Det nye som oplevelse
Metodiske skridt i Field’s
Signe Tillisch, Line Hillersdal & Mille Katrine Petersen
Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Fjerde semesters metode rapport
|
To download, print, or bookmark,
click: http://www.anthrobase.com/Txt/H/Hillersdal_Petersen_Tillisch_01.htm. |
Billedbilag
Download powerpoint presentation
The Grand Opening
Opmærksomhedens retning
Rumlige rammer
Field’s som felt
Det nyeste nye
Bagvedliggende strategier
En fragmenteret og flygtig felt
Opløftethed i Bilka
Deltagerobservation
Tilegnelse af nye rum
”Det kan I jo spørge jer selv om”
Fotografi som antropologisk metode
Lokale billeder
Viden som vare
Konklusion
Litteraturliste
Noter
"Det hele er lidt ligesom ved åbningen af De Olympiske Lege, bare i mindre målestok."(1), "Tusindvis af mennesker havde trodset studier og arbejde til fordel for åbningstilbud. Hele gigantcentrets første etage var ét stort menneskehav"(2), "Tja, jeg ved ikke, hvorfor jeg er taget herud i dag - det må være fordi, jeg er lidt tosset. Jeg skulle egentlig bare have en støvsuger til 900 kroner, men jeg endte med at komme af med 1.500 i alt"(3), "Vi støder ind i Bilkaeffekten eller er det EL-giganten-effekten i form af et veritabelt hav af målrettede og let sammenbidte mennesker."(4)
Field's åbner den 9. marts i år som det første superregionale storcenter i Danmark og det største i hele Skandinavien. Op til dagen er storkøbenhavnerne blevet bombarderet med reklamer, der opfordrer til at "Come together" i "Field's of Shopping", "Field's of Pleasure" og "Field's of Living", hvor man kan se hvad det nye center byder på, både af købstilbud såvel som af nye initiativer indenfor storcenterkonceptet. En af butikkerne i Field's har med sloganet "Denmark will never be the same again" lagt op til at centrets åbning er mere end bare 129 nye butikker der åbner samtidigt.(5) Opmærksomheden er stor på åbningsdagen, og over 200.000 mennesker lægger vejen forbi det, der indtil for nylig blot var en del af Fælleden på Vestamager. På Field's hjemmeside udtaler centerdirektør Marianne Christensen: "Vi er fuldstændigt overvældede og helt rundt på gulvet over den flotte modtagelse" (Field's: Web 2004), og dagen bliver da også afsluttet med fyrværkeri, der er et kongeligt bryllup værdigt.
Field's markedsføring af sig selv som noget særligt var noget af det første vi hæftede os ved i deres reklamemateriale: "Sjælen: Fornyelse og format. Mangfoldighed og rummelighed. Men også nærvær og samvær. En imødekommende atmosfære og vidt åbne døre. Come together." (Field's: Marts (b) 2004). Vores egen motivering for at lave feltarbejde i Field's var i høj grad båret af stedets nyhedsværdi. Vi havde alle selv oplevet mediedækningen af åbningen, og var nysgerrige efter at se, hvad der var anderledes og nyt ved Field's, udover placeringen i Ørestaden, Københavns nye og endnu ufærdige bydel.
I takt med at feltarbejdet skred frem, oplevede vi hvordan brugen af forskellige metodiske greb, gradvis bragte os indsigt i nye perspektiver på felten. Derfor har vi i opgavens udformning tilstræbt at fremskrive det analytiske og teoretiske niveau, set i lyset af vores brug af metoder gennem feltarbejdet. Dermed håber vi at synliggøre "an ethnography of ethnography" som Roger Sanjek beskriver vigtigheden af i "On ethnographic Validity" (Sanjek 1990:385).
Opgavens problemformulering er som følger: Fordi Field's er en del af et helt nyt urbant rum, og vores feltarbejde har fundet sted i centrets første livsfase, har vi valgt at lade begrebet nyhedsværdi fungere som rød tråd gennem opgaven. Dette betyder at vi vil beskæftige os med den måde hvorpå et nyt rum indtages, og herunder behandle massen som begreb samt hvordan skabelsen af privat rum foregår.
De fysiske rammer er noget der adskiller Field's fra andre centre i mere en én forstand. Udover at kunne opbyde nordens største samlede indendørs shoppingareal rummer Field's nemlig en række særlige rumlige faciliteter. Manden kan placeres i en sofa med en avis i "faderrummet", mens børnene parkeres i "legelandet" og konen ordner indkøbene, eller sørger for at familiens mindste får mad i "ammerummet". Disse fysiske rum fanger fra starten vores opmærksomhed, i det vi forestiller os, at folks adfærd ændrer sig fra de offentlige butiks- og gang arealer til de mere private rum som ammerummet, faderrummet og Arne Jacobsen Loungen(6). Imidlertid bliver det hurtigt klart for os at skabelsen af privat rum i højere grad foregår overalt i centret, betinget af folks individuelle agens.
Field's er et forbrugsrum, og som sådan er det at forbruge hovedformålet. Men centret er samtidig et moderne urbant rum, som på en gang simulerer og reproducerer byen. Det vil sige at centret i sin fysiske udformning kopierer byrummet i kraft af sine gader, pladser og gennemstrømningen af mennesker, men samtidig bliver et reelt byrum, fordi den aktivitet der karakteriserer byen er til stede (Sørensen 2001:163). Mennesker i et urbant rum er kendetegnet ved at fremstå som en anonym masse, hvilket i centret kommer til udtryk ved, at man oftest møder den anden som en fremmed. Massen i et urbant rum forstår vi derfor som en stor anonym menneskemængde, der interagerer i et momentant opstået socialt rum, samlet omkring en konkret handling. Når denne handling er afsluttet, vil massen opløse sig selv. Denne måde at forstå massefænomenet på er kendetegnende for, hvad Elias Canetti har kaldt den åbne masse (Canetti i Sørensen 2001:92).
At der netop befandt sig så mange mennesker i centret igennem feltarbejdsprocessen hænger sammen med, at det var nyt. Derfor er det vigtigt at bemærke, at fordi vores empiri stammer fra den første fase af storcentret Field's liv, vil et lignende feltarbejde nu eller om et år givetvis afstedkomme nogle andre resultater, da det så er blevet hverdag for både centret og dets brugere(7). Under feltarbejdet arbejdede vi med at forstå hvilke former for sociale rum, der opstår i interaktionen mellem de fysiske rammer, identitet og forbrug. Samtidig forsøgte vi at afdække, hvilke former for samvær vi kunne iagttage, samt hvilke storcentret Field's lagde op til. Med udgangspunkt i forholdet mellem de besøgendes agens og italesættelse af deres ophold i Field's samt konceptudviklernes intention og konkrete tilrettelæggelse, ønskede vi at belyse samspillet mellem privat og offentligt rum i storcentret (se Feltrapport, bilag 3).
Fysisk er Field's en kæmpe kolos af en sandstensbygning, med en omkreds på 1 kilometer, hvor der er plads til 153 forskellige butikker, men som arkitekten Bo Frost fortalte os, ligger der mange overvejelser om hvilken oplevelse man ønsker at give de besøgende i rummet bag: "Det skal ikke være for sterilt, det skal være sådan så folk ikke føler sig skræmte [...] Det forhold mange har til Illum, er at man kommer ind og får en dårlig behandling, eller sådan lidt oppe fra og ned behandling - den var man ikke interesseret i. Så det skulle være mere med" velkommen!"."
Bygherren og ejeren af halvdelen af centret(8) er den norske bygningsentreprenør Steen & Strøm, der er specialiseret i centerbyggerier og ejer 16 butikscentre alene i Danmark. Centerdirektøren Marianne Christensen er ansat af Steen & Strøm, og hun står for den daglige drift af Field's. Som det er typisk for et storcenter fremstår Field's som en samling af planlagte butikker (Sørensen 2001:163). Butikkerne i centret er således udvalgt i henhold til Field's overordnede "brand", der signalerer en særlig eksklusivitet. Det er således ikke alle typer butikker der kan leje sig ind, ligesom det heller ikke er tilfældigt, hvor de enkelte butikker er placeret: "Så det man simpelthen gør er at man får fat i det man kalder ankerstores først. Så ankerstoren her, det er Debenhams, det er Bilka, det er Stadium og det er El-giganten. Så det man forsøger, det er at få hjørnerne fastnaglet, og får man ligesom dem fastnaglet, så er centret roligt, så hviler det på sine fundamenter," beskrev Marianne Christensen for os. Hvad der yderligere underbygger forsøget på at markedsføre centret som specielt, er selve den indretningsarkitektoniske idé, der hviler på sloganet "Inspired by nature"(9). Dette synes at være et yderst konkretiseret billede på, hvordan centrets umiddelbart massive og indelukkede natur, er forsøgt opblødet ved at lade betonskelettet beklæde med naturens egne materialer i form af granit og sandsten, samt placere organisk udformet møblement af slebne sten, læder og træ rundt omkring i centret.
Vi havde alle tre været i Field's i løbet af åbningsugen, og havde derfor et forhåndskendskab til stedet, da vi startede feltarbejdet to uger efter åbningsdagen. Vi havde umiddelbart tænkt Field's som et offentligt tilgængeligt rum, hvor vi nemt kunne indgå i felten, da vi som potentielle forbrugere ligner de andre brugere i centret. Centret er privatejet, og der er regler for hvad man må og ikke må, hvilket vi orienterede os om via centrets piktogrammer og foldere. I løbet af den første uge tog vi kontakt til centerledelsen for om muligt at træffe interviewaftaler med repræsentanter fra Field's styringsgruppe. Selvom det blev pointeret for os, at travlhed var det der prægede foretagendet mest for øjeblikket, lykkedes det at få tre halvanden times interviews i stand med henholdsvis direktøren, den marketingansvarlige samt en af chefarkitekterne bag. De to førstnævnte formelle interviews foregik i ledelsens kontorlokaler, mens samtalen med arkitekten Bo Frost forløb under en grand tour rundt i centret, idet vi ønskede at få en personligt motiveret historie om de bagvedliggende intentioner i centrets rumlige udformning (Spradley 1972: 62-63). De tre formelle interviews blev optaget på diktafon og senere transskriberet.
I vores interaktion med brugerne lagde vi ud med at gøre brug af deltagerobservation samt uformelle interviews. Dette metodevalg foretog vi ud fra en antagelse om, at vi ved at indgå usynligt imellem centrets brugere samt eksplicit udspørge dem, både kunne tilegne os en kropsliggjort viden samt få italesat brugen af centret af brugerne selv. Også når vi således ikke "stagede" os selv som antropologer, oplevede vi i flere omgange at folk spurgte os om vej til toilettet, eller om de måtte tage møblementet i Arne Jacobsen Loungen i brug. Vores egen adfærd viste sig således også at afsløre noget om tilegnelsen af rum, idet vi befandt os i Field's gennem fire uger og hen ad vejen udviklede rummæssige præferencer. Tilegnelsen af rum var ikke kun noget vi selv erfarede, men også et fænomen vi så artikuleret i hele centret, bl.a. ved folks bevidste omgang med centerreglementet. Dette aspekt vil vi komme nærmere ind på i afsnittet "Tilegnelse af nye rum".
At åbningen af Field's overhovedet blev en begivenhed af den størrelse, som var tilfældet, mener vi bør ses i lyset af mediedækningen op til og i løbet af åbningsugen(10). Viden om hvad der foregår, og hvad der klassificeres som en begivenhed, er afhængig af formidling, og i denne forbindelse var det primært massemedierne, der udbredte denne viden. Medierne er markante aktører, når det gælder bestemmelse og formidling af den nyhedsværdi en begivenhed kan tillægges (Lund 2002:14). Begivenheder opnår nyhedsværdi ved, at en nyhed deles af flest mulige, og ønsket om at kende nyheden er attrået af flest mulige. Nyhedsværdi skal her forstås som den værdi, der i sig selv ligger i at noget er nyt. I medievidenskaben ses nyhedsværdibegrebet som indeholdende minimum to af følgende fem dimensioner: Sensation, aktualitet, væsentlighed, identifikation og konflikt (Mogensen 1999). Sensation, aktualitet og identifikation kan siges at være det der ligger i åbningen af et storcenter som Field's og dermed det der spilles på i medierne samt i Field's egen markedsføring, hvilket følgende citat fra bygherren Steen & Strøm også afspejler: "Det er denne nytænkning, der gør Field's til en destination, der er værd at rejse efter - og værd at bruge tid på." (Steen & Strøm 2004).
I Field's markedsføring umiddelbart efter åbningen handler det om at opretholde stedets nyhedsværdi. Centeret genskaber derfor igen og igen nyhedsværdien gennem for eksempel deres tilbudsavis, der slet og ret hedder "Nu,-". Avisen fungerer som den månedlige påmindelse om, at det er nu der skal handles, hvis man ikke vil gå glip af nye fantastiske tilbud og begivenheder (Field's: April og maj 2004).
Den masse der tiltrækkes af et sted som Field's, kan dermed siges at være en massemedieret masse. Det vil sige at der er tale om den generelle offentlighed, der er medieforbrugende og derved fremstår både som en art usynlig masse, karakteriseret ved "et stort antal fysisk spredte, men gennem den samtidige konsumtion af nyheden forenede individer" (Sørensen 2001:100), men også som en anonym masse der handler på den viden der formidles gennem medierne. Massen tiltrækkes af det der er nyt, fordi det nye skal indtages, eller som en informant siger: "Jamen, vi kunne være taget så mange andre steder hen, så det var jo et valg om at komme hen hvor det var nyt, ik', og der er mange der siger: "ih, har du været i Field's, det har vi" og "vi skal i næste weekend" og "vi var nogle af de første der var der", altså mærkelige ting ik', men det gør folk åbenbart, så det gør vi også. Det er man nødt til, det er lemmingeffekten."
Nyhedsværdien identificerede vi også i måden, hvorpå centret blev brugt. Der ligger en turistdiskurs over massens adfærd, der går ud over det at se og opleve centret. Når man tager på ferie for at se et nyt sted og få en oplevelse, vil man ofte dokumentere, at man har været der. I Field's observerede vi, at folk tog billeder af dem selv på shopping og sågar af deres indkøbsvogn foran hovedindgangen, ligesom opholdet i centret også inspirerede os selv til at begynde at tage billeder.
Måden hvorpå menneskemassen bevæger sig i centret, er tænkt med i Field's fysiske udformning. Det erfarede vi under vort interview med Field's direktør Marianne Christensen. Hun forklarede ud fra en plantegning, hvordan centret er tænkt som en "krop", og hvordan det gennem nøje butiksplanlægning er afgørende at "få skabt balance i denne her krop". Kropsmetaforikken brugte direktøren til at understrege, hvordan selve den arkitektoniske indretning var tænkt ind som et overlevelsesgrundlag for centret, idet den skal tilskynde til mest muligt forbrug. Der er mulighed for at sidde ned i centrets "hvileøer", der er spredt ud på gangarealerne. Disse opbyder dog ikke mere end hen ved 60 siddepladser i alt, i en bygning der kan rumme op til 28.000 mennesker. Det understreger centrets altoverskyggende formål, at føre folk rundt i centret - og ikke mindst ind i butikkerne. Direktøren uddybede denne hensigt: "Ved hjælp af de to vitale indgange, handler det om at få skabt et flow, der gør at folk bliver ført rundt i hele centret".
Intentionen om at få skabt et flow viser tilbage til de strategier, der ligger bag centret fra ledelsesniveau, for at Field's som forbrugsrum kan fungere optimalt. Som Michel de Certeau beskriver, er strategier knyttet til et bestemt sted, og bundet til en magtfaktor (De Certeau 1988:35-36). Denne "way of operating" er kendetegnet ved at have magten til at redefinere stedets regler, samt føre kontrol med om folk overholder disse. De Certeau taler om denne udøvelse af kontrol som "a panoptic practice" (De Certeau 1988:36).
Selv oplevede vi, hvordan vi gentagne gange ganske uforvarende følte os hægtet på et menneskeflow, der førte os ind i en butik eller i en vilkårlig retning, og som efterlod os med en stærk følelse af desorientering og tab af tidsfornemmelse. En af vore informanter i Bilka kommenterede ligeledes dette forhold spontant: "Normalt har jeg en rigtig god stedssans, men herinde er den fuldstændig elimineret".
En anden del af centrets strategi afspejlede sig i måden hvorpå arkitekten Bo Frost forklarede placeringen af hvileøerne for os: "Set med en kommerciel brille er det jo også dumt at proppe folk ind i sådan en tarm, hvor de kan sidde og ryge en smøg og så komme ud igen. Man har alt for meget firkantet handel og ikke-handel, hvor det der med at accentuere de der pausekunder, altså bruge dem som statister i det der game, det er skide smart." Ligeledes understregede Marianne Christensen for os, at "Hvis der er noget folk vil så er det at se på mennesker", hvilket centret udnytter strategisk.
Den form for selvspejling er ifølge Jean Baudrillard netop kendetegnende for menneskers opførsel i massesammenhæng. Væren i massen rummer et aspekt af imitation, som internt opleves som genuint. Det vil sige at, i det andre imiteres, skabes en identitetsfølelse hos den enkelte, som egentlig ikke har en oprindelse i individet, men netop stammer fra overfladen, fra de andre (Baudrillard i Sørensen 2001:84). Samtidig er det også det der knytter den enkelte til de andre, og skaber hvad man med Benedict Andersons ord kan kalde et forestillet (forbruger) fællesskab (Anderson 1983:7). I kraft af at man betragter og agerer iblandt andre, bekræftes man i at man er en del af en større helhed.
Fordi vi ønskede at tage et skridt videre og prøve at belyse denne "helheds-fornemmelse" fra delens synspunkt, forsøgte vi at spørge ind til informanternes grad af interaktion med andre under deres besøg i centret. I et forsøg på således at teste centrets slogan "Come together" i bogstavelig forstand, spurgte vi konkret om folk havde talt med andre i centret, udover ekspedienter og andet servicepersonale. Vi havde på forhånd en idé om, hvad folk ville svare, men ønskede at få informanterne til at sætte deres egne ord på det. Folk svarede, at de ikke havde kontaktet andre brugere, hvilket syntes at være en selvfølgelighed for dem. Vores forsøg på at udvise kulturel uvidenhed er ifølge Spradley et godt metodisk greb, når man er feltarbejder i eget samfund (Spradley 1979:64). I kraft af vores udprægede "indfødthed" i forhold til felten, havde vi på den anden side formentlig lettere ved at komme ind på livet af vores informanter, fordi vi jo samtidig var "én af deres egne" (Wulff 2000:154).
En fragmenteret og flygtig felt
Den største udfordring i vores feltarbejde har været feltens beskaffenhed, som vi oplevede som fragmenteret og flygtig. Feltens upersonlige karakter gjorde, at vi hver dag måtte præsentere vort projekt "from scratch", fordi den enorme gennemstrømning af mennesker ikke efterlod nogle faste informanter, som vi havde den grad af intimitet med, som man ofte tilstræber gennem den kvalitative metode. Omvendt erfarede vi, at dette faktum også gjorde, at vi i løbet af processen udviklede vores håndtering af selve interviewsituationen betydeligt. I den første tid havde vi benyttet os af noget, der kunne minde om en "hit and run" teknik. Senere i forløbet blev vi i stand til at fastholde informanterne i længere tid, samt få dem til at uddybe de meningstilkendegivelser vi fandt væsentlige.
Feltens karakter motiverede os til at lave uformelle interviews, som fandt sted i nogle af de konkrete fysiske rum. I interviewet tog vi udgangspunkt i informanternes brug af centret og det rum vi befandt os i. Vi anvendte ikke spørgeskema, diktafon eller anden noteringsform under interviewet, men tog udgangspunkt i en interviewguide (se bilag 2). Således formede samtalen sig efter informantens svar og vores uddybende spørgsmål. Denne interviewform stemmer overens med Finn Sivert Nielsens brede definition af det uformelle interview, som liggende i det diffuse felt mellem det formelle interview og ren observation, hvor antropologen veksler mellem at komme med indspil og forholde sig passiv (Nielsen 1996:110). Vi interviewede både som enkeltpersoner, men også i grupper af to og tre personer. Interviewene havde en varighed af ti minutter til en time, afhængig af informanternes interesse.
Generelt oplevede vi, at det var nemt at komme i kontakt med folk på denne måde, og at vores informanter gerne ville fortælle os om deres brug af centret. De fleste af informanterne var i Field's for første eller anden gang, og havde ikke de store indkøbsplaner, men var "bare ud for at kigge" som mange af dem sagde. Der var også flere af vores informanter der udtalte " jeg går ellers ikke i centre", selvom de befandt sig midt i Danmarks største. Når folk havde vænnet sig til, at vi ikke sad med et skema og krydsede af, åbnede flere af vores informanter lidt mere op, og vi hørte både om sygeplejerskers forhold i Finland og en forestående tur til Berlin. Som Anthony Cohen præciserer, kan det antropologiske interview minde om en kammeratlig samtale, hvor dumme spørgsmål er tilladte og afstikkere uundgåelige. På den måde kan antropologen skabe en tættere social relation til informanten, og dermed fordybe sig yderligere i felten (Cohen 1984:226).
Vores interaktion med informanterne i interviewene gav noget mere, end det vi blot kunne observere. For eksempel blev vi opmærksomme på at mange havde en forventning om at få en oplevelse, hvilket vi ikke umiddelbart kunne observere. Det stemmer overens med Cohens understregning af, at det essentielle i et antropologisk feltarbejde ligger i interaktionen med informanterne, og den interaktion sker blandt andet i interviews (Cohen 1984:225).
I selve interviewsituationen misforstod informanterne nogle gange vores interviewform, i det deres forventninger til at blive interviewet hang sammen med brugen af spørgeskema og notering. En amerikansk informant sagde efter at have snakket om hans indtryk af centret og svaret på andre af vores spørgsmål: "Now I have to stop talking, so you can ask me your questions.". Han forventede et mere struktureret interview, givetvis fordi den mest anvendte form for forbrugerinterview er kvantitativt, men fortsatte dog entusiastisk med at fortælle, da det gik op for ham at vi "bare" skulle snakke.
Misforståelsen af interviewformen tydeliggør forskellen mellem brugen af den kvalitative og kvantitative metode i samfundsvidenskabelige studier. Den kvalitative metode er karakteriseret ved at "dens erkendelsesinteresse vedrører kvaliteten af menneskers liv" (Hastrup 2003:404) dog uden at ville gøre denne kvalitet målbar. Fordi antropologien interesserer sig for kvaliteten frem for kvantiteten af data, er den ofte blevet kritiseres for at være uvidenskabelig (Sanjek 1990:393-394). I vores feltarbejde gjorde vi også brug af kvantitative data, i det vi fandt at disse kunne supplere og understøtte vores ellers kvalitative tilgang.(11)
For det meste skrev vi vores feltnoter ned lige efter interviewene, så indtrykkene og udtalelserne kunne være så friske som muligt, hvilket også er en af pointerne i bogen "Writing Ethnographic Fieldnotes". På den måde glemmer man ikke så meget, og de data man får er minimalt påvirkede af andre begivenheder (Emerson et al. 1995:46). Retrospektivt blev vi klar over, at manglen på diktafon, gjorde en stor forskel i den videre brug af dataene. Selvom vi havde noteret ned, følte vi en mangel på klare citater. Ligeledes blev vi opmærksomme på, at det der virkede unødvendigt i noteringssituationen, senere kunne vise sig vigtigt.
Efter den første uge i felten kunne vi se, hvordan de uformelle interviews vi lavede bar præg af en overfladiskhed, der udmøntede sig i en konstatering af at "alle siger det samme". Vi diskuterede om dette fænomen var et udtryk for en offentlig meningsdannelse, som folk valgte at gøre brug af, når de pludselig konfronteredes med at skulle reflektere over deres tilstedeværelse i centret. Fordi vi oplevede, hvordan de mange forskellige informanter kom med enslydende svar, reviderede og udvidede vi vores interviewguide i flere omgange. Ligeledes besluttede vi at afprøve andre metodiske tilgange, så som et fokusgruppeinterview og to grand tours med brugere rundt i centret. Da disse tilgange imidlertid ikke resulterede i markant ny viden om felten, reviderede vi vores idé om den offentlige meningsdannelses betydning. Ud fra erfaringen af at folk gav udtryk for samme holdning, planlagde vi at undersøge om denne enshed, også kunne spores gennem den måde, hvorpå folk agerede i praksis. Til det formål intensiverede vi brugen af deltagerobservation.
Vi greb fat i det oplevelsesaspekt vore informanter knyttede til centerkonteksten. Det at der lå en forventning om oplevelser som motivation til besøget i Field's, blev tydeligt da en midaldrende kvindelig informant sagde: "Der sker ikke så meget herude i dag, det er ikke ligesom ude på Fisketorvet - der sker tit et eller andet". Sammenligningen med andre centre i eventøjemed kom marketingchefen Lotte Eiskjær Andersen også ind på under vores interview med hende: "Altså vi vil gerne prøve at lave noget anderledes. Nu kommer melodi grand prix stjernen på lørdag, men han har heller ikke optrådt i andre centre. Vi prøver sådan at sige, at hvis vi skal have en kunstner ud så vil vi gerne have nogle kunstnere, som måske ikke lige har været ude på Fisketorvet." Dette viser direkte tilbage til den tidligere beskrevne attraktionsfaktor, der knyttes an til stedets nyhedsværdi, samt i hvor høj grad centret formår at markedsføre sig selv på anderledes og nytænkende tiltag.
For at afdække oplevelsesaspektet yderligere satte vi en fredag eftermiddag af til specifikt at lave deltagerobservation i lavprisvarehuset Bilka. Gennem eventkalenderen på Field's hjemmeside var vi informeret om, at der var oplevelser i vente i form af L´Oreals dansepiger og en kendis makeupartist. Det viste sig, at disse udefrakommende indslag langt fra var de eneste, der skulle krydre indkøbsoplevelsen. Allerede ved butiksindgangen fik vi stukket en eksklusivt indpakket vareprøve i hånden, indeholdende en rulle toiletpapir, vedlagt en seddel med ordene: "En særlig behagelig oplevelse". Således forekom oplevelsesaspektet slået fast fra starten med henvisning til en ellers uhyre ordinær foreteelse.
Overalt i varehuset vrimlede det med demonstrationsstande og smagsprøver på alt fra Tropesnacks til Påskebryg, samt en omeletanretning tilberedt og serveret af TVkokken Nikolaj Kirk. En kameramand med en Nordisk Film/TV2 T-shirt gik rundt og filmede, og der forekom at være noget "LIVE transmission" over hele butiksscenariet: Scenen var sat til indkøb i stor stil. Alle indslagene blandt kolonialvarerne fungerede som oplevelsesoaser, der gjorde den normalt nytteprægede praksis, i form af indkøb til noget der i højere grad kunne forveksles med en fornøjelig fredagsudflugt. Den konstante distraktionsfaktor gjorde, at vi følte os ført med af et særligt "flow" gennem butikken, som indebar en konkret kropslig disciplinering, der blev til i samspillet mellem det konkrete fysiske rum, menneskemængden og den række aktiviteter der foregik.
Fordi Field's er beliggende i en for os kendt dansk kontekst, og fordi selve centerkonceptet ikke er os fremmed, syntes det svært for os at opretholde den tilstræbelsesværdige antropologiske distance in situ (Nielsen 1996:161). Eftermiddagen i Bilka understregede tydeligt dette forhold for os gennem vore egne handlinger, idet vi konstant følte en konflikt mellem den deltagerobserverende antropologrolle og den informantlignende forbrugerrolle. Således deltog vi det ene øjeblik entusiastisk i en ro-konkurrence og diskuterede smagen af columbiansk kaffe, mens vi i næste nu tog analytiske noter og foretog fotografisk dokumentation. Det kan eksemplificere tendensen til at bevæge sig på grænsen til at "go native" i et feltarbejde som udføres i et samfund, som også er antropologens eget. Som Akhil Gupta og James Ferguson pointerer: "[T]he position "Native Ethnographer" itself blurs the subject/object distinction on which ethnography is conventionally founded." (Gupta & Ferguson 1997:33).
Fordelen ved at erfare den kropsliggjorte konflikt var, at vi i denne situation blev vores egne vigtigste informanter. Det blev for os en øvelse i at balancere mellem nærhed med felten, samt distancering fra samme. Det blev dermed en "golden opportunity" (Chagnon 1968:11-12), der understregede vor egen mediatorrolle i felten, samt henledte vores opmærksomhed på det centrale ved den oplevelsesterminologi, der blev knyttet til Field's. Konkret var dagen en særlig "eventproppet" en, men analytisk tjener den som et godt billede på hvori centrets overordnede tiltrækningskraft ligger, samt hvilke parametre der spilles på for at lokke brugerne til. Fordi Bilka havde sat scenen i oplevelsernes tegn, og menneskemængden var særlig stor, opstod der en slags kollektiv opløftethed blandt de tilstedeværende, som følge af oplevelsernes fortættede karakter. Empirisk kom det til udtryk i måden, hvorpå folk gik med på oplevelsespræmissen, ved at deltage i de forskellige konkurrencer med stor indlevelse, prøvesmage diverse vareprøver og flokvis stille sig op for at iagttage dansepigerne eller makeupartisten over længere tid (se billede nr. 1 og 2).
For at anskueliggøre oplevelsesaspektet på et analytisk plan, finder vi Émile Durkheims begreb effervescence anvendeligt. Effervescence betegner en form for intensivering af den dynamik, der ifølge Durkheim er et generelt træk ved socialt samvær, nemlig at kollektiv samhandling genererer en følelse, som individer ikke kan frembringe eller fastholde enkeltvis (Durkheim 2001:164). Som Durkheim skriver i "The Elementary Forms of Religious life":"Within a crowd moved by a common passion, we become susceptible to feelings and passions of which we are incapable on our own. And when the crowd is dissolved, when we find ourselves alone again and fall back to our usual level, we can then measure how far we were raised above ourselves." (Durkheim 2001:157).
"Hvad vi, som etnografer, kan fatte, afhænger af det rum, de andre er parate til at dele med os" skriver Kirsten Hastrup i "Det antropologiske projekt - om forbløffelse" (Hastrup1992:78). Omvendt kan man sige at antropologers adgang til viden ligeledes er bestemt af vores villighed til at indtage de rum, vi tilbydes af andre (Steffens 1995:12). Det var præcis i krydsfeltet mellem disse to udgangspunkter, vores deltagerobservation i Field's kom til at foregå. Fordi vi forsøgte at afdække hvilke praksisser, der for vore informanter var forbundet med centrets nyhedsværdi, blev vores deltagerobservation i felten en kontinuerlig stræben mod at investere os selv i rummet på lige fod med informanterne.
Fredagen i Bilka åbnede i særdeleshed vores øjne for, hvori deltagerobservationens forcer ligger i forhold til det antropologiske feltarbejde. Vi oplevede, hvordan den særlige stemning i forbrugsrummet i udpræget grad blev kropsliggjort hos os selv. Det gjorde os i stand til at nærme os studieobjektet på en anden måde end tidligere. Som Elizabeth Tonkin bruger Strathern til at præcisere: "[I]t is only by entering a realm of meaning that we can make it properly meaningful for ourselves" (Strathern i Tonkin 1984:220). Da der er ting folk ikke siger, enten fordi de ikke har lyst, eller fordi de ikke ved hvordan de skal udtrykke det, bidrog kombinationen af deltagelse og observation med en indsigt, der udvidede vores antropologiske forståelse af felten. Samtidig skabte kropsliggørelsen rum for en refleksivitet hos os selv, der banede vej for en erkendelse af, at der var forskellige niveauer i måden hvorpå ledelsen og brugerne italesatte og agerede i centret.
Nyhedsværdien og oplevelsesaspektet har som beskrevet en stor tiltrækningskraft på brugerne, der tager til Field's. Åbningen kan ses som en begyndende territorialiseringsproces, hvor brugerne tog centret i besiddelse i et forsøg på at gøre det til deres ud fra en idé om, at det nye skal gøres kendt og oplevelserne en del af deres verden.
