Den nøgne sandhed?
Om et feltarbejde i Frederiksberg Svømmehal
Morten Hulvej Jørgensen, Louise Sylvest Vestergaard & Hans Lucht
Institut for Antropologi, Københavns Universitet
4. semesters metodeprojekt, Vejledere: Gerd Elmark, Finn Sivert Nielsen
|
To download, print, or bookmark,
click: http://www.anthrobase.com/Txt/J/Joergensen_Vestergaard_Lucht_01.htm. |
Frederiksberg Svømmehal
At komme ind i feltet
Erfaring som metode
Personalet
Gæsterne
Et eksempel
At tale om det...
Etiske overvejelser
Et nyt problem
Renlighed som socialt fænomen
Udsatte kvinder
Svømmehallen som grænseområde
Hvad er snavs?
Snavs som kultur
Hvorfor er neglen farlig?
Renlighed og social orden
Renlighed som beskyttelse
Refleksion over videnskabelig proces
Indicieparadigmet
Videnskabelighed
Semiotik i svømmehallen
Frederiksberg Svømmehal er en institution i København. Den gamle funkis bygning fra 1934 med de beundrede Vilhelm Lundstrøm-mosaikker har gennem generationer været centrum for bydelens vandaktiviteter, og den er stadig et populært mål for både motionssvømmere og "livsnydere". I 1998 besøgte godt 600.000 mennesker Frederiksberg Svømmehal.
Det første indtryk, man får af bygningen er, at her holdes traditionerne ved lige. Indretningen har ikke ændret sig meget siden de "gode gamle dage". Når man træder ind, går man til højre eller venstre alt efter køn, og passerer derefter ned langs de gamle kabiner af teaktræ mod bademestrene, der står bag skranken og uddeler de forskellige adgangsbånd. Man kan vælge at gå ind i stuen, hvor det meste publikum udgøres af folk som ikke svømmer, men blot benytter damp- og tørbad, eller man kan vælge at gå ind på første sal, hvor der er mere bart. Her kommer der fortrinsvis motionssvømmerne.
I stuen er kabineområdet adskilt fra badeområdet ved to lukkede døre. På første sal er områderne åbne og mere luftige. Stuen har således et lidt mere intimt præg med kroge og blindtarme, hvor man kan være i fred. Mange benytter faciliteterne udelukkende til at vaske og barbere sig.
Det er ingen hemmelighed, at svømmehallen er kendt for at tiltrække homoseksuelle mænd. Vi skal blot nøjes med at slå fast, at ledelsen har ophængt skilte med teksten "blufærdighedskrænkelse anmeldes til politiet" efter gæsters klager over seksuel aktivitet i badene. Desuden har man ophængt regler for, hvordan gæsterne bør vaske sig. Både på dansk og arabisk.
De flisebeklædte gulve og vægge og det hvidkitlede personale giver associationer til et hospital. Svømmehallens officielle navn er da også Frederiksberg Bade- og Svømmeanstalt.
Vi begyndte forløbet med at undre os. Hvordan kan det være, at man kan gå lige fra gaden ind i et omklædningsrum og stå nøgen ret op og ned af fremmede mennesker, uden det medfører komplikationer? Hvilke regler må der til for at opretholde orden sådan et sted. Denne undren omsatte vi til en problemformulering, hvor vi spurgte os selv: "Hvordan og hvorfor bliver nøgenhed legitimt i et offentligt rum?".
Rapporten begynder med en diskussion af de metoder, som vi har benyttet for at komme ind i det sociale liv i svømmehallen. Vi havde særligt en del vanskeligheder med at få gæsterne i tale. Emnets karakter gjorde det ikke lettere for os. Det er ikke let at italesætte et følsomt emne som nøgenhed.
Vi fandt efterhånden ud af, at vi måtte lave en mere fokuseret problemformulering. Renlighed var blevet et så centralt emne i vores undersøgelse, at vi besluttede os for at koncentrere resten af feltarbejdet om dette. Det viste sig nemlig, at renlighed i høj grad er et socialt fænomen, der er med til at skabe orden.
I afsnittet "Renlighed som socialt fænomen" trækker vi paralleller til arbejder af Jorun Solheim og Mary Douglas. Vi vil søge at vise, at regler om renlighed er med til at forebygge uønsket kontakt mellem mennesker. Vi afprøver en symbolsk tilgang til feltet for at kunne sige noget om den betydning en dagligdags rutine som renlighed har.
Afslutningsvis sætter vi vores metode og analyse ind i en større videnskabsteoretisk diskussion. Vi har baseret vores arbejde på en semiotisk tilgang, hvilket har nogle konsekvenser for videnskabeligheden af vores analyse.
Ingen af os havde været i Frederiksberg Svømmehal før feltarbejdets første dag. Alligevel var feltet ikke helt fremmed for os, da vi naturligvis alle tre havde været i adskillige andre svømmehaller og omklædningsrum forinden. Vi kan derfor ikke sige os fri for at have et vist kendskab til de regler og kulturelle koder, der gør sig gældende sådanne steder.
Det var imidlertid vanskeligt præcist at forudse, hvor og hvordan vi kunne få gæsterne i tale - og ikke mindst hvad vi egentlig kunne tale med hvilke mennesker om. Vi måtte derfor sætte den første uges feltarbejde af til at danne os et overblik over stedet og situationen ved at benytte svømmehallen som de øvrige gæster.
Selvom vi på sin vis var på feltarbejde i eget samfund - eller i det mindste en lille del at dette - var det ikke udpræget let at komme "ind i feltet". Den sociale kompetence, vi besad på forhånd, lod sig ikke uden videre omsætte til eksplicit viden. Vi undgik da heller ikke at begå en del (lærerige) dumheder.
Allerede den første dag afslørede vi os selv som "nybegyndere". I Hans' feltnoter står der: "Morten og jeg går i dampbad. Vi har vores håndklæder omkring livet. Det er der ingen af de andre som har, og det virker lidt forkert. Som om vi har noget at skjule". Fremover gik Hans og Morten i dampbad uden håndklæder, "det virker nu naturligt", bemærker Hans i sine noter.
Denne lille episode viser, hvordan erfaring kan bruges som metode - "Learning by mistakes is as valuable as it is painful" (Tonkin 1984: 221). I sit forsøg på at lære at deltage adskiller deltagerobservatøren sig således ikke fra enhver anden novice. Som antropolog bør man dog ikke blot indarbejde erfaringerne i sin opførsel, men reflektere over disse. Det er her nøglen til forståelse ligger. "The competence of introspection, the use made of achievement is what matters" (ibid.).
Den første tid var vores vigtigste informanter os selv. Vi talte stort set ikke med de andre gæster, hvilket imidlertid ikke betyder, at vi ikke interagerede med dem. Goffman definerer interaktion som den gensidige indflydelse personer har på andres handlinger, når de er i hinandens umiddelbare fysiske nærvær (Goffman 1992: 22). Selvom vi kunne konstatere, at der blandt folk der ikke på forhånd kender hinanden ikke samtales meget, mærkede vi på egen krop, hvordan lokalerne er fyldt med "goffmansk" interaktion.
Louise skriver i sine noter: "Jeg startede med at gå forbi den lille svømmehal [...]. En lærer kiggede mistænksomt på mig, og også et par småpiger undrede sig over min tilstedeværelse. Jeg gik hurtigt tilbage mod omklædningen. Jeg ville altid kunne se på hallen en anden gang". Der blev ingenting sagt, og formelt set havde Louise al mulig ret og grund til at være, hvor hun var. Men ved at tolke blikkene fra de andre tilstedeværende indser hun, at hun bliver nødt til at gå, hvis hun vil undgå yderligere opmærksomhed.
Hvorfor var vi så forhippede på ikke at skille os ud? Hvorfor ville det have virket så forkert, hvis vi - nøgne eller kun iført badetøj - havde givet os til kende overfor de andre gæster som forskerspirer? Vi havde ikke aftalt på forhånd, at vi ville være diskrete for at minimere indflydelsen af vores tilstedeværelse. Tværtimod havde vi, inden feltarbejdet gik igang, forestillet os, at vi ville henvende os til folk f.eks. i dampbadet for her at lave uformelle interviews. Det viste sig at være en umulighed. Vi måtte tage hensyn til både vores egen og andres blufærdighed.
Vi havde dog ingen problemer med at komme i kontakt med personalet. Mange ansatte var meget snakkesalige og ville hellere end gerne fortælle om deres arbejde - flere af dem kom vi på nærmest venskabelig fod med. Som en ansat sagde efter et par uger: "Nu er I jo en slags halv-personale".
Når vi talte med personalet anvendte vi primært, hvad Larsen (1995: 98) kalder samtaleinterviews. Disse har karakter af uformelle samtaler mere end egentlige interviews. Kun i meget få tilfælde havde vi notesblokken fremme, når vi snakkede med personalet. Som anbefalet af Cohen, nærmede det sig "conversations between friends, or didactic transactions between cultural teacher and ignorant but eager pupil" (Cohen 1984.: 226). Notesblokken kom først frem i omklædningskabinen, eller vi gik direkte hjem til computeren efter besøget i svømmehallen. Tilsvarende kunne vi ikke stå med blokken i brusebadet, men måtte huske observationerne til vi var alene og dermed fik mulighed for at skrive dem ned.
Dette var ikke en bevidst strategi, men blev på sin vis dikteret af situationen. Hvis den venskabelige tone mellem personalet og os skulle opretholdes, ville det virke forkert at notere alt hvad de sagde. Også selvom de kendte vores ærinde. I badearealet ville det at stå med en blok naturligvis vække den opsigt, vi som omtalt tidligere forsøgte at undgå.
Af hensyn til egen og andres blufærdighed kunne vi som nævnt ikke henvende os til de andre gæster i badearealet. Der var også praktiske hensyn at tage, såsom at folk hurtigt bliver kolde, hvis de står stille, mens de er våde og halvnøgne. Vi måtte derfor "fange" informanterne i en situation, hvor det ville være såvel praktisk muligt som socialt acceptabelt. På både dame- og herresiden havde vi bemærket, at der i kabinearealet var opsat plastikmøbler, hvor folk kunne sidde og slappe af, ryge o.s.v. Her kunne vi - ganske vist med svingende succes - få folk i tale.
I dameafdelingen var alle informanter påklædte, mens de sad her, mens hovedparten hos herrerne var nøgne - eventuelt tildækket med et håndklæde. De mandlige informanters nøgenhed umuliggjorde dog ikke henvendelse i dette tilfælde.
Under de første interviews havde Hans og Morten kun et håndklæde om livet. De fandt dog ud af, at det virkede bedre at være iført shorts og t-shirt. Nøgenheden signalerede: "jeg er gæst". Det virkede derfor forkert at bryde denne rolle ved at begynde at udspørge folk. Ved at være påklædte undgik vi dette problem, og ovenikøbet behøvede vi ikke bekymre os om vores egen blufærdighed. Vi benyttede os samtidig af, at man i modsætning til badearealet både kan være nøgen og påklædt i kabinearealet.
Disse interviewsituationer var i langt højere grad end vores samtaler med personalet præget af formalitet. Kun i få tilfælde udviklede det sig til samtaleinterviews. Vi havde naturligvis på forhånd gjort os visse tanker om, hvad vi ville spørge om, men var ikke i gruppen enige om, hvorvidt vi skulle benytte en egentlig spørgeguide. Det endte dog med, at vi hver især udviklede vores egen lille liste over spørgsmål og emner, der skulle dækkes. Denne liste fungerede dels som en slags huskeliste og dels som redningsplanke, hvis der opstod en pinlig tavshed. Som udspørger har man et vist ansvar for samtalens forløb, hvilket man særligt som nybegynder lader sig påvirke af. Vi kunne også have valgt at bruge tavshed strategisk. Ved ikke at sige noget kan man "tvinge" informanten til at tale videre, og derved lade denne bestemme samtalens retning.
Vi ville netop benytte os af, hvad Hammersley & Atkinson (1993: 152) kalder "reflexive interviewing". Ved ikke på forhånd at have besluttet præcist hvad vi ville spørge om, kunne vi lade informantens tankegang styre interviewet. Vi kunne stille uddybende spørgsmål til hans eller hendes udsagn i stedet for at holde fast i vores egen begrebsverden. Således var idealet, men det viste sig at være lettere sagt end gjort.
I Mortens feltnoter finder vi følgende interview med en 71-årig mand.
Sp.: Kommer du her alene, eller kender du nogen, som du mødes med? Sv.: Nej, jeg kender ingen her. Her taler man ikke sammen. Sp.: Hvorfor ikke, tror du? Sv.: Ja, det er nok en smule naivt. Men det er som i opgangen i København, dér taler man ikke sammen. Eller i bussen, dér taler man heller ikke til fremmede. Sp.: Har du prøvet at tage kontakt til nogen? Sv.: Ja, men det er som i Frankrig. Man får et høfligt svar og så ikke mere. Også når man kan fransk (fortæller om at han har boet i Frankrig og derfor taler fransk). Sp.: Hvor meget svømmer du, når du er her? Sv.: Det vil jeg ikke fortælle dig (smågriner, vender sig mod mørklødet mand, der har sat sig for at læse avis ved siden af). Det er så lidt, at det er flovt. (Den anden mand smiler og nikker, siger: "Ja, det er jo heller ikke det, der betyder noget..." og det småsnakker de grinende om). Sp.: Der er jo en del regler for, hvor man skal vaske sig... Sv.: Ja, jeg vasker mig altid. Før og efter. Sp.: Før og efter? Sv.: Ja, før og efter man skal i bassinet og før og efter man skal i koldtvandsbassinet osv. Sp.: Har du lagt mærke til, om der er nogen, der ikke vasker sig ordentligt eller ellers gør noget ulækkert? Sv.: Ja, hakker. Det må de godt lade være med. Sp.: Hakker? Sv.: Ja, hakker og spytter, Sp.: Hvorhenne? Sv.: I bruseren. Nej, ellers er folk meget civiliserede. Sp.: Hvad med blufærdighedskrænkelse? Der hænger jo en del skilte rundt omkring. Har du følt dig krænket? Sv.: Nej, kun nu når du spørger. Så føler jeg mig krænket. (Ser ud som om det er halvt sjov, halvt alvor, tager avisen og begynder at læse, virker som om audiencen er slut).
Af noteringen af interviewet fremgår det, hvilke ting Morten opfatter som det centrale. Historien om informantens tid i Frankrig og hans "småsnakken" med sidemanden er ikke skrevet ud, men blot nævnt i parentes. I begge tilfælde efterfølges det af spørgsmål, der forsøger at bringe informanten tilbage på sporet. Intervieweren må naturligvis sørge for, at samtalen ikke går i en forkert retning, men hvis intentionen er at lade diskussionen flyde naturligt (jvf. Hammersley & Atkinson 1993: 152), kunne man have valgt f.eks. at spørge til badevaner i Frankrig. Tilsvarende savner man, at der bliver spurgt mere uddybende til visse ting. Hvorfor er det f.eks. vigtigt at vaske sig "før og efter"? Det kan være ganske frustrerende at skrive et interview ud, efter det er gennemført, da man her ofte kommer i tanke om sådanne spørgsmål, man aldrig fik stillet.
Til gengæld kan det være ganske nyttigt, når man dummer sig som i tilfældet med spørgsmålet om blufærdighedskrænkelse. Selvom det betød en brat afslutning på interviewet og en lettere rødmen hos det stakkels offer, giver den type svar et signal om, at man er på sporet af noget vigtigt.
Jack Douglas' "conflict paradigm" bekræfter dette.
"Some of the things that matter most to us in our individual and social lives are not known to us, or at least are not verbalizable in any form that we can communicate to a researcher" (J. Douglas 1976: 79).
Informanten svarer "nej", men samtidig siger han implicit, at han ikke kan eller vil svare. Desuden signalerer han med avisen, at samtalen kan betragtes som afsluttet. Dermed udelukker han, at Morten får mulighed for at insistere eller omformulere spørgsmålet.
Det er relativt enkelt at konstatere, hvis en informant ikke vil svare på et spørgsmål. Det kan være noget sværere at gennemskue, hvis informanten lyver.
"Unfortunately for us researchers, people tend to lie precisely about those things that matter most to us and them" (ibid.: 68).
Denne tilgang til informanternes udsagn kan umiddelbart virke noget mistroisk. Kan man overhovedet regne med, hvad folk siger? Vasker de sig virkelig så grundigt, som de påstår? Denne konkrete bekymring kom bl.a. til udtryk i en diskussion, vi havde i gruppen, om hvorvidt det var nødvendigt at observere de samme mennesker, som vi interviewede. Observationerne ville vel kunne afsløre, hvis informanten ikke talte sandt?
Vi måtte imidlertid erkende, at det vigtigste ikke er at afdække objektive sandheder. Målet for undersøgelsen må være at forstå, hvorfor informanten siger og handler, som han gør.
"We should consider what the informant's statements reveal about his or her feelings and perceptions, and what inferences can be made from these about the actual environment or events he or she has experienced. The aim is not to gather "pure" data that are free from potential bias. There is no such thing. Rather the goal must be to discover the correct manner of interpreting whatever data we have." (Hammersley & Atkinson 1993: 131).
Kort sagt: "hva virkeligheten virkelig er, kan overlates til andre forskere" (Goffman 1992: 63).
Når man analyserer en informants udsagn, er det vigtigt at være opmærksom på den effekt, som publikum kan have på et interview. I eksemplet ovenfor henvender informanten sig pludselig til en fremmed mand, der ellers intet har med interviewet at gøre. (Paradoksalt nok gør han dette umiddelbart efter, at han har beklaget sig over, at man ikke taler til fremmede i svømmehallen). Det kunne måske have været ønskeligt, at interviewene var blevet udført under mere private former. På den anden side kan man se det som en fordel, at der var andre til stede, da det netop var sociale forhold vi ønskede at undersøge. På den måde fik vi en indikation om, hvad det var muligt og navnligt umuligt at tale om i den givne situation.
Alle vores interviews blev foretaget uden brug af båndoptager. Vi måtte derfor sørge for at skrive vores notater ud hurtigst muligt efter interviewet var gennemført. Imidlertid foretog vi som regel to eller tre interviews i træk. Vi må således være opmærksomme på, at gengivelsen aldrig kan være helt korrekt. Et af problemerne i denne forbindelse var at huske, hvad vi selv havde spurgt om - og ikke mindst hvordan vi havde spurgt.
Larsen kalder den type interview, vi tilstræbte at bruge overfor gæsterne, for dybdeinterview (Larsen 1995: 99). Om brug af båndoptager ved disse interviews skriver han:
"...en forudsætning for båndoptagelsens egnethed under disse løst strukturerede dybdeinterview var, at der var en gensidig tillid og sympati. [...] I hver enkelte [sic] situation måtte jeg afveje, hvorvidt jeg mente at kunne opnå de bedste data ved en nøjagtig verbal dokumentation på bånd, eller om jeg ved at undlade båndoptagningen kunne etablere en interviewsituation, der muliggjorde bedre og mere information" (ibid.: 100).
Da det emne, vi ville undersøge, i forvejen var vanskeligt at italesætte, mente vi at kunne opnå de bedste resultater uden båndoptager. Dermed ville interviewsituationen komme lidt nærmere en uformel samtale, og vi formodede at informanterne derfor ville kunne tale mere frit. Da vi kun interviewede hver gæst en enkelt gang, var det desuden sjældent muligt at opbygge den "gensidige tillid og sympati", som Larsen nævner som forudsætning for båndoptagerens egnethed.
Det er ikke kun ydre omstændigheder som sted, publikum og båndoptager, der har indflydelse på et interviews forløb. Spørgsmålene spiller naturligvis en afgørende rolle i sig selv. Cohen skriver:
"The anthropologist [...] is using conversations with informants largely to discover the appropriate questions to ask" (Cohen 1984: 225).
Vi kunne således bruge vores samtaler med personalet til at finde ud, hvad vi kunne spørge gæsterne om. Personalet fortalte meget om særlige kategorier af gæster, der ikke overholdt reglerne. Det blev derfor naturligt at spørge gæsterne om deres holdning til - formelle såvel som uformelle - regelbrud.
Eksempelvis konfronterede Hans en informant med, at andre gæster ikke brød sig om, at han klippede negle i dampbadet. "Jeg vil blæse på, om der er nogen, der synes det er ulækkert. Det hele bliver jo smidt ud", lød informantens lettere fornærmede svar. I sine feltnoter erkender Hans, at han har begået "en klar fejl", for det er naturligvis etisk problematisk, at man fornærmer en gæst. Til gengæld er episoden interessant - både i metodisk og analytisk henseende.
Som denne informant fandt mange andre det ikke let at tale om de ting, der interesserede os. Vi måtte derfor være meget opmærksomme på, hvordan vi formulerede spørgsmålene. F.eks. fandt vi ud af, at det mest hensigtsmæssige var at spørge til andres regelbrud fremfor gæstens egne.
Hvordan informanter reagerer på et givent spørgsmål er imidlertid vanskeligt at forudse. Mortens spørgsmålet om blufærdighedskrænkelse, der jo netop handlede om gæstens oplevelse af andres handlinger, gik som nævnt for tæt på en informant. I andre tilfælde blev det samme spørgsmål udgangspunkt for længere samtaler om bl.a. homoseksualitet.
Vores informanter var langtfra en homogen gruppe. Køn, alder, etnicitet og seksuel orientering var bare nogle af de ting, vi måtte tage i betragtning. Feltet - herunder informanterne og stedets andre aktører - er således med til at afgøre, hvilken metode man kan bruge hvor og hvornår.
