'Here the door is a very important technology'
Privat rum på et asylcenter
Ida Rued Jørgensen, Tine Sønderby & Jonathan Jacobsen
Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Metodeprojekt, 4. semester, forår 2000, Vejledere: Janne Christensen og Finn Sivert Nielsen
|
To download, print, or bookmark,
click: http://www.anthrobase.com/Txt/J/Joergensen_Soenderby_Jacobsen_01.htm. |
2. Deltagerobservation
2.1. Det uformelle møde med beboerne
2.2. Deltagelse og observation
2.3. Forståelse
4. Felten
4.1. Asylcenteret
4.2. Asylcenteret som totalinstitution
5. Strategier til at skabe privat rum
5.1. Beboernes strategier
5.2. Vores strategier
6. Strategi og taktik
6.1. Strategi
6.2. Taktik
9. Opsamling
10. Ven og forsker
10.1. Positionering
10.2. Tilbagelevering
Beboere
og personale for at have taget så godt imod os
Claus Habenicht
Larsen for at have lyttet til os og givet os inspiration
Finn Sivert Nielsen
og Janne Christensen for god vejledning
Inden vi tog afsted på feltarbejde, gjorde vi os mange tanker om, hvordan vi skulle komme ind i felten. I undervisningstimerne hørte vi om metoder og teknikker til at få informanter i tale og om etiske overvejelser. Vi havde valgt at lave feltarbejde på et asylcenter og fra flere sider blev vi mødt med skepsis, fordi folk var i usikre på, om vi var i stand til at håndtere de store problemer, asylansøgere har, og om asylansøgerne var i stand til at håndtere, at vi forlod felten efter tre uger? Den skepsis gjorde, at vi forberedte os endnu mere på mødet med vores informanter, og da vi tog afsted, vidste vi, at det kunne blive både vanskeligt og krævende at komme ind i felten.
Men vi var fuldstændigt uforberedte på, at det hårdeste ville være at komme ud af felten igen. Vi havde ingen idé om, at vores feltarbejde ville snige sig ind overalt i kroppen, og at vi ville komme til at stille spørgsmålstegn ved så mange ting. Vi vidste ikke, at feltarbejdet ville fylde på så mange niveauer på én gang - både på det faglige, det politiske og det personlige niveau. Eller at det ville blive så svært at dele oplevelsen med andre, fordi de eneste ord vi kunne finde, når vi skulle fortælle om opholdet var: "jeg er bare så overvældet".
De metodiske erfaringer vi har gjort os, og de ting vi har observeret er i høj grad præget af den personlige kontakt, vi har haft med vores informanter. Vores tilstedeværelse er kommet til at spille en stor rolle i de observationer, vi har gjort, og vi er i langt højere grad end forventet blevet en del af det, vi kom for at undersøge, nemlig privat rum.
Vores problemformulering lyder: "Hvordan skaber beboerne på et asylcenter privat rum?"
I undersøgelsen af dette har vi valgt at stille følgende spørgsmål:
hvilke strategier vælger beboerne til at afgrænse privat rum?
hvordan påvirker asylcenterets rammer og beboernes sociale organisering de strategier, beboerne vælger?
hvordan påvirkede vores tilstedeværelse beboernes strategier?
I beskrivelsen af felten har vi lagt vægt på den særlige ramme, asylcenteret udgør for beboerne ved at bruge Erving Goffmans begreb 'totalinstitution' (1961:11). Asylcenteret som kontekst fik også betydning for vores måde at lave deltagerobservation på, og vi vil indkredse dette ved hjælp af Clifford Geertz (1973) og Unni Wikan (1992) .
I bearbejdelsen af de forskellige aspekter af vores empiriske materiale bruger vi to forskellige teoretikere; vi prøver at præcisere, hvad vi mener med ordet strategi ved hjælp af Michel de Certeaus (1984) analyse af taktikker og strategier. Disse taktikker og strategier knytter sig til den sociale organisering på centeret, som vi vil belyse ved hjælp af Pierre Bourdieu (1997).
I metodediskussionen beskæftiger vi os især med, hvordan vores uformelle kontakt med beboerne påvirker det materiale, vi indsamler og den rolle vi får. Vi inddrager dels Finn Sivert Nielsen (1996), dels Ånund Brottveit (Brottveit i Nielsen, 1996) og dels Rosalie Wax (1971).
Afslutningsvis præsenterer vi nogle overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med det særlige i at lave feltarbejde blandt asylansøgere.
Vi kommer ind i centerets eneste fællesrum, hvor der er fest. Der er mange mennesker i lokalet, og en gruppe mænd hilser os velkommen i døråbningen. Musikken er høj, og de få kvinder der er tilstede sidder og ser på mændene, der danser. Det er overvældende for os at stå midt i det fyldte lokale, hvor alle kan se os. Én af de to medarbejdere, der er til festen, kommer os til undsætning og placerer os ved et bord. Vi forsøger at lade som om, det er naturligt for os at være der. Efter halvanden time er vi så udmattede, at vi må køre.
Næste dag vidste de fleste i lejren, at der var kommet tre københavnere på besøg.
Vores første møde med beboerne var altså meget uformelt, og sådan fortsatte kontakten under hele feltarbejdet. Vi blev ikke introduceret formelt af personalet, og vi fik aldrig brug for deres hjælp til at skabe kontakt med beboerne.
Den uformelle kontakt gik fint i spænd med vores problemformulering, fordi den var koncentreret om noget konkret, som vi kunne undersøge igennem observation og uformelle samtaler. Vi havde valgt det fokus, fordi vi vidste, at det kunne blive svært at nå at skabe den nødvendige tillid, som et interview med en asylansøger kræver. Udlændingestyrelsens behandling af den enkelte sag baserer sig hovedsageligt på nogle få, meget omfattende interviews, som skal udrede alle detaljerne i asylansøgerens sag. Disse detaljer bliver ofte tjekket gennem gentagne spørgsmål, og hele situationen opfattes derfor ofte af asylansøgeren som præget af mistro.
Derfor ønskede vi ikke at sætte beboerne i en formel interviewsituation som let kunne give associationer til udlændingestyrelsens asylprocedure. I stedet valgte vi at lave det, Finn Sivert Nielsen kalder uformelle interviews. Han definerer det uformelle interview som hele det diffuse felt imellem et formelt interview og ren observation, hvor antropologen er en flue på væggen. I det uformelle interview deltager antropologen, kommer med 'innspill' og forholder sig passivt, i varierende grader alt efter omstændighederne (1996:110).
Vi opholdt os på asylcenteret i alt sytten dage. I begyndelsen var vi der primært i dagtimerne, mens vi i slutningen af feltarbejdet fortrinsvis var der om aftenen og natten. Vi overnattede ikke på centeret - bortset fra en enkelt nat - fordi det var vigtigt for os at diskutere det, vi oplevede og få tid til at skrive feltnoter. I løbet af den tid vi var på centeret, opholdt vi os i alle fem boligbarakker ('huse') og talte med over halvdelen af beboerne. Vi opholdt os dog mest i ét af husene.
Den første uge sidder vi mest i husets fælleskøkken, hvor vi spørger beboerne om, hvordan de oplever livet på centeret, og de spørger os om forskellige ting, som f.eks. danske familieforhold og universitetssystemet. Samtalerne er uformelle; vi drikker te eller spiser og leger med børnene.
Da vi har været på centeret i cirka en uge, opstår der en voldsom konflikt i huset. Vi fornemmer at beboerne egentlig ikke ønsker, at vi skal overvære konflikten, men vi vælger at blive alligevel. I syv timer skiftevis råber og forhandler de involverede parter, som er både rasende og fortvivlede. Mange mennesker kommer og går; både personale og beboere. Vi forholder os stort set passive under hele konflikten, og det meste af tiden er der ingen, der tager notits af os; vi sidder bare stille og observerer omkring bordet i det fælles køkken. Samtalerne foregår af og til på engelsk, og indimellem forklarer en beboer eller medarbejder os, hvordan vedkommende oplever situationen. Men det meste af tiden foregår kommunikationen på arabisk, og fordi vi ikke forstår ordene, begynder vi at observere andre ting; hvem sidder ved siden af hvem? Hvem henvender sig til hvem, og hvem taler meget? Hvem henvender personalet sig til? Hvordan forholder de forskellige aktører sig til vores tilstedeværelse? Hvem går til sidst ind i værelset ved siden af og afgør, hvordan konflikten skal løses?
Vores tilstedeværelse under hele konflikten og det at vi tilsyneladende tager det nogenlunde roligt, selv når de råber allerhøjest, betyder at vores relationer til beboerne i huset bliver stærkere. Vi har alle sammen haft en udmattende dag sammen, der har krævet tillid fra begge sider; de må stole på, at vi ikke bliver skræmt af deres voldsomme håndtering af uenighederne, og vi må stole på, at de ikke mister grebet om situationen, og at vores tilstedeværelse ikke er alt for ubehagelig.
Vores oplevelse af situationen var præget af, at det meste af den sproglige kommunikation var uforståelig for os. Vores umiddelbare beskrivelse af konflikten var med Clifford Geertz' ord forholdsvis 'tynd': vi registrerede i høj grad fysiske ting, så som hvor i rummet folk placerede sig, hvem der var tilstede hvornår, og hvordan aktørernes kropssprog var. Efterhånden som vi har fået flere informationer om relationerne internt i huset og relationerne imellem personale og beboere er vores forståelse blevet stadig 'tykkere' (Geertz, 1973:6-7). Vi har nu meget bedre forudsætninger for at forstå betydningen af hvordan folk placerede sig i rummet osv.
Denne måde at nå frem til forståelse gennem 'thick description' - altså at kontekstualisere, spørge og sammenstille nye informationer med gamle - har vi brugt flittigt. Vi har imidlertid ikke kun arbejdet med den bevidste forståelse af betydning, Geertz hovedsageligt er ude efter. Vi har i høj grad også brugt vores indlevelsesevne og fornemmelse for det almenmenneskelige som redskaber til at forstå de mennesker og situationer vi mødte. Unni Wikan kalder dette forståelse gennem 'resonans';
"...an ability to use one's experience to try to grasp (…) meanings that reside neither in words, 'facts' nor text but are evoked in the meeting of one experiencing subject with another…" (1992:463).
Ved at skabe resonans opnår vi en forståelse som er "beyond the words" (1992:466)(1). Resonans er derfor særdeles relevant i et feltarbejde som vores, hvor vi så ofte ikke forstod de ord, der blev sagt.
Den måde, vi har arbejdet med privat rum, er blevet påvirket af den uformelle måde, vi har lavet feltarbejde på og af den begrænsede sproglige kontakt. I de uformelle samtaler vi havde med beboerne om privat rum, oplevede vi tit, at de havde svært ved at sætte ord på begrebet. Det skyldes blandt andet, at viden om rum delvist er en kropslig viden; en viden som ikke først og fremmest giver sig til kende i ord, men i handlinger og valg. Vi tror også det skyldes, at skabelsen af privat rum på asylcenteret hænger sammen med den sociale organisering i lejren; et emne det langt fra var alle informanter, der var interesserede i at tale om (og som vi vil behandle nærmere i afsnit 7).
Vi fandt det også selv vanskeligt at sætte ord på begrebet rum; selv når vi forsøgte at konkretisere begrebet mislykkedes det som regel. I løbet af de første par dage forsøgte vi for eksempel at få tre forskellige mennesker til at lave 'grand tours' (Spradley, 1979:86-87), hvor de skulle fortælle om deres dag på centeret. Vi håbede at få noget at vide om deres rumopfattelse ved at spørge til konkrete gøremål, som kunne inddeles i tid. Men de tre mennesker sagde alle: "we eat, we sleep, we talk and we pray", og vi formåede ikke at spørge på en måde, så vi kunne få mere uddybende svar. Den eneste form for 'grand tour' som fik et brugbart resultat, var da vi udstyrede seks børn med engangskameraer og bad dem om at præsentere deres syn på livet i lejren.
Vi ved, at vi manglede både stædighed og metodiske redskaber, når vi spurgte til beboernes rumopfattelse. Men vi har en fornemmelse af, at de diffuse svar vi fik, også hænger sammen med at privat rum i sig selv er et diffust begreb, som er vanskeligt at definere.
Som konsekvens af, hvor svært det var at tale om privat rum, har vi valgt at slette den del af vores oprindelige problemformulering, der omhandlede beboernes definition af privat rum. I stedet har vi koncentreret os om den del af vores problemformulering, som vi kunne observere, nemlig de strategier beboerne brugte til at skabe, afgrænse og markere privat rum. Den definition af privat rum, vi bruger i opgaven er altså vores definition og ikke informanternes.
Efter vores opfattelse er privat rum både et rum, hvor man er alene med sig selv og et rum, hvor man er intim med andre. De private rum, man skaber med andre er sociale rum, som afgrænses og skabes socialt i forhold til rummet omkring. Somme tider forstærkes den sociale afgrænsning af det private rum af en fysisk afgrænsning, fordi aktørernes interaktion ikke bliver forstyrret af menneskerne omkring dem, men i udgangspunktet er skabelsen af private rum ikke afhængig af en fysisk afgrænsning.
Det asylcenter, vi lavede feltarbejde på, ligger afsides i udkanten af en mindre by på Fyn. Centeret drives af Beredskabsstyrelsen og fungerer som et indkvarteringscenter, hvor asylansøgerne skal bo indtil Udlændingestyrelsen afgør, om de skal have asyl eller ej. Centeret består af syv midlertidige barakker, og er ifølge Beredskabsstyrelsen bygget som en 'landsby'.
På centeret bor der ca. 125 mennesker af forskellig nationalitet, først og fremmest afghanere, irakere og montenegrinere. De er fordelt i fem barakker, hvor der bor to til seks mennesker i hvert værelse. I midten af barakken er der et køkken, fire toiletter og to bad, som hele huset deles om.
Der bor nogle familier på centeret, men størsteparten af beboerne er mænd, der er flygtet alene; mange af dem har kone og børn i hjemlandet, som vil komme til Danmark, hvis manden får asyl.
Én af barakkerne fungerer som administrativ barak, hvor personalet har kontorer. Personalet kaldes i daglig tale 'office', og de er på arbejde på hverdage imellem otte og fire.
Det varierer meget, hvor lang tid behandlingen af den enkelte asylsag tager, men det er ikke usædvanligt at asylansøgeren må vente et år eller mere på at få svar. Vores hovedinformanter har på nuværende tidspunkt ventet imellem tre måneder og halvandet år. Det er ikke tilladt at arbejde i løbet af ventetiden, men centeret prøver så vidt muligt at skaffe praktikpladser, dvs. ulønnet arbejde, til beboerne, og i øjeblikket er cirka 20 beboere i praktik.
De voksne asylansøgere har ret til fem timers danskundervisning om ugen, og cirka halvdelen af beboerne følger undervisningen på centeret. Børnene går i skole sammen med børn fra andre asylcentre. Derudover er der nogle få fastlagte aktiviteter på centeret, for eksempel bingo og volleyball.
Kontakten til det danske samfund er minimal af mange forskellige grunde; asylansøgerne har svært ved at lære godt dansk med fem timers undervisning om ugen, og har derfor tit sprogvanskeligheder, når de vil i kontakt med danskere. Børnene går ikke i skole med danske børn, de voksne må ikke have et arbejde, og centeret er placeret på en mark, hvor det fysisk set er isoleret fra resten af den lille by. Nogle asylansøgere har venner eller familie i Danmark, som de kunne bo hos imens deres sag behandles, og på den måde kunne de få lidt kontakt til det danske samfund; hvis asylansøgerne vælger at gøre det, fratages de imidlertid den økonomiske støtte fra det offentlige, som de har krav på, når de bor på et indkvarteringscenter. Derfor er det i praksis meget få, der har mulighed for at vælge sådan en løsning.
Alt i alt mener vi godt, at centeret kan sammenlignes med det sociologen Erving Goffmann i bogen 'Asylums' betegner som en totalinstitution. Han definerer den totale institution som
"a place of residence and work where a large number of like-situated individuals, cut off from the wider society for an appreciable period of time, together lead an enclosed, formally administered round of life" (1961:11).
I totalinstitutionen pålægges beboerne en identitet som asylansøger, som i høj grad skabes via Udlændingestyrelsens registreringsprocedurer; de får taget fingeraftryk, bliver udstyret med udlændingenummer og identitetskort og bliver placeret på indkvarteringscentre i værelser med ens indretning. De er tvunget til at udlevere personlige oplysninger under interviews, der foregår på Udlændingestyrelsens betingelser og de må ikke selv ringe til myndighederne og spørge, hvor langt de er kommet i behandlingen af deres sag - det er kun centerlederen der har lov til at gøre det for dem.
Alle disse procedurer er karakteristiske for den totale institution; de fungerer som bureaukratiske foranstaltninger, der skal gøre sagsbehandlingen effektiv ved at klassificere det enkelte individ i en bestemt kategori med bestemte egenskaber og rammer. Med Goffman kan vi sige, at klassifikationen som asylansøger får konsekvenser på to niveauer, fordi den enkelte beboer både fratages retten til at manifestere sin individualitet og til at administrere sit eget liv (1961: 47-51).
På asylcenteret er grænserne imellem arbejde, fornøjelse og fritidsliv ophævet; man er sammen med de samme mennesker på det samme sted, stort set hele døgnet, og individet er altså henvist til én kontekst. Uden for totalinstitutionen (centeret) bevæger individer sig i forskellige sociale sfærer, som hovedsageligt opdeles ud fra distinktionen imellem offentlig/privat og arbejde/fritid. I de forskellige sfærer er individerne sammen med forskellige mennesker under forskellige regelsæt og i forskellige fysiske omgivelser. Det betyder, at de kan bruge forskellige sider af sig selv i forskellige sammenhænge og spille forskellige roller. Netop fordi de til en vis grad selv kan vælge, hvilken rolle de ønsker at spille, og hvilken social kontekst de ønsker at befinde sig i, kan de fastholde en vis grad af autonomi (1961: 24).
Mange af beboerne på centeret udtrykker netop frustration over at være henvist til én kontekst; en informant sagde:
"We eat together, we sleep together, we sit together. We have heard each other´s stories. We must make change".
Det gør han blandt andet ved at skifte tøj flere gange i løbet af dagen og flytte rundt på tingene på sit værelse. En anden forsøger at skabe afveksling i dagligdagen ved at planlægge forskellige slags gøremål for sig selv; morgenen står på fysisk aktivitet, om formiddagen skal han på biblioteket og læse, om eftermiddagen hører han nyheder fra hjemlandet etc.
Det er tydeligt, at der er forskel på, hvordan enlige og familier håndterer at være i totalinstitutionens rammer. De familier, vi havde tættest kontakt med, fungerede som små sociale enheder, hvor den enkeltes rolle som mor og kone supplerede den rolle som flygtning, totalinstitutionen gav hende. Desuden giver børnenes skolegang dagene noget af den struktur, som de enlige savner. Det betød, at de familier, vi var i kontakt med, i højere grad end mange enlige var i stand til at opretholde noget der ligner et 'normalt' liv.
Den ene sociale kontekst, asylansøgeren i høj grad er henvist til, begrænser den enkeltes handlemuligheder. Goffman taler om en slags 'feedback' mekanisme hvor individets handlinger og adfærd i forskellige situationer sammenlignes og holdes op imod hinanden.
"In the normal course of affairs in civil society, audience and role segregation keep one's avowals and implicit claims regarding self made in one physical scene of activity from being tested against conduct in other settings. In total institutions spheres of life are desegregated so that an inmate's conduct in one scene of activity is thrown up to him (…) as a comment and check upon his conduct in another context." (1961:41-42).
På den måde fastfryses individet let i en rolle, hvor omgivelserne både forventer og stiller krav om at han/hun handler på en bestemt måde.
Beboerne bor altså meget tæt sammen og befinder sig stort set hele tiden i den samme sociale kontekst. Én af konsekvenserne af det er, at de strategier de vælger, når de vil skabe private rum, kommer til at virke mere markante end de gør i sammenhænge udenfor centeret. Når vi kommer hjem i vores lejligheder, lukker og låser vi døren, uden at det virker som nogen særlig stærk markering i forhold til vores naboer. Men når beboerne lukker eller ligefrem låser døren, er det en meget kraftig markering i forhold til de andre af, at de ønsker at skabe et privat rum, fordi alle bemærker dette. En beboer udtrykte dette, da han lukkede døren og sagde: "Here the door is a very important technology".
Beboerne bruger også andre strategier; en meget konkret måde at skabe privat rum er at give værelset et personligt præg ved at sørge for, at det er renere end resten af huset eller ved at lægge skabene ned og bruge dem som bord. På den måde bliver det tydeligt for dem selv og andre, at det er deres personlige værelse og ikke et fællesrum.
På værelserne bor der flere mennesker sammen, og der foregår ofte en kamp om at tiltage sig mest plads. Fornemmelsen af at have privat rum hænger nemlig ofte sammen med en fysisk kontrol af rum. Én strategi til at tiltage sig noget plads, beboeren kan kalde sin egen, er at lade plakater og andre personlige ejendele fylde meget. Han/hun kan også manifestere sin kontrol over rummet ved konsekvent at åbne vinduet, når værelseskammerater lige har lukket det.
Flere informanter understregede også det at forlade centeret i kortere eller længere tid, som en vigtig måde at få privat rum på; mange gik sig en tur, når de havde brug for at være lidt alene, og dem der havde familie eller venner udenfor centeret, sagde at besøgene hos dem var vigtige, fordi de fik fred og ro, samtidig med den monotone hverdag blev brudt op.
Vores tilstedeværelse på centeret blev også en afbrydelse af den monotone hverdag, og den gav beboerne nye muligheder i skabelsen af private rum, et aspekt vi vil komme ind på i afsnit 8.
Efterhånden som vi lærte beboerne at kende fik vi brug for at skabe private rum og markere vores nære relationer med dem. Dette gjorde vi ved at bruge nogle af de samme strategier som beboerne. Når vi var på centeret begyndte vi at opholde os på værelserne fremfor i fælleskøkkenerne, og vi lukkede selv døren for at skabe en mere privat stemning. Det blev dog med tiden tydeligt for os, hvor vanskeligt det var at skabe rum på centeret, hvor vi kunne være alene med bestemte beboere, og derfor gik eller kørte vi af og til en tur når vi ønskede privathed.
I det hus vi var mest i, fik vi også behov for at vise, at vi følte os som en del af det rum, husets beboere skabte sammen. Vi satte blomster i køkkenet, lavede te og tørrede borde af, og på den måde tiltog vi os plads, samtidig med at vi markerede, at vi ønskede at være en del af husets fællesskab. Både gæster udefra og beboere fra andre huse bemærkede og kommenterede dette og enkelte mente, at vi havde boet i huset, selv om vi kun overnattede en enkelt gang.
I slutningen af feltarbejdet fik vi også behov for at tydeliggøre og markere, at vi havde skabt særligt tætte relationer til nogle af beboerne i huset. Dette gjorde vi for eksempel, da vi hjalp med at lave mad til Yosefs afskedsfest. Det foregik i fælleskøkkenet, hvor der også var beboere der lavede mad til sig selv eller strøg deres tøj. Vi, der deltog i forberedelserne til festen, skabte et privat rum omkring madlavningen - et rum, som altså var socialt afgrænset, og som fungerede som en markering af vores tilknytning til Yosef.
Vi markerede også vores relationer til beboerne i huset på andre måder. Som nævnt i forrige afsnit, kommer mange dagligdags handlinger - som at lukke døren - til at virke mere markante indenfor den ene kontekst centeret udgør. Når vi lagde vores tasker eller tog en middagslur på et bestemt værelse, blev det derfor en strategi til at markere vores sociale tilhørsforhold.
På samme måde markerede vi, at der var personer, vi ikke brød os om og som vi derfor ikke ønskede at blive sat i forbindelse med. Det gjorde vi ved at undgå at stå ved siden af dem, eller at bruge de toiletter de bestemte over.(2)
Den erfaring med rumskabelse vi fik, gav os en kropslig viden om at skabe privat rum indenfor asylcenterets rammer, som gjorde os i stand til i højere grad at se og forstå betydningen af de strategier, beboerne benytter. Denne forståelse gennem resonans, kunne vi så bruge til at stille os selv og beboerne spørgsmål, som vi ellers ikke ville have tænkt på - og dermed opnå en 'tykkere' forståelse. Vores brug af de samme strategier som beboerne blev altså en metode i undersøgelsen af rumskabelse, og det var i høj grad en metode vi kunne have arbejdet videre med, da det især var i slutningen af opholdet vi begyndte at bruge deres strategier.
For at komme beboernes strategier lidt nærmere, har vi valgt at bruge begreberne 'strategi' og 'taktik' fra Michel de Certeaus bog 'The Practice of Everyday Life' (1984). I den daglige praksis er strategi og taktik to overordnede 'ways of operating' - i vores tilfælde, måder at skabe privat rum. Strategien benyttes af den, som har magt til det. Ved hjælp af strategien kan individet skabe og operere udfra et eget sted, i abstrakt eller reel forstand. Dette sted er den klart afgrænsede 'base', hvorfra individet gennem strategien kan skabe relationer til omgivelserne (1984:35-36). Lad os tage et eksempel:
Da vi har været på centeret i cirka en uge, bliver vi inviteret til middag af husformanden i det hus, vi har opholdt os mest i. Indtil da har vi altid siddet i det fælles køkken og været husets gæster, og derfor tror vi, at vi som sædvanlig skal sidde i køkkenet og spise sammen med de andre. Men da han fjerner det bord, vi sidder ved og bærer det ind på sit værelse, går det op for os, at det er dér vi skal spise. Da maden er færdig, flytter han os og stolene ind på værelset. Det er tydeligt, at der ikke er andre inviterede end os. Mens vi er derinde er døren lukket, og de få andre beboere der banker på og stikker hovedet ind, går hurtigt igen. Da Jonathan går ud for at gå på toilettet, kommenterer en af de andre beboere det aflukkede rum med bemærkningen: "it's like a prison, huh…"
Både for os og for de andre i huset var det altså en meget markant måde, husformanden valgte at skabe et privat rum med os. Han er tillige den første, der gør os til sine private gæster. Det er et meget tydeligt eksempel på en strategi, fordi den er så fysisk konkret. Strategien skabes med udgangspunkt i et tydeligt afgrænset sted, det aflukkede værelse, som er husformandens eget, og som han har (om)skabt til formålet - taget borde og stole fra fælleskøkkenet. Dette kan han kun, fordi han som husformand har en høj position i huset. Men samtidig med at den høje position giver ham magt til at vælge en markant strategi, er han til en vis grad også tvunget til det. De Certeau citerer den preussiske militærteoretiker Clausewitz for at "power is bound by its very visibility" (1984:37).
Mens strategien altså først og fremmest bruges af den stærke, er taktikken den svages våben. Den der benytter taktikken bruger andres steder, når lejligheden byder sig; "It [taktikken] transforms another person's property into a space borrowed for a moment by a transient" (1984:xxi)(3). Ved at bruge en taktik satser individet altså på det rette tidspunkt, i modsætning til strategien som baserer sig på det permanente, egne sted. Et eksempel:
En formiddag kommer vi ind i et af husene. I køkkenet sidder en af beboerne alene og hører afrikansk musik. Majoriteten i huset er familier fra Montenegro, og normalt er det fælles køkken domineret af deres tilstedeværelse. I dette tilfælde er de til danskundervisning, og afrikaneren udnytter deres fravær til at have køkkenet for sig selv og høre musik, som ellers aldrig ville blive spillet der. Sålænge han kan, bruger han rummet til det, han har lyst til og gør det derigennem til et anderledes rum, end det plejer at være. Men i det øjeblik montenegrinerne kommer ned i huset, vil han være nødt til at trække sig tilbage. Det er netop karakteristisk for taktikken, at den giver en midlertidig gevinst: "whatever it wins, it does not keep" (1984:xix). Begreberne strategi og taktik er altså gode til at fremhæve, hvordan beboerens position i den sociale organisering påvirker de måder, han/hun kan skabe privat rum på. Dette er noget, vi vil vende tilbage til i næste afsnit.
Men inden da er der en metodisk pointe, vi gerne vil fremhæve. De to begreber er nemlig også gode til at åbne vores øjne for de mindre synlige måder at skabe privat rum på, altså taktikkerne. Da vi skulle finde de ovenstående eksempler, gik det nemlig op for os, at vi i høj grad har fokuseret på brugen af strategier, og overset taktikkerne. Denne skævvridning af vores billede er problematisk, fordi det gør, at vi først og fremmest registrerer de måder, de stærke beboere skaber privat rum på. Til gengæld er den måske ikke så underlig, taget i betragtning at det netop er en af de Certeaus pointer, at strategierne er uundgåeligt tydelige, mens taktikkerne er mere vanskelige at få øje på - de gemmer sig i detaljerne (1984:ix) (4). Samtidig drejede vores problemformulering sig i høj grad om afgrænsning af rum, og fordi det strategisk skabte private rum er så tydeligt afgrænset, kom vi i endnu højere grad til at fokusere på disse frem for taktikkerne.
Vi ville dog formodentlig have opdaget flere taktiske måder at skabe privat rum på, hvis vores feltarbejde havde varet længere. I den første del af feltarbejdet kom vi nemlig fortrinsvis i kontakt med de mest magtfulde beboere, og det var først imod slutningen at vi kom til at tale med dem, der havde en mindre fremtrædende position i huset.
I forrige afsnit viste vi, hvordan beboernes interne sociale organisering har betydning for, hvilke strategier eller taktikker de kan vælge til at skabe private rum. Men den sociale organisering er naturligvis mere kompleks end blot stærke og svage. Dette vil vi forsøge at forklare lidt nærmere ved hjælp af Pierre Bourdieus begreber 'socialt rum' og 'kapital' (1997).
Bourdieu taler om, at individerne i et givet samfund indtager nogle positioner i forhold til hinanden, og disse positioner danner tilsammen et 'socialt rum'. I dette rum indgår individerne i konstante kampe om at opnå de overordnede positioner (1997:54). Alle indgår imidlertid ikke i disse kampe på lige vilkår, men har forskellige mængder og sammensætninger af kapital (1997:21). Vi har valgt at se huset som et lille socialt rum, og den måde beboerne positionerer sig i forhold til hinanden, som et resultat af den kamp der foregår i det. I kampene har beboerne forskellige former for og mængder af kapital. I eksemplet ovenfor, er husformandens kapital først og fremmest knyttet til den formaliserede postion, han indtager(5) .
Vi har lagt mærke til to overordnede former for kapital, som er vigtige i huset. Den første består af de egenskaber som også gav kapital i det sociale rum asylansøgerne bevægede sig i, før de flygtede; for eksempel at være ældst eller at være en god vært. Den anden består af egenskaber som er særligt nyttige i netop det sociale rum, beboerne er i nu: at tale engelsk, at kunne bevare roen udadtil og ikke lade sig overvælde af sine bekymringer, at have overskud til andres bekymringer eller at kunne joke med det hele.
Kampen om at positionere sig i det sociale rum består i høj grad af en forhandling om, hvilke egenskaber der vejer tungest, især fordi situationen er forholdsvis ny for alle beboerne. Derfor er det i mange tilfælde ikke på forhånd givet, hvem der har mest samlet kapital, om end der er nogle egenskaber som næsten altid er vigtigere end alle andre, fx at være den ældste.
Beboernes positioner i det sociale rum som huset udgør, er således ikke statiske og der er dermed heller ikke tale om noget fasttømret mønster i, hvem der benytter strategier og hvem der benytter taktikker - og de fleste benytter sandsynligvis begge dele alt efter situationen, om end i varierende grader.
Ånund Brottveit taler om det eksistentielle feltarbejde; han definerer det som modpolen til det kontrollerede feltarbejde, hvor antropologen selv bestemmer agendaen dag for dag og gennemfører den. I det eksistentielle feltarbejde får informanterne i højere grad lov til at bestemme tid og sted, og hvilke emner der skal diskuteres (Brottveit i Nielsen 1996:204). Det var sådan vores feltarbejde kom til at forme sig - vi var fleksible og tilgængelige for vores informanter. Derfor blev det relativt let for dem at inddrage og bruge os i de strategier og taktikker, de valgte, når de skabte privat rum.
Som vi beskrev i afsnit 4.2. lever beboerne det meste af tiden i én kontekst, hvor kontakten til danskere er minimal. Derfor blev vores tilstedeværelse en kærkommen afbrydelse af monotonien, og der var en vis status forbundet med at være sammen med os - med Bourdieus ord blev vi kapital for beboerne. Som en konsekvens af dette blev de private rum, beboerne skabte med os af særlig høj værdi.
Til den middag med husformanden, som vi tidligere har beskrevet, vælger husformanden en markant strategi til at skabe et privat rum; han "stjæler" åbenlyst husets fælles gæster, hvis tilstedeværelse øger hele husets status. Han gør det tydeligt, at ingen andre beboere er inviteret med ind på værelset og vover altså at markere det private rum, han vil skabe med os meget stærkt. Netop fordi han har markeret sin intention om privathed med os så tydeligt, er det umuligt for de andre at træde ind i rummet. På den måde bruger han vores tilstedeværelse som en strategi til at afgrænse hans private rum fra det ikke-private rum.
Som vi skrev i afsnit 3, kan den sociale afgrænsning af det private rum forstærkes af en fysisk afgrænsning, og det skete i situationen med husformanden. Et eksempel på et privat rum der kun afgrænses socialt, og ikke fysisk, er det rum Amin skaber med Tine i den følgende situation. En dag da vi sidder i fælleskøkkenet og drikker te kommer en beboer, Ali, hjem efter at have været væk i flere dage. Han går rundt og giver hånd til alle om bordet, undtagen til Amin, og de to lader som om, de ikke ænser hinanden. Pludselig læner Amin sig imidlertid helt hen til Tine og begynder at tale meget fortroligt med hende om sin dårlige relation til Ali. Det er tydeligt at se på Ali, at han ved, hvad der bliver talt om, selvom han ikke kan høre, hvad der bliver sagt.
I denne situation kunne Amin, hvis han ville, have ventet med at fortælle Tine om sin dårlige relation til Ali til de to var alene; men han vælger at skabe et privat rum med hende midt i fælleskøkkenet - et rum der kun bliver afgrænset socialt. På den måde gør Amin sin intention om privathed med antropologerne meget eksplicit. Han ønsker imidlertid stort set kun at eksplicitere denne privathed, fordi den er af høj værdi og dermed kan bruges som en kraftig markering af hans position i forhold til Ali og resten af huset.
Til middagen med husformanden er rummet fysisk afgrænset, og det gør det lettere for ham at koncentrere sig om kommunikationen med os. Han kan så at sige vende koncentrationen indad i rummet. I situationen med Amin er det private rum udelukkende socialt afgrænset, og derfor bruger både Amin og Tine meget energi på at forholde sig til rummet omkring dem. Det er da heller ikke Amins formål, at han skal skabe et privat rum med Tine, hvor de kan vende koncentrationen mod hinanden. Derimod ønsker han at skabe et privat rum, hvor koncentrationen er vendt udad, imod grænsen mellem det private og det ikke-private. Ved netop at vende koncentrationen mod afgrænsningen bliver det private rum en tydeligere markering i forhold til Ali, som ikke kan undgå at bemærke, at denne afgrænsning først og fremmest er skabt for at holde ham ude.
De observationer vi har gjort os i forbindelse med afgrænsning og skabelse af privat rum, mener vi både er generelle for skabelsen af privat rum og specifikke for skabelsen af privat rum på et asylcenter. Det generelle er, at en fysisk afgrænsning af privat rum bevirker, at aktørerne ikke behøver at bruge så meget koncentration på at markere grænsen imellem det private og det ikke-private rum. Det specifikke i beboernes situation er, at det er meget vanskeligt for dem at afgrænse et privat rum på centeret fysisk. I stedet må de enten forlade centeret eller afgrænse rummet socialt. I den sociale afgrænsning må de hele tiden forholde sig til rummet omkring det private rum, de ønsker at skabe og er altså tvungne til at koncentrere sig om grænsen imellem det private og det ikke-private. Det fokus, der er på den sociale afgrænsning, bevirker at beboernes skabelse af private rum kommer til at virke som stærke markeringer i forhold til omgivelserne; stærkere end hvis de samme private rum blev skabt i sammenhænge, hvor de også kunne afgrænses fysisk.
Blandt andet fordi det er så svært at foretage en fysisk afgrænsning af privat rum på centeret, bliver det oplagt for beboerne at bruge vores tilstedeværelse instrumentelt i skabelsen af privat rum. Vi kan fungere som hegnspæle i afgrænsningen af rummet, og derfor bliver vi en ny strategi, beboeren kan bruge, når han/hun ønsker at skabe privat rum. Private rum med os var imidlertid af meget høj værdi, og det var kun beboere med en høj position, der åbenlyst kunne vælge os som strategi til afgrænsningen af deres private rum.
Der er nemlig - som vi tidligere har påpeget - en sammenhæng imellem den form for strategi, den enkelte kan vælge og den position han/hun har i den sociale organisering. En høj position muliggør og kræver et valg af en strategi, som tydeligt markerer den enkelte beboers intention om privathed. Beboere med en lavere position må imidlertid vælge en mindre synlig form for strategi (taktikken), hvor han/hun benytter sig af den rette situation til at skabe et privat rum.
Som beskrevet i afsnit 8 afgav vi ofte kontrollen med feltarbejdssituationen, og dette blev vigtigt i vores relation til vores informanter. Vores forskerrolle blev nedtonet for vores informanter og for os selv, hvilket gjorde det muligt for os at blive personligt involveret og etablere venskaber. Brottveit forklarer dette ved at sige, at når antropologen giver afkald på kontrollen i nogle situationer, åbner han/hun sig og viser tillid og en form for svaghed eller sårbarhed; en åbning der giver mere balance til det ulige forhold imellem antropolog og informanter (Brottveit i Nielsen 1996: 202).
Vi tror, at forudsætningen for vi udviklede så venskabelige relationer til mange informanter netop var, at vi åbnede os for dem. Når vi åbnede os, anstrengte vi os for at vise, hvilke personer vi var; vi forsøgte ikke at overbevise vores informanter om, at vi var som dem, men viste dem respekt og gjorde det tydeligt, at vi gerne ville lære af dem. Vi forsøgte at praktisere Rosalie Wax's ord om, at den vise antropolog forsøger at fastholde en bevidsthed og en respekt for det han/hun selv er, og en bevidsthed og respekt for det informanterne er (1971:48). Vi mener, at dette var med til at skabe den tillid og respekt hos vores informanter, som var det nødvendige grundlag for de venskabelige relationer, der opstod.
Denne venskabelige relation imellem os og beboerne gjorde, at vi ikke fik problemer med, at beboerne forvekslede os med personale. Vi oplevede imidlertid, at vi i interaktionen med personalet af og til måtte markere og klargøre vores rolle. Der var situationer, hvor de bad os om at hjælpe med at udføre opgaver, der var deciderede personaleopgaver, og som altså ville sætte os i direkte forbindelse med "office" - for eksempel da en medarbejder bad os om at hjælpe ham med at pakke en tvangsflyttet beboers personlige egendele sammen.
Naturligvis var der også beboere, der var i tvivl om vores funktion og rolle på centeret. Vi har senere fået at vide, at der var enkelte beboere, der var utrygge ved vores tilstedeværelse, fordi de troede, vi havde en eller anden form for tilknytning til Udlændingestyrelsen. Disse beboere mener selv, at hvis vi havde introduceret os selv mere formelt, ville de have været mere trygge ved os fra starten.
Men det problematiske ved vores dobbeltrolle som ven og forsker blev først for alvor tydelig, da vi fem uger efter feltarbejdets afslutning kom tilbage til asylcenteret for at fortælle beboerne om vores projekt. For første gang valgte vi at iscenesætte os selv som forskere; vi stod foran halvfjerds beboere og holdt et foredrag, som blev oversat til tre forskellige sprog.
Finn Sivert Nielsen beskriver, hvordan det først er, når du leverer dine resultater tilbage til felten, at det går op for mange af dine informanter, at de
" ...har vært empiri for deg, hele tiden, også når de trodde de ikke var det" (1996:233).
Det virkede som om, dette især var vanskeligt at håndtere for de informanter, som vi havde en meget tæt og venskabelig kontakt med. Indtil da havde der nemlig ikke været nogen tydelig grænse mellem, hvornår vi var forskere og hvornår vi var venner; hverken for dem eller for os. Efter tilbageleveringen fik flere af vores nære informanter en lidt formel distance til os, og de blev usikre på, om vi kun var der for at lave vores 'research'. Både under og efter feltarbejdet havde vi fortalt om, hvor mange feltnoter vi skrev hver aften om livet i lejren, og der var flere af vores informanter, som sagde at de også ville skrive om os. Alligevel var det som om, vores forskerrolle først blev virkelig for dem, da de så os praktisere den.
Grunden til vi havde valgt at tage tilbage var, at det føltes som en vigtig del af et feltarbejde at "give noget tilbage" til informanterne. Vi syntes, vi havde en forpligtelse til at dele vores arbejde med informanterne, og vi ønskede at give dem en mulighed for at komme med respons. Men vi var uforberedte på at håndtere konsekvenserne af at gøre rollen som forsker så tydelig. Efter foredraget var færdigt gik vi ned til vores hovedinformanter og forsøgte at lade som om, alting var som det plejede. Vi turde ikke stå ved den rolle, vi lige havde påtaget os, men havde i stedet behov for at bekræfte, at vi var venner; på den måde fratog vi vores informanter muligheden for at tale om og klargøre vores relation til dem. Vi kunne simpelthen ikke holde ud, at informanterne skulle tvivle på de venskabelige relationer, der var imellem dem og os, og vi formåede altså ikke at tage ansvar for den dobbeltrolle, vi lige selv havde iscenesat.
Vi startede denne opgave med at nævne den skepsis vi blev mødt med, da vi havde besluttet os for at lave feltarbejde blandt asylansøgere. Det var en bekymring som både gik på om vi ville kunne klare det, og på om asylansøgerne kunne klare det. I vores øjne var denne skepsis på én gang sund, og problematisk. Den forudsætter, at asylansøgere er skrøbelige individer, som det kræver en særlig kompetence at omgås, og dette er problematisk, fordi den gør afstanden imellem danskere og asylansøgere endnu større, end den allerede er. Derudover ligger der i denne skepsis en antagelse om, at asylansøgerne ikke formår at træffe egne valg og beslutninger; som for eksempel at bestemme om han/hun overhovedet ønsker at tale med en antropolog.
Vi har forsøgt at undgå dette passive billede af asylansøgere ved at fokusere på at de er aktører. Men de er aktører der handler inden for asylcenterets rammer. Ved at inddrage de rammer, som er skabt af den danske stat, og den betydning de har for asylansøgeren, har vores feltarbejde også fået en politisk dimension. Det har været svært for os at blive konfronteret med et asylsystem, som efter vores mening fratager individet basale rettigheder. Det er blevet endnu sværere af, at vi som repræsentanter for det danske samfund ofte har følt et ansvar for den måde, det er bygget op. Goffmans bog 'Asylums' er ikke bare en beskrivelse af totalinstitutionen, men også en kritik, og denne kritiske vinkel har vi forsøgt at overføre på asylsystemet ved at sammenligne centeret med en totalinstitution.
Som sagt var den skepsis vi mødte også sund. Den mindede os om, at asylansøgerne er i en særlig udsat situation. Efterhånden som vi lærte beboerne at kende, delte de deres bekymringer med os; de fortalte om smertefulde oplevelser, frygten for hvad der sker familien i hjemlandet og om en uvis fremtid. Dette gjorde de imidlertid kun, når de selv havde behov for det, og det var ikke et emne, vi tog initiativ til at tale om.
I stedet talte vi med dem om deres liv på centeret, og vores tilstedeværelse på centeret var først og fremmest fokuseret på nu og her. Ved at være noget nyt, et afbræk i monotonien, en 'event' som gav dagen eller ugen struktur kunne vi skabe nutid sammen med beboerne. Den fylder ellers ikke for asylansøgerne, som tænker mest på fortid, fremtid, og situationen i hjemlandet. Når en af beboerne fortalte at: "det er ikke godt at sidde inde på værelset - så tænker jeg for meget", var det netop den slags tanker han hentydede til.
Nutiden føles afskåret fra fortiden og fremtiden og det er netop en af grundene til, at den bliver 'tom' (se fx Spragge, 1993:73-77 og Larsen, 1998: 63-64). Det liv asylansøgerne lever nu, er meget langt fra det liv, de levede før, og i hverdagen er der hverken familie, arbejde eller et hjem. Samtidig ved de ikke, hvordan fremtiden vil komme til at se ud, og derfor har de ingen mulighed for at forberede sig på 'et nyt liv'. Når beboerne fortalte os at: "we eat, we sleep, we talk and we pray" var det ikke dækkende for, hvad de rent faktisk foretog sig, men derimod netop et tegn på hvor 'tom' de opfatter deres nuværende situation. Vores tilstedeværelse gjorde nutiden lidt mindre tom, fordi vi kom til at fungere som en måde at binde nutiden sammen med en mulig fremtid i Danmark, både ved at være danskere, og ved at være fremtidige venner og bekendte.
Vi tror, det var et rigtigt valg, at fokusere vores feltarbejde omkring beboernes nutid. Inden vi tog afsted blev vi foreslået at bruge livshistorier som metodisk indgangsvinkel, men denne metode ville sandsynligvis have været problematisk for os, fordi vi ikke ville have haft de nødvendige redskaber til at håndtere de historier, beboerne bærer på. Derfor er vi enige med Claus Habenicht Larsen, når han siger, at antropologer ikke må lade sig styre så meget af deres etnografiske nysgerrighed, at de glemmer at tænke over de konsekvenser, det har for begge parter at bede flygtninge om at fortælle om deres traumatiske oplevelser (1998:8).
Bourdieu, Pierre 1997: Af praktiske grunde: Omkring teorien om menneskelig handlen. København: Hans Reitzels Forlag.
de Certeau, Michel 1984 The Practice of Everyday Life. Berkeley: University of California Press.
Geertz, Clifford 1973: The Interpretation of Cultures. New York: Basic Books.
Goffman, Erving 1961: Asylums: Essays on the Social Situation of Mental Patients and Other Inmates. London: Penguin Books.
Larsen, Claus Habenicht 1998 Different times: A Study of the Conflict Between the Intentions and Outcome of a Danish Policy Experiment. Kandidatspeciale: Institut for Antropologi, Københavns Universitet.
Nielsen, Finn Sivert 1996: Nærmere kommer du ikke… Håndbok i antropologisk feltarbeid. Bergen: Fagbokforlaget.
Spradley, James P. 1979: The Ethnographic Interview. Fort Worth, Tx.: Harcourt Brace Jovanovich.
Spragge, Susan 1993: Asylansøgere i Danmark - En undersøgelse af asylansøgeres oplevelse af opholdet i et Dansk Røde Kors asylcenter. Kandidatspeciale: Institut for Antropologi, Københavns Universitet.
Wax, Rosalie H. 1971: Doing Fieldwork. Warnings and Advice. Chicago: University of Chicago Press.
Wikan, Unni 1992: Beyond the Words: The Power of Resonance. American Ethnologist 19 (3): 460-482.
1. Wikans ærinde med artiklen ('Beyond the Words: The Power of Resonance') er i høj grad at kritisere antropologiens overdrevne fokus på ord - tekst, diskurs, betydning…(1992:466). Derfor er hendes formuleringer noget skarpe, og hun siger da også: "Thick description(…) is not the answer" (1992:467). Da dette ikke er en epistemologisk diskussion, men en beskrivelse af hvordan vi har arbejdet, vil vi nøjes med at konstatere at vi har brugt resonans og 'thick description' som sideløbende og indbyrdes komplementerende måder at arbejde på.
2. Der var ét toilet i huset, som én af beboerne gjorde krav på; det gjorde han blandt andet ved at gøre det rent flere gange om dagen, hænge sedler på døren og omtale det som sit eget.
3. De Certeau beskriver læsning som en taktisk handling - teksten er forfatterens, men læseren transformerer den midlertidigt ved at 'bruge' den (1984:xxi). Således har vi, som alle andre læsere, også transformeret hans tekst, og gjort transformationen permanent i vores egen tekst. De Certeau ønsker at beskrive 'ways of operating' og ikke de individer som udfører dem. Derfor er det strategierne og taktikkerne som handler i hans sprog - som det fremgår af det foregående citat. For at lette overgangen til vores egne eksempler hvor det er personer der handler, har vi - så blidt som muligt - reintroduceret den aktør som er underforstået i de Certeaus tekst.
4. Hele formålet med 'The practice of everyday life' er da også at nå frem til et begrebsapparat som er i stand til at sætte almindelige menneskers daglige, men ofte oversete, taktiske brug og forbrug i centrum af analysen, fremfor den strategiske produktion af steder og strukturer - for eksempel at kunne beskrive og analysere hvordan fodgængeren på gaden bruger byen i stedet for hvordan byen blev planlagt og skabt (xi, 91-110).
5. På alle asylcentre er der såkaldt 'beboerdemokrati'. Det vil i dette tilfælde sige at hvert hus på centeret har valgt en husformand, som repræsenterer huset overfor office og de andre huse på det ugentlige 'husmøde'. Husformanden er altså formelt husets stemme og ikke nogen egentlig formand med ret til at tage beslutninger på husets vegne. Beboerne understregede selv dette: "He is not boss, we choose him - we are democratic". Det er imidlertid forbundet med meget status i forhold til de andre beboere, at være valgt til husformand.