En territorialiseringsproces kan forstås ud fra det, Arjun Appadurai beskriver som "the production of locality", hvor "locality"(12) betegner den sociale proces, der knytter eller genererer betydning for mennesker til et bestemt sted. Locality er ikke fysisk, men knytter sig til det fysiske "neighbourhood", som er de konkrete sociale former, enten rumlige eller virtuelle. Locality og neighbourhood forudsætter hinanden, da det er gennem produktionen af locality at neighbourhood bliver skabt, men uden neighbourhood kan locality ikke knytte sig til noget (Appadurai 1995:208).
Da vi talte med lederen af vagtpersonalet, beskrev han de første uger i Field's, hvor de havde haft problemer med nogle "urolige elementer, indvandrebander, der prøver at se om centret kan blive deres sted." Det drejede sig om indvandrerbander fra hele Storkøbenhavn, der i de første uger prøvede at få magten over stedet ved at hænge ud og markere sig, hvilket vagten fortalte, var normalt i forbindelse med en centeråbning. Det førte både til voldsepisoder og anholdelser, men ifølge vagten havde deres kontante behandling af uromagerne betydet, at det ikke længere var et problem. Disse markeringer kan ses som et mislykket forsøg fra indvandrerbandernes side på at skabe locality i Field's som neighbourhood. Det fungerer også som et billede på de grundlæggende ritualer, Appadurai beskriver, der forekommer i forbindelse med markering eller opretholdelse af locality (Appadurai 1995:208-209).
Videre kan man sige, at for at et sted kan blive bærer af tilknytning, kræver det en produktion af lokale subjekter. Som et eksempel på en sådan proces nævner Appadurai, hvad han kalder "a ceremony of naming" (Appadurai 1995:205). Det ukendte skal have et navn, og bedømmelser af centret var da også noget af det vi hyppigst mødte i vores samtaler med informanter. Udsagn som: "Jeg er ikke imponeret, det er ucharmerende", "Det er et spændende sted" og "Jeg ved ikke om det bliver det store hit" karakteriserede manges første indtryk af stedet. Pressen deltog også i denne proces med navne som for eksempel "Slagmarken"(13), "Myretuen"(14) og "Forbrugstemplet"(15).
Arkitekten Bo Frost beskrev, at han var overrasket over den tid folk brugte på at se centret an og fortalte os: "Jeg hørte også nogen der stod og snakkede på vej op ad en rulletrappe, "nej, men man skulle lige herud en fire gange, sådan inden man havde fundet ud af hvor de forskellige butikker var", sådan inden hvad? - inden man sådan rigtig rykker ind eller hvad?". Det at brugerne ikke tager Field's til sig med det første, ser vi som udtryk for en begyndende skabelse af locality, hvor folk over tid med deres fysiske væren og refleksioner over centret skaber et sted, der både defineres af dem og bliver deres.
Overtrædelse af centerreglementet ser vi også som en måde at generere personligt rum på. Det er forbudt at ryge i Field's(16), men de første par uger blev der røget overalt på gangene i centret, og vagterne gik i konstant rutefart mellem brugerne for at håndhæve reglementet. Folk ignorerede generelt "rygning forbudt" skiltningen, og lod sig i stedet inspirere af, hvad andre af centrets brugere gjorde.
Omgåelsen af rygeforbudet kan ses som et eksempel på det, at centret blev en skueplads for forhandling af rum, imellem centerreglementets reguleringer samt forbrugsrummet generelle målsætning overfor den brug der defineredes af de mennesker, der opholdt sig i centret. Måden disse to niveauer interagerer, kan anskueliggøres med De Certeaus begreber strategi og taktik, hvor vi allerede har været inde på dele af centrets bagvedliggende strategier i forbindelse med flowet i centret. Taktik er derimod en praksis der udøves i "the space of the other" og ved hjælp af tilfældet (De Certeau 1984:34-37). Når De Certeau beskriver den taktiske praksis som et "making do", handler det om at kunne dreje nogle forhold til egen fordel (De Certeau 1984:29). Rygningen i centret kan ses som brugernes taktik til at gøre centret deres, i det de bevidst undlader at følge centrets regler, og dermed udfordrer den overordnede strategi.
Et eksempel på en gruppe brugere, der benytter taktik i skabelsen af locality, er teenagerne. De har som nogle af de første indtaget rummet for blot at hænge ud og se hvad der sker, og følger dermed ikke forbrugsflowet. Nogle af de unge piger vi talte med havde indenfor åbningsugen været i centret tre gange, og "har du ikke engang været der endnu!?" var svaret til veninden, der først var mødt frem på centrets sjette åbningsdag. Lokale unge fra Tårnby og Kastrup fortalte, at de fik fri fra skole på åbningsdagen og andre, at de havde pjækket hele den første uge Field's havde åbent. De unge forbruger generelt ikke særlig meget, dem vi spurgte havde f.eks. delt en pizza eller købt en slush-ice på de fire-fem timer, de havde opholdt sig i centret.
Teenagerne i centret bruger taktik, idet de låner af forbrugsrummets signalværdi, men ikke køber noget. Field's har en politik om, at det ikke skal blive et sted hvor man hænger ud, og vagterne må smide dem ud der "hænger" for meget, som nævnt i forbindelse med indvandrerbanderne. Den politik kan ses som en del af deres strategi, hvor det gælder om at få brugerne så meget rundt i centret som muligt. At teenagerne så omgår strategien, ved at købe en slush-ice der varer fire timer, og ellers bare hænger ud og skriver sms'er, kan ses som en taktik fra deres side, som indtil videre er lykkedes. I modsætning til indvandrerbander formår teenagerne at skabe locality omkring Field's, da vagterne ikke kan smide dem ud, så længe de spiser en is og ikke generer de andre brugere.
"Det kan I jo spørge jer selv om"
Skabelsen af locality blev en ny måde at anskueliggøre væren i massen og ageren i centret på. Vi havde dermed fået blik for, at vores informanter fortolkede deres besøg i centret individuelt, selvom de var en del af det store flow. Vi ville gerne have flere aspekter af dette niveau, samt få informanter til at italesætte nogle af de emner, der kunne forekomme dem selvfølgelige. I vores interview med marketingschefen havde vi fået svaret: "Det kan I jo spørge jer selv om!", da vi spurgte: "Hvorfor bliver folk tiltrukket af noget fordi det er nyt?". Da hun efterfølgende alligevel gav sig i kast med at besvare spørgsmålet, blev det blot endnu klarere hvordan emnet "nyhedsværdi" for hende rummede så stor en grad af selvfølgelighed, at hun selv havde vanskeligt ved overhovedet at sætte ord på fænomenets beskaffenhed.
Som Nielsen pointerer finder det ordløse udtryk gennem andre medier end det sproglige (Nielsen 1996:142), i allerhøjeste grad gennem kropsligt indlejrede adfærdsmønstre. I vores stræben efter at komme "hinsides ordene" i vor antropologiske analyse (Hastrup i Nielsen 1996:143), introducerede vi derfor to uger inde i feltarbejdsprocessen brugen af fotografi, ved selv at begynde at tage billeder i centret. Dette metodiske greb foretog vi til at begynde med ud fra en forestilling om, at vi kunne bruge fotografierne som supplerende visuel præsentation af felten, samt til selv at se Field's lidt udefra. Samtidig tilstræbte vi at udvise den form for metodisk fleksibilitet i feltarbejdet, som Rosalie Wax pointerer vigtigheden af (Wax 1971:10). Vi ønskede ikke at lade en metodisk indskrænkethed begrænse os, med hensyn til tilgængeligheden af den viden vi ønskede at afdække.
Fotografi som antropologisk metode
I alt tog vi omkring 300 digitale billeder i Field's, som man kan dele op i to typer. Den ene type var fotografier, som vi havde planlagt ud fra en forudgående antagelse om, at billederne kunne illustrere en bestemt analytisk pointe. Den anden type var mere spontane fotografier, som vi blot tog fordi vi syntes der opstod et sjovt, spændende eller anderledes motiv. Vi var ikke bevidste om opdelingen i de to typer fotografier, da vi begyndte at fotografere, men denne distinktion blev iøjnefaldende for os da vi begyndte at reflektere over billederne.
Vores to typer af fotografier kan sammenlignes med begreberne "extension of the mind" og "extension of the eye", som bliver introduceret i bogen "Rethinking Visual Anthropology" omkring de diskussioner Gregory Bateson og Margaret Mead havde om anvendelsen af visuel etnografi (MacDougall 1997:292). Bateson er tilhænger af den form for fotografering, der bliver betegnet extension of the mind, og som hviler på en forudgående analyse, hvor fotografiet tages for at illustrere noget bestemt. Meads holdning er derimod, at man kan udnytte den visuelle metode bedst i etnografisk sammenhæng, hvis man først fotograferer og derpå analyserer (extension of the eye). I dag vil man sige, at der er tale om analyse i begge tilfælde, men vi oplevede at de to former for fotografier alligevel gav forskellige indgange til dataene.
Et eksempel på nogle planlagte fotografier vi tog, var en tur med metroen, hvor vi ville vise hvordan togvognene bliver tømt for mennesker, når toget stopper ved Field's. Vi havde observeret, at der efter kl. 16 normalt var mange mennesker med metroen, men den dag vi valgte at tage fotografierne, var der ikke særlig mange passagerer. For at få de fotografier vi ville have, måtte vi derfor "snyde" lidt, ved at vente på en metro med flere passagerer og på den måde få den mest "sigende" billedserie. Denne form for filtrering af data kan sammenlignes med, hvordan vi ved hjælp af en sproglig vignet, også kunne have valgt at fremstille dette forhold på den mest hensigtsmæssige måde (se bilag 4, s. 3). Konstruktionen af den sproglige versus den visuelle fortælling foregår på de samme vilkår. Men brugen af den fotografiske metode i metroen tydeliggjorde for os, hvordan udvælgelsesaspektet rent faktisk foregår i databehandlingssituationen.
Med hensyn til de spontane fotografier, opdagede vi gennem vor efterfølgende analyse nogle aspekter, som vi ikke var opmærksomme på da vi tog billederne. Rundt omkring på hvileøerne i centret, kunne vi ud fra vores fotografier afdække folks forskellige brug af hvileøerne. Vi så at folk ikke bare slappede af, men eksempelvis også åbnede deres nyindkøbte varer for straks at tage dem i brug (se billede 3 og 4). Denne brug af hvileøerne, som måske ikke er overraskende, blev dog ikke italesat i vores interviews, og vi blev derfor først opmærksomme på den, da vi studerede vores fotografier nærmere. Måden vi fotograferede på, samt valget af vores motiver, viste samtidig tilbage på nogle normsæt, og vi opdagede hvordan vi brugte kameraet socialt, i det vi på turistagtig vis også tog billeder af hinanden i forskellige situationer i felten.
Wax pointerer, at enhver feltarbejdssituation kræver sin egen individuelle strategi, og denne strategi influeres af omstændighederne (Wax 1971:7). Vi erfarede, hvordan introduktionen af fotografi i feltarbejdet åbnede vores øjne for nye perspektiver på felten, og besluttede derfor at lade metoden bøje sig i materialets retning (Hastrup 2003:399). Til det formål udvidede vi brugen af fotografi som metodisk greb til også at omfatte vores direkte interaktion med informanterne, og introducerede en metodisk form vi har kaldt fotonarrativer. Helt konkret uddelte vi engangskameraer til velvillige informanter(17), som blev stillet til opgave at fotografere deres shoppingtur. På baggrund af de indfødtes fotografier, foretog vi derefter dybdegående interviews med udgangspunkt i deres billeder.
Med fotonarrativerne kunne vi opnå en viden om, hvordan centerbrugerne tillagde rummet betydning og i hvilken relation til husets idé som helhed, det blev artikuleret. Dernæst ønskede vi, at få afdækket om brugerne gjorde brug af taktik, når de var i centret, og derved skabte et personligt defineret rum. Vi havde i vores problemformulering for feltarbejdet opereret med en idé om en udfoldelse af det private i en offentlig sfære. Men da centret fremstår mere eksplicit reguleret, end vi i udgangspunktet havde antaget, finder vi det mere præcist at tale om centrets strategier, imod hvilke centerbrugeres taktikker udfolder sig. De Certeau beskriver, at selv om man er i et rum defineret af andre, vil der stadig være en fleksibilitet i den praksis, der udøves som betyder, at folk kan "select fragments taken from the vast ensemble of production in order to compose new stories with them" (De Certeau 1984:35).
Vi introducerede fotonarrativerne med dette niveau for øje. Billederne fungerede som omdrejningspunkt for generering af personlige narrativer, hvor informanterne italesatte personlige emner, og tilkendegav meninger, ud fra de spontane associationer de fik ved at gense centret gennem billedmaterialet. John Collier, der er en af de allerførste pionerer indenfor brugen af fotografi i den antropologiske analyse, skriver: "Methodologically, the only way we can use the full record of the camera is through the projective interpretation by the native" (Collier 1967:49).
Samtalen omkring fotografierne gav os mulighed for at se centret gennem andres, nemlig vore informanters øjne, eller i hvert fald få en idé om hvordan de betragtede og brugte centret. Sarah Pink præciserer: "Photographic interviews can allow ethnographers and informants to discuss images in ways that may create a "bridge" between their different experiences of reality" (Pink 2001:69). Dette afstedkom den form for refleksivitet hos informanterne, som vi ikke havde fået afdækket i lige så høj grad, gennem de andre former for interviews vi havde foretaget. Ligeledes gav det os som feltarbejdere en mulighed for at spørge ind til helt konkrete ting på billederne, uden at det forekom informanterne påfaldende eller upassende. Vi følte dermed, at vi fik adgang til et nyt perspektiv, der kunne hjælpe os med at afdække flere sider af den efterstræbte "ordløse" viden vi søgte (Nielsen 1996:143).
Vi havde i begyndelsen haft nogle konkrete rumlige afsæt i nogle af storcentrets rum, men fotografierne opviste på en måde nogle yderligere rumlige afsæt, og fungerede som et medium til at skabe personligt rum. En af vores informanter var af sted med hele familien på fire i Field's. Det som blev tydeligst under vores interview, var på den ene side en afstandtagen til centret, udtrykt ved en markering af hvem han i stedet knytter rummet Field's til. Han siger (se billede 5): "Jeg tror Field's bliver så lækkert for alle dem der bor på sydkysten. Og det er det, det her billede viser. Der er 2 af muhamedansk oprindelse vil Glistrup jo sige, og en tredje som heller ikke ser dansk ud, som går forbi med en indkøbsvogn proppet med juicer og ting på tilbud og så bag dem er der en fotostat af en meget lækker nordisk sild på ca. 19 som sidder i et møblement, som i hvert fald ikke er hendes eget, fyldt med stilige ting. Det er sådan et møblement, som man måske vil attrå, når man kommer fra sydkysten, og forestiller sig rigdom og luksus."
På den anden side er der også en anerkendelse af centrets tiltrækning og virkemidler. På reklamerne i centret reagerer samme informant (se billede 6): "Det er altså wauw sat sammen. Altså, det er stærkt lystbetonet, de vil gerne ha' at man får lyst til at handle lidt lækkert med hjem." og videre (se billede 7): "At der er mange gode tilbud samlet på et sted, det er interessant for en familie som os i hvert fald, […] jeg ved ikke hvad, men noget alle børnene og os selv lige skal have til den nye sæson, et par ekstra badebukser og hvad det kan være, sommertøj det kunne man sikkert effektivt få samlet ind derude, ved at gå rundt en halv eller hel dag, og ungerne kan lege og spise deres kantinemad, det elsker de jo." Denne dobbelthed i informantens holdninger blev særlig synlig på grund af billederne. Billedmaterialets konkrete karakter syntes her ligefrem at være med til at legitimere informantens udsagn overfor ham selv.
