Morten Damborg, Camilla Fruelund & Anne-Mette Hermansen - Welcome to the Real World: Et essay om seksten flygtninges møde med Danmark og tre studerendes møde med det antropologiske felt

Welcome to the Real World
Et essay om seksten flygtninges møde med Danmark og tre studerendes møde med det antropologiske felt

Institut for Antropologi, Københavns Universitet
4. semesteressay i kvalitative metoder

Indholdsfortegnelse

"In Denmark there is freedom, but not equality"
41-årig politisk flygtning fra Irak

"Danish society is very nice for Danish people"
50-årig politisk flygtning fra Irak

Denne opgave er tilegnet vores informanter. Alle navne er ændret af hensyn til informanterne.

Tak til vores vejledere, Michael Whyte og Helle Jørgensen, for indsigtsfulde kommentarer.

1.0 Welcome to the Real World

"There were so many people trying to get into Denmark. I saw the control. Foreigners were pulled aside. [...]. They just took me with them. I guess they sent most of the others home. But they kept me. It was horrible, I was worried about everything. At this point it feels like there is no time. Everything has stopped. It is a very strange feeling. You don't know what's going to happen. I did not have anything to say. [...]. I was tired after six hours of flying and after fourteen years of trouble. I had never thought about being a refugee in Europe. I would not be a refugee. [...]. I was removed to the basement office in the airport. They took my bags and put me in a small room. There was nothing in it. No windows. Empty room. They allowed me to use the bathroom, and they told me they would send me to Sandholm".

"Bussen fra Valby Station afgår planmæssigt. Jeg kan ikke rigtigt forholde mig til projektet, mens jeg endnu er på Sjælland. Men da bussen triller i land i Aarhus, begynder jeg at mærke nervøsiteten. Bussen kører ud ad Randersvej i Aarhus, og jeg lægger mærke til, at det ikke adskiller sig væsentligt fra at køre ud ad Roskildevej i København. Det slår mig, hvordan mange steder i dette land ligner hinanden. De samme marker og bondegårde sammensætter landskabet. Jeg ankommer kl. 18.15. David henter mig på busterminalen. Vi får øjenkontakt, og han nærmer sig forsigtigt. Vi giver hinanden hånden, og på vej ud af busterminalen siger han: "Welcome to the real world. Forget Copenhagen for the next ten days, now you are part of our family".

Dette essay handler dels om flygtninges forhold i Danmark og dels om vores eget møde med det antropologiske felt og dets metoder. I essayet beskriver vi først vores felt og vores informanter med fokus på de metodiske erfaringer, vi har gjort os i løbet af feltarbejdet. Dernæst følger et analytisk afsnit, der har til hensigt at påpege nogle problemer omkring flygtninges hverdagsliv i Danmark. Inden afslutningen diskuteres fagets videnskabelighed og ikke mindst anvendelighed i forhold til et projekt som vores.

1.1 Feltet

Udgangspunktet for vores feltarbejde har været at se på forholdene for flygtninge på starthjælp. Starthjælpen, der svarer til cirka halvdelen af kontanthjælpen, er en ydelse, som bliver tildelt flygtninge, der er kommet til Danmark efter 1. juli 2002. Vores motivation for at vælge dette felt har været en interesse i den verserende politiske debat om starthjælpen og i forlængelse heraf, hvordan vi behandler flygtninge i Danmark. Der er ingen tvivl om, at integrationen af flygtninge og indvandrere i Danmark udgør et højst politiseret felt. Flygtninge og indvandrere er konstant i mediernes søgelys, og integrationen af dem er et af de hedeste debatemner i politik. Vi mener, at antropologien i denne sammenhæng kan bidrage med oplysninger, som hentes dér, hvor de politiske beslutninger får praktiske konsekvenser.

Starthjælpen er dog kommet til at spille en mindre væsentlig rolle for vores projekt end tiltænkt. - Vi oplevede, at det i mange sammenhænge ikke umiddelbart var starthjælpen, der havde betydning for det sociale liv, men lige så meget andre faktorer, der spillede ind, f.eks. dynamikker i familierne og mellem familierne og deres omgangskreds, psykologiske faktorer for det enkelte familiemedlem mv. Vi har derfor fundet det mere oplagt at se generelt på, hvad det er for problemer vores informanter oplever, når de kommer til Danmark.

Vi fulgte et råd om at holde konteksten så bred som mulig og valgte derfor at suge alle de informationer, vi fik i løbet af de fire ugers feltarbejde, til os. Overordnet skulle det dog være informationer, der kunne belyse vores informanters situation i forhold til den nye kontekst, som Danmark udgør for dem. Det betyder, at vi hos vores hovedinformanter både så på børnenes situation og på de voksnes, at vi så på relationerne indadtil i familien såvel som udadtil. Vi var med børnene i skole og talte med lærere og integrationspædagoger, med forældrene på arbejde og talte med chefer og med, når familien tog på besøg hos venner, på hospitalet osv. Det har været godt at holde et bredt fokus og være med til "det hele", for det har givet os en grundlæggende forståelse for vores informanters hverdagsliv.

1.2 Felten og vores informanter

Vores feltarbejde har været multisited, idet vores informanter er bosat henholdsvist i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Den største del af feltarbejdet er foregået hos en irakisk flygtningefamilie i Jylland, som vi har boet hos i sammenlagt 4 uger (hver 9-10 dage). Opholdet hos familien gav os mulighed for at udføre fuld deltagerobservation. Endvidere gav vores adskilte ophold hos familien os god mulighed for at foretage en form for triangulering. Vi kunne arbejde videre med iagttagelser, den forrige feltarbejder havde foretaget, og vi oplevede værdien af at være flere, der fik de samme historier fortalt. Historierne fik forskelligt tilsnit alt efter, hvem de blev fortalt til, og konteksten, hvori de blev fortalt. - Vores køn, alder og livssituation blev tydeligvis bestemmende for, hvilket forhold vi udviklede til familien, og dermed, hvilke informationer vi fik (Tonkin 1984:221-222). En enkelt gang oplevede vi at få direkte modstridende fortællinger om den samme episode.

Vi syntes, at det var nødvendigt at perspektivere vores studie af flygtningefamilien i Jylland, og valgte derfor at kontakte fire andre familier på starthjælp; to irakiske flygtningefamilier, en somalisk flygtningefamilie og en pakistansk indvandrerfamilie⁽¹⁾. Hos disse familier har vi foretaget kvalitative og narrative interview. Derudover har vi snakket med flygtninge og indvandrere i to af Dansk Flygtningehjælps netværkshuse. Vi har ikke tilstræbt repræsentativitet, men det var vigtigt for os at høre forskellige historier om, hvordan det er at være flygtning i Danmark. - På hvilke punkter lignede eller adskilte historierne sig fra hinanden. Vi mener, at vi gennem et studie af enkelte flygtninge på starthjælp kan pege på nogle fælles præmisser for flygtninge i Danmark. Vi tilstræbte at studere den situation, informanterne var i, snarere end informanterne selv. Man kan sige, at vores resultater er generalisérbare i den udstrækning, metoderne er konsistente. Vi vil diskutere den antropologiske videnskabelighed i afsnit 5.

2.0 Metoder

Kontekstens betydning er velkendt i antropologien. Det erfarede vi, da Anne-Mette til en aften hos Dansk Flygtningehjælp mødte en kvinde fra Uruguay. Kvinden var begejstret for, at Anne-Mette kunne tale spansk, og de talte længe sammen. En uge senere mødte Anne-Mette den samme kvinde til en latinamerikansk fest. Nu ønskede kvinden imidlertid ikke at snakke. Den aften havde hun behov for at positionere sig anderledes i forhold til Anne-Mette. Det var hende, som hørte til, og Anne-Mette, der var den fremmede. Dette eksempel viser vigtigheden af at tage højde for konteksten, når vi skal evaluere og tilpasse vores metoder, fordi informanterne og vi skifter position alt efter, hvilken kontekst vi befinder os i. Under feltarbejdet måtte vi være fintfølende med hensyn til, hvilken metode der ville være hensigtsmæssig at gøre brug af i forskellige situationer.

2.1 Livshistorier

Det narrative interview har fyldt en del i vores feltarbejde. I starten havde vi vanskeligt ved at finde ud af præcis, hvad vi skulle stille op med livshistorierne. Men senere oplevede vi det, som flere teoretikere, der har skrevet om det narrative interview, pointerer: At fortællerne, gennem fortællingen om deres liv, fremstiller sig selv på en bestemt måde, således at livshistorien bliver en form for identitetsskabelse (Horsdal 1999:145-147, du Boulay & Williams 1984:248). Marianne Horsdal fokuserer på, hvordan livshistorien er et selvportræt, og tilføjer, at det er vigtigt for alle mennesker at dele deres erfaringer med andre og igennem fortællingen om dem selv og deres liv at skabe mening (Horsdal 1999:103-104). En pakistansk mand fortæller om tiden før han kom til Danmark:

"And every day when I go in the street, I meet about a hundred people and they say me like a doctor: Hello Doctor, hello. Like this. Because I'm son of a doctor. And every person respect me and this is also very good for me".

Informationerne, vi fik gennem de narrative interview, blev meget vigtige for vores analyser, da vores analyser er baseret på en fænomenologisk tilgang: Hvordan informanterne oplever mødet med og opholdet i Danmark. Derudover gav en irakisk mand udtryk for, at det havde en terapeutisk virkning på ham at fortælle om sit liv. En enkelt sagde, at han huskede vigtige begivenheder, han havde glemt. Horsdal skriver, at det narrative interview kan give fortællerne et overblik over deres liv (Horsdal 1999:104). Et overblik, de muligvis har vanskeligt ved at opretholde i deres nuværende situation.

De narrative interview virkede som en god baggrundsinformation om vores informanter, og de informationer, der ellers fulgte, gav mere mening på denne baggrund. Desuden var de med til at perspektivere informanternes liv i Danmark for os (Langless & Frank 1985:32).

2.2 Det kvalitative interview

De kvalitative interview har bragt os mange kvaler. Først og fremmest blev vi stærkt begrænset af sproglige komplikationer. Mange af informanterne talte ikke særligt godt dansk (interviewene er foregået dels på dansk, dels på engelsk), og ofte måtte vi gætte lidt på betydningen af det, de sagde. Når vi dernæst forsøgte at spørge ind til emnet, svarede de ofte bekræftende på det, vi troede, de måske havde sagt, og på den måde blev vi alt andet end neutrale interviewere. Erving Goffman taler om, at folk ofte kun har fragmenter af forståelse, og idet der bliver stillet et spørgsmål, skabes der en sammenhæng, som måske ikke eksisterede i forvejen.⁽²⁾ Derudover voldte det os problemer at indkredse de ting, vi syntes var væsentlige at vide noget om. Spørgsmålene blev ofte meget kategoriske og værdiladede. Vi blev i løbet af feltarbejdet ved med at evaluere vores spørgsmål, og til sidst fandt vi ud af, at interviewene fungerede bedst, når vi benyttede en form for spørgeguide. I spørgeguiden stod de emner, vi gerne ville vide noget om, men det var op til situationen, hvordan spørgsmålene blev stillet. Det førte til mere afslappede samtaler, men det hjalp ikke i neutralitetshenseende.

Vi forsøgte os også udi et fokusgruppeinterview med fire flygtninge i et af Dansk Flygtningehjælps netværkshuse. Vi ønskede at få dem til at diskutere indbyrdes og derved komme rundt om emner, vi ikke selv havde tænkt på, og som vi kunne trække på videre i feltarbejdet. Interviewet fungerede dog ikke efter hensigten, fordi informanterne var mere opsatte på at fortælle deres individuelle livshistorier frem for at diskutere deres situation med de andre.

En vigtig pointe er, at selvom det kvalitative interview voldte os kvaler, fik vi alligevel mange værdifulde oplysninger under vores interviewbesøg. Vi havde overskud til at lægge mærke til andet end det, der blev sagt. Det var f.eks. interaktionen mellem familiemedlemmer, eller hvordan informanterne positionerede sig i forhold til os.

2.3 Deltagerobservation

"Jeg laver lasagne og står med forklædet på, da Sahar og Omar kommer hjem fra skole. Jeg føler mig lidt som en tysk Hausfrau i en Kinder-reklame, men der er også noget meget trygt ved rollen".

Deltagerobservationen har givet os mulighed for at træde ind i det felt, hvor vores informanter befinder sig. Det har givet os mulighed for i korte øjeblikke at se fra deres perspektiv, og vi har, som Finn Sivert Nielsen siger, følt, at nærmere kom vi ikke (Nielsen 1996:165). Det betyder ikke, at vi oplever nøjagtigt det, informanten oplever i samme situation, men det giver os et bedre indblik i informantens liv. I vores feltarbejde var deltagerobservationen vigtig, fordi vores informanter ikke altid var i stand til at udtrykke med ord det, de ønskede at fortælle os - vi måtte se, hvordan de levede deres liv, og leve sammen med dem for at danne os et samlet indtryk.

Clifford Geertz skriver: "Anthropologists don't study villages […] they study in villages" (Geertz 1973:22). Dermed mener han, at vi som forskere ikke udelukkende betragter feltet udefra, men træder ind i det felt, der er genstand for vores undersøgelse, og deri afvikler aktiviteter med de folk, vi ønsker at lære mere om. Der er således en exceptionel nærhed i forskningsmetoden, og denne nærhed giver en helt speciel, kropslig forståelse af, hvordan andre mennesker forstår sig selv og verden (Nielsen 1996:142-143). De informationer, vi har fået, befinder sig således på mange forståelsesplaner.

Ifølge Elizabeth Tonkin hviler den moderne antropologi også på den erfaring, man får gennem feltarbejdet. Ulempen ved deltagerobservationen er dog, at der ligger noget modstridende i selve betegnelsen; man kan ikke til fulde observere og deltage på samme tid (Tonkin 1984:218-219). Men man kan deltage fuldt og derefter bringe oplevelsen med ind i de øvrige observationer, man foretager. Deltagerobservationen bygger på den måde et fundament under de øvrige informationer.

3.0 Positionering i felten

Som feltarbejdere oplevede vi gentagne gange at blive positioneret af felten - langt mere end selv at have kontrollen og positionere os i forhold til felten. Rosalie Wax skriver i Doing Fieldwork. Warnings and Advice, at et felt kan være mere eller mindre gearet til at tage imod antropologien som sådan og en antropolog i særdeleshed. Nogle steder egner sig bedre til at lave antropologi end andre (Wax 1971:8). Vores felt var på mange måder gearet til at tage imod os, samtidig med at visse forhold komplicerede vores interaktion med informanterne og skabte forvirring om, hvad vores rolle var, både hos os selv og hos informanterne. Dette afsnit vil handle om positionering i felten og om de mange dagsordener, der var på spil i forhold til formålet med vores projekt. Det vil lede os frem til en diskussion om reciprocitet og om de etiske dilemmaer, der kan følge med, når man laver feltarbejde om det, der med en undervisers ord er "real people's real needs".⁽³⁾

3.1 Videnskabelig neutralitet

Inden feltarbejdet gik i gang diskuterede vi neutralitet. Vi havde et ønske om at træde ind i felten så neutrale som muligt. Måske var vores overbevisning en smule unuanceret og naiv. Emerson, Fretz og Shaw skriver i en bog, der primært behandler processen omkring at tage noter i felten og behandle dem analytisk bagefter, Writing Ethnographic Fieldnotes, at antropologen i skrivningen af sine notater altid er influeret af teoretiske interesser, personlige overbevisninger, moralske og politiske standpunkter (Emerson, Fretz & Shaw 1995:42-43). Ifølge forfatterne er det ikke muligt i udgangspunktet at forholde sig neutralt til den undersøgelse, man skal foretage, men det er heller ikke nødvendigvis ønskværdigt. Det vigtige er, at man kan redegøre for sin bias. Selvom forfatterne beskæftiger sig med noteskrivning mener vi, at man kan overføre nogle af deres indsigter til feltarbejdssituationen og forskningsprocessen som helhed. Vi mente i udgangspunktet, at vores informanter tilhørte en gruppe, der blev forskelsbehandlet i det danske velfærdssystem og ikke fik den fornødne økonomiske støtte til at leve et værdigt liv i Danmark. Alligevel ønskede vi først og fremmest at spørge til vores informanters oplevelse af situationen, som vi håbede ville nuancere sammenhængene for os.

I kontakten med vores informanter blev det vanskeligt at opretholde neutraliteten. Vi blev i mange situationer eksplicit afkrævet vores mening om starthjælpen og den danske regering. Selvom vores vejleder havde anbefalet os at forholde os neutrale, fordi det ikke var vores mening om flygtninges situation, der var interessant, men at vores opgave var at få deres oplevelser og historier frem, så blev det svært at undgå at svare. Vi følte også, at vores informanter havde ret til at udbede sig vores mening. For dem var det vigtigt at vide noget om os, for at de kunne placere os i forhold til sig selv og deres situation, og for at de kunne have en fornemmelse af, hvad de kunne forvente, at vi efterfølgende ville gøre med de informationer de gav os.

3.2 Agendaer

Det var bestemt ikke kun os, der havde en agenda. Det var i lige så høj grad vores informanter. Vi havde ikke på forhånd regnet med, at vores informanter i lige så høj grad som os havde en idé om, hvad projektet gik ud på, og hvad det skulle munde ud i. Det mærkede vi f.eks. i interviewsituationer, hvor vi et par gange oplevede, at informanterne ikke svarede på vores spørgsmål, men havde en egen dagsorden. For flere af vores informanter var feltarbejdet også helt klart et politisk projekt. Dette forhold skal selvfølgelig ses i lyset af, at vores informanter følger med i den verserende politiske debat om flygtninge og indvandrere i Danmark. Disse omstændigheder gav os mulighed for at indtage forskellige positioner i forhold til vores informanter. For vores informanter var vi både vidner til deres liv og et talerør for dem i forhold til det omgivende samfund. Det var vigtigt for dem, bl.a. fordi de på grund af sprogbarrierer ikke kan tale for sig selv i den ophedede offentlige debat. Som en irakisk mand sagde til os, da feltarbejdet var ved at være slut, og vi spurgte ham, hvad han syntes om projektet: "You are responsible for giving the thruth to the others".

3.3 Antropologen som den fremmede

En anden rolle, vi fik tildelt, var som deres fortrolige. Vi blev hurtigt til det, Georg Simmel kalder "the stranger". Informanterne åbnede sig selv og deres hjem for os, og vi oplevede til tider at indtage en nærmest terapeutisk rolle. Dette kunne ind i mellem virke grænseoverskridende, og ikke mindst var det et stort etisk problem, som vi vil diskutere nærmere i afsnit 3.4. Simmel beskriver i The Stranger, hvordan en fremmed, som pludselig støder til en gruppe, kan få en helt bestemt status og udfylde en særlig rolle. I Simmels beskrivelse er feltarbejderen indbegrebet af "the stranger", selvom Simmel ikke nævner dette eksplicit, men bruger andre eksempler. Feltarbejderen er "the potentional wanderer", som aldrig bliver en del af gruppen på samme måde som de "indfødte", men som også på grund af denne ambivalente distance netop er i stand til at interagere med gruppens medlemmer på en særlig måde (Simmel 1964:402,407). Den fremmede er i gruppens øjne objektiv i den positive forstand, at der ikke er tidligere bånd af politisk, økonomisk eller personlig karakter, som knytter gruppen til den fremmede og komplicerer deres relation (Simmel 1964:404). Den fremmede er derfor én, gruppemedlemmerne kan betro sig til:

"This is the fact that he often receives the most surprising openness - confidences which sometimes have the character of a confessional and which would be carefully withheld from a more closely related person" (Simmel 1964:404).

Et eksempel er Camilla, der en sen aften har haft en længere uformel samtale med en irakisk mand om hans liv som flygtning og om den politiske situation i Mellemøsten:

David: I didn't want to open up this file again. I didn't want to talk about politics. But you being here has opened up the door to the old stories. It hurts so much.

Camilla: Only you can know the limit to what you can handle to share with me, so it is very important that you do not open up more than you can handle. You must take care of yourself.

Rollen som den fremmede fungerede fint, indtil vi blev opmærksomme på, at flere af informanterne efter endt feltarbejde ønskede at konvertere os fra "fremmede", de kunne tale fortroligt med, til at være almindelige venner. Det skal vi tale mere om i det følgende afsnit.

3.4 Etik, reciprocitet og venskab i felten

Vi følte os hurtigt som en del af familien i Jylland. Det blev fra første øjeblik ekspliciteret, at de ikke ønskede, at vi opførte os som gæster, og de sagde endog den første aften: "You must feel comfortable. If you don´t feel comfortable, you cannot get close to us". Vi skulle derfor forvalte en lidt speciel balancegang mellem at være familiemedlem og feltarbejder. Det var vigtigt for os at have mulighed for at trække os tilbage til computeren eller for at konferere med feltgruppens andre medlemmer. Det var ikke et problem i starten, men da Anne-Mette som den sidste af os havde sit ophold, mærkede hun tydeligt, at familien var begyndt at blive træt af forskerrollen. Der var situationer, hvor de ikke accepterede hendes konstante noteskrivning og lod hende vide, at de trængte til "almindelig" kontakt. Det var vigtigt at udvikle en god fornemmelse for, hvornår vi kunne påtage os den ene eller den anden rolle. Camilla oplevede nemlig det modsatte; at de bad hende skrive noget ned, en ven af familien sagde. I den situation forsøgte hun at være ven, men blev opfordret til at være forsker.

Vi har alle tre følt, at vi først og fremmest mødte felten som mennesker og dernæst som antropologer. Dette skyldes muligvis, at vores fag kommer så tæt på genstanden for forskning, at det stiller os i en position, hvor det er svært at distancere sig menneskeligt. Da vi i sin tid indgik aftalen om at bo hos familien i Jylland, lovede vi, at det, vi kunne gøre til gengæld, var at skrive en kronik om deres forhold. Kronikker er som bekendt vanskelige at få antaget og vi gentog derfor igen og igen vores ringe muligheder for at "gøre noget for dem".

Vi vidste således på forhånd, at vi måtte give vores informanter et eller andet til gengæld for deres velvilje til at deltage i projektet. En gengave kan dog være af meget forskellig karakter, men vi blev hurtigt klar over, at de gaver, vi havde med til informanterne, ikke interesserede dem synderligt. Gaveseancerne blev akavede, og det var tydeligt, at disse materielle symboler på taksigelse ikke havde den store betydning for dem. I stedet ønskede informanterne gengaver af ikke-materiel karakter; de ønskede venskab for at få kontakt med danskere, og de ønskede, at vi så deres forhold og lyttede til dem. Nogle af dem ønskede hjælp til at finde et arbejde, og for andre var det vigtigt, at vi videregav deres informationer. Selv om vi på intet tidspunkt gav udtryk for at have nogen som helst autoritet til at hjælpe dem i deres situation, blev det alligevel en dagsorden gennem feltarbejdet. Gengaverne har dermed været vigtige udover deres symbolske betydning, fordi vores informanter er mennesker, der har brug for reel hjælp. Og reciprociteten blev på den måde til etik. Etik handler i dette tilfælde om vores forpligtelse til at videregive de informationer, vi har fået. Vi er trådt ind i felten med al den alvor, som vi mener, at felten kræver. Denne alvor har måske haft den slagside, at vores informanter har forventet mere af os, end vi kunne leve op til. Informanten, der inden vores afrejse fra felten formaner os om at "fortælle sandheden til de andre", er et eksempel på dette dilemma.

Som det vil fremgå af afsnit 4, er det vores indtryk, at vores informanter mangler almindelig mellemmenneskelig kontakt til danskere. Kan vi selv leve op til den forventning om reciprocitet i forholdet mellem os og informanterne? Man kan sige, at det, der er endt som et etisk dilemma, også var det, der gjorde vores adgang til felten nem. - Vi har udfyldt en plads, der stod tom, og måske netop derfor var felten med Rosalie Wax' ord gearet til os (Wax 1971:8).

4.0 Informanternes position

Dette afsnit har til hensigt at skitsere nogle af de problemer, vi oplever, vores informanter har i mødet med Danmark. Vi har fokuseret på problemerne, men det er vigtigt at tilføje, at vores informanter ikke udelukkende oplever problemer. Vi behandler ikke begrebet integration, men opfatter hele afsnittet som en diskussion af modtagelsen af flygtninge og den følgende integrationsproces. Afsnittet vil være i en form for tidsmæssigt kronologisk rækkefølge, således at vi først skildrer de problemer, der skyldes informanternes forudfattede meninger om Danmark, dernæst mødet med Danmark, vores informanters hverdag, som den ser ud nu, og til sidst deres fremtidsvisioner.

4.1 Det internationale samfund og ankomsten til Danmark

Nogle af vores informanter har givet udtryk for, at livet i Danmark ikke svarede til deres forventninger. Forkerte eller for høje forventninger til det land, flygtninge kommer til, og deres muligheder i landet kan være den første barriere i forhold til at skabe sig en ny tilværelse. Mange af vores informanter har troet, at de ville opleve friheden, så snart de var vel ankommet til Danmark, men har i stedet mødt en mur af regler, der begrænser deres bevægelsesmuligheder i landet. Dette vil vi komme tilbage til i afsnit 4.2. De forventninger, flygtninge har til modtagelsen i et nyt land, kunne hænge sammen med det, Liisa Malkki beskriver som en forestilling om "det internationale samfund" som et organ, der tager sig af dårligt stillede menneskers rettigheder og derved blåstempler deres "sag" (Malkki 1994:46-49). Mange af vores informanter er kommet til Danmark via FN og oplever at være særligt udvalgte af "det internationale samfund". En irakisk mand, der ikke har kunnet få arbejde, siger:

"We came here by UN, official. It is very strange because we were accepted by Danish government, for the UN, so we were thinking maybe our situation would be better. But unfortunately the situation is very bad".

En anden informant, en iransk mand, fortæller i et interview, at en dansk kvinde fra udvælgelsesdelegationen har sagt til ham inden afrejsen til Danmark: "You go to Denmark and you don't have any problem because you come from United Nations". Når den danske kvinde siger sådan, er det formodentlig fordi hun ved, at det danske system er gearet til en god modtagelse af manden. Der vil blive sørget for ham praktisk. Men informantens idé om en god modtagelse er ikke den samme som kvindens i udvælgelsesdelegationen. Han efterlyser i stedet et menneskeligt overskud.

4.2 Navigation i det eksplicitte og implicitte system

For at tegne et billede af vores informanters dagligdag har vi valgt at betegne deres bevægelser i hverdagslivet og det offentlige system som navigation. Vi mener, at det er et oplagt begreb, eftersom det for vores informanter handler om at være udstyret med en viden, der gør det nemmere at styre i den nye kontekst. Navigationen består i at forstå, hvad der sker omkring én, og derved træffe de bedst mulige beslutninger for sig selv og familien. Vi anser det at kunne navigere godt for at være en forudsætning for at klare sig godt i Danmark. Vi har i vores arbejde med at analysere denne problemstilling valgt en analytisk opdeling, som vi kalder det eksplicitte system og det implicitte system. Det implicitte system er hverdagslivet, mens det eksplicitte system er det offentlige system. Opdelingen i de to systemer er naturligvis analytiske abstraktioner, for det er ikke informanterne selv, der kategoriserer på denne måde. Det er heller ikke nødvendigvis en klassifikation der gælder for alle i det danske samfund. Men det er en abstraktion, vi mener er relevant i bestræbelserne på at analysere vores data. Det er også vigtigt at bemærke, at overgangen mellem de to interaktions-systemer kan være flydende.

I det eksplicitte system foregår den interaktion mellem flygtninge og andre personer, som har officiel karakter. På deres lokale kommunekontor har flygtninge en sagsbehandler, som de interagerer med, når de skal skrive under på kontrakter, ansøge om penge til enkeltydelser, evaluere deres praktikophold osv. Det meste i det eksplicitte system foregår dermed efter nogle nedskrevne regler, som det for flygtninge er muligt at sætte sig ind i, selvom dette selvfølgelig kan tage tid og være vanskeligt.

Det er ikke kun fordi vores informanter mangler den nødvendige viden om det eksplicitte system, at de oplever vanskeligheder. Det skyldes også, som før nævnt, at de ikke oplever den forventede frihed. De bliver kontrolleret udefra bl.a. ved at blive tvunget i aktivering, ofte i ufaglærte jobs, der giver den aktiverede lavstatus i en dansk kontekst. En iransk kvinde siger: "Problemet er reglerne, vi må ikke selv bestemme".

Forholdet til det eksplicitte system kan også blive vanskeliggjort på grund af mytedannelser. I en rapport om integrationsindsatsen i Lyngby-Taarbæk kommune fra CASA står der:

"Manglen på indsigt i det kommunale system samt kendskab til egne rettigheder og pligter bevirker, at de i højere grad søger hjælp hos hinanden end hos deres sagsbehandler. Det betyder, at der opstår mytedannelser blandt flygtninge om deres rettigheder indenfor det kommunale system. Myterne betyder også, at flygtningene har en opfattelse af, at hjælpen fra kommunen mere er personafhængig og tilfældig end berettiget ud fra et lovgrundlag" (Hagemann 2001:5).

Under interview har vi gentagne gange fået denne teori bekræftet. En irakisk mand siger:

"Det betyder meget, hvilken socialrådgiver man får. Socialrådgiverne har utroligt stor indflydelse på det liv man får i Danmark. Hvis de ikke giver god vejledning, kan det gå rigtigt skidt".

"Jeg har selv fundet min position. Kommunen har modarbejdet mig. De ville gerne have haft os som klienter resten af tiden. Så vi måtte kæmpe os op".

Mistilliden til det offentlige system kan dog også ses i lyset af, at de fleste af vores informanter er politiske flygtninge og derfor kan formodes at have et anstrengt forhold til myndigheder.

Vi mener, at myterne kan ses som et udtryk for, at vores informanter føler sig afhængige af det danske system, og at de føler sig skrøbelige og udsatte i denne sammenhæng. Set fra en anden vinkel kunne man påpege det mærkværdige i, at vores informanter tilsyneladende fralægger sig ansvaret for kontrollen over deres eget liv. Hvorfor tror de ikke, at de har noget at skulle have sagt? Måske hænger det sammen med, at systemet hele tiden henvender sig til dem. Der er hele tiden nogen, der fortæller dem, hvad der skal ske. Et eksempel er, at en helt almindelig ting som skoleindmeldelse af børn er noget, kommunen klarer for en flygtning. Navigation handler således om at vide, hvor man henter viden, men så længe systemet klarer alting for dem, er det svært at vinde kontrollen tilbage. Vi vil vove påstanden, at det offentlige system fratager vores informanter agency og er medvirkende i pacificeringen af dem.

I hvert fald synes det klart, at manglende kendskab til reglerne og dermed manglende mulighed for navigation påvirker vores informanters mulighed for at handle og protestere. Et eksempel er en irakisk kvinde, der bliver indkaldt til samtale hos sine børns integrationspædagog omkring indholdet af børnenes madpakker. Integrationspædagogen forklarer hende, hvad man i en dansk kontekst opfatter som sund mad. Med andre ord vil hun have hende til at udskifte chokoladen med frugt. Kvinden siger senere til os, at hun ikke er enig, men at hun alligevel vil gøre som integrationspædagogen siger. Hun ved ikke, at hun har lov at protestere og at ingen i virkeligheden kan bestemme, hvad hun skal give sine børn med på madpakke. Vi oplevede hos alle vores informanter at blive spurgt til råds om alt fra arbejdsskift til det fornuftige i at tale med en journalist, der ringede. Vores informanter var afhængige af råd og vejledning og vi kom på den måde utilsigtet til at agere smagsdommere. En irakisk mand udtrykte sig således: "I am like a handicapped. I don´t know what this society wants from me".

Udover den interaktion, flygtninge har med det officielle Danmark, skal de navigere i et mere implicit system: Hverdagslivet. I det implicitte system foregår den interaktion mellem vores informanter og deres venner eller andre mennesker, som har uofficielt præg. I det implicitte system er der ikke så mange nedfældede regler om, hvad der er rigtigt at gøre, og om hvad samfundet forventer af det enkelte individ. De fleste af vores informanter udtrykte bekymring over, hvor svært det var at begå sig i det implicitte system. De efterlyste venskaber med danskere og så vores feltarbejde som en chance for netop dette. Derigennem kunne de få indsigt i danske forhold og oparbejde forudsætninger for at kunne navigere i det implicitte system.

Informanterne mener, at det, der skal til for at nedbryde stereotype forestillinger om flygtninge, er nære relationer til danskere. Men det er svært at gøre bekendtskaber med danskere, hvis man ikke kan følge de uskrevne regler der gælder i sociale sammenhænge. Falder informanterne udenfor i sociale sammenhænge, kan det føre til en oplevelse af at blive stigmatiseret. Goffman skriver i Stigma. Notes on the Management of Spoiled Identity om mødet mellem den stigmatiserede og den normale⁽⁴⁾:

"Yet he may perceive, usually quite correctly, that whatever others profess, they do not really "accept" him and are not ready to make contact with him on "equal grounds"" (Goffman 1970 [1963]:17,18).

Vores oplevelse er, at vores informanter mangler naturlige mellemmenneskelige relationer. En familie, vi havde kontakt til, havde en dansk veninde. De havde mødt hinanden, fordi venindens veninde var familiens sagsbehandler, som havde arrangeret, at familierne kunne mødes for at tale dansk, og for at børnene kunne lege sammen. Kontakten var startet som det, man kunne kalde "et arrangeret venskab", men havde siden udviklet sig til en helt almindelig relation. Vi har ikke set eller hørt om mange eksempler på, at kontakt mellem danskere og flygtninge er opstået spontant.

I nogle tilfælde handler det også om, at flygtninge ikke ved, hvordan man gebærder sig i det implicitte system, hvordan man f.eks. får danske bekendtskaber. For at skabe kontakt havde en somalisk kvinde banket på hos naboen, som havde været venlig, men afvist kontakten med den begrundelse, at vedkommende ikke havde tid. Kvinden forklarede, at hendes opfattelse i det hele taget var, at danskere ikke havde særligt meget tid i dagligdagen, og når de havde ferie, rejste de deres vej, og derfor anså hun det for umuligt at få kontakt. Sandheden er måske, at danskere kun sjældent møder hinanden, fordi de bor i samme bygning. Mere sandsynligt er det at gøre bekendtskaber gennem arbejde eller fritidsaktiviteter; f.eks. foreningsliv eller hobbyer.

Afsluttende på dette afsnit kan vi trække en anden af Goffmans pointer frem. Han skriver, at samfundet på den ene side (ifølge os via det eksplicitte system) fortæller det stigmatiserede individ, at det er en del af helheden. Samtidig er samfundet også ansvarlig for at klassificere den stigmatiserede som anderledes (ifølge os via det implicitte system) (Goffman 1970:149).

4.3 Stigmatisering - identitet og status

Den manglende kontakt til danskere er i høj grad med til at stigmatisere vores informanter. De fornemmer et mindreværd, men står uforstående overfor stigmatiseringen, bl.a. fordi de føler sig blåstemplede, når de har fået opholdstilladelse. Som i følgende fortælling fra en irakisk mands ankomst til Danmark:

"There were so many people trying to get into Denmark. I saw the control. Foreigners were pulled aside. [...]. They just took me with them. I guess they sent most of the others home. But they kept me".

Når denne mand ser sig selv som særligt udvalgt blandt mange, kan det være svært for ham at forstå, hvorfor hans liv i Danmark siden hen skal præges af stigmatisering. Goffman skriver om skiftet fra normal identitet til stigmatiseret identitet:

"The painfulness, then, of sudden stigmatization can come not from the individual's confusion about his identity, but from his knowing too well what he has become" (Goffman 1970:158).

Det stigma, der her er tale om, er det stigma, flygtninge får på grund af deres udseende og accent. Ifølge Goffman er det et stigma, de påføres af samfundet, fordi de falder uden for det, vi her vælger at kalde "den absolutte normal"⁽⁵⁾. "Den absolutte normal" er en kategori, langt de fleste af os falder udenfor, men Goffmans pointe er, at jo længere væk man er fra dette normalitetskriterium, jo værre har man det (Goffman 1970:152,153). Ifølge Goffman kan en reaktion på ovenstående i yderste konsekvens betyde, at den stigmatiserede undlader at etablere bånd mellem sig selv og samfundet (Goffman 1970:154).

Flere af vores informanter udtaler, at de føler sig direkte dehumaniserede af deres flygtningestatus, bl.a. fordi de ikke besidder identitetspapirer, som dokumenterer deres status og tilhørsforhold til en nation. Således har vores informanter i udgangspunktet følt sig mindreværdige ved deres ankomst til Danmark⁽⁶⁾. Informanterne har i deres relation til os forsøgt at råde bod på dette ved at give indtryk af, at de havde en højere status i deres hjemland, end de har nu i Danmark. I fortællingen af deres livshistorier slår informanterne meget på de succesoplevelser, de har haft tidligere i deres liv. Eksempelvis den uddannelse, de har gennemført i deres hjemland, eller, hvordan de derhjemme er blevet respekteret, set op til og lyttet til. Vi ser disse udsagn som udtryk for, at vores informanter oplever ikke at blive respekterede og have en respekteret stilling i Danmark. Det har også været vigtigt for informanterne at tilkæmpe sig status i forhold til os som feltarbejdere. En irakisk mand, en professor i genteknologi, forklarede, at han havde indvilliget i at fortælle os om sit liv, fordi han gerne ville "hjælpe sådan nogle studerende som os". Han prøvede at etablere en situation, hvor han talte som professoren til den studerende og ikke som flygtningen til forskeren.

Flere af vores informanter har fortalt os, at det væsentligste ved at kunne blive i Danmark var, at deres børn kunne få en god fremtid. En irakisk mand var dog samtidig bekymret over, om hans stigmatiserede position ville gå i arv til hans børn. Samme mand udtalte om danskernes syn på udlændinge, at "foreign" i Danmark er et "bad word".

4.4 Fremtiden

Vi mener, at forudsætningen for at kunne forestille sig en fremtid i et nyt land er, at man har en plads i og et tilhørsforhold til det samfund, man er kommet til. Generelt taler vores informanter om deres fremtid i meget abstrakte vendinger, og deres ønsker kan virke næsten urealistiske. Dette hænger muligvis sammen med, at de ikke kender systemet godt nok, da forudsætningen for at kunne planlægge for fremtiden er at kunne navigere godt i både det eksplicitte og implicitte system. De fleste af vores informanter udtrykker ønske om at blive i Danmark på længere sigt, men de befinder sig nu tydeligvis i en form for venteposition, som det vil være nærliggende at betegne som en overgangsfase. Det er dog en overgangsfase, der varer meget længe. Robert L. Moore har skrevet om fænomenet "kronisk liminalitet", som han forklarer som en tilstand, der opstår når et individ har befundet sig mere end to år i en overgangsfase uden at orden genoprettes (Moore 2001:53). Vores informanter er meget hårdt pressede, og billedet af dem som fastholdt i en tilstand af kaos er ikke helt ved siden af, selvom det er et stærkt billede.

For de af vores informanter, som har sikkert ophold i Danmark, drejer det sig dels om manglende kendskab til deres muligheder og dels om manglende muligheder for f.eks. at få arbejde. "Danish society is very nice for Danish people", sagde en irakisk mand under et interview. Han var ved at fortælle om, hvor vanskeligt det er at blive "optaget" i det danske samfund og hvor gerne han ville have et arbejde. Både Ghassan Hage og Anne Allison skriver på baggrund af Marx' udtalelser omkring arbejdets betydning for identiteten. Allison skriver: "... labor is the most "essential" aspect to our species-being and that the products we produce are the encapsulation of us and therefore our productivity" (Allison 1997:307). Hage hæfter sig ved, at hvis man står udenfor produktionen i samfundet; både den arbejdsmæssige produktion, men også produktionen af den sociale virkelighed, så mister individet "livsintensitet" og "intensity of reality", og dette leder i Hages fortolkning af Marx til fremmedgørelse (Hage 2002:202).

Vores informanter forsøger på forskellig vis at forholde sig til deres liv og kontrollere deres fremtid. De oplever på den ene side, at kontrollen med deres liv og deres handlemuligheder begrænses, fordi de ikke har friheden til at bestemme selv. På den anden side har de svært ved at træffe visse beslutninger, fordi de ikke besidder den fornødne viden til at navigere i de danske systemer. En irakisk mand reagerede overfor den manglende følelse af kontrol udadtil ved at forsøge at kontrollere sig selv indadtil. Han var dybt optaget af at bygge sin computer op fra bunden og forstå, hvordan alle systemerne inde i computeren fungerede. Han lavede metaforiske paralleller mellem sig selv og computeren og forklarede, at han efterhånden havde fået åbnet og forstået alle de filer, han havde liggende på sin egen indre harddisk, og at han derfor var i stand til at kontrollere sine følelser af ensomhed og frustration.

Vores informanter udtrykker ønske om at komme til at leve et "normalt liv" i Danmark. Informanterne har overfor os defineret det "normale liv" på mange forskellige måder. Det er et liv, som andre danskere lever, et liv uafhængigt af det danske offentlige system, et selvstændigt liv, hvor informanterne har økonomisk råderum og mulighed for selv at bestemme, hvordan deres hverdag og fremtid skal tegne sig.

