Civil Samfundet
I lys af diskursiv handling
i Danmark og Albanien
Morten Nielsen
Student essay ved Institut for antropologi, Københavns Universitet, 1999
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/S/Schwartz_J_02.htm. |
Nationalstaten er i krise. I stigende grad konfronteres den af en stadig strøm af mennesker på tværs af tidligere faste grænser, hvilket producerer en 'transnational destabilisering' (Appadurai 1995:204). National stater baserer fundamentalt deres legitimitet på en "…meaningful presence in a continous body of bounded territory" og virker ved at politicere grænser, konstruere borgere og dermed producere et 'folk' (op.cit.213). Strømmen af mennesker har dog ændret forholdet mellem territorium og tilhørsforhold, hvilket har forringet nationalstatens muligheder for at reproducere 'nationale borgere' (op.cit.214). Dette er dog ikke en proces der foregår uden aktiv indgriben. Arjun Appadurai beskriver i 'The Production of Locality' (1995), hvordan stater i respons til den 'transnationale destabilisering' i stadig stigende grad forsøger at redefinere deres nationale rum og dermed genvinde en legitim status som et afgrænset hele, der kan tjene som meningsgivende kontekst for individers handlinger (op.cit.213).
Jeg vil i dette essay vise, hvordan begrebet 'civil samfund' er blevet et vigtigt redskab i politiske aktørers betræbelser på at bibeholde nationalstatens centrale plads i verden. Dette begreb er i løbet af de sidste ti år gået fra en position som en teoretisk kuriøsitet til at have en plads på den politiske dagsorden. Eksplicit er dette sket i relation til de voldsomme transformationer i de tidligere socialistiske regimer i Øst-europa, hvor opløsningen af rigide statsstrukturer har givet plads for redefineringer af det sociale rum, hvilket vestlige politiske aktører har deltaget aktivt i primært gennem bistandsprojekter(1).
Implicit bruges 'civil samfund' som støttepille for argumenter, der mangler en konstant til at definere, hvordan et nationalt rum skal konstitueres. Ved at henvise til 'civil samfundets' normative grundlag, gør forskellige politiske aktører brug af begrebet i bestræbelserne for at lade deres udlægning af det nationale rum syne som objektiv sandhed. Jeg skal i nedenstående afsnit udbygge og eksemplificere disse antagelser.
Begrebet 'civil samfund' udspringer af en politisk ideologisk diskussion om det grundlag, et samfund bygger på: Præmissen for, at en social orden med kontinuitet kan konstitueres, er etableringen af tillidsstrukturer, der på et generelt plan eliminerer den uforudsigelighed, der er et aspekt ved al social interaktion (Seligman 1992:169). Dette sker primært gennem konstitueringen af individets ukrænkelige rettigheder, der genererer en almen 'metafysisk lighed'. Når individet indtræder i en social orden indgår han samtidig en 'kontraktuel aftale' med de andre medlemmer om at overholde rettighedernes ordlyd, og de implicitte begrænsninger dette uværgeligt medfører (ibid). 'Civil samfundets' primære opgave er derved at sørge for, at de enkelte statslige, institutionelle og individuelle aktører ikke misbruger deres magt-potentiale, men overholder den implicitte etablerede 'aftale'.
Men er denne samfundsmæssige opdeling egentlig brugbar? 'Det civile samfund' er og kan kun være en teoretisk abstraktion, der ikke desto mindre tillægges et agentur, det kun kan opretholde, hvis man a priori forudsætter, at individer i dette sociale rum handler i overensstemmelse med dets rationale. Et rationale, der definerer magt som noget, der kan besiddes, holdes i ave eller misbruges. Ydermere hviler civil samfundsbegrebet på et ideologisk paradoks, der gør dets endelige konstituering umulig: Realiseringen af individets ukrænkelige rettigheder har grundlæggende fjernet fokus fra fællesskabet til individet, hvorved selve præmissen for 'civil samfundet' udhules (Seligman 1992:146).
Jeg vil følgende hævde, at man ikke kan forstå de sociale processer og magtrelationer begrebet angiveligt dækker over, hvis det analytiske arbejde som første princip har civil samfundets ubestridelige realitet. Derefter vil jeg introducere en analytisk tilgang, der på en mere dynamisk måde kan forklare de samfundsprocesser, der skærer igennem de grænser, relationsparret 'stat' kontra 'civilsamfund' har opsat: Michel Foucault betoner gentagne gange gennem sit forfatterskab det utopiske i at se magt som en ting, der kan besiddes og hvis virkninger, man dermed kan føre tilbage til et oprindeligt centrum (Foucault 1995:94). Derimod skal magt ses som en relation og derfor også som et aspekt ved al social samhandel, hvilket umuliggør en tilbageførsel til et magt-locus. Magt får determinans og retning ved gennem et utal af lokale taktikker og styrkeforhold at blive indsat i overordnede strategier. Et centralt begreb er i denne sammenhæng diskursen, der underligges magtstrategier ved igennem produktionen af sandhed at understøtte disses rationalitet (Foucault 1980a:133).
På baggrund af disse teoretiske antagelser vil jeg derfor i det følgende hævde, at 'civil samfund' er at se som et diskursivt objekt, der tjener en specifik strategisk rationalitet om at reproducere og dermed bevare nationalstatens legitimitet. I dette essay vil jeg altså grundlæggende forsøge at forklare, hvorfor politiske aktører stadig henviser til begrebet trods dets paradoksale ideologiske forankring. Det vil dermed være en diskussion, der som centrum har begrebet 'civil samfund'. I forhold til dette vil jeg eksemplificere, for at belyse hvordan det bruges i praksis. Begrebet har alts
Første del af dette essay er en teoretisk diskussion af først den instrumentelle betydning og siden de ideologiske forudsætninger for 'civil samfundsbegrebet'. Her vil de primære bidrag være teoretiske synspunkter hentet fra John Keane (1998), Adam Seligman (1992) og Ernest Gellner (1994).
I anden del præsenterer jeg Foucault's magt- og diskursanalytik som alternativ forståelsesramme for de processer og magtrelationer, der skærer igennem oppositionsparret 'stat' - 'civil samfund'.
Denne bruges samtidig som kritisk analyseredskab i studiet af begrebet. Foucault's teori vil afslutningsvis i afsnittet blive kombineret med aspekter af Laclau og Mouffe's diskursteori (1985).
I tredje del vil jeg gennem to empiriske eksempler vise, hvordan begrebet virker som diskursivt objekt og strategisk magtredskab. Dette vil være Steven Sampson's analyse af eksporten af civil samfundsbegrebet til Albanien (1996) og et læserbrev af Bertel Haarder (1999). Derved håber jeg samtidig at anskueliggøre, hvilke styrker og svagheder Foucault's tilgang har for et antropologisk arbejde. I dette afsnit vil der endvidere være teoretiske bidrag fra Paul Ricoeur (1993), Michel de Certeau (1982) og Katherine Verdery (1991). Sidst i afsnittet vil jeg genindsætte begrebet i Appadurais teori om nationalstaten (1995).
Når man analyserer de forskellige udlægninger af 'civil samfund' i den igangværende debat, bliver det hurtigt klart, hvor problematisk det er at udlede én definition af begrebet. Derimod er det nemmere at afgrænse diskussionens teoretiske referencepunkter i forhold til hvilke, de forskellige forfattere placerer deres argumenter:
Det bærende fundament i diskussionen er det problematiske forhold mellem 'staten' og 'civilsamfundet'. Hvis man tilsidesætter den radikale marxistiske historiske dialektik, der som historisk endepunkt har opløsning af både stat og 'civil samfund' (Gellner 1994:57), er der en generel enighed om, at statens tilstedeværelse i samfundet er uundgåelig (Keane 1998:56, Gellner 1994:211). Ernest Gellner viser, at hvor markedet tidligere var for svagt til at konstituere sig som autonomt domæne, er det nu så stærkt, at statslig regulering er nødvendig (Gellner 1994:170). Hermed opstår der altså en kontinuær spænding mellem personlige interesser og en statslig regulering af samme. Derfor er en kontrol af statens excesser ligeledes en nødvendighed, hvilket er 'civil samfundet's ypperste opgave. Gellner skriver:
"Civil society is that set of diverse non-governmental institutions which is strong enough to counterbalance the state and, while not preventing the state from fulfilling its role of keeper of the peace and arbitrator between major interests, can nevertheless prevent it from dominating and atomizing the rest of society"(Gellner 1994:5).
I Gellner's udlægning fremstår 'civil samfundet' som en social og kulturel følge af modernitetens industrialisering. Det er vores uundgåelige skæbne og repræsenterer et historisk moment, hvorfra vi ikke kan eller vil vende tilbage til tidligere samfundsformer (op.cit.:213). Gellner stiller 'vores' 'civil samfund' overfor det marxistiske totalitære regime(2). Denne kommunistiske ideologi bliver for Gellner alt det, 'vi' ikke kan acceptere, nemlig en total fusion af politiske ideologiske og økonomiske hierakier, der (for forfatteren) naturligt nok resulterede i totalt atomiseret individualiseret samfund, hvis katastrofale følger blev åbenbare for enhver i 1989 (op.cit.:4). Derfor bliver det for Gellner vigtigt at skelne 'vores' 'civil samfund' fra alt det, 'vi' ikke kan acceptere. Begrebet bliver dermed et entydigt universelt ideal, forbeholdt Vesten.
Problemet med alle idealer er deres henvisen til den evigtgyldige Sandhed, hvis legitimitet ikke kan bestrides. Netop dette aspekt er afgørende for John Keane i sin bog 'Civil Society - Old Images, New Visions' (1998). Heri gør Keane rede for sin 'post-fundamentalistiske forståelse' af 'civil samfundet', der primært betoner det utopiske i at føre begrebet tilbage til ét 'normativt princip' (Keane 1998:54). Derimod skal 'civil samfund' ses som én teori blandt mange. Da man altså ikke længere kan henvise til absolutte konstanter, bliver 'civil samfundet' et domæne i konstant spænding, et 'restless battlefield', hvis institutioner og individer ikke blot udfordrer statens udlægning af virkeligheden, men også bestrider egne definitioner (op.cit.51). Gennem denne konstante mistænksomhed overfor sande idealer er det individet muligt at se igennem 'civil samfundet', at erkende at ens virkelighed ikke baseres på et mytologisk primordialt fundament, men blot er én samfundsform, der dog er ens egen (op.cit.:52). I Keane's udlægning når 'civil samfundet' altså aldrig et egentligt equilibrium. Magtrelationer er ikke determinerede på forhånd, men kun et resultat af institutionelt situerede aktører (op. cit. 93). Dette producerer en latent usikkerhed, der virker som afsæt for f.eks. nationalistisk fundamentalisme, hvis enstrengede verdensbillede producerer den efterstræbte sikkerhed (ibid).
Keane formår altså at frigøre begrebet fra essentialismens snærende bånd, hvorved han undgår Gellner's reduktionistiske forklaringsmodel. Alligevel betvivles 'civil samfundet's' sociale realitet ikke: At det er et autonomt domæne med et reelt agentur. Det problematiske i denne opfattelse vil jeg skildre i de kommende afsnit.
Diskussonen om den latente usikkerhed er afgørende for en dybere forståelse af det sociale fundament, 'civil samfundet' hviler på. Et centralt aspekt ved enhver social interaktion er ubestemmeligheden af aktørers strategier og målsætninger (Seligman 1992: 169). Den må på et generelt plan elimineres for at skabe en social orden med relativ kontinuitet og stabile tillidsstrukturer. Alle medlemmer af et samfund må indgå en 'kontraktuel aftale' om at overholde visse alment gældende bestemmelser og love, der defineres som værende for det fælles gode(3) (ibid). Denne 'aftale' repræsenteres på et generelt plan af den universelle anerkendelse af statsborgerskabet og dets medfølgende rettigheder og begrænsninger af den ellers ubegrænsede frie vilje. Herigennem er det angiveligt lykkedes at skabe en generaliseret tillidsstruktur, hvis omdrejningspunkt er det autonome selvstændige individs ukrænkelighed (op.cit.146).
Seligman gør dog opmærksom på et afgørende paradoks der umuliggør 'civil samfundet's endelige konstitution: Med realiseringen af statsborgerskabet er fokus flyttet fra fællesskabet til individet (Seligman 1992: 189). Den universelle solidaritet baseres derfor ikke på et fælles rum, men på individets ukrænkelighed, hvilket fundamentalt eroderer selve det ideologiske grundlag for 'civil samfundet'. Problemet er, at det universelle statsborgerskab har gjort tillid for abstrakt. Denne kan ifølge Seligman kun baseres på en 'specifik Anden' [concrete Other], hvilket umuligt kan overføres til et generaliseret fællesskab (op.cit. 195). Det paradoksale forhold, at et universelt 'civil samfund' fordrer tillidsstrukturer og straks derefter destruerer dem i kraft af sin egen konstitution, genererer dermed en spirallignende fremadskridende bevægelse der langsomt underminerer begrebets bærende fundament.
Jeg vil derfor hævde, at der eksisterer et grundlæggende modsætningsforhold mellem den måde at opfatte begrebet på, som på den ene side udtrykkes af både den traditionelle politiske tænkning og senest f.eks. af politiske aktører og analytikere i relation til de sociale omvæltninger i Øst-europa og på den anden side kommer til udtryk igennem kritisk analyse af begrebets ideologiske forankring. På baggrund af foregående analyse, mener jeg derfor ikke at begrebet kan bruges som forståelsesapparat eller referent i analysen af samfundsprocesser. 'Civil samfundets' primære ideologiske svagheder er disse: Gennem brug af begrebet opfattes magt som noget, man kan besidde, holde i ave eller opgive. Ydermere hviler det på et ideologisk fundament, som i sidste instans underminerer dets eksistens.
Mit forestående problemet er altså todelt: At finde en teoretisk tilgang, der både overkommer begrebets svagheder og redegører for, hvorfor det stadig bruges på trods af dets fundamentale paradoksale karakter. En sådan vil jeg i de næste afsnit præsentere.
Michel Foucault har gennem hele sit forfatterskab vist, at magtanalyser udelukkende kan tage udgangspunkt i praksis: Foucault opponerer imod antagelser, der tager som udgangspunkt, at magten er negativ; at grænser og forbud er centrale for dens logik. Endvidere at den kun er regelbaseret og forudsætter et uniformt og synligt magtapparat, hvorfra magten strømmer ikke ud af, men ned af (Foucault 1995:89). Opstillingen af magt overfor civil samfund må derfor forkastes.
Imod denne politiske magt-diskurs vælger Foucault det utraditionelle udgangspunkt, at magt i sig selv ikke eksisterer (Foucault 1982:217). I stedet for at behandle magt som noget, der kan besiddes og dermed søge efter magtens ejer, flytter Foucault fokus til praksis og konkluderer, at magt er 'det navn, man giver en kompliceret strategisk situation i et givet samfund' (Foucault 1995:99). Magten kan kun forstås gennem praksis, eller med Foucault's egne ord: "…it is a way in which certain actions modify others" (Foucault 1982:219). Denne 'handling på andres handlinger' implicerer, at man strategisk retningsbestemmer [conducts] andres handlinger i et åbent felt af flere muligheder. I denne 'komplicerede strategiske situation' må magten forstås som en mangfoldighed af styrkeforhold, der virker gennem utallige strategier, der aftegnes i statsapparater, i lovens udformning og i sociale hegemonier (Foucault 1995:98). Herved er magtforhold ikke længere at se som ydre i relation til andre sociale og politiske forhold, men immanente heri. De er forankrede i sociale processer i en sådan grad, at det vil være utopi at tale om social interaktion uden magtrelationer (op.cit.99).
Hvis man vælger at følge Foucaults magt-analyse, er det ikke længere hensigtsmæssigt at fokusere sit studie på et 'magtens centrum'. Den momentane 'fordeling' af magt er kun et historisk øjebliksbillede af den form, som magten kan tage (op.cit.105). En eventuel samlet dominans skal ses som en effekt af magten, ikke som dens udgangspunkt.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at til trods for at magten ikke er virkning af en aktiverende instans, er den ikke uden intentionalitet (op.cit.100). Alle lokale magtforhold indskriver sig i større strategier ved at virke som 'støttepiller' for disse. Det er Foucaults teori, at der eksisterer visse sociale strategier på et overordnet plan, f.eks. sikring af dominans (Foucault 1980c:203)(4). Den fortsatte reproduktion af denne dominans er effekten af utallige lokale taktikker, der alle opererer indenfor strategien(5). Derfor kan man ikke basere sin magtanalytik på et magtens centrum, og følge hvordan den reproducerer sig selv ned igennem samfundets niveauer. Snarere må man studere de punkter, hvor magten er i direkte relation med dens mål eller objekt, hvor den installerer sig og får praktiske virkninger (Foucault 1980b:97). Disse mangfoldige lokale taktikker eller styrkeforhold, der virker i f.eks. familier, institutioner og produktionsmaskiner, danner grundlaget for de vidtrækkende 'opsplitningseffekter', der gennemtrænger samfundet i sin helhed og i sidste instans kan sikre dominans(6).
Centralt for magtanalytikken står diskurs-begrebet. Magtrelationer kan ikke etableres uden produktionen, cirkulationen og brugen af diskurser, der fortæller individet sandheden om dem selv(7). Sandhed er dermed ikke at betragte gennem et objektivt optik som en absolut konstant, der står udenfor magten, men som resultat af strategier, der behøver produktionen af sandhed for at kunne fungere (Foucault 1980b:93).
Sandhedsbegrebet undergår i Foucaults analyse en de-essentialisering og fremstår mere som den praksis eller 'det system af ordnede procedurer', hvormed de sande diskurser skilles fra de falske, og hvorigennem særlige magtvirkninger knyttes til førstnævnte. Disse magtvirkninger får lov at cirkulere uforstyrret i hele samfundslegemet gennem diskurserne, hvorfor produktionen af sande diskurser konstant er udsat for økonomisk og politisk incitament (Foucault 1980a:131)(8). Magten står derved cirkulært forbundet med de sande diskurser, der produceres af magten og virker som støttepiller eller referencepunkter for denne (Foucault 1980a:133).
Grundelementet eller atomet i diskursen er udsagnet (enoncé) (Heede1992:83). I mange tilfælde vil disse sproglige udsagn fusionere til diskursive formationer, der har fælles genstandsfelt, fælles positioner, man kan tale ud fra og fælles strategier(9). Når Foucault bruger ordet 'formation', understreger han samtidig relationens centralitet: Ingen udsagn fremkommer isoleret, men er altid del af et større netværk af ytringer. Dette system holdes sammen af lokale periodiske 'regler', som på et givent tidspunkt i given diskursiv formation definerer, hvad der gælder som diskursivt udsagn (Dreyfuss & Rabinow 1982:55)(10).
At det er formationer af udsagn tydeliggører samtidig, at diskursen ikke er et homogent hele, men snarere er diskursive fragmenter, der sættes i arbejde i forskellige strategier (Foucault 1995:106). Derfor kan der sagtens være indbyrdes forskellige og endda modstridende diskurser - eller kun fragmenter af disse - indenfor samme strategi. Der eksisterer altså ikke på den ene side en magtdiskurs og på den anden en anden diskurs, der er modsatrettet den første. Derimod må man analysere diskursen ud fra dens taktiske produktivitet, altså hvilken magt diskursen sikrer, og ud fra dens strategiske integration, hvor spørgsmålet er, hvilket styrkeforhold gør diskursens brug nødvendig (Flyvbjerg 1991:122).
Magtstrategierne finder vej til individet gennem de sande diskurser. Ikke sådan at forstå, at individet er magtens endegyldige mål. Individet selv fremstår derimod som effekt af magten: Magten virker på individets egen krop, subjektiverer den og indlejrer subjektet med magtstrategiens tilsigtede rationalitet, som denne derefter må handle i overensstemmelse med. I modsætning til lov-og-suverænitets-teorien, der kun virker igennem forbudet, er diskurserne selve magtmekanismerne, der producerer og subjektiverer individer og dermed gør dem til det, de er.
Denne magtanalytik kan virke ganske dunkel og omklamrende, men dette er i høj grad resultat af den visualitetsøkonomi, der omgærder magten. Foucault stiller det polemiske spørgsmål, hvorfor denne dynamiske, allestedsnærværende og producerende magt reduceres til forbudets repressivitet, og besvarer det gennem udsagnet om, at magten kun er udholdelig i kraft af, at den skjules under en sådan kappe (Foucault 1994:92). Problemet er, at en så kynisk magtform kun accepteres, idet den holdes hemmelig. Ved at underligge den forbudet, fremstår magt ikke længere som noget determinerende og allestedsnærværende, men udelukkende som en grænse for friheden, en grænse, der opfattes som mulig at overskride.
Foucault synes at skelne mellem diskursive og ikke-diskursive faktorer. Hvor førstnævnte altså ekspliciteres som de sproglige udsagn eller de begivenheder der finder sted i sproget, forholder det sig anderledes komplekst med relationen til de ikke-diskursive faktorer(11). Betydningsdannelsen sker i diskursen, men samtidig sætter han visse fænomener uden for denne. Dermed forbliver han på det sproglige niveau, hvilket Laclau og Mouffe (1985) overbevisende viser det problematiske i: Ved at hævde en opposition mellem tanke og virkelighed, begrænses de betydninger, der kan redegøre for sociale processer (Laclau & Mouffe 1985:110). Visse ikke-diskursive fænomener får en primær bogstavelig betydning, hvorved Foucault deltager i det essentialiserende projekt, han selv forsøger at eliminere.
Hvis man derimod antager, at både de lingvistiske og 'adfærdsmæssige' [behaviourial] aspekter af social praksis konstitueres diskursivt, træder betydningsdannelsen frem som langt mere dynamisk og kompleks. Dette har altså ikke noget at gøre med, om der eksisterer en verden ekstern tanken(12). Snarere handler det om diskursens materielle karakter, hvormed menes totaliteten af sproget og handlingen, hvori det indvæves (op.cit. 108). Laclau og Mouffe hævder, at fænomener som økonomiske forhold eller biologiske realiteter, der hos Foucault er ikke-diskursive elementer, kun er tilgængelige som diskursive objekter. Dermed nyder ingen af dem en privilegeret positon som ikke-diskursivt og mere fundamentalt fænomen. Laclau og Mouffe's videreudvikling af diskursanalysen åbner den dermed som forståelsesapparat for socialt konstruerede virkelighedsopfattelser, der ikke grunder i fundamentale positiviteter men udelukkende medieres af diskurser.
Med forkastelsen af faste eksterne positiviteter, er også diskursen udsat. Enhver diskursiv formation konstitueres som forsøg på at skabe et centrum, eller hvad Laclau og Mouffe kalder nodal points (Laclau & Mouffe 1985:112). Dette kan forstås som en betydningstæt central akse, f.eks. 'civil samfund', hvor omkring den diskursive formation producerer rækker af udsagnsrelationer. Problemet er, hvad også Foucault er enig i, at diskursen aldrig er i stand til at lukke sig om sig selv og dermed afgrænse sig som fast positivitet. Den er konstant udsat overfor andre diskursive praksisser, der destabiliserer formationen og deformerer dens nodal point. Diskursens center vil derfor altid være en 'erstatning' [substitute] for et fast forankret betydnings-locus, der reelt aldrig har eksisteret:
"The substitute does not substitute for anything which has somehow existed before it, henceforth, it was necessary to begin thinking that there was no centre,…that it was not a fixed locus but a function, a sort of non-locus in which an infinite number of sign-substitutions came into play" (Derrida 1978:280 i Laclau & Mouffe 1985:112).