I kraft af at fotografier ligner fakta, det vil sige noget som kan ses med det blotte øje, behøver informanten ikke at føle, at han røber hemmeligheder eller afslører særlige holdninger (Collier 1967:48). Dette kan så paradoksalt nok vise sig at være tilfældet i endnu højere grad end ellers, fordi fotografiet ligefrem kan synes at underbygge og dermed legitimere en given holdning.
Vi oplevede dermed, hvordan den visuelle tilgang var med til at hjælpe det verbale på vej såvel som, at det der var vanskeligt at udtrykke verbalt, blev skildret meget eksakt og sigende via billederne. Dertil opdagede vi, hvordan fotografierne skabte en form for fastholdelse(18) af felten. Dette gjorde den analytisk tilgængelig på en anden måde, som gjorde det muligt at indfange ny viden.
Vi erfarede også at informanterne bruger kameraet taktisk. En informant fremhæver, et billede han har taget af centrets herretoilet i funktionalistisk design. Om billedet siger han (se billede 8): "Ja. Jeg tog det med vilje med sådan lidt skæve linier, og det var fordi jeg syntes, at det var næsten for sterilt. Det er jo kæmpesmukt, flot øh hvad hedder sådan nogle porcelænsting der, flot lys og sådan noget. Så jeg syntes, at jeg simpelthen var nødt til at give det et lille vrid, så det er vredet 8-10 grader." Fotografiet artikulerer informantens holdning til det specifikke sted, men bliver samtidig mediet, hvorigennem centrets udtryk konkret redefineres.
En anden af vores informanter blev stoppet af vagtpersonalet op til flere gange under hendes tur rundt i centret med kamera. Efter to uger uden problemer med almindelig turistfotografering, og ikke mindst vores egne 300 digitale billeder, var det pludselig blevet forbudt at fotografere. Det var selvfølgelig lidt pinligt at erfare i mødet med informanten bagefter, men vores informant lod sig imidlertid ikke slå ud, og hun fik sågar en vagt til at stille op til fotografering (se billede 9): "Han kiggede da jeg kom gående med kameraet i hånden ikke… Og så fik han også lige forklaringen på hvorfor jeg nu var her og sådan noget der… Men, jeg synes bare lige han skulle være prikken over i´et, ikke… Så det syntes han var… Det var OK… […] det ville han godt være med til. -Altså jeg skulle bare heller ikke sige det til nogen, at han sådan stillede sig op". Handlingen at tage billedet gav informanten mulighed for en forhandling af centerreglementet.
Vi blev selv mødt med en lignende henstilling fra vagtpersonalet: "Det er nu forbudt at fotografere af sikkerhedsmæssige årsager". I centret så vi intet "fotografi forbudt" piktogram noget sted, men derimod andre der forbød både skateboard, rulleskøjter, løbehjul samt et piktogram der fortalte, at stedet er kameraovervåget. Centret havde tydeligvis ikke formuleret nogen klar politik på området, og vi havde ikke bedt om særlig tilladelse. Fotografering virkede så oplagt tilladt, da vi løbende havde set andre billedmagere i aktion i centret. Fotograferingen efterviser på samme måde som eksemplet med rygning, at centret fordi det er nyt endnu ikke er fuldt ud defineret og rummet stod derfor åbent for fortolkning og forhandling.
Måden vi selv kom ind i felten på, viser også tilbage på brugen af en særlig taktik. Eftersom vi valgte at anskue Field's som ethvert andet offentligt rum, spurgte vi således først ledelsen om lov i løbet af den første uge vi opholdt os i Field's. Det viste sig at være en heldig taktisk manøvre, da felten måske ikke ville have været tilgængelig, hvis vi havde kontaktet ledelsen på forhånd. Under vores interview med direktøren blev det understreget for os, at viden er en vare som alt muligt andet:" Vi lader ikke alle gå rundt og lave interviews. Det her er jo et rigtigt godt sted at foretage en analyse og det vil vi ikke udsætte brugerne for. Enten laver vi det på en måde hvor man ikke står og spørger brugerne med spørgeskemaer osv., men hvor man trækker dem op i et lokale og betaler for det. Mange virksomheder betaler mange penge for analyser. Det gør vi også i andre centre."
Selvom vi fik lov at fortsætte feltarbejdet (uden at betale for det!), understregede Marianne Christensen, at hun gerne ville orienteres om, hvornår vi befandt os i centret. Vi diskuterede i kølvandet på dette, om det var fordi vi potentielt kunne skabe en viden Field's ikke er interesseret i af forskellige grunde. Dette afspejlede et etisk dilemma omkring vores egen vidensproduktion i rummet, fordi den blev så eksplicit politiseret af direktøren. Vi havde ikke selv på forhånd reflekteret så meget over den grad af kontrol, som centret søgte at udøve, og der gjorde os til potentielle "farlige forskere". Efterfølgende påvirkede denne eksplicitering af kontrol vores egen færden, idet vi blev særligt opmærksomme på vores egen og andres regelbrud.
Det at vi selv havde sat dagsordenen for vores projekt, og allerede var i gang med undersøgelsen, adskilte vort arbejde fra andre projekter direktøren refererede til, som var inviteret af Field's for at belyse en specifik problemstilling. Vores taktik lå i at behandle Field's som et åbent og offentligt tilgængeligt rum, vel vidende at centret er privatejet. Den måde vores "indtrængen" blev mødt, afdækkede dermed et niveau af hemmeligholdelse samt en varegørelse af viden, vi ikke på forhånd havde haft for øje. Et pudsigt eksempel var, at vi kun kunne få en verbal beskrivelse og et hurtigt kig på resultaterne fra de kvantitative analyser, centret selv havde foretaget, men ikke måtte få en kopi til brug i vores eget projekt. Fordi vi ikke udførte "bestilt" arbejde, kunne vi ikke læne os op af en på forhånd afgrænset problemstilling, men havde til gengæld en frihed til at dykke ned i felten og afdække de niveauer, vi selv fandt interessante.
Nyhedsværdien drev os til Field's, og det viste sig også at være et centralt aspekt ved vores felt. Nyhedsværdien i sig selv var den store attraktionsfaktor, der lokkede menneskemængderne til. Vi fik italesat, hvordan vores informanter knyttede nyhedsværdi og oplevelser til centret, fordi det var nyt, og det fik os til at se på brugernes indtagelse af centret som en territorialiseringsproces, med det formål at generere locality og dermed gøre det nye rum til deres.
Vi endte med at beskæftige os med hele centret som felt, fordi vi ikke fandt nogen væsentlig distinktion mellem offentligt og privat rum i de særlige fysiske rum, vi i udgangspunktet havde fokus på. Til gengæld så vi, at folk skabte privat rum omkring dem selv i deres færden gennem hele centret. Fordi vores felt umiddelbart bar præg af en overfladiskhed, arbejdede vi gennem hele vort feltarbejde med en idé om at komme i dybden. Vi afprøvede således forskellige metodiske greb, og i brugen af foto fandt vi et medie, der hjalp os med at forstå, at den dybde vi ønskede at afdække, reflekterede tilbage på overfladen. På den måde erkendte vi, at feltarbejdet som proces arbejder med antropologen selv, og identifikationen af den "sigende" viden først senere åbenbarer sig.
Som feltarbejdere i en del af vores eget samfund, var vi opmærksomme på, at der var en fare for at "go native". Vi oplevede ikke desto mindre at netop dobbeltrollen som både antropolog og forbruger, kunne bruges interessant analytisk. Retrospektivt kunne vi reetablerede den antropologiske distance, og dermed bruge vores egen status af indfødt som et greb, der åbnede op for et andet perspektiv på felten.
Tilskyndelsen til at tænke foto som et metodisk redskab optog os meget igennem feltarbejdet, idet vi syntes denne tilgang supplerede de andre metodiske perspektiver, vi havde arbejdet med ved at bidrage med ny viden. Udgangspunktet i det "indfødte" billede gav informanten et særligt ejerskab over interviewsituationen, som vi ikke havde oplevet før. Det skabte en engageret interaktion, der i nogen grad opvejede den mangel på intimitet, vi følte i felten.