Amnesty International har netop sendt sin årsrapport på gaden, og i den er Danmark nævnt i en enkelt forbindelse. Sammen med bl.a. Australien kritiseres Danmark for sin stramme asylpolitik, som ifølge Amnesty krænker menneskerettighederne⁽⁷⁾. Dette er ikke noget, vi på basis af vores korte feltarbejde kan tage stilling til, men vi kan slutte dette afsnit med et kritisk spørgsmål: Hvordan påvirker den modtagelsespolitik, vi har i Danmark, vores menneskesyn eller er integrationspolitikken udtryk for et allerede eksisterende menneskesyn? Hage skitserer afslutningsvist i sin artikel et interessant dilemma. Det er vigtigt, at der er god reciprocitet mellem "indfødte" og nye medlemmer af et samfund. Den måde, hvorpå en gave, i dette tilfælde opholdstilladelsen, bliver givet, er vigtig for det forhold, immigranten får til sit nye land. Hage påpeger, at:

"It is interesting how the more a country hardens its immigration policy and "treats its migrants as beggars", the more the discourses demanding migrant adhesion to the nation abound, betraying an implicit recognition or fear that the way the offer of a new life is made does not carry with it the moral obligation of adhesion" (Hage 2002:204-205).

5.0 Videnskaben og virkeligheden

I dette afsnit vil vi diskutere antropologiens videnskabelighed og nytteværdi i et projekt som vores ud fra en karakteristik af, hvad antropologiens forcer og vanskeligheder er ifølge teoretikerne Clifford Geertz, Roger Sanjek og Kirsten Hastrup.

5.1 Antropologi - en fortolkende videnskab

Geertz holder på, at antropologien er en fortolkende videnskab. I The Interpretation of Cultures indfanges essensen af, hvad han mener antropologi er: "Cultural analysis is […] guessing at meanings, assessing the guesses, and drawing explanatory conclusions from the better guesses" (Geertz 1973:20). Men selvfølgelig er det ikke nok at sige, at antropologi handler om at komme med nogle gode gæt på, hvordan verden ser ud. Disse gæt skal være videnskabeligt funderede. Ifølge Sanjek er antropologien en validitetsvidenskab frem for en videnskab, der beror på reliabilitet. Antropologer foretager ikke eksperimenter, der kan gentages og derved vise sig at være pålidelige, men det er vigtigt, at vores analyser beror på en åbenhed omkring, hvordan vi kom frem til vores resultater (Sanjek 1990:394-395,412). Hvis metoden og forskningsprocessen er gennemskuelig, kan man validere resultatet.

Det fortolkende aspekt forudsætter en erfaren og habil feltarbejder, der er bekendt med egne styrker og svagheder og, vigtigst, med de antropologiske metoder. Wax skriver: "What fieldworkers eventually produce [...] depends on their sophistication, ability, and training" (Wax 1971:3). Eller man kan sige, at de "gæt", Geertz beskriver, bliver mere præcise, desto mere erfaring feltarbejderen har (Geertz 1973:20). I vores tilfælde er der ingen feltmæssig erfaring at trække på, og derfor er resultaterne tvivlsomme. Resultaterne er måske også tvivlsomme på grund af vores begrænsede livserfaring, som vi følte spillede en stor rolle i forhold til at tackle forskellige aspekter ved feltarbejdet. Det betyder, at en grundig indsigt i de antropologiske metoder helst i stor udstrækning skal eliminere de fejl, der eventuelt sker på grund af feltarbejderen selv. Camilla oplevede at tage notater under en irakisk mands beskrivelse af, hvorfor han var betaget af cowboyfiguren. Hun kunne sagtens have skrevet det hele ned, men udelod enkelte dele af beskrivelsen, fordi det umiddelbart virkede uvæsentligt at skrive ned. Efterfølgende diskuterede vi, hvorledes der var blevet skabt et ekstra fortolkningslag ved allerede i noteskrivningen at starte analysen af, hvad der var væsentligt, og hvad der ikke var væsentligt. Så selvom antropologi er en fortolkende videnskab, mener vi, at det er vigtigt at arbejde med elimineringen af fortolkningslag.

Geertz stiller antropologien op imod andre videnskaber, som er mere fokuserede på fakta. Formålet med antropologien er ikke at finde frem til endegyldige svar, men, som Geertz udtrykker det: "Anthropology […] is a science whose progress is marked less by a perfection of consensus than by a refinement of debate. What gets better is the precision with which we vex each other" (Geertz 1973:29). Hvis vi havde været færdiguddannede antropologer, ville vi forhåbentlig kunne bidrage med et kvalificeret input til debatten om flygtninge og indvandrere i Danmark.

Geertz afslutter sit kapitel med en kommentar, der kunne opfattes negativt: "Cultural analysis is intrinsically incomplete" (Geertz 1973:29). Nogle vil måske tænke, at det gør antropologien mindreværdig som videnskab, men man kunne også sige, at Geertz i virkeligheden blot peger på noget, som gælder for alle videnskaber. Ingen videnskaber kan fortælle os alt, hvad der er værd at vide om livet og verden, men enhver videnskabs formål må være at lægge en brik til puslespillet, at give et eller flere kompetente bud på, hvordan mennesket, livet og verden kunne forstås. Videnskaben er til for at finde overensstemmelser og ligheder i individuelle oplevelser og deraf udlede teorier.

5.2 Sproget og videnskaben

En anden udfordring gælder ifølge Hastrup alle de humanistiske videnskaber. Det er den sproglige udfordring. For de humanistiske videnskaber udgør det et problem, at objektet kun kan forstås via forskerens egen subjektive erfaring. Det betyder, at der ikke er nogen ubesmittet naturlig virkelighed at studere (Hastrup 1999:278). Komplikationen ligger i, at objektet for den videnskabelige interesse ligger i subjektets erfaring med objektet snarere end i objektet i sig selv (Hastrup 1999:263). I feltarbejdet er det endelige resultat farvet af feltarbejderens interaktion med felten. Dernæst bliver erfaringen med objektet og ikke objektet i sig selv "dataficeret" og teoretiseret over med det sprog, vi har til vores rådighed. I stedet for at stille spørgsmål ved fagets videnskabelighed påpeger Hastrup, at sproget ikke er tilstrækkeligt til at indfange virkeligheden og dermed udgør en potentiel fare for virkelighedsindsnævring og forvridning, hvorfor hun efterlyser en udvidelse af sproget, så det kan rumme flere erfaringer, kontekst og tavshed (Hastrup 1999:276).

I forlængelse af ovenstående diskuterede vi under feltarbejdet følgende: Hvorledes skal vi formidle en anden virkelighed som en anden virkelighed, hvis vi i formidlingen er nødsaget til at oversætte den pågældende virkelighed til vores eget sprogs kategorier og dermed vores egen virkelighed? Er der så overhovedet tale om andet end den anden virkelighed i vores eget billede? Hastrup skriver, at antropologien - måske i erkendelse af, at sproget ikke er en tilstrækkelig formidler af kultur - hovedsagelig baserer sig på erfaringer og handlinger, hvoraf kun en del er sproghandlinger (Hastrup 1999:278). Men selv disse handlinger og erfaringer skal på et tidspunkt omsættes til sproglige udsagn, og på den måde er vi måske lige vidt. Det betyder, at så længe vi satser på sproget som udtryk for virkeligheden og som den måde, den antropologiske viden formidles på, må vi konstant holde os for øje, at vi har at gøre med et værktøj, der skal arbejdes grundigt med.

5.3 Den usofistikerede videnskab

Sanjek citerer Berreman for følgende: "Many social scientists - anthropologists and others - see ethnography as methodologically unsophisticated, intuitive, journalistic, and unfocused, and they therefore call for increased rigor" (Berreman i Sanjek 1990:393). Spørgsmålet er, om dette er en relevant kritik at rette imod antropologien. Vi ved ikke, om vi vil være enige i, at antropologien er metodisk usofistikeret. - Kunne det ikke netop betragtes som en force, at vi bl.a. er intuitive og journalistiske i en vis forstand? Det gør os måske mindre begrænsede og mere virkelighedsnære, fordi livet ikke kan foregå som et laboratorieeksperiment, og det gør, at vi kommer i dybden og får en anden forståelse for, hvad der rør sig mellem mennesker. Videnskabeligheden skal være i orden, men er den det, er der ingen grund til pessimisme. Som Sanjek skriver:

"Ethnography is not dead, nor is it dying. As it progresses, attention to ethnographic validity […] will deepen the growing appreciation outside our ranks of ethnography's value as a way of "telling about society"" (Sanjek 1990:410).

6.0 Afslutning

"Welcome to the real world" kom på spil på flere måder i løbet af vores feltarbejde. For informanten betød det, at vi lever ubevidste om, hvordan dårligt stillede mennesker i vores eget land har det i virkeligheden, og det var netop familiens incitament til at have os boende i en måned. Vi skulle opleve deres liv direkte og ikke via medierne. For os selv kom det til at betyde, at vi blev præsenteret for den antropologiske virkelighed, og denne gav os, via den forskningsmæssige nærhed, muligheden for selv at opleve en lille bid af informanternes virkelighed.

Det har været vores intention at skildre enkelte af vores oplevelser med de antropologiske metoder. Vores erfaringer med deltagerobservation har især været berigende for os, fordi det har givet os mulighed for at tilegne os viden på flere planer. Desuden har vi ønsket at skitsere et billede af vores informanters liv, sådan som de selv oplever det. Det kan karakteriseres som en fænomenologisk tilgang. Samtidig kunne vores tilgang til emnet siges at være neoliberalistisk, idet vi har fokuseret på informanternes forsøg på at navigere i forhold til det offentlige system og hverdagslivet. Men vi har ikke fokuseret på det, man kunne kalde "strukturel vold", nemlig spørgsmålet om, på hvilke måder det er systemet, der begrænser informanternes bevægelsesmuligheder. Vi lever i en tid, hvor individets frihed er sat i højsædet, men vores informanter oplever ikke at blive stillet frit og have mulighed for at leve det liv, de ønsker. Integration kan jo ses som en institutionaliseret og systematiseret måde - eller måske snarere ideologi - til "normalisering" af flygtninge i et nyt land.

Et vigtigt emne under vores forløb har handlet om, hvad antropologien kan bidrage med. Vi har i gruppen diskuteret, om antropologer i højere grad påpeger problemer, end de kommer med løsningsforslag. Antropologer er ofte bærere af information - det, som vi også har oplevet. Men er det godt nok, eller skal vi også komme med løsningsforslag? Det har været os magtpåliggende, at denne opgave ikke måtte blive et politisk manifest, men vi læner os op ad Sanjek, der bemærker, at antropologi i mange sammenhænge fremsætter en samfundskritik, og at dette er på sin plads (Sanjek 1990:396). Vi føler os dog ikke på baggrund af vores kortvarige feltarbejde og på grund af vores tidlige stadie i uddannelsen berettigede til at fremsætte en egentlig kritik af loven om starthjælp.

Resultaterne af det antropologiske arbejde skal naturligvis uden for universitetets mure. Tord Larsen skriver i Er alle stygge andunger egentlig svaner?: "På en måde er antropologien et redskab til at bringe forskellige kulturer sammen i et kommunikationsfællesskab" (vores oversættelse) (Larsen 1980:14-15). Nu er antropologien jo begyndt at forske i sin egen andedam, og derfor kunne man måske oversætte Larsens linjer til, at vi som antropologer bl.a. er forpligtet til at bringe f.eks. flygtningehistorier videre til dem, der udformer lovene, eller i det mindste videre til medierne.

7.0 Litteratur

Allison, Anne. 1997. "Japanese mothers and Obentos: the lunch-box as ideological state apparatus", i C. M. Counihan & P. V. Esterik (red.): Food and Culture. New York and London: Routledge.

du Boulay, Juliet & Rory Williams. 1984. "Collecting life histories", i R. F. Ellen (red.): Ethnographic Research. London: Academic Press.

Emerson, Robert M., Rachel I. Fretz & Linda L. Shaw. 1995. Writing Ethnographic Fieldnotes. Chicago: University of Chicago Press.

Geertz, Clifford. 1973. The Interpretation of Cultures. New York: Basic Books.

Goffman, Erving. 1970 [1963]. Stigma. Notes on the Management of Spoiled Identity. Harmondsworth: Penguin Books.

Hage, Ghassan. 2002. "The Different Intensities of Social Reality: Migration, participation and guilt", i Arab-Australians - Citizenship and Belonging. Melbourne: Melbourne University Press.

Hagemann, Helle. 2001. Integration i lokalsamfundet - brugerundersøgelse på flygtningeområdet i Lyngby-Taarbæk Kommune. København: CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse).

Hastrup, Kirsten. 1999. Viljen til Viden - en humanistisk grundbog. København: Gyldendal.

Larsen, Tord. 1980. "Er alle stygge andunger egentlig svaner? Tanker om antropologens moralske sakkyndighet", Antropress, nr. 4: 12-31.

Malkki, Liisa. 1994. "Citizens of Humanity: Internationalism and the Imagined Community", Diaspora 3 (1): 41-68.

Moore, Robert L. The Archetype of initiation. Sacred Space, Ritual Process and Personal Transformation. (Information om forlag og udgivelsested mangler).

Nielsen, Finn Sivert. 1996. Nærmere kommer du ikke... Håndbok i antropologisk feltarbeid. Bergen: Fagbokforlaget.

Sanjek, Roger. 1990. "On Ethnographic Validity", i Roger Sanjek (red.): Fieldnotes. The Makings of Anthropology. Ithaca: Cornell University.

Simmel, Georg. 1964. "The Stranger", i Kurt H. Wolff (red.): The Sociology of Georg Simmel. New York: The Free Press.

Tonkin, Elizabeth. "Participant Observation", i R. F. Ellen (red.): Ethnographic Research. London: Academic Press.

Wax, Rosalie H. 1971. Doing Fieldwork. Warnings and Advice. Chicago: University of Chicago Press.

8.0 Noter

2. Denne information stammer fra en forelæsning på Institut for Antropologi, Københavns Universitet, ved Michael Whyte og Finn Sivert Nielsen d. 12. februar 2004.

3. Forelæsning på Institut for Antropologi, Københavns Universitet, ved Francine Lorimer d. 2. september 2003.

4. Normal er det ord, Goffman selv har valgt som betegnelse for den ikke-stigmatiserede.

5. Goffman bruger ikke selv den betegnelse, men forklaringen på fænomenet er hans.

6. Det er et interessant paradoks, at vores informanter på samme tid føler sig blåstemplede af det internationale samfund og dehumaniserede, fordi de mangler identitetspapirer ved deres ankomst til Danmark.