Set i retrospektiv kunne vi måske godt have eksperimenteret mere. Hvad var der f.eks. sket ved at kontakte folk i brusebadet? Vi var ikke meget for at afprøve grænser, selvom der måske netop her havde været nogle nyttige informationer at hente.
Der er naturligvis praktiske årsager til, at vi ikke vovede os ud i alle metodiske afkroge - det er ganske enkelt begrænset, hvor meget man kan nå på tre uger. Men en sådan metodisk eksperimenteren ville også medføre nogle etiske problemer:
"...moral choices are made day in and day out in the field when deciding what data to go after, how to get them, who to talk to, how and where to record and store data, and so forth" (Van Maanen 1983).
Vi havde ikke på nogen måde orienteret gæsterne om, at de ved at opholde sig i svømmehallen deltog i vores studie. Svømmehallens ledelse havde på forhånd godkendt vores tilstedeværelse, så formelt set var alt i orden. Man kunne hævde, at det er problematisk at observere folk uden deres samtykke, men vi mener nu ikke, at vi på dette punkt har overtrådt nogle moralske spilleregler. Først og fremmest fordi man i forvejen er underkastet andres observation, når man bevæger sig på offentlige steder. Derimod ville vi ved bevidst at eksperimentere med at overskride grænser risikere at genere folk mærkbart. Af hensyn til dem - og vores eget, fagets og universitetets omdømme ville dette nok have været uklogt.
Et andet etisk problem vi har måttet overveje er spørgsmålet om fortrolighed. For mændenes vedkommende var alle interviewede gæster 100% anonyme, mens Louise var på fornavn med sine kvindelige informanter. Her er der altså ikke de store problemer med anonymisering. Hvad personalet angår er situationen lidt mere kompleks. Vi lærte de fleste ansatte at kende ved navn, men i beskrivelsen af konkrete situationer vil det ikke altid være nok at ændre dette. Van Maanen skriver:
"the closer one is to an informant and the more explicit the promise of confidentiality, the greater the researcher's obligation becomes to protect the informant" (1983: 281).
Vi har på intet tidspunkt eksplicit lovet personalet fortrolighed. Dog mener vi, at den venskabelige omgangsform, vi har haft med dem, i sig selv kan have virket som et løfte. Der er således ting, vi ikke vil skrive af den simple grund, at informanten næppe har ønsket at se dem på tryk i denne rapport.
Vi havde i vores forskningsspørgsmål og operationaliseringer af disse afgrænset vores problemformulering og dermed besluttet os for, hvad vi specifikt ville kigge på i svømmehallen. Efterhånden som feltarbejdet skred frem, var der imidlertid et af disse spørgsmål, der skilte sig ud og blev helt centralt i vores undersøgelse: det kom til at handle om renlighed.
Vores observationer og samtaler med personalet gjorde det klart, at vi her var inde på noget vigtigt. Også gæsternes udtalelser pegede i den retning. Dog må vi spørge os selv, om vi blot så, hvad vi ønskede at se - eller om der kan være andre grunde til, at i hvert fald nogle af vores præ-feltarbejds formodninger viste sig at holde stik.
"We have to navigate the river in order to discover its interesting features. Were we simply to pursue a schedule of our own devising we should then merely be displaying the contrivances of our own mind, rather than discovering the minds of those we want to study. [...] Our problem is not only to search for the correct idiom in which to conduct the study, but to search also for the appropiate subject for study" (Cohen 1984:225).
Her bliver det vigtigt at huske, at vi var på feltarbejde i en del af vores eget samfund. Allerede inden feltarbejdet gik i gang kunne vi derfor være vores egne informanter. "The contrivances of our own mind" (vores egne påfund) er altså ikke adskilt fra "the minds of those we want to study". Den klassiske os/dem-dikotomi bliver således meningsløs.
I vores oprindelige problemformulering spurgte vi "Hvordan og hvorfor legitimeres nøgenhed i et offentligt rum?". Dette udviklede vi siden til det mere specifikke: "Hvilken betydning har renlighed for nøgenhed i et offentligt rum?". Denne fokusering var ikke blot et resultat af bekræftede formodninger, men blev født af vores tilstedeværelse i svømmehallen. Vi havde fundet et "appropiate subject for study".
Det er trivielt faktum, at en svømmehal skal have en høj standard af renlighed. Det skal den af helbredsmæssige og tekniske årsager. Det er så trivielt, at det kan foregå for næsen af en, uden man tager notits af det. Men når man går tættere på en analyse af renlighed i svømmehallen, så er tekniske og helbredsmæssige forklaringer sjældent tilstrækkelige. Der synes at være grå områder, hvor andre - sociale - forklaringsmodeller trænger sig på.
Et eksempel kunne være den ældre dame, der fortæller Louise om sine erfaringer med "de fremmede" og deres håraffald. "De må jo bruge alt muligt i deres hår, ellers kan det vel ikke være så blankt og skinnende. De er nok ikke så renlige som os." Og ude i bassinet havde damen oplevet en af "de fremmede" mænd, der "stank af parfume". Det fandt hun meget ubehageligt. Pointen er, at informantens opfattelse af renlighed synes at være påvirket af et særligt syn på en bestemt gruppe i svømmehallen.
Et andet eksempel kunne komme fra maskinmesteren i kælderen, der har ansvaret for vandets beskaffenhed. Selv her handler renlighed om andet end kemiske formler. Det er nemlig også vigtigt, hvordan vandet tager sig ud. Bassinet er malet blåt i bunden, og vandet har tilmed en modificeret blå farve. Hvis man eksempelvis hældte postevand fra hanen i bassinet, som vi normalt betragter som rent, så vil man slet ikke kunne se bunden for uigennemsigtigt grums. "Det er klor, som gør vandet blåt. Det er ren psykologi", fortæller maskinmesteren. Det ser altså ud til, at hvad der opfattes som rent eller ikke rent, dårligt kan rummes i en kemisk formel.
Hvis renlighed ikke alene handler om teknik og helbred, hvad handler det så om, og hvorfor er renlighed så centralt i svømmehallen? Vi skal begynde med at trække nogle paralleller til Jorun Solheims arbejde.
Solheim er inspireret af Geertz og Mary Douglas og den symbolske antropologi. Vi skal senere vende tilbage til Douglas og Geertz, men i første omgang blot gøre opmærksom på, at det Solheim er på jagt efter, er samfundets "metaforer og undertekster" eller slet og ret de "dybe symbolske meninger", der findes et sted på bunden af bevidstheden, og som aldrig bliver artikuleret, men udtrykt i uerkendte former i hverdagen. Dette, det "kulturelt ubevidste", undslipper dagligdags betragtninger, men spiller en afgørende rolle i struktureringen af vores liv. Det er i disse dybe lag, at man skal finde meningen bag kultur. Solheim henviser til Geertz´s definition af kultur, som et "symbolic pattern of meaning" (Solheim 1995: 47).
Jorun Solheims essay "Shelter from The Storm" (1995) beskriver den symbolske forbindelse mellem kvinden og huset i det moderne norske samfund. Hun har gjort sit feltarbejde i en afsidesbeliggende kystby, hvor mange kvinder er gift med mænd, der på grund af deres arbejde er væk på havet i længere perioder som oliearbejdere eller fiskere.
Det springer Solheim i øjnene, at hele det område som rengøring og orden falder ind under i det store hele tilhører kvinden. Når konerne interviewes, omtaler de selv rengøringen som deres vigtigste ansvar som kvinder. Det er et område, hvor de vurderes af samfundet og standarden af deres rengøring vil ofte afgøre, om de er gode husmødre eller ej. Rengøring bærer således også en moralsk dimension i sig, idet den er forbundet med husmødrenes dyd som kvinder (ibid.: 56). Nogle kvinder udvikler ligefrem et neurotisk forhold til rengøring. De udtaler selv, at de har "støv på hjernen" (ibid.: 57).
Renlighed er altså et domæne, hvor kvindens ære er på spil. Og selve rengøring antager, ifølge Solheim, derfor en rituel karakter pakket med symbolsk mening. Mændene kan være væk på søen fra tre uger af gangen op til seks måneder. I den periode kan man ifølge Solheim spore en optrapning af rengøring i hjemmet (ibid.: 66). Når manden er væk står visse muligheder åbne. Ved at kvinden holder huset skinnende rent, signalerer hun rent trav overfor samfundet. Det er et gennemgående mareridt hos de adspurgte mænd, at de skulle komme hjem og finde døren lukket og en anden mand i deres sted (ibid.: 53). Ved rengøringsritualet trækker kvinden grænserne op og lukker symbolsk af for den tilgængelighed, som mandens fravær skaber (ibid.: 66).
Svømmehallen er også et sted, hvor man er i en særlig udsat situation. Man er nøgen sammen med fremmede mennesker, og i nøgen tilstand kan nogle ting lade sig gøre, som ellers ikke er mulige. De grænser som tøjet normalt trækker er væk, og man står åben. Disse grænser har flere mænd følt overtrådt i Frederiksberg Svømmehal. I en sådan grad, at ledelsen finder det nødvendigt at hænge skilte på væggen med trussel om politiet i tilfælde af blufærdighedskrænkende opførsel.
En informant fortæller: "Jeg har vide grænser for min blufærdighed, men jeg ved godt, hvad du hentyder til. Det kan jeg også blive træt af. Folk spiller pik hernede, det gør de jo. Mange kommer her kun for det, jeg ser dem ikke i svømmehallen i hvertfald. Det er totalt latterligt. De kan jo gå i en bøssesauna, hvis det er det, de har lyst til." Et medlem af personalet fortæller også om den afdeling, der formodes at tiltrække flest homoseksuelle, at det "ikke er et sted, hvor man skal bukke sig efter sæben".
Gæsterne er altså her ikke blot i fare for at få deres blufærdighed krænket og deres grænser overskredet, men der er også en fysisk trussel om penetration. Igen skal vi understrege, at vi ikke tester "sandheden" af udsagnene - en ufrivillig penetration i badet virker naturligvis højst usandsynlig - men hvorfor de bliver sagt, og hvordan de skal fortolkes.
Her kan man med forbehold trække nogle foreløbige paralleller til Solheims husmødre. Når manden er væk, må der skures og skrubbes ekstra meget for at opretholde orden, fordi kvinden er i en særlig tilgængelig situation. I svømmehallen er gæsterne også en udsat situation, og de vil prøve at holde nøgenhedens implikationer i skak. Vi vil søge at vise, at renlighedsritualer også her synes at være sociale instrumenter, der kan bruges til at skabe orden. Vores påstand bliver således, at renlighed er én måde at gøre det legitimt at være nøgen på.
Forbeholdene i forhold til Solheim går på, at der er tale om to vidt forskellige sociale rum - et privat og et offentligt. Det vender vi tilbage til. Først skal vi undersøge, hvad snavs er, og hvordan man definerer noget som værende snavs.
Den konkrete forurening i svømmehallen er ofte bestående af fysiologisk affald som hår, negle, og hud. Kort sagt snavs. Mary Douglas beskriver i sit essay "Pollution" med Lord Chesterfields ord snavs (dirt) som "matter out of place". Det betyder, at for at et materiale kan være urent, kræves der en struktureret opfattelse af, hvordan situationen optimalt bør være og derpå et brud med reglerne (Douglas 1975: 50-51). Et eksempel, som vores informanter hyppigt benyttede, kunne være neglen som "matter out of place". Den vakte ingen opsigt siddende på indehaverens hånd, men lå den i badet eller på gulvet, var den straks ulækker, det var snavs eller med andre ord "matter out of place". En informant siger blandt andet: "Det er ulækkert, hvis folk bruger badene til fodhygiejne. Det kan man ikke. Hvis der ligger hård hud og negle, så synes jeg, at det er ulækkert. Der er min grænse altså overskredet."
At opfatte snavs som "matter out of place" er et kneb, hvormed Mary Douglas kan flytte sin analyse fra den specifikke kulturelle kontekst til det universielle. Eksempelvis er snavs her i Vesten ikke alene et resultat af mikrobiologiske opdagelser. Mange ting har været snavsede, lang tid før man opdagede bakterien. Snavs er det som skaber uorden, underordnet om det kan registreres under et mikroskop eller ej. Hvilken karakter snavs antager er et kulturelt fænomen (ibid.: 51). Snavs er altså kulturelt betinget, men definitionen af snavs er universiel.
Men hvordan skal snavs som kulturelt fænomen forstås? Mary Douglas siger, det handler om måder at opfatte på. Når man perciperer, så nedlægger man mønstre af organisation på de erfarede stimuli. Det er en aktiv proces, hvor man i samspil med samfundet fortolker og fylder huller ud og supplerer sine erfaringer. At lære bliver dermed en proces, hvor man assimilerer nye stimuli og dermed forstærker det allerede bestående system af antagelser. Man starter altså ikke forfra med at udfordre alle sine overbevisninger, hver gang man støder på nye erfaringer. Tværtimod så har perception endda for vane at beskytte sig selv mod udfordringer ved at diskrimenere mod tegn, der peger i en kontroversiel retning og kun optage tegn, der underbygger de bestående antagelser (Douglas 1975: 51).
For Douglas er parallellen til kulturelle fænomener oplagt.
"During the process of enculturation the individual is engaged in ordering newly recieved expiriences and bringing them into conformity with those already absorbed" (ibid.: 52).
For at en kultur overhovedet kan have en let genkendelig karakter, må der være foregået en diskriminationsprocess (ibid.: 52-53). Samfundets magtforhold og værdier er et index til hvilke antagelser, der er de rigtige, på samme tid som det er en måde at håndtere og bringe orden i individets erfaringer på. Individet vil søge at reducere den "støj", der eventuelt må være i forholdet mellem hans antagelser og de antagelser som hersker i samfundet, ved at diskriminere mod erfaringer, der kan skabe flertydighed (ibid.: 53). At undgå snavs er en måde, hvorpå man "rydder op" og sørger for at tilpasse de eksterne fysiske omgivelser til den tankestruktur man bærer rundt på. Ved at undgå "matter out of place" skaber man klarhed og reducerer dissonans, hvor der ellers kunne opstå ambivalens og usikkerhed (ibid.: 55). Douglas løfter her forståelsen af regler om snavs fra at være en personlig, følelsesladet erfaring med psykologiske årsager til et højere socialt niveau. Regler om snavs bliver vigtige instrumenter til skabelse af orden og dermed en indgang til at forstå samfundet.
Regler for forurening er forskellige fra sted til sted, ligesom de betingelser som folk lever under er forskellige fra sted til sted. Konkret betyder det, at en negl måske nok er ulækker i Frederiksberg Svømmehal, men ikke andre steder. Det kan vi ikke vide, med mindre vi undersøger det, placerer os i en anden kontekst. Det, som er interessant, er derimod, hvad neglen siger om det specifikke samfund, hvor den er "matter out of place". En informant siger på et tidspunkt: "Jeg synes, det er totalt ulækkert, hvis der ligger en negl på gulvet. Det er klamt. Jeg kan heller ikke holde ud, hvis der er skæl eller hudrester. Jeg træner også oppe i Scalas Fitnesscenter. Der skal man ikke gå i bad klokken fem om eftermiddagen, så ligger der alt muligt ulækkert i badet." En anden siger: "Jeg synes, der er rent og pænt her. Men jeg kan ikke lide, hvis der ligger en negl på gulvet. Det er naturligt at hår falder af , men ikke negle. De skal jo plukkes af, og det kan jeg ikke lide at tænke på, at folk gør."
Men hvilken fare er det, neglen udgør? Mary Douglas mener, at fysiologisk forurening ofte bliver vigtig som symbol for sociale relationer, der kan have konsekvenser i den sociale struktur (Douglas 1975: 55). I en passage i essayet "External Boundaries" (1996) foreslår Mary Douglas en måde at knytte de to ender sammen.
"To understand body pollution we should try to argue back from the known dangers of society to the known selection of bodily themes and try to recognize what appositeness is there" (ibid.: 436).
I Frederiksberg Svømmehal er en negl i badet tydeligvis uønsket. Kunne det være fordi den symboliserer en uønsket kontakt mellem to mennesker som, hvis den fandt sted i baderummet i svømmehallen, ville have betydninger for den sociale struktur? Vores materiale peger på, at danske mænd bestemt ikke rører ved hinanden i baderummene. De taler faktisk sjældent sammen med mindre de kender hinanden på forhånd.
Vækker neglen afsky, fordi den bliver symbol på en kontakt i et udsat grænseområde? Den ovenstående informant påpeger, hvad der ligner et forsætteligt element i forureningen med negle, et angreb på hans grænser. "Nogen" har "plukket" neglen af. Det er således ikke bare et hændeligt uheld, men en bevidst handling, som overskrider informantens grænser og bringer uorden i hans verden. Neglen kan på et symbolsk niveau ses som en farlig rækken ud, der må afvises.
Lad os vende tilbage til forbeholdene i vores sammenligning med Jorun Solheims felt. Svømmehallen er ikke et privat rum, der lukkes af, når manden vender hjem fra søen og reetablerer kernefamilien. Svømmehallen er et offentligt rum, hvor der kommer alle mulige mistænkelige typer. En bademester fortæller. "Med 600.000 gæster om året kan vi ikke undgå nogle brådne kar". Man forventer altså et vist antal gæster, som på den ene eller anden måde forurener.
Det var påfaldende at opdage, at de samme grupper, der er marginaliseret i samfundet udenfor også synes at være marginaliseret indenfor. Nemlig indvandrere og homoseksuelle og i mindre grad pædofile. Det er i høj grad disse grupper, der forventes at forurene, og ledelsen har ansat en vagtmand, der patruljerer i svømmehallen og i selve baderummene for at holde øje med dem. Svømmehallen synes altså at reproducere det samme sociale hieraki, som eksisterer udenfor på trods af den fælles uniforme nøgenhed, som stedet tilbyder. Man kunne måske forvente en alternativ og mere egalitær social struktur, men det er ikke tilfældet. Hvad der skaber dissonans udenfor, gør det også indenfor, og måske i endnu højere grad indenfor, fordi gæsterne her er nøgne og mere udsatte og i nærkontakt med sociale grupper, som de ikke normalt omgås.
Gennem renlighedsritualer reduceres dissonans til et tåleligt niveau. Der er eksempler på, at nogle gruppers brud på ritualerne har medført stærke følelsesudbrud både blandt gæster og personale. En bademester fortæller om hans problemer med at få indvandrere til at smide badebukserne i brusebadet, som reglerne kræver. Nogle indvandrere vil slet ikke tage badetøjet af, men nøjes med at vaske sig under bukserne. Det er ikke godt nok, mener bademesteren. Han forklarer, at problemet er, at de fylder bassinet med skidt, som lægger sig på overfladen, og som de andre gæster ikke kan undgå at få i munden. Han har flere gange bedt indvandrere om at tage badebukserne af, men efter at han er blevet truet på livet, har han givet op. "Vi har tabt slaget," som han dramatisk udtrykker det. Han suppleres af maskinmesteren, som siger at "skidtet sidder ude i krogene", og det derfor ikke er nok blot at vaske sig under badebukserne.
Folk af anden etnisk oprindelse end dansk, som vi har observeret, synes at være klar over den uorden, de skaber, og kompenserer ved at vaske sig meget grundigt under badebuskerne. Så grundigt at skummet flyver dem om ørene. Og hvad der i begyndelsen var et klart brud på renlighedsritualet, synes nu at have bevæget sig. Flere bademestre accepterer nemlig, at man beholder bukserne på, hvis bare man kan se, at der bliver gjort ordentligt rent. Man kan altså sige, at der opstår en form for kompromis. Selvom der ikke opnås total konformitet, så er det åbenlyst, at den marginaliserede aktivt søger at reducere den dissonans hans tilstedeværelse afføder. Han søger at opnå en renlighed, som ikke alene har med hygiejne at gøre, og derfor kun kan opnåes rituelt.
Douglas foreslår som nævnt, at kropsaffald kan symbolisere kontakt mellem mennesker. Hvorfor er denne kontakt uønsket i svømmehallen? Goffman viser, hvordan individet eller selvet er ophøjet til noget helligt i en ellers sekulær verden (Goffman 1967a: 95). Dette selv må beskyttes rituelt, særligt når det befinder sig i en udsat situation - som for eksempel offentlig nøgenhed.
Som nøgen blandt fremmede mennesker har man ikke mulighed for at udsmykke eller gemme sig bag tøj og andre materielle symboler. Den nøgne krop sender naturligvis nogle signaler, med derudover viser man, hvem man er - eller rettere hvem man vil give indtryk af at være - gennem de ting man gør eller undlader at gøre.
Goffman er da også primært optaget af, hvordan vi gennem vores handlinger forsøger at give et passende indtryk af os selv til omverdenen - social interaktion er at sammenligne med et rollespil (Goffman 1992). Selv de mest instrumentelle og profane aktiviteter kan, når de foregår i andre personers tilstedeværelse, fungere som ritualer eller ceremonier (Goffman 1967a: 91). Renlighed i svømmehallen har netop formelt en instrumentel begrundelse, men det udelukker ikke, at det samtidig kan fungere som et ritual, der beskytter "det hellige selv" ved at forebygge kontakt?