Betydnings-fastheden er dermed illosorisk. Centrummet, hvor omkring diskursen synes at samle sig, har hos Laclau og Mouffe status af 'flydende betegner', der kun midlertidigt begrænses af diskursens relationelle logik (op.cit.113). Dette tilsvarer Foucaults teori om diskursens fragmentariske karakter. Dog går Laclau og Mouffe et radikalt skridt videre ved postulatet om at alle fænomener og objekter udelukkende er tilgængelige som produkter af diskursiv praksis. Dette gør betydningsdannelsen flydende og uafhængig af eksterne determinanter, samtidig med at selve diskursen aldrig opnår hermetisk lukkethed. Dette afstedkommer en afgørende konklusion, der er fundamental for den videre analyse af 'civil samfund's-begrebet:
"The incomplete caracter of every totality leads us to abandon, as a terrain of analysis, the premise of 'society' as a sutured and selfdefined totality.[…] There is no single underlying principle…" (Laclau & Mouffe 1985:111).
Jeg vil hævde, at samme radikale slutning må gælde for 'civil samfund's-begrebet. Accepterer man som første princip diskursanalysens logik, kan man ikke derefter operere med et begreb, der i den grad påberåber sig en autonom eksistens og lukket betydningstæthed. Derfor kan man kun begribe det som 'flydende betegner', hvis rolle og karakter defineres af magtstrategiernes underliggende rationale.
Det står nu klart, hvordan diskursen aldrig opnår fast forankring, hvorfor konstitueringen af subjektet ændres i overensstemmelse med magtrelationernes stadige konfrontationer og gensidige diskursive overgreb(13). Denne nye definering vil naturligvis forskubbe alle antagelser, der som a priorisk forudsætning har 'civil samfundet's konstante betydnings-fiksering. Alligevel fortsætter begrebet med at have en tiltrækkende effekt på divergerende individer og grupper, der henviser til det som et normativt ideal for at begrunde deres handlinger. Jeg vil nu gennem to empiriske eksempler, hvor det ene implicit og det andet eksplicit netop har 'civil samfund' som underliggende princip vise hvordan begrebet benyttes i diskursiv praksis under en strategisk rationalitet, der søger at etablere et legitimt rum for nationalstaten. Hermed håber jeg at kunne forklare, hvorfor 'civil samfundet' stadig tjener som statisk referenceramme trods dets paradoksale karakter.
Gennem hele sommeren 1999 har der kørt en til tider ophedet debat om ansattes brug af muslimske tørklæder i forskellige dagligvarebutikker (Jyllandsposten 24.08.99). En 17-årig libanesisk pige fik adskillige afslag på jobs som kassedame, fordi hun insisterede på at bære sit muslimske tørklæde på arbejde. Efter de mange negative tilbagemeldinger ringede hun i slutningen af juli til klagetelefonen på TV Danmark, hvilket resulterede i den langvarige medie-debat. Senere henvendte hun sig til HK for at bede fagforeningen om at få efterprøvet, hvorvidt afvisningen var i strid med loven om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet(14). Dermed udviklede sagen sig til et politisk anliggende mellem FDB, HK og arbejdsminister Ole Hygum. Problemet var nemlig, at FDB nægtede at lave sin politik vedrørende ansattes beklædning om.
D. 30. September 1999 indsatte Bertel Haarder, folketingsmedlem og tidl. undervisningsminister for Venstre, et læserbrev i Jyllands Posten, hvori han erklærede sig enig med FDB's politik (Haarder i Jyllands Posten 30.09.99). Ydermere betonede han det uhensigtsmæssige i at lave lovindgreb om denne type sager ved at henvise til at
"…[d]et er den frie debat og dialog mellem indvandrere og danskere og mellem butikkerne og deres kunder, der skal afgøre sagen" (ibid).
På intet tidspunkt i sin tekst betoner Haarder, at han er folketingsmedlem (og altså del af staten). Derimod understreger han, at han snarere er at se som talsmand for en langt større gruppe danskere (se appendix 1):
"Jeg hører til de mange, der har haft svært ved at forstå, hvorfor nogle muslimske kvinder absolut vil bære tørklæde her i landet. Det har vi som privatmennesker lov at holde fast i, selv om det måske er politisk ukorrekt og på kant med loven om etnisk ligestilling" (ibid, fremhævelse tilføjet).
Siden de kommunistiske regimers sammenbrud i slutningen af sidste årti, har Danmark været aktiv deltager i Vestens fortsatte arbejde med at opbygge demokratiske institutioner i disse områder. Dermed er den kolde krigs øst-vest-opdeling erstattet af Vestens bestræbelser på at 'modernisere' østen og 'integrere' de tidligere kommunistiske stater ind i Europas økonomiske og politiske ramme (Sampson 1996:121). Steven Sampson beskriver i "The Social Life of Projects - importing civil society to Albania" nogle af de problemstillinger, dette har afstedkommet (Sampson 1996):
I begyndelsen af 1991 bød den nye albanske regering al hjælp udefra velkommen (op.cit.134). Det projekt, Sampson deltog i, handlede primært om at skabe et fundament for udviklingen af lokale NGO'er (Non Governmental Organisations), og disse blev af regeringen anset som værende primært velgørenhedsorganisationer og mulighed for gratis arbejdskraft. Begreber som 'civil samfund' og 'NGO' blev ganske enkelt betragtet som slogans. Derfor blev mange stats-officials det mere oprevede, da det gik op for dem, at meget af støtten skulle gå igennem NGO'er og ikke statslige institutioner. Sampson beskriver, hvordan denne 'civil samfund's-diskurs gjorde mange divergerende dagsordner mulige (op.cit.127f): Visse var idealistiske og prøvede reelt at skabe et pluralistisk NGO-fundament. Andre så 'civil samfund' som et politisk våben i promoveringen af nationalistiske interesser. Endelig havde nogle udelukkende private formål med deres handlinger, nemlig gennem bistandsindustrien at få mulighed for gratis rejser, gode jobs og nyt udstyr
Overførslen af vestlige demokratiske samfundsstrukturer var altså ikke en entydig proces, men blev genstand for utallige redefineringer og taktiske manipulationer.
Umiddelbart kan afstanden mellem disse to empiriske eksempler synes for stor til at nogen sammenligning er mulig. Alligevel vil jeg vove netop dette. I de nedenstående afsnit vil jeg ikke blot sammenholde dem, men jeg vil hævde, at de på forskellig måde opererer inden for samme strategiske handlingsrationalitet.
Det er mit synspunkt, at ovennævnte forhold er eksempler på specifikke blokke af sociale praksisser, der gennem intentionel handling underligges en diskursiv rationalitet: Når Bertel Haarder i sit læserbrev eksplicit understreger sin støtte til forbudet af tørklæder på danske arbejdspladser, mener jeg, at han samtidig gør et betydeligt politisk arbejde, nemlig at gøre praksisser til diskurs om disse praksisser. Han formår at skabe billedet af et sammenhængende handlingsrum, der samler utallige diskriminerende praksisser til en midlertidig helhed i opposition til arbejdsministerens udlægning af den gældende lovgivning.
På samme måde mener jeg, at eksporten af 'civil samfundet' kan ses som en intentionel definering af visse samfundsmæssige processer, der tidligere ikke havde denne enhedsbetonede karakter. Man har navngivet et socialt domæne og gjort det til objekt for en diskursiv praksis.
Afgørende er det, at i begge tilfælde fungerer 'civil samfundet's traditionelle logik som drivkraft. I Sampsons udlægning er dette eksplicit betonet, men i Haarders argumentation virker det mere som et implicit referencepunkt, der legaliserer den diskursive produktion: I det allerede nævnte citat fremfører Haarder, at 'det er den frie debat og dialog mellem indvandrere og danskere, der skal afgøre sagen. Senere betoner han, at de 'måske' politisk ukorrekte meninger kan vi holde fast i som privat-personer.
Alle disse kursiveringer tjener det formål at anskueliggøre, hvordan Haarder baserer sin argumentation på 'civil samfundet's logik. Han henviser til nogle af begrebets sociale aspekter der i hans bestræbelser på at skabe et diskursivt nodal point og dermed begrænse den frie betydningsstrøm får et statisk og essentialistisk præg (at det definitivt er den frie debat, der skal afgøre sagen; at vi som privatpersoner ubetinget har ret til at holde fast i vores meninger, uagtet deres problematiske karakter).
I begge tilfælde, det ene eksplicit, det andet implicit, bliver 'civil samfund' derved en 'flydende betegner' der midlertidig holdes fast af diskursens relationelle logik.
Det gør sig derfor gældende for begge empiriske eksempler, at den diskursive formation er opstået gennem en etablering af relationer mellem elementer på en sådan måde, at deres identitet er blevet modificeret som resultat af dette. Dette har afstedkommet, at disse førhen individuelle praksisser nu inkluderes i et hele, hvilket legaliserer dem i kraft af helheden og giver dem fornyet retning og determinans. Denne praksis betegnes i diskursanalysen hos Laclau og Mouffe som artikulation (Laclau & Mouffe 1985:105).
Foucault viste, hvordan diskursen altid arbejder for større strategier. Derfor er det afgørende at udvælge de diskursive elementer, der er relevante for strategiens rationalitet(15). Denne artikulerende handling mener jeg forklares bedst gennem Riceour's idé om 'social action as text' (Solheim & Borchgrevink 1993). Riceours kongstanke er, at alle handlinger både kan ses som temporære processer og som tidsløse tekster, hvor tekst her forstås som enhver handling, der har sat et spor eller 'indskrevet' sig i verden (op.cit.150). Al produktion af mening, eller med Riceour's ord læsning af tekst, implicerer da en distancering fra den levede handlings umiddelbare realitet. Dermed befries meningen fra den direkte kontekst og den originale subjektive intention der lå bag handlingen, hvilket betyder, at den bliver åben for flere fortolkninger (op.cit.151).
Når Haarder i sit læserbrev refererer til en episode, hvor hans kone blev forment adgang til en kirke i et katolsk land, er det klart udtryk for en sådan tekstlæsning (Jyllands Posten 30.09). I Haarders udlægning fremstår denne sag nu som tidsløst eksempel på rigtigheden af påklædningskrav og sidestilles med debatten om de muslimske kvinders tørklæder. Man kunne her påpege hvordan dette argumentationsforhold måske snarere fanges i sin egen usammenlignelighed: Haarders kone vil fra en ikke-religiøs position accepteres i et religiøst forum, mens det omvendte gør sig gældende for den muslimske pige, der vil ansættes i et i pralsis ikke-religiøst supermarked.
En lignende tekst-læsning finder sted i det andet empiriske eksempel: Sampson beskriver, hvordan det primære fokus i eksporten af 'civil samfund' til Albanien var antallet af NGO'er (Sampson 1996:128). Tilstedeværelsen og forøgelsen af NGO'erne blev betragtet som pejlemærke for, om udviklingen gik i den rigtige retning. NGO'ers kvantitative aspekt er dermed en determinerende riceour'sk tekst, der som element artikuleres til den 'civil samfund's-diskurs, der søges eksporteret til Albanien(16).
Jeg må nu holde fast i et afgørende aspekt, der flere steder kommer til udtryk i Sampsons tekst: Problemet omkring system-eksporten er, at den overføres uden den vestlige kontekst (Sampson 1996:125). Dette burde vel generere konstante problematiske modsætningsforhold, der i sidste instans transformerer selve diskursen. Dette sker dog ikke: Fejlslagne projekter forklares ved at henvise til arven efter 'den socialistiske mentalitet', hvorved civil samfunds-diskursen beholder sin legitimitet og enhedspræg (ibid). Den riceour'ske tekst-læsning af de sociale processer sker altså i overensstemmelse med diskursens oprindelige rationale. På samme tid betoner Sampson imidlertid, at diskursen skaber rum for flere modsatrettede dagsordener, der ikke alle udspringer fra en uegennyttig motivation (op.cit. 127f).
Umiddelbart ser disse to faktorer ikke ud til at kunne forliges. Diskursanalysens logik udtrykker jo specifikt, at dominerende diskurser virker determinerende på subjektet og indlejrer dette med idéen om at ville følge diskursens rationale. De forskellige albanske aktører der kun efterstræber de goder, der kommer med civil samfunds-diskursen, står dermed i et ingen-mands-land: de følger ikke diskursen, men har heller ikke opstillet en modsatrettet.
Her mener jeg, vi nærmer os grænsen for, hvad diskursanalysens forklaringsevne kan bære. Dens teoretiske begræsninger er løbende blevet påpeget, og kan opsummeres på følgende måde: Diskursen ses som determinerende for subjektet, hvorfor agenter, der reagerer mod diskurser, er uinteressante eller bortdefineres. Derudover arbejder Foucault ikke med alternative diskurser, men vælger den dominerende, og frasiger andre (Hervik 1999:44). Jeg mener, denne kritik er korrekt, hvorfor diskursanalysen må kombineres med andre forklaringsmodeller:
I 'The Practice of Everyday Life'(1984) viser Michel de Certeau, hvordan der kan skabes forståelse for de sociale processer, diskursanalysen må give op overfor. Det er her indledningsvis vigtigt at påpege, at Michel de Certeau i lighed med Foucault bruger begreberne strategi og taktik, uden at disse dog tillægges samme betydning. I Foucault's analytik har begreberne samme handlingsrationalitet, hvor strategi hos de Certeau er forbeholdt den dominerende part, mens taktik er den underlegnes hverdagspraksis.
En dominerende orden eller diskurs er i stand til at definere et afgrænset rum [space] for sig selv som tjener som base eller magt-locus, og hvorudfra der kan skabes relationer med eksterne andre (op.cit.35ff). Dette kan være faktiske steder, men kan også være det abstrakte rum, der opstilles af en diskurs (de Certeau 1982:36). Denne base giver en gunstig fordel, da man derved har en vis uafhængighed og autonomi i forhold til den generelle uforudsigelighed, der præger sociale handlinger. Det er en "…triumph of place over time" der samtidig gør 'visuel' kontrol mulig fra en position, der transformerer fremmede kræfter til observérbare objekter (ibid). Kun gennem konstitutionen af et sådant rum er man i stand til at beregne generelle magtrelationer, og dermed formulere en egentlig strategi.
Modsat hertil er dominerede folks taktiske hverdagspraksisser. Deres handlinger begrænses radikalt af omkransende magtstrukturer og dominerende diskurser, hvorfor de ikke er i stand til at konstituere et autonomt rum. Deres handlingsfelt vil derfor altid tilhøre den Anden. Taktikken kan ikke planlægge strategiske operationer, men drager fordele af de muligheder, der byder sig uden illusioner om at udfordre eller ændre det system, der opstiller disse. Den trænger ind i diskursens 'sprækker' og udnytter, hvad den finder, hvorved kræfter der egentlig er den fjendtlige kan omvendes til egen vinding (op.cit.xix). Gennem sin opfindsomme praksis undgår taktikken dermed at blive indfanget af strategien og skaber samtidig sin egen betydning og navnlig overlevelse ved hårdnakket at nægte den etablerede orden status af Lov.
Med de Certeau er der nu åbnet op for forståelse for de sociale praksisser, Foucaults diskursanalyse ikke kan redegøre for. Jeg mener ikke, der kan herske tvivl om den værdiladning, der er immanent i den eksporterede 'civil samfund's-diskurs. Der er en klar intention om, at albanske aktører skal adoptere diskursens rationale og handle herefter. Problemet er naturligvis bare, at hvad der reelt eksporteres er en form og ikke et indhold. Denne lægges ned over en kompleks social struktur, der fungerer radikalt anderledes, end hvor diskursen eksporteredes fra. Katherine Verdery beskriver, hvordan de tidligere socialistiske stater stadig virker i forhold til en social logik, der har rødder tilbage til den kommunistiske æra (Verdery 1996): Planøkonomien fungerde ud fra en 'redistributiv logik', hvilket vil sige, at det bureaukratiske apparatus fordelte produkter efter prioriteringer, de selv satte. Redistributionen blev derved et magtredskab, hvormed staten kunne belønne eller straffe. Denne struktur gik igen ned igennem hierarkiet, hvor de enkelte enheder søgte at opnå størst mulig kontrol over resurserne for dernæst selv at kunne fordele dem. Dermed blev der skabt domæner med stærke barrierer til det eksterne samfund, som dog konstant blev undermineret af utallige 'smuthuller' for at få adgang til ekstra resurser og dermed sikre overlevelse (Verdery 1996: 424).
Mange albanske aktører handler altså efter en logik, der går forud for 'civil samfund's-diskursens indtræden. Mere end at overholde diskursens ordlyd, har det ganske enkelt handlet om at sikre overlevelse ud fra en rationalitet, der så større magtstrukturer som potentielle fordelere af produkter og materielle goder. Derved blev diskursen om 'det civile samfund' et afgrænset de Certeau'sk rum, hvis muligheder taktisk og kreativt blev udnyttet for at få adgang til de forventede goder. Det kan altså konkluderes, at på trods af diskursens subjektiverende potentiale, kan det ikke dermed bestemmes a priori, at individer også vil handle i overensstemmelse hermed.
I de afsluttende afsnit vil jeg forsøge at sætte de to empiriske eksempler ind i Foucault's bredere magt-teori. Det er som allerede nævnt Foucault's teori, at man må skelne mellem lokale taktikker og overordnede strategier, hvor førstnævnte virker som artikulerede støttepiller for og samordnes af de næsten 'stumme' strategier (Foucault 1994:101). Derfor er det nu nødvendigt at foretage en analytisk niveau-deling af de to empiriske eksempler, hvor de på det taktiske plan divergerer fra hinanden, men på det strategiske samordnes i overensstemmelse med samme logik:
Sampson beskriver, hvordan det oprindelige projektorienterede fokus var på økonomisk rekonstruktion, infrastrukturel udvikling, social sikkerhed og agrokulturelle programmer (Sampson 1996:128). Samtidig indså man hurtigt, at demokratisering også krævede et sundt 'civil samfund', der blev defineret kvantitativt som antal af NGOer. Som Christian Boehm skriver vedrørende demokratieksport, domineres den vestlige bistands-diskurs af følgende antagelser: De eksportede begreber kan eksporteres, 'vi' har et demokrati, der er værd at eksportere, de øst-europæiske lande er 'tilbage' [backward] og må derfor konvertere deres system, lære fra os og 'catche up' (Boehm 1997:79)(17). Jeg vil mene, at samme taktiske aspekter gør sig gældende for den albanske kontekst. Begrebs-eksporten vil, ifølge de vestlige politiske aktører, antageligvis føre til, at modtagerlandet bliver en 'god partner' (op.cit.72). En proces der lettes betydeligt ved at foregå indenfor en vestlig diskursiv ramme, man konstant forsøger at bevare intakt (Boehm 1997:79, Sampson 1996:128).
Afstemningen om Maastricht-aftalen gjorde det med ét klart, at afstanden mellem de danske politiske repræsentanter og deres vælgere var blevet skræmmende stor (Hervik 1999:122). Det danske nej var et klart signal om, at befolkningen blandt andet ikke ønskede en overordnet flygtningepolitik, hvor kvoten af flygtninge blev bestemt af bureaukrater udenfor Danmark(18). En central kløft mellem vælgerne og politikerne lå med andre ord på dette område. Dette skel blev hurtigt udnyttet af navnlig Ekstra Bladet, der i en kampagne markedsførte idéer om 'de fremmedes' unaturlige tilhørsforhold og den trussel deres tilstedeværelse udgjorde for hele det danske samfund. Disse modsætninger er siden blevet udnyttet af politiske aktører, der har brugt dem som ideel mulighed for at rekruttere nye vælgere (op.cit.126). Der opstod med andre ord en politisk erkendelse af, at den dominerende diskurs på dette område ikke havde virket subjektiverende i det omfang man havde antaget hidtil. Peter Hervik pointerer, at en politisk diskurs skal kunne spille op til potentielle vælgeres kulturelle og erkendelsesmæssige verden, hvilket den dominerende diskurs ikke formåede (ibid). Jeg vil hævde, at Haarders argumenter rækker tilbage til disse begivenheder, og at hans taktiske position derfor skal forstås på denne baggrund. Udtalelserne skal endvidere ses i lyset af deres implicitte henvisning til civil samfundsbegrebets normative fundament. Herved får argumentationen et objektivt og næsten uomstrideligt naturgivent præg.
I dette afsluttende afsnit vil jeg specificere det strategiske fundament begge empiriske eksempler hviler på, hvormed vi igen ender op ved Arjun Appadurai's diskussion af nationalstaten. I 'The Production of Locality' (1995), forsøger Appadurai at bestemme, hvad 'lokalitet' betyder i en verden præget af transnationale strømme og dermed af nationalstatens krise (op.cit.204). Lokalitet skal forstås som den intentionelle proces, hvorigennem individet tilknyttes et specifikt sted. Det er en tilstand eller følelsesstruktur immanent i alle aspekter af socialt liv med specifikke materielle konsekvenser (op.cit.208).
Hvor lokalitet er en egenskab ved socialt liv, er nabolag den eksisterende sociale form, hvorigennem lokaliteten realiseres (op.cit.204). Disse to faktorer forudsætter hinanden, da nabolaget ikke kan konstitueres uden lokale subjekter og omvendt. Individer skaber igennem lokaliseringsprocessen det lokale nabolag, der herefter virker som kontekst, hvorpå praksis giver mening (op.cit.209).
Grænserne for nabolaget defineres som udgangspunkt af de lokale subjekter. Herved kan enhver lokaliseringsproduktion have et koloniserende potentiale, da det ikke på forhånd er klart, hvor grænserne går (op.cit.208). Koloniseringen sker ved, at man indkorporerer andre lokaliteter i eget nabolag, hvorved man 'fravrister' tidligere ukontrollerede folk og steder deres lokalitet (ibid). I mødet mellem flere nabolag er det graden af social organisation, magt og skala, der afgør hvilken part, der i sidste instans vil virke mest kontekst-producerende (op.cit.211)(19).
Det er som nævnt i indledningen Appadurai's tese, at national staten er i dyb krise på grund af den stigende cirkulation af mennesker, der sker globalt (op.cit. 215). Nabolagets rolle er i statens projekt at reproducere føjelige nationale men ikke lokale subjekter. Der er dermed et ustabilt magtforhold mellem nabolaget og national staten, da lokalitetsproduktionen ofte medfører et tilknytningsforhold til nabolaget, der er større end national staten kan tillade. Samtidig står de nationale teknikker svagest her. Denne lokalitetsproblematik forøges med den stigende cirkulation af mennesker, så national statens legitimitetsgrundlag nu langsomt er ved at eroderer væk.
Vi kan nu nærme os en forståelse for det dybere strategiske rationale, der ligger under begge empiriske eksempler. Jeg vil hævde, at både eksporten af 'civil samfund' og Haarders 'artikulerende' forsøg er koloniserende praksisser. På forskellige niveauer er det intentionelle forsøg på at lukke lokaliteten om sig selv, hvorved den krise, national staten står i, eventuelt kan forhindres. I erkendelse af, at cirkulationen af mennesker ikke kan forhindres, forsøges de forskellige nabolag i stedet at underlægges samme logik. Lokalitetens rum forøges, men rationalet forbliver det samme. Derved opløses problemet omkring strømmen af mennesker, da lokalitetsproduktionen sker på samme kontekstuelle grund.
Når Haarder i sit læserbrev nægter muslimske piger retten til at bære tørklæder, forbyder han samtidig en lokalitets-produktion, der foregår efter principper forskellig fra sine egne. Han griber ind i et andet nabolag, koloniserer det og indpasser det derved i egen nationale kontekst. Det samme gælder for den albanske situation: Sampson beskriver, hvordan transitionen i en vestlig retorisk ramme opfattes som en transition til noget andet, dermed ment dét, vi har i Vesten (Sampson 1996:125). På denne måde søger man at 'fravriste' albanske aktører deres egen lokalitetsproduktion, hvorved deres lokale praksisser gøres meningsfyldte på en kontekstuel grund, der er defineret af en vestlig diskurs. Man bestræber sig altså på at'fastfryse' produktionen af lokalitet og herigennem konstruere et socialt status quo. I begge disse projekter er 'civil samfund' et ideelt magtredskab: Det er igennem den diskursive praksis lykkedes at producere et billede af begrebet som et normativt ideal med implicit høj moralsk forpligtelse, der på det taktiske niveau ikke fremstår som koloniserende, snarere tværtimod.
Jeg er her nødt til kraftigt at understrege, at jeg ikke anser dette som en konspiratorisk sammensværgelse: Foucault betoner gentagne gange at forholdet mellem taktikken og strategien ikke er at se som to niveauer af samme homogene intentionalitet, men som et 'tosidet betingelsesforhold' (Foucault 1995:105f). Det er derfor ikke min holdning, at civil-samfunds-eksporten eller Haarder's læserbrev kun er formindskede abstraktioner af den større strategi. Men de indfrier latente sociale behov, der igennem en periode har vist sig og som langsomt er blevet underlagt en strategisk rationalitet. Denne formår at underordne sig de nævnte praksisser uden at taktikkernes implicitte strategiske intentionalitet kan føres tilbage til et oprindeligt centrum eller udgangspunkt.
Begrebet 'det civil samfund' har igennem dette essay undergået en radikal transformation: Jeg har vist hvordan dets normative forankring som moralsk håndhæver af 'objektive' og 'naturgivne' regelsæt tjener som ideel referent i forskellige aktørers forsøg på at definere en legitim nationalstat. Jeg har samtidig gennem en modificeret foucault'sk diskursanalyse skildret, hvordan denne reificerede essentialistiske fortolkning bunder i en illusion om begrebets betydningsfasthed. Ved at indsætte 'civil samfund' i magt- og diskursanalysen som 'flydende betegner', er der produceret en dobbelt forståelsesforøgelse: Det er igennem denne blevet muligt at forklare magtrelationer og sociale processer, der skærer igennem de grænser relationsparret 'stat' - 'civil samfund' har opstillet på en mere dynamisk måde, end dette begrebsforhold er i stand til. Samtidig er det klart, hvordan 'civil samfund' i kraft af sin flydende betydningsfasthed kan indgå i forskellige intentionelle taktikker og give disse forøget determinans og retning.
Igennem analysen har det samtidig vist sig, at det ikke er tilstrækkeligt at definere magt som et aspekt ved enhver relation. Visse politiske aktører har en position, der giver deres handlinger mere vægt og determinans. Bertil Haarder's status som tidligere minister betones ikke uden grund i læserbrevet (se appendiks 1). Ligeledes er det afgørende for eksporten af civil samfunds-eksporten, at det er store nationale organisationer, der står bag. Dette er dog ikke udslagsgivende for, at den ønskede effekt opnås: Jeg mener ikke, at der kan herske tvivl om den værdiladning og ønskede virkning, der er immanent i 'civil samfunds-diskursen'. Folk handler bare ikke altid i overensstemmelse med denne. Jeg har vist, hvordan sociale forståelser, der rækker længere bagud end introduktionen af diskursen, kan vedvare at være fundamentale betydningsskabere i konfrontationen med denne. Disse faktorer viser både begrænsningerne i Foucault's analytik og de ikke-deterministiske aspekter af opstillede diskurser.
Hvilke konsekvenser har dette for vores brug af begreber? Betyder det, at vi må opgive at bruge disse som referenter i det antropologiske arbejde? På baggrund af foregående analyse må jeg svare ja til dette, hvis brugen af begreber implicerer, at de skal opfattes som betydningsfaste og statiske. Omvendt mener jeg brugen af begreber er berettiget, hvis de bruges som ustabile pejlemærker for en betydningsproduktion, der skaber social viden og dermed i sidste instans genererer handling.
Dermed ender vi op på fast og velkendt grund: Det er ikke længere en ny antropologisk erkendelse, at betydning ikke er statisk, men snarere 'flyder' mellem aktører og lokaliteter, hvorved den konstant transformeres(20). Jeg vil derfor hævde, at magt- og diskursanalysen har en legitim position som antropologisk redskab. Gennem denne kan det anskueliggøres, hvordan aktører intentionelt forsøger at retningsbestemme handling gennem strategisk brug af diskurser. Dette får derved i sidste instans konsekvenser for studiet af lokaliteten, hvor vi udfører vores analyse.
Den belgisk fødte maler Magritte skriver i et brev til Michel Foucault om forholdet mellem betegner og betegnet:
"Kun tanken kan ligne. Den ligner ved at blive det, den ser, hører eller kender, den bliver det, som verden rækker frem mod den" (Magritte 1966 i Foucault 1998, min fremhævelse).
Jeg håber at have vist, at dette udsagn ligeledes kan dække den illusoriske triade mellem den sociale proces, begrebet, der angiveligt betegner denne og erkendelsen om dette forhold.
R. Fox (ed): Recapturing Anthropology. Working in the Present. Santa
Fe:
School of American Research Press.
Appadurai, Arjun
1995 The Production of Locality i: Richard Farndon (ed): Counterworks.
Managing the Diversity of Knowledge, pp.204-223. London: Routledge.
Boehm, Christian
1997 "Too Much Democracy". Specialerække nr. 96. København: Institut for
Antropologi.
de Certeau, Michel
1982 The Practice of Everyday Life. Berkeley: University of California Press.
Flyvbjerg, Bent
1991 Rationalitet og Magt. Århus: Akademisk Forlag A/S.
Foucault, Michel
1972 The Archeaology of Knowledge. New York: Harper Colophon.
Foucault, Michel
1980a Truth and Power i: Colin Gordon (ed): Power / Knowledge: Selected
Interviews & Other Writings 1972-1977, pp 109-133. New York:
Pantheon Books.
Foucault, Michel
1980b Two Lectures i: Colin Gordon (ed): Power / Knowledge: Selected
Interviews & Other Writings 1972-1977, pp 78-108. New York: Pantheon
Books.
Foucault, Michel
1980c The History of Sexuality i: Colin Gordon (ed): Power / Knowledge:
Selected Interviews & Other Writings 1972-1977, pp 78-108. New York:
Pantheon Books.
Foucault, Michel
1982 The Subject and Power i: Hubert Dreyfuss & Paul Rabinow (eds):
Michel Foucault - Beyond Structuralism and Hermeneutics, pp. 208-226.
Brighton: Harvester Press.
Foucault, Michel
1994 Viljen til Viden - Seksualitetens Historie I. DET lille FORLAG:
København.
Foucault, Michel
1998 Dette er ikke en pibe. København: Hans Reitzels Forlag.
Friedman, Jonathan
1995 The Politics of De-Authentification: Escaping from Identity, A Response
to "Beyond Authenticity" af Mark Rogers i: Identities, vol. 3(1-2), pp.
127- 136.
Gellner, Ernest
1994 Conditions of Liberty: Civil Society and its Rivals. London: Routledge.
Hann, Chris
1996 Introduction: political society and civil anthropolgy i: Chris Hann &
Elizabeth Dunn (eds): Civil Society - Challenging western models, pp. 1-26. London: Routledge.
Heede, Dag
1992 Det Tomme Menneske - Introduktion til Michel Foucault. København:
Museum Tusculanums Forlag.
Hervik, Peter
1999 2000 Den Generende Forskellighed. København: Hans Reitzles Forlag.
Hymes, D.H.
1974 Foundations in Sociolinguistics: An Ethnographic
Perspective. Philadelphia: University of Pennsylvania Press.
Keane, John
1998 Civil Society - Old Images, New Visions. Cambridge: Polity Press.
Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal
1985 Hegemony & Socialist Strategy - Towards a Radical Democratic Politics.
London: Verso.
Seligman, Adam
1992 Jerusalem, Budapest, Los Angeles i: The Idea of Civil Society, pp. 145-206.
New York: The Free Press.
Solheim, Jorun & Tordis Borchgrevink
1993 A Rotten Text? Gender, Food and Interpretation i: Vigdis Broch-Due,
Ingrid Rudie, Tone Bleie (eds): Carved Flesh, Cast Selves. Gendered
Symbols and Social Practices, pp. 147-170. Oxford: Berg. Cross cultural
Perspectives on Women.
Udenrigsministeriet
1998 Demokratifondens virksomhed 1998. København: Udenrigsministeriet.
Verdery, Katherine
1991 Theorizing Socialism: A Prologue to the 'Transition' i:
American Ethnologist, Vol. 18, No. 3, pp. 419-436.
Avis-artikler:
Jyllands Posten:
7. .99 Pige med tørklæde beder om retssag.
7. .99 Uddrag af loven.
30.09.99 Blæst om tørklæder.
1.F.eks. står der i Udenrigsministeriets årsberetning for Demokratifondens virksomhed 1998:
"Berlinmurens fald og den kolde krigs afslutning indebar nye forhåbninger om frihed og stabilitet i Europa. Politiske og økonomiske reformprocesser i landene i Øst- og Centrraleuropa kom hurtigt i gang, i vidt omfang støttet af de vestlige lande og deres samarbejdsinstitutioner" (Udenrigsministeriet 1998: 26).
2. Igennem hele sin tekst referer Gellner til den vestlige definition af 'civil samfundet' som 'vores', som for at illudere at der kun fandtes en arketypiske defintion af dette, hvilket absolut ikke er tilfældet (Keane 1998:75).
3. Dette aspekt kan føres direkte tilbage til teorierne om den sociale kontrakt, som de blev fremført af Locke, Rosseau og navnlig Hobbes i 'Leviathan'(1651) (http://www.eb.co.uk:180/bol/topic?idxref=384548). Disse teorier forsøgte at demonstrere det formålstjenlige i politisk autoritet . Hobbes hævdede, at der i 'the state of nature' ikke var forståelse for, hvad der var rigtigt og forkert og derfor ingen garanti for den individuelle sikkerhed. Kun ved frivilligt at lægge sin frihed i hænderne på Suverænen kunne den individuelle sikkerhed garanteres.
4. Alt i alt kan 'strategi' defineres som totaliteten af midler, som sættes i arbejde for at implementere magt effektivt eller for at bevare en position (Foucault 1982:224f). Det er altså egentlige intentionelle praksisser.
5. Foucault omtaler dette aspekt på følgende måde:
"…magtens rationalitet ligger i de…taktikker, som sammenkædes, gensidigt fremkalder og udvider hinanden, finder holdepunkter og betingelser andetsteds og sluttelig aftegner installationer i helheden: her [i de lokale taktikker] er logikken endnu fuldstændig klar, målsætningerne dechifrerbare - trods det, at ingen synes at have fremsat dem…"(Foucault 1994:101).
6. Foucault forklarer i et interview dette komplicerede forhold med reference til den spirende industrialisme i Frankrig, der producerede behov for at 'fastspænde' arbejderne i de tunge industrier til deres arbejdspladser. Dette skete gennem forskellige lokale taktikker: man pressede folk til at gifte sig, tilbød boliger og forpligtede arbejderne ved at indføre forskellige kredit-systemer (Foucault 1980c:202ff). Gennem diverse institutioner blev disse eksperimenter generaliserede og dannede en sammenhængende rationel strategi, men uden at der kunne identificeres en person, der havde opfundet den.
7. Foucault skriver i anden del af 'Two Lectures' (1980):
"In the end, we are judged, condemned, classified, determined in our undertakings, destined to a certain mode of living or dying, as a function of the true discourses which are the bearers of the specific effects of power" (Foucault 1980b:94).
8. Foucault viser, hvordan denne proces faktisk foregår, ved at henvise til det 19. Århundredes produktion af diskurser om homosexualitet, der muliggjorde store fremskridt i den sociale kontrol indenfor denne 'perversitets-region' (Foucault 1995:108).
9. Den diskursive formation kan altså forsøgsvis defineres som en samling udsagn, man kan se en regularitet i, hvis man sætter dem i relation til hinanden.
10. Foucault gør eksplicit opmærksom på, at disse regler ikke skal sidestilles strukturalismen. Diskursformationens regler er ganske enkelt den måde udsagnene faktisk relateres på: "…the regularity of statements is defined by the discursive formation itself. The fact of its belonging to a discursive formation and the laws that govern it are one and the same thing…"(Foucault 1972:116).
11. Disse inkluderer "…an institutional field, a set of events, practices and political decisions, a sequence of economic processes that also involve demographic fluctuations, techniques of public assistance, manpower needs, different levels of unemployment, etc." (Foucault 1972: 157).
12. Et jordskælv eller en oversvømmelse sker f.eks. her og nu uafhængigt af viljen. Men om deres specifitet som objekt konstrueres som 'natur-fænomen' eller 'guds vrede' afhænger af det diskursive felts strukturerende kraft (Laclau & Mouffe 1985:108).
13. Dette svarer overens med Jonathan Friedmans postulat om, at identitet ikke er noget man er, men noget man gør (Friedman 1995:127).
14. Hvilket den reelt var: Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejsmarkedet m.v. fra juni 1996 siger ordret: "Det er ligeledes indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver stiller krav til påklædning, fremtoning mv. som kun rammer visse grupper. Det er…i strid med loven, hvis en virksomhed udarbejder et reglement, som alene forbyder de ansatte at bære tørklæde eller turban, men som i øvrigt stiller de ansatte frit med hensyn til beklædning." (Jyllands Posten 30.08.99)
15. Peter Hervik forklarer dette ved at hævde, at de sociale kategorier vi benytter os af i det daglige i det retoriske italesættelses-øjeblik 'ejes' af dem der har sat dem i omløb med en implicit værdiladning, der skal tjene 'ejerens' hensigt (Hervik 1999:31).
16. Det er interessant i denne sammenhæng at antropologen Chris Hann direkte opponerer imod at reducere 'civil samfund' til kun at omfatte NGO'er:
"It is undeniably that it [civil society] has been used in simplistic ways,…and that its recent reduction by governments and aid agencies to the world of non-governmental organisations (NGO) represents an impoverished view of social life" (Hann 1996:22).
Hann mener derimod, at 'civil samfund' i bredere forstand må referere til det moralske fællesskab og de problemer om ansvarlighed, tillid og samarbejde som alle grupper konfronteres med (op.cit.20).
17. Den danske udenrigminister sagde f.eks. 1. Juni 1990 på et møde i Det udenrigspolitiske Nævn: "Opbygningen af demokratiske samfundsstrukturer sker ikke fra den ene dag til den anden. Navnlig ikke i lande, som kun har få eller ingen erfaringer at bygge på. Her kan et land som Danmark med en lang demokratisk tradition spille en værdifuld rolle…" (Demokratifondens Virksomhed 1998: 23).
18. Det fjerde forbehold pointerede netop, at Danmark ikke ville samarbejde om eller underlægges en overstatslig autoritet i spørgsmålet om politisamarbejde eller flygtningespørgsmål (Hervik 1999:132).
19. Appadurai beskriver f.eks. hvordan Yanomamö-folket i regnskonene mellem Venezuela og Brasilien udsættes for naional-staternes koloniserende praksisser, hvorved de fanges i disses lokalitets-produduktion (Appadurai 1995:211). Dette forringer radikalt deres egen evne til at skabe lokalitet
20. Dette vises klart af Appadurai i hans analyse af ethnoscapes (1991).