Miljø-NGO'er i Chile - mellem marked og borgerdeltagelse
En analyse af toneangivende miljø-NGO'er i Chile
Lasse Juul-Olsen
Feltrapport, Afdeling for etnografi og socialantropologi, Aarhus Universitet, Januar 2000
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/J/Juul-Olsen_01.htm. |
1.
Indledning
1.1 Rapportens disponering
1.2 Faktuelle situation i Chile anno 1999
2.
Datagrundlag
2.1 Introduktion til felten
2.2 Adgang til felten
2.3 Min rolle og position
2.4 Forhold til informanter
2.5 Anonymitet og etik
2.6 Sprog
3. Materiale
3.1 Generelt
3.2 Desk research - litteratur
3.3 Semistrukturerede interviews
3.4 Informelle og ustrukturerede interviews
3.5 Deltagerobservation
4. Analytiske overvejelser og redskaber
4.1 Feltforberedelsesrapport og hypoteser
4.2 Teori - Grounded Theory
4.3 Definitioner af koncepter og termer
4.4 Databearbejdning
4.5 Valideringsgrundlag
4.6 Segmentering af informanter
5. Miljø-NGO'erne i Chile
5.1 Baggrund
5.2 De fysiske rammer
5.3 Recession i en vækstøkonomi
5.4 Miljø-NGO holdninger og målsætninger ud fra to koncepter
5.5 Kategorisering af NGO'ere - et kontinuum
5.6 Inspiration
6. Miljø-NGO'ernes praksis
6.1 Introduktion af andre informanter
6.2 NGO'ernes interne forhold og arbejde
6.3 Relationerne mellem miljø-NGO'erne
7.
Miljø-NGO'erne i en markedsliberal økonomi
7.1 Den økonomiske model
8. Konklusion
8.1 Anbefalinger
Appendixer
Appendix 1: Forbruger- og miljøorganisationer i Santiago de
Chile
Appendix 2: Interviewguide
Appendix 5: Et historisk og organisatorisk indblik i miljøarbejdet i Alto Bío
Bío
Appendix 6: Kommentarer til spanske udgave af feltrapporten
Appendix 3 og 4 er ikke af særlig stor betydning og da de fylder meget er de skåret væk fra siden. Rapporten er tilgængelig på spansk på http://www.ongs.mobilixnet.dk/. For kommentarer, send mig en mail på lasse@arctic-expeditions.dk.
Denne rapport handler om toneangivende miljø-NGO'er i Chile og er baseret på et 6 måneders feltarbejde foretaget 1. halvår af 1999. Med miljø-NGO'er menes de NGO'er, der i deres målsætninger og arbejde lægger særlig vægt på miljøperspektiver, mens der med toneangivende menes de miljø-NGO'er, der træder særligt frem i det chilenske samfund gennem medier (blade, aviser, TV & internet) og aktioner, og som samtidig har stor betydning indenfor miljø-NGO-verdenen.
Formålet med rapporten kan deles op i to niveauer. For det første er det intentionen, at rapporten skal give en bred karakteristik af miljø-NGO'erne. De væsentligste problemstillinger er blevet udvalgt efter en indledende eksplorativ undersøgelse. Således skildres deres udvikling, inspirationskilder, interne forhold og relationerne mellem miljø-NGO'erne. For det andet er det formålet at undersøge hvordan miljø-NGO'erne tilpasser sig den aktuelle økonomiske model - for på baggrund af denne undersøgelse at formulere nogle generelle forslag til, hvordan miljø-NGO'ernes vilkår og virke kan forbedres.
I rapporten bliver det belyst, hvordan disse NGO'er opererer i spændingsfeltet mellem marked og borgerdeltagelse. For at belyse hvordan miljø-NGO'erne konstituerer sig i dette spændingsfelt, har jeg undersøgt forskellige forhold omkring miljø-NGO'erne. Heriblandt deres målsætninger, deres økonomiske situation, og deres inspirationskilder. Endvidere belyser rapporten miljø-NGO'ernes interne forhold, hvor der blandt andet fokuseres på NGO strukturerne og de ansattes arbejdsforhold. Relationerne mellem miljø-NGO'erne bliver undersøgt i rapportens senere del.
Et centralt spørgsmål i feltarbejdet har været, hvordan den økonomiske model i Chile påvirker miljø-NGO'erne. Med den økonomiske model refereres til den model, der danner grundlag for landets økonomiske styring, og som ifølge informanterne er neoliberal (se mere i kapitel 5).
I rapportens afsluttende del argumenteres der for, at NGO'erne på en række områder har tilpasset sig til den nuværende økonomiske model, og at denne tilpasning har konsekvenser for flere af miljø-NGO'ernes handlemåder og fokuseringer.
Mange informanter har rettet skarp kritik mod miljø-NGO'erne. Rapporten ser nærmere på denne kritiske indstilling.
I de indledende kapitler (2, 3 og 4) fremlægges mit datagrundlag samt metodiske og analytiske overvejelser. Derefter introduceres miljø-NGO'erne generelt i kapitel 5 og de beskrives og placeres i et kontinuum bygget på to parametre; borgerdeltagelse og den økonomiske model. I forlængelse heraf præsenteres et afsnit om NGO'ernes inspirationskilder. I Kapitel 6 undersøges NGO'ernes interne forhold og relationerne mellem NGO'erne. Herefter evalueres den økonomiske model´s påvirkning af NGO'erne (kapitel 7). Der rundes af i konklusionen med en opsummering af rapportens resultater. I konklusionen fremlægges endvidere en række anbefalinger til hvorledes en progressiv udvikling kan fremmes.
Først vil jeg dog kort skitsere den generelle situation i Chile.
Ifølge informanterne er Chile et land, som er meget præget af globale tendenser og udviklinger. På forbrugsområdet følger landet de vestlige trends, og markedet domineres af et stort antal multinationale virksomheder. Det er således det land i verden, hvor der for eksempel er flest bilmærker i handelen. Størstedelen af befolkningen bliver af informanterne fremstillet som positivt stemte overfor globalisering og udvikling per se. Men disse globaliseringstendenserne står ifølge informanterne i kontrast til den meget katolske og konservative moral, der ligger til grund for lovgivningen, og som blandt andet udmønter sig i forbud mod abort og skilsmisser.
Kontraster præger mange beskrivelser af det chilenske samfund. Det gælder beskrivelser af den sociale stratifikation, hvor kontrasterne mellem rig og fattig bliver karakteriseret som meget skarpe, men de er ligeledes voldsomme i det politiske liv, der har båret præg af polarisering igennem de seneste årtier.
Chile er et land i transition fra diktatur til demokrati. Den nuværende chilenske konstitution dateres tilbage til 1980, hvor den blev introduceret af general Augusto Pinochet. Denne konstitution legitimerer tilstedeværelsen af en række livstids-senatorer i det chilenske overhus, der sammen med højrefløjens senatorer indtil videre har formået at bremse for omfattende systemforandringer. Sagen mod Augusto Pinochet har øget opmærksomheden på diktaturet og den endnu ikke fuldbyrdede transition mod demokrati. Regeringssammenslutningen La Concertación har 4 gange forsøgt at ændre forfatningen, sidst ved at foreslå folkeafstemning om emnet, men alle forslagene er blevet afvist af overhuset.
Under militærdiktaturet blev miljøhensyn i stor stil tilsidesat for den økonomiske vækst. Den neoliberale økonomiske model, som blev indført i midten af 1970erne, skulle gives så mange incitamenter som muligt, og miljøtemaet var slet ikke på dagsordenen. Den økonomiske model er ikke blevet ændret nævneværdigt i 1990erne, og økonomien baseres hovedsageligt på eksport af naturressourcer såsom fisk, mine- og skovprodukter. Konsekvenserne har været så omfattende, at Chile sidste år blev placeret på en kedelig 3.plads over lande, der har ødelagt flest af deres naturressourcer (iflg. WWF). Landet kæmper tillige med en voldsom luftforurening i flere af de største byer. Hovedstaden Santiago med 6 millioner indbyggere er netop for første gang blevet udnævnt til den mest forurenede by i verden.
Overgangen til demokrati i 1990 markerede begyndelsen på en holdningsændring til miljøet. I 1994 fik Chile sin første egentlige miljølov, Ley de Bases del Medio Ambiente. Siden da er miljøtemaet blevet mere og mere tydeligt i det chilenske samfund, og det har for eksempel været med på alle præsidentkandidaternes valgprogrammer til parlamentsvalget i december 1999. Økonomisk vækst prioriteres dog stadig højere end miljøet. Den nuværende præsident Eduardo Frei Ruiz-Tagle har således udtalt, at miljøhensyn ikke skal få lov til at standse den økonomiske udvikling.
En del NGO'er i Chile arbejder for at forbedre miljøforholdene og sætte miljøtemaet på den offentlige dagsorden. De refererer til sig selv som miljø-NGO'er. Flere af disse udspringer af sociale NGO'er, men har nu miljøtemaet som omdrejningspunkt. Termen NGO betyder almindeligvis "Non Governmental Organisation", men bliver i Chile mere inklusiv da der kan refereres til såvel "Non Governmental Organisation" som Non Governmental Organisme". Dette forhold uddybes i kapitel 4.
Alle miljø-NGO'erne er som udgangspunkt imod den aktuelle økonomiske model. Den model der henvises til, er den overordnede økonomiske model for det chilenske marked. Den er ifølge informanterne neoliberal, og bliver tillagt uhyre negative konnotationer. Flere hævder at modellen har forandret det chilenske samfund i individualistisk og atomistisk retning. NGO'ernes opfattelse er interessant, også fordi de tilsyneladende er eksponenter og katalysatorer for social deltagelse i samfundet. NGO'ernes belysning af en række utilstrækkeligheder i det chilenske samfund har dog blot været en lille del af de samlede protester der i perioden for feltarbejdets udførelse prægede dagsordenen i Chile. I løbet af 1. halvår af 1999 blev det stadig mere tydeligt at den chilenske jaguar-økonomi skrantede, påvirket af den Østasiatiske krise. Arbejdsløsheden voksede og havnearbejdere gik i strejke. Universitetsstuderende blokerede i flere måneder for undervisningen på grund af besparelser.
Den langvarige tørke fortsatte og den overvejende hydroelektriske energiforsyning havde ikke kapacitet til at dække behovet. I stedet for at købe relativt dyr elektricitet af Argentina valgte det private elselskab at betale de forholdsvis lave bøder og i perioder operere med timelange daglige strømafbrydelser til folks store irritation.
I den sydlige del af Chile iværksatte det indfødte folk Mapuche en opstand. De besatte store skovarealer og erklærede dem for rekupererede. Gennem et utal af landbesættelser, demonstrationer og marcher fik de pressens og politikernes bevågenhed.
Informanterne påpeger, at der i perioden for feltarbejdet udførelse var flere konflikter i samfundet end normalt. Koncentrationen af konflikter forklares med, at 1999 er et valgår i Chile (præsidentvalg i december), og at man med konflikterne ønsker at rette politikernes opmærksomhed mod nogle specifikke sager i samfundet.
I disse afsnit præsenteres en række metodiske og etiske temaer til belysning af baggrunden for mine empiriske erfaringer. Feltarbejdets data er bundet af subjektive forhold. For en forståelse og vurdering af feltrapportens resultater er det derfor essentielt at metodiske teknikker og arbejdsvilkår er tilgængelige. Forholdet til informanterne, og måden interviewene forløb på, har haft stor betydning for de fremkomne data og de valgte analysemetoder.
Jeg traf beslutningen om at udføre feltarbejdet i Chile i begyndelsen af 1998, på baggrund af flere overvejelser. Jeg ønskede at fokusere mit feltarbejde på et dynamisk og aktuelt felt, hvor jeg kunne anvende nogle af de erfaringer, jeg har fra udviklingsstudier i England og en fortid i miljøbevægelsen i Danmark. Mit kendskab til spansk og en kortere rejse i landet i 1993, hvor jeg blaffede rundt en god måneds tid og derigennem fik et overfladisk indtryk af chilenerne og særligt deres gæstfrihed, var medvirkende til at valget faldt på Chile. Det er et land, hvor den neoliberale økonomiske model har påvirket store dele af samfundslivet og fået intellektuelle til at tale om social atomisering (Garcés 1995, Moulian 1997). Hvor forbruget fremstilles som værende af stor betydning for individerne, og hvor den økonomiske vækst samtidig har været eksemplarisk høj. Men efter 16½ års diktatur og næsten 10 års transition har landet endnu ikke et velkonsolideret demokrati, og miljøproblemerne tårner sig i disse år op. Jeg ræsonnerede, at det kunne være interessant at undersøge miljø-NGO'erne, der for at overleve skal kende og anvende nogle af de spilleregler, som den økonomiske model sætter, mens de på samme tid tager afstand fra selvsamme regler.
Jeg fik i forberedelsesfasen kun sparsomme oplysninger om miljø-NGO'er i Chile. På danske biblioteker var der ikke megen hjælp at hente, og den danske bistand til Chile ophørte for flere år siden. I stedet fik jeg gennem ambassaden i Chile og en chilener bosiddende i Danmark adgang til en række adresser på internettet. Via disse kom jeg i kontakt med flere miljø-NGO'er. Efter at have lokaliseret de første miljø-NGO'er, var det ikke svært at finde frem til flere NGO'er via links. Jeg sendte dem henholdsvis mails og breve med en kort beskrivelse af projektet og ansøgning om interviews. Den respons jeg modtog var positiv, men til gengæld var det kun 20% af NGO'erne der svarede. Efter ankomsten til Santiago skrev jeg igen til alle NGO'erne og bad om bekræftelse på de kommende interviews. Jeg fik kun få tilbagemeldinger, men alle var positive. Det var indledningen til en lang periode med opsøgende arbejde, hvor jeg rejste Santiago tynd, troppede op på NGO'ernes lokaliteter og bad om interviews. Det skete efter anbefaling fra min behjælpelige husvært, der belærte mig om almen omgang med chilenere.
Gennem denne tidskrævende metode fik jeg efterhånden tilsagn om interviews i samtlige NGO'er - og i 9 ud af 10 tilfælde med lederen. Jeg vil i den resterende del af rapporten benytte termen leder om den højstrangerende person i en NGO. De fleste ledere havde titlen præsident eller direktør, men jeg har valgt ikke at benytte disse termer, fordi de på dansk har mere hierarkiske konnotationer end på spansk. Termen "leder" afspejler i større grad præsident-termens emiske betydning.
Ofte lå interviewene med lederne flere uger ud i fremtiden. I et ekstremt tilfælde måtte der ½ års kontinuerlig bearbejdelse til, før interviewet kom i hus.
Parallelt med disse bestræbelser udnyttede min sproglærer sine personlige kontakter til nøglepersoner i NGO'er til at arrangere flere interviews. Hun belærte mig om vigtigheden af personlige kontakter i Chile, noget jeg senere kom til at lære meget om. Særligt i feltarbejdets senere faser benyttede flere informanter deres personlige kontakter til at arrangere interviews for mig - i visse tilfælde uden min viden. Udbyttet af feltarbejdet blev mangedoblet efter jeg fik mine egne personlige kontakter, der hjalp mig og informerede mig om kommende begivenheder før informationer var offentligt tilgængelige.
Generelt blev mange døre åbnet for mig. Kun enkelte gange stødte jeg hovedet mod lukkede døre. Det skete blandt andet i forbindelse med en evaluering af nogle NGO'ers aktiviteter og et alternativt politisk møde. Andre gange blev jeg mødt af en vis skepsis og mistro - men her gik nøgleinformanter ind og beskyttede og legitimerede min tilstedeværelse.
Denne undertitel er på en måde misvisende, idet jeg under feltarbejdet ubevidst og bevidst havde mange forskellige roller og positioner. Jeg påtog mig roller lige fra den velklædte unge mand, der høfligt og velovervejet konverserede med NGO præsidenter og politikere, til den unge rebel der ihærdigt forsøgte at lære chilensk slang og råbe oprørske slagsange til demonstrationer og andre aktiviteter. Heterogeniteten i felten krævede en vis kulturel omstilling fra situation til situation.
Som udlænding var det lettere at foretage disse rolleskift end det ville have været for en chilener der med efternavn, hudfarve og accent udtrykker den sociale forankring. I stort set alle sammenhænge var det et privilegium at være vestlig udlænding i Chile. Det er en ubehagelig kendsgerning, som jeg dog valgte at nyde godt af, idet det gav mulighed for interessante interviews. Fascinationen over det vestlige afspejles i forbrugsmønstrene, og ses tydeligt i reklamerne der afbilleder høje, blonde mennesker, der ikke har meget tilfælles med den gennemsnitlige chilener.
Overordnet set var mine roller i feltarbejdets første halvdel betydeligt mere passive og observerende end senere, hvor deltagelse kom til at præge undersøgelsen. Dette kan eksemplificeres ved to nærmest identiske demonstrationer, den ene i begyndelsen og den anden i slutningen af feltarbejdet. Til den første holdt jeg mig hele tiden i baggrunden og noterede løs, og indtog en meget observerende position, mens jeg til den anden var aktivt deltagende. Metodemæssigt set ville jeg ikke have undværet nogen af delene. Ved den observerende metode kunne jeg overskue demonstrationen og se, hvordan aktivisterne forholdt sig til hinanden og tilskuerne, mens den deltagende metode nok var svagere på dette område, men til gengæld gav større accept hos informanterne. Denne accept var nødvendig for at blive delagtiggjort i deres perceptioner af forholdene omkring miljø-NGO'erne.
Min meget aktive form for deltagerobservation i forbindelse med demonstrationer, marcher og besættelser har været betinget af, at jeg har kunnet stå inde for formålet med disse. En stemme er nemlig ikke bare en stemme i Chile. Der er mere opmærksomhed rettet mod en høj vestlig fyr end mod en lille mørklødet. Jeg oplevede således uden mit samtykke at være en stor bestanddel af et populært ugentligt TV-program, idet et tv-hold havde optaget et interview, jeg lavede med arbejdere under en besættelse af dæmningsbyggeriet Ralco. For at give et indtryk af deltagerobservationens omfang kan jeg oplyse, at jeg var med i 2 længere marcher, 1 lang besættelse samt et par af mindre varighed, 7 større demonstrationer (hvor jeg var med i planlægningen af 2), 8 konferencer og seminarier (nogle var flerdages), 1 stort marked og 2 gruppefora. Desuden var jeg på 2-dages tur i Andesbjergene på hesteryg med en miljø-NGO, samt til en lang række private arrangementer.
Jeg er bevidst om, at jeg igennem min tilstedeværelse og medvirken på miljøfronten i Chile selv har været en aktør i det chilenske samfund - om end af ringe betydning. Det har forpligtet mig til at tage moralsk og etisk stilling. Det førte for eksempel til, at jeg under en aktion meldte fra, da vi inddelt i grupper skulle overrumple en virksomhed med flere hundrede arbejdere og holde stand v.h.a. molotov-cocktails.
De mange forskellige roller og positioner, der prægede mit feltarbejde, betød at jeg i visse situationer måtte handle meget strategisk for på samme tid at værne om informanters anonymitet og deltage aktivt i debatter. Det var i det hele taget ikke muligt at spille en neutral rolle overfor informanterne. Ofte udviklede interviews sig til tovejskommunikation, hvor informanter uopfordret spurgte direkte til min holdning om en sag. I begyndelsen var jeg meget vag i mine formuleringer, men siden blev jeg mere klar, idet jeg erfarede at respekt og efterfølgende information og indsigt var betinget af holdningstilkendegivelser. Min egen fortid som miljøaktivist var i sådanne tilfælde en stor hjælp, både til at sætte mig ind i informanternes problemstillinger og som middel til at opnå informanters accept. I enkelte situationer forsøgte informanter at udfritte mig for oplysninger om andre informanter og NGO'er. I sådanne tilfælde bakkede jeg ud og henviste til anonymitets-garantier - og det blev accepteret.
Jeg havde på intet tidspunkt indtryk af at blive betragtet som en brik i et politisk spil. Enkelte kritisk indstillede informanter hævdede dog, at NGO ledelserne spekulerede over mine eventuelle relationer til donorer og derfor underspillede negative forhold. Jeg har ikke belæg for at underbygge denne påstand.
Jeg oplevede flere gange at informanter blev beærede over min interesse for deres arbejde. Mange informanter var yderst villige til at tale om den aktuelle situation for NGO'erne, og muligheden for at rette kritik under anonyme rammer blev flittigt udnyttet. Så jeg påtog mig i den forstand også rollen som lyttepost for kritik.
Jeg fik i løbet af feltarbejdet og særligt i de sidste måneder nogle gode venner blandt ansatte i NGO'er og blandt miljøaktivister. På et personligt plan betød det meget for mig, og samtidig gav den fremkomne fortrolighed mig adgang til en langt bedre forståelse af felten. Den potentielle fare var, at disse venskaber kunne sætte mig i bås overfor andre informanter - og at jeg kunne miste overblikket over de mange perceptioner af felten. Jeg oplevede dog ikke nogle negative effekter af venskaberne - måske fordi jeg var bevidst om farerne. Jeg har efterfølgende holdt kontakt til mine informant-venner, og modtager jævnligt nyheder fra felten gennem dem.
Informanter ytrede kun i enkelte tilfælde ønske om anonymitet under den indledende eksplorative undersøgelse. Når det skete var det hovedsageligt i forbindelse med udpræget nedrakning af andre NGO'er og ved hård personlig kritik af andre ledere af NGO'er. Jeg blev således ringet op af en sekretær på vegne af en NGO leder og bedt om at "glemme"/hemmeligholde informationer. Det skete efter at NGO lederen i flere timer havde rettet meget personlig kritik mod samarbejdspartnere og andre aktører i NGO'ere. Han frygtede nu, at denne information ville kunne spores tilbage til ham. Andre gange blev jeg bedt om at slukke for båndoptageren før informanterne kom med interne oplysninger eller rettede kritik mod andre.
I en del tilfælde krævede informanter før interviewets begyndelse fuldstændig anonymitet. Det var særligt tilfældet hos kritisk indstillede ansatte i NGO'ere, som havde velbegrundet frygt for at blive fyret, hvis kritikken kunne ledes tilbage til dem. Ved flere lejligheder ytrede informanter ønske om at snakke med mig på anden lokalitet eller pr. telefon. Det skete kun når informanternes holdning var kritisk. Samtidig oplevede jeg en stor interesse for at tale om de interne emner når rammerne tillod det - jeg blev f.eks. kontaktet flere gange af en ansat, der meget gerne ville delagtiggøre mig i vedkommendes viden og holdninger.
I rapporten er der gjort et stort arbejde for at sikre, at alle informanter forbliver anonyme. Det er for at beskytte de involverede parter, også dem kritikken er rettet mod. Af etiske grunde er de kritiserede NGO'er også anonyme i rapporten, men det vil dog sandsynligvis i nogle tilfælde være muligt for NGO'erne at genkende, hvem der kritiseres. I appendix 1 har jeg lavet en liste over alle de undersøgte miljø-NGO'er. Dette er gjort for at give et mere præcist billede af mit datagrundlag, og siden listen indeholder 26 NGO'er, mener jeg ikke dette kompromitterer de enkelte informanters anonymitet. Jeg har igennem hele forløbet gjort mig meget umage for at sikre, at det ikke er muligt at spore informant-kilderne.
Opholdet i Chile blev indledt med et 6 ugers intensivt sprogkursus med enetimer på et anerkendt universitet og med en antropolog som underviser. Mit spansk var i forvejen nogenlunde acceptabelt, men det tog tid inden den chilenske accent og de mange særlige vendinger og termer blev afkodet. I begyndelsen voldte særligt gruppediskussioner sproglige problemer.
Mine noter er hovedsageligt på dansk, det gælder f.eks. dagbog og noter fra deltagerobservation. Dog er vigtige sætninger husket og nedskrevet på spansk. Mine interviews er hovedsageligt transskriberet til spansk. Denne bilinguale situation har ikke givet store problemer i min analyseproces, men det har været vigtigt at sikre mig at min oversættelse/forståelse af de enkelte begreber og termer stemte overens med informanternes (se kapitel 4).
Feltarbejdet blev delt op i flere - til tider sideløbende - faser. Generelt kan forløbet karakteriseres som en udvikling mod stigende fokusering og specialisering.
