Det uniformerede rum
Analytiske perspektiver og
metodiske overvejelser
Annemette Carlsen, Berthe Kløve Kranich, Maruska la Cour Mosegaard Dermitzakis
Institut for Antropologi, Københavns Universitet
4. semesters metodeprojekt
i kvalitative metoder, 6. juni 2000 (vejleder: Finn
Sivert Nielsen)
(Scanned from printed edition by AnthroBase)
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/txt/C/Carlsen_Kranich_Dermitzakis_01.htm. |
1. lntroduktion
3.
Analytiske perspektiver
3.1 Uniformen som
led i en opdragelse
3.2 Uniformen - et fysisk
rum
3.3 Uniformen - et socialt
rum
3.4 Kropserfaring og
social orden
3.5 Delkonklusion
4.
Metodiske overveielser
4.1 lndlemmelse i felten
4.2 Uniformering og
indkvartering
4.3
Positionering - imellem
to stole
4.4
Forklædt som fluer - balancen mellem at deltage og observere
4.5 lnterviews
4.6
At bedrive feltnoter - distansering til felten
4.7 Ét feltarbejde
- flere stemmer
4.8 Fra
empiri til teori - antropologisk praksis
4.9 Etiske overveielser
5. Konklusion
Bilag
1 - Bilag 2 - Bilag
3 - Bilag 4
Figur 1 - Figur
2 - Figur 3
Folk skaber klæder, men skaber klæder folk?
Hvert år går en del af den yngre danske befolkning ind i militæret. Mænd såvel som kvinder trækker i den velkendte grønne uniform og bliver værnepligtige. Herefter forsvinder de ind i den verden, som militæret udgør - en verden med særlige regler og særlige normer, der skal efterleves. Vi andre, i den civile verden, ser disse unge på gader, stræder og i S-tog, og det der adskiller dem fra os, er den grønne uniform. Det er med udgangspunkt i denne uniform, at vi ønsker vi at diskutere militærets opdragelse af de værnepligtige rekrutter. Opdragelsen har til formål at indarbejde de militære regler og normer i rekrutterne, men hvordan gøres dette og hvilken rolle spiller uniformen?
Dette spørgsmål vil indledningsvis blive behandlet teoretisk, hvor vi ser på opdragelsen af den værnepligtige både i tid og i det uniformerede rum. Uniformen er et rum der afgrænses både ved sin fysiske form og de regler, der omkranser det. Herunder ønsker vi at diskutere de forskellige faser i værnepligtsforløbet og i den forbindelse at analysere uniformen som den bruges, både fysisk og socialt. Vores fokus på opdragelse - og hermed på relationen mellem hhv. værnepligtige og deres overordnede(1) - er en ændring fra vores oprindelige ønske om at fokusere på den værnepligtige og uniformen. Denne ændring i fokus skyldes både teoretiske og metodiske faktorer, som vil blive inddraget i forbindelse med en række metodiske diskussioner.
Derudover vil vi diskutere, hvordan man som antropolog kan og bør bevæge sig ind i et felt samt, hvad det betyder for den, der vil undersøge uniformens betydning, selv at iklæde sig uniform. Dette vil blive berørt i en diskussion af kvalitative metoder og fagetik. Endvidere vil vi problematisere, hvordan vi som antropologistuderende har forholdt os til det at træde ind i et fællesskab, der er stærkt hierarkisk opdelt. Afslutningsvis vil vi kort berøre forholdet mellem teori og empiri og herunder kvalitative metoders gyldighed. Både metodiske og teoretiske diskussioner vil tage deres udgangspunkt i vores data fra et 3-ugers feltarbejde på Sjælsmark Kaserne, og indledningsvis vil vi derfor beskrive felten.
Sjælsmark Kaserne ligger i Nordsjælland, nær Allerød og huser Kongens Artilleriregiment. Kasernen blev bygget i 1953 og er et stort område, der består af en mængde bygninger til beboelse, administration med bank, postkontor, fritidsområde, cafeteria, værksteder samt idrætsanlæg. Kasernen fungerer derfor som et mikrosamfund i samfundet. På Sjælsmark Kaserne uddannes bl.a. værnepligtige hvis uddannelsesforløb strækker sig over 8-9 måneder og består af en enkeltmandsuddannelse, en funktionsuddannelse og en enhedsuddannelse.(2) Der er én afdeling på kasernen, der varetager uddannelsen af de værnepligtige. Denne afdeling er inddelt i det der kaldes et batteri. Hver enkelt batteri består af fire delinger og afhængigt af hvilket batteri, den værnepligtige befinder sig i, uddannes han til forskellige militære funktioner. Vi har i vores feltarbejde befundet os i hhv. Panserbatteriet 2000 og i Stabsbatteriet 2000.
For at vende tilbage til kaserneområdet opdeler en hovedgade, der løber ned gennem kaserneområdet fra administrationsbygningen, kasernen i to områder. Omtrent midt på hovedgaden er cafeteriet og fritidsområdet placeret, samt diverse kontorbygninger og de værneretspligtige(3) pigers bygning. Heroverfor er de bygninger, der huser de forskellige batterier. Et batteris område ligger omkring batterigården, hvor batteriets fælles formelle aktiviteter foregår (se figur 1). Selve batteribygningen består af tre længer: l den ene findes kontorer tilhørende de øverste i batteriet. l de to andre længer - der ligger tæt op af de overordnedes kontorer - findes de værnepligtiges sovesale og baderum. En sovesal består af 6 køjesenge samt 12 dobbelte stålskabe. Stuen og skabene er til dels renset for private elementer, dog har næsten alle rekrutter deres private tøj og en taske med private egendele i skabet (se figur 2 og figur 3).
Da uniformen har været indfaldsvinklen til vores feltarbejde på Sjælsmark Kaserne har vi så at sige et felt i felten, hvor det andet felt er uniformen. Uniformsudrustningen består af en kampuniform, en tjenesteuniform, en kedeldragt og FUT-tøj (FUT = fysisk uddannelse og træning). Uniformerne består af et sæt camouflagefarvet tøj i mørke- og lysegrønne farver. Bukserne har store lommer på lårene og kan snøres sammen forneden og foroven er store stropper, hvori et elastisk bælte sættes og spændes i siden. Jakken kan snøres sammen i livet og forneden og har store knappede lommer nederst samt to mindre foroven. Hertil hører en grøn baret med regimentets mærke samt sorte militærstøvler. Udover disse dele af uniformen findes kampskjorte, T-shirts, skjorte og trøje samt andre genstande; rekrutten får med andre ord udleveret alt lige fra undertøj og sokker til regntøj og vanter.
Når vi i det følgende skriver om uniformen indregner vi i denne også de dele af kroppen, der er synlige, når rekrutten er iklædt uniform - dvs. hænder, ansigt og hår. Vi taler derfor ikke om uniformen alene, men derimod om hele det uniformerede individ. Denne vægtning er ikke et tilfældigt valg, idet det at være korrekt uniformeret på Sjælsmark Kaserne betyder, at personen som helhed skal se korrekt ud, hvilket også vil fremgå af vores analyse.
De individer vi har fulgt i vores feltarbejde, har hhv. været en tre uger gammel deling og deres overordnede. Derudover har vi fulgt de første dage af opstarten af et hold helt nye værnepligtige. Således er der tale om rekrutter på forskellige stadier i det forløb den værnepligtiges uddannelse udgør - fælles for delingerne er, at de begge er i gang med enkeltmandsuddannelsen, også kaldet rekruttiden.
Med ordet rekrut henvises til den værnepligtige soldat, og ordet betyder oprