Ansatser til analyse af det brasilianske eksklusions-dispositiv
Morten Nielsen
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/txt/N/Nielsen_M_01.htm.
|
Indledning
Fejlslagne projekter
Almen
anerkendt forklaring på urbane projekters fiaskoer
Bateson's teori
om kategorifejtagelser
Disposivets logik
Governmentality
og dispositionel logik
Eksklusionsdispositivets
genealogi
Eksklusionsdispositivets
nuværende status.
Afslutning
Noter
Litteraturliste
Urban planlægningspolitik har i Brasilien været et omstridt tema gennem mere end hundrede år. I takt med landets voldsomme politiske transformationer har man søgt at skabe en urban struktur, der tilsvarede den øjeblikkelige ideologiske karakter. Dette har haft afgørende betydning for indbyggerne i de brasilianske byer og i særlig grad for beboere i den urbane periferis slumbyer [favelas]. Siden slutningen af det 19. århundrede har de brasilianske storbyer været præget af et stigende antal favelas til stadig bekymring for både landets politiske styre og store dele af befolkningen. Denne holdning har udmøntet sig i utallige projekter med varierende målsætninger, der dog alle har betragtet favelas som et uønsket socialt fænomen (Ramsdell 1990:165). Endnu har ingen af disse projekter dog formået at løse problemet omkring den urbane periferi. Antallet af favelas er ikke faldende, snarere tværtimod (Cabral 1996:56).
Forskellige analytikere har søgt at begribe dette problemkompleks ved at henvise til regionens udprægede grad af personalisme og klientilisme (Ramsdell 1996, Sjørslev 2000, Wampler 2000). Denne udbredte holdning defineres af Inger Sjørslev som 'en måde at tage vare på en selv og ens egne - familie før samfund' (2000:2). Jeg er enig i, at personalisme er afgørende for den politiske og sociale interaktion. Men kan personalisme også siges at være det rationale, der ligger til grund for politiske programmer og derved afgøre udfaldet? Jeg vil følgende hævde, at personalisme er en interaktionsmekanisme, hvorfor logikken i både den sociale holdning til, og politiske programmer der behandler favelas skal søges andetsteds. Her vil jeg bruge Michel Foucaults begreb dispositiv [dispositif](1980:194) til at argumentere for, at både social og politisk holdning til favelas fundamentalt præges af en eksklusionslogik. Foucault benytter begrebet i sin skildring af fremkomsten af en ny styreform i vestlige nationalstater, der benyttede et disciplineringsdispositiv til at installere selvreguleringsmekanismer i borgerne, der rettede deres målsætninger ind efter styringslogikken (Foucault 1982:219). Dispositiv er altså en regularitet eller sammenhæng mellem hændelser, der former social omgang (Raffnsøe 2000:66). På samme vis vil jeg diskutere eksklusion som en dispositionel logik, der foreskriver hændelsernes udfald ikke som en kausalitet, men som en udpegning af en generel tendens. Jeg vil sluttelig relatere dette argument til en specifik planlægningspolitik i Recife i den nordøstlige delstat Pernambuco for derved at give en alternativ udlægning af styringsrationalet heri.
I 1985 blev Jarbas Vasconcelos valgt som borgmester i Recife hvilket kom til at betyde ændringer i den urbane planlægningsstruktur (Wampler 2000:8). Vasconcelos' administration igangsatte flere projekter, der som mål havde større grad af deltagelse af beboerforeningsledere i udvælgelsesprocessen af prioriteter for infrastrukturelle forbedringsprogrammer. Dette skulle medføre en mere dynamisk og åben dialog på tværs af skellet mellem den civile og statslige sfære. Recife's Plan for the Regularization and Urbanization of Special Zones of Social Interest (PREZEIS) var her et af de afgørende projekter: Fra slutningen af 70'erne blev antallet af hjemløse i Recife voldsomt forøget, hvilket resulterede i flere ulovlige 'land-invasioner' (Cohen 1996:3). Da regeringens kontrol samtidig løsnedes mærkbart under den skrøbelige overgang fra diktatur til demokratisk regime (abertura), fik de illegale bosættere mulighed for at stille politiske krav. Dette resulterede i 1988 i en lovændring, der fredede flere af byens favelas, hvilket garanterede beboerne mod senere tvangsforflytninger. PREZEIS skulle dermed manifestere en radikal definitionsforskydning af 'favela' fra at være et politisk våben til at være en ubestridelig legal ret.
Betoningen af administrativ decentralisering og bred deltagelse i udformningen af urban planlægning blev i 1991 grundstenen i planlægningsprocessen af Recife's Master Plan (Cabral & Moura 1996:57). Den i 1988 valgte borgmester Joaquim Francesco vurderede, at administrationen krævede en modernisering førende til mere dynamisk og demokratisk styring. De konstitutionelle lovændringer af 1988 skulle derfor danne grundlag for en byplan, der sikrede fuld deltagelse i urban planlægning og omkanaliserede overskud fra udvikling af privat og offentligt land til infrastrukturelle forbedringer i de fattige irregulære områder (op.cit.61). Det blev dog op til hans efterfølger Gilberto Marques Paulo at få planen vedtaget, da Francesco i 1990 opstillede til valget om guvernør- embedet.
Planen blev aldrig vedtaget i den udformning, Francesco havde forestillet sig. Flere faktorer gjorde sig her gældende: For at sikre bred deltagelse nedsatte borgmesteren forskellige kommitéer, hvori også beboerforeningsledere var repræsenterede. Intentionen var, at man i disse fora skulle gennemse og revidere planen. Manglende kommunikation mellem de forskellige kommitéer og lavt niveau af teknisk viden gjorde dog, at de ikke kom til at spille nogen nævneværdig rolle. Mere afgørende var dog et voldsomt lobby-pres fra boligspekulanter opsatte på at bibeholde private investeringsmuligheder (op.cit.65). Dette resulterede i en stærkt barberet plan, der eliminerede de originale intentioner og lod tilbage et sæt 'retningslinjer' i stedet for egentlig lovgivning omkring investeringsposter og deltagelse i den urbane planlægningspolitik.
Hvad der indledningsvis startede som et forsøg på at nå større demokratisk deltagelse i administrative beslutningsprocesser endte som vage retningslinjer, der kan efterleves, men som ikke behøves at diktere den egentlige lovgivning. Dette resultat er ganske overensstemmende med den generelle fordeling af beføjelser i det brasilianske legale system (Wampler 2000:10f). Den udøvende myndighed, i dette tilfælde borgmesteren, er den primære politiske aktør og skaber stort set egenhændigt den offentlige politik. Det er ikke den udøvende myndighed påkrævet økonomisk at dække projekter der vedtages gennem opstillede ændringsforslag, hvorfor disse kun kan implementeres, hvis borgmesteren finder det rimeligt. Et projekt som Recife's Master Plan er derfor alene afhængig af borgmesterens holdning hertil.
Konsekvensen af byrådsmedlemmernes manglende politiske muligheder er en udpræget grad af klientilisme(1) og 'alternative strategier' for at legitimere deres position overfor vælgerne: Da der er få muligheder for formelle indsigelser imod borgmesterens politik, handler det mere om at få frigivet midler, hvorved fokus flyttes fra egentlige politiske debatter (op.cit.9). Relationen mellem byrådet og den udøvende myndighed er derfor præget af personlige forhandlinger, hvorigennem medlemmerne søger at sikre 'small goods', der videregives vælgerne kort tid inden næste valg.
De analytiske forklaringsmodeller, der bruges i beskrivelsen af, hvorfor så mange af Brasiliens urbane planlægningsprogrammer fejler, henviser næsten samstemmende til de netop beskrevne parametre: Brian Wampler viser overbevisende, hvordan netværk, der dækker både det politiske felt og relationen mellem byrådsmedlemmer og vælgere reelt underminerer mulighederne for at nå større grad af transparens og demokratisk medbestemmelse, da politiske beslutningsprocesser præges af uigennemsigtighed og klientilisme (2000:11). Samme konklusion drager James Holston i hans analyse af love om jordbesiddelser (1991). Her ses det kaotiske legale system i Brasilien snarere som en resurse for aktørers egne taktikker end et ideal, der søges efterlevet. Robert Gay sammenligner to favelas, der er organiseret henholdsvis omkring klientilistiske relationer til lokalpolitikere og politisk deltagelse (1990). Gay demonstrerer gennem sine empiriske eksempler, hvordan klientilisme forværrer mulighederne for langsigtede forbedringer af universelle rettigheder og vilkår.
I Livia Neves de H. Barbosa's analyse af det brasilianske begreb jeitinho sættes ovenstående forhold i relation til bredere sociale værdi-sæt (1995). Jeitinho beskrives som en social mekanisme, der befinder sig et sted mellem tjeneste og korruption og mellem det socialt ønskværdige [ideal], og hvad der faktisk bliver gjort [praksis] (op.cit.:38). At give en jeitinho er at underkende universelle rettigheder som f.eks. individets ukrænkelighed og snarere fokusere på partikulære værdier i forsøget på at få noget gjort. Det er dermed en interaktionel mekanisme, der lader det offentlige rum opsluge af det private, hvorigennem den mindste sociale enhed ikke er individet, men den personlige relation (DaMatta 1997:77 i Sjørslev 2000:6).
Samme fænomen beskrives metaforisk af Roberto DaMatta som relationen mellem Huset og Gaden (1984:209ff). Her er Huset det familiære og personlige, mens Gaden er det uforudsigelige domæne der a priori etablerer distance mellem individer, der interagerer på basis af kontraktuelle forhold. Her værdilades Gadens etos negativt: Smides man ud af Huset, er individets moralske forankring fjernet, og man er blottet overfor Gadens ubarmhjertige tilfældighed. DaMatta understreger, at disse domæner ikke er rigide modsætninger, men interagerende sfærer, der mere ofte end ikke fremstår som dele af hinanden (op.cit.212). Når eksempelvis det legale system i Recife underordnes personlige relationer er det et eksempel på domænernes komplementaritet.
Det er hermed klart, hvordan Brasiliens politiske virkelighed generelt indrammes og begribes analytisk: De urbane programmer fejler på grund af den udprægede grad af klientilisme, hvis underliggende etos favoriserer personalisme fremfor universelle principper. Jeg skal ikke bestride denne antagelse. De empiriske eksempler beskrevet ovenfor viser klart, at klientilisme er en afgørende determinant for udfaldet af urbane politikker. Alligevel vil jeg forsøge at relativisere den nævnte argumentation. Problemet er som jeg ser det, at afgøre hvilken rationalitet, der virker som 'motor' for de enkelte handlinger - hvad der sætter det endelige moralske fundament for praksis og derved virker som præmisset for aktørens motivation og målsætning for den følgende handling.
Her mener jeg det måske bliver problematisk at definere klientilisme som en forklaringsmodel. Er personalisme ikke snarere en interaktionsmekanisme? En måde hvorpå daglige praksisser og forhandlinger kan foregå, der tilsvarer handlingens grundlæggende rationalitet! At legale strukturer underlægges et personalistisk etos, mener jeg ikke kan forklare, hvad forhandlingen omhandler, kun måden hvorpå den foregår - en handlings-rationalitet, men ikke handlingens rationalitet. Det er forskellen, der gør forskellen.
Jeg vil hævde, at ovennævnte forklaringsmodel til en vis grad sammenblander to forskellige niveauer af hvad Gregory Bateson kalder logiske typer og dermed begår en fundamental kategorifejltagelse (Bateson 1979:126ff). Der er f.eks. en kategoriforskel på at lære at være renlig og så at lære at vaske sig, rense negle, støvsuge, vaske tøj etc(2). Bateson hævder, at forskere konstant blander enkelt-adfærd sammen med kategorier af adfærd (som f.eks. renlighed). Dette fører bl.a. til den generelle slutning, at reinforcering (straf eller belønning) faktisk kan ændre et menneskes adfærdskategorier. Her er kriminalitet det bedste eksempel. Hvis kriminalitet er en adfærd giver det mening at straffe. Men hvis det derimod er en adfærdskategori eller et personlighedstræk, er det yderst tvivlsomt, om det giver mening at straffe i den tro, at man kan udslette den. Kriminalitet er ifølge Bateson 'snarere en måde, hvorpå man organiserer handlinger' (ibid).
Hvis Batesons argument accepteres som præmis for den følgende diskussion, er det ikke hensigtsmæssigt at efterspore årsagerne til de urbane projekters fiaskoer på niveauet for klientilisme. Derved ville vi begrænse diskussionen til analyse af enkelthandlinger eller adfærd.
Bateson hævder, at alle kommunikatoriske fænomener afhænger af et hierarki af indlæring (Ølgaard 1996:96). Enhver transaktion mellem individer er en indlæringskontekst, der a priori forudsætter gentagelighed. Var dette ikke muligt, ville interaktion ikke kunne foregå. Der må altså være nogen grad af forudsigelighed for, at social udveksling overhovedet kan etableres. Det niveau, der etablerer denne uudtalte enighed mellem aktørerne om arten af deres relation, er ikke niveauet for klientilistisk interageren. Klientilisme definerer handlingens parametre men ikke den bredere indretning af verden. Hvad der derfor er nødvendigt ud fra en Bateson'sk tankegang er at analysere den rationalitet eller den meta-kontekst, der afgører den dybere struktur i den enkelte interaktionskontekst, altså aspekter som karaktértræk og generel inddeling af interaktion, der grundlæggende definerer handlingens rationale (op.cit.:101ff).
Følgende vil fokus være på hvad jeg ser som det afgørende træk ved de politiske og social interaktioner, der vedrører favelas, nemlig det ekskluderende. Jeg vil hævde, at eksklusion grundlæggende er indprintet i al social interageren på samme vis som disciplin i Michel Foucault's optik er et afgørende parameter for magtrelationer i moderne samfund (Foucault 1991: 102f, Foucault 1995:125ff, ). For at underbygge mit argument vil jeg skildre dette som et eksklusionsdispositiv. Begrebet dispositiv er hentet fra Foucaults tænkning og skal følgende udlægges som forskellige former for konkret magtudøvelse, der ikke forudsætter et bestemt (konstrueret) subjekt for magtudøvelsen (Raffnsøe 2000:47).
Ofte vil enkelthandlinger være præget af en umiddelbart let gennemskuelig common sense-logik. På dette niveau indrammes handlingen af aktørers definerede mål, der synes at sætte en specifik kurs. Imidlertid krydses egne hensigter og handlinger af andre, hvilket bevirker, at den resulterende handling aldrig bliver helt som forventet (Raffnsøe 2000:63). Der er altså en stadig afdrift i forhold til den enkelte handling og dens 'umiddelbare' intention. Betragtes de krydsende handlinger i sammenhæng træder en ny regelmæssighed frem, der eliminerer visse træk, der i den øjeblikkelige situation virkede relevante og lader andre aspekter stå frem, der først ansås som ubetydelige. Denne sammenhæng mellem handlingerne og deres hensigter (formulerede eller ej) er hændelsernes dispositiv (ibid). Herved bliver dispositivet et system af relationer mellem elementer (Foucault 1980:194). En fordelingsregelmæssighed der binder de enkelte hændelser sammen. Denne relationelle logik gør sig gældende, idet den leder interaktionen ad visse kanaler og disponerer derved for bestemte udfald. Dispositivet udpeger en generel tendens eller sandsynlighed snarere end at være en determinerende kausalitet, og bevirker, at initiativer går i visse retninger (Raffnsøe 2000:68). Derved kan dispositivet anskues som det medie, handlinger må passere igennem for at kunne virke, sætte spor eller forsvinde. Mediet er dog mere end handlingerne, da det snarere betegner relationen imellem dem end de enkelte elementer.
Rationaliteten immanent i dispositivet ytrer sig i form af den regularitet, der former en bestemt social omgang (op.cit.:66). For at kunne synliggøre denne, er det nødvendigt at afdække dispositivets tilblivelseshistorie, da rationaliteteten formes diakront igennem forskellige svar på forskellige udfordringer. Dispositivet er altså den sammenhæng, man efterfølgende kan udlæse af de analyserede hændelser. Foucault viser dispositivets strategiske funktion i kraft af dets status som svar på 'urgent needs' i bestemte historiske situationer (Foucault 1980:195): Et samfundsmæssigt behov for at assimilere en 'fritflydende befolkning' gjorde disciplinen til en afgørende dispositionel logik i denne strategi. Der er altså en gensidighed mellem dispositivet og de hændelser, hvor udfra det udspringer. I takt med udviklingen af den dispositionelle rationalitet formes både problematik og løsningsforslag i højere grad i overensstemmelse hermed (Raffnsøe 2000:64). I sidste instans vil den dispositionelle rationalitet aftegne en generel binær skematik, der deler verden i en positiv og en negativ værdi (Christensen & Andersen 2000:25). Et udmærket eksempel er igen disciplinen, der skematiserer verden i forebyggelse (+) over for det uønskede (-).
Betragtes social interaktion gennem et dispositionelt optik, afdækkes mønstre til regulering af handling, der bliver til gennem interaktion. Derved er der mulighed for at analysere magtudøvelse uden at henføre til et magtens centrum, hvilket Foucault anser som en primær opgave i enhver magt-analytik (Foucault 1995:272). Jeg vil mene, at dynamikken i magtanalytikken fremkommer, når det gennem fremskrivning af dispositivet bliver klart, hvordan politiske aktører gør brug af rationaliteten immanent heri. Jeg vil i de følgende afsnit vise, hvordan en foucaultsk magtanalytik åbner for forståelse af måder hvorpå dispositionel rationalitet fremfor direkte dominans bliver afgørende faktor for politisk styring. Derved vil jeg søge at klarlægge, hvordan det underliggende rationale i den tidligere nævnte urbane planlægning i Recife snarere er præget af logikken i et eksklusionsdispositiv end af klientilisme og personalisme.
Michel Foucault viser i 'Governmentality' (1991) hvordan en ny styringslogik [governmentality] fra det 18. århundrede begynder at præge den politiske virkelighed i den vestlige verden. I denne periode blev befolkningen identificeret som et afgørende politisk problem, der recentrerede den tidligere styring, der primært havde fokuseret på konsolidering af Suverænens magt (op.cit.99). Endemålet for den nye tænkning er ikke længere symbolsk underkastelse for Loven, men residerer i de ting hvis interesser varetages af Staten, nemlig befolkningen. Den politiske styringslogik anerkender, at befolkningen som objekt medtages i alle overvejelser for at kunne styre rationelt og bevidst. Konsekvensen bliver en ny politisk videnskab, der undersøger befolkningens iboende regulariterer og processer for derved at kunne handle på befolkningen gennem utallige både åbne og skjulte strategier (op.cit.:100). Målet er, gennem præcise kalkulationer baseret på videnskabelig ekspertise at installere selvregulerende teknikker i borgerne der stemmer deres personlige valg overens med styringslogikken (Rose & Miller 1992:188f). Derved bliver individets autonome frihed snarere en allieret end en modstander, der nødvendigvis må knægtes for at sikre lydig underkastelse.
Styringslogikkens praktiske virke tager udgangspunkt i en dialektisk proces mellem den politiske rationalitet og egentlige styringsteknikker (op.cit.:179,183). Den politiske rationalitet er styringslogikkens formulerede ideal. En moralsk epistemologi, der på baggrund af ekspertise har gjort virkeligheden tænkbar på en sådan måde, at den kan underkastes politiske overvejelser om mulige taktikker. Styringsteknikkerne [technologies og government] er programmer for den direkte implementering af disse ideelle intentioner. Medtænker vi her det nye syn på befolkningen, bliver det klart at en sådan styringslogik ikke kan tage hensyn til en rigid social opdeling i stat og civilsamfund. For at virke på det enkelte individ må den politiske rationalitet 'oversættes' på en måde, der gør den virksom både over distance og gennem løse og fleksible sammenkædninger af utallige relationer. Det betyder altså, at styringslogikkens virkefelt går på tværs af den konventionelle opdeling i stat og civilsamfund. Rose og Miller hævder, at dette må betyde en reformulering af statsbegrebet: Snarere end at manifestere en homogen centraliseret enhed, er staten en måde, hvorpå problemet om styringslogik diskursivt kodificeres (1992:177). Det er altså en omvendt tænkning i forhold til konventionel politisk teori: Styringslogikken gør brug af statsbegrebet for at give sine praksisser durabilitet og ikke omvendt.
Foucaults udlægning har afgørende konsekvenser for begrebsliggørelsen af politisk virke. Da styringslogikkens opgave ikke længere er konsolidering af Suverænens position, men taktisk at opnå det ideal den politiske rationalitet har opstillet, bliver loven en resurse for strategiske overvejelser. Dette harmonerer med James Holstons iagttagelser af måder, hvorpå politiske aktører aktivt bruger jordbrugs-lovgivningen i Brasilien som resurse for egne taktikker snarere end at forholde sig til den som uomgængelig regulering (1991). Følgende vil jeg vise, hvordan Holstons udlægning snarere er reglen end et enkeltstående tilfælde. Min hovedtese vil være, at analyseres progressionen i den brasilianske styringslogik, bliver det klart, hvordan urban planlægning i høj grad har været præget af instrumentel brug af et stadigt udviklende eksklusionsdispositiv. I denne sammenhæng er det afgørende at pointere, at eksklusionsdispositivet ikke omhandler favelas per se, men er en logik, der bruges i henhold til det ideal styringsteknikker søger opnået. Favelas konciperes altså først indenfor en specifik politisk rationalitet, der giver begrebet relevans.
I begyndelsen af sidste århundrede erkendte politiske elitære grupper i Brasilien det tvingende behov for eksport-orienteret økonomi(3). Urban vækst blev derfor opprioriteret på bekostning af social service hvilket medførte kraftig forøgelse af antallet af slum-kvarterer, der hurtigt fik status af uformel ikke-anerkendt urban periferi (op.cit.:55).
Den primære eksportvare var kaffe (Oliveira 1996:74). Produktionen krævede større arbejdsstyrke, end Brasilien kunne yde, hvorfor man søgte at tiltrække europæere. Dette resulterede i en voldsom immigrationsbølge, der toppede i årene 1880 til 1930 hvor ca. 4 millioner immigrerede til Brasilien (ibid). Denne ny arbejdsstyrke forskubbede med politisk tilskyndelse fattige sorte fra direkte adgang til produktionsmidlerne og umuliggjorde derved social mobilitet for disse marginale grupper.
Disse hændelser indtraf altså umiddelbart efter opgivelsen af slaveriet (1888) og skal ses i sammenhæng med andre samtidige processer for at kunne begribe eksklusionsdispositivets progression: I 1891 blev monarkiet væltet i respons til den støtte, det havde ydet frigivelsesbevægelserne mod slaveriet (Andrews 1992:151). Den 1. Republik, der fulgte, søgte at opnå status som moderne nationalstat ud fra europæiske konventioner. Derfor blev race snart et centralt tema, da man i Europa havde søgt at skabe homogene nationale folk gennem undertrykkelse af kulturelle forskelle (Ferreira 1998:215). Her var arv og phenotype primære markører, hvilket problematiserede forholdene i Brasilien, da man efter slaveriet havde en befolkningsgruppe, der både inkluderede portugisere og farvede med angiveligt lige rettigheder. Med de europæiske nationalstaters racistiske ideologier som referent, måtte sorte marginaliseres i det videre modernitetsprojekt, hvorfor politiske strategier blev forankret i videnskabelig racisme og social darwinisme udviklet i Europa (Andrews 1992:155). Intentionen var altså at overføre en europæisk logik, der hævdede, at nationalstaten reelt kunne 'indskrives' på individets krop gennem en eksklusiv race-kategorisering. Hermed håbede man at kunne undslippe idéen om Brasilien som kun en underudviklet mutation af virkelige europæiske nationalstater.
Det er vigtigt at pointere, hvordan eksklusionsdispositivet i denne periode gennemgår en udvikling, der ikke baseres på en enstrenget stringent logik. Brasiliens modernitetsaspirationer fordrede en bestemt befolkningssammensætning, der ikke kunne inkludere fattige og farvede. Derfor udvikledes over tid en flydende eksklusionslogik, der i forskellige styringsteknikker søgte at opnå det satte mål. Man havde så at sige brug for en social mekanisme på samme måde som disciplinen ifølge Foucault var nødvendig for udviklingen af vestlige nationalstater.
Eksklusionsdispositivets virkefelt spredtes fra starten ud over den sociale krop og virker foreskrivende overfor det ekskluderede både igennem egentlige politikker men også som social norm med konsekvenser for fattige farvede i den urbane periferi. I lyset af modernitetsprojektet blev favelas hurtigt symbol på landets dårligdomme (Leeds 1996:67). Lea Ramsdell beskriver i denne sammenhæng hvordan forskellige værdiladninger af favelas har dannet grundlag for implementerede politikker, hvor navnlig en normativ holdning, der betragtede favelas som 'parasitter' har haft afgørende betydning (1990:165). Her anskues slumbyer som et 'sygt miljø', der kun producerer marginale uønskede eksistenser.
Under perioden med diktatur (1964-1984) var denne holdning særligt fremherskende: Alejandro Portes analyserer i "Housing Policy, Urban Poverty, and the State"(1984), hvordan flere favelas fra Rios lukrative South Zone blev fjernet for at skabe muligheder for bebyggelse af bedre boliger til den mere velhavende middelklasse. Intentionen var ifølge Portes at skabe en 'urban orden baseret på fysisk segregering af de forskellige klasser og sikring af de bedste områder til middel- og overklassens eksklusive brug' (op.cit.:21). Grundet Brasiliens størrelse og komplekse struktur var det dog ikke muligt udelukkende at basere politikken på undertrykkelse. Den søgte målsætning blev derfor legitimeret under dække af socialpolitik, der angiveligt ville forbedre boligforholdene for de laveste klasser (op.cit.:5). Portes viser dog, hvordan dette ikke lykkedes. Snarere var resultatet en forvredet boligpolitik, der stadig præger Brasiliens sociale virkelighed.
I dette afsnit har jeg søgt at vise, hvordan forskellige historiske processer har produceret og er blevet produceret af et eksklusionsdispositiv, der progressivt har opnået større status både som norm og gennem egentlige politisk styringsteknikker. I sidste afsnit vil jeg forsøge at relatere dette til den nuværende situation.
Lea Ramsdell viser, hvordan Brasiliens tilbagevenden til demokratisk regime ikke har haft nævneværdige positive konsekvenser for slumbyerne (1990:182f). På nationalt niveau er favelas ikke et tema af 'prime importance', hvilket fastholder slumbyerne i den marginale ekskluderede position. Den nuværende regering har ikke længere hverken den fornødne styrke eller de finansielle muligheder for at udslette hele områder. Så hvordan er det lykkedes at opretholde en vedvarende ekskludering? Hvilken styringsteknik virker dispositivet igennem? Her mener jeg, vi vender tilbage til udgangspunktet og må igen diskutere klientilisme, men nu i lyset af den mellemliggende analyse af eksklusionsdispositivets virke.
Brian Wampler konkluderer vedrørende Recife's boligpolitik, at der er få offentlige rum, der tillader en kritisk diskussion af styrets prioriteter og programmer (Wampler 2000:18). Dette er en indirekte konsekvens af den politiske struktur, der ifølge forfatteren kan betegnes som et 'privat domæne hvor de vigtigste beslutninger træffes af en lille elitær gruppe, der kun skal stå til regnskab overfor sig selv'(op.cit.:17).
Klientilisme er altså en særdeles afgørende interaktionel mekanisme i det politiske felt. Men det er ikke det rationale, der afgør de politiske mål og definerer boligpolitikken. Jeg vil snarere hævde at eksklusionsdispositivets logik foreskriver disse. Jeg er udmærket klar over, at flere forskere også betoner eksklusion som et betydningsfuldt fænomen (Sjørslev 2000:4, Alvarez 1998:13). Det afgørende er blot efter hvilken prioriteringsrækkefølge begreberne får relevans. De nævnte analyser ser eksklusionen som bestemt af klientilisme, hvor jeg vil mene, en omvendt logik gør sig gældende: På baggrund af foregående analyse, vil jeg hævde, at eksklusionen er det afgørende politiske begreb. Både raciale og urbane forhold er gennemsyrede af en logik, der som første præmis har eksklusion. Den styringsteknik, der efterfølger denne, er naturligvis vigtig, men er mere at anskue som formen, dispositivet antager.
På de foregående sider har jeg i al beskedenhed søgt at gøre op med det hidtidige syn på Brasiliens urbane problematik ved at ændre på rækkefølgen for diskussionens parametre. Jeg har hævdet, at klientilisme ikke står i et kausalt forhold til eksklusion, men at det muligvis kan siges at forholde sig omvendt. Ved at introducere Foucaults begreb dispositiv, har jeg søgt at begribe politisk styring på en måde, der snarere ser klientilisme som en interaktionsmekanisme, der forholder sig til eksklusion som form til medie. Derved kan der åbnes op for en bredere analyse af måderne, hvorpå eksklusion virker som social rationalitet. Konsekvensen må blive, at urban planlægning begribes indenfor samme analytiske ramme, der behandler racisme. Dette fænomen har tidligere været genstand for en lignende batesonsk kategorifejltagelse: Den brasilianske sociolog Florestan Fernandes anså racisme som et strukturelt resultat af kapitalisme (Hanchard 1999:6). Man var ifølge Fernandes udsat for diskrimination alene på baggrund af sin sociale position. Det analytiske optik var dermed rettet mod strukturelle determinanter og ikke faktorer som skjult racisme manifesteret som 'kulturel censur' (Sheriff 1997:123ff). Social status er naturligvis afgørende for enhver interageren. Det samme gælder klientilisme, der stadig farver den politiske virkelighed i Brasilien. Hvad jeg har søgt at vise er, at disse variabler ikke kun virker som producenter, men ligeledes produceres af andre sociale dynamikker såsom rationalet i et eksklusionsdispositiv. Succes-kriterier for urban planlægning må således defineres ud fra vurdering af, i hvor høj grad et givent projekt har formået at frigøre den (klientilistiske) politiske praksis fra eksklusionsdispositivets rationalitet.
1. Jeg definerer følgende klientilisme som "…the distribution (or promises) of resources - public or private - by power seekers or holders in return for votes" (Gay 1990:116).
2. Omkring kriminalitet skriver Bateson f.eks. i 'Ånd og Natur': "[Der er] en meget dyb forskel mellem et seriøst forsøg på at ændre en organismes særpræg og at prøve på at ændre denne organismes specielle handlinger. Det sidste er forholdsvis let; det første særdeles vanskeligt" (Bateson 1979:128).
3. I "City Management, Local Power, and Social Practice"(1996) skriver Cabral & Moura: "Throughout the history of Brazil, urban policy has led to a pattern of social exclusion. This exclusion was intensified by the country's political and economic elite when urban modernization was attempted in the early 20th century" (op.cit.:54).
Alvares, Sonia E. 1998: Introduction i: Sonia E. Alvares, Evelina Dagnino & Arturo Escobar (eds): Cultures of Politics/Politics of Culture: Revisioning Latin American Social Movements. Boulder: Westview Press.
Andrews, George Reid: Black Political Protest in São Paulo, 1888-1988 i: Journal of Latin American Studies, 24(1), pp. 147-172. Cambridge: Cambridge University Press.
Barbosa, Livia Neves de H. 1995: The Brazilian Jeitinho: An Exercise in National Identity i: David J. Hess & Roberto DaMatta (eds.): The Brazilian Puzzle,pp. 35-48. New York: Columbia University Press.
Bateson, Gregory 1979: Ånd og Natur. Charlottenlund: Rosinante.
Cabral, John T. & Moura, Alexandrina Sobreira de: City Management, Local Power, and Social Practice: An analysis of the Master Plan Process in Recife i: Latin American Perspectives 23(4), 54-70.
Christensen, Gudrun & Andersen, Niels Åkerstrøm 2000: Spisningens sygeliggørelse i: Grus, 59, pp. 23-44.
Cohen, Beth 1996: Lessons From Recife: Favela Residents Move up from Mud Into Policy Arena i: Real Brazil,
http://lanic.utexas.edu/ilas/brazctr/publications /rb/favelas.html.
DaMatta, Roberto 1984: Carnival in Multiple Planes in John McAloon (ed.): Ritual, Spectacle, Festival, pp. 208-240. Philadelphia.
Ferreira da Silva, Denise 1998: Facts of Blackness: Brazil is not (Quite) the United States…and Racial Politics in Brazil i: Social Identities, 4(2), pp. 201-235.
Foucault, Michel: The Confession of the Flesh i: Colin Gordon (ed): Power/Knowledge: Selected interviews and Other Writings 1972-1977, pp. 194-228. New York: Pantheon Books.
1982 The Subject and Power i: Hubert Dreyfuss & Paul Rabinow (eds): Michel Foucault – Beyond Structuralism and Hermeneutics, pp. 208-226. Brighton: Harvester Press.
Governmentality i: G. Burchell, C. Gordon & P. Miller (eds): The Foucault Effect – Studies in Governmentality, pp. 87-104. Chicago: The University of Chicago Press.
Overvågning og straf – Det Moderne Fængselsvæsens Historie,pp. 125-143, 149-161, 261-273. . København: Rhodos Radius
Gay, Robert: Neighborhood Associations and Political Change in Rio deJaneiro i: Latin American Research Review 25(1), pp. 102-118
Holston, James 1991: The Misrule of Law: Land and usurpation in Brazil i Comparative Studies in Society and History 33(4), pp. 695-725
Leeds, Elizabeth: Cocaine and Parallel Polities in the Brazilian Urban Periphery: Constraintson Local-Level Democratization i: Latin AmericanResearch 31(3), pp. 47-83.
Oliveira, Ney dos Santos 1996: Favelas and Ghettos: Race and Class in Rio de Janeiro and New York City i: Latin American Perspectives 23(4), pp. 71-89.
Portes, Alejandro 1984: Housing Policy, Urban Poverty, and the State: The Favelas of Rio de Janeiro, 1972-1976 i: Latin American Research Review, pp. 3-24.
Ramsdell, Lea: National Housing Policy and the favela in Brazil i: Lawrence S. Graham & Robert H Wilson (eds): The Political Economy of Brazil: Public Policies in an Era of Transition, pp. 164-185. Austin: University of Texas Press.
Raffnsøe, Sverre 2000: Michel Foucaults dispositionelle magtanalytik i: Grus 59, pp. 45-70.
Rose, Nikolas 1992: Political Power beyond the State: problematics of government i: The British Journal of Sociology 43(2), pp. 173-206.
Sheriff, Robin: "Silence: Racism and Cultural Censorship" i: Negro is a Nickname that the whites gave to the blacks": Discourses on Color, Race and Racism in Rio de Janeiro, pp. 123-175. Unpublished PhD Thesis in Anthropology. The City University of New York City.
Sjørslev, Inger 2000: Religious Movements and Civil Society: The Case of Brazil. Unpublished paper presented at the 6th EASA Conference in Krakow, 26-29 July 2000: Crossing Categorical Boundaries: Religion as Politics/ Politics as Religion.
Wampler, Brian 2000: Participatory Publics and the Executive: Participatory Budgeting. Paper prepared for LASA2000, Latin American Studies Association, XXII International Congress, Miami, Florida. March 16-18, 2000 [www.utexas.edu/academic/uip/research/docstuds/coll/wampler.html]
Ølgaard, Bent 1996: Kommunikation og økomentale systemer ifølge Gregory Bateson. Århus: Akademisk Forlag 1991.