer og de ældre spillere til en halv times træning i at kaste, gribe og slå. Jeg tager mig som regel af novicerne, og formålet er at skabe passende forhold til indlæring af de basale færdigheder: At kaste og gribe, fulgt op af at slå og at løbe mellem baserne. Jeg kaster bolden til børnene, så de kan slå til den, ikke for at slå dem ud. "Room service", en vending fra hotel branchen, er navnet, jeg har fundet til denne måde at kaste på, tilpasset spillerens ønske om at ramme bolden. Jeg prøver at se, hvor barnet for det meste svinger boldtræet, og forsøger så at kaste, så vedkommende kan ramme næste gang.
I den anden time træner novicerne og de mere øvede sammen. Træningen involverer at slå, at være i marken som forsvarer og at løbe fra base til base. På grund at juniorholdets lille størrelse spiller de yngste nyankomne med de ældre og mere erfarne spillere. De yngre børn løber fra base til base, så de ældre får mere øvelse i at være i marken. Denne forening af forskellige aldersgrupper på det samme hold adskiller sig fra, hvad der sker på de fleste fodbold- og håndboldhold i Danmark, hvor et hold f.eks. kun består af tolvårige, eller hvor et hold er skabt på grundlag af et ensartet fælles niveau af færdigheder. Gilleleje Tigers må spille sammen på trods af alders- og færdighedsforskelle. Dette gør det nødvendigt at nedtone sportens konkurrencemoment og at understrege samarbejdsånden. Dog får børnene under den ugentlige træning via spændingen ved løb fra base til base og forsvar, en introduktion til spillets konkurrenceside. At "stjæle" en base er en yndlings beskæftigelse for alle spillere, både under træning og i kampe.
Tom Heller eller jeg slår bolden til dem i marken, medens de unge børn løber fra base til base. På denne måde simulerer vi, at der sker noget i sporten og kompenserer for mangelen på erfarne spillere.
Det er vores opgave som trænere at drage omsorg, for at alle på holdet får mulighed for at lære spillet til deres bedste formåen. Vi kaster bolden langsommere til de nye deltagere, og der bliver ustandselig uddelt ros ved ethvert fremskridt. Forunderligt nok har børnene efter tre eller fire træningsgange allerede lært nogle af de bevægelser og basale færdigheder, som spillet kræver. De har været udsat for en minimal kontakt til softball sporten, og enhver ny færdighed som opnås synes at bidrage til ønsket om at lære mere. Hvis barnet ikke er bange eller for nervøst synes læringsprocessen at gå meget hurtigt. Der er imidlertid nogle få klager fra børnenes side over, at de keder sig, når de i felten venter på, at en bold skal komme i deres retning. Megen tid går i soft- og baseball med venten.
På grund af den relative mangel på spillere og hold i den danske baseball og softball union går meget karismatisk og organisatorisk bestræbelse ud på at holde sporten i live. På holdene tættere på København kommer et vist antal medlemmer fra enten Nord- eller Sydamerika. Gilleleje Tigers er imidlertid lokalt forankret i en lille kystby, som generelt må siges at have et intenst sportsliv, som nyder bevågenhed fra kommunalpolitikerne. I Gilleleje sker det indenfor de mest populære sportsgrene, såsom fodbold med 358 klubspillere og håndbold med 400 spillere, at den hårde konkurrence tvinger de svagere spillere bort. Således kommer nogle af Tigers' spillere fra disse andre sportsgrene. Adskillige af Tigers' juniorer klarer sig imidlertid godt indenfor andre sportsgrene. Den ene fredageftermiddags træning, giver børnene mulighed for at indfri forventningerne fra andre sportsgrene med normalt to ugentlige træningsgange. Der synes ikke at være problemer med loyalitet overfor en sport fremfor en anden, skønt budgetteringen af tid og udgifter kan være problematisk. Den danske nationale identitet vil helt bestemt ikke blive truet på grund af softball. Fodbolden vil forblive hovedsporten for danskerne, ligesom baseball er det for amerikanerne.
I det der nok er den mest detaljerede sociologiske undersøgelse af børne baseball (Little League) i U.S.A.s' forstæder, fremstår kampene i sig selv som hovedbegivenhederne. Gary Alan Fine, der er forfatter til undersøgelsen, kunne tage noter før, under og efter kampene var spillet. Hans bedste feltnoter kom imidlertid fra træningssituationerne, fordi ophidselsen over den enkelte kamp kunne dominere de sociale relationer, som de udfoldede sig mellem holdkammeraterne, trænerne og forældrene. Under træningen kunne han også se børnene boltre sig på marken, pjatte og fjolle. Under kampene derimod er skrap disciplin og opmærksomhed påkrævet. Fine's noter, som er taget under træningen, ligner meget mine erfaringer fra Gilleleje. Der foregår en masse pjatteri, men der finder også en masse indlæring sted.
Børne-baseball i Amerika har, idet de følger de store professionelle ligaer, en meget hektisk og tæt pakket kampkalender. Alle forstadsbyerne i Fine's undersøgelse har flere børne-baseball hold. Den danske softballunion har til sammenligning seks juniorhold. Der spilles ifølge planen blot ti kampe, med risiko for adskillige aflysninger. Succes i den regulære sæson kan betyde, at ens hold kan komme til at spille om det danske mesterskab. Mesterskabskampene spilles i en weekend-serie i slutningen af august. Træningen fortsætter som bemærket til slutningen af september.
Der har været skuffende tilfælde, hvor en kamp var planlagt, og et af holdene ikke dukkede op. Holdet manglede spillere. Det sker især for holdene i Københavnsområdet, hvor der er en høj andel af spillere fra familier, som arbejder for den amerikanske ambassade eller i multinationale firmaer. Disse yderst mobile og midlertidige spillere, føler sig ikke bundet af forpligtelser til en lokal sportforening. En forbundethed som er stærk blandt Gilleleje Tigers og hold fra de andre små byer i Danmark. Jeg gætter på, at den lokale gejst på softball holdene er det, der bærer motiveringen for denne fremmede og halvt eksotiske sport.
Unge danskere har ikke skolegårde og parker indrettet til Soft/baseball. TV-transmitteret baseball er heller ikke daglig kost i Danmark, som i USA. Ordene, reglerne og spillefærdighederne er fremmede, men kan hurtigt læres.
Juniorerne lærer altså ikke alene at spille softball, de lærer også, hvorledes man blander dansk og amerikansk tale. Den socialvidenskabelige term for dette at blande sprog i hverdags sammenhæng kaldes "kodeskift". Ifølge nogle tolkninger af kodeskift, er det tegn på en forstyrrelse. Mere positive fortolkninger har øje for kodeskiftet som en kulturel ressource. I hvert fald er fænomenet kodeskift hyppigt forekommende under træningen af nordamerikanske sportsgrene i Skandinavien. I nogle sammenhænge, som ved træningen af amerikansk fodbold, bliver kodeskiftet brugt som et retorisk middel til kanalisering af problemdrenges aggressioner. I Brøndby bruger den afro-amerikanske træner f.eks. ghettosprog, som fra Spike Lee's film, "Do the Right Thing" overfor sine spillere (Tom Kristiansen 1995).
Spillets regler og termer er svære at oversætte, og i de stærkt følelsesfulde øjeblikke i spillet, råber trænerne instruktionerne på deres modersmål. De unge spillere er nødt til at forstå. "You are out!", bliver som regel oversat, med "Du er død!". Jeg synes, at det er for hård en metafor, så jeg siger altid, "You are out!", når en bold bliver grebet. Således bliver tilpasningen af det basale kendskab til softball, fulgt op af indlæringen af nye gestus og talehandlinger. Under kampene skal spillerne også fortolke og følge Tom Hellers signaler om, hvornår der f.eks. skal stjæles en base. Er ikke dette hemmelige liv omkring signalering og kodeskift en del af softballs "magi" for Gilleleje Tigers? Som træner må jeg, hver gang det er muligt, forklare betydningen af et udtryk, men ofte benytter jeg mig af kodeskift. For eksempel råber jeg til en, der skal slå: "Wait for a good one!", efterfulgt af "Vent på en god en!", som er den nærmeste oversættelse til dansk. Hvis en dreng rammer en bold, og jeg kan se, at han eller hun kan nå den anden base, råber jeg "Take two!", som betyder "løb til næste base". Dette er et eksempel på kodeskift. Spilleren må lære, at "Take two" betyder at løbe til næste base. Øjeblikkets drama tillader ikke en oversættelse til dansk.
Kodeskift mellem engelsk og spansk er almindelig blandt de professionelle hold, hvis spillere i større og større udstrækning kommer fra spansktalende lande og miljøer. I princippet kan baseball sporten kommunikeres med gestus, såkaldte tegn. Tale bruges oftest til at opbygge og udtrykke følelser, for at irritere modspillerne og til at give holdmedlemmerne mod. Ved vedtagne gestus kan træneren signalere til ham, der skal til at løbe, at han skal "stjæle" ved det næste slag. Intet talt ord er nødvendigt i denne hemmelige taktiske kommunikation.
Novicerne lærer at forstå trænerne, ligesom vi trænere må lære at forstå det nysgerrige barn, som regelmæssigt møder op fredag eftermiddag i Gilleleje. En sådan koordination af individuel hensigt og viljen til "at påtage sig den andens rolle" var præcis hvad Chicago-socialpsykologen George Herbert Mead i 1920'erne mente med sin brug af baseball som metafor for sociale interaktionsprocesser. Han kunne gå ud fra, at hans tilhørere havde et intimt kendskab til baseball. Læserne af Jordens Folk er måske ikke i besiddelse af baseball kundskaber, men jeg håber, at ovenstående essay kan pege på vigtigheden af læreprocessen i forbindelse med forandringen af det fremmede til det velkendte. Denne form for socialisation er ikke, vil jeg påstå, en der bygger på dominans, men derimod på gensidighed.
1. "Hold Them, Tigers!": Vending fra en kampsang for at inspirere forsvar i amerikansk football og baseball. Ofte spillet som traditional jazz nummer, "Tiger Rag," Baseball/softball superkort: Baseball adskiller sig fra softball ved at blive spillet med en mindre bold og på en større bane. Softball-bolden er ikke blød, men større, hvilket gør spillet en smule langsommere. Hovedelementerne i spillet ligner det, vi kender fra rundbold, men er udviklet meget især omkring det "at give bolden op". At "pitche" siger man.
Gary Alan Fine: With the Boys: Little League Baseball and Preadolescent Culture. Universitye og Chicago Press. 1987
Tom Kristensen: "Kampen om Spillereglerne: Tiden, Rummet, Kroppen." Social Kritik, 39. 1995
Jonathan Schwartz: "Tag mig med til baseball!" Omverden nr.1. 1990
Jonathan Schwartz:" George Herbert Mead and Baseball", Sociolog Nyt. 1992
Jonathan Schwartz kommer fra Detroit og underviser på Institut for Antropologi, K.U.. Redaktør for Jordens Folk siden 1993. Oversættelse Kirsten Rønne