I sin artikel "Alienation from Interaction" (Goffman 1967b) gør Goffman rede for betingelserne for en vellykket konversation. Under optimale forhold bliver det "a communion of reciprocally sustained involvement" (ibid.: 116). I svømmehallen har vi til en vis grad at gøre med a communion of reciprocally abstained involvement - et fællesskab hvor man gennem ritualer bekræfter hinanden i, at man ikke er fælles. Denne "anti-konversation" skaber et privat rum omkring selvet, der ellers fysisk er placeret i et offentligt. Dette forhold kan være med til at forklare vores metodiske genvordigheder, som er beskrevet tidligere. Vi ville jo netop skabe den konversation og kontakt, der ellers forsøges undgået.
Som påpeget af Goffman kan handlinger ses som meningsbærende tegn, der konstituerer en kommunikation:
"...rules of conduct transform both action and inaction into expression, and whether the individual abides by the rules or breaks them, something significant is likely to be communicated" (Goffman 1967a: 51).
Når vi forsøger at forstå denne kommunikation, må vi først finde tegnenes, handlingernes, betydning og derfra udlede en større orden. Vi må benytte os af en semiotisk tilgang i vores analyse. Geertz skriver:
"Cultural analysis is (or should be) guessing at meanings, assesing the guesses, and drawing explanatory conclusions from the better guesses" (Geertz 1973:20).
Denne leden efter det store billede gennem fortolkning af tegn har Carlo Ginzburg kaldt "indicie-paradigmet". I sit essay af samme navn vil Carlo Ginzburg vise et paradigme, der har haft og stadig har en betydelig effekt på videnskaben. Det drejer sig om en måde at erkende på, som baserer sig på tegn eller indicier. Via indicierne forstår vi en kompleks realitet, der ikke umiddelbart er tilgængelig. Geertz bruger metoden, Solheim og Mary Douglas også, og det er en måde at tænke på, der går igen i det arbejde, vi har præsenteret fra svømmehallen. Både på et metodisk og analytisk plan.
Vi bruger semiotikken til at få indblik i, hvad der ellers undslipper vores begrebsevne. Tænk bare på vores brug af neglen i etableringen af et overblik over social orden. Det kunne derfor være interessant at følge med Ginzburg i hans søgen efter paradigmets rødder for dermed at kaste nyt lys over vores metode og analyse.
Ginzburg peger på tre vigtige mænd i udviklingen af indicie-paradigmet: Giovanni Morrelli, Conan Doyle og Sigmund Freud. Førstnævnte udgiver mellem 1874-76 en serie artikler om italienske malerier, hvor han argumenterer for en ny tilskrivningsteknik, der ser bort fra maleriets mest oplagte kendetegn og istedet koncentrerer sig om detaljen, de små ubetydelige træk, der er mest upåvirket af hvilken skole maleren tilhørte. Det kunne være øreflip, hårlok, negl etc. (Ginzburg 1986: 6-7) Næsten samtidig afslørede Sherlock Holmes med overnaturlig intuition forbrydelser i et tåget London ved af hjælp af de mindste, og af dr. Watson, skamløst oversete spor. Freud læser Morelli og kender til hans metoder, før han formulerer psykoanalysen, og han fremhæver senere Giovanni Morelli i et essay, hvor han sammenligner psykoanalysens brug af sjælens "affald" med Morellis brug af tilsyneladende ubetydelig detaljer (ibid.: 9-10). For alle tre herrer gælder det, at de via fortolkning af tegn opnår en indsigt i en ellers utilgængelig og kompleks realitet.
Modellen vinder indpas i videnskaben i årene fra 1870-80, men selve måden at opfatte på er langt ældre (ibid.: 12). Ginzburgs påstand er, at modellen er en forlængelse af den måske "ældste gestus i menneskehedens intellektuelle historie". Nemlig jægeren sammenkrøbet ved søen, ledende i mudderet i et forsøg på at danne sig et billede af, hvornår byttet gik forbi (ibid.: 15). Parallellen til den symbolske antropologi, og den måde vi selv har bedrevet feltarbejde på er interessant. Som Ginzburg skriver:
"...der eksisterer en dybere forbindelse, som kan forklare overfladefænomener, det bekræftes i samme øjeblik, man hævder, at sådan en forbindelse ikke lader sig erkende direkte. Hvis virkeligheden er uigennemsigtig, så findes der priviligerede zoner - tegn, indicier - som gør det muligt at dechiffere den" (ibid.: 33).
Når vi i vores gruppe postulerer, at der findes en social orden som søges opretholdt gennem renlighedsritualer, og vi den forbindelse bruger neglen som symbolsk udtryk, så må man sige, at også vi er i færd med en "guessing at meanings" gennem semiotik. Knæler vi ned som jægeren ved søen for at rode i de endnu varme efterladenskaber? Pudsigt er det ihvertfald, at vi uagtsomt har holdt traditionerne i hævd ved ligesom Douglas og Freud, at interessere os for "affald", som indgangen til at sige noget om et større billede, vi ellers ikke har adgang til.
I antropologien er Clifford Geertz velkendt for sin symbolske analyse, der netop leder efter mening gennem semiotik.
"The concept of culture I espouse.[...] is essentially a semiotic one," skriver han (Geertz 1973:5).
Antropologen skal fremstille sin symbolske analyse af nedbrudt og fortolket etnografisk data i en "thick description". Han skal positionere sig i en kulturel kontekst og finde de relevante lag af mening, relevante udfra en aktørs synspunkt. (ibid.: 5-6). Men som Geertz også er klar over, er det ikke nogen særlig stærk videnskabelig position.
Når antropologens data fremstilles virker den mere observerende, end den virkeligt er. Antropologen har diskrimineret og fortolket og forstået mening, før der kom data på papir. Det vi når frem til, og som vi kalder data, er i virkeligheden vores konstruktion af andres konstruktioner (ibid.: 9). Den symbolske antropologi kan kritiseres for, at den ikke metodisk kan forklare, hvordan man baserer et stykke videnskabeligt arbejde på "guessing at meanings". Meget overlades til antropologens intuitive fortolkning og evne til at formidle.
Ginzburg spørger retorisk, om stringens i en form, som man ellers forbinder med naturvidenskab, overhovedet er ønskelig for vidensformer knyttet til hverdagserfaringer. Som han understreger har vi at gøre med situationer, hvor
"...faktorenes unikke og uerstattelige karakter er af afgørende betydning for de involverede personer" (Ginzburg 1986:34).
Ginzburg mener ikke, at vidensformer, der benytter sig af det indicielle paradigme er velegnede til formalisering, fordi man ikke kan lære at mestre fortolkningen ved udelukkende at praktisere efter regler. Det kræver et element af intuition (ibid.: 34). Dermed kommer Ginzburg ikke ud over det metodiske problem, men han gør intuitionen til en metodisk kvalitet.
Geertz er udmærket klar over den skrøbelige videnskabelige position, og skriver selv, at det kan være umuligt at trække grænsen mellem den selvstændige sandhed og den måde som den bliver repræsenteret på. Det truer antropologiens status, hvis der er tvivl om hvorvidt materialet er udtryk for social realitet eller akademisk fingerfærdighed.
Hvilket lys efterlader det vores metode og resultater i? Vi har indsamlet data som er "konstruktioner af andre folks konstruktioner". Et eksempel kunne være bademesteren, der advarer os mod at bøje os efter sæben og vores brug af historien, hvor penetration er en metafor for den ultimative uorden. Her fremstår den kreative fortolkning både som arbejdets styrke og svaghed. Vi kan give en forståelse af, hvad som er på spil i en kompleks social situation, hvorfor noget bliver sagt, og hvad det bliver brugt til gennem en sandsynliggørelse af vores pointer, men vi kan ikke formalisere den viden.