Feltarbejdets første fase var en eksplorativ "grand tour" undersøgelse af de 26 mest toneangivende miljø-NGO'er i Chile, baseret på interviewguider og semistrukturerede interviews. Dataindsamlingen er således ikke repræsentativ for miljø-NGO'er som sådan i Chile, men er repræsentativ for de toneangivende miljø-NGO'er i Chile. I alle interviewene med miljø-NGO'er er listen over de undersøgte miljø-NGO'er blevet fremlagt og informanterne adspurgt om dens mangler. Listen er således løbende blevet udbygget og forbedret (se appendix 1 for den endelige liste). Jeg mener derfor, at alle de toneangivende miljø-NGO'er i Chile er blevet undersøgt i den eksplorative fase. Fasen blev først afsluttet få dage før hjemrejsen, idet jeg først på dette tidspunkt havde lejlighed til at interviewe de sidste NGO ledere.
Anden fase omfattede et færre antal miljø-NGO'er. Det drejer sig om et par mindre NGO'er samt en af de store NGO'er med megen indflydelse. Jeg valgte de NGO'er som lederne havde talt mest om i den eksplorative fase, og hvor jeg samtidig kunne se muligheder for udførelse af forskellige interviews og deltagerobservation. I disse miljø-NGO lavede jeg mere fokuserede undersøgelser.
Sideløbende med denne fase deltog jeg i en lang række arrangementer og begivenheder - gruppemøder, seminarer, konferencer, markeder, demonstrationer og besættelser. Det gav adgang til informelle, ustrukturerede og semistrukturerede interviews med aktivister.
Jeg har i løbet af feltarbejdet ført dagbog med såvel personligt som fagligt indhold. Derudover har jeg benyttet mig af notesbøger og en udvidet kalender, der fungerede som både kalender til nedskrivning af aftaler og en simpel logbog (se Bernard 94: 184-86). Hver aften førte jeg dagens arbejde ind i en word-processor. Arbejdsbyrden blev dog efterhånden for stor til at jeg kunne holde trit med den store mængde båndoptagelser, så jeg måtte bringe en - irriterende stor - stak kassettebånd med hjem til transskribering. Den samlede datamængde ligger på omkring 700 sider med noter, transskriptioner og dagbog. Hertil kommer evalueringsstoffet, der består af mine kontinuerlige overvejelser og hypoteser. Det er kvantitativt set ikke særligt omfangsrigt, men har haft stor betydning for valget af fremgangsmåder.
I de kommende afsnit bliver undersøgelsens anvendte metoder præsenteret.
Både før, under og efter feltarbejdet har der været betydeligt mere litteraturlæsning, end jeg havde forventet. I perioden op til feltarbejdet læste jeg adskillige bøger om chilenske samfundsforhold indenfor mange forskellige områder, særligt historie, økonomi, sociologi og miljø. I feltarbejdsperioden brugte jeg mange ressourcer på at fremskaffe og læse værker om miljøtemaet generelt i Chile og om miljø-NGO'erne mere specifikt. Desuden brugte jeg en del tid på avislæsning, og fandt i arkiver en lang række artikler om miljøbegivenheder og miljø-NGO'erne i Chile.
Under min præsentationsrunde i NGO'erne blev jeg belæsset med diverse pjecer og blade. De blev gennemlæst og ofte refereret til under de efterfølgende interviews.
Efter hjemkomsten har jeg løbende fulgt med i felten via internettet - og har haft lejlighed til at læse diverse analyser, der først blev tilgængelige i periodens slutning.
En stor del af undersøgelsens interviews var semistrukturerede. De 26 eksplorative interviews med NGO ledelserne byggede på interviewguider med nogle fælles temaer, der sikrede at en række emner blev berørt (den grundlæggende interviewguide findes i appendix 2). Spørgsmålene var generelt af beskrivende karakter. Interviewguidernes rækkefølge blev kun sjældent fulgt, idet informanterne var meget tale-glade og yndede at tilkendegive deres holdninger i længerevarende enetaler. Fordelen var at jeg på baggrund af disse monologer kunne evaluere mine interviewguider, der løbende blev analyseret (se kapitel 4 om den etnografiske cirkel).
Der gik over 4 måneder mellem det første og sidste af disse interviews, og de senere interviews blev betydeligt mere fokuserede end de første.
Den semistrukturerede interviewform var naturlig for konteksten. Lokaliteten var oftest lederens kontor, og i mange tilfælde havde jeg en fastlagt tidsramme for interviewet (som dog aldrig blev holdt). Interviewene havde 1-4 timers varighed. Jeg fik i langt de fleste tilfælde kun mulighed for at interviewe lederen én gang og interviewguiderne sikrede, at de væsentligste emner blev berørt. For rapporten er det en klar ulempe, at det ikke var muligt at vende tilbage til alle informanterne og foretage mere fokuserede og konfronterende interviews. Jeg forsøgte at forbedre situationen lidt ved at møde velforberedt til de semistrukturerede interviews. Således havde jeg før alle interviews gennem læsning erhvervet mig et grundlæggende kendskab til den specifikke NGO. Interviewguiderne blev altid tilpasset min konkrete viden om NGO'erne, både for at overkomme mere på et enkelt interview og i erkendelse af at jeg optog travle menneskers tid.
Næsten alle interviewene blev båndet og efterfølgende transskriberet. I enkelte tilfælde blev jeg dog bedt om at slukke båndoptageren, når interviewet drejede ind på ømtålelige emner.
Det var ikke udelukkende i den eksplorative undersøgelse jeg benyttede semistrukturerede interviews. Også andre informanter var under tidspres og kunne blot medvirke i et enkelt interview - som blev tilrettelagt på semistruktureret vis. Min erfaring med interviewformen er dog ikke udelukkende succesfuld. Jeg prøvede i feltarbejdets slutfase at lave enkelte semistrukturerede interviews med nøgleinformanter for at sikre en registrering af deres holdninger til en række emner. Flere følte det var mærkeligt med båndoptager og formelle spørgsmål fra min side - og i enkelte tilfælde brød de sammen af grin over situationen.
I feltarbejdets senere faser var informelle og ustrukturerede interviews meget vigtige. Kommunikation med ansatte i NGO'er og aktivister antog ofte denne karakter. På den måde kunne informanter delagtiggøre mig i deres holdninger, mens de var på arbejde, under demonstrationer og til andre fritidsaktiviteter. Langt de fleste informelle og ustrukturerede interviews blev ikke båndet, men i flere tilfælde førte informelle interviews til, at jeg anmodede om tilladelse til at lave "rigtige"(semistrukturerede og fokuserede) interviews.
Som feltarbejdet skred frem blev deltagerobservationens rolle større og større. De semistrukturerede interviews virkede som adgangsbillet til deltagerobservationen, idet jeg fik set NGO'ernes lokaliteter, hilst på personalet og i de fleste tilfælde blev inviteret til at kigge forbi, når jeg havde lyst. I mange NGO'er var dette ikke særligt nemt, da de i opbygning mindede meget om små virksomheder med kontorer til de ansatte. Her var der ikke meget jeg kunne deltage i. Dog kom jeg i nogle NGO'er ofte forbi et par timer omkring frokosttid og deltog i og observerede debatter over middagsbordet. Senere i forløbet fik jeg venner blandt de yngre ansatte og blev inviteret med til mange møder, debatforums, private fester og andre fritidsaktiviteter.
Meget af min tid blev brugt til seminarer, (presse)konferencer, demonstrationer og besættelser hvor deltagerobservation var eneste middel. Jeg arbejdede desuden som frivillig under et stort miljømarked - med begrænset succes, idet jeg blev udpeget til dørmand og i tre dage tog imod penge og kontrollerede billetter. Jeg var desuden med i en debatgruppe i en NGO.
Uden overdrivelse ville rapportens resultater have været markant anderledes hvis jeg ikke havde anvendt deltagerobservation. Det var nemlig gennem deltagerobservation jeg fik kontakt til mange af aktivisterne og en del af de NGO ansatte. Jeg mener ikke andre metoder kunne have givet mig den kontakt og accept, som var nødvendig især overfor informanter med en kritisk indstilling. Jeg kom således i kontakt med centrale skikkelser blandt aktivisterne til en march, hvor jeg lå i en vejkant i eftermiddagssolen og overhørte en spændende debat om marchens anvendelighed. Jeg blandede mig i debatten og blev venligt modtaget, og det var begyndelsen på mine relationer til aktivisterne, der blev forstærket i takt med min stigende aktivisme.
Feltforberedelsesrapporten indeholdt forskellige hypoteser og forskningsspørgsmål, der har været anvendt som ledesnore i feltarbejdet. Enkelte hypoteser og spørgsmål har vist sig ikke at have nogen central position i informanternes fremstillinger, og er derfor blevet behandlet mere overfladisk for at fokusere mere på emner, der var centrale for informanterne.
I forberedelsesperioden antog jeg, at NGO'erne arbejdede målrettet med forbrugere og forsøgte at uddanne "politisk bevidste forbrugere". Undersøgelsen eksplorative fase dementerede imidlertid dette, og de centrale forskningsspørgsmål blev efterfølgende revideret.
De 5 centrale forskningsspørgsmål fra feltforberedelsesrapporten var:
Da det stod klart, at hovedparten af miljø-NGO'erne ikke beskæftigede sig med forbrugertemaet, fokuserede jeg i den resterende del af feltarbejdet mere på de øvrige spørgsmål. Det har bevirket, at forbrugertemaet blot er behandlet kort i denne rapport. Til de øvrige forskningsspørgsmål er der desuden tilføjet et underliggende spørgsmål, der relaterer sig til den generelle økonomiske model:
Dette brede spørgsmål kan allerede læses mellem linierne i feltforberedelsesrapporten, hvor det delvist optræder i en hypotese:
Organisationernes metoder og strategier er centrale områder for undersøgelsen. Som del af det chilenske samfund vil de være påvirket af markedskræfternes store indflydelse. Det bliver interessant at undersøge hvordan de konstituerer deres kritik af de nuværende forhold. Om de selv bliver bærere af den neo-liberale ideologi eller om de i deres virke fornægter denne. På forhånd forventes en fragmenteret situation, hvor visse organisationer indtager polariserede standpunkter men hvor en stor del af organisationerne opererer med ambivalente og til tider modsætningsfyldte forhold til markedskræfterne. Denne tese vil naturligvis blive afprøvet i Santiago. (Feltforberedelsesrapport:3)
Generelt set afstak feltforberedelsen nogle gode rammer for feltarbejdet, som har lettet struktureringen og udførelsen af feltarbejdet. Samtidig har der dog været behov for ændringer i fokus undervejs.
Feltforberedelsesrapporten beskriver et konceptuelt apparat fra Andrew Jamison et al (1990) baseret på et komparativt studie af miljøbevægelserne i Sverige, Danmark og Holland. Der tages udgangspunkt i, at produktionen af alternativ viden sker i interaktion mellem internationale og nationale processer. Der opereres med to overordnede koncepter; vidensinteresser (alternativ viden) og politiske strategier. Vidensinteresser kan opdeles i 3 interrelaterede dimensioner (kosmologisk, teknologisk og organisatorisk) der kan være indbyrdes modstridende. Således kan den kosmologiske dimension (overordnede rammer for den alternative opfattelse af hele feltet) f.eks. være i modstrid med den organisatoriske dimension (organisering og distribuering af viden), ved at horisontale værdier trives i den kosmologiske dimension samtidig med at den organisatoriske dimension er vertikalt struktureret.
Politiske strategier er måden, på hvilken man med udgangspunkt i en alternativ opfattelse af verden (baseret på vidensinteresserne), forsøger at nå politiske mål. Her opdeles i værdiorienterede og succesorienterede politiske strategier (Jamison et al 1990).
Feltarbejdet blev ikke holdt i en rigid ramme hvor resultaterne løbende blev overført til kategorierne i Jamison et al´s konceptuelle apparat. Til tider er deres forståelsesramme blevet konsulteret, men mere direkte i forberedelsesfasen end under selve feltarbejdet. Jeg mener dog at Jamison et al´s analyser har påvirket min forståelse af den chilenske empiri, selvom jeg ikke så direkte har anvendt deres koncepter undervejs.
Feltarbejdet har først og fremmest været baseret på grounded theory (Spradley 1980:15). Det er en metodologi for udvikling af teori, som baserer sig på de specifikke data for et feltarbejde. Udviklingen af teori sker gennem kontinuerlig analyse af dataene (Strauss & Corbin 1994: 273). Undervejs i feltarbejdsprocessen har jeg analyseret mine noter meget "tekstnært" med det primære mål at fremme forståelsen af den specifikke empiri. Rapporten leder ikke til en egentlig konstruktion af teori, men de afsluttende kapitler kan fortolkes som en specifik grounded theory for felten på det givne tidspunkt.
Under og efter feltarbejdet har koncepter spillet en stor rolle og er kontinuerligt blevet modificeret og verificeret af mine data. Det anvendte konceptuelle apparat i Chile blev konstrueret med udgangspunkt i en emisk forståelse af generelle termer. Jeg har allerede defineret en del koncepter i takt med, at de er blevet introduceret i de foregående afsnit. Her bliver nogle af disse koncepters betydning uddybet og andre introduceres.
Det var karakteristisk for felten at aktørerne overordnet set benyttede det samme vokabularium - de samme koncepter. Alle talte om borgerdeltagelse, alle nævnte den økonomiske model, bæredygtighed og miljøbevægelsen. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at disse termer var meget inklusive, og at der var vidt forskellige opfattelser af deres betydning. Nogle informanter benyttede termen miljøbevægelse om samarbejde mellem miljø-NGO'erne, mens andre informanter mente det er nødvendigt med bredere opbakning og mere borgerdeltagelse, før der kan tales om en reel miljøbevægelse. Det tog noget tid at gennemskue koncepternes mangfoldighed.
Mange informanter har debatteret hvorvidt der findes en egentlig miljøbevægelse i Chile. Denne bevægelse har mange betegnelser, såsom "movimiento ambiental", "movimiento ecologista" og "movimiento social". I deres bedømmelse af tilstedeværelsen af "miljøbevægelse" konsulterede informanterne ofte parametre som deltagelse, fællesskab og åbenhed. På baggrund af informanters udtalelser vil "miljøbevægelse" i denne rapport (hvor intet andet anføres) referere til følgende definition:
En miljøbevægelse er en samling af NGO'er, små grupper og individer der, baseret på støtte i samfundet arbejder sammen om overordnede fælles miljøfremmende mål.
Som det fremgår af definitionen er "miljøbevægelse"-termen mere specifik end "social bevægelse", idet sidstnævnte (ifølge de fleste definitioner) fokuserer på kognitive rum i samfundet og ikke direkte henviser til organisationer. (Jamison et al 1991: 55-60). Det er udenfor rapportens arbejdsfelt at belyse tilstedeværelsen af dette kognitive rum, men det er interessant at notere sig, at hvor det er nødvendigt med dette kognitive rum for fremkomsten af en miljøbevægelse, er miljø-NGO'ernes eksistens ikke direkte relateret på samme vis. Det er nemlig ikke en forudsætning for deres økonomiske midler, at det kognitive rum er tilstede i den chilenske kontekst, idet midlerne i høj grad kommer fra eksterne donorer (se kapitel 5).
Som allerede nævnt opererer rapporten med en emisk forståelse af termen NGO. Dermed ikke sagt at der er enslydende fortolkning af termen NGO i Chile. En del NGO lederne benytter NGO termen i henhold til den internationale diskurs (Non Governmental Organisation), men hovedparten af informanterne har inkluderet mange entiteter under termen NGO, og lader således Oét i NGO referere til Organisme i stedet for Organisation. På denne baggrund legitimeres rapportens NGO-segmentering. Rent juridisk er der nemlig tale om forskellige entiteter; den eksplorative undersøgelse omfattede således 7 netværk, 17 NGO'er, et lokalcenter og et alternativt miljøuniversitet.
Borgerdeltagelse og den økonomiske model er blandt de mest anvendte termer og samtidig nogle af de sværeste at definere. Begge er meget omfattende koncepter af stor betydning for NGO'ernes perception af det chilenske samfund. De bliver derfor benyttet som referencepunkter for NGO'ernes forhold til samfundet (se kapitel 5). Borgerdeltagelse kan sammenfattes til chilenske borgeres aktive deltagelse i samfundsanliggender. Den mest basale form for borgerdeltagelse er parlamentsvalg, mens andre former kan være deltagelse i underskriftsindsamlinger, demonstrationer eller miljøgrupper (bevidst forbrug).
Termerne markedsmodel og økonomiske model bruges af informanterne som synonymer, og jeg vil i det følgende for klarhedens skyld blot referere til "den økonomiske model". Med denne model henviser informanterne normalt ikke til det egentlige markedsperspektiv, men derimod til de bagvedliggende strategier og konsekvenser for samfundet. Modellen har adskillige negative konnotationer for informanterne, der beskrives i kapitel 5. Hos mange informanter har fremstillingen af den økonomiske model været noget diffus, og de fleste informanter har ikke kunnet definere præcist, hvad der konstituerer den økonomiske model. Deres fremstillinger har været præget af deres generelle afstandtagen til overordnede sociale og miljømæssige udviklinger i det chilenske samfund, som de forbinder med den økonomiske model. Dog påpegede så godt som alle informanter, at den økonomiske model er neoliberal (modellen har rødder tilbage til diktaturet hvor neoliberale økonomer fra Chicago-skolen fik ansvaret for landets økonomiske styring). Termen havde en negativ klang for informanterne, der forbandt det med kortsigtet profitmaximering, ledende til destruktiv udbytning af naturressourcer og inhuman social ubalance.
Neoliberalisme som etisk term refererer til en økonomisk teori udviklet af økonomer fra den såkaldte Chicago-skole. Neoliberalisternes grundantagelser går ud på at:
Alle informanterne arbejder på et overordnet plan for "desarrollo sustentable" - bæredygtig udvikling. I deres beskrivelse af bæredygtighed henviser informanterne ofte til såvel Brundtland rapporten som Agenda 21, og grundlæggende forstås en udnyttelse af naturressourcerne, som ikke ødelægger mulighederne for kommende generationer. Der er er dog grundlæggende uoverensstemmelser når det drejer sig om, hvad bæredygtighed indebærer - og særligt om hvorvidt en bæredygtig udvikling går i spænd med den økonomiske udvikling (og reetablering af væksten) i Chile.
Feltarbejdet bar præg af kontinuerlige beslutningsprocesser hvor det var nødvendigt at forholde sig til allerede registrerede data. Således blev beslutninger om deltagelse i diverse arrangementer truffet på baggrund af såvel retningslinierne fra forberedelsesrapporten som efter en kontinuerlig analyse af allerede producerede data. Med jævne mellemrum afsatte jeg en dag til at undersøge mine data og strukturere de følgende ugers undersøgelse, men også den daglige bearbejdning af data foran computeren (transskribering, noteskrivning, dagbogsførelse) gav anledning til refleksion.
Overordnet set har feltarbejdet tilstræbt at følge den "etnografiske cirkel" med kontinuerlig analyse af data og efterfølgende revidering af projektet. Hvor det var muligt ledte forståelsen af informanternes perceptioner til formulering af mere fokuserede og præcise spørgsmål. Den relativt store omstrukturering af feltarbejdets centrale temaer vidner om den etnografiske cirkel´s store betydning i undersøgelsen.
Der blev gjort et stort stykke arbejde for at få informanter til at kommentere mine generelle hypoteser og analysernes upolerede resultater. Jeg var så heldig at få nære relationer til en aktivist og 2 NGO ledere der fungerede som sparringspartnere. Den ene NGO leder er højtuddannet og har levet en årrække i eksil i Nordeuropa. Han er meget interesseret i mit feltarbejde og jeg har givet ham lov til at læse og kommentere min forberedelsesrapport. I flere omgange debatterede vi mine antagelser og metoder.
I efteråret har jeg organiseret mine data, og gennem databehandlingsprogrammet NUDIST foretaget talrige analyser og opbygget et større indexsystem. Sideløbende har jeg konstrueret taxonomier og domæneanalyser med en større forståelse af sammenhænge for øje. Disse analyseteknikker har været brugt til at skabe overblik, men har samtidig fungeret som selektionsværktøjer til at finde interessante aspekter der kan besvare de overordnede problemstillinger.
I analyseprocessen er feltarbejdets "svage" sider blevet afsløret. Jeg ville meget gerne have haft lejlighed til at lave fokuserede interviews med alle NGO-ledelserne, men det tillod de overordnede rammer ikke. For validitetens skyld ville jeg gerne have suppleret det kvalitative studie med en kvantitativ undersøgelse med ledere og ansatte i NGO'erne om både inter- og intra-NGO forhold. Men når jeg tager klimaet i NGO'erne i betragtning tror jeg kun et fåtal af de ansatte ville turde ytre deres ucensurerede holdninger på skrift. Men denne antagelse kunne i sig selv være interessant at afprøve.
Det kunne også have været spændende at undersøge flere af de små miljø-NGO'er i Chile, men det var desværre ikke muligt indenfor feltarbejdets rammer.
Denne rapport bygger på et 6 måneders kvalitativt studie med en bred informantgruppe. Tidsfaktoren var meget vigtig for min forståelse af felten, idet jeg i løbet af de indledende måneder ikke formåede at få godt kendskab til det, der senere blev centrale temaer i feltarbejdet.
I feltarbejdets anden fase havde jeg tilegnet mig større viden om felten, og da jeg samtidig rettede kontakt til andre informantgrupper, fik jeg større indsigt i visse problemstillinger. De nye informantgrupper (aktivister, ansatte og andre aktører) delagtiggjorde mig i deres systematisk kritiske holdninger til NGO'erne. Det var i særdeleshed gennem deltagerobservation jeg opnåede informanternes tillid, hvilket var nødvendig for at de ville præsentere deres perception af felten for mig.
Feltarbejdet og resultaterne er fundamentalt set baseret på udsagn fra en heterogen skare af informanter og deres fremstillinger af en række forhold. Jeg kan derfor ikke konkludere at NGO'erne er paternalistiske, selvom en del informanter hævder dette. Men jeg kan derimod med samme eksempel illustrere noget om forholdene mellem informanterne. I andre situation har jeg gennem deltagerobservation oplevet forhold, der stimulerer tilliden til visse informanters udsagn.
Overordnet set havde feltarbejdet i begyndelsen karakter af subjekt-objekt relationer til informanterne og til felten i sin helhed, mens der imod slutningen var tale om deciderede subjekt-subjekt forhold. De to måder at operere på har bevirket at felten er blevet undersøgt fra flere vinkler - og validiteten er derfor højere.
I mit datamateriale har jeg citater med endog meget grove udsagn om involverede NGO'er og enkeltpersoner. Erfaringer viser at kvalitative undersøgelser generelt tegner et mere kritisk billede end kvantitative. Da dette udelukkende er et kvalitativt studie, og jeg samtidig ikke kan få øje på konstruktive følger af at publicere den følelsesladede kritik, har jeg valgt at udelade en del citater fra rapporten. I det hele taget forsøges det i rapporten at abstrahere fra de specifikke og personbundne konflikter og fokusere på det generelle billede.
Jeg har gennem fokuserede interviews med kerneinformanter fået et grundlæggende kendskab til problemstillingerne. I andre sammenhænge har jeg oplevet informanter komme mine spørgsmål i forkøbet og i løbet af en time eller to besvare samtlige mine spørgsmål uden jeg stillede eet eneste. Det medvirkede til at validere spørgsmålenes relevans.
Et vigtigt element i valideringsøjemed er fremlægningen af resultaterne for informanterne. Jeg har forsøgt at indhente mine informanters respons på en spansk udgave af denne rapport, som er tilgængelig på internettet. Samtlige informanter er kontaktet og har fået oplyst adressen. De er endvidere blevet bedt om at kommentere resultatet af min undersøgelse, og den hidtidige respons er tilgængelig i appendix 6.
Det skal understreges at undersøgelsen med den brede felt, de mange problemstillinger og den relativt korte tid ikke kunne blive andet end eksplorativ. Der er åbnet op for nogle meget spændende temaer, og disse er blevet belyst fra forskellige vinkler. Feltens bredde taget i betragtning skulle man bruge meget længere tid for at lave en tilbundsgående analyse.
Et af mine analyseredskaber har overordnet set været en segmentering af informanterne i tre kategorier. Hver kategori er heterogen med hensyn til sammensætning og interesser. Segmentet "NGO'er" omfatter såvel ansatte som præsidenter, med vidt forskellige holdninger. "Aktivister" er betydeligt mere homogen som segment, mens "andre aktører" dækker over en heterogen skare af informanter - politikere, ambassadør, arbejdere og tidligere frivillige. I enkelte tilfælde kan informanter kategoriseres som både ansatte og aktivister, men der har jeg valgt først og fremmest at anskue dem som ansatte.
Segmenterne "andre aktører" og "aktivister" vil senere blive præsenteret men som pilene i nedenstående figur illustrerer er fokus på informanternes opfattelse af NGO'erne og ikke på deres egen virke. "Aktist" og "andre aktører" segmenterne præsenteres udelukkende for at kontekstualisere NGO'erne i det omgivende samfund gennem undersøgelse af disse segmenters fremstilling af NGO'erne. Pilene i figuren skal tydeliggøre, at hvor interessant dette end er, ligger det udenfor rapportens rammer at undersøge i detaljer, hvordan NGO'erne opfatter henholdsvis "aktivister" og "andre aktører".
Formålet med segmenteringen er at distingvere mellem udtalelser indenfor NGO'erne, indenfor "miljøbevægelsen" (Aktivister og NGO'er) og fra andre aktører om NGO'erne.
Overordnet set var der en del fællestræk ved informanterne. Alle havde en tendens til samfundskritisk refleksion. En stor del af de midaldrende informanter var flygtet i eksil under diktaturet og med enkelte undtagelser var alle modstandere af diktaturet. Langt de fleste havde jævnligt været på barrikaderne mod Pinochet under diktaturets senere år. Analysen belyser hvorledes mange af deres kritikpunkter overfor samfundet er identiske. Der synes at være konsensus om en række grundforhold:
Dette kapitel sætter fokus på miljø-NGO'erne som de blev fremstillet af NGO lederne i den eksplorative undersøgelse (i enkelte tilfælde er informationer fra interviews med ansatte benyttet). Kapitlet baseres således på NGO'ernes egne fremstillinger, men da bearbejdningen og selektionen er foretaget af mig, bliver fremstillingen samtidig præget af mine indtryk af felten.
På flere områder viser undersøgelsen, at der er stor diversitet mellem miljø-NGO'erne. Informanterne har været opmærksomme på forskellene, og har i mange tilfælde udfra disse kategoriseret NGO'erne i interviewene. Kategoriseringen har typisk været i 3 segmenter; konservationister (arbejder kun for at konservere naturområder), ambientalister (har bredere fokus men ser ikke holistisk på problemerne) og ecologister (holistiske og vil have grundlæggende ændringer). Andre opdeler i aktivist-NGO'er (klager), tekniske NGO'er og akademiske NGO'er. Atter andre adskiller mellem konsulent-NGO'er (negativt ladet) og rigtige NGO'er.
I denne rapport bliver ingen af de nævnte kategoriseringer benyttet, idet flere informanter har givet udtryk for utilfredshed med disse. Feltens heterogenitet tilgodeses imidlertid, idet der i kapitlets afslutning præsenteres et kontinuum dannet på baggrund af en række analyserede parametre.
I den nyere chilenske historie findes der talrige eksempler på sociale bevægelser og aktive organiserede borgere. Under Eduardo Frei´s såkaldte "revolution i frihed" i 1960erne og Allende´s efterfølgende Unidad Popular (1970-73) var der en regulær folkelig opblomstring med et rigt foreningsliv og mange organisationer. Denne tradition blev brat afbrudt med diktaturets indførsel, og det var først i den sidste halvdel af diktaturet at den folkelige modstand materialiserede sig i store demonstrationer. Der var store og jævnlige demonstrationer 1983-84 og igen i slutningen af 1980erne, hvor der også blev dannet mange NGO'er og nabogrupper, hvor det mest kendte fænomen nok er "Ollas Comunes" (direkte oversat "fællesgryder"), der var sociale folkekøkkener.
De fleste af de undersøgte miljø-NGO'ere er grundlagt i slutningen af 1980erne og i særdeleshed i begyndelsen af 1990erne.
I forbindelse med demokratiseringsprocesserne blev der fra internationalt hold doneret store summer til oppositionen i Chile. Det førte til grundlæggelse af mange sociale NGO'er, der hovedsageligt arbejdede for deltagelse og demokrati i samfundet - og som fokuserede på de åbenlyse sociale problemer. Menneskerettigheds-NGO'er, kvindesags-NGO'er og freds-NGO'er (anti-nukleare) var blandt de mest synlige NGO'er i samfundet. Demokratiets officielle indførsel i 1990 bevirkede en kraftig reduktion i de udenlandske midler, og som konsekvens heraf forsvandt en stor del af NGO'erne fra det chilenske samfundsbillede. Samtidig inkorporerede nogle NGO'er miljøtemaet i deres programmer, mens andre blev stiftet udelukkende på basis af miljøtemaet. I ovennævnte skema er de undersøgte miljø-NGO'ers grundlæggelsesår noteret, men flere af dem, der opstod under diktaturet, havde ikke direkte miljøtemaet på dagsordenen i de første år.
Jeg har gennem interviewene fået et godt indtryk af, hvilke arbejdsfelter, de forskellige NGO'er vægter mest. Derimod har jeg kun i meget få tilfælde haft mulighed for at iagttage miljø-NGO'er i felten, i deres implementering af projekter. Det er der flere grunde til. I nogle NGO'er blev vægten lagt på udvikling af teorier, konceptuelle apparater og produktion af professionelle analyser af aktuelle eller potentielle miljøsager. Her var der overvejende tale om et avanceret skrivebordsarbejde, som jeg ikke kunne deltage i. I andre NGO'er var der store projekter, som jeg dog ikke blev inviteret med til. Kun i enkelte NGO'er blev jeg inviteret med til at overvære deres praktiske arbejde i kontakt med lokalbefolkningerne. I et tilfælde blev jeg inviteret på en uges tur til det nordlige Chile for at deltage i et projekt om alternativ teknologi til småbønder (alternativ energi, såningsmetoder m.m.). Desværre var jeg nødsaget til at afslå tilbuddet, da det kom sidst i feltarbejdsperioden og min kalender var fuldbooket.
Overordnet set er der stor forskel på NGO'ernes arbejdsområder. Som allerede nævnt er der nogle, der overvejende beskæftiger sig med miljøanalyser og udvikling af nye koncepter. Deres arbejde foregår fortrinsvis på selve NGO lokaliteten, og de skriver om emner såsom skovdrift, fiskeri eller luftforurening. I tillæg organiserer nogle af NGO'erne seminarer, til tider i samarbejde med universiteterne. Nogle har specialiseret sig i at lære mindre grupper at organisere sig, mens andre udnytter deres professionelle viden i lobbyisme overfor såvel virksomheder som regeringen.
Flere NGO'er arbejder med miljøkonflikter, og giver bistand af økonomisk, organisatorisk og juridisk karakter til forskellige konfliktramte grupper. Det kan for eksempel være ofre for store vandkraftværker, småfiskere der er truet af forurenende virksomheder, eller indfødte folk i områder med intensiv skovhugst. Andre miljø-NGO'er centrerer sig mere om et specifikt område. Der er således NGO'er, der udelukkende beskæftiger sig med problemerne omkring en stor dæmning, eller udelukkende med certificering af økologiske produkter. Nogle har skoven (plantager og oprindelig skov) som deres niche, og har professionel viden om skovhugst og skovbeskyttelse, mens andre opererer med omlægning af smålandbrug til økologiske dyrkningsformer. Atter andre er specialiserede i alternativ teknologi, og enkelte NGO'er fokuserer på oplysning til de chilenske forbrugere. Nogle NGO arbejder særligt med genbrug, og har formået at organisere indsamlerne, de såkaldte "recolectores", som i samarbejde har fået forhandlet sig frem til bedre priser. Andre arbejder med genbrug på flere planer; direkte oplysning til forbrugerne, produktion af undervisningsmateriale på området (og i den sammenhæng organisering af seminarer og konferencer), og lobbyisme overfor regeringen.
Denne mosaik af vidt forskellige arbejdsfelter og strategier har en del fællesnævnere. Samtlige miljø-NGO'er arbejder med en form for borgerdeltagelse, hvad enten det er på et teoretisk eller praktisk plan. På det teoretiske plan skrives der bøger og holdes konferencer, mens det praktiske plan kan være organisering af konfliktgrupper eller lancering af miljøundervisning, hvor folk aktiveres og informeres om miljøets tilstand og deres egne indflydelsesmuligheder.
Alle de undersøgte miljø-NGO'er tager hensyn til sociale aspekter i deres miljøarbejde, og argumenterer for at social og miljømæssig bæredygtighed er integrerede temaer. Alle miljø-NGO'erne er desuden opmærksomme på de svage i samfundet og tager deres parti i miljøkonflikter.
En iøjnefaldende forskel mellem miljø-NGO'erne er, at nogle arbejder meget specifikt med ét tema (som f.eks. dæmningsbyggeriet i Alto Bío Bío), mens andre er endog meget brede. Med brug af Jamison el al´s terminologi er der forskel på miljø-NGO'ernes politiske strategier, hvor nogle hælder til succesorienterede strategier (arbejder med en enkelt sag som de søger at løse) mens andre er endog meget værdiorienterede i deres strategier (vil ændre de værdier der har ført til problemerne). Nedenstående citat fra en NGO leder illustrerer den værdiorienterede brede tilgang til miljøtemaet:
Forholdet mellem mennesket og naturen involverer mange ting, det er et spørgsmål om livet, og her indgår abort som et tema, men det omfatter også menneskerettigheder og kvinderettigheder. Det indeholder social-politik, sundhedspolitik, uddannelse, så ja, der er mange aspekter i arbejdet med miljøpolitik (ecología política) (NGO leder).
I løbet af de senere år er der foregået et paradigmeskift i miljø-NGO'erne. Fra at have anklaget og øvet modstand (las denuncias) vil NGO'erne nu være produktive og komme med konkrete løsningsforslag (las propuestas). NGO'erne forsøger dermed at befri sig fra et gammelt stigma om, at de uafbrudt klager. Samtidig har de igennem årene opbygget en ekspertise, som har bevirket at de nu har reelle muligheder for at opstille løsningsforslag.
Siden Max-Neef [alternativ præsidentkandidat] og til i dag, fra 1993 til 1999, har bevægelserne avanceret enormt, de er gået fra at være problemfindere til at være løsningsskabere. Og i dag står NGO'erne med en serie forslag, som er blevet udviklet i den seneste tid. I dag har den alternative bevægelse i Chile således et forslag til, hvad der skal gøres. Den har en socialpolitik, har en politik for de politiske og sociale ændringer, vi har brug for. Og har selvfølgelig også med øget styrke et forslag til et bæredygtigt miljø for Chile (NGO leder).
Anklagerne om ukonstruktive klager har lydt fra forskelligt hold; fra medier, politikere, og aktivister, og flere NGO ledere tog i interviewene tydelig afstand fra de tidligere tiders metoder. Den nye strategi blev i feltarbejdsperioden konkretiseret ved en række publikationer (bøger, artikler) indeholdende konkrete forslag:
Formålet var at gå fra protester, anklager og miljø-diagnostik til studier der skulle føre til forslag, til løsninger der skulle modificere problemerne. Jeg mener at anstrengelserne er ret store, og det er ikke nogen afsluttet sag. Det er en proces. Men tydelig og gennemtænkt i denne bog (NGO leder).
De konkrete forslag er imidlertid blevet kritisk vurderet af andre NGO'ere, og af andre affejet som endnu en kritisk aktion:
... jeg ved ikke… jeg har hørt at dette skulle indeholde forslag der kunne ændre folks mening om at økologerne kun anklager - men jeg hørte ikke nogen forslag. Derimod hørte jeg mange anklager… ( NGO ansat).
Jeg oplevede i et tilfælde en debat, der klart viser spændingsfeltet indenfor miljø-NGO'erne på området. Det var i en arbejdsgruppe for genbrugsbatterier, hvor det blev debatteret, hvorvidt det var NGO'ernes opgave at finde løsninger på bæredygtige genbrugsmetoder, eller om man kunne starte en indsamling af batterier og læsse af foran regeringsbygninger, og derved lægge pres på politikerne for at finde en løsning. Hovedparten af de tilstedeværende, som bestod af ansatte og ledere i NGO'er, besluttede at der skulle produceres et løsningsforslag først. En sådan fremgangsmåde stiller krav om professionelle folk, der kan sætte sig ind i de avancerede processer omkring genbrugsmetoder for batterier. I takt med at NGO'erne arbejder på at frigøre sig fra klage-rollen, har de professionelle ansatte fået større betydning, og i mange NGO'er arbejder der nu overvejende veluddannet personale (ingeniører, agronomer, journalister, antropologer, biologer). Generelt er der stor forskel på NGO'ernes størrelse. Blandt de undersøgte var ekstremerne 1 og 140 fastansatte mens de fleste havde mellem 5 og 15 ansatte. Tallene er meget svingende afhængig af hvor mange projekter NGO'erne får finansieret på et givent tidspunkt.
Mere end 2/3 af NGO'erne har ikke frivillige i deres stab. Nogle har haft mislykkede erfaringer med frivillige (det tog for mange ressourcer at sætte folk i sving) mens andre peger på, at det er vanskeligt at få frivillige i Chile, idet samfundet er individualistisk og folk arbejder så meget - det er normalt at arbejde over 60 timer om ugen. Ikke alle NGO'erne arbejder med sager, der henvender sig direkte til befolkningen. Nogle fungerer mere som konsultatoriske enheder, der laver fundraising og implementerer projekter for regeringsorganer og i enkelte tilfælde for virksomheder.
NGO'erne´s lokaliteter er overvejende af god standard. De fleste har til huse i centrum og i de bedre middelklassekvarterer, og kun 2 af NGO'erne er placeret i fattige områder. NGO'erne har typisk et hus eller en stor lejlighed, og der er som regel en sekretær der tager imod. I enkelte NGO'er er der tilknyttet bibliotek, hvor man som borger kan komme og læse om miljøforhold. Det er dog ikke alle biblioteker, der er offentligt tilgængelige, og jeg oplevede blandt andet at blive afvist i en NGO, da jeg bad om at få adgang til deres bibliotek. I alle NGO'erne er der computere, og 7 ud af 10 NGO'ere har egen hjemmeside (af meget varierende kvalitet). Alle NGO'erne publicerer artikler og langt over halvdelen har deres eget blad/brochure, der regelmæssigt udgives i begrænsede oplæg (typisk et sted mellem 500 og 3000 eksemplarer).
I den eksplorative fase fik jeg kendskab til NGO'ernes generelle økonomiske situation. Jeg havde dog ikke intentioner om at finde eksakte tal eller lave statistik over donorerne. Det viste sig vanskeligt i enkelte NGO'er overhovedet at få oplysninger om økonomien (se afsnit 6.2).
Miljø-NGO'erne får hovedsageligt deres økonomiske midler fra udenlandske donorer. Der er særligt tale om agenturer i Europa, USA og Canada (bilateralt og multilateralt), men også store private fonde og andre internationale organisationer/kooperationer er blandt bidragsyderne til de chilenske miljø-NGO'er. Derudover donerer flere internationale koncerner midler til NGO'erne, der generelt ikke tager afstand fra at modtage donationer fra virksomheder. Dog ønskes der ikke konditioneret støtte eller støtte fra virksomheder der forurener i lokalmiljøet:
NGO leder: Vi vil ikke have penge fra virksomheder, for de virksomheder der er her i området forurener og vi vil ikke båses, vi vil ikke støttes af dem. Og vi vil heller ikke modtage penge fra kommunen.
Interviewer: Men heller ikke i en krise-situation som den I er i nu?
NGO leder: Heller ikke, nej, heller ikke i en krise. Det handler om principper.
Der er ingen filantropisk tradition i nationale virksomheder i Chile, så det er nærmest udelukkende virksomheder af udenlandsk herkomst, der donerer til miljø-NGO'erne. Fra enkeltpersoner er der heller ikke mange midler at hente, og blot to af de undersøgte NGO'er nævnte at de opererer med en privat medlems-skare, der betaler en mindre del af omkostningerne.
Nogle af NGO'erne søger bevidst at få støtte fra flere forskellige fonde for at bevare deres uafhængighed. Flere NGO'er vil ikke modtage midler fra hverken stat eller kommune, og baserer udelukkende deres økonomi på udenlandske donationer, fordi de mener den nationale støtte er konditional. Men i løbet af de senere år er en større del af de udenlandske midler blevet allokeret til den chilenske regering, og NGO'erne stiler derfor flere og flere ansøgninger til regeringsinstitutioner i stedet for direkte til de udenlandske donorer.
Efter diktaturets ophør begyndte de internationale donorer langsomt at trække sig ud af Chile. Samtidig gjorde den eksplosive økonomiske vækst landet uinteressant for udenlandske bistandsorganisationer, hvilket ramte alle NGO'erne hårdt - og ikke mindst miljø-NGO'erne. Op igennem 1990erne er mange miljø-NGO'er bukket under. En undersøgelse peger således på, at halvdelen af miljøgrupperne/miljø-NGO'erne i Chile er forsvundet mellem 1995 og 1999.
Af de undersøgte miljø-NGO'er meldte flere klart ud om deres aktuelle økonomiske ustabilitet og faretruende krise.
Vi har store økonomiske problemer og mangler støtte fra fonde. Vi er truet af udslettelse. Heldigvis er vi en lille enhed, det gør det lettere at overleve og konsekvenserne af en lukning bliver jo også mindre (NGO ansat).
Andre mente den økonomiske fare var drevet over og situationen mere stabil. Det gælder dog mest for de større NGO'er.
Det går rimeligt økonomisk set og vi har fordele ved at være store. Man knækker ikke halsen, hvis ikke der kommer støtte fra fonde straks. Vi havde 3 måneder i sommers uden finansiering til vores [program], men folk blev lønnet af kassen og for nyligt fik vi en stor financiering til 2 år som så kan hjælpe med at holde andre projekter oppe. Små organisationer ville have bukket under (NGO ansat).
Flere af NGO'erne har gennemført omfattende nedskæringer for at overleve, mens andre ledere peger på, at de har ændret fokus i et forsøg på at bevare NGO'en.
I de følgende to afsnit bliver NGO'ernes holdninger og målsætninger beskrevet med fokus på deres perception af samfundet. Under feltarbejdet hørte jeg hele tiden informanterne tale om "participación ciudadana" - borgerdeltagelse, og den økonomiske model (herunder forbruget). Flere informanter sagde eksplicit at miljøudviklingen afhang af borgerdeltagelse og den økonomiske model.
Problemet i Chile, og jeg har tænkt noget over det, også nu da jeg vidste du ville komme, er at der ikke er borgerdeltagelse (NGO ansat)
I NGO litteratur og under interviewene med lederne blev termen participación ciudadana flittigt benyttet. Det er i det aktuelle chilenske samfund meget politisk korrekt at støtte mere borgerdeltagelse. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at samtlige præsidentkandidaterne til valget i december 1999 har ytret ønske om at fremme borgerdeltagelsen. Men der er vidt forskellige perceptioner af hvad borgerdeltagelse indebærer. Det er også tilfældet indenfor miljø-NGO'erne.
På et overordnet plan er der dog konsensus mellem miljø-NGO'erne. Borgerdeltagelse har central betydning både indenfor miljøtemaet og for samfundsforhold generelt. Miljøet er det samfundsområde hvor der har været mest fokus på deltagelse, hvilket i høj grad skyldes NGO'ernes arbejde, der i bund og grund handler om borgerdeltagelse. Der kan nemlig ikke være bæredygtig udvikling uden borgerdeltagelse, og miljø-NGO'erne forsøger derfor at fremme borgerdeltagelsen på en række områder. Konkret udmønter det sig i moralsk, teknisk og økonomisk støtte til marginaliserede grupper i konfliktsituationer, samt i afholdelse af kurser og seminarer om formering af små lokale grupper. Det er vigtigt for NGO'erne at borgerne inddrages i beslutningsprocesserne (flere nævner at de benytter PRA), og der tages afstand fra paternalistiske tilgange til befolkningen.
Borgerdeltagelse skal helst konkretisere sig i organisering, for kun på den måde kan man gøre sin indflydelse gældende.
... de som styrer den politiske dagsorden vil ikke ændre den, medmindre de ser en organiseret stærk gruppe foran sig, der er i stand til at ændre og modificere bevidstheden, og i stand til at have aktiv og stærk indflydelse i samfundet. Hvis de ikke ser dette, vil de aldrig ændre den politiske dagsorden (NGO leder).
Det er nødvendigt at organisere sig for at få nogle krav ført igennem, og hvis der ikke er organisationer er der heller ikke transparencia, og organisationer er ofte det primære niveau til at komme med som part i landets beslutningsprocesser (NGO ansat).
Kanalerne for borgerdeltagelse i samfundet
NGO'erne er utilfredse med mulighederne for borgerdeltagelse i det chilenske samfund. Det går for langsomt med udbygningen af deltagelseskanaler, og enkelte mener, at de demokratisk valgte regeringer i virkeligheden har reduceret deltagelsesmulighederne i samfundet.
Der har været en proces i gang fra 1990 og frem, i perioden med transition mod demokrati. Formålet har været at demobilisere folket. Lige netop, at desartikulere de sociale organisationer. Se på slutningen af 1980erne og starten af 1990, hvordan kvindebevægelsen var stærk. Nu er der ingen kvinde/feminist-bevægelse. Det gælder forskellige sektorer, det er funktionelt for modellen (NGO leder).
Regeringen promoverer officielt borgerdeltagelse, men NGO'erne mener det mere sker for at legitimere sig, end for at åbne op for egentlige ændringer. Deres diskurs er ændret, men der er ikke sket meget i praksis. Attituden er ikke blevet forandret.
Set udefra ser det fantastisk ud med den snak om participación ciudadana, men i virkeligheden er der ikke sket ændringer. De økonomiske interesser bevæger det hele (NGO leder).
Miljølovgivningen er den første lovgivning der opererer med borgerdeltagelse, idet lovgivningen sikrer at borgerne kan komme med indsigelser. NGO'erne mener imidlertid, at mulighederne for borgerdeltagelse er alt for spinkle, og at der ikke er tale om reel deltagelse, idet beslutningerne oftest er truffet før borgernes indsigelser. Der er tvivl om, hvorvidt NGO'ernes ytringer overhovedet har nogen effekt. Der mangler transparens i beslutningsprocesserne og det er ikke til at gennemskue, hvordan borgerdeltagelse reelt influerer på beslutningsprocesserne. I mange tilfælde er der ifølge NGO'erne mere tale om marketing fra regeringens side end om reel indflydelse. Det kan man også udlede af at de områder, hvor borgerdeltagelse ellers vinder frem, er marginale og ufarlige. De centrale områder (f.eks. uddannelsesreformen og sundhedsreformen) giver således ikke mulighed for borgerdeltagelse.
Miljø-NGO'erne har forskellige standpunkter til skabelsen af deltagelseskanaler. Alle er enige om, at regeringen burde gøre mere på området, men nogle har ikke tiltro til at det vil ske. De har besluttet ikke at bruge ressourcer på det område, og arbejder i stedet for at skabe alternative deltagelseskanaler. Det være sig via små grupper eller netværk, som gennem organiseringen står styrket overfor myndigheder og virksomheder. Andre miljø-NGO'er er mere positive overfor regeringens arbejde, og har indgået samarbejde med regeringsorganer for at fremme borgerdeltagelsen.
Alle miljø-NGO'erne er imidlertid enige om, at det ikke blot er de ydre rammer, kanalerne, der skal ændres for at forbedre borgerdeltagelsen. Det er også nødvendigt at uddanne og aktivere borgerne. De er nemlig passive, kender ikke deres rettigheder, og tør eller gider ikke organisere sig. Den chilenske kultur har forandret sig under diktaturet.
Diktaturet brød og desartikulerede alt det sociale. Det destruerede det fuldstændigt. Fagforeningerne, de civile organisationer, de professionelle organisationer, pressen, alt det vi havde skabt op igennem historien for at få et organiseret samfund, blev destrueret af diktaturet. Fuldstændigt destrueret… Så i grunden er der frygt for at organisere sig, frygt for at artikulere sig og desuden vil jeg sige, at udover frygt er der skuffelse og desillusion. Der er en form for frustration, som indeholder spørgsmål som; hvad fik vi ud af at organisere, hvad fik vi ud af at mobilisere, hvad fik vi ud af… der er tabte forhåbninger (una perdida del esperanza) (NGO leder).
Endvidere nævner flere, at borgerne er meget lidt selvkritiske. De er uhyre individualistiske og materialistiske. De lader sig ifølge miljø-NGO'erne påvirke af de højreorienterede medier og tænker mere på forbrugsgoder end på samfundsforhold. Det illustreres ved den lave valgdeltagelse ved sidste parlamentsvalg, hvor især unge undlod at stemme. Den mest basale borgerdeltagelse er at anvende sin stemme til valgene.