Det urbane rums særlige karakter udfordrede os til at være metodisk fleksible. Særligt blev det en øjenåbner for os at anvende en visuel tilgang i feltarbejdet, om end vi i vores brug af metoden må siges at være drevet af en pionerånd, hvilket betyder, at metoderne naturligvis kan udbygges betragteligt. Vi forestiller os, at feltarbejdere i lignende rum også vil kunne drage udbytte af at lade sig inspirere af en visuel tilgang.
Anderson, Benedict. 1983 Imagined Communities: Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. New York, NY: Verso.
Appadurai, Arjun. 1995 The Production of Locality. I: Counterworks. Managing the Diversity of Knowledge. Richard Fardon (red.) New York. Routledge. s. 204-223
Chagnon, Napoleon A. 1968 Yanomamö. The Fierce People. New York. Holt, Rinehardt & Wilson, s.10-13.
Cohen, Anthony P. 1984 Informants. I: Ethnographic Research R. F. Ellen (red.) London: Academic Press. s. 223-229.
Collier, John. 1967 Visual Anthropology: Photography as a Research Method. New York: Holt, Reinhart and Winston.
Corneliussen, Carl Johan. 2004 I: Jyllands-Posten 10. marts 2004 8. sektion s. 1
De Certeau, Michel. 2002 [1984] The Practice of Everyday Life. University of California Press
Durkheim, Émile. 2001 [1912] The Elementary Forms of Religious Life. Oxford: Oxford University Press
Emerson, Robert M., Rachel I. Fretz & Linda L. Shaw. 1995 Writing up Fieldnotes 1: From Field to Desk. I: Writing Ethnographic Fieldnotes. Chicago: University of Chicago Press, s. 39-65.
Field's:
Marts (a) 2004: Fields of Shopping (#1)
Marts (b) 2004: Fields of Shopping - come together (#2)
April 2004: Fields of Shopping - come together (#3) inklusiv NU,- april 2004
Maj 2004: Fields of Shopping - come together (#4) inklusiv NU,- maj 2004
Web 2004: "Field's fester med over 200.000 gæster" under Nyheder/Presse den
9. marts 2004 på www.fields.dk (pr. den 6. juni 2004)
Gupta, Akhil & James Ferguson. 1997 Discipline and practice: 'The Field' as Site, Method, and Location in Anthropology. I: Anthropological Locations: Boundaries and Grounds of a Field Science. Berkeley. University of California Press. s. 1-46
Hastrup, Kirsten. 1992 Det antropologiske projekt - om forbløffelse. København. Gyldendal
Hastrup, Kirsten. 2003 Ind i Verden. Antropologisk metode i disse tider. København: Hans Reitzels Forlag.
Krusell, Jesper. 2004 Kunderne ramte muren i Fields. I: Berlingske Tidende onsdag den 10. marts 2004.
Lund, Anker Brink. 2002 Den redigerende magt - nyhedsinstitutionens politiske indflydelse. Århus: Århus Universitetsforlag.
MacDougall, David. 1997 The visual in anthropology I: Rethinking Visual Anthropology Marcus Banks & Howard Morphy (red.) London: Yale University Press
Mogensen, Kirsten. 1999 Nyhedsværdi: Normative journalistiske nyhedskriterier. Arbejdspapir til 14. Nordiske konference for medie- og kommunikationsforskning, Göteborg. www.jmg.gu.se/fsmk/papers/mogensen.html (pr. den 6. juni 2004)
Nielsen, Finn Sivert. 1996 Usagt, uskrevet, ugjort. I: Nærmere kommer du ikke... Håndbok i antropologisk feltarbeid. Bergen: Fagbokforlaget.
Nilsson, Kirsten. 2004 Familien Danmark til forbrugsfest. I: Urban, onsdag den 10. marts 2004.
Nyvang, Annette. 2004 Slagmarken. Politiken 4. sektion, side 6, søndag den 14. marts 2004.
Pink, Sarah. 2001 Doing Visual Ethnography: Images, Media and Representation in Research. Sage Publications: London
Rifbjerg, Synne. 2004 Feltarbejde. Weekendavisen nr. 11. 8. - 14. marts 2004.
Ritzau. 2004 Fields slap med lettere kaos ved åbning. Ritzau, tirsdag den 9. marts 2004.
Sanjek, Roger. 1990 On Ethnographic Validity. I: Fieldnotes. The Makings of Anthropology. Roger Sanjek (red.) Ithaca: Cornell University Press, s. 385-413.
Spradley, James P. 1979 Interviewing an Informant. I: The Ethnographic Interview. Fort Worth, Texas: Harcourt Brace Jovanovich College Publishers.
Steen & Strøm. http://www.steenstroem.dk/pages/centre/detail.asp?PageID=125&CatID=15&FromPage=2&SubFromPage=17 (pr. den 6. juni 2004)
Steffens, Vibeke. 1995 Hinsides forestillingen om det forudsigelige. I Tidsskriftet Antropologi 31: Metode. København: Foreningen Stofskifte
Sørensen, Dorte Odde. 2001 Masse og socialitet : en kultursociologisk analyse af shopping mall'en. København: Handelshøjskolen i København, Det Økonomiske Fakultet.
Tonkin, Elizabeth. 1984 Participant observation. I: Ethnographic Research R. F. Ellen (red.) London: Academic Press.s.216-223.
Wax, Rosalie H. 1971 Theoretical Presuppositions of Fieldwork. I: Doing Fieldwork. Warnings and Advice. Chicago: University of Chicago Press, s.3-14.
Wulff, Helena. 2000 Access to a Closed World. Methods for a Multilocale Study on Ballet as a Career. I: Constructing the Field. Ethnographic Fieldwork in the Contemporary World. Vered Amit (red.). London. Routledge. s.147-161
1. Nilsson, Kirsten: Familien Danmark til forbrugsfest. Onsdag den 10. marts 2004. Urban
2. Ritzau: Fields slap med lettere kaos ved åbning. Tirsdag den 9. marts. Ritzau
3. Krusell, Jesper: Kunderne ramte muren i Fields. Onsdag den 10. marts 2004. Berlingske Tidende
4. Rifbjerg, Synne: Feltarbejde 8. - 14. marts 2004. Weekendavisen nr. 11.
5. Field's er udformet med plads til 153 butikker, men ved åbningen af centret var alle butiksarealer endnu
ikke udlejede eller færdigindrettede.
6. Arne Jacobsen Loungen er et af de nye rumkoncepter i Field's. Rummet er tænkt som en kombination af
pauserum og en mulighed for at stifte bekendtskab med Arne Jacobsens design.
7. Vi har valgt at bruge betegnelsen brugere snarere end besøgene eller kunder, i det brugere inkluderer
både dem der køber ind og dem der blot kigger i Field's.
8. TK development var den anden del af bygherre-teamet, men de har senere solgt deres halvdel til et tysk
ejendomsselskab.
9. Dette slogan bliver beskrevet på en planche udenfor administrationslokalerne i Field's.
10. En dækning der nu fortsættes med TV2's dokumentarfilmserie "Shopping: Bag facaden på
Skandinaviens største indkøbscenter", som er en dokumentarfilmserie i 8 dele om de første hektiske uger
af Field's liv, hvor af den første sendtes tirsdag d. 1.juni kl. 20.35.
11. F.eks. talte vi hvor mange brugere, der kom med metroen, opgjorde antallet af siddepladser i centret og
fik indsigt i nogle af Field's egne kvantitative analyser.
12. Vi har valgt ikke at oversætte Appadurais begreber, fordi vi ikke finder de danske oversættelser
"lokalitet" og "nabolag" for dækkende.
13. Nyvang, Annette: Slagmarkens åbningsdag. 14. marts 2004, 4. sektion, side 6. Politiken
14. Corneliussen, Carl Johan: Field's: Så kom der liv i myretuen 10. marts 2004 8. sektion s. 1. Jyllands-Posten
15. Unavngiven: "Forbrugstemplet" 14. marts 2004. Fyns Stiftstidende
16. Rygeforbudet gælder dog ikke i restaurantområdet.
17. Vi satte fire fotonarrativ par og grupper i gang, men desværre undlod en gruppe af unge drenge at
vende tilbage.
18. I det fotografiet konkret "fryser" et givent tids- og steds-moment, som vi så lavede til nye rumlige
afsæt.