Ginzburg skriver om videnskaber baseret på et indicielt paradigme:
"...enten må de indtage en svag videnskabelig position og opnå relevante resultater, eller også må de stå i en stærk position og opnå magre resultater" (Ginzburg 1986: 34).
Denne "svaghed" kommer også til udtryk hos Mary Douglas. Hun antager, at fysiologisk affald symboliserer en (uønsket) fysisk kontakt, og derfor er der så strenge ritualer for at undgå snavs. Vi gør det samme i svømmehallen. Vi sandsynliggør forbindelsen ved at pege på folks afsky for negle og deres parallelle modstand mod kontakt, men neglen kan aldrig blive lig med kontakt i en forstand, som kan formaliseres eller generaliseres. Den er et tegn, et fortolket symbol i en specifik kulturel kontekst i en afgrænset periode over tre uger. Det er med de forbehold, vi kan sige, at renlighed er en af måderne, hvorpå man gør det legitimt at være nøgen.
Metodisk har "indicie-paradigmet" uden tvivl også haft en effekt på vores arbejde. Vi har ledt efter disse tegn, været på vagt efter noget, der kunne give os en indsigt i den orden, som vi ikke kunne se, men som vi formodede fandtes, og hele tiden blev opretholdt symbolsk. Havde vi udelukkende læst marxistisk antropologi på forhånd, havde vi måske ikke været så optaget af at registrere indicierne, men mere stemt for at beskrive et system og dets basis i ejerforhold.
Vi har tidligere vist, hvordan metode og felterfaring fik betydning for vores analyses udvikling, men det har virket begge veje. Vores teoretiske læsning og tænkning har også struktureret vores metode. Som Mary Douglas tidligere sagde om perceptionsprocesser, så starter man ikke forfra med at udfordre alle sine overbevisninger, hver gang man støder på nye erfaringer.
At renlighed har betydning i en svømmehal vidste vi på forhånd. Vi kunne imidlertid ikke vide hvilken. Efterhånden som vi bevægede os ind i feltet opdagede vi, hvordan snavs kan være et tegn på social uorden. Ved at forebygge kontakt bliver renlighed et ritual, der opretholder og reproducerer social orden - og dermed giver legitimitet til den offentlige nøgenhed.
Denne orden synes at være en kopi af det sociale hieraki, der eksisterer udenfor svømmehallen. Måske endda en skærpelse af dette, fordi man er særligt udsat, når man er nøgen.
Vi viser også, at disse renlighedsritualer ikke er statiske, men dynamiske og derfor kan optage forandringer. Det så vi i eksemplet med bademestrene, der på trods af klare formelle regler bøjede deres opfattelse og tillod folk at vaske sig uden at smide badebukserne. Et nyt ritual opstod. Måske det første skridt på vejen til en ændring af de formelle regler.
Men vi må betone, at renlighed kun er et enkelt aspekt af den komplekse situation, vi finder i svømmehallen. Forskelle mellem kønnene, social stratificering og etnicitet er temaer, der indbyder til udforskning. Hvem har f.eks. magten til at definere, hvad der er rent og urent?
Det kunne også være interessant at kigge på det fysiske rums udformning og dets betydning for den sociale interaktion. Vores antagelser kunne måske underbygges af en grundig gennemgang og analyse af svømmehallens fysiske ydre og indre. Ikke mindst lighederne med et hospitalsmiljø er tankevækkende.
Metode og teori kan, som vi har vist, ikke adskilles. Vores metodiske erfaringer gav feltarbejdet en ny analytisk retning, samtidig med at vores metodevalg blev påvirket af vores teoretiske udgangspunkt i den symbolske antropologi.
Som vi allerede har vist, har vores fremgangsmåde dog nogle videnskabelige svagheder - forudsat videnskab sigter mod at dokumentere lovmæssigheder. Vi kan ikke dokumentere de symbolske forbindelser, der udgør kernen i vores analyse. Vi prøver ligesom Geertz, Douglas og Solheim at forstå en kompleks social situation ved at fortolke tegn. Vi ophøjer disse til symboler, der udtrykker en større orden. Vi har ingen beviser i naturvidenskabelig forstand - kun indicier, der peger på at tegnene har den betydning, vi tillægger dem. Det skaber resultater og mening på bekostning af videnskabelighed.
Man kan dog - som Ginzburg gør det - sætte spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan analysere social betydning og samtidig opretholde denne videnskabelighed. Geertz skriver:
"...nothing has done more, I believe, to discredit cultural analysis than the construction of impeccable depictions of formal order in whose existence nobody can quite believe" (Geertz 1973:18)
Betydning egner sig ikke til at blive kvantificeret. Det er netop, når man ikke direkte kan percipere og registrere betydningen af de ting, man undersøger, at kvalitative metoder har deres berettigelse.
Cohen, Anthony P. 1984 "Informants", i: Roy Ellen: Ethnographic Research, s. 223-229; London: Academic Press.
Douglas, Jack D. 1976 "The Conflict Paradigm of Society and Investigative Field Research", i: Investigative Field Research, s. 55-82. London: Sage.
Douglas, Mary 1975 "Pollution", i: Implicit Meanings: Essays in Anthropology, s. 47-59. London: Routledge.
1996 "External Boundaries", i: R. Jon McGee & R.L. Warms (eds.): Anthropological Theory - An Introductory History, s. 432-441. London: Mayfield Publishing Company
Geertz, Clifford 1973 "Thick Description", i: The Interpretation of Cultures, s. 3-30. New York: Basic Books.
Ginzburg, Carlo 1986 "Spor: Indicieparadigmets rødder", i: Kultur og Klasse, nr. 54 s. 6-48.
Goffman, Erving 1967a "The Nature of Deference and Demeanour", i: Interaction Ritual. Essays on Face to Face Behaviour, s. 47-95. Middlesex: Penguin University Books.
1967b "Alienation from Interaction", Interaction Ritual. Essays on Face to Face Behaviour, s. 113-136. Middlesex: Penguin University Books.
1992 Vore Rollespil i Hverdagen. Oslo: Pax Forlag.
Hammersley, Martyn & Poul Atkinson 1993 "Insider Accounts. Listening and Asking Questions", i: Ethnography. Principles in Practice, s. 124-156. London: Routledge.
Larsen, John A. 1994 "Samtalen som Interview. At tale om kulturelle artikualtioner i Kina", i: Tidsskriftet Antropologi nr. 31 s. 93-103.Solheim, Jorun 1995 "Shelter from the Storm", i: Thordis Borchgrevink & Øystein Gullvåg Holter (eds.), Labour of Love. Beyond the Self-Evidence of Everyday Life, s. 45-67. Aldershot: Avebury.
Tonkin, Elizabeth 1984 "Participant Observation", i: Roy Ellen: Ethnographic Research, s. 216-223; London: Academic Press.
Van Maanen, John 1983 "The Moral Fix. On the Ethics of Fieldwork", i: Robert M. Emerson (ed.), Contemporary Field Research. A Collection of Readings, s. 269-287. Boston: Little, Brown & Co.