Det følgende citat opsummerer den udbredte opfattelse:
Så ja, der mangler participación ciudadana, men det mangler fordi kanalerne ikke er der, og samtidig også fordi den chilenske borger efter diktaturet, som vi er ved at forlade med, skal vi sige, nogen smerte, ikke er vant til at deltage. Vi har således borgere, der ikke er klar over deres rettigheder, og heller ikke kender retten til at udnytte disse rettigheder (NGO leder).
Ligesom med participación ciudadana er der indenfor miljø-NGO'erne på et overordnet plan en vis konsensus om opfattelsen af den økonomiske model. Den er neoliberal og hovedårsag til miljøproblemerne i Chile idet den baseres på omfattende udbytning af naturressourcer. Den økonomiske model vurderes som meget kortsigtet, og der tages kun ringe hensyn til sociale og miljømæssige implikationer. Drivkraften er ifølge miljø-NGO'erne hurtig profit.
Regeringen påskønner udviklingen og tiltrækker investorer ved at lave favorable aftaler, idet miljøhensyn tilsidesættes til fordel for arbejdspladser og økonomisk vækst. Denne strategi skønnes af miljø-NGO'erne ikke at være rationel, blandt andet fordi man er i gang med at "sælge hele Chile". Det nævnes således fra flere sider, at det er et udenlandsk firma, der ejer rettighederne til næsten al ferskvand i Chile.
Miljø-NGO'erne mener at modellen er sårbar, idet der hovedsageligt eksporteres primære råvarer på områder, hvor priserne på verdensmarkedet fluktuerer meget (f.eks. mineraler). Samtidig er hele den globale markedsøkonomi skrøbelig, hvilket den sydøstasiatiske krise og dens følgevirkninger har vist.
Miljø-NGO'erne mener, at den økonomiske model har påvirket hele det chilenske samfund og genereret store kulturelle ændringer. Samfundet er blevet atomiseret, borgerne er individualister og meget lidt solidariske. Fagforeningerne er små og svage, folk organiserer sig ikke og interesserer sig ikke for andre end den nærmeste kreds af familie og venner. Der er meget stor konkurrence overalt i samfundet, folk klamrer sig til deres jobs og der er stor utryghed over, hvad fremtiden vil bringe.
Det er ifølge miljø-NGO'erne nødvendigt med reformer af denne inhumane økonomiske model, hvis der skal indledes en bæredygtig udvikling i Chile. Mange informanter mener, at den økonomiske model i Chile er den mest liberale i hele verden. Virksomhederne kan diktere udviklingens gang og statens rolle er meget lille. Det ville de gerne se ændret. Der er dog ikke meget der peger i retning af, at der i den kommende tid vil komme grundlæggende omstruktureringer af modellen. Op igennem 1990erne er modellen blevet videreført stort set uændret.
Problemet med den økonomiske model i Chile er først og fremmest, at der til forskel fra de lande, der er evolutioneret, hvor der har været en langsom evolution af det kapitalistiske system, og der har været mulighed for kritik, og hvor der er balancemekanismer, da blev den aktuelle økonomiske model i Chile indført på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen mulighed for hverken kritik eller diskussion. Modellen er blevet indført med magt, bogstaveligt talt. Under et militærdiktatur, hvor kritik i mange tilfælde førte til døden (NGO leder).
Miljø-NGO'erne mener ikke, at valget i december 1999 vil ikke ændre meget på dette. Det er mest retorikken der bearbejdes.
Så vidt er der konsensus blandt NGO'erne. Men når det drejer sig om løsningsmodellerne, er der divergerende opfattelser. Nogle støtter ændringer indenfor den nuværende økonomiske model gennem økonomiske instrumenter (grønne skatter, afgifter og bøder), mens andre mener der skal iværksættes omfattende strukturelle ændringer af den økonomiske model. Det der argumenteres for, er ikke en socialistisk økonomisk model, for der har miljøbelastningerne om muligt været endnu større. Hensigten er snarere at opbygge en model på basis af miljøpolitik, social lighed, etik og deltagelse. En konkret udformning af denne model blev dog ikke præsenteret i løbet af interviewene.
Vi bliver berørt af verdensøkonomien, vi kan ikke styre den. Vi skal blot beslutte hvordan vi vil møde den. For det handler ikke længere om kapitalisme versus kommunisme. Det handler om udvikling. Hvordan vil vi tackle denne? Vi går ind for at arbejde lokalt og tænke globalt. Se på helheden, for alle folk. Vi vil arbejde hen mod en anden udvikling (NGO ansat).
Det er regeringen, der har ansvaret for at implementere ændringer i den økonomiske model, men borgerne kan løbende øve pression gennem lobbyisme, demonstrationer, besættelser og seminarer. Det er blandt andet det, NGO'erne opfatter som deres arbejdsfelt. Der er imidlertid hverken tradition for eller umiddelbart potentiale i at ytre sig politisk indenfor markedet. Der er med andre ord ikke fokus på begrebet "den politiske forbruger". Ingen af NGO'erne har for eksempel iværksat eller ytret kendskab til organiserede forbruger-boycots.
Der findes et marginaliseret marked for økologiske produkter, men i hele Santiago er der kun en enkelt økologisk grønthandler. Kundekredsen består mest af udlændinge, veluddannede chilenere og folk med tilknytning til miljø-NGO'erne. Kundemotivationen er en blanding af omsorg for egen sundhed, mode og miljøhensyn. Flere af NGO lederne betegnede det økologiske forbrug som en elitær og meget snæver forbrugeradfærd.
I supermarkederne anvendes ingen grønne mærkater på f.eks. toiletpapir, og der føres ingen økologiske produkter. Den eneste tydelige form for certifikation er på salater, hvor der reklameres for at der ikke er benyttet spildevand under produktionen. Det var nemlig kutyme for nogle år siden at benytte spildevand til overrisling af salat, hvilket førte til koleratilfælde i Santiago-området. Miljø-NGO'erne tegner i øvrigt et temmeligt entydigt billede af den manglende forbrugerbevidsthed. De chilenske forbrugere beskrives således generelt som meget passive, de lader sig påvirke af reklamernes bombardering og ser i øvrigt meget på prisen. Der er meget status forbundet med materielle goder, og omfattende kreditmuligheder har gjort forbrugsparadiset tilgængeligt for de fleste. Der er udbredt hyperkonsumisme samtidig med at sektorer i samfundet lever i ekstrem fattigdom. I de overdimensionerede indkøbscentre kan man hurtigt blive indehaver af et plastikkort, ligesom man har mulighed for at købe ALT i rater. Det har gjort mange folk ekstremt forgældede (også blandt de ansatte i miljø-NGO'erne).
For de ubemidlede er der andre "muligheder" for at erhverve status på forbrugsområdet. Man bruger mobiltelefon-attrapper, eller man fylder indkøbsvogne med luksusvarer og forlader etablissementet inden betaling. Jeg hørte informanterne berette om netop disse to teknikker gentagne gange, og har tilmed læst en artikel med disse eksempler. Jeg overværede dog ikke nogen af delene personligt i Chile. Informanterne beretter, at andre fattige bor under kummerlige kår, men køber stort TV for at bevise at de ikke er fattige. Det kaldes for "compensación de la pobreza" - kompensation for fattigdommen.
Den stigende fokusering på forbrug bedømmes af miljø-NGO'erne som en negativ udvikling, der truer den chilenske kultur. Hvor folk tidligere mødtes på den lokale Plaza om søndagen, er det nu den store udflugtsdag til de mange Malls (indkøbscentre) i Santiago. Informanterne beklager, at det tilsyneladende er mere værdifuldt at have ("tener") end bare det at være ("ser"). Nogle miljø-NGO'er interesserer sig for området, men kun 3 NGO'er har forbrug som et centralt tema. De andre har prioriteret andre områder højere. De arbejder ud fra en opfattelse af, at løsningerne på de store miljøproblemer er komplekse og strukturelle, og ikke kan påvirkes af hverken enkeltpersoner eller forbrugerne. De fleste miljø-NGO'er mener dog, at det er vigtigt at uddanne forbrugerne, at gøre dem kompetente og lære dem om de rettigheder, de har fået som forbrugere efter en grundlæggende forbrugerlovgivning trådte i kraft i 1997.
Den generelle holdning er som nævnt, at der er for ringe borgerdeltagelse i Chile, og at den nuværende økonomiske model er en stor hindring for en bæredygtig udvikling. Begge områder skal ændres før en bæredygtig udvikling kan realiseres. Borgerdeltagelsen skal fremmes ved at der skabes bedre kanaler, og gennem uddannelse og organisering af borgerne. Systemerne er for lukkede, og de skal gøres mere transparente. Den økonomiske model har ført til betydelige miljøproblemer, og har samtidig medvirket til at individualisere samfundet og forværre mulighederne og interessen for borgerdeltagelse.
Der er imidlertid stor forskel på, hvor radikalt kritikken rejses, og på hvor omfattende konsekvenser de enkelte miljø-NGO'er drager i praksis. De NGO'er, der er mest kritiske overfor den økonomiske model, er også de NGO'er der er mest utilfredse med den aktuelle borgerdeltagelse. De mest kritiske forsøger at undgå at komme i kontakt med systemet på begge områder. Det gøres ved at satse på alternativ borgerdeltagelse - oprettelse af alternative strukturer i små grupper, og skepsis overfor samarbejde med myndighederne (højst samarbejde med kommunale myndigheder). Det er blandt andet i de kredse, at tendensen til ikke at stemme ved parlamentsvalgene trives. Man tror ikke på den økonomiske model og ønsker radikale ændringer.
Hos de NGO'er, der er positive overfor regeringens bestræbelser for at fremme borgerdeltagelsen, er der også større tiltro til mulighederne for at regulere det nuværende marked gennem økonomiske instrumenter. Der er samtidig også større samarbejdsvilje overfor myndighederne og en tendens til at søge en vis konsulentstatus overfor regeringen.
Der er en fundamental forskel mellem dem der er radikal anti-establisment og dem der går ind for samarbejde. Derimellem er der et meget rodet billede (NGO leder).
På denne måde kunne man på et samarbejdskontinuum indsætte NGO'erne efter deres samarbejdsvilje overfor myndighederne. Graden af samarbejdsvilje afspejler såvel deres forhold til borgerdeltagelse og den økonomiske model.
De undersøgte miljø-NGO'er har placeret sig jævnt ud over dette kontinuum, med nogenlunde lige mange på hver side af midten. Jeg vil i resten af rapporten referere til dette kontinuum, når det viser sig fordelagtigt at definere miljø-NGO'ernes placering.
Jeg vil i det følgende påvise, at NGO'erne i stort omfang bliver inspireret af internationale miljø- og udviklingsdiskurser, men at de samtidig er placeret i en kulturel og historisk kontekst der influerer på deres konstitueringer og målsætninger. Hypotesen blev allerede udviklet i forberedelsesperioden, og viste sig betydeligt lettere at verificere end jeg havde forventet. De fleste NGO'er var nemlig meget eksplicitte i deres beskrivelse af inspirationen.
Interviewer: Hvor kommer inspirationen til økologi og miljøarbejde fra?
NGO leder: Der er stor indflydelse udefra, fra USA og Europa. Og der er mange udlændinge fra Europa der er begyndt med økologi her i Chile.
Interviewer: Kommer indflydelsen/inspirationen fra udlandet?
NGO leder: Absolut. Indflydelsen kommer udefra.
Under interviewene var NGO lederne meget tilbøjelige til at lave komparationer til miljøsituationen i udlandet, særligt Europa. Andre gange blev der, som for eksempel i en arbejdsgruppe for genbrugsbatterier, direkte skelet til erfaringer fra udlandet. I den specifikke situation debatterede man hvordan batterier bedst kunne genbruges, og den danske model blev nævnt.
Økologisk produktion og distribution er nogle af de områder, hvor påvirkningen udefra er mest tydelig. Det interne marked for økologiske produkter blev startet med udenlandsk kundekreds, og mange af de nuværende kunder har tidligere været i eksil og i udlandet fået kendskab til økologi. I det hele taget har en del folk med tilknytning til miljø-NGO'erne været i eksil under diktaturet, og flere har opholdt sig en årrække i Nordeuropa og der fået kendskab til miljøområdet. Det gælder blandt andre en del af NGO lederne.
NGO lederne følger løbende miljøudviklingen i Europa, idet de jævnligt deltager i internationale konferencer eller i møder med donorerne. Mere end hver tredje NGO leder var på mindst 1 rejse udenfor Latinamerika i løbet af det ½ år, hvor feltarbejdet gennemførtes. Enkelte NGO'er er med i internationale netværk, og får direkte inspiration fra internationale konferencer og tidsskrifter.
NGO'ernes økonomiske midler kommer hovedsageligt fra udenlandske donorer. Disse stiller visse såvel direkte som indirekte krav til NGO'erne. NGO'erne er i deres fundraising opmærksomme på hvilke projekttyper og projektformuleringer, der vil kunne være interessante for donoren. De benytter de internationale nøgleord (deltagelse, lokal demokrati, bæredygtighed, proces), og har desuden inkorporeret meget af terminologien fra internationale udviklings- og miljødiskurser i deres generelle målsætninger (blandt andet de koncepter der blev præsenteret i kapitel 4). Dette konceptuelle apparat bliver importeret, men ikke altid indlejret i NGO'ernes praksis, som det belyses i næste kapitel.
Udover denne frivillige inspiration kommer der ufravigelige krav fra donorerne til NGO'en. Det være sig krav om bestyrelsesmøder eller jævnlige statusrapporter (se mere om dette i kapitel 7). Miljø-NGO'erne henter desuden en del af deres inspiration fra hinanden og deres samarbejdspartnere (lokale, regering, aktivister). Det er kun få der eksplicit påpeger inspirationen herfra, men en del miljø-NGO'er har klaget over at andre stjæler deres ideer og laver kopi-projekter. Det må vel betegnes som direkte inspiration.
NGO'erne er desuden påvirket af den kulturelle, historiske og politiske baggrund. Der er kommet en del inspiration fra de sociale NGO'er, der prægede de alternative bevægelser i slutningen af 1980erne. Traditionen for alternative strømninger har naturligvis præget måden miljø-NGO'erne konstituerer deres kritik på, men dette har informanterne ikke reflekteret nærmere over i deres fremstillinger.
På en række områder er det omgivende samfunds kulturelle mønstre blevet internaliseret i miljø-NGO'ernes praksis. Dette forhold udgør et kontroversielt tema, som der er meget divergerende holdninger til. I kapitel 7 bliver det debatteret på hvilke områder disse kulturelle mønstre, som informanterne "i sidste instans" tilskriver den økonomiske model, har påvirket miljø-NGO'erne.
Ifølge mange informanter er der langt mellem miljø-NGO'ernes målsætninger for samfundet og deres egen praksis. De har peget på, at miljø-NGO'ernes opbygning, interne forhold og relationerne mellem NGO'erne ikke stemmer overens med miljø-NGO'ernes egne målsætninger. I dette kapitel fokuseres der på disse forhold. I den sammenhæng bliver en række nye informanter introduceret, i henhold til den segmentering der blev beskrevet i kapitel 4. Det drejer sig om "aktivist"- og "andre aktører"-segmenterne.
Kapitlet er baseret på informelle, semistrukturerede og fokuserede interviews med alle informanter samt deltagerobservation, men hovedparten af de anvendte data stammer fra feltarbejdets sidste halvdel, hvor jeg indsnævrede min undersøgelse. Der er derfor overvejende anvendt data om og fra de miljø-NGO'er, der placerer sig på den venstre del af det kontinuum, der blev beskrevet i kapitel 5. Det er dem, der søger andre veje end samarbejde med myndighederne.
Der er flere grunde til at jeg mest beskæftigede mig med disse miljø-NGO'er i feltarbejdets senere faser. For det første rettede aktivisterne hovedsageligt deres kritik mod disse miljø-NGO'er, og udviste kun et meget perifert, men nedladende kendskab til de andre miljø-NGO'er. For det andet var det i disse NGO'er jeg havde bedst mulighed for at komme forbi dagligt og foretage deltagerobservation. Mange af de andre NGO'er havde mere karakter af travle konsulentvirksomheder, hvor det ikke lykkedes mig at finde en naturlig rolle. Fremstillingerne fra dette kapitel kan derfor ikke umiddelbart generaliseres til at gælde for alle de i appendix 1 nævnte NGO'er, men en del af informanterne lod dog deres kritik omfatte stort set samtlige NGO'er. Det skal her understreges, at jeg ikke har hørt specifik kritik rettet mod alle de undersøgte NGO'er. De miljø-NGO'er, der ikke kritiseres, udmærker sig ved at være meget transparente og arbejde med projekter i lokalsamfund, hvor de lokale er inddraget i beslutningsprocesserne.
Det er væsentligt at introducere de informanter, der ikke direkte er tilknyttet NGO'erne, idet en substantiel del af kritikken kommer herfra. Det bliver gjort i afsnit 6.1. Efterfølgende bliver NGO'ernes interne forhold undersøgt (6.2). Det gøres ved henholdsvis at undersøge hvordan NGO'erne (ledere og ansatte), aktivister og andre aktører fremstiller disse. Endeligt belyses relationerne mellem NGO'erne, igen med udgangspunkt i de tre informant-segmenter (6.3). I kapitlet bliver der desuden anvendt mange data fra deltagerobservation.
En miljøaktivist er et individ, som deltager i aktiviteter der har til formål at hindre eller afværge miljøødelæggelser. Disse aktiviteter havde i Chile form af demonstra-tioner, marcher, manifestationer, besættelser, debataftener og foredrag. Siden min hjemkomst har en gruppe tilmed fået deres eget radioprogram. En del af aktivisterne arbejder desuden som frivillige, især i sommermånederne, hvor de blandt andet yder støtte til konfliktramte indfødte.
Miljøaktivisterne i Chile er overvejende universitets-studerende i alderen 18-27 år med middelklasse-baggrund. En forståelse af udgangspunktet for deres kritik af miljø-NGO'erne kan opbygges ved en gennemgang af miljøkonflikten i forbindelse med dæmningsbyggeriet i Bío Bío flodens øvre løb. Dette var den mest markante og kontroversielle miljøkonflikt i feltarbejdsperioden. På nuværende tidspunkt er én dæmning allerede bygget, Pangue, mens en anden og noget større er under konstruktion. I forbindelse med denne dæmning planlægges opført et vandkraftværk, kaldet Ralco, med en ydelse på 570 MW. I det følgende benyttes navnet Ralco som betegnelse for det samlede dæmningsprojekt. Ralco er den konflikt, der mobiliserer flest aktivister i Chile, og jeg vil derfor i det følgende kort opridse konfliktens karakter, som den fremstår ifølge aktivisterne.
Dæmningerne i Alto Bío Bío har og vil få både sociale og miljømæssige implikationer. Ralco vil betyde oversvømmelse af 3400 hektar, fortrinsvis skov, ændring af flodens nedre løb (der bliver ustabilt og mere mudret), og en kraftig reduktion af dyrelivet. Projektet blev i første omgang forkastet af en officiel miljøevaluering fra CONAMA (regeringens miljøorgan), med den konsekvens at man prøvede én gang til, denne gang med miljøgodkendelse til følge. I kølvandet på dette forlod flere højtstående personer CONAMA i protest.
De sociale omkostninger er ligeledes store, idet mere end 80 familier skal forflyttes. Familierne tilhører Pehuenche folket, og eftersom området er udnævnt som særligt udviklingsområde for indfødte folk, kan flytning kun ske frivilligt. Virksomheden bag dæmningsprojektet, Endesa, har ansat sociologer og antropologer (!) til at overbevise de lokale om, at de bør underskrive en kontrakt. Virksomheden bruger mange kneb, og tilbød f.eks. at betale hospitalsophold i Santiago for en sygdomsramt, hvis denne ville skrive under. De som skriver under får stillet hus, mere jord og en større dyrebestand til rådighed, men i et højtliggende område med meget mager jord. Dette forhold er blevet stærkt kritiseret af aktivisterne. Langt de fleste familier har skrevet under eller sat deres fingeraftryk (mange er analfabeter), men der er endnu en lille gruppe på omkring 7-8 familier der nægter at flytte. Det eksakte tal var ukendt, idet forhandlingerne med Endesa ofte foregår i det skjulte. Aktivisterne støtter de opponerende familier, hvor de ældste kvinder (las ñañas) har stor indflydelse.
Informanterne til aktivist-segmentet er først og fremmest fundet med udgangspunkt i denne konflikt.
Ralco er spændende fordi mange af de store problemfelter, som findes aktuelt i Chile, er repræsenterede og tydelige;
Aktivisterne har et meget forskelligt informationsniveau om konflikten. Hovedparten af de centrale skikkelser har stort kendskab til konflikten og dens historiske og sociale rammer. For dem betyder udviklingen i Ralco mere end deres egne studier. Flere informanter sagde uopfordret, at Ralco og aktivismen havde en enorm stor betydning for deres identitet. Det var tydeligt, at sagens gang påvirkede deres velbefindende meget. Blandt disse informanter, som i øvrigt er velorienterede og ofte meget velartikulerede, er der meget viden om miljø-NGO'erne. Flere har tidligere i specifikke projekter samarbejdet med NGO'er, og fået tildelt donormidler gennem NGO'er (overvejende fra den venstre del af NGO kontinuumét beskrevet i kapitel 5). Adskillige informanter har været udsendt i projekt-øjemed til internationale konferencer over hele verden. Andre aktivister er mere perifere og synes mere at deltage fordi der er "buena onda" (god stemning), og benytter lejligheden til festligt samvær.
Generelt er det modvilje overfor de chilenske samfundsforhold, der har motiveret informanterne til at gå aktivt ind i sagen. Tiltroen til og respekten for det etablerede system er meget lille. Nogle er motiverede af sympati for Pehuenche-folket, andre er bekymrede for miljøet, mens de fleste siger, at begge dele har motiveret dem. Nogle af aktivisterne har en romantisk indstilling til Pehuenche kulturen. Jeg blev for eksempel belært af en entusiastisk aktivist om, hvordan der for Pehuenche ikke er territoriale grænser, at landet tilhører alle. Sådan ville han ønske hele verden var. I interviews med nogle Pehuenche aktivister problematiserede de derimod den meget interne rivalisering om landbesiddelser i Pehuenche folket. Aktivisterne tæller også enkelte, der opfatter sig selv som revolutionære, blandt andet en zapatist og en aktivist, der hævdede at have været aktiv i Nicaragua.
Til demonstrationer i Santiago kommer aktivisternes holdninger tydeligt frem med slagordene:
"Frei, Endesa, la misma empresa"
"Frei entiende, la vida no se vende"
"Ralco, Ralco, no pasarán, porque los Pehuenches tienen dignidad"
Aktivisterne har organiseret sig horisontalt. Tidligere var der meget konkurrence mellem en række små grupper der arbejder med Ralco-temaet, men de fandt i løbet af feltarbejdsperioden sammen og dannede en slags koalition. Der er 16 grupper med i denne, heriblandt en af de undersøgte NGO'er.
Beslutningsprocesserne i koalitionen og i møder i de enkelte grupper foregår meget demokratisk.
Der bliver stemt om tingene og møderne bliver ofte meget livlige med heftige diskussioner. Der er faktisk så meget debat at flere har meldt sig ud og i små grupper laver uafhængige aktioner, fordi de ikke mener samarbejdet fører nogen vegne. "Vi starter altid fra begyndelsen" ("siempre empezamos desde cero"), "der er aldrig fremgang". Enkelte informanter pegede på, at det er diktaturtidens indskrænkede ytringsfrihed og den manglende oplæring i at gebærde sig i diskussioner, der har bevirket, at folk ikke længere forstår at debattere ordentligt. Nogle af de mest aktive er på samme tid frustrerede og irriterede over, at deres basisdemokratiske organisering afføder så mange problemer. I mange tilfælde leder det nemlig til halvanarkistiske tilstande, samtidig med at ansvarsfordelingen bliver skæv og man i visse situationer mister overblikket (er der nogen der har tilkaldt pressen?). Det kalder de centrale informanter for repræsentationsproblemer og bruger meget tid på at løse.
I ét tilfælde havde koalitionen igennem længere tid planlagt at paralysere konstruktionen af Ralco med pacifistiske metoder. Men på aktionsdagen stod flere aktivister i en lade og producerede molotov-cocktails. Det førte til store problemer, skænderier og personlige konflikter der var tæt på at splitte den skrøbelige koalition. En del af problemerne bunder i de forskellige opfattelser af konflikten og dens løsningsmodeller. Et tilbagevendende emne er, hvorvidt aktionerne skal være pacifistiske eller om det er acceptabelt at anvende vold for at nå sine mål.
For en mere uddybende beskrivelse af Ralco-sagen henvises til appendix 5.
I et forsøg på at triangulere og dermed validere mine data lavede jeg en række interviews med personer udenfor "miljøbevægelsen". Det var personer i vidt forskellige positioner med forskelligt kendskab og holdninger til de aktuelle begivenheder og udviklinger indenfor miljø-NGO'erne.
Jeg interviewede ad flere omgange ansatte og ansvarlige for en miljøside på nettet, der både udsender miljønyheder og er hjemsted for flere af de undersøgte miljø-NGO'ers hjemmesider.
Som en anden relevant kilde valgte jeg at interviewe folk i CONAMA (Comisión Nacional del Medio Ambiente, Den Nationale Miljøkommission), der er regeringens miljøorgan.
Desuden lykkedes det mig at lave interview med en kendt og populær politiker, der er en af nøglepersonerne i "bancada verde" (en gruppe af miljøinteresserede politikere der opererer på tværs af partiskel).
Jeg talte med folk der havde erfaring med miljø-NGO'ernes arbejde. Det drejede sig om folk fra en bjergklub i Santiago, tilfældige chilenere jeg mødte på min vej, samt folk tilknyttet universiteter.
Endvidere lavede jeg et fokuseret interview med den danske ambassadør i Chile, for at få belyst hans opfattelse af miljø-NGO'erne.
Gennem mine bofæller fik jeg stor indsigt i det chilenske samfund. Det var et ægtepar, den ene dansker og den anden chilener. Danskeren er korrespondent for et anerkendt dansk dagblad, og har gennem mange år erhvervet sig et dybt kendskab til de chilenske samfundsforhold. Det blev til mange lange debatter om mine data.
Informanternes holdninger til NGO'erne var meget forskellige. Der var positiv såvel som negativ kritik. I samfundet som helhed er miljø-NGO'erne meget populære. I en kvantitativ analyse fra juli 1998 er kun 2% af de adspurgte negative overfor "los grupos ecologistas", og langt over halvdelen er meget positivt indstillet overfor dem (Encuestas Nacionales CERC 1999). Det er paradoksalt, at 53% af den samme informantgruppe ikke kunne nævne nogen miljøgruppe, mens 23% nævnte Greenpeace, 8% ikke svarede, 4% nævnte andre og 3% nævnte De Grønne. Den generelle befolknings perception af miljø-NGO'erne antager således karakter af en "positiv fordom", som en informant udtrykte det.
I denne sektion undersøges hvordan informanterne fremstillede NGO'ernes interne forhold. Der refereres til deres organisering (horisontal-vertikal), forholdene for ansatte, indflydelseskanaler, og mulighederne udenforstående har for at komme i kontakt med miljø-NGO'erne. Udover informanternes fremstillinger supplerer jeg med mine data fra deltagerobservationen og problematiserer udtalelserne.
Sektionen indeholder fire afsnit; NGO'ernes, aktivisternes og andre aktørers perception, samt en afrunding.
Som det blev nævnt i valideringsafsnittet i kapitel 4 er dette afsnit et af rapportens svage punkter. Jeg havde ikke mulighed for at lave gentagne fokuserede og kontrasterende interviews med alle lederne, mens jeg i den eksplorative undersøgelse endnu ikke havde kendskab til den omfattende kritik af NGO'erne.
Under den eksplorative undersøgelse beskrev lederne deres NGO'er i meget positive vendinger. Det blev fremhævet at alle i NGO'erne er idealistiske personer, som arbejder for lønninger der ligger under de generelle markedspriser. Det er en nødvendighed for NGO'ernes fortsatte eksistens. Desuden er klimaet betydeligt anderledes end i private virksomheder. Der er ingen dresscode, ingen slipsetvang, og der udvises større fleksibilitet med arbejdstiden. I mange tilfælde arbejder både leder og ansatte meget længere end påkrævet, når de er i færd med et interessant projekt. Det betyder på den anden side, at man kan få lov til at "afspadsere" nogle timer engang imellem.
Lederne karakteriserer sig selv og deres ansatte som middelklasse, men siger at der blandt de ansatte er folk fra alle samfundsgrupper.
NGO lederne forholdt sig ikke særligt kritisk til deres NGO´s opbygning. De fleste ledere fremhævede således at de havde kontakt til samfundets base, og med udgangspunkt i gensidig kommunikation og respekt tilbød deres assistance. De fleste mente at NGO'ernes opgave er at være samfundets talerør overfor regeringsorganer og virksomheder.
Lederne forklarede desuden, at deres NGO (næsten altid) havde en bestyrelse. Bestyrelsernes mødefrekvens var meget forskellig, og i et enkelt tilfælde erkendte en NGO leder, at der ikke havde været møder i flere år. Nu havde donoren stillet jævnlige bestyrelsesmøder som krav for videre bistand, så det måtte de hellere få sat i gang.
Den åbenhed, som lederne gav udtryk for, blev i enkelte tilfælde stillet i kontrast til en vis lukkethed overfor mig. Det har jeg valgt at illustrere med et uddrag fra et semistruktureret interview med en NGO leder:
Interviewer: Jeg har nogle ganske specifikke spørgsmål.
Hvor mange ansatte er der i NGO'en?
NGO leder: Hvad?
Interviewer: Hvor mange ansatte er der i NGO'en, hvor mange ansatte er der?
NGO leder: Hvad er det til for? For at få en fornemmelse af størrelsen?
Interviewer: Ja.
NGO leder: Okay. Hvad mere har du?
Interviewer: Hvor mange medlemmer har I?
NGO leder: Og hvad mere?
Interviewer: Hvor kommer jeres økonomiske midler fra?
NGO leder: Aha, så vil vi ikke svare.
Interviewer: No?
NGO leder: No. Eftersom vi ikke ved hvad det kan føre til. (interview med NGO leder)
Denne lukkede holdning er dog ikke repræsentativ for alle miljø-NGO'erne. I en af de største NGO'er var lederen overordentlig åben overfor mig, fremlagde fortrolige dokumenter om NGO'ens økonomi og satte mere end 5 timer af til interviewet.
I mange interviews benyttede lederen muligheden til at evaluere andre NGO'ers interne opbygning. Flere blev kritiseret for at være udemokratiske, vertikale, lukkede, autoritære og elitære (uddybes i 6.3). Dette scenario bliver ofte forklaret med den chilenske historie:
Interviewer: Der er ikke så mange NGO'er der arbejder med frivillige…
NGO leder: Nej, fordi folk holder deres ting for sig selv og ikke inviterer nogen, kan man sige. Det er også en del af arven fra diktaturet, mistilliden, frygten for andre…Også traditionen for personlige ambitioner er værdier vi har fået fra diktaturet. (interview med NGO leder).
Las organisaciones ambientales son la dictadura de los iluminados
Ikke alle informanter havde reflekteret over deres arbejdsplads. For nogle var arbejdet i en miljø-NGO et arbejde, der nok var dårligt betalt, men bedre end så meget andet. De fleste var glade for at arbejde for en NGO. Det gav mulighed for spændende og meningsfyldt arbejde. Samtidig var der mange venskaber mellem de ansatte. Mange ansatte værdsatte den informelle atmosfære, hvor man kan møde på arbejde uden slips/kjole (gælder de fleste NGO'er).
I nogle NGO'er, hvor jeg enkelte gange kom forbi og talte med ansatte, var samtlige jeg talte med positive og entusiastiske omkring deres projekter og arbejdsplads. Det gælder særligt en stor NGO, hvor alle var overordentligt åbne overfor mig, og både forklarede og i praksis viste, at de kunne ytre sig om deres holdninger overfor alle.
Blandt de ansatte i højere stillinger mødte jeg enkelte gange en lukkethed, der mindede om den beskrevet i ovenstående afsnit om lederne. I et tilfælde proklamerede en informant, at han i hvert fald ikke havde tænkt sig at fortælle mig noget om, hvordan forholdene var på hans arbejdsplads. Han forklarede over en øl, hvordan en amerikansk NGO for nogle år siden havde sendt et spørgeskema rundt til NGO'erne og blandt andet bedt dem angive, hvor mange computere de havde og hvor de fik deres midler fra. Han grinede og sagde:
Det var helt vildt, som om vi ville sige det. Nej, og det ville andre NGO'er da heller ikke, selvfølgeligt. Så vi svarede ikke. Det ville man måske have gjort i USA eller i Europa hvor der er mere åbenhed, men selv der er organisationer ikke interesserede i at fortælle alt (NGO ansat).
De fleste ansatte, som jeg var i kontakt med, udtrykte utilfredshed med NGO'ernes strukturer, som de betegner som vertikale. I nogle NGO'er eksemplificerede ansatte disse strukturer med, at ledelsen sidder en etage over de ansatte og har større kontorer. Beslutningerne kommer oppefra, og mange ansatte klagede over, at de ikke blev inddraget i NGO'ernes beslutningsprocesser. Det var som tingene skete hen over hovedet på dem, og det hele virkede meget lukket og bestemt ikke transparent. En enkelt informant sagde, at da hun begyndte i NGO'en havde hun forestillet sig, at arbejdet foregik under kollektive former og ikke så meget som i en virksomhed. Men hun blev overrasket.
I visse NGO'er afholdes jævnlige møder med hele personalet. Ideen er at de ansatte skal inddrages i beslutningsprocesserne.
Det hedder sig der skal være medbestemmelse. Men jeg har hele tiden haft fornemmelsen af, at de virkelige beslutninger bliver truffet før eller bliver taget på andet sted. Mellem lederne. For mig er det mere eller mindre et spørgsmål om at legitimere trufne beslutninger - og ikke nogen reel indflydelsesmulighed (NGO ansat)
Jeg ved ikke noget, jeg har ikke noget at skulle have sagt som sekretær. Jeg ved ikke så meget og hører ikke så meget (NGO ansat).
Andre ansatte fokuserede på et andet aspekt af de vertikale strukturer; lønningerne. Der er stor forskel på indkomsten for en sekretær og en leder. Jeg blev fortalt at lederne har omkring 5-10 gange så stor en løn som sekretæren.
En informant fortalte desuden, at han havde haft et kontrakt-problem med sin NGO, og derfor havde konsulteret de relevante myndigheder. De blev ikke overraskede, da de hørte han arbejdede for en NGO. De fortalte ham, at der nemlig er rigtigt mange sager med forkerte kontrakter og dårlige arbejdsforhold for ansatte i NGO'er. Han syntes at det var grotesk med den store forskel mellem NGO'ernes generelle målsætninger og deres praksis indenfor egne rækker.
Og du lægger mærke til, at indenfor NGO'erne, ikke alle, men størstedelen og især dem der har ført an i det nationale miljøtema, indenfor deres organisationer er der en enorm mangel på demokrati. Der er, kan man sige, enorm mangel på konsekvens mellem det lederne siger og det de gør i praksis i deres egne organisationer (NGO ansat).
I andre situationer oplevede jeg, at ansatte var bange for at udtale sig til mig. De kunne bede mig om at ringe til dem, eller foreslå at vi mødtes et andet sted. Og de var meget opmærksomme på at forlange anonymitet. De fortalte historier om folk, der er blevet fyret for at sige ledere imod, og var meget kritiske overfor den indvirkning, ledelsespositionerne har haft på lederne. Arbejdsmiljøet har været med til at forstærke tendensen til at bagtale, som mange informanter i forvejen karakteriserer som meget udtalt i det chilenske samfund.
Han er arbejdsgiveren (el patrón), og hvis man ikke retter sig efter ham mister man jobbet. Det er ikke en miljøbevægelse. Der er så meget censur, og næsten aldrig møder. Hvis du ikke kan lide det kan du gå. Der er ikke nogen åben debat (no hay un espacio abierto) (NGO ansat).
Demokratisk deltagelse, som altså beskrives som mangelfuld indenfor de fleste NGO'er, bliver også kritiseret når det gælder de fleste NGO'ers eksterne arbejde. De laver ikke et ordentligt stykke "trabajo de base", arbejde med base, arbejde med folk. For det første er det ikke let for folk at involvere sig i NGO'ernes arbejde. Der er ikke platforme til frivillige, der bliver ikke afsat de nødvendige ressourcer til dem. Og NGO'erne arbejder typisk med 9-18 åbningstider, hvilket netop er mens andre folk selv er på arbejde. De har i det store hele mange fællestræk med virksomheder, ja, de er faktisk små virksomheder. For det andet er NGO'erne ofte meget orienterede mod korte projekter, kommer ud til folk som bedrevidende og paternalister, og følger ikke ordentligt op på deres arbejde. Der arrangeres for eksempel ikke evaluering sammen med målgruppen eller de implicerede parter. De højtuddannede NGO ledere vil ikke høre kritik fra "uoplyste" folk.
De kan ikke lide kritik. Så de laver deres egne møder hvor de evaluerer. Men de vil ikke lade sig evaluere af dem de har arbejdet for. Fattige skal ikke komme og kritisere dem, "vi er eliten, vi er akademikere". Og de er meget "machista" (NGO ansat).
Når der evalueres, sker det som oftest sammen med donorerne, og blot fordi dette er del af kontraktbetingelserne. Overfor donorerne pynter NGO'erne ofte på sandheden og lader deres projekter fremstå mere succesfulde end der reelt er belæg for, hedder det ifølge en informant der fortsætter:
Det jeg siger er skidt, jeg ved det. Men jeg har snakket med folk i andre organisationer og de har givet mig ret. Jeg har talt om det mange gange med folk (NGO ansat)
Lederne er i det hele taget meget lidt selvkritiske og kan ikke finde ud af at tage imod kritik. De ansatte siger, at de fleste ledere har historiske bånd til den chilenske elite, og mange har aristokratiske efternavne. De fleste ledere stræber ifølge mange informanter efter mere indflydelse, og bruger mange ressourcer på at komme til at figurere i medierne og blive kendte. Visse informanter har personlige anekdoter om deres lederes magtbegær. Disse informanter har forsøgt at starte små projekter eller søgt om penge fra deres arbejdsgivere, men er blevet afvist. NGO'erne vil ikke af med deres monopol på miljøtemaet, ræsonnerer de. Andre ansatte ligger inde med planer om at lave noget uafhængigt af NGO'erne, og bruger meget tid på at overveje, hvordan man i givet fald kunne undgå at ende op ligesom de aktuelle toneangivende miljø-NGO'er. De fokuserer meget på, at der i deres foretagende skulle være reel borgerdeltagelse, meget projektarbejde i lokalsamfund og ikke så meget fokus på de økonomiske aspekter. Deres opfattelse af NGO'erne er lidet flatterende:
Men sådan er Chile; der er ideosynkrati, vertikale strukturer og centralisering. Det gælder på makroniveau men også på mikroniveau - også for NGO'erne (NGO ansat).
Ifølge disse informanter reproducerer NGO'ernes vertikale strukturer således det omgivende samfunds sociale stratifikation.
Flere informanter funderer over hvordan en alternativ situation kunne være:
Jeg tænker engang imellem på hvordan det ville have været uden den udenlandske økonomiske støtte. På om der så ville have været borgeropbakning. Nu er det monopoliseret af NGO'erne. Det er dem, der taler med regeringen og virksomhederne (NGO ansat).
En NGO ansat fortalte i øvrigt, at en donor havde foreslået, at NGO'en skulle ændre form og begynde at rekruttere medlemmer. NGO'en ventede nogle dage med at svare og meddelte så, at de havde regnet på det og det ville ikke kunne svare sig økonomisk set. Den ansatte syntes det var utroligt, at der ikke var andre overvejelser i betragtning end de rent økonomiske.
Hos andre ansatte er der en større tiltro til potentielle forbedringer i miljø-NGO'erne og i "miljøbevægelsen" som helhed. Men kilden til forandring vil ikke komme fra ledelsen:
NGO ansat: Men det er noget der vil blive ændret.
Interviewer: Under de samme ledere?
NGO ansat: Nej, ikke med de samme ledere. Der er nu cheferne - og resten. Og det bliver fra resten at der kommer til at ske noget. Det er der det vil ske. Nu er NGO'erne alt for teoretiske - de ser ikke på hverdagsproblemerne, i det mindste ikke her. Det burde de gøre (NGO ansat).
Blandt aktivisterne er der en meget kritisk indstilling til NGO'erne. Informanterne fra dette segment præsenterede en i påfaldende grad enslydende kritik af NGO'erne. De informanter, der har samarbejdet med NGO'er og derfor har et mere detaljeret kendskab til disse, var dog mere specifikke i deres kritik.
Den generelle kritik lyder på, at NGO'erne er lukkede, arbejder uden kontakt til samfundet (uden borgerdeltagelse), udnytter aktivisternes og andres arbejde til at profilere sig selv og modtager mange fondsmidler, uden at det kommer samfundet til gode. I dette afsnit bliver der gjort rede for denne kritik. Først vil jeg dog understrege, at jeg fra et mindretal af aktivisterne hørte denne kritik samtidig med, at enkelte miljø-NGO'er blev fremhævet som eksempler på en rigtig måde at gøre tingene på.
Aktivisterne fremstiller NGO'erne som virksomheder. De ansatte har de samme rettigheder som i en virksomhed, eller nærmest færre. I virksomhederne er man nemlig begyndt at inddrage medarbejderne i beslutningsprocesserne, hvilket ikke sker i NGO'erne. Der er det en ledelse, ofte med en følgagtig og lidet dynamisk bestyrelse i ryggen, der træffer beslutningerne. Hvis en ansat kommer i karambolage med lederen, medfører det fyring. Der er ikke plads til ytringsfrihed. Og heller ikke til fagforeninger - dem er der ingen af ifølge én informant.
Det er meget få NGO'er der har frivillige, og NGO'ernes forholden sig til det omgivende samfund bærer præg af paternalisme. Det gælder såvel overfor aktivister som overfor indfødte og lokale i projekter. NGO'erne kommer ud som missionærer og har "top-down approach".
NGO'erne sørger for at støtte nogle græsrødder, fordi det ser godt ud overfor de udenlandske donorer. Med støtten følger en politisk styring, som de små grupper ikke kan undgå. Det er reelt "klientelisme". De små grupper søger projekter gennem NGO'en, som på flere områder nyder godt af denne relation. For det første bliver en del af midlerne hængende hos NGO'en som kompensation for administrationsarbejde. For det andet beholder NGO'en monopolet på temaet og ikke mindst kontrollen over hvad der foregår, og for det tredje kan NGO'en efterfølgende illustrere overfor donorerne, at der er samarbejde med græsrødder. Hvis de små grupper egenhændigt søger fonde får det øjeblikkelige konsekvenser for samarbejdet. NGO'en fryser dem ud, og de får ingen støtte. Det er nemlig de store NGO'er, der har det gode kontaktnet til donorerne.
Hvis du ønsker at modtage penge fuldstændigt uafhængigt af [nævner NGO] i udlandet, lukker de dørene for dig. Det foregår som i en krig, desværre ikke med politiske våben, forstår du. Det er mafia-metoder. Sådan. Direkte. Og det er sket med mange organisationer, ungdomsgrupper, med alle de folk der har modtaget nogle midler og som var støttet af NGO'en, pfum, de lukkede af og chao (aktivist).
Informanterne nævner forskellige eksempler til at illustrere magtbalancen mellem NGO'erne og de mindre grupper. En aktivist mente sig regulært misbrugt af en miljø-NGO. Han havde været aktiv i et projekt, der fik lidt støtte fra en NGO. Ved en tilfældighed kom han under en konference i snak med en repræsentant fra en donororganisation. Organisationen havde givet støtte til projektet på baggrund af en fyldestgørende ansøgning fra NGO'en, som havde været ledsaget af billeder fra projektet. Aktivisten havde aldrig hørt om ansøgningen eller set noget til midlerne.
Ifølge aktivisterne er der altså noget grundlæggende galt med NGO'erne og deres praksis overfor civilsamfundet:
NGO'erne skal være til rådighed for civilsamfundet. Og ikke civilsamfundet til rådighed for NGO'erne. Det er det der sker nu (NGO ansat).
Aktivisterne mener NGO'erne burde åbne op for deltagelse fra de små grupper og fremme deres eksistens. De burde være stedet hvor befolkningens stemme skulle kunne høres. Men den egentlige borgerdeltagelse ønsker NGO'erne ikke, for det ville true deres position. Det er ifølge aktivisterne tragikomisk i relation til deres målsætninger og fine ord.
Aktivisternes hyppige kritik af NGO'erne relaterer sig meget til spørgsmålet om repræsentation. NGO ledere citeres jævnligt i forbindelse med begivenheder udført af aktivister, og tager dermed kredit for noget, de ikke selv har været medvirkende til. Det skaber megen utilfredshed. Aktivisterne vil ikke lade sig repræsentere af ledere, der ikke er blevet valgt, men befinder sig i positionen fordi de har gode kontakter til donorerne. Når NGO'erne konfronteres med dette afføder det ifølge aktivisterne aldrig undskyldninger. Der er nemlig ingen selvkritik hos lederne. Aktivisterne mener at NGO'erne burde erkende, når der bliver begået fejl, men de gør det ikke.
I forholdet til donorerne går NGO'erne ifølge aktivisterne ikke af vejen for at sminke på fremstillingerne. Der kan let anføres, at der var 500 deltagere i en begivenhed, hvor der reelt var 50. Eller at mange flere organisationer tager del i et netværk, end der reelt er. Informanterne misbilliger denne etik.
Aktivisterne kritiserer også NGO'ernes store pengeforbrug til produktion af dyre bøger, til cocktails, rejser og store arrangementer, for ikke at nævne de høje lønninger til lederne. En del af aktivisterne er fortørnede over, at nogle ledere kører rundt i jeeps og bor i den attraktive dal Cajón del Maipo udenfor Santiago. Midlerne burde i stedet gå mere direkte til lokalsamfundene. Ikke mindst burde der være mere transparente strukturer i NGO'erne, så det var muligt at evaluere deres anvendelse af midlerne på et andet grundlag end insinuation og fordomme.
Der er magtkampe. Indenfor miljø-NGO'erne - og det gør mig ondt at sige - replicerer man, man har de samme defekter som der er på det politiske niveau, det sociale niveau. Det er som om der er meget ego, alle ønsker at styre. Og alle ønsker at kontrollere folk og alt det der, og det er super dårligt, og gør at tingene hele tiden forværres, at der er færre folk der er interesserede i at deltage (aktivist).
Informanterne fra aktivist-segmentet var delte i deres syn på fremtiden. Nogle var meget desillusionerede og så fragmentering på alle fronter. Andre mente, at der kommer nye strømninger nedefra med nye anskuelsesmåder, hvor borgerdeltagelse og transparente strukturer virkeligt indføres. Hvor der er et reelt arbejde med folk. NGO'ernes rolle i denne udvikling er usikker, men mange giver udtryk for, at de burde samarbejde mere og incitere denne udvikling. Overordnet set kan aktivisternes opfattelse af NGO'erne opsummeres med dette citat:
Jeg tror at for NGO'erne sker der det samme som for enhver institution. Det vil sige, de fødes med meget gode perspektiver, projekter, men derefter begynder de at lukke sig eller undgå borgerdeltagelse. Så nu arbejdes der sammen med de personer, der er meget enige med den gruppe der styrer NGO'en, mens de der har andre opfattelser ikke får lov til at komme ind og udvikle sig indenfor NGO'erne. Jeg mener, at NGO'erne allerede har udspillet deres rolle, at de er i tilbagegang, jeg tror de er i tilbagegang, og måske er det nu tid til at de kunne vælge en anden måde at fungere på, noget anderledes (aktivist).
Der var generelt ikke så meget kendskab til NGO'ernes interne forhold hos informanterne fra segmentet "andre aktører". Dem der havde kendskab til forholdene var kritisk indstillede. NGO'erne er meget lukkede, og kommer til at fremstå som magtgrupper i flere sammenhænge. Nogle af informanterne har haft problemer med, at NGO'erne i internationale medier har taget kredit for noget de ikke har medvirket i, for at skabe et positivt image overfor donorerne. På samme tid hævder informanterne, at miljø-NGO'erne ikke har megen legitimitet i befolkningen. Folk har hvad der kan kaldes for en positiv fordom - de ved ikke noget om NGO'erne, kan ikke opremse nogen, men er positivt stemt overfor dem.
Enkelte havde forsøgt at involvere sig som frivillige i NGO'er uden held. Der var ikke den nødvendige plads til rådighed, og der blev ikke vist stor interesse for deres tilbud. Tværtimod virkede NGO'erne elitære. Flere informanter argumenterede for, at miljøtemaet er et område for de smukke folk (gente linda), for overklassen. En beskæftigelse for dem, der ikke behøver bekymre sig om hverken arbejde eller økonomiske forhold.
Fra officielt hold bliver NGO'ernes arbejde fremstillet som meget vigtigt. Men samtidig udtalte en officiel repræsentant, at NGO'ernes motiver til at kritisere regeringens miljøpolitik blandt andet er af økonomisk karakter. Hvis der ikke var kritik, ville der ifølge vedkommende heller ikke være nogen grund til at udenlandske donorer skulle støtte NGO'erne. Alle andre informanter var dog enige i NGO'ernes udlægning af miljøets tilstand i Chile.
I de ovenstående afsnit er det blevet belyst, hvordan mange informanter har en kritisk opfattelse af forholdene i miljø-NGO'erne. I min daglige deltagerobservation noterede jeg mig kontinuerligt hvordan de interne forhold syntes at være. Mit generelle indtryk af de fleste miljø-NGO'er underbygger de fleste af de ansattes og aktivisternes fremstillinger af vertikale strukturer og lukkede ydre. Med hensyn til de vertikale strukturer oplevede jeg gentagne gange, at de ansatte ikke ytrede deres personlige holdninger overfor lederne. I en NGO deltog jeg i et ugentligt debatforum arrangeret af de ansatte, hvor der til hver gang var en tekst og et debatemne. En aften dukkede lederen op, tog ordet og forklarede den "rigtige" holdning til emnet, hvorpå de fremmødte ansatte snakkede lederen efter munden, til trods for at de før hans ankomst havde ytret anderledes holdninger.
De kritisk indstillede informanters bemærkninger om miljø-NGO'ernes lukkede karakter har jeg ligeledes observeret personligt. For det første havde jeg som allerede nævnt relativt svært ved at komme i kontakt med NGO'erne. Det krævede i flere tilfælde både breve, e-mails, opringninger og personligt fremmøde før jeg fik kontakt til lederne. For det andet er mange af NGO'erne vanskelige at finde, fordi de kun i ringe grad skilter med deres identitet. I appendix 3 har jeg afbilledet 6 NGO facader (som huser i alt 9 NGO'er). De fleste er meget neutrale, og indbyder ikke ligefrem til, at man træder indenfor uden et ærinde, og kun en enkelt facade har stort skilt foran med NGO'ens navn og åbningstider. Havde miljø-NGO'erne en reel interesse i at få folkelig deltagelse, ville de fleste facader formentlig fremtræde på en mere åben og indbydende facon.
Informanterne påpeger generelt at forholdene var mere afslappede tidligere, og at der samtidig var mere kontakt til det omgivende samfund. De mener dermed, at professionaliseringen har haft mange konsekvenser for NGO'ernes interne forhold.
I dette afsnit bliver fokus rettet på forholdene mellem de undersøgte NGO'er. Der bliver igen gjort brug af de forskellige informant-segmenter.
Stort set alle NGO'erne er med i eet eller flere netværk, hvori også andre miljø-NGO'er deltager. Der er særligt tale om to store miljønetværk i Chile, men mere end 1/3 af miljø-NGO'erne er også aktive i internationale miljønetværk. Alle lederne gav i interviewene udtryk for, at de havde respekt for andre NGO'ers arbejde, og kom ofte med konkrete eksempler på konstruktivt samarbejde med andre miljø-NGO'er. Lidt under halvdelen af NGO'erne mente ikke, der er nogen særlig konkurrence mellem miljø-NGO'erne, mens de resterende svarede at relationerne mellem miljø-NGO'erne bærer præg af nogen eller megen konkurrence. Denne konkurrence bliver sat i forbindelse med henholdsvis politik/ideologi, økonomiske ressourcer og personlige konflikter.
Flere af lederne svarede, at der både er meget konkurrence og samarbejde. Nogle af NGO'erne har nemlig ræsonneret, at de vil blive stillet bedre i konkurrencen ved at samarbejde om projekter.
Det har ikke været muligt at finde noget mønster mellem ledernes opfattelse på dette område og deres NGO´s placering på det kontinuum, der blev konstrueret i kapitel 5.
Mange af lederne påpeger, at med så forskellige miljø-NGO'er i felten er det klart, at der ikke er lige tætte relationer til alle. Men når feltens heterogenitet tages i betragtning, og der laves komparationer til andre bevægelser i Chile (kvindebevægelsen, bøsser & lesbiske) er det bemærkelsesværdigt få uoverensstemmelser, der har været mellem miljø-NGO'erne.
I beretningerne om dagsaktuelle emner kom det frem, at der er en del personlige konflikter mellem flere af lederne. En leder hævdede for eksempel, at en anden NGO leder var manipulerende og lidet demokratisk, mens jeg i et andet interview hørte anklager om "machiavellisk" (og magtbegærlig og overfladisk) adfærd rettet mod visse NGO ledere. Personligt observerede jeg ikke på noget tidspunkt, at ledere fra NGO'er der ligger langt fra hinanden på kontinuum´et var tilstede sammen. Derimod var jeg en del gange vidne til, at NGO'er med mere enslydende perceptioner mødtes til konferencer og andre arrangementer.
Hos nogle miljø-NGO ledere er der en kritisk evaluering af forholdene mellem NGO'erne, der bliver karakteriseret som præget af stor konkurrence om de knappe økonomiske ressourcer.
Denne konkurrence udmønter sig i, at NGO'erne holder kortene meget tæt ind til kroppen.
Der er ingen udveksling af erfaringer. Vi vil ikke have andre til at kopiere det vi laver. Men alle siger de har originale ideer. Vi har store problemer med at folk bruger vores ideer og tager bifaldet for dem. Derfor er vi rimeligt hemmelige omkring det…. Det er ligesom i virksomhederne, man skjuler sine metoder. Alle vil overleve (NGO leder).
Overordnet set gav lederne udtryk for, at relationerne måske nok kunne være bedre, men at de i deres daglige arbejde ikke havde forfærdeligt meget at gøre med de andre miljø-NGO'er. Denne udvikling fortolkes af en leder som social atomisering der leder til det vedkommende definerer som en "ikke-miljøbevægelse":
Det er langt tid siden der overhovedet var skænderier. Perioden med skænderier mellem NGO lederne var for 3-4 år siden. På det seneste har der ikke engang været skænderier (NGO leder)
En anden leder peger på, at de urimelige løn- og kontraktforhold i nogle miljø-NGO'er burde kunne kritiseres åbent af andre NGO'er:
Selvfølgeligt er man imod det, men hvis jeg for eksempel giver mig til at kritisere de andre organisationer kommer jeg til at stå alene. Forstår du, så vil jeg stå absolut alene. For alle siger, nej, dette er mit problem, det er mit eget problem. Sådan er det. På den måde reproduceres uretfærdigheden (NGO leder).
Jeg er dog bekendt med, at der mellem visse miljø-NGO'er var endog heftige skænderier genereret af konkurrence på forskellige områder. Hos de ledere, jeg havde lejlighed til at debattere med i feltarbejdets afsluttende fase, var der konsensus om at en særlig begivenhed havde været med til at splitte "miljøbevægelsen" yderligere. Det drejede sig om lanceringen af en alternativ præsidentkandidat, der har arbejdet en årrække i flere miljø-NGO'er i Chile, men som ikke inviterede alle miljø-NGO'erne med til de konstituerende møder. Det affødte stor kritik, og kun få af NGO lederne bakkede op om kandidaturet.
Der er en splittelse, alle udfylder deres eget rum, ingen deler noget, og derudover, når man så præsenterer en kandidat der rækker ud over NGO'erne, en kandidat der inviterer samfundet til at deltage, gøres det på en absolut arbitrær og autoritær facon (NGO leder).
En anden leder beklagede sig over, så meget energi der bliver spildt på stridigheder mellem miljø-NGO'erne. Nogle af de ledere, der opfatter forholdene mellem miljø-NGO'er som belastede, er dog overordnet set positive overfor potentialerne i et eventuelt bedre samarbejde:
Interviewer: Men ville det være muligt med konsensus mellem alle miljøorganisationerne?
NGO leder: Ja, det tror jeg, men det forsøges ikke. Jeg tror på at der findes konsensus, på de centrale områder, jeg tror det eksisterer. Det der ikke findes er den demokratiske, solide, og artikulerede organisation med respekt fra sine medlemmer til at fremføre denne holdning. Og der er en vis konflikt om hvem der er ejer af diskursen, konflikt om hvem der er ejer af temaet (NGO leder).
Denne NGO leder mener, at det fundamentalt set er mangel på storsind blandt lederne, der har genereret problemerne mellem miljø-NGO'erne. At man burde se bort fra de små forskelle i ideologier og samles. Denne samme NGO har oplevet, at et forslag om at samles blev opfattet som konkurrence.
De ansatte behandlede ikke temaet om miljø-NGO'ernes relationer til hinanden med nær samme entusiasme som temaet om NGO'ernes interne forhold. Overordnet set mente de, at der var meget konkurrence mellem miljø-NGO'er. Mange ledere gør ifølge de ansatte meget for at figurere i pressen, og er meget opmærksomme på at blive mere omtalt end andre ledere. Nogle af de ansatte er skeptiske overfor ledernes fokusering på magt og den personlige konkurrence med andre ledere.
Flere ansatte peger på, at konflikterne mellem miljø-NGO'erne til tider holdes skjult for donorerne, og der spilles skuespil så længe donorerne er på besøg. De nævnte eksempler på mange personlige konflikter mellem NGO lederne, og enkelte så alvorlige at ledere ikke kan være i samme lokale på samme tid.
Den vigtigste årsag til disse relationer mellem miljø-NGO'erne er ifølge de ansatte konkurrencen om de økonomiske ressourcer. Det er en kamp om overlevelse, og kampen har mange implikationer, der er skadelige for de overordnede målsætninger. En ansat peger på, at konkurrencen har været med til at fragmentere og atomisere NGO-verdenen. Han havde for nogle år siden været deltager i en vellykket konference med deltagelse af en del miljø-NGO'er med forskellige specialer indenfor det samme område. Hen imod slutningen af arrangementet foreslog han, at man i fællesskab skulle lave et byggeprojekt, med det formål at vise, at det virkeligt er muligt at lave sunde og bæredygtige huse til billige penge. De tilstedeværende NGO'er havde set på ham, som var han skør. Der var simpelthen for meget konkurrence til at dette kunne implementeres.
En anden informant har en noget anderledes anskuelse af forholdene, idet han argumenterer for, at der i virkeligheden er gode relationer mellem de allerstørste miljø-NGO'er. De hjælper hinanden med at få projekter hjem gennem udveksling af kontakter, personer og muligvis også økonomiske midler. Dette gøres på bekostning af de mindre grupper, der ikke har tilgang til de samme ressourcer og derfor ikke har mulighed for at udvikle sig. Dermed bibeholder de store miljø-NGO'er deres magtposition. Andre taler om, at miljø-NGO'erne har hegemoniske forhold der baseres på deres økonomiske stilling. Det er ligesom i erhvervslivet, hvor en stemme ikke blot er en stemme. Den ulige magtfordeling bliver ofte ikke udtalt, men alle parter er bevidste om dens eksistens.
... se suben al baile del poder ...
I aktivist-segmentet var der konsensus om, at der er mange stridigheder mellem miljø-NGO'erne, og i særdeleshed mellem miljø-NGO'erne og aktivisterne (hvilket dog ikke bliver eksemplificeret nærmere her). Igen bliver der henvist til konkurrence og stridigheder af økonomisk, personlig og ideologisk karakter. På det politiske plan har stridighederne været mange og store:
Der er ideologiske konfusioner mellem ambientalister, økologer og konservationister, der slås på kryds og tværs. Her har der været rigtigt, rigtigt, rigtigt mange skænderier mellem de samme organisationer, i en grad der gør det hele en smule absurd (aktivist).
Det vil sige, der eksisterer en kamp mellem NGO'erne, der ikke blot er økonomisk, ikke sandt, om at komme i medierne, om at ytre sine holdninger i medierne, om at figurere, komme i tv, der er denne kamp. Som ikke blot er en økonomisk kamp men også en politisk konkurrence. Om hvem der virker mest som leder. Leder af en bevægelse der ikke er valgt af nogen. Det er en smule mærkeligt (aktivist).
En anden aktivist har været involveret i flere miljø-NGO'er, men blev klar over, at der var mange magtkampe og megen rivalisering og besluttede at operere som uafhængig, og støtte enkeltarrangementer i diverse miljø-NGO'er uden at involvere sig i konflikterne mellem disse. Andre informanter mener, at miljø-NGO'erne er bange for at tage visse konflikter op og i stedet lægger låg på dem. Aktivisterne mener, at eventuelle konflikter bør debatteres og forsøges løst, men at nogle af miljø-NGO'erne er bange for, hvad konflikterne kan bringe med sig.
Konkurrencen mellem miljø-NGO'erne er med til at svække deres troværdighed overfor aktivisterne, og der spildes mange ressourcer på dette felt. Ressourcer der kunne være udnyttet betydeligt bedre.
Personligt mener jeg, at miljøbevægelsen er meget lille, meget svag og at den desværre er drejet ind på nogle stier, nogle metoder og en stil hvormed den reproducerer meget af systemet (aktivist)
Aktivisterne mener splittelsen mellem miljø-NGO'erne er blevet større i løbet af de seneste år. De henviser i særdeleshed til, at lanceringen af en alternativ præsidentkandidat har skabt krise mellem miljø-NGO'erne, og mellem disse og aktivisterne. Under det første pressemøde brød to aktivister ind og proklamerede foran den samlede chilenske presse deres utilfredshed med processens lukkede og udemokratiske karakter. En NGO, der var velvillig overfor lanceringen, havde efterfølgende store vanskeligheder med sine samarbejdspartnere blandt aktivisterne og måtte, for at genetablere relationerne, forholde sig neutralt til kandidaturen.
De mange magtkampe og det usunde klima mellem miljø-NGO'erne, som informanterne beretter om, har fået flere til at stille spørgsmålstegn ved, i hvilken grad det er legitimt at tale om en alternativ bevægelse. De mener at miljø-NGO'erne nu følger systemets rammer på mange områder.
Aktivisterne benytter mange lejligheder til at dreje debatterne fra forholdene mellem miljø-NGO'erne over på forholdet mellem de enkelte miljø-NGO'er og de mindre grupper og lokalsamfund, samt dem selv. Her ser de store problemer der bunder i ulige magtkampe, repræsentationstrang og paternalisme (for eksempler på paternalisme og repræsentationen henvises til beretningen om Ralco).
Blandt andre aktører var der en del, der ikke havde andet end gisninger om forholdene mellem miljø-NGO'erne, mens langt de fleste havde oplevet episoder, der fik dem til at problematisere relationerne. Nogle havde forsøgt at samle flere miljø-NGO'er til fælles tiltag, hvilket til dels var mislykkedes, fordi flere ledere havde påpeget at de ikke ville nævnes i sammenhæng med visse andre miljø-NGO'er.
En informant, der i sit arbejde var tæt knyttet til miljø-NGO'erne, ytrede frustration over de mange konfliktfyldte relationer, som vedkommende mente udsprang af konkurrencen om fondsmidlerne.
Vedkommende havde i flere måneder lavet et stort stykke arbejde i samarbejde med flere miljø-NGO'er, med vidt forskellig placering på NGO kontinuum´et. De havde alle indvilliget at deltage i et lille projekt, og på forhånd givet tilsagn om at ville underskrive en mindre fondsansøgning. Informanten havde indsamlet underskrifter fra alle lederne på nær én, da denne nægtede at underskrive. Begrundelsen var, at NGO'en selv ville søge midler hos donoren. Dermed var flere måneders arbejde spildt, blot fordi én NGO leder valgte at prioritere egne fondsmuligheder højere end et fælles projekt. Eksemplet er repræsentativt for mange af informanternes opfattelse af relationerne mellem miljø-NGO'erne.
Andre informanter giver udtryk for, at der generelt er fragmenterede og lukkede relationer mellem miljø-NGO'erne, og henviser til lighedspunkterne med den overordnede udvikling i det chilenske samfund. De mener ikke rammerne for en reel, fri og ærlig udveksling af erfaringer mellem miljø-NGO'erne er tilstede. Hver arbejder alene i sit eget forum. Der mangler plads til at udvikle rammerne, og de åbenlyse mangler i relationerne mellem miljø-NGO'erne mindsker deres legitimitet og troværdighed overfor samfundet. Miljø-NGO'erne burde være mere konsekvente og kæmpe mere for deres principper. Konkurrencementaliteten har også indvirkning på forholdene mellem miljø-NGO'erne og andre samfundsgrupper:
Jeg mener der er en vis form for misforstået konkurrence mellem de sociale (inklusiv fagforeningerne), politiske og miljøorienterede verdener (politiker)
Langt de fleste informanter har i deres karakteristik af relationerne mellem miljø-NGO'erne peget på, at der er megen konkurrence. Denne konkurrence udspiller sig på flere områder, men er i særdeleshed rettet mod kampen om de økonomiske midler, hvor den har medført store stridigheder. De ovenstående afsnit illustrerer stridighedernes omfang, idet der blev lagt vægt på konflikterne mellem miljø-NGO'erne fra mange forskellige vinkler. Jeg har i flere tilfælde personligt været vidne til anstrengte relationer mellem miljø-NGO'er, for eksempel ved at informanter tilknyttet en miljø-NGO talte yderst nedladende om andre miljø-NGO'er.
På baggrund af de sidste to kapitler bliver det i indeværende kapitel debatteret, hvorledes den økonomiske model har påvirket miljø-NGO'erne. Den økonomiske model bliver i det følgende opfattet som en emisk term. Som det blev vist i kapitel 5 tilskriver miljø-NGO'erne nemlig den økonomiske model en række samfundsmæssige konsekvenser, hvoraf de væsentligste har været at:
Der er tale om en løbende debat, og der tages visse forbehold. Fremstillingen af miljø-NGO'erne i de foregående kapitler var hovedsageligt baseret på informanters præsentation af forholdene. Jeg antager ikke, at de kritiske informanters fremstillinger er udtryk for de reelle forhold i alle miljø-NGO'erne, men mener at der med henblik på informant-segmenternes bredde og mine egne observationer er skabt, hvad jeg vil kalde "kvalificeret sandsynlighed" for en række af de kritiserede forhold.
Informanter i Miljø-NGO'erne og i de øvrige informantsegmenter har peget på, at den økonomiske model har haft en række konsekvenser for det chilenske samfund (se ovenstående i punktform). I andre sammenhænge har jeg hørt informanter forklare, hvad de kalder social atomisering, med karakteristika i den chilenske historie og diktaturets manglende ytringsfrihed. Det rækker ud over denne rapports rammer at undersøge, hvorvidt der er hold i informanters argumentation om kausalitet mellem den økonomiske model og de nævnte samfundsforhold, men det virker umiddelbart en smule en-dimensionelt. En lang række andre faktorer har også spillet ind på samfundsudviklingen. I denne kontekst er det blot min hensigt at vise, at de attributter ved samfundet, som miljø-NGO'erne beklager sig over, og som de tilskriver den økonomiske model, paradoksalt nok går igen i mange informanters kritik at netop disse miljø-NGO'er.
På et overordnet plan er det tydeligt, at den økonomiske model har haft nogle betydelige konsekvenser for miljø-NGO'erne i Chile. Da den økonomiske model bygger på neoliberalistiske grundtanker om, at markedet vil regulere sig selv (se kapitel 4), har der ikke været afsat midler til støtte af NGO'erne. De må klare sig selv ligesom alle andre. Det har bevirket en regulær massedød af NGO'er, efter at den udenlandske støtte blev reduceret i begyndelsen af 1990erne.
Samtidig er den chilenske stat i dag så svag, at der ikke er store muligheder for støtte derfra. Dens midler er også hårdt tiltrængte på andre samfundsområder, som for eksempel indenfor sundheds- og uddannelsessektoren samt på de sociale områder. Statens begrænsede størrelse og ressourcer har dog medvirket til at styrke visse miljø-NGO'er, idet man fra statens side har udliciteret en række opgaver som til tider er blevet vundet af miljø-NGO'ere. Der er selvsagt tale om miljø-NGO'ere fra den højre side af kontinuum'et (se kapitel 5).
NGO'ernes professionaliseringstendenser forklarer informanterne dels med, at der er et reelt ønske om at frembringe konkrete alternative forslag, og dels med at denne udvikling fremmer miljø-NGO'ernes overlevelseschancer. Professionaliseringen har nemlig udvidet miljø-NGO'ernes arbejdsområde og har for eksempel gjort det muligt at byde på statslige opgaver. Men professionaliseringen er ifølge mange informanter sket på bekostning af konkret arbejde med befolkningen, og har for eksempel været medvirkende til, at der ikke er afsat flere ressourcer til arbejde med frivillige.
Miljø-NGO'ernes tilpasning til den økonomiske model har været et kontroversielt og konfliktpræget tema, der er blevet undersøgt ved at belyse de forskellige informanters opfattelse af NGO'ernes praksis. Som det er fremstillet i kapitel 6 tillægger en stor del af informanterne, og i særdeleshed informanter fra segmenterne "aktivister", "ansatte" og "andre aktører", mange miljø-NGO'erne de samme negative attributter, som miljø-NGO'erne generelt kritiserer den økonomiske model for at have foranlediget i det chilenske samfund. Det vil jeg gerne uddybe.
Lederne af miljø-NGO'erne påpeger at den konkurrence, som den økonomiske model har genereret, har spredt sig til at omfatte alle grene af samfundet. Kritisk indstillede informanter er overordentligt enige i denne anskuelse, idet de refererer til den megen konkurrence imellem miljø-NGO'erne, som eksisterer samtidig med målsætninger om mere solidaritet. Denne konkurrence har medvirket til at fragmentere relationerne mellem miljø-NGO'erne, som nu bliver mere atomiserede. Præcist som miljø-NGO'erne kritiserer den økonomiske model for at have atomiseret det omgivende samfund.
Miljø-NGO'erne er modstandere af de vertikale strukturer i samfundet, som giver sig udslag i centralisering og stor social stratifikation. Men mange af dem bliver af kritikerne anklaget for selv at have meget vertikal strukturopbygning, store lønforskelle og centraliserede beslutningsmønstre.
Endvidere kræver Miljø-NGO'erne mere borgerdeltagelse i samfundet, mens de fleste på samme tid kritiseres for at ville styre denne, og udvise en paternalistisk attitude overfor samarbejdspartnere. Mange miljø-NGO'er fremstilles desuden som lukkede entiteter, der ikke indbyder til hverken borgerdeltagelse eller intern medindflydelse.
De kritiske fremstillinger får således mange miljø-NGO'er til at fremstå som et spejl af samfundet. Et spejl af det samfund, der ifølge dem selv er blevet så præget af den økonomiske model. Kontrasterne mellem deres egen praksis og deres målsætninger karakteriserer mange informanter som enorm.
Flere informanter har desuden påpeget, at visse miljø-NGO'ers kontinuerlige omtale af miljøbevægelsen er ren retorik, og bunder i en strategi om at modtage flere fondsmidler. For denne bevægelse eksisterer ikke. Det der eksisterer er miljø-NGO'er, der uafhængigt af hinanden udfører et stykke arbejde. Med udgangspunkt i den emisk funderede definition, hvor tilstedeværelsen af en miljøbevægelse er betinget af samarbejde mellem NGO'erne, mindre grupper og individer, må det konstateres, at denne miljøbevægelse, hvis den overhovedet findes, er meget svag. Der skal mere transparente strukturer og flere midler fra miljø-NGO'ernes side til, før en egentlig miljøbevægelse kan konstitueres.
Derimod er det kun meget få informanter der har argumenteret for, at miljø-NGO'erne i deres målsætninger har økonomisk vinding som overordnet parameter. Men argumentet er blevet hørt. Langt de fleste informanter har ikke kritiseret miljø-NGO'ernes målsætninger, men i stedet hæftet sig ved diskrepansen mellem disse målsætninger og deres praksis.
Et nærliggende spørgsmål er, om det overhovedet er muligt at handle anderledes end miljø-NGO'erne har gjort. Man kunne udlede en hypotese om, at når selv entiteter med så bevidste målsætninger imod det, de fremstiller som karakteristika eller kulturelle mønstre bag det aktuelle samfund, tilsyneladende internaliserer disse, så er det fordi de er umulige at undgå. På den ene side vil den økonomiske model naturligvis have en påvirkning af miljø-NGO'erne, idet de bliver nødt til at følge visse kulturelle mønstre for at overleve. Det er nødvendigt at have fundraising for at bevare NGO'en, og da midlerne er begrænsede, er det unægtelig svært at forestille sig en situation uden en vis konkurrence. Men på den anden side peger mange informanter på, at der er miljø-NGO'er, der vitterligt fungerer med overensstemmelse mellem deres målsætninger og praksis. Der er derfor ifølge disse informanter ingen a priori hindringer for, at miljø-NGO'erne kan operere imod nogle af den økonomiske model´s karakteristika.
Desuden har mange informanter reflekteret over, hvordan det nuværende scenario kan ændres og er kommet frem til, at der er reelle muligheder for at skabe entiteter der er konsekvente i både målsætninger og praksis. Mange informanter opfatter økonomiens omfang og betydning i mange miljø-NGO'er som den vigtigste katalysator for det, de betegner som en negativ udvikling. De anser derfor ikke miljø-NGO'er med store budgetter for at være vejen frem, og foretrækker i stedet at operere i det små. Det gælder generelt for alle informanterne, at de er meget positive overfor de små miljø-NGO'er og forekomsten af nabogrupper. Og de fleste argumenterer for, at det er herfra de nye strømninger vil komme. Tendensen var tilstede allerede under feltarbejdets udførelse, og her oplevede jeg blandt andet at aktivister, udenom de store miljø-NGO'er, stod bag et stort ulønnet arrangement med tilstedeværelse af blandt andet politikere og dommere.
Blandt informanter fra alle segmenterne har der været nogenlunde konsensus om, at det ville være frugtbart at have miljø-NGO'er, der kunne bakke op om projekter og yde bistand (både professionel viden og økonomisk) til de mindre grupper. Hos alle andre informanter end lederne har der desuden været konsensus om, at status quo ikke er tilfredsstillende, og i mange tilfælde er informanter kommet med forslag til, hvordan forholdene kan forbedres. Dette vil blive uddybet i konklusionen.
I denne rapport har jeg undersøgt de toneangivende miljø-NGO'er i Chile ud fra forskellige perspektiver og vinkler. De centrale temaer blev indledningsvist konkretiseret i 5 forskningsspørgsmål i feltforberedelsesrapporten, der fungerede som ledetråde for den eksplorative fase. Disse forskningsspørgsmål viste sig dog ikke alle lige relevante i felten, og den kontinuerlige analyse af data bevirkede, at der blev ændret fokus undervejs i feltarbejdet. Således har forbrug og forbrugere kun været behandlet sporadisk i rapporten, da det viste sig at langt størstedelen af miljø-NGO'erne ikke opererer indenfor dette område. De øvrige temaer viste sig derimod meget aktuelle i felten, og har sammen med temaerne om den økonomiske model og borgerdeltagelsen været fundament for denne rapport. I det følgende vil jeg kort afrunde temaerne og derefter opstille en række anbefalinger til, hvordan miljø-NGO'ernes vilkår og virke kan forbedres.
Det er i rapporten blev belyst, hvordan miljø-NGO'erne eksplicit har givet udtryk for, at en stor del af deres inspiration kommer fra de internationale strømninger. Denne inspiration har været med til at forme NGO'ernes holdninger og målsætninger. Lederne af miljø-NGO'erne har givet udtryk for deres målsætninger under interviewene i den eksplorative fase, og særligt lagt vægt på deres visioner om mere borgerdeltagelse og en bæredygtig økonomisk model, der ud over direkte at beskytte miljøet også skulle lede til mere lighed og solidaritet.
I rapporten har et centralt tema været, hvordan informanterne forbandt disse målsætninger med NGO'ernes praksis. Langt hovedparten af informanterne har fundet diskrepans i forholdet, og mange af informanterne (særligt blandt aktivister og ansatte) har kritisk fremstillet tilstedeværelsen af vertikale strukturer i mange af miljø-NGO'erne. De har blandt andet henvist til de store lønforskelle og den ulige magtfordeling, hvor de ansattes indflydelse på NGO udviklingen er meget lille. Samtidig er mange NGO'er blevet anklaget for at være paternalistiske. De kritisk indstillede informanter hævdede desuden, at der er stor mangel på åbenhed overfor borgerdeltagelse fra miljø-NGO'ernes side. Den manglende fokus på "anvendt" borgerdeltagelse i miljø-NGO'erne tolker flere informanter som en konsekvens af deres professionaliseringstendenser. Man vil ikke længere anklage og protestere, men i stedet producere konkrete forslag. Frivillige er ikke egnede i den henseende, og kun enkelte NGO'er (på venstre side af kontinuumét) opererede med frivillige i tidsrummet for feltarbejdets udførelse.
Relationerne mellem miljø-NGO'erne karakteriserer de fleste informanter som anstrengte og præget af hård konkurrence, ikke blot om de økonomiske ressourcer, men også på politiske og personlige planer. Konkurrencen er ifølge informanterne usund, fordi der spildes mange ressourcer, og fordi miljø-NGO'erne i deres nuværende fragmenterede situation står svagere overfor regering og erhvervsliv, end hvis de havde formået at samarbejde mere. Samtidig er mange miljø-NGO'er som led i konkurrencen blevet mere lukkede, i et forsøg på at beholde egne projekt-metoder og forhindre at andre kopierer disse. Det bevirker at udviklingen på alle områder, som for eksempel indenfor miljøundervisning, går langsommere end hvis der havde været en mere åben udveksling af erfaringer.
Det paradoksale i disse fremstillinger har været, at den kritik mange informanter retter mod miljø-NGO'erne, minder meget om disse NGO'ers kritik af samfundet. Lederne af miljø-NGO'erne har givet udtryk for, at de kritiske samfundsforhold i høj grad kan tilskrives den nuværende økonomiske model, baseret på neo-liberalistiske grundtanker. Således er kritikken mod miljø-NGO'erne nærmest identisk med miljø-NGO'ernes kritik af den økonomiske model. De kritisk indstillede informanter har da også i særdeleshed kritiseret mange af miljø-NGO'ernes tilpasning til den økonomiske model og de relaterede konsekvenser; øget konkurrence, manglende borgerdeltagelse, fragmentering, professionalisering samt lukkede og vertikale strukturer.
Der hersker konsensus blandt informanterne og eksperter om, at den økonomiske model i Chile er betydeligt mere neoliberalistisk end det for eksempel ses i Europa eller USA, og at den har haft omfattende konsekvenser for det chilenske samfund og kultur. For miljø-NGO'erne i Chile har den økonomiske model blandt andet bevirket, at konkurrencen er større end i mange andre lande. Konsekvenserne ved at dreje nøglen om på en NGO i Chile er nemlig meget håndgribelige; man mister sit job, sin sundhedsforsikring, og sandsynligvis også sin bolig og bil. Man er intet uden sit job, og det faktum har ifølge flere informanter været med til at forstærke konkurrencen.
Flere informanter forklarede de politisk-ideologiske konflikter mellem de chilenske miljø-NGO'erne ved at referere til de traditionelle mønstre for alternative bevægelser i Latinamerika. Det er uhyre vanskeligt at finde et tema, hvor oppositionen ikke har været splittet og i interne stridigheder, forlød det. Det er en del af den historiske baggrund for de nuværende miljø-NGO'erne. Under feltarbejdet oplevede jeg flere gange at såvel aktivister som ansatte og ledere nægtede at deltage i forskellige aktioner, hvis tema og budskaber de klart støttede, med den begrundelse at de havde et mellemliggende med arrangørerne.
Forholdene omkring borgerdeltagelse og den økonomiske models påvirkning af miljø-NGO'erne i Chile, som er blevet belyst i denne rapport, har mange informanter betegnet som meget utilfredsstillende og ret ekstreme. Jeg tror heller ikke forholdene kan relateres direkte til for eksempel de danske NGO'er, men temaet om borgerdeltagelse, demokrati og markedstilpasning for NGO'er er ikke blot et chilensk anliggende. I løbet af de seneste måneder har der været en debat i de danske medier om NGO'ernes berettigelse og demokratiske fundament. Her er det blevet debatteret, hvilken betydning det har, at NGO'erne dybest set er selvbestaltede og ikke nødvendigvis har noget fundament i en folkelig opbakning. Det har blandt andet været nævnt omkring de mange NGO'ers demonstrationer i Seattle under WTO-topmødet. Flere af informanterne i Chile har da også bemærket overfor mig, at der ligeledes i andre lande, om end i mindre målestok, har været problemer mellem NGO'ers målsætninger og praksis med hensyn til borgerdeltagelse og forholden sig til de respektive økonomiske modeller. En NGO leder med indgående kendskab til Tysklands miljøbevægelse sagde, at der var konkurrencen mellem miljø-NGO'erne betydeligt større end imellem de chilenske NGO'er. Forskellen er blot, at de tyske NGO'ers konkurrence antager politisk karakter, mens konkurrencen mellem de chilenske miljø-NGO'er foregår på flere områder, og i særdeleshed på det økonomiske plan.
Det kunne på baggrund af erfaringerne fra feltarbejdet i Chile være interessant at lave et komparativt studie af spændingsfeltet mellem borgerdeltagelse og økonomisk tilpasning hos NGO'er i andre lande.
Jeg fik det indtryk, at der er nogle ændringer under opsejling i den chilenske "miljøbevægelse". Disse ændringer kommer mest nedefra, fra de små grupper og aktivisterne, og mange informanter herfra lægger vægt på, at de ikke vil "reproducere mange miljø-NGO'ers reproduktion af samfundsopbygningen", og i stedet uden store økonomiske midler satse på anvendelsen af store menneskelige ressourcer. De fleste informanter fra disse grupper har dog påpeget, at de finder det hensigtsmæssigt med den fortsatte tilstedeværelse af miljø-NGO'er. De ønsker blot at disse i højere grad skal stå til rådighed med professionel og økonomisk bistand end det er tilfældet i dag, og ønsker samtidig at der kommer større overensstemmelse mellem deres målsætninger om borgerdeltagelse og deres egen praksis.
Som afslutning på denne rapport har jeg valgt at opstille en liste med anbefalinger af konkrete tiltag, der vil kunne forbedre miljø-NGO'ernes vilkår og samtidig mindske modsætningerne mellem deres målsætninger og praksis.
Da der ikke er meget der tyder på, at det chilenske samfund er på tærsklen til omfattende reformer, tages der i det følgende udgangspunkt i, at såvel regerings generelle politik som landets økonomiske situation forbliver nogenlunde uændret i den kommende tid.
På det økonomiske plan anbefales det, at der fra miljø-NGO'ernes side rettes fælles henvendelse til regeringen med anmodning om, at alle donationer gøres skattefrie. Det er ikke tilfældet i dag. For snart ti år siden forsøgte NGO'erne at få gennemført ændringen, men uden held. Det politiske klima er forandret siden da, og flere informanter har givet udtryk for, at man burde prøve igen nu. Hvis det lykkedes, ville miljø-NGO'erne beholde deres uafhængighed på samme niveau som i dag, men have flere økonomiske midler til rådighed.
Som allerede tidligere nævnt er en del miljø-NGO'er på kontinuum´ets venstre side opmærksomme på at beholde deres uafhængighed, og vil f.eks. ikke modtage midler fra myndighederne, idet de frygter der følger betingelser med, som vil kompromittere deres uafhængighed. Jeg mener ikke dette er en holdbar situation i fremtiden, idet der ifølge informanterne sker en fortsat reduktion af de udenlandske midler. Det er derfor vigtigt med økonomisk støtte fra myndighederne for at sikre NGO'ernes fortsatte eksistens. I fællesskab bør myndighederne og miljø-NGO'erne forhandle om en indretning af donationerne, der vil gøre det acceptabelt for alle miljø-NGO'erne at søge midler i offentligt regi. Den nuværende og sandsynligvis også den kommende regering (socialisten Ricardo Lagos står til at vinde den anden valgrunde), hævder at ville fremme borgerdeltagelsen og er overordnet set positive overfor alle NGO'erne. En slækkelse af donations-betingelserne ville være et udtryk fra regeringens side om, at der er magt bag deres ord.
De fleste miljø-NGO'er modtager en del af deres midler fra multinationale virksomheder, og har fået en ekspertise på området, som bør udnyttes til at lave tiltag overfor nationale virksomheder. Det kunne for eksempel være store nationale virksomheder, der bliver inspireret af udenlandske virksomheders tradition med at yde donationer. Hertil skal dog tilføjes, at mange af de større chilensk-ejede virksomheder er yderst kritiske overfor miljø-NGO'erne (særligt dem fra venstre side af kontinuum´et), og flere af de miljøbelastende virksomheder bidrager til "Corporación Natura". Det er et amerikansk anti-miljøbevægelse foretagende, som for et par år siden slog sig ned i Chile med det formål at misrøgte miljø-NGO'ernes image. Fra disse virksomheder kan miljø-NGO'erne naturligvis hverken forvente eller ønske støtte. Samtidig skal det anbefales, at miljø-NGO'erne overvejer grundigt, hvilke motiver andre virksomhederne kan have til at donere midler. Hvis det blot er udtryk for et ønske om "Green Wash", at vaske hænder og profilere sig som miljøvenlig, samtidig med udførelse af miljøskadelig virksomhed, bør NGO'erne afholde sig fra at indgå samarbejde.
De ovenstående anbefalinger sigter mod at forbedre miljø-NGO'ernes nuværende økonomiske situation. Der er dog ingen garantier for, at konkurrencen og stridighederne mellem miljø-NGO'erne vil forsvinde, endsige mindskes, ved at tilføre flere økonomiske midler til miljø-NGO'erne. Men mange informanter har påpeget, at tilværelsen på kanten af konkurs har forstærket konflikterne mellem NGO'erne. En forbedring af de økonomiske forhold vil give miljø-NGO'erne mere energi til at overveje strategierne for deres egen organisering.
På det organisatoriske plan bør miljø-NGO'erne presses til at åbne mere op for borgerdeltagelse og arbejdsplads-demokrati. Presset er allerede tilstede fra nogle aktivister og andre aktører, mens der ikke er megen åben kritik fra de ansatte i miljø-NGO'erne. Mange ansatte gav udtryk for deres kritik under sikre rammer, men af frygt for at miste jobbet har de fleste valgt ikke at ytre deres utilfredshed direkte overfor lederne. Det er måske i særdeleshed donorerne, der har mulighed for at ændre på praksis indenfor miljø-NGO'erne. Flere informanter, og deriblandt en NGO leder, anbefaler at de økonomiske midler fra donorerne i højere grad følges af nogle organisatoriske krav om mere transparens, og konkrete krav om for eksempel jævnlige bestyrelsesmøder. I enkelte miljø-NGO'er har donorer krævet, at NGO'ens budgetter skal være tilgængelige for alle. Hvis det gjaldt for samtlige undersøgte miljø-NGO'er ville det blandt andet betyde, at ledernes lønninger ikke var til evindelig debat, sådan som det er tilfældet nu. En sådan konditionering af donationer på disse områder bør forholdsvist enkelt kunne gennemføres, idet der i forvejen stilles en lang række krav til de projekter midlerne tilknyttes. Desuden er det overordnede formål med donationerne netop at ændre nogle forhold i det chilenske samfund, og når det én gang er besluttet, at man fra udenlandsk side finder det berettiget på denne vis at støtte en bestemt udvikling i et andet land, kan jeg ikke se der skulle være nogle etiske problemer ved at implementere denne afart af "good government".
Flere informanter har peget på, at kanalerne til borgerdeltagelse i det chilenske samfund er så utilstrækkelige, at en forbedring byder på store potentialer for alle parterne i "miljøbevægelsen". Konkurrencen mellem miljø-NGO'erne, og deres tilsyneladende forsøg på at monopolisere temaet overfor andre aktører indenfor "miljøbevægelsen" (små grupper og aktivister), beskrives i den sammenhæng som irrationel. I stedet burde miljø-NGO'erne arbejde sammen for at brede arbejdsfeltet ud. Dette samarbejde skulle ikke blot omfatte miljø-NGO'erne, men også knytte tættere relationer til basisgrupperne ("grupos de base"). Øget samarbejde ville gavne alle parterne. Miljø-NGO'erne kunne udveksle flere erfaringer indbyrdes og med basisgrupperne, hvilket ville føre til et mere effektivt arbejde. Miljø-NGO'erne kunne bruge basisgrupperne i flere stadier af deres projekter, både til at dokumentere tilknytning til samfundet i ansøgninger til donorerne, og til selve projektimplementeringerne, hvor et godt samarbejde med basisgrupperne ville forbedre resultaterne. Desuden ville et øget samarbejde med basisgrupperne bane vejen for en større overensstemmelse mellem miljø-NGO'ernes målsætninger og praksis. På sigt vil det gavne muligheden for at skabe en egentlig miljøbevægelse. Basisgrupperne har på deres side i flere situationer manglet professionelle til at argumentere deres sag. Det skete for eksempel i Ralco-konflikten, hvor aktivisterne og indfødte kvinder ("las ñañas") debatterede med guvernøren i flere timer uden miljø-NGO'ernes tilstedeværelse. Det var en gribende og følelsesladet debat, der dog kunne have været mere målrettet, hvis miljø-NGO'ernes professionelle viden om de faktuelle ulovligheder og juridiske data også var blevet inddraget.
Som nævnt havde jeg på forhånd ventet at der i det chilenske system, som så entydigt er bygget på markedets vilkår, ville være betydeligt fokus på borgernes ageren på dette marked som forbrugere. Med de globaliseringstendenser vi ser slå igennem overalt i den vestlige verden, hvor forbrugere via internettet og uden om detail- og grossistled henvender sig direkte til producenten, vil forbrugernes holdninger og krav til producenten fremover få en meget afgørende betydning. Som et led i tilpasningen til en såvel chilensk som global tendens, vil det være fornuftigt for miljø-NGO'erne allerede nu at orientere sig mere mod de beslutningstagere, som fremover vil kunne påvirke miljøforhold omkring produktion og varestrømme meget direkte - nemlig forbrugerne.
Miljø-NGO'erne har en positiv klang hos den brede befolkning i Chile, men ved flere episoder i perioden for feltarbejdets udførelse kom nogle af de i rapporten nævnte kritikpunkter frem i pressen. Kommer der mange af den slags beretninger, vil det kunne skade hele miljøudviklingen i Chile, og det er derfor vigtigt at forholdene bliver taget op til revision.
Til sidst vil jeg påpege, at det er mit håb at mange NGO ledere læser denne rapport og udnytter den som et konstruktivt redskab til at danne sig et indtryk af, hvordan deres ansatte og andre opfatter deres miljø-NGO'er.
ACPEM, Acción Ciudadana Por el Medio Ambiente
CETAL
CIAL, Corporación de Investigación en Agricultura Alternativa
CIPMA, Centro de Investigacion y Planificacion del Medio Ambiente
CODEFF
Consumers International
Casa Ecologica
Casa de la Paz
Chile Sustenable
Comite Ecológico del Cajón del Maipo
Defensores del Bosque Chileno
Ecología y Desarrollo
El Canelo de Nos
GABB, Grupo de Acción por el Bio Bio
Greenpeace Pácifico Sur
GYLANIA
IEP, Instituto de Ecología Política
Liga de Consumidores Conscientes
MACH, Movimiento Agroecológico Chileno
OLCA, Observatorio Latinoamericano de Conflictos Ambientales
ODECU
Red Eco 90
RENACE, Red National de Accion Ecologica
TEKHNE, Centro de Experimentación y Capacitación en Tecnología Apropriada
TERRAM
TIERRA VIVA, Asociación de Agricultores Orgánicos de Chile
Min egentlige interviewguide var blot en liste med nogle emner som hvert interview skulle inddrage. Den var meget kortfattet:
Organisationen - år, ansatte, frivillige, udvikling, arbejde, inspiration
Forhold mellem NGO'er
Perception af markedet og forslag
Forbrug - er det tema, politisk forbrug, økologi
Deltagelse - demokrati, deltagelse
Generelle samfundssyn - NGO'ernes betydning
Andet
Før hvert interview skrev jeg en række specifikke spørgsmål (med baggrund i andre interviews og læst litteratur om NGO'en). Nogle af de generelle spørgsmål kunne være som nedenstående.
[Jeg viste informanten feltforberedelsesrapport med listen over NGO'er.]
Har De nogen kommentarer til denne liste? Mangler der nogle NGO'er eller er nogle af dem på listen malplacerede?
Organisationen - inspiration - arbejde - udvikling - kampagner og målsætninger
Hvornår blev NGO'en dannet - og i hvilken forbindelse?
Hvad er NGO'ens arbejdsområde (udvikling)?
Hvor mange ansatte er der i dag (hvilken uddannelse har de)?
Er der medlemmer og frivillige?
Hvor kommer finanserne fra?
Hvordan er udviklingen for NGO'en?
Forhold mellem NGO'erne
Er NGO'en med i netværk?
Hvordan er samarbejdet/forholdet mellem miljø-NGO'erne generelt og specifikt?
Markedet
Hvordan karakteriserer NGO'en generelt markedsmodellen i Chile?
Hvordan skal man regulere markedet (økonomiske instrumenter, "el que contamina paga")?
Hvordan bedømmes miljølovgivningen? (- og regeringens generelle miljøarbejde)?
Forbrug
Har NGO'en arbejdet med forbrug?
Er der marked for økologiske produkter i Chile (- behov for certificering)?
Hvordan vil NGO'en beskrive "den chilenske forbruger"?
Findes der bevidste forbrugere?
Deltagelse
Hvordan beskrives og vurderes deltagelseskanalerne i samfundet?
På miljøområdet?
Hvad gør NGO'en for at forbedre dette?
Hvordan er mulighederne for at aktivere borgerne (NGO'ens erfaringer)?
Andet
Hvad mener NGO'en om specifikke miljøsager (Ralco, Trillium m.m.)?
Hvordan vurderes NGO'ernes rolle i det chilenske samfund (og for miljøbevægelsen)?
I dette appendix gives et historisk og organisatorisk indblik i miljøarbejdet i Alto Bío Bío.
Miljøkonflikten i Alto Bío Bío begyndte for alvor i 1991 med grundlæggelsen af NGO'en "Grupo de Acción por el Bío Bío" (GABB - "aktionsgruppe for Bío Bío). Der var stor mobilisering og talrige aktioner mod konstruktionen af den første dæmning, Pangue, der dog fik den endelige tilladelse i 1994. Dermed var slaget om Pangue tabt. Aktivismen faldt drastisk, og kun enkelte fortsatte kampen mod de kommende dæmninger.
I den seneste tid er mobiliseringen steget markant i forbindelse med konstruktionen af Ralco dæmningen. Der har været mange store marcher, demonstrationer m.m.. I denne omgang er det igen både sociale og miljømæssige konsekvenser, der har fået aktivister i aktion. Men siden CONAMA efter nogen tvivl gav den endelige miljøtilladelse i 1997, har der mest været fokuseret på de sociale konsekvenser for Pehuenche-folket. Der bliver talt om folkedrab, idet familierne har meget stærk tilknytning til deres jord og vil miste meget af deres identitet ved en eventuel forflytning. Flere af de ældste kvinder, las ñañas, der har en uofficiel lederstatus, har udtalt at de ikke kommer levende fra deres fædrenes jord.
Modstanden mod Ralco har sat fokus på forholdene for de indfødte folk i Chile. Pehuenche er en del af Mapuche folket, der særligt i perioden for feltarbejdets udførelse var meget aktive i en slags kulturel revival, og iværksatte omfattende demonstrationer og marcher. Aktivisterne ærgrer sig over, at de mange fraktioner indenfor Mapuche, og internt i Pehuenche, har gjort det vanskeligt at samarbejde om samlede krav. Jeg oplevede blandt andet, at Pehuenche-aktivister undgik at deltage i Mapuche demonstrationer på trods af, at de støttede de overordnede krav. Begrundelsen var, at de heller ikke havde hjulpet Pehuenche, da de havde behov for det. Den fragmenterede udvikling forklarer de selv med deres historie, hvor Mapuche altid har været meget decentrale, organiseret i små enheder, der uafhængigt af hinanden kunne angribe spanierne. På den måde beholdt de herredømmet over landet syd for Bío Bío floden i flere hundrede år. En centraliseret styreform havde været betydeligt lettere at okkupere for spanierne.
Mellem aktivisterne er der ligeledes fraktioner. Den mest tydelige distinktion ses i forholdet til disse fraktioners holdninger til anvendelse af vold. En lille gruppe ønsker voldelige aktioner, og med deres meget aktive adfærd har de været dominerende i enkelte sammenhænge. Jeg vil i det kommende give et eksempel på en konkret
situation, hvor forskellighederne indenfor aktivisterne blev meget tydelig. Det drejer sig om en besættelse af dæmningsbyggeriet. Flere informanter havde anbefalet mig at tage med, og blandt dem et par NGO ledere, som beskrev den forestående aktion som pacifistisk i den forstand, at ingen aktivister ville ty til voldelige midler. Jeg besluttede mig for at tage med til aktionen, og efter at have sneget os uden om politiets kontrolposter i landsbyen Ralco samledes vi alle (omkring 40-50 aktivister) i en lade tæt på dæmningsbyggeriet, hvor aktionsplanen blev præsenteret. I denne plan indgik anvendelse af voldelige midler som en vigtig bestanddel. På spørgsmålet om, hvordan vold skulle anvendes og hvilke planer der var for tilbagetrækning svarede en af de selvudråbte ledere; "I behøver ikke vide alt". Jeg mente bestemt, at det gjorde jeg, og efter at have fået tildelt et nummer der placerede mig i en af "guerilla" grupperne, meldte jeg ud at jeg var pacifist, og sagde jeg ikke var interesseret i at deltage. Det førte til hånlige kommentarer fra denne gruppe, såsom; hvem har inviteret pacifister? Fra de resterende aktivister var der en form for afmagt, og strategien blev ikke decideret afvist, selvom hver enkelt hellere havde set det var blevet en pacifistisk aktion. En af mine nøgleinformanter var meget frustreret over situationen og vidste ikke hvad hun skulle foretage sig. Da det senere på natten foran bålet kom frem, at ñañaerne havde haft møde og ikke ønskede aktionen skulle finde sted, brød en heftig debat løs. Her blev der sat spørgsmålstegn ved ñañaernes monopol på de endelige beslutninger, igen fra den lille voldelige gruppe, og derfra lød det; "vi er nogle der er villige til at dø for dalen".
Sent på natten blev det besluttet, at de der havde lyst kunne følge ñañaernes opfordring og lave en pacifistisk aktion næste morgen. Kl. 5 gik vi i gang med at barrikadere grusvejen op til Ralco dæmningen med træ og store bål, og da de store lastbiler kort efter kom op fra lavlandet blev de mødt af hætteklædte aktivister, og vendte hurtigt om. Vi gik videre op ad grusvejen, tændte mange bål, og da vi kom til arbejdspladsen gik en delegation ind og meddelte at arbejdet var blokeret. Mere end 200 arbejdere nedlagde arbejdet og forlod under hånlige tilråb virksomheden. Jeg fulgte efter dem og spurgte, mens vi gik, en arbejder om hans holdning til aktionen. Øjeblikkeligt blev jeg omringet af 25-30 arbejdere der entusiastisk gav deres holdninger til kende. Flere var imod byggeriet af Ralco, men så her for første gang mulighed for at få del i udviklingen. En arbejder udtalte;
Jeg havde ikke sko som barn. Mit ønske er at mine børn skal have sko. Og derfor må jeg arbejde for Endesa. Her er der udvikling, og vi vil have udvikling. Jeg ved at udlændingene kom i deres både på floden, faldt rundt og alt muligt. Vi tog ned til floden og så det, og det var flot. Men vi tjente ikke penge på det. Jeg er imod aktivisterne. De er få, og vi er 500 der gerne vil arbejde - og vi er bange for, at vi ikke får penge for i dag. Vi tjener fint, 140.000, mens jeg før tjente 25.000. (arbejder).
En anden arbejder mente, at aktivisterne ville have alting til at være som før. Han ville i hvert fald ikke tilbage til tidligere tiders ekstreme fattigdom. Andre arbejdere støttede aktivisternes aktion, og ville gerne høre mere om besættelsen. De blev affejet af radikale aktivister, der sagde det drejede sig om at være konsekvente. Man kan ikke arbejde på dæmningsprojektet og samtidig være modstander af det. Arbejderne svarede, at det var let at sige for nogle der ikke skulle bekymre sig om det daglige brød.
Mens jeg interviewede arbejderne stod der en af de ganske mange fremmødte tv-fotografer bag min ryg og filmede. Jeg lagde ikke mærke til det under al posturen og blev meget overrasket en uges tid senere, da jeg så mig selv på tv. Jeg blev efterfølgende stoppet i butikker, til demonstrationer og på gaden af folk, der spurgte om ikke jeg var ham danskeren fra tv.
Kort efter læste en Pehuenche talsmand under stor pressedækning en deklaration op, og krævede at komme i forhandlinger med guvernøren. Først da ville besættelsen kunne ophøre. Kort efter cirklede en helikopter over vores hoveder, og vi gemte os inde i skoven for ikke at blive opdaget. Spejdere kom løbende med oplysninger om massivt politifremmøde og svært bevæbnede specialtropper i bjergene, og der bredte sig en urolig og spændt stemning blandt de 40-50 aktivister. Vi besluttede at forlade etablissementet og begive os ned ad grusvejen for at møde politiet på offentlig vej. Med pigtrådshegn på begge sider, og politifolk på den anden side af hegnet, gik vi ned mod et stor opbud af kampklædt politi, der i flere rækker stod klar med skjolde. En talsmand gik frem mod os og fortalte vi havde lavet ulovlige handlinger, men at det ikke var i hans interesse at udøve vold. Han spurgte gentagne gange om vi var pacifistiske og det bekræftede alle. Så sluttede han af med; "nå, men vi er vel alle sultne, tag at gå ned og få noget frokost". Det var den vildeste optur, og en forløsende stemning bredte sig og gav plads til hyggeligt samvær og rødvinsgallons rundt om bålet den aften.
Jeg hørte, at 8 aktivister i løbet af dagen havde spurgt en af mine tætteste informanter om, hvem jeg var og om vedkommende kunne garantere jeg ikke var stikker. Den attitude var lagt væk nu, og jeg blev i stedet udfrittet om historier fra danske aktioner.
Næste dag kom guvernøren og talte flere timer med aktivisterne og ñañaerne, der under gråd skildrede deres lidelser. I denne sammenhæng var der hverken repræsentanter for miljø-NGO'erne eller advokater tilknyttet ñañaerne. Mange aktivister gav udtryk for, at det var typisk at miljø-NGO'erne ikke var på pletten når det var tiltrængt. I mange tilfælde rettede aktivisterne skarp kritik mod den måde, NGO'erne har tacklet situationen i Alto Bío Bío. Mange aktivister påpeger, at de har handlet meget paternalistisk og ikke vist den fornødne respekt for hverken Pehuenche, aktivisterne eller de frivillige. De har ikke sat sig ordentligt ind i problematikken, kommer udefra og bliver ikke længe, og har ikke etableret sig med kontor i lokalområdet. De har heller ikke formået at producere et grundigt forslag til en alternativ udvikling, for eksempel baseret på bæredygtig turisme.
Jeg mener at vi netop nu er på grænsen til krig i Bío Bío. Desværre en krig mellem hinanden, mellem os der arbejder på at beskytte dalen. Det gør mig meget ondt, og jeg mener vi alle har begået fejl i Bío Bío. Jeg tror desuden, at for at vinde, og jeg er sikker på at vi vil vinde, men for at vinde før, større og bedre, så bør der komme en undskyldningens tid. Vi skal undskylde til hinanden, til os selv og til andre. (aktivist).
Den spanske version af feltrapporten er kun på 42 sider, idet store dele af kapitel 2, 3 og 4 er udeladt. Det er udtryk for tidspres fra min side samt en formodning om, at visse informanter ville afstå fra at læse feltrapporten, hvis den var for omfangsrig. Jeg sendte mails ud den 5. januar, og har siden ringet til mange informanter og bedt om kommentarer. Samtidig har jeg skrevet en artikel på spansk og engelsk til den chilenske miljøside Chiper på internettet. Den er sat op som den ugentlige rapport fra 12. januar af, og kan ses på http://www.chiper.cl/.
Jeg har modtaget adskillige kommentarer af vidt forskellig karakter. Flere har hæftet sig ved, at de ikke har kunnet undersøge min metodologi, og det har jeg efterfølgende beklaget. 2 NGO ledere har udelukkende kigget på det sproglige og kommenteret opgavens struktur. En af disse talte jeg med telefonisk, hvor hun netop havde læst min rapport. Hun sagde, at det var deprimerende læsning, men at jeg nok havde ret, at situationen nok var som beskrevet. Jeg bad om skriftlige kommentarer, og hun sendte mig kort efter nogle linier, hvor hun dog udelukkende kommenterede det sproglige og ikke nævnte indholdet. En anden NGO leder har beklaget, at jeg holder informanterne anonyme.
I det følgende har jeg oversat de kommentarer, der refererer til indholdet af den spanske rapport. Det skal understreges, at der på visse områder er forskel på den danske og spanske rapport. For det første er den spanske som nævnt kortere, og for det andet har jeg i mellemtiden foretaget visse korrektioner i den danske feltrapport.
Der er kommentarer fra 3 NGO ledere. De to påpeger nogle mangler ved studiet, men kan også se gode ting ved rapporten. Den tredje er udelukkende negativ og anklager på det groveste min faglighed. Jeg mener selv, at jeg har tilstræbt at vise billedet så nuanceret som muligt og føler ikke jeg har hævdet, at alle miljø-NGO'erne i Chile er vertikale, mangler borgerdeltagelse o.s.v. Derimod er der mange informanter der har generaliseret på denne måde, og det kan man godt kritisere dem for.
Derefter er der kommentarer fra en ansat, der er yderst tilfreds med rapporten, og til sidst kommentarer fra en aktivist, der også er positivt stemt.
Den blandede modtagelse var forventet, eftersom rapporten sætter fokus på nogle kritisable forhold i miljø-NGO'erne, som nogle informanter med glæde ser debatteret mens andre er meget imod det. Jeg har skrevet nogle meget korte kommentarer efter de enkelte mails, men har sendt nogle uddybende kommentarer tilbage til informanterne.
I mine telefonsamtaler med informanter viste det sig, at de fleste allerede havde læst store dele af rapporten. Det i sig selv gjorde mig glad, for det var jo det overordnede formål. I den sammenhæng er det ikke så vigtigt, at de grundet travlhed, ferie eller andre ting endnu ikke har prioriteret at skrive kommentarer til mig.
Hr. Lasse Juul-Olsen,
Af tidsproblemer og det hastværk, De har med at modtage kommentarer på deres arbejde, vil vi her komme med nogle generelle overvejelser.
Hvis formålet med studiet er en undersøgelse af en gruppe af de mest indflydelsesrige miljø-NGO'er i Chile, mener jeg at De burde have lavet en karakterisering af de studerede organisationer, eller blot arbejde med organisationer med NGO karakter.
Strengt taget indeholder listen nemlig;
Borger-organisationer (Comité ecológico de Cajón del Maipo, Liga de consumidores conscientes, ODECU, Tierra Viva),
Netværk eller grupper af NGO'er og lokale organisationer (ACPEM, Programa Chile Sustentable, Renace),
Et arbejdsprogram for en NGO (Casa Ecológica er et IEP program) og
En virksomhed som er et aktieselskab ( Centro de Formación Técnica GYLANIA),
Ingen af de ovennævnte går strengt taget ind under det man definerer som NGO'er, og derfor er objektet for studiet ikke skitseret ordentligt, hvilket fører til en fejl i konklusionen (eller i det mindste fordrejer resultaterne).
Det forekommer mig at holdningerne fra de lokale grupper eller organisationer, som nyder godt af NGO'ernes arbejde, er fraværende. Disse NGO'er er ikke et mål i sig selv, og der er forskellige institutionelle arbejdsformer for, hvordan problemerne kan overkommes. Således er der nogle NGO'er der kommer fra oven, ud fra deres egne institutionelle interesser, mens andre støtter eller følger samfundene, og udvikler deres kapaciteter med det formål at det er dem der finder løsninger på deres problemer.
De interne virkemåder i NGO'erne og relationerne til andre institutioner - et område der er stillet meget spørgsmålstegn ved i rapporten - har at gøre med den social-politiske kontekst i landet. Det er meget godt behandlet i rapporten, men det forekommer mig alligevel at det kun er delvist berørt. Det ville også være interessant at undersøge den juridiske situation hos NGO'erne, som blandt andet determinerer ejendomsretten til formuerne ("los bienes") (de eksisterer som "Fundaciones", "Corparaciones", "Sociedades de Responsibilidad Limitada" og en blanding af de to sidste for en privat kontrol af formuerne). Dette kan have været medvirkende til fremkomsten af de lidet demokratiske relationer og den lidet demokratiske drift af NGO'er, som bliver beskrevet i rapporten.
Det ville ligeledes være interessant at kende metodologien bag valget af informationskilder, og se hvad der forstås med "aktivist" , "ansat" etcetera.
Generelt set er rapporten god i sin kontekst, men De burde definere eller karakterisere Deres studieemne bedre. Jeg mener rapporten afspejler miljø-NGO'ernes situation i Chile godt, men jeg mener også at De visse steder burde have lavet nogle distinktioner (som eksisterer), fordi visse af Deres generelle konklusioner ikke afspejler diversiteten mellem de undersøgte grupper.
XXX, NGO leder
I den eksplorative undersøgelse har jeg bedt informanterne kommentere listen af undersøgte "NGO"er. XXX har en pointe, idet jeg juridisk set har undersøgt forskellige entiteter, og han har ligeledes ret i, at jeg kunne have set mere på deres juridiske status. Jeg er dog ikke kvalificeret til dette, og har valgt at fokusere på andre områder i stedet. Med hensyn til mine generaliseringer af de undersøgte grupper havde jeg lavet en fejl i konklusionen.
Kære Lasse,
Som svar på din anmodning om kommentarer har jeg haft en hurtigt gennemgang af dit dokument. Jeg har ikke gjort noget ved det sproglige, da du jo skal præsentere dokumentet på dansk. Jeg har dog bemærket et par enkelte ord for at præcisere betydningen. Jeg mener dokumentet er udtryk for et seriøst arbejde med meget interesse og dedikation. Alligevel lader du dig i nogle kapitler rive med af de meget kritiske kommentarer, der ikke støtter undersøgelsens formål, og som derimod giver den danske læser en fornemmelse af, at miljø-NGO'erne ikke er ret transparente, hverken i deres praksis eller med hensyn til penge. En situation der, efter hvad jeg ved, ikke er typisk.
Jeg synes der mangler et kapitel med det, NGO'erne har opnået. Med hvad ambientalister i de forskellige områder har realiseret, at de er en værdifuld hjælp til demokratiseringen af landet, og at de har været med til at forhindre, at Chile er blevet mere udplyndret end tilfældet er. NGO'erne har blandt andet været medvirkende til, at miljøloven er kommet frem og at der er studier af miljøpåvirkningerne. De har også forsvaret de oprindelige folk og har været med til at stoppe op for den økonomiske globalisering. Intet af dette kunne være blevet opnået uden NGO'erne, selv om det naturligvis også er nødvendigt at se på deres begrænsninger.
I mit attachment er jeg kommet med nogle kommentarer i din tekst, som jeg håber kan hjælpe dig i din præsentation.
Jeg takker for, at du bad mig om mine kommentarer. Jeg vil være taknemmelig, hvis du vil fortælle hvordan din rapport forløb og jeg håber for dig du får stor succes og snart bliver færdiguddannet.
Hjerteligt,
XXX, NGO leder
Kritikken af, at jeg skulle have ladet mig rive med, anser jeg ikke for rimelig. Som det er fremgået af rapporten har jeg selv observeret en del af de kritiserede forhold, og har desuden hørt dem fra utroligt mange informanter. Jeg kunne godt have fokuseret mere på NGO'ernes positive resultater for samfundet, men det ville række ud over feltarbejdets rammer at specificere deres arbejde mere end allerede gjort.
Til Lasse,
Jeg har opmærksomt læst det sendte dokument. Jeg vil sige dig at jeg beklager din mangel på objektivitet. Det skrevne virker påvirket af den konflikt Renace - IEP led under sidste år med nogle medlemmer, og du udvider denne situation til at inkludere resten af de chilenske miljø-NGO'er. Jeg synes det er meget lidt seriøst fra din side, og det er helt sikkert, at du ikke gør os nogen form for tjeneste.
Jeg vil ikke retfærdiggøre eller benævne den situation, personerne i konflikten Renace-IEP befandt sig i, men det er sikkert at den situation du beskriver ikke svarer til det interne klima og heller ikke til fremgangsmåden i det store flertal. Du kommer med rigtigt seriøse anklager, såsom brug af lokalsamfundene på illegitim måde for at få udenlandske donationer, alvorlige uligheder i distribueringen af lønninger, som ikke er sådan generelt. Enten skal du identificere med navn og efternavn hvem du refererer til, eller også bør du slette denne del, eftersom du uretfærdigt bagvasker menneskelige teams der udfører deres arbejde med altruisme og professionalisme.
Det overrasker mig at en person der er ved at postulere til titlen i antropologi kan begå en sådan fejl.
Jeg håber at dette brev kommer frem i tide til at du kan korrigere dine resultater. Hvis det ikke er tilfældet, vil jeg bede dig vedlægge denne kommentar.
Med venlig hilsen
XXX, NGO leder
Jeg har i et forsøg på at nuancere informanternes fremstillinger opereret med informantsegmenterne, og er gennem talrige analyser kommet frem til, hvordan forholdene bedst kunne beskrives. Jeg har på ingen måde blot arbejdet med de relationer, som lederen referer til. De anklager, som lederen hævder jeg kommer med, har været nævnt af rigtigt mange informanter. Og det er disse jeg har refereret til. Jeg blev såret over kritikken, og mener den er utroligt hård.
Holdning til undersøgelsen "Miljø-NGO'ere i Chile - mellem marked og borgerdeltagelse" af hr. Lasse Juul-Olsen
Af XXX
Undersøgelsen imponerede mig meget. Jeg har arbejdet 5 år i forskellige miljø-NGO'er og det tog mig al den tid at opfange hvordan disse organisationer arbejder. I begyndelsen er man fuld af idealer og det er svært at se problemerne.
Jeg synes det er en excellent undersøgelse, som tager fat på alle områder af de chilenske miljø-NGO'ers forvaltning. Jeg kom endda til at smile flere gange over skarpsindigheden og klarheden, hvormed hverdagsrealiteterne i miljø-NGO'erne i dette land bliver præsenteret.
Mine erfaringer med miljø-NGO'erne har været som ansat, frivillig og leder af projekter, og jeg mener undersøgelsen har omfattet de vigtigste aspekter af forvaltningen af disse organisationer. Den kontekst de opstod og har udviklet sig i er akkurat som beskrevet, og de kritikker der fremkommer i rapporten reflekterer præcist de alvorligste problemer med hensyn til forvaltningen af NGO'erne. Mange af disse problemer er af ekstern karakter, som det også beskrives i undersøgelsen, såsom manglen på borgerdeltagelse, manglen på deltagelses-kanaler og dialog med regeringen, samt det store pres fra den kapitalistiske økonomiske model. Men der er også interne problemer, såsom den virksomhedslignende forvaltning som NGO'erne benytter (nogle af dem), den manglende interne borgerdeltagelse der afspejles i fraværet af frivillige, manglen på intern deltagelse i beslutningerne, autoriteternes vertikalitet og de dårlige arbejdsforhold for de ansatte.
Jeg er blevet overrasket over rapporten, især fordi den er blevet til over kort tid af en forsker der ikke havde forudgående kendskab til de chilenske realiteter. Det drejer sig om et vanskeligt stykke arbejde, idet miljøbevægelsen (hvis det er det den er) er en ghetto. Det er meget vanskeligt at komme frem til den information, der er udtrykt i rapporten, og NGO'erne er et mysterium selv for chilenerne. Ligesom det beskrives i rapporten er det meget lidt sandsynligt, at en tilfældig borger vil kunne nævne en NGO der arbejder med miljøet.
Når man arbejder med NGO'er er det meget let at føle, hvad det er det gør dem forskellige. Det gode ved denne rapport er, at den også pointerer det som NGO'erne har til fælles, både negativt og positivt.
Jeg fandt analysen af kontinuum'et meget interessant. Det er rigtigt at alle miljø-NGO'erne autoklassificerer sig som konservationister, ambientalister eller økologister. Men denne klassificering fører blot til adskillelse og har ikke større betydning. Der er så få folk tilknyttet miljøtemaerne at selv disse klassifikationer adskiller dem yderligere. Derfor er de også brugt meget af bagtalerne af NGO'erne, af dem der ønsker at adskille for at kunne regere. Tilhængerne af den kapitalistiske model ser det således:
Konservationister: De truer ikke den økonomiske model men problemet er, at de ikke ønsker at der er investeringer (vi giver dem en park og de lader os i fred).
Ambientalister: De truer ikke modellen, men vil gerne have at man investerer i ren teknologi (vi sætter en skorsten med filter op, og de vil ligeledes lade os i fred).
Økologister: De er en bremse for udviklingen, de er en trussel for modellen, de vil have os tilbage til hulerne.
Denne klassifikation har været brugt mest i diskurserne mod miljø-NGO'erne, af dem der ikke ønsker at stille spørgsmålstegn ved den neoliberale model. Det være sig virksomhedsejere eller regering.
Den klassifikation, der præsenteres i rapporten, med et samarbejdskontinuum for NGO'erne overfor autoriteterne, er mere interessant og brugbar. Det er fuldstændigt korrekt at graden af samarbejdsvilje afspejler NGO'ernes relationer til borgerdeltagelse og den økonomiske model.
Miljø-NGO'erne opstod i en kontekst, hvor der fra regeringens side ikke fandtes interesse i at beskytte miljøet, og hvor regeringen ikke handlede efter de folkelige krav. Dette har været drevet af en økonomisk model der baseres på udnyttelse af naturrigdomme og hvor omkostningerne til beskyttelse af miljøet ikke har været internaliserede. Denne realitet har ikke ændret sig meget frem til i dag, hvor NGO'erne kan vælge to veje; samarbejde med autoriteterne, for at blive hørt og lave konkrete udviklingsforslag, eller marginalisere sig fra beslutningsprocesserne i systemet.
Finanserne til miljø-NGO'erne har været faldende, og et samarbejde med regeringen kunne sikre NGO'ernes overlevelse.
Dette værk afspejler vældigt godt min opfattelse (som chilener, journalist og arbejder i miljø-NGO'er) af realiteterne i disse organisationer.
Det er vanskeligt at anskue sig selv fra en kritisk synsvinkel. Det ville være en stor hjælp hvis dette arbejde blev kendt ikke blot af NGO lederne, men også de ansatte og aktivister for en kritisk revision af vores miljøforvaltning. Et eksternt syn kan tydeliggøre den situation, vi er sunket ned i.
XXX, Aktivist og NGO ansat
Lasse,
Det forekommer mig at alt det skrevne er korrekt, med hensyn til den nuværende økonomi, NGO'erne, aktivisterne, deltagerobservationen og de relationer der er mellem disse sociale aktører og miljøet. På nuværende tidspunkt står Chile overfor en meget polariseret og populistisk valgproces, hvor kandidaterne har brugt miljøtemaet i deres populistiske diskurser, men altid marginalt, eftersom ingen af dem hverken har refereret direkte til eller går meget op i temaet. Den politiske debat har ladet miljøtemaet stå udenfor, og det virker i dag mere marginaliseret end tidligere. Alligevel har man gjort sig anstrengelser fra visse organisationer side for at skabe seminarer og konferencer om temaet, som for eksempel et internationalt seminar om fattigdom og miljø. Præsident Freí åbnede dette seminar, hvilket for mange mennesker har været med til at diskreditere seminariet, idet det ikke har været en regering der har arbejdet med temaet på bedste vis. Derfor er der mange aktivister der ikke mener, man skal deltage i sådanne begivenheder.
I henhold til dine anbefalinger mener jeg, at det er fra basisgrupperne eller de lokale der sker et virkeligt arbejde. Mange af disse grupper har følt sig bedraget af NGO'ernes monopolisering af ressourcerne. Jeg tror det er herfra, der vil komme reelle ændringer indenfor såvel borgerdeltagelse som miljøet. Men det ser meget dårligt ud, hvis højrefløjen vinder det næste valg. Her ser man at vores demokrati overordnet set er svagt og at folk som konsekvens er dominerede af det nuværende markedssystem, og med store mangler på uddannelse er ude af stand til at opfatte hvad en højrefløjsregering vil betyde for deltagelsen og miljøet.
Jeg lykønsker dig med dit studie, jeg mener det er komplet og vedrører realiteterne.
XXX, Aktivist