Pligt og begær
Et studie af unge letteres arbejde for europæisk integration

Jeppe Linnet

Feltarbejdssynopsis, foråret 2000, Institut for Antropologi, Københavns Universitet

Indhold

1. Indledning

I moderne socialantropologi kræves en bevidsthed hos forskeren om, at lokale samfund er prægede af globalisering: at aktører ikke kun relaterer sig til de mennesker, de møder ansigt til ansigt, eller det rum de bevæger sig i rent fysisk. De forholder sig også til forestillede fællesskaber og politiske processer på nationale og globale niveauer. Giddens (1991) karakteriserer dette som en proces, hvorved mennesker i stigende grad står i relation til fraværende men livs-opretholdende "systemer". Disse kan ikke opleves primært, men kun som formidlet af eksperter eller kropsliggjort i officielle repræsentanter. Giddens ser dette som et træk, der i stigende grad karakteriserer socialt liv i en post-traditionel modernitet.

En antropologi der vil begribe ovenstående må i mine øjne konceptualisere hvordan politiske enheder i stor skala, altså større end nationalstaten men mindre end "det globale", bliver til forestillede fællesskaber. Flere antropologer har udviklet teorier om de forestillinger, der knytter mennesker til et nationalt fællesskab (Anderson 1982, Herzfeld 1992). Antropologisk og etnologisk forskning har belyst hvorledes nationale forestillinger forankres i individers følelsesliv, idet nationale rum og historier bliver rammen for individers oplevelser af deres eget selv og deres egen krop (Skultans 1998, Löfgren 1999). Det nationale niveau af "imagining" er således vel beskrevet og konceptualiseret. Men hvad med det internationale?

Under mit feltarbejde i Letland vil jeg undersøge konstruktionen af EU som et internationalt, forestillet fællesskab. Jeg undersøger samtidig hvordan den politiske proces, der kaldes europæisk integration, forankres lokalt. Hvordan den får et kropsligt, intellektuelt og følelsesmæssigt nærvær hos nogle mennesker. Disse er medlemmerne af den proeuropæiske NGO "Klubs Maja"⁽¹⁾. Disse unge politiske aktivisters praksis er led i en nationsopbygning, og de udtrykker samtidig forestillinger, diskurser og følelser, der referer til et fællesskab i europæisk skala.

1.1 Kort om Klubs 'Maja'

Klubs 'Maja' er en NGO af unge mennesker, der er EU-tilhængere, og hvis arbejde består i at informere og bevidstgøre deres omgivelser i en EU-venlig retning. Organisationen har ca. 300 medlemmer over hele Letland, primært i Riga. De fleste er i starten af tyverne og læser på universitetet. Aktivisternes informations-strategier afhænger af målgruppen: de arrangerer f.eks et debatmøde på et gymnasie eller en udstilling af børnetegninger, alt med relation til "Latvias road to Europe". Desuden forsøger Klubs 'Maja' selv at indsamle viden om EU ved at deltage i pressemøder, receptioner og foredrag med udenlandske diplomater og akademikere. Klubs 'Maja'´s arbejde er principielt i tråd med den større informationskampagne, hvorved den lettiske stat forsøger at bevidstgøre befolkningen i en EU-venlig retning. Finansiel støtte til de enkelte projekter stammer dog fortrinsvis fra udenlandske ambassader i Riga, ikke fra den lettiske stat. En vigtig del af NGO-arbejdet består derfor i at skabe netværk til potentielle donorer i Rigas diplomatmiljø.

1.2 Studiets relevans

Overnationale politiske fællesskaber som EU ansporer store mængder forskning indenfor andre social-videnskabelige traditioner. Indenfor freds- og konfliktforskning og politisk sociologi anses "regioner" for at blive en dominerende form for organisering af formelt politisk liv, og et eksempel herpå er europæisk integration. Hvilke kritiske og videnskabelige perspektiver kan antropologien da anlægge, når rammerne for socialt og politisk liv i Europa lige nu omorganiseres kraftigt? Der rettes kun i lille grad antropologisk opmærksomhed mod ovennævnte processer.

Min problemformulering har denne udfording som sit teoretiske udgangspunkt: Hvordan kan en politisk antropologi begribe de processer, hvormed individer og samfund knyttes - og knytter sig - til et fællesskab af større skala end det nationale? Dette må antropologen forsøge at gøre, for disse internationale "imaginings" er del af den post-traditionelle modernitet som Giddens skildrer. Jeg bruger som udgangspunkt antropologiske teorier om nationale følelser og forestillinger til at konceptualisere lokale forestillinger om et europæisk fællesskab.

Mine data kan desuden hjælpe til at belyse, hvorfor nogle mennesker vælger at engagere sig i det NGO-arbejde, som ofte bliver fremhævet som selve beviset for eksistensen af et civilt samfund. Jeg vil også kunne sige noget om, hvordan det europæiske fællesskab, vi selv er del af, opfattes blandt mennesker, der måske også vil blive del af det. Endelig vil jeg gerne bidrage til antropologiens mulighed for direkte at studere de stor-skala politiske processer, som ofte kun ses som "kontekst" (Appadurai 1995, Moore 1987). Én måde at gøre dette er at studere NGOer som grupper af mennesker, hvis strategier og opmærksomhed retter sig specifikt mod store politiske processer og fysisk fraværende systemer, og som har en formel organisation der mødes regelmæssigt på velafgrænsede fysiske lokaliteter.

1.3 Hypotese og forskningsspørgsmål

Min indfaldsvinkel til studiet af de følelser, der motiverer NGO-aktivisterne til proeuropæisk politisk aktivisme, kan udtrykkes som en arbejdshypotese, jeg har dannet ud fra mit pilotprojekt: mine informanters forestillinger om det europæiske fællesskab medieres (1) gennem deres følelser, f.eks. en commitment til nationens opbygning, og (2) ved at deres forestillinger om stil og social status realiseres i situationer, hvor de møder repræsentanter for dette internationale fællesskab. Herved får en stor-skala politisk process et følelsesmæssigt nærvær.

Mine forskningsspørgsmål følger op på ovenstående:

• Hvilke følelser og forestillinger motiverer NGO-aktivisterne til deres proeuropæiske politiske aktivisme?
• Hvilke diskurser og symboler danner, og reproduceres af, deres forestillinger om EU?

2. Teori: Etnografiske og politiske perspektiver

2.1 Følelser og social hukommelse

Letland opnåede selvstændighed og international anerkendelse som nation i 1991. Dette afsluttede 50 års sovjetisk besættelse, som i lettisk bevidsthed blot er den seneste i en 900 år lang række af imperie-dannelser, hvorunder lettere er blevet undertrykt, forfulgt, deporteret og slået ihjel fordi de var lettere. Denne sociale hukommelse er en del af min analytiske ramme for fortolkningen af lettiske forestillinger om en fremtid som medlem af det europæiske fællesskab.

Connerton siger i How Societies Remember (1989: 3) at "it is an implicit rule that participants in any social order must presuppose a shared memory", og at billeder af fortiden herved legitimerer nutidens sociale orden. Jeg studerer hvordan billeder af fortiden legitimerer en social praksis, som er led i en proces af europæisk integration.

Disse billeder har Vieda Skultans i Testimony of Lives (1998) studeret som social hukommelse i postsovjet Letland. Social hukommelse i Letland udtrykker ifølge Skultans billeder af en kollektiv offer-skæbne og en længsel efter at træde ud af denne. Skultans viser hvordan dette offer-tema bruges i narrativer, både om nationens historie og om éns eget livsforløb og sociale praksis (op.cit: 47ff). Den kollektive selvopfattelse er herved baseret på en delt erfaring af lidelse, men heri ligger også kampen for at transformere det kollektive selv, at hæve sig over skæbnen, "to wrest control from the master narrative" (op.cit: 59). Længslen efter at få kontrol over historien udtrykker sig ved en stærkt moraliseret commitment til genopbygning af dét sociale fællesskab, som degenerer eller helt ødelægges under fremmede magters åg.

Jeg koncentrerer mig om de følelser og forestillinger, der motiverer medlemmerne af Klubs 'Maja' til deres arbejde. Jeg ser følelser som dispositioner for typer af handling (Rosaldo 1984). Følelser engagerer aktører og giver dem et "drive" til at handle på måder, som reproducerer og ændrer en social orden. Jeg spørger ikke til følelser for at nå menneskers indre tilstande, men for at få aktørers egne udsagn om motivationen til de handlinger, jeg kan observere⁽²⁾.

Ud fra interviews jeg foretog under mit pilotprojekt, har jeg valgt at arbejde med en idealtype-opdeling af mine informanters følelsesmæssige motivation i to sfærer: Den ene er ansvarlighed eller pligt, idet medlemmerne af Klubs 'Maja' generelt beskriver en følelse af ansvar for Letlands og deres generations fremtid. De gør deres pligt overfor nationen, og adskiller sig herved fra flertallet af Letlands unge, siger de. Heri ser jeg et sammenfald med Skultans beskrivelser af den moraliserede commitment til deltagelse i samfundets genopbygning. Den anden sfære af følelser er en fascination af eller et begær efter det europæiske: det internationale miljø i Riga, stilfulde og magtfulde mennesker der er "like small islands of Europe" som en informant udtrykte det⁽³⁾. Møderne med disse mennesker blander, ifølge mine informanter, følelsen af at gøre et vigtigt arbejde med oplevelsen at blive respekteret og anerkendt som person.

Det er vigtigt for mig at understrege, at selvom jeg via Skultans relaterer mine informanters motivation til en lettisk nationalfølelse, er det nationale ikke mit studieobjekt som sådan. Jeg vil som sagt undersøge, hvordan stor-skala politiske fællesskaber får et kropsligt og følelsesmæssigt nærvær hos politiske aktivister, der engagerer sig i dem. Nationalfølelse er her en central, medierende faktor.

2.2 Nationale og internationale forestillinger

Når jeg bruger termen "forestilling" er det en reference til Benedict Andersons Imagined Communities (1982), og især det Anderson kalder "simultanitet": det forestillede fællesskab som en bevidsthedsform, hvor individer ved at de i dette nu deler det nationale med en gruppe mennesker, de ikke møder ansigt til ansigt. Dette ved de, fordi det reproduceres igennem diskurser om det nationale "vi", og igennem totaliserende og replicerbare fænomener som den daglige avis. Disse placerer læseren i et udsigtspunkt, hvorfra hun kan overskue hele det nationale rum i et 24 timers retrospektiv, og hvorfra hun er bevidst om at dele udsigten med mange medborgere, hun aldrig vil møde fysisk (op.cit:24ff.). Jeg bruger og udvider denne tilgang ved at se på de symboler, der refererer til det internationale fællesskab, som medlemmerne af Klubs 'Maja' orienterer sig mod.

Desuden er der en forbindelse mellem nationale og internationale forestillinger derved, at bevidstheden om at have en lettisk identitet, og ligeledes selve tanken om Letland, nødvendigvis implicerer forestillingen om "a nation in a world of nations" (Billig 1994:65ff). Dette er relevant for at anvende forestillings-begrebet på en større skala end det nationale, og fordi det viser at der ingen logisk modsætning er mellem national og international bevidsthed, trods at de ofte kontrasteres som ideologier (Herz 1950)⁽⁴⁾.

Forestillinger ser jeg som bestående af diskurser og symboler, jf. andet forskningsspørgsmål: Hvilke diskurser og symboler danner, og reproduceres af, NGO-aktivisternes forestillinger om EU?

2.3 Diskurser

Forestillinger om EU ser jeg blandt andet i et diskursteoretisk perspektiv. En brugbar definition af diskurs er "a specific group of texts, but also the social practices to which those texts are linked…which generally work towards closure" (Laclau & Mouffe i Doty 1996). Disse "tekster" er her historien om et Letland, der blev tvunget til at forlade Europa, men nu er tilbage. Dette er den nationale historie som den i dag skrives af den lettiske stat⁽⁵⁾. Konteksten af "sociale praksis´er" er blandt andet den europæiske integration, jeg studerer. "Closure" betyder for mig en tendens i retning af finalitet, et forsøg på at skrive den sande og endelige repræsentation af historien.

Denne drift mod at mestre historien er et træk ved modernismens store fortællinger (Lyotard 1984). EU er i sig selv en stor fortælling om økonomisk liberalisme og sikkerhedsteoretisk rationalisme: demokratier der respekterer menneskerettigheder og indgår markedsøkonomiske relationer går ikke i krig med hinanden. Dette er ideologien bag EU-integrationen (Wæver 1992, 1999). Jeg vil undersøge om mennesker skaber en tilknytning til det europæiske ved at skrive deres lokale historier i samme store, europæiske fortællingers ånd. Derfor vil jeg diskurs-analysere mine informanters historier om Letlands vej til Europa. Jeg ser dem foreløbig som forsøg på at opnå closure på to fronter: At få defineret klare kriterier for det nationale "vi", og samtidig indskrive dette "vi" i et europæisk rum⁽⁶⁾.

2.4 Symboler, ritualer og praksis

Udover ovennævnte diskurser består forestillinger om fællesskaber af symboler, der engagerer individer følelsesmæssigt. Det europæiske fællesskab er for mine informanter en kommende tilstand, der fortolkes og gøres nærværende gennem referencer til fortiden. Herved anvender aktører kreativt symboler fra en delt social hukommelse i en ny politisk kontekst. Men de symboler der anvendes, strukturerer også de handlinger og forestillinger, som de formidler. Denne spænding mellem struktur og agentur problematiserer jeg i en ramme af Bourdieu´sk praksisteori.

Symbolerne finder jeg gennem analyser af situationer, hvor mine informanter møder repræsentanter for det europæiske fællesskab. En sådan situation kan med Lukes brede definition og Connertons brug heraf ses som et ritual: "a rule-governed activity of a symbolic character which draws the attention of its participants to objects of thought and feeling which they hold to be of special significance" (Lukes 1974 i Connerton 1994:44).

Mit fokus er især de ritualer, hvor det europæiske symboliseres gennem individer, der herved kropsliggør et politisk fællesskab og giver det en eksistens "by proxy" (Bourdieu i Abélés 1997). Analysen heraf omhandler specifikke typer af symboler som påklædning, mad, kropssprog og rumlig placering, udtrykt gennem en kropslig praksis, der viser en aktørs viden om de symbolske detaljer i social adfærd. Jeg analyserer denne symbolske praksis i forhold til de følelser af respekt og fascination, som mine informanter har givet udtryk for overfor disse officielle sammenkomster. Jeg bruger også her Connerton, som siger at social erfaring og hukommelse kropsliggøres gennem ceremoniens tilstedeværelse af levende "modeller", der afgiver de rette tegn gennem kompetent praksis. Disse tegn består blandt andet i, at magt og rang udtrykkes gennem forskellen på individers kropsholdninger. I dette perspektiv kan politisk ideologi ses som mere end officelle paroler og programmer, og defineres af Connerton som "a concrete manner of attending to the arrangements of society" (Connerton 1994:11). Således knytter ritualet politiske processer til en symbolik, der involverer hele personen kropsligt, intellektuelt og følelsesmæssigt, og det naturaliserer samtidigt en social orden (Turner 1964 i Cohen 1974:55).

Herved håber jeg, at mine analyser af ritualer vil samle de øvrige teoretiske elementer, jeg anvender: social hukommelse, følelser og diskurser. I ritualet refererer aktørers symbolske og strategiske praksis både til fortiden og en delt social hukommelse, men også til fremtiden, til kommende tilstande og projekter. Herved engagerer de sig praktisk, intellektuelt og følelsesmæssigt i nye forestillede fællesskaber. Jeg studerer hvordan.

3. Design og metode

Mit feltarbejde er teoretisk motiveret, men i praksis tager jeg udgangspunkt i konkrete steder. Jeg bevæger mig i en radius fra Klubs 'Maja's lokaler i Riga, og så vidt muligt ad de samme spor, som aktivisterne selv går ad. Dvs. at når jeg interviewer andre mennesker end aktivisterne, vil det oftest være mennesker, aktivisterne har relation til: ambassadefolk, mennesker med tilknytning til EU, folk fra storesøster-organisationen European Movement, fra det statslige European Integration Bureau m.fl. Disse netværk udstikker de empiriske grænser for mit feltarbejde, og bidrager til beskrivelsen af mit felt som et felt af sociale relationer, hvor folk udveksler information og deltager i fælles begivenheder, og herigennem når nærmere det fysisk fraværende internationale system, som EU er. Som en måde at befæste mit studies validitet på vil jeg redegøre for, hvordan disse netværk af kontakter og kæder af begivenheder guider mit valg af teorier (Sanjek 1990:395ff).

Jeg vil følge Klubs 'Maja', når de møder repræsentanter for EU og det diplomatiske miljø, og her observere hvordan symbolikken i disse møder iscenesættes. Det samme vil jeg gøre når Klubs 'Maja' selv afholder møder, hvor de informerer om EU og indtager rollen som repræsentanter for det europæiske. I disse situationer vil jeg også deltage i interaktionen med diplomater: iklæde mig jakkesæt og spise pindemadder for selv at få adgang til den kropsliggjorte viden om sociale afgrænsninger, som ligger i interaktionens rutiner omkring mad, stil og kropssprog (Okeley 1994:62). At snakke EU med mine informanter og deres kontakter er en måde at indgå i en dialog med dem. Denne dialog er i sig selv en form for viden, der er positioneret overfor informanter og læsere (Haraway 1988). Igennem disse samtaler søger jeg, gennem selv at føle mig vurderet som vidende eller uvidende, en kropsliggjort viden om diskurs, motivation og sociale adgangskriterier (Abu-lughod 1988, Tonkin 1984: 219, Cohen 1984:228). Samtidig afsøger jeg det felt af diskurser, der danner forestillinger om det europæiske.

Mine observationer og egne erfaringer fra disse interaktioner er fænomener, som jeg via interviews vil kontekstualisere i forhold til mine informanters beskrivelse af, hvordan de har oplevet samme situationer, hvordan de forberedte sig på at deltage i situationen, og hvilken mening de tillægger det, jeg har observeret. Interviews vil komme til at spænde over alt fra ustrukturerede samtaler til mere formelle interviews. Jeg vil lave flere interviews, både uformelle og formelle, med fire-fem nøgleinformanter ud af de aktivister, der færdes meget i Klubs 'Maja' (Cohen 1984). Andre får jeg måske kun mulighed for at interviewe en enkelt gang. Alle vil være medlemmer, som jeg møder i NGOens lokaler i Riga, hvor jeg vil hænge ud til hverdag. Jeg vil også gennem "tekstuel situationsanalyse" (Hammersley & Atkinson 1995: 160) se på dokumenter, hvor Klubs 'Maja's medlemmer evaluerer deres eget arbejde for at informere og bevidstgøre samfundet om EU. I mødereferater etc. leder jeg efter ledelsens kobling mellem dagligt organisationelt liv og en mission, hvis legitimitet må baseres på et indiskutabelt grundlag af værdier (Sørhaug 1996).

Endvidere vil jeg gerne følge et par af medlemmerne på besøg hos deres familie, bl.a. nogle af dem der stammer fra landet. Her vil jeg gennem samtaler om livshistorie generere data om konteksten for Klubs 'Maja's pro-europæiske aktiviteter: Hvad medlemmernes baggrund er, hvordan de blev engagerede i politisk aktivisme, og hvordan de artikulerer deres holdninger i forlængelse af og op imod en helt anden virkelighed end den urbane og internationale, de stræber efter.

3.1 Praktiske overvejelser og position i felten

Jeg har besøgt Klubs 'Maja' under mit pilotprojekt i maj måned i år, og de har indvilliget i at lade mig følge dem det næste halve års tid. Min entré til felten var smertefri, når man sammenligner med andre antropologers (Dumont 1978). Der opstod let en samtale på engelsk om EU, og om NGO-arbejde som jeg selv har erfaring med. Mine informanter læser næsten alle samfundsvidenskab på universitetet, og havde en akademisk nysgerrighed overfor mit feltarbejde som metode, idet socialantropologi er ukendt for dem.

Dette fortæller mig noget signifikant om min position i felten, nemlig at jeg og informanterne i forvejen deler nogle betegnelser for måder at handle på. På visse punkter deler vi noget kulturelt. Får jeg da den daglige, lærerige oplevelse af misforståelse, når der en kulturel kontinuitet mellem min begrebsverden og folks egne fortællinger? (Hastrup 1991:55) Jeg er bevidst om, at jeg skal spørge til begreber, jeg tror at kende betydningen af. Ligeledes vil jeg spørge til meningen med national identitet og ansvarlighed som én, der ikke ved hvad dette betyder.

Mine informanter taler godt engelsk, og det vil vi gøre i uformelle samtaler. Ved en stor del af de mere formelle interviews vil der dog være en tolk til stede. Hende har jeg en aftale med, og hun har tidligere arbejdet for danske antropologer. En tolk vil set med et hermeneutisk blik altid være medskaber af mine data, men jeg forventer, at sproget i sig selv vil være et vigtigt element i mit studie: Jeg har en formodning om, at jeg selv i form af mit sprog og min baggrund repræsenterer "det internationale", og at jeg ved at interviewe på engelsk lader det internationale og pro-europæiske forblive uproblematiseret i højere grad, end hvis interviewet foregår på lettisk. Sagt på en anden måde: Hvis interviewet foretages på 'EU's sprog' vil 'det lettiske' måske nemmere forsvinde ud af interviewet. Dette er i vid udstrækning spekulation, men jeg har valgt at forfølge tanken i den praktiske udførelse af mit feltarbejde, idet jeg vil forsøge at inddrage en tolk i situationer, hvor interviewet måske kunne være klaret på engelsk.

Jeg har en bolig i Riga til en billig leje, og en arbejdsplads hvor jeg kan skrive og læse.

3.2 Etik

Mine informanter vil være i stand til at læse det jeg skriver, og det får de lov til. De får en kopi af mit speciale, som bliver på engelsk, og jeg håber at diskutere mine konklusioner med dem.

Jeg er opmærksom på, at jeg studerer vinderne i spillet: de unge, urbane, veluddannede lettere. Jeg ved, at den lettiske nationsopbygning af russiske og statsløse grupper i befolkningen opleves som et tab af identitet og rettigheder, der for dem bliver til en ny lidelseshistorie. Den tid, der for letterne er en genopbygning og kollektiv selv-realisering, er for andre en oplevelse af eksklusion og marginalisering⁽⁷⁾. Mit studie er et forsøg på at forstå, hvordan letterne selv oplever disse processer, og hvad det fortæller os om mennesket som socialt og politisk væsen. Mit mål er ikke som sådan en kritik af ovenstående sociale uligheder. Dog vil jeg ikke skrive disse forhold ud af en analyse, hvor de af både etiske og analytiske grunde hører til som kontekst⁽⁸⁾.

Litteratur

Abélès, Marc.1997. "Political anthropology: new challenges, new aims". International Social Science Journal 157/1997, pp 319-332.

Appadurai, Arjun.1995."The production of locality" i Richard Fardon (ed.): Counterworks. Managing the Diversoty of Knowledge pp. 204-225. Routledge: London & New York.

Abu-lughod, Lila.1988. "Fieldwork of a Dutiful Daughter" i Soraya Altorki & Camillia Fawzi (eds.): Arab Women in the Field.. Studying Your Own Society pp 139-60. Syracuse University Press.

Anderson, Benedict. 1991 [1982]. Imagined Communities. Reflections on the Origin and Spread of Nationalism (rev. edition). London: Verso.

Balibar, Etienne. 1991: "Racism and Nationalism" i Balibar og Wallerstein (eds.) Race, Nation, Class. Ambigous Identities, pp. 37-67.

Bauman, Zygmunt.1994. Modernitet og Holocaust. København: Hans Reitzels Forlag.

Beek, Martijn van. 1996: "Identity Fetichism" i Identity Fetichism and the Art of Representation: The Long Struggle for Regional Autonomy in Ladakh. Kap. 2, pp. 37-87. Ph. D. afhandling, Cornell University.

Billig, Michael. 1994. Banal Nationalism. London: Sage.

Bourdieu, Pierre. 1990. "From Rules To Strategies" pp. 59-75 og "Social Space and Symbolic Power" i Pierre Bourdieu (ed.) In Other Words: Essays Toward a Reflexive Sociology pp. 123-139.

Cohen, Abner.1974. Two-Dimensional Man. University of California Press.

Cohen, A.P.1984. "Informants" i R.F. Ellen (ed.): Ethnographic Research pp. 223-229. London: Academic Press.

Connerton, Paul.1989. How Societies Remember. Cambridge University Press.

Doty, Roxanne Lynn. 1996. "Sovereignty and the nation: constructing the boundaries of national identity" i Cynthia Weber & Thomas J. Biersteker (eds.): State Sovereignty as Social Construct pp. 121-147. Cambridge University Press.

Dumont, Jean-Paul.1978. "Of nuts and fools" i The Headman and I: Ambiguity and Ambivalence in the Fieldworking Experience pp. 43-66. Austin: University of Texas Press.

Giddens, Anthony. 1991. Modernity and Self-Identity. Self and Society in Late Modern Age. Kap. 1-3. Polity Press.

Guattari & Deleuze. 1987. "Translators Foreword", "Introduction: Rhizome" and "Treatise on Nomadology - The War Machine" in A Thousand Plateaus pp ix - xv, 3 - 25 and 351-423. London & Minneapolis: University of Minnesota Press.

Hammersley, Martyn & Atkinson, Paul.1995. "Documents" i Ethnography. Principles in Practice pp.157-174. London & New York: Routledge.

Handler, Richard. 1994: "Is Identity a Useful Cross-Cultural Concept?" i John R. Gillis (ed.): Commemorations: the Politics of National Identity, pp. 49-67. Princeton UP.

Haraway, Donna. 1988. "Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective" pp. 183-201 of Simians, Cyborgs, and Women. New York: Routledge.

Hastrup, Kirsten.1991. "Antropologiske analyser af egen kultur". Norsk Antropologisk Tidsskrift 1: 10-14.

Herz, John.1950. "Idealist Internationalism and the Security Dilemma". World Politics, vol.2:2, pp. 157-180.

Herzfeld, Michael. 1992. The Social Production of Indifference: Exploring the Symbolic Roots of Western Bureaucracy. Chicago: University of Chicago Press.

Lyotard, Francois. 1984: "Skrivelse om den universelle historie".

Löfgren, Orvar.1999. "Crossing Borders: The Nationalization of Anxiety". Ethnologica Scandinavica vol.29, pp 5-27.

Moore, Sally Falk.1987. "Explaining the present: theoretical dilemmas in processual ethnography". American Ethnologist vol.14, no.4, pp. 727-736.

Okeley, Judith.1994. "Vicarious and sensory knowledge of chronology and change" i kirsten Hastrup og Peter Hervik (eds.): Social Experience and Anthropological Knowledge pp. 45-64. London & New York: Routledge.

Rosaldo, Michelle. 1984. "Toward an anthropology of self and feeling", i: Shweder & Levine (eds.) Culture Theory. Essays on Mind, Self and Emotion, pp. 137-157. Cambridge University Press.

Rosengaard, Camilla.1998. En Verdens Vaklen. Et studie i Letlands russeres forestillinger om sammenbrud i kategorierne rum, tid og moral. Kandidatspeciale, Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Sanjek, Roger.1990. "On Ethnographic Validity" i Roger Sanjek (ed.): Fieldnotes: The Makings of Anthropology pp. 385-418. Ithaca & London: Cornell University Press.

Skultans, Vieda. 1998. The Testimony of Lives. New York: Routledge.

Sørhaug. Tian. 1996. "Ledelsesformers religiøse fundament" i Om Ledelse. Makt og tillit i moderne organisering pp. 21-44. Oslo: Universitetsforlaget.

Tonkin, Ellen.1984. "Participant observation" i R.F. Ellen (ed.): Ethnographic Research pp. 216-223. London: Academic Press.

Wæver, Ole.1992. Introduktion til Studiet af International Politik. København: Politiske studier. 1999.Tiltrædelsesforlæsning, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Noter

1. Klubs 'Maja' betyder Klub Huset. NGOens logo er et kort over et Europa, der omfatter Baltikum og Østeuropa, tegnet inde i et hus. Holdt i blåt med tolv gule stjerner omkring.

Jeg bruger dette til at forstå, hvad der sker i de situationer, hvor mine informanter møder det europæiske. Löfgren (1999) viser gennem "thick description" af en lufthavn, at vi gennem grænse-krydsningens "pedagogics of space" erfarer sociale kategorier som "hjemme" og "ude" på et dybt sanseligt plan, et begær efter det fremmede. Når folk krydser grænser, hvilket jeg tror mine informanter gør når de iklæder sig en Chanel-dragt og går til reception på en ambassade, så erfares store politiske spørgsmål om statsborgerskab, den suverænes voldsmonopol og nationens skæbne som en intens opmærksomhed på éns eget udseende, en bevidsthed om at man lever det moderne liv og en længsel efter at spise og drikke det fremmede.

Guattari & Deleuze´s intellektuelle plateau (1987, det er ikke en bog) fortsætter hvor Appadurai slipper: objekter eller individer er altid i en "becoming"-relation til andre objekter eller individer. Stabile former er herved ikke endelige, de befinder sig på et spændingsfyldt plateau, dvs. de eksisterer i forhold til en mulig sprængning af deres form, en kommende deterritorialisering. De er "altid allerede" hybrider (mellem dyr og plante, seksualitet og politik eller andre sfærer). Således er mødet mellem blomst og bi et eksempel på en plante- og en dyreorganisation, der er bevidste om og fanger hinandens koder, og som igennem deres møde de- og re-territorialiserer de hinanden (1987:10).

Jeg bruger dette til at orientere mig mod potentialet, den spænding der ligger i at mennesker kommunikerer en mulig realisering, en mulig sammensmeltning. Dette er en del af mit fokus på hvordan det fraværende bliver nærværende; hvordan lokal handlen og nationale forestillinger implicerer internationale kontekster og forestillinger.

5. Et eksempel på dette er følgende citat fra Letlands premierminister A. Berzins´ åbningstale til det årlige topmøde for European Bank for Reconstruction and Development i Riga, maj 2000: "the Baltic Sea region will play a key role in the future of Europe…. On what do I base this confidence? On a clear understanding of where we Europeans have been and where we know we must go. For the last half of the 20th century Europe was artificially divided into two political and economic zones. Just ten years ago the "iron curtain" dividing these two zones was finally brought down. The reunification of Europe is not just a happy accident - it is a political and economic necessity. The Berlin Wall once symbolised this division between two worlds in Continental Europe. But there was an invisible wall that also divided another part of Europe - the Baltic Sea. Today, it is united once again. In effect, it has returned to its traditional role as the only sea that is entirely bordered by Europe. You could say, it is Europe's largest lake. It is in this spirit that Latvia welcomes the enlargement of the European Union".

Denne meget håndgribelige indskrivning af det baltiske i det europæiske skaber en spænding i forhold til den historie om imperiedannelser, jeg nævner i afsnittet om social hukommelse. Dette kom til udtryk da direktøren for den lettiske stats European Integration Bureau beskrev for mig en af bureauets modstandere, nemlig " this myth about the EU just being like from one union to another", en myte som dog ifølge direktøren ikke står stærkt i befolkningen.

8. Rosengaard (1998, se note viii) og Skultans (1998) fokuserer på hver deres gruppe af befolkningen, og begge finder lidelseshistorier om nationens, familiens og individets skæbne, der indgyder mistillid og had til den anden gruppe, om end de også begge beskriver en pragmatisk evne til at dele en hverdag i samme samfund. Men ingen af dem nævner "den anden gruppes" synsvinkel endsige sammenligner de to gruppers historier.

Begge formår, føler jeg, udover gode analyser også at skabe en indføling og vække læserens sympati med de mennesker der beskrives. Men ingen af dem problematiserer det forhold, at de ikke giver den anden gruppe en stemme, og at den derfor uvægerligt står aftegnet gennem de lettiske henholdsvis russiske informanters narrativer og stereotyper. At spænde over begge gruppers virkelighed ville selvfølgelig kræve et langvarigt studie, og være ubehageligt ambivalent i sin vinkel på historisk erfaring.

Her ville en mere kritisk, poststrukturalistisk antropologi om identitetspolitik være en vigtig del af fortolkningsrammen for den logik, hvormed nationsopbygningen retfærdiggør en massiv symbolsk vold. En vold, der bl.a. får udtryk ved at fjerne alle russiske gadenavne, sprænge monumenter og lade kirkegårde gro til i Riga, hvor over halvdelen af de 800.000 indbyggere er russere (Balibar 1991, Bauman 1994, van Beek 1996, Handler 1994, Guattari & Deleuze 1987).