"Det var bare for sjov"
Imod en humoristisk indvandrerdebat
Bachelor-essay, Institut for Antropologi, Københavns Universitet, Juni 2002
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/txt/RRasmussen_J_01.htm. |
1.
Introduktion: Troper og antropologi
2. Troper, stereotyper, perkere og ironi
3. Politisk humor: Politik, komik eller begge dele?
4. Sjov og alvor; kommunikation af en dobbelt diskurs
5. Humor og politisk korrekthed til forhandling
6. Fætter som praktiseret ironi
7. Nu er det ikke sjovt længere
Der har i løbet af de sidste par år været flere forsøg på, både eksplicit og implicit, at bringe humor ind i den danske indvandrerdebat, eksempelvis TV-programmet OPS og Mujaffa-spillet. Begge indslag gør grin med både danskere og indvandrere og deres indbyrdes forhold, og indslagene har, på trods af henvendelse til begge lejre, været beskyldt for at forværre det indbyrdes forhold, ja enddog for at være racistsiske. Da jeg personligt fandt indslagene humoristiske og underholdende, undrede det mig at humorens budskab, til trods for at den til tider var implicit og underforstået, kunne misforståes i en sådan grad den af den blev kaldt racistisk. Idemændene bag indslagene bekendtgjorde at de ønskede at bringe humor ind i indvandrerdebatten, og forsøgte at gøre det ved hjælp af ironi, der blev karakteriseret som ”typisk dansk humor” (Farshad Kholghi i Ekstra Bladet 18.03.01).
Spørgsmålet der stillede sig for mig var, hvordan humor kan formidle sit budskab uden at blive misforstået? Det centrale i spørgsmålet blev dermed betydningstillæggelsen, hvilket i denne sammenhæng er knyttet til budskabet om en ændret indvandrerdebat. Herigennem flyttes fokus fra kun at være på betydningstillægelsen af humor, til at være på betydningstillægelsen af humor med et politisk budskab, hvilket indvandrerdebatten må siges at være. En sådan humor har jeg valgt at kalde, politisk humor, for derudfra at kunne stille spørgsmålet: Hvordan tillægges politisk humor betydning?
Da min umiddelbare undren blev vakt af bl.a. OPS-programmerne er det nærliggende at inddrage dem i analysen af politisk humor. OPS (Oplysning om Perkere til Samfundet) er en kombination af sketches, standup-komik samt interview, og forsøger dermed både at være informativt og humoristisk på en gang. Idemændene bag programmerne antyder, i kraft af deres udtalelse om målsætningen, hvor en mulig nøgle til mit spørgsmål ligger, nemlig i ironien. Udsagnet ”det var ironisk ment” høres ofte i forlængelse af et udsagn hvis ordlyd burde opfattes som betydende det modsatte, men hvad er ironi egentlig, og hvordan angribes det teoretisk?
Giambatista Vico beskæftiger sig i sit værk ”New science” fra 1744 med sproglige spil og sproglig opfindsomhed, og det er bl.a. en videreudvikling af disse tanker der ligger til grund for det man inden for sprog- og litteraturvidenskaben kalder troper[1] (Fernandez 1991: 4-5). Ironi betragtes af litteraten og retorikeren Kenneth Burke som en af de fire vigtigste troper (Burke 1969: 503). Jeg vil i analysen derfor gøre brug af teori om troper, for herigennem at finde frem til hvordan ironi har indflydelse på betydningstillæggelsen.
Men inden jeg når til selve analysen, er det på sin plads at argumentere for inddragelsen af trope-teori i antropologien, da det er en tilgang der hovedsageligt har været benyttet i litteraturvidenskaben. Inden for antropologien har Claude Lévi-Strauss været en af forgangsmændene i inddragelsen af teori fra lingvistikken og litteraturvidenskaben, hvilket fremgår af hans anvendelse af lingvisten Roman Jakobsons sproglige analyser og phonologi i strukturalismen. Lévi-Strauss’ inspiration af troper kan læses ud af ordspillene i flere af hans titler, eksempelvis ”Tristes Tropiques”, som dels refererer til hans feltarbejde blandt Bororoindianerne i Brasiliens Tropiske regnskov, og dels til sproglige troper (Lévi-Strauss 1997). I værket ”la Pensée Sauvage”, hvis titel bygger på et tilsvarende ordspil, bliver fascinationen af sproglige troper endnu tydeligere, i og med den franske udgave afsluttes med en længere redegørelse for den metaforiske betydning af stedermoderblomsten blandt forskellige folk, en redegørelse der er kommet med på dansk i nyudgivelserne af værket (”la Pensée Sauvage” betyder på fransk stedmoderblomst) (Lévi-Strauss 1994). Udover Lévi-Strauss har flere andre antropologer inddraget troper, heriblandt Marshall Sahlins der refererer direkte til Lévi-Strauss med titlen ”Goodbye to Tristes Tropes”, men også James W. Fernandez er værd at nævne, eftersom han er hjernen bag begrebet an-trope-ology (jf Sahlins 1994 & Fernandez 1991).
Også Michael Herzfeld inddrager i sin bog, ”Cultural intimacy; Social poetics in the Nation-state”, troper. Han introducerer begrebet structural nostalgia der defineres som en,
”...collective representation of an Edenic order – a time before time – in which the balanced perfection of social relations has not yet suffered the decay that affects everything human”. (Herzfeld 1997: 109).
Structural nostalgia omhandler forestillingen om ”de gode gamle dage”, både statens og det enkelte individs, hvilket gør at Paradis, som repræsenteres gennem ”de gode gamle dage”, hele tiden kun lige er ude af syne (Ibid.: 136). Den nostalgi dagligdagens samfund skal leve op til og konstant bliver sammenlignet med, knyttes af Herzfeld på den måde til det bibelske citat ”i begyndelsen var ordet” (Ibid.). Når ”de gode gamle dage” således bliver en metafor for Paradis, lever man i nutidens samfund ud fra ordet, ud fra de troper og forestillinger der italesættes. Med andre ord udleves de sproglige troper, de bliver en del af hverdagspraksis. Måden der tales i hverdagen er ikke kun med til at betegne og beskrive verden, men er i lige så høj grad med til at skabe den (Chock 1987: 352). Det er ud fra disse opfattelser af troper og deres indflydelse på hverdagspraksis, at analysen af politisk humor vil blive gennemført.
Argumentet for anvendelsen af teori om troper i antropologien skal dermed findes i menneskets evne til at konceptualisere og definere deres opfattelser af verden. Disse opfattelser kommer, gennem sproget, til udtryk både i bogstavelig og overført betydning, hvorfor det er nødvendigt at kunne skelne de to fra hinanden (Fernandez 1991: 1). Ifølge Fernandez refererer antropologisk teori primært til det han beskriver som;
”...the pragmatic and coincidental work of figures of thought within social structures and cultural worldviews…” (Ibid.:2).
Der hvor antropologer dermed kan drage nytte af trope-teori er når opfattelserne af verden bliver praktiseret, d.v.s. handlede troper, hvilket skal ses i forlængelse af, at evnen til at definere ens verden kan være et magtfuldt og overbevisende redskab (Ibid.). Phyllis P. Chock beskæftiger sig, via sit feltarbejde blandt grækere i Amerika, med etnicitet og ironis komplementering af hinanden. I artiklen ”The Irony of Stereotypes” formulerer hun tropers indflydelse på hverdagspraksis således;
”tropes are crucial components of everyday talk as much as of rituals, people understand their activities and relationships in the terms with which they structure their talk about them” (Chock 1987: 352).
Jeg har svært ved at forklare min far hvad jeg laver, så jeg fortæller ham at jeg står på en scene og sviner indvandrere til. Han tænker lidt og konstaterer så; ”Du er altså blevet politiker” (Omar, dansk standup-komiker af ægyptisk herkomst)
Litteraten og retorikeren Kenneth Burke identificerer, i sin teori om troper, det han kalder ”four master tropes”, dvs. fire dominerende former for figurative sprogudtryk; metafor, metonym, synekdoke og ironi, og understreger i samme åndedrag at man dog skal holde sig for øje at der er tale om idealtyper, som aldrig eller kun meget sjældent forefindes i deres ”rene” form (Burke 1969: 503). Han argumenterer for at de fire master troper kan udskiftes med henholdsvis perspektiv, reduktion, repræsentation og dialektik (Ibid.). Metafor er et sprogligt redskab til at se noget A, i form af noget andet B, altså en måde at bruge B som et perspektiv på A, for eksempel at kalde en pige en blomst i stedet for at kalde hende smuk (Ibid.: 504). Giambatista Vico, der af mange ses som en af samfundsvidenskabens grundlæggere, ser metaforen som den oprindelige trope, der yderligere kan specificeres til metonymet og synekdoken (White 1978: 204-205). Metonymet gengiver det uhåndgribelige i form af noget håndgribeligt, eksempelvis sker der en reduktion når man vælger at tale om hjertet i stedet for om følelser (Burke 1969: 506). Med synekdoke menes at delen bruges til at beskrive helheden eller at helheden beskriver delen, Burke bruger mikrokosmos og makrokosmos som eksempel, da forholdet mellem de to kan ses som enten delen der repræsenterer helheden eller omvendt (Ibid.: 507). Denne definition ligger sig tæt op ad definitionen af metonymet, hvilket antyder en nær forbundethed mellem synekdoke og metonym, en forbundethed der gør sig gældende alle fire troper imellem. Ironien tager fat i netop forbundetheden mellem de fire troper, i og med at ironi opstår når det forsøges at skabe en udvikling ved hjælp af interaktion mellem de andre termer (Ibid.: 512). Det skal forståes ud fra at ingen af del-perspektiverne er enten fuldstændigt sande eller falske, da de jo blot er perspektiver (Ibid.). Hermed bliver ironien den af de fire troper der kan forsøge at finde frem til sandheden ved hjælp af de andre, hvilket stemmer overens med definitionen af dialektik som værende en praksis der søger sandheden gennem udveksling af argumenter (www.dictionary.com). Derfor medfører interaktionen, eller dialektiken om man vil, mellem de 3 første troper at udgangspunktet vendes på hovedet, hvilket er ironiens styrke i og med at man hermed kan gå bagom betydningen af de andre troper. Det får Burke til at afslutte sit afsnit om ironi med kort at beskrive ironi som, ”…what goes forth as A returns as non-A” (Ibid.: 517).
Måske er det denne egenskab ved ironien der har fået Giambattista Vico til at se ironien som modsætning til metaforen (White 1978: 204-205). I sin gennemgang af Vico har historikeren Hayden White en yderligere tilføjelse til ironien, der jo for at kunne søge sandheden nødvendigvis må kunne skelne den fra det falske, hvilket medfører at falskheden må være repræsenteret i ironien, når sandheden søges herigennem (Ibid.:208). Samtidig med at de fire troper overlapper og skygger ind over hinanden, indikeres det at skellet mellem den overførte og den bogstavelige betydning af dem hele tiden veksler, hvilket også gør sig gældende for de fire substituter (Burke 1969: 503). Denne skelnen mellem overført og bogstavelig betydning i brugen af troper, er først mulig når man med ironien er kommet bag om de andre (White 1978: 208).
Omdrejningspunktet for mit essay, politisk humor, bygger på en dobbelthed, nemlig politik på den ene side og humor på den anden. Ved kun at kigge på formen af en sådan humor, bliver det klart, at den antager en metaforisk karakter, i og med at man bruger humoren som perspektiv på et politisk tema. Men da der er tale om at bruge noget som perspektiv på noget andet, altså en overførsel af en term fra én verden til en anden, er der en implicit forståelse af, at der er en vis uoverensstemmelse mellem de to perspektiver (Burke 1969: 504). Med andre ord, politisk humor er ikke politik selvom den har et underliggende politisk budskab, men den metaforiske karakter gør det muligt for modtageren at forstå, at der også er et politisk budskab. Det kan samtidig være argumentet for påstanden om, at ”jokes are a form of participation, a substitute for real politics”, som samfundsfagforskerne Galnoor & Lukes hævder i forordet til deres samling af politiske jokes, uden at argumentere for det (Galnoor &Lukes 1985: xii).
Omars vittighed øverst i kapitelet er et eksempel på hvordan ironien bruges, faktisk vender den Galnoor & Lukes’s udsagn på hovedet ved, gennem faderens fejltolkning, at bytte det komiske ud med det politiske. Sønnen tager det, i sin forklaring til faderen, for givet, at det opfattes som sjovt at svine indvandrere til. En opfattelse faderen ikke deler, hvorfor han tænker udsagnet ind i en kontekst hvor han oplever indvandrere blive svinet til, nemlig den politiske. På den måde ironiserer Omar samtidig over sin egen position som komiker, da det faktsik er faderen der bidrager med det sjove, i og med at det er ham der tilfører vittigheden dens pointe. Ved på den måde at muliggøre en forveksling af komik og politik, tilkendegives en stærk utilfredshed med tonen i dansk indvandrerpolitik. Idemændende bag OPS ekspliciterer den deltagelse i samfundsdebatten, der kommer til udtryk gennem vittigheden, i deres målsætning. De ønsker gennem oplysning, humor og ironi at gøre op med nogle af de fordomme og steretyper der florerer mellem indvandrere og danskere, for herved at skabe grobund for bedre interaktion og forståelse grupperne imellem (Aktuelt 15.03.01).
Ved bevidst at ville gøre op med fordomme ved brug af ironi, kan man ved hjælp af Burkes teori analysere sig frem til, at det OPS egentlig forsøger er, at vise sandheden bag fordommene ved at vende dem på hovedet. Det er måske heller ikke helt ved siden af, men det vil dog være at springe direkte til konklusionen uden nogen form for mellemregning, da der hidtil ikke kan konkluderes andet end at politisk humor har en overordnet metaforisk karakter. Fokus vil derfor blive flyttet fra form til indhold, for nærmere at analysere hvad der gemmer sig bag begreber som stereotyper og fordomme.
Filosofen Joseph Boskin, der har beskæftiget sig med Sambo som humoristisk stereotyp på afro-amerikanere, mener at stereotyper giver en forsimplet opfattelse af andre mennesker i kraft af, at man med et enkelt ord beskriver en hel gruppe og herigennem tilskriver hele gruppen samme karakteristika og kendetegn (Boskin 1987: 251). Antropologen Michael Herzfeld opfatter det som en aktiv handling, stereotypifisering, og definerer denne som værende reducerende, i og med at den fratager den stereotypifiserede retten til at definere sig selv (Herzfeld 1997: 157). Herzfeld arbejder ud fra to centrale begreber henholdsvis social poetics der defineres som en kreativ praksis der både indeholder en repræsentation af individet samt af dets kollektive og nationale side, og cultural intimacy som er det kollektive rum der indeholder både individets og nationens privatsfære (Ibid.: x). I kraft af at stereotypifisering forsimpler opfattelsen af en gruppe og fratager den en ret, indikeres det samtidig at det er et magtfuldt redskab for den gruppe der aktivt kan stereotypifisere de andre, hvorved det også kan bruges som slagkraftigt politisk instrument, hvilket Herzfeld også påpeger (Ibid.:157).
Burke udskiftede de fire troper med det han kalder bogstavelige eller realistiske anvendelser, og argumenterede for, at metonym kan udskiftes med reduktion (Burke 1969: 503), hvilket gør det muligt at udskifte stereotyp med metonym, da stereotyper per definition er reducerende. Stereotypifisering er en praksis hvis analytiske sidestykke er brugen af metonymer. Når der i dagligdagen stereotypifiseres er det altså et udtryk for social poetics, da man ved at reducere individerne fra den anden gruppe udøver både sin magt over dem, og samtidig markerer sit eget tilhørsforhold andetsteds. Det stemmer overens med, at Herzfeld beskriver social poetics som opstående i mødet mellem hverdagspraksisen og magtstrukturerne (Ibid.: 158). Chock beskriver endvidere stereotyper som værende;
”...filled with a rich socially evocative, and culturally transmitted content of images, forms, tropes, and in the case of tropes, structures of relations that they state and explore and that are stated and explored in them in turn” (Chock 1987: 348).
Perker er et eksempel på en stereotyp med meget negative konnotationer, der reducerer alle indvandrere, uanset deres oprindelse eller egen opfattelse af tilhørsforhold, til én gruppe. Komikeren Omar Marzouk understreger de meget negative associationer i sin definition af ordet perker:
”Politisk ukorrekt ord for 2. Generationsindvandrer, perker er ordet som bruges i slåskampe fordi 2.generationsindvandrer er for langt at råbe. Perkere er den kriminelle art af 2.Generationsindvandrerne, en lille gruppe som fylder meget i danskernes bevidsthed om indvandrere. Perkerne har ingen respekt for samfundet og ingen ambitioner om at gøre deres liv bedre. De har ødelæggende virkning på 2.Generationindvandrere. Perker er det laveste trin i den danske samfundspyramide.” (Aktuelt 15-03-2001).
Ved at ironisere over stereotyperne skabes der tvivl om de karakteriseringer, som fremkaldes af stereotypen (Chock 1987: 359). OPS forsøger blandt andet at så tvivl om stereotypen perker, hvilket kommer til udtryk allerede i titlen, Oplysning om Perkere til Samfundet, da man i selve programmet viser interviews med berømte velformulerede og succesrige indvandrere. Indvandrerne i programmet sætter dermed bevidst stereotypen perker på sig selv, men handler derefter i strid med de associationer som perker normalt fremkalder. De vender med andre ord stereotypen på hovedet og bruger den som en aktiv ressource i forsøget på at ødelægge den, og vil dermed give perkerne mulighed for at definere sig selv som noget andet. Ironi skaber en distance til stereotyperne ved på en anderledes og ofte underholdende måde at vende dem om, og gør dem dermed til noget der er passé (Chock 1987: 359). Det er dog endnu for tidligt at diskutere hvorvidt det lykkes for OPS, da stereotypifisering, som vist, er et udtryk for social poetics, hvorfor OPS kun kan opfordre til et opgør med stereotyperne eller forsøge på at udbrede det opgør de sætter igang, hvorefter det over tid må observeres om praksis ændres.
”...hvis de [indvandrere] har begået en lovovertrædelse af en hvis grovhed, så undersøger vi nu om de kan blive placeret på et særligt center. Man kan fx tage en ubeboet ø...” (Karen Jespersen, tidligere socialdemokratisk minister)
Stereotyperne tjener, som nævnt, hovedsageligt magtens interesser, selvom muligheden for at vende dem på hovedet, og dermed gøre dem til de stereotypifiseredes våben, foreligger. I begge tilfælde er der tale om en ressource der bruges aktivt. Det ændrer dog ikke ved at stereotypifisering er en praksis, men peger blot på at eliten kan opfordre og opmuntre til konstruktionen eller ødelæggelsen af stereotyper (Herzfeld 1997: 160). OPS har samlet en del af indvandrereliten i deres program, og det er vist hvordan de ved brug af troper opmuntrer til opgør mod de eksisterende stereotyper. Når stereotyper bliver praktiseret på opfordring af eliten beskriver Austin det som ”doing things with words”, hvilket er at opfatte retorik som en aktiv handling, men en handling som i mindst lige så høj grad praktiseres af befolkningen som den fremkaldes af eliten (Austin i Herzfeld 1997: 158). Da det på den måde er muligt at bruge stereotyper som politisk våben, vil det være relevant at inddrage antropologen Robert Paines analyse af politisk retorik, eftersom han blandt andet beskæftiger sig med kunsten at overbevise sit publikum, og herigennem få dem til at følge ens opfordringer og politik (Paine 1981). I en af sine artikler behandler Paine, ligesom Austin og Herzfeld, retorik som en aktiv handling, hvilket fremgår af titlen ”When Saying is Doing” (Paine 1981: 9). Pointen her er at ord ikke bare er ord, men at de kan bruges som våben, og dermed også kan gøre skade. Paine beskriver bl.a. den aftrækkereffekt som ord kan have, og giver eksemplet med et dødsfald, der efterfølgende bliver betegnet som mord, hvilket retfærdiggør efterforskningen af en given morder (Ibid.: 11-12). Sproget bliver således motivet til handling, hvilket også er tilfældet i forbindelse med ordet perker, der associeres med kriminelle indvandrere, og derigennem bevirker en mistænkeliggørelse af den stereotypifiserede.
Inden jeg fortsætter med Paines politiske retorik, vil jeg for en kort bemærkning fastholde opmærksomheden på stereotyperne, som er reducerende og dermed også kan ses som metonymer. Ifølge Burke er en reduktion samtidig en repræsentation, hvilket skal forståes ud fra den tætte forbundethed der er troperne imellem, især mellem metonym og synekdoke (Burke 1969: 507 - 508). Det vil sige at uanset hvor negativ en repræsentation perker end måtte være af indvandrere, vil det stadig være en repræsentation, og dermed også en synekdoke - delen der beskriver helheden eller omvendt. I synekdoken perker er det altså de kriminelle andengenerationsindvandrere der beskriver og dermed repræsenterer hele indvandrergruppen.
Perker kan altså ses som både metonym og synekdoke, der jo er specifikationer af den oprindelige trope, metaforen, som jeg indtil videre kun har identificeret i forbindelse med den politiske humors overordnede karakter, hvilket angår formen og ikke indholdet. Jeg vil derfor ved hjælp af Paine forsøge at analysere metaforens betydning for indholdet af humoren. Paine tager delvist afsæt i Burkes trope-teori, hvorfra det vides at metafor kan udskiftes med perspektiv, og at to perspektiver kun er tilnærmelsesvis ens uden nogensinde helt at være det (Burke 1969: 503 & Paine 1981: 188). Det medfører at metaforen bliver en sprogligt udviklende trope, i og med at den hele tiden skaber nye perspektiver til det gammelkendte. Denne egenskab ved metaforen ser Paine som en ressource der kan bruges til at udfordre den eksisterende politiske orden¸ da opositionen ved benyttelse af metaforer kan introducere alternativer og nye muligheder (Paine 1981: 189). Omvendt kan magtholderne eller regeringen også udfordre oppositionen (Ibid.). Hvad Paine vil frem til er, at metaforen retorisk set kan bruges både kreativt og aggressivt.
Citatet af Karen Jespersen først i kapitlet, gav efterfølgende anledning til megen debat, hvilket fik hende til at kommentere på udtalelsen:
”Hensigten med at melde ud på den her måde er at at vise borgerne, at vi tager problemet alvorligt” (Information 26.08.00).
Debatten opstod i kraft af den aggressivitet der er indeholdt i hendes metaforik, og som det afsløres i hendes egen kommentar til udsagnet, var det også hensigten at være aggressiv. På den måde tjener citatet samtidig som eksempel på en regering der angriber oppositionen, da Karen Jespersens parti, socialdemokratiet, på daværende tidspunkt, blev kritiseret af dele af oppositionen for at have for blød en indvandrer-politik. Ved at bruge en metafor, forsøger hun at være kreativ og overlader det til modtageren, at tolke hvorvidt socialdemokratiet mener at kriminelle indvandrere virkelig skal sendes ud på en øde ø, om de skal isoleres, eller om det bare er et signal om at emnet, kriminelle indvandrere, tages alvorligt. Denne åbenhed for fortolkning var skyld i polemikken om udtalelsen, da mange åbenbart var i tvivl om hvad hun virkelig mente, hvilket fik den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, til at komme med kommentaren;
”...retorikken er en side af sagen – indholdet er en anden. Vi skal passe på vores ordvalg, men vi skylder hinanden at se på ordenes indhold” (Information 15.09.00).
Hermed kritiserer han i diplomatiske vendinger Karen Jespersen for hendes valg af metafor, en metafor så kraftig at den fremkaldte uønskede fortolkninger, der associerede partiet med fremmedfjendskhed. Samtidig forsøger han at flytte det fokus, der, med Karen Jespersens kommentar til udtalelsen, er kommet på retorikken frem for på indholdet. Grunden til hans forsøg på at skifte fokus fra form til indhold skal ses i lyset af Paines kommentar om, at tilhørerne næppe vil slutte op om en politisk taler hvis de fornemmer at de hører form i stedet for indhold (Paine 1981: 12).
Kreativiteten i den metaforiske proces modsvares, som allerede vist, af den metonymiske proces, der jo beskriver det uhåndgribelige ved hjælp af det håndgribelige og i forvejen kendte (Burke 1969: 506 & Paine 1981: 188-189). Det medfører at metonymet kan være med til at lukke for politiske alternativer, og derigennem tjener de magtfulde bedst (Paine 1981: 189), hvilket også Herzfeld har understreget ved at kalde stereotyper for magtens diskursive våben (Herzfeld 1997:157).
Denne udlægning af politisk retorik giver et fastlåst indtryk af forholdet mellem, og brugen af, metonym og metafor, hvilket de to tropers tætte forbundethed også antyder. Paine understreger da også, at en taler, under selve talen, som regel vil variere sin brug af troper, og at det at have embederne ikke nødvendigvis er ensbetydende med at have magten (Paine 1981: 189-190). Det sidste skal forståes ud fra at der med embedet skal følge en indflydelse der svare til embedet, før man kan tale om at have magten (Ibid.). Metaforen fungerer altså ikke udelukkende som oppositionens værktøj, og metonymet som regeringens.
Karen Jespersens to udtalelser illustrerer udemærket hvordan en politiker varierer sin brug af metafor og metonym i omtalen af ét politisk tema, eksempelvis benytter hun sig af metaforen i udtalelsen med den øde ø. I sin kommentar til denne udtalelse gør hun brug af metonymet, i og med at hun taler om befolkningen, og dermed retorisk drager et skel mellem dem og de kriminelle indvandrere, der reduceres til kun at være kriminelle indvandrere, og dermed ikke er en del af befolkningen.
Den indbyrdes forbundethed mellem de to troper medfører at der løbende sker transformationer fra metonym til metafor og tilbage igen (Paine 1981: 194 & Burke 1969: 506). Transformationen kan forklares ved at metaforen tages i brug til at udfordre regeringen, og hvis det lykkes bliver de perspektiver der som udgangspunkt var alternativer langsomt til den gældende norm (metonymer), og medvirker dermed til at lukke for nye alternativer.
Denne gennemgang af de metaforiske og metonymiske processer i forbindelse med politisk retorik og magt, muliggør en afrunding af denne del af analysen. For at identificere metaforens rolle er det nødvendigt at inddrage stereotypen (metonymet) og repræsentationen (synekdoken) perker endnu engang, da jeg tidligere konkluderede at udtrykket perker blev vendt på hovedet og dermed ironiseret. Det viser sig dog at være en ikke helt fyldestgørende slutning, da OPS, gennem deres repræsentation af succesfulde indvandrere med mærkatten perker påklistret, skaber et nyt perspektiv (metafor) på perker. Med andre ord, er der tale om et samspil mellem metonym, synekdoke og metafor som udvikler sig til ironi, og de fire master troper danner således grundlaget for at man gennem humor kan deltage i den politiske debat. Det kan derfor undre at OPS ikke vælger at bruge metaforen på en mere direkte måde, eftersom deres mål er at udfodre de gældende praksiser der ligger til grund for den sociale interaktion mellem danskere og indvandrere, hvilket er en enddog meget politisk målsætning. I denne sammenhæng skal det huskes, at de forsøger at ændre en praksis, ikke at få direkte indflydelse på de politiske beslutninger. Sagt på en anden måde; politiske vittigheder og politisk humor er en måde at deltage i samfundsdebatten på, en erstatning for rigtig politik (jf Galnoor & Lukes 1985: xii).
Hvorfor kalder man det fremmedarbejdere? Der er jo ikke ret mange af os der har et arbejde. (Omar, i OPS kaldet ”perker-komikeren”)
Både Robert Paine og Michael Herzfeld har pointeret at man gennem tale kan handle og skabe handling, og de påpeger dermed at ord har betydning for dagligdagspraksiser (Paine 1981: 9 & Herzfeld 1997: 157). Stereotyper er som vist i kapitel 2 reducerende, og de associationer der følger med, er fastlåste og dermed svære at ændre. Metaforen derimod kan skabe nye perspektiver, og en del af dets styrke ligger netop i denne evne til at udfordre, men samtidig er det også denne egenskab der gør at man skal omgåes metaforen med en vis forsigtighed. I kraft af, at de nye perspektiver der skabes gennem metaforen ligner det gamle uden dog at være det, følger der med de nye perspektiver, altid nye muligheder for fortolkning. Denne afhængighed af eller åbenhed for fortolkning, flytter fokus fra den af afsenderen tilskrevne mening, til den af modtageren tillagte betydning. Det er både styrken og svagheden ved metaforen, da det konstruktive aspekt også åbner for misforståelser og fejlfortolkninger. For at begrænse misforståelser, må afsenderen være opmærksom på faktorer der ikke er udtalte, og som kan hjælpe modtageren med fortolkningen. Konteksten har med andre ord betydning for fortolkningen, og afsenderen må derfor være opmærksom på konteksten, eller, som Paine skriver, være med til at udforme og konstruere den (Paine 1981: 13).
Både politiske taler, som Paine beskæftiger sig med, og OPS’ humor en slags forestilling eller optræden, i og med at de gennem medierne er fremført for og tiltænkt hele offentligheden. Begge forsøger at påvirke, og herigennem enten at ændre eller fastholde, den eksisterende politiske orden. En politisk talers succes er ifølge Paine, i vid udstrækning afhængig af talerens evne til at overbevise sit publikum om sin politiske dagsorden (Paine 1981: 11). Det samme kan man sige gør sig gældende for en komiker, der skal overbevise publikum om morsomheden af sit show og samtidig få dem til at forstå det politiske budskab. Et vigtigt redskab hertil er form, publikum er tiltrukket af formen og det er formen der gør at publikum følger trop (Burke i Paine 1981: 12). Det er dog, som nævnt i forbindelse med Nyrup Rasmussen og Karen Jespersens udtalelser, en kunst at få indholdet til at stå frem over formen (jf Paine 1981: 12).
Da jeg tidligere har vist at politisk humor antager en overordnet metaforisk form kan det sluttes, at det er publikums mulighed for at tolke betydningen af budskabet der skal rive dem med. Ifølge Paine er det argumentets entymemiske form, en forkortet syllogisme, der fungerer som retorisk redskab til at overbevise publikum (Paine 1981: 13). En forkortet syllogisme vil sige, at en del af argumentet udelades, men denne del er indirekte forbundet med det udtalte, og ved hjælp af konteksten bør det udeladte være underforstået for publikum. Kommunikationsprofessor Jerry Palmer giver i sit studie af humor, ”Taking Humour Seriously”, et bud på hvor humor opstår og skaber mening; nemlig i interaktionen mellem den leendes bevidsthed og selve vittigheden (Palmer 1994: 93). Den sproglige åbenhed, som giver publikum mulighed for fortolkning, er altså nødvendig for at overbevise publikum, hvilket er første krav for succes. Endvidere er det i det rum, hvor taleren eller komikeren har givet sit budskab videre, at betydningen tillægges, hvilket igen afgør om budskabet er forstået eller misforstået - om der, for komikeren, er tale om succes eller fiasko.
Betydningen af budskabet bliver altså tillagt af publikum i kraft af deres fortolkning, mens det er op til afsenderen at begrænse mulighederne for fejltolkninger. Som Palmer påpeger er det derfor vigtigt at komikeren og publikum bliver enige om hvilken diskurs der tales ud fra, der indgåes med andre ord en aftale mellem publikum og komikeren om, at det han siger er ment som sjov eller underholdning (Palmer 1994: 97). Det virker plausibelt at publikum til et stand-up show forventer at blive underholdt af komikeren, hvilket også må gøre sig gældende for TV-seere der tænder for OPS.
Performance-aspektet i politisk retorik derimod understreges ved at publikum gennem retoriken får indtrykket af at der er en diskurs, uden at der egentlig er det (Paine 1981: 9). Som tidligere vist, benytter politisk humor sig af nogle af de samme retoriske redskaber som bruges inden for politisk retorik for at få det underliggende politiske budskab ud til publikum, med hvem der altså er enighed om en humoristisk diskurs. Det virker umiddelbart ulogisk, at der på den måde skulle være tale om på den ene side, at indgå en aftale med publikum om én diskurs, den humoristiske, og på den anden side, ved hjælp af retorik, at give dem indtryk af en anden, den politiske. Da det er et spørgsmål om opfattelse, overkommes denne uoverensstemmelse ved at inddrage begrebet synergi, som beskriver et fænomen der opfattes som havende to modstridende identiteter (Palmer 1994: 100). Det er denne egenskab ved politisk humor, der gør det muligt at tale om de to diskurser som sideløbende eksisterende, og herigennem supplerende for hinanden.
I ”A Theory of Play and Fantasy” beskæftiger Gregory Bateson sig bl.a. med to retninger af sprogets abstraktionsniveauer, som han kalder henholdsvis det metalinguistiske og det metakommunikative (Bateson 1972: 177 – 178). Begge foregår hovedsageligt implicit, men mens det metalinguistiske omhandler sproget, omhandler det metakommunikative forholdet mellem de talende parter (Ibid.: 178). Metakommunikationen omhandler både måden budskabet bliver sagt på, fx venligt eller vredt, og måden budskabet bør opfattes på, fx som sjovt eller tragisk, hvilket Bateson implicit forklarer ud fra eksemplerne; ”My telling you where to find the cat was friendly” og ”This is play” (Ibid.). Der er altså tale om metakommunikation når komikeren og publikum opnår enighed om en humoristisk diskurs.
Bateson tager udgangspunkt i aberne i Zoo og en af deres lege, som lignede kamp uden dog at være det. Aberne er blevet enige om, eller forstår at signalere til hinanden at der ikke er tale om kamp, men en leg der ligner kamp, ”this is play” (Ibid.: 179). Herudfra formulerer han sætningen;
”these actions, in which we now engage, do not denote what would be denoted by those actions which these actions denote” (Ibid.: 180).
Det følger heraf at det der udveksles gennem signalet ”this is play” i en hvis forstand ikke er ment, og at det der betegnes af signalerne ikke eksisterer (Ibid.: 183). Leg er på den måde både metaforisk og ironisk, da man skal kunne forstå at den legede kamp ikke skal opfattes som kamp i bogstavelig forstand, samtidig kan man gennem leg udkæmpe en symbolsk kamp, og derved med ironisk distance gå bagom legens metaforiske karakter. Det er det samme der sker når en komiker sender budskabet ”det er bare for sjov” til publikum, for på den ene side er det underholdning og på den anden side kan det have et seriøst politisk budskab.
I Februar 2001 blev en IT-medarbejder hos firmaet Haldor Topsøe fyret, fordi han havde videresendt en mail, der kunne opfattes racistisk. Mailen indeholdt mere præcist et ændret ansøgningsskema om asyl til Danmark, hvor afkrydsningsmulighederne ud for ansøgerens fødested bl.a. var; i en papkasse, og i en vejkant (Jyllands-Posten 27.03.02). Firmaet begrundede fyringen med at mailen var racistisk, mens den fyrede til sit forsvar sagde, at den var ironisk og at han havde videresendt den for sjov (Ibid.). Sagen er et tydeligt eksempel på den forvirring der kan opstå om intentionerne bag et budskab, når det, som her, kommer til at stå for sig selv uden metakommunikation. Hvis man vælger at tro, at manden havde racistiske intentioner med mailen, introducerer sagen et nyt aspekt af humor, nemlig den strategiske brug af humor som et frirum, hvor man kan sige ting der ellers ikke ville være accepterede, ved blot bagefter at hævde ”det var for sjov”.
Hvad Bateson vil frem til med begrebet metakommunikation er, at man gennem metakommunikationen sætter en ramme inden for hvilken budskabet skal tolkes. Rammen der sættes af signalet ”this is play” fremkalder et paradoks, da det signalerede, på en gang både er og ikke er, altså et forsøg på at skelne mellem to typer af kategorier (Ibid.: 190). Her er, som vist, en klar lighed mellem ”this is play” og humorens signal ”det er for sjov”, men parallelen står endnu tydeligere frem i forhold til politisk humor, som indeholder det paradoks at der skal skelnes mellem to sameksisterende diskurser. Bateson afslutter sin artikel med at konstatere,
”...without these paradoxes the evolution of communication would be at an end. Life would then be an endless interchange of stylized messages, a game with rigid rules, unrelieved by change or humor” (Ibid.: 193).
Jeg har tidligere vist, at politisk humor i vid udstrækning benytter sig af troper, og at metaforen er med til at videreudvikle sproget og at ironien kan rumme modsætninger og paradokser. Når Bateson hævder at forandring og humor er med til at variere og dermed videreudvikle sproget, er hans konstatering med til yderligere at underbygge denne tidligere pointe.
Ifølge Palmer er uoverensstemmelsen et hyppigt virkemiddel i vittigheder, et virkemiddel jeg har vist er til stede i politisk humor, både i kraft af metaforen samt i form af det iboende paradoks (Palmer 1994: 93). Palmer benytter sig ofte af psykologer til at underbygge sine pointer, da det er i modtagerens bevidsthed at opfattelsen og betydningstillægelsen finder sted (Palmer 1994). Således definerer Psykologen Suls uoverensstemmelse i humor som;
>”…the discrepancy between two mental representations, one of which is an expectation (presumably derived from for example the main body of a joke preceding the punch line) and the other is some idea or percept (for example, as contained in the punch line)” (Suls i Palmer 1994: 95).
Herudfra konkluderer Palmer at humor opstår I uoverensstemmelsen mellem publikums forventning til hvad der skal komme, og det der efterfølgende kommer (Palmer 1994: 95). Det vil sige at selve formen, der bygger på en uoverensstemmelse, i forlængelse af beskeden ”det er sjov”, yderligere er med til at metakommunikere diskursen ud til publikum.
I kapitlets indledende vittighed, metakommunikerer vittighedens krop, hvorfor kalder man det fremmedarbejdere?, den humoristiske diskurs til publikum, som vil være bekendt med formen og derfor vil forvente noget sjovt. Det sjove og overraskende i vittgheden er, at publikum bliver stillet et svar på spørgsmålet i forventning, men bliver præsenteret for indvandrerens egen undren over den uoverensstemmelse der er mellem indvandreres faktiske situation, der er jo ikke ret mange af os der har et arbejde, og deres benævnelse, fremmedarbejdere. Herigennem tvinges publikum, ved hjælp af paradokset, til at tage stilling til det ikke længere passende ord fremmedarbejder, hvorved humoren opfordrer til sproglig fornyelse. Samtidig præsenteres de for det politiske problem at de mennesker der kom til landet for over 30 år siden, for at afhjælpe manglen på arbejdkraft, nu er blevet overflødige. Der er altså tale om uoverensstemmelser på to niveauer, det rent formmæssige og selve indholdet.
Som skrevet i kapitel 2 forsøger OPS ved brugen af humor og ironi at gøre op med nogle af stereotyperne om indvandrere. Men ligesåvel som det at stereotypifisere er et udtryk for social poetics, er forsøget på at afvæbne stereotyperne et udtryk for samme. Et TV-program ikke kan gøre det alene, afvæbningen skal praktiseres blandt folk. Når OPS på den måde opfordrer til en ny form for praksis i forhold til visse ord, er det pudsigt at notere sig at Jonathan Schwartz i en artikel i dagbladet Information fra juli 2000, altså et år før OPS sendes i TV, tager udgangspunkt i en vittighed svarende til den ovennævnte (Schwartz i Information 04.07.00). Schwartz overværer, i køen indtil Vanløse Stadion, en ordveksling mellem indvandrerne i køen, hvor én ved synet af en stor gruppe indvandrere råber, ”Nu kommer alle fremmedarbejderne”, hvorpå der prompte råbes tilbage, ”Nej, nu er vi bare fremmede” (Ibid.). Det pudsige består i at Schwartz har oplevet samme vittighed opstå som social poetics, dog med den tvist at pointens fokus her er flyttet til indvandrernes identitet frem for arbejdsløshed blandt indvandrere som politisk problem. Uden at kunne sige det med sikkerhed, tyder det på at OPS ikke har fundet på alt deres materiale selv. Hermed understreges det at social poetics opstår i mødet mellem hverdagspraksisen og magtstrukturerne, og at der er tale om gensidig påvirkning (Herzfeld 1997: 158).
Jeg har altid sagt at indvandrerdebatten er en skyttegravskrig. Der er bare ikke nogen, der har givet os indvandrere ammunition (Omar, ”perker-komikeren”)
Rammerne for den politiske humor, der analyseres her, sættes dels af beskeden ”det er bare for sjov” og dels af indvandrerdebatten. Første del er afhængig af, at der gennem metakommunikation opnåes enighed om, at det faktisk kun er for sjov. Anden del er en abstrakt størrelse, der i princippet kan indeholde alle udsagn, hændelser, love og mennesker som har berøring med indvandrere, og som dermed er afhængig af hvordan komikeren får afgrænset begrebet.
Når OPS bruger ordet perker i titlen til programmet er det et eksempel på, at de mener at det implicitte budskab til TV-seerne, ”det er for sjov”, er tydeligt nok til ikke at blive misforstået. De mener at have tilladelse til at bruge den politisk ukorrekte term, fordi de opfatter det som underforstået, at de ikke mener det når de betegner indvandrere som perkere. Da OPS er et TV-program bliver det metakommunikative aspekt endda ekspliciteret i form af genrebetegnelser i avisernes programoversigt, hvor OPS blev kaldt Satire (Aktuelt 15.03.01). Det til trods, vakte programmet og titlen nogen utilfredshed i indvandrerkredse, og som det fremgår af følgende debatuddrag er ikke alle enige om diskursen eller om dens gennemslagskraft:
”Humor og ironi kan være med til at nedbryde hinandens fordomme og myter, men ét er at ironisere bestemte grupper, herunder etniske minoriteter, og noget helt andet er at bruge hadefulde udtryk mod en bestemt gruppe. På dette grundlag kan perker ikke betegnes som et neutralt udtryk.” (Osama Al-Habahbeh i Information 24.04.01).
I dette tilfælde handler det ikke om, at metakommunikationen ikke er forstået korrekt af modtageren, og at han dermed misforstår budskabet, men i højere grad om at han ikke tror på den positive effekt af ironi. I modsætning hertil har en af idemændende bag OPS i et interview udtalt, at
”...ordet perker og fordommene forsvinder ikke ved, at vi lader som om, de ikke er der. Nu sætter vi dagsordenen.” (Jyllands-posten 16.03.01).
Den uenighed der her kommer til udtryk, drejer sig om betydningen af ord, og gør dermed ord til et centralt tema i indvandrerdebatten.
Jeg har tidligere ved hjælp af Herzfeld vist, at ord ikke er neutrale, at de kan gøre skade, en holdning som både Al-Habahbeh og de kreative folk bag OPS tilslutter sig (Herzfeld 1997: 157). Uenigheden går på hvordan de forholder sig til disse skadende ord. Skal man på den ene side forsøge at tie dem ihjel, eller skal man forsøge at afvæbne dem. Jeg har i kapitel 2 vist hvordan OPS forsøger at afvæbne stereotyperne ved at vende dem om, og heri ligger også et opgør med den modsatte tilgang. OPS beskylder ikke nogen direkte for at være politisk korrekte, men ved selv at være bevidst politisk ukorrekte, bliver deres humor et opgør med den eksisterende konformisme som de mener er til stede blandt mange indvandrer-politikere (Ekstra Bladet 18.03.01). Forsøget på at tie stereotyperne ihjel, er et udtryk for politisk korrekthed, hvilket den tidligere omtalte fyring også kan tolkes som.
Begrebet politisk korrekthed har sin oprindelse i 1970’ernes universitetsverdenen i USA, hvor det især blev brugt i minoriteters kamp for ligestilling i forbindelse med ansættelser, det være sig både etniske og seksuelle minoriteter (Saper 1996: 1 & Schwartz 2002: 16). Fra universitetskredse har begrebet spredt sig til store del af verden, og benyttes især i kampen for at erstatte nedsættende og racistsiske ord og vendinger med neutrale, eksemplevis homoseksuel i stedet for svans, nydansker eller indvandrer i stedet for perker (Schwartz 2002: 16). Visse ord og temaer bliver på den måde gjort til tabu, og hvis de er tilstrækkeligt grove kan man i Danmark, under racisme-loven, blive straffet for brug af dem. Hvor begrebet som oftest henviser til en norm, kan man betegne racisme-loven i Danmark som et udtryk for institutionaliseret politisk korrekthed. Politisk korrekthed er en konsensus om en norm, men når det udtales bliver det et skældsord, som skal ramme personer der ukritisk tilslutter sig disse gældende regler og normer (Ibid.).
Den amerikanske antropolog Jonathan Friedman, der er bosat i Sverige, beskriver i artiklen ”Rhinoceros 2” politisk korrekthed.
“As a discursive process, political correctness categorization is a form of essentialism that links numerous categories by means of spatial or semantic association in a complex whole that helps maintain a moral order in conditions of threat of disorder.” (Friedman 1999: 13).
Ifølge Friedman er politisk korrekthed et våben der tages i brug af den siddende elite for at bevare den eksisterende moralske orden (Ibid.). Friedmans artikel og en række svar derpå, er kulminationen på en ophedet debat blandt antropologer i Sverige om indvandrere, hvor beskyldninger om racisme og politisk korrekthed blev slynget frem og tilbage mellem de implicerede parter (Schwartz 2002: 17).
Den svenske konflikt startede i 1997, da antopologen Kajsa Eckholm Friedman holdt et fordrag for organisationen Folkviljan och Massinvandring, der associeres med fremmedfjendske holdninger, hvilket blev tolket som om Eckholm Friedman tilsluttede sig disse holdninger (Schwartz 2002:17 & Friedman 1999: 2-4 &14). For at tage brodden af beskyldningerne skrev hun en artikel i dagbladet Dagens Nyheter, hvor hun præsenterede kernepunkterne fra foredraget, her hævdede hun bl.a. at Sverige er ”truet af udefrakommende tentakler”, en udtalelse hun senere forsøgte at modificere (Ibid). Denne kraftige metaforik afstedkom beskyldninger om medvirken til udbredelsen af fordomme, og endnu flere om racisme (Ibid.). Af frygt for at svensk antropologi skulle komme i miskredit, tog størstedelen af Sveriges antropologer officielt afstand til Eckholm Friedmans udsagn (Hannerz, Dahl & Dirlik i Friedman1999:14-20). Ægteparret Friedman tog til genmæle, ved at beskylde resten af antropologerne for at have en fastlåst opfattelse af multikulturalisme, for at være uvillige til at debattere alternative tilgange og for politisk korrekthed (Friedman 1999: 7-9). Friedman fortsætter sin anklage med at hævde, at han og hans kone er blevet isoleret fra antropologiske kredse på baggrund af sladder der har stigmatiseret dem ydeligere, de har, med hans ord, været ofre for en heksejagt (Ibid.: 11-12).
Der er flere aspekter i konflikten der er interessante i relation til den danske indvandrerdebat, heriblandt brugen af metaforer så kraftige at de vækker utilsigtede negative associationer, samt modsætningsforholdet mellem politisk korrekthed som skældsord og en politisk holdningstilkendegivelse i forhold til brugen af negativt ladede ord. Men mest af alt understreger konflikten at ord har betydning, og at ord kan gøre skade enten på enkeltpersoner og grupper eller på en debat, her indvandrerdebatten i Sverige.
I et forsøg på at overføre nogle af erfaringerne fra den svenske debat til Danmark, bliver det tydeligt, at den danske regering med racisme-loven forsøger at indføre og opretholde en moralsk orden, en orden der klassificerer bestemte ord som værende fornærmende og nedværdigende, og derfor forbudte. Herigennem sættes også rammerne for debatten, da en konsensus om at visse emner og ord er upassende besværliggør en åben debat. På den måde danner den politiske korrekthed både rammen for indvandrerdebatten, og fungerer samtidig som præmissen, da den bestemmer hvilke ord og vendinger der må inddrages.
Jeg vil, i bestræbelserne på at argumentere for stadig at kunne benytte begrebet indvandrerdebat som ramme frem for politisk korrekthed, vende tilbage til Bateson og hans teori om leg. Bateson kommer fra sit udgangspunkt i legen frem til, at rammen bliver en del af præmissen, eftersom det metakommunikerede ”this is play” både sætter rammen, men samtidig fungerer som en del af fortolkningsgrundlaget, for de udsagn det indeholder (Bateson 1972: 188). I tilfældet politisk humor støder vi på paradokset med de to diskurser, men da jeg har vist at politisk humor ikke er rigtig politik, må den metakomunikative besked ”det er for sjov” opfattes som dominerende over beskeden ”vi taler indvandrerdebat”, der ikke råder over samme dobbelthed som førstnævnte. Bateson refererer til psyko-terapien, hvor to personer, terapeut og patient, interagerer inden for formulerede rammer, hvor reglerne er implicitte men modtagelige for forandring (Ibid.).
”Such change can only be proposed by experimental action, but every such experimental action, in which a proposal to change the rules is implicit, is itself a part of the ongoing game” (Ibid.).
Når komikeren har sat scenen for at der er tale om sjov, har han samtidig åbnet muligheden for, at han kan inddrage politisk ukorrekte ord og vendinger for at eksperimentere med brugen af dem, herigennem kan stereotyperne afvæbnes og den gældende norm udfordres. Det forbud der er indeholdt i den politiske korrekthed, mister dermed sin gyldighed, da det forbudte ord ikke længere vil have de samme negative associationer tilknyttet. Hele denne proces foregår som ”sjov”, men ved at inddrage ord som har været sat uden for indvandrerdebatten bliver de pludselig en del af samme debat, og reglerne er dermed blevet ændret. Den politiske humors iboende paradoks, de to sameksisterende diskurser, muliggør dermed en udfordring af normerne. Det må derfor kunne konkluderes at den politiske korrekthed er en del af indvandrerdebatten, og ikke omvendt.
Denne delkonklusion er dog kun rettet mod den nuværende danske indvandrerdebat, da man sagtens kan forestille sig situationer hvor den politiske korrekthed er så dominerende at der selv inden for en humoristisk diskurs vil være tabuer. Det centrale i denne sammenhæng, hvilket også fremgår af argumentet, er det processuelle i forløbet, normen der til stadighed bliver udfordret eller begrænset. Både den svenske konflikt og uoverensstemmelsen i Danmark udspringer af netop det procesuelle, da begge drejer sig om en forhandling af hvilke elemeter indvandrerdebatten skal indeholde og hvordan den skal udforme sig. I Sverige blev konflikten dog skæmmet, måske endda overskygget, af personlige angreb, hvilket Danmark har været forskånet for.
Vittigheden i begyndelsen af afsnittet beskriver, ved hjælp af krigsmetaforer, den danske indvandrerdebat. Danskere og indvandrere sviner hinanden verbalt til uden ellers at interagere (skyttegravskrig), dog med det forbehold at danskerne, i modsætning til indvandrerne, har haft rigeligt med stereotyper (ammunition) til at kategorisere indvandrerne, og herigennem skade dem. Det sjove ved vittigheden er det entymemiske spil, altså at noget udelades og dermed bør være underforstået, fordi vittigheden i sig selv er det underforståede, og dermed giver ammunition til indvandrerne. Vittigheden er ikke et opgør med en specifik stereotyp, budskabet er mere rettet mod debatten som helhed, og bliver således medbestemmende for hvordan denne skal udforme sig. Vittigheden kan ses som OPS’ programerklæring om bevidst politisk ukorrekthed, en anden måde at sige;
”...ordet perker og fordommene forsvinder ikke ved, at vi lader som om, de ikke er der. Nu sætter vi dagsordenen.” (Jyllands-posten 16.03.01).
Stem på din fætter! (Naser Khaders valgkampagne 2001, det Radikale Venstre)
OPS er dog ikke de eneste eller de første i Danmark der forsøger at bruge humor til at gøre op med fordommene i indvandrerdebatten, en af de medvirkende i OPS har været med til at lave det populære computerspil Mujaffa-spillet. Spillet blev lavet i forbindelse med et radio-program på DR’s P3 og hed i første omgang Perker-spillet, hvilket affødte protester og beskyldninger om racisme mod Danmarks Radio, hvorefter navnet blev ændret. Spillet går i korte træk ud på, at en indvandrer (Mujaffa) skal skaffe ekstraudstyr til sin BMW, køre rundt og samle guldkæder, score lyshårede danske piger og hilse på sine fætre (www.dr.dk/skum/mujaffa/spil.htm).
Når spillet ikke blev accepteret under navnet Perker-spillet, men uden større debat kunne fortsætte som Mujaffa-spillet, skal det ses i lyset af de tidligere omtalte meget negative associationer der er knyttet til Perker. Spillet gør på en gang grin med to stereotyper; indvandrerdrenge med guldkæder der cruiser i deres biler med store musikanlæg, og danske piger der er lette på tråden. Endvidere gøres der grin med den stereotype opfattelse af at indvandrere har store familier, i og med at alle i spillet er fætre. Det at der gøres grin med både stereotypifiserede indvandrere og danskere, gør det forholdvist nemt at tilbagevise beskyldningerne om racisme, samtidig metakommunikerer denne dobbeltsidede ironiseren at spillet er humoristisk ment. Chock beskriver stereotyper som relative, da de tilskrives betydning eller bliver evalueret ud fra den givne situation (Chock 1987: 351), således er Mujaffa-spillet blevet enddog meget populært både blandt unge indvandrere og danskere, samtidig med at hilsnen, ”Wolla min fætter”, fra spillet en overgang var populær i begge lejre.
Gennem Mujaffa-spillet lykkes det altså at skabe en praksis hvor stereotypen ironiseres, dog hovedsageligt inden for ens egen gruppe. Denne opretholdelse af skellet mellem grupperne, mener jeg, skal ses som et udtryk for en udbredt bevidsthed om den institutionaliserede politiske korrekthed. Eftersom spørgsmålet om racisme allerede har medført en ændring af spillets navn, vil det være svært for en dansker at kalde en indvandrer for fætter, da det, på trods af den åbenlyse reference til spillet, måske vil blive opfattet forkert. Her understreges det relative ved stereotypen, da den inden for egen gruppe er accepteret, mens den på tværs af gruppenskellet ikke er det.
Da der her er tale om en praksis og ikke en performance, er det altså ikke kun et spørgsmål om at metakommunikere at ”det er for sjov”. Mary Douglas påpeger i hendes studie af jokes i Afrika, at man skal være opmærksom på, at en joke skal opfattes som en joke, men også at den skal tillades som joke (Douglas 1999: 152). Det samme gør sig altså gældende i Danmark, da man risikerer at modtageren bliver fornærmet og i ekstreme tilfælde vil anklage én for racisme, hvis ikke man har fået vedkommendes tilladelse til at ironisere over stereotypen. Tilladelsen til at lave sjov med hinanden skal enten metakommunikeres eller signaleres på anden vis, i tilfældet fætter er det herkomst eller udseende, der signalerer at det er tilladt at ironisere over stereotypen.
I forlængelse af denne problematik vil jeg for en kort bemærkning inddrage Radcliffe-Brown, der ligesom Douglas har beskæftiget sig med jokes i Afrika. Hans funktionalistiske tilgang til emnet, resulterede i hans analyser af slægtskabsrelaterede jokingrelationships, hvor jokingrelationships er en væsentlig faktor i opretholdelsen af den sociale orden (Radcliffe-Brown 1954: 91-95). Jokingrelationships er kort fortalt, et institutionaliseret forhold, hvor visse personer har lov til at joke med hinanden i kraft af deres slægskabsrelation, ofte er der tale om relationen mellem nevø og morbror, selvom Radcliffe-Brown identificerer adskillige variationer (Ibid.: 95-97).
Gennem stereotyper, som eksempelvis perker, fremmedarbejder eller for den sags skyld indvandrer, har man samlet alle indvandrere i samme kategori. Inden for denne kategori er det i en hvis udstrækning tilladt at ironisere over stereotypen om store familier, hvilket, ironisk nok, konstruerer et slægtskab. Det konstruerede slægtskab, er på den måde medvirkende til opretholdelsen af skellet mellem danskere og indvandrere, altså en opretholdelse af den eksisterende sociale orden, hvilket i en hvis udstrækning gør det muligt at tale om et jokingrelationship. Den praktiserede ironi afspejler således den sociale orden og indskriver herigennem samtidig sig selv i den (jf Chock 1987: 350).
Den interne accept af den ironiserende brug af stereotyper er dog ikke et ukendt fænomen, eksempelvis har det blandt afro-amerikanere i USA gennem en årrække været accepteret at man kalder hinanden nigger, mens det er racistisk hvis en hvid bruger ordet. Det samme gør sig gældende med perker i Danmark, hvilket sikkert også har haft indflydelse på den udbredte accept, og forholdsvis lille mængde af kritik, af brugen af perker i OPS’ titel.
Naser Khaders slogan ”stem på din fætter” gør brug af entymemiske virkemidler, da det bevidst spiller på det underforståede, som modtageren skal tolke ud af kampagnen (jf Paine 1981: 13-14). I dette tilfælde er der en klar reference til Mujaffa-spillet, og den ironiseren over stereotypen om de store familier, der er gået hen og blevet praksis. Men det fine ved Khaders kampagne er, at han, som jeg tolker det, ironiserer over det underforståede, forstået på den måde at han ironiserer på noget der allerede er ironiseret. Han gør med andre ord sig selv til hele Danmarks fætter, og overskrider dermed det eksisterende skel mellem danksere og indvandrere, samtidig med at han bringer humor ind i valgkampen. Nogen vil hævde at Khader, ved på den made at personificerere overskridelsen af skellet mellem grupperingerne, er for moraliserende og selvsmagende, men det ændrer ikke ved ironiens afsløring af stereotypen, hvilket Chock formulerer således;
”Speakers can through irony, reveal the descriptive emptiness of ethnic categories even as they deploy them in moralizing discourses” (Chock 1987: 351).
I har været for hvide! (Omar, ”Perker-komikeren”)
Ovenstående replik bliver brugt som afslutning på showet, når Omar optræder som ”perker-komikeren”, og fungerer som komikerens tak til et godt publikum. Replikken spiller på udtrykket ”I har været for fede”, hvor der er tale om en gradbøjning som overgår fedest, hvilket igen overgåes af det at være ”for hvid”. Afslutningen på showet er dermed en gentagende ironisering over opfattelsen af at det er bedre at være dansk, hvilket både henviser til selvhøjtidelige danskere og til indvandrere der mener at danskere altid bliver forfordelt fordi de er danskere. Samtidig berører bemærkningen også spørgsmålet om i hvor høj grad indvandrere skal tilegne sig danske værdier. Sagt med andre ord handler spørgsmålet om hvorvidt indvandrere skal opføre sig dansk, og i så fald, hvor dansk, eller om man vil, hvor hvidt, skal de så opføre sig? Da dette er afslutningen på showet, gives der ikke noget svar på de spørgsmål der således stiller sig til sidst, hvorfor den nemme løsning ville være at konkludere: ”Fedt, jeg er for hvid”.
Det vil dog være for nemt og samtidig ikke give analysen den afrunding den fortjener. I mit forsøg på at analysere mig frem til hvordan politisk humor tillægges betydning, er jeg uundgåeligt kommet ind på hvilken betydning der er blevet tillagt den indvandrerpolitiske humor, hvilket jeg også har vist gennem hver enkelt inddraget vittighed. Men ligesom den politiske humor har både overordnede og underordnede faktorer der spiller ind på betydningstillæggelsen, har også OPS’ humor over- og underliggende budskaber og betydning. Det overordnede buskab, at gøre op med fordommene, er også blevet udtalt af folkene bag programmerne, men den underliggende betydning heraf er tæt forbundet til midlet, nemlig ironien. Ironien er nemlig både det værktøj der bruges til at formidle opgøret med fordommene, samtidig med at det sætter folk i stand til selv at praktisere opgøret i dagligdagen. Den underliggende betydning bliver altså en form for empowerment.
Denne tætte sammenhæng mellem betydningstillæggelsen som proces og den mere specifikke betydning, afspejler sig i en tilsvarende tæt sammenhæng på analytisk plan, mellem den politiske humors form, kommunikationen af diskurs, og de fire hovedtropers fleksibilitet og åbenhed for fortolkning. Troperne er dermed , som vist, både en del af formen, en del af diskursen, en del af kommunikationen af diskurs og en del af selve beskeden. Da det er disse faktorer der er centrale for betydningstillæggelsen, indtager troperne således en central position i denne proces. Troper er dermed både med til at skabe humor, i kraft af at humoren formidles gennem troper, men troper bliver samtidig også skabt gennem humor, i kraft af den åbenhed der efterlades til fortolkning. Ironien fremstår dog i forbindelse med humor som den vigtigste trope, hvis man da kan tale om at en trope er vigtigere end andre, da de jo er tæt forbundet. Grunden til at jeg alligevel vover skindet til sidst, er at ironien, i egenskaben af at kunne vende tingene på hovedet kan skabe ny betydning, også til de andre troper.
Når OPS forsøger at vise hvilken retning samfundet skal bevæge sig i, for at det kan sammenlignes med den paradisiske forestilling, der blev nævnt i indledningen, er de dog langtfra de første der har søgt at gøre det gennem humor og ironi. Netop den politiske dimension til humoren og ironien illustreres fint af denne beskrivelse af den middelalderlige hofnar;
”fools know...that it’s under normal circumstances that the world is upside down, and therefore to set it arse-about-head is putting it back the right way up” (Faivre i palmer 1994: 48).
Bateson, Gregory (1972)
“Metalogue: Why do things have outlines?” pp. 27-32 & “A theory of play
and fantasy” pp. 177-193 i Steps to an ecology of mind, Northvale: Aronson.
Boskin, Joseph (1987)
“The complicity of humor: The life and death of Sambo”, i John Morreall (ed.)
The philosophy of laughter and humor, Albany: State university of New
York press.
Burke, Kenneth (1969)
“Four master tropes” pp. 503-517 i A grammar of motives. Berkeley: University
of California Press.
Chock, Phyllis Pease (1987)
“The irony of stereotypes: Toward an anthropology of ethnicity” pp. 347-367
i Cultural Anthropology vol. 2 Nr. 3.
Douglas, Mary (1999) [1975]
“Jokes” pp. 146 – 164 i Implicit meanings. Selected essays in anthropology.
London & New York: Routledge.
Fernandez, James W. (1991)
“Introduction: Confluents of inquiry” pp. 1-13 i J. W. Fernandez (ed.)
Beyond Metaphor: the Theory of tropes in anthropology. Stanford: Stanford
University Press.
Friedman, Jonathan (1999)
“Rhinoceros 2. + Comments” i Current Anthropology, vol. 40 nr. 5.
Galnoor, Itzhak & Steven Lukes
(1985)
No laughing matter. A collection of political jokes, London: Routledge
& Kegan Paul.
Herzfeld, Michael (1997)
Cultural intimacy. Social poetics in the nation-state, New York &
London: Routledge.
Lévi-Strauss, Claude (1997) [1955]
Tristes Tropiques, New York: Modern Library.
Lévi-Strauss, Claude (1994) [1962]
Den vilde tanke, København: Samlerens Bogklub.
Paine, Robert (ed.)
(1981)
“When Saying is Doing” pp. 9-24 & “The political uses of metaphor and metonym:
An exploratory statement” pp. 187-200 i Robert Paine (ed.) Politically speaking.
Cross-cultural studies of rhetoric. Philadelphia: Institute for the study
of human issues.
Palmer, Jerry (1994)
Taking humour seriously, London & New York: Routledge.
Radcliffe-Brown, Alfred Reginald
(1954) [1952]
“On joking relationships.” & “A further note on joking relationships.” pp.
90-116 i Structure and function in primitive society. Essays and addresses,
New York: The Free Press.
Sahlins, Marshall (1994) [1993]
“Goodbye to Tristes Tropes: Ethnography in the Context of Modern World History”
i R. Borofsky (ed.) Assessing Cultural Anthropology, New York: McGraw-Hill.
Saper, Bernard (1996)
“Joking in the Context of Political Correctness” i Australian Journal of
Comedy, vol 2 nr.1, www.ozcomedy.com/journal/21saper.htm
Schwartz, Jonathan (2002)
“Baseball og bederemme. Phillip Roths fiktion læst fra Danmark” i Udsyn,
nr. 1 marts 2002.
White, Hayden (1978)
”The tropics of history: the deep structure of the ‘new science’” Pp. 197-217
i Tropics of discourse: Essays in cultural critisism. Baltimore: John
Hopkins university Press.
Al-Habahbeh,
Osama (2001)
”Debat: Perkerdansk; Den lille ironiserende racisme”
i Information, 24.04.01.
Enggaard, Michael (2001)
”Sprog: Perker er stuerent i debat” i Jyllands-Posten, 16.03.01.
Rehling, David
(2000)
”Leder: Karens Ø” i Information, 26.08.00.
Rostgaard, Anders (2002)
”E-mail kostede jobbet” i Jyllands-Posten,
27.03.02.
Schwartz, Jonathan
(2000)
”Kronik: Muskler eller muslimer” i Information, 27.04.00.
Wassmann, Susse (2001)
”Interview: Al Agami, Farshad Kholghi og Omar Marzouk. (Perkere for altid)”
i Ekstra Bladet, 18.03.01.
Østergaard-Nielsen,
Martin (2000)
”Applaus til Karen J” i Information, 15.09.00.
OPS (Oplysning om Perkere til Samfundet) 8 afsnit på DR2, hver torsdag fra den 15.03.01
[1]Eftersom man inden for lingvistikken har oversat den engelske term ”tropes” til troper, vil troper blive foretrukket frem for billedsprog og billedligt udtryk, da troper giver en bredere forståelse af ”tropes” end de andre danske oversættelse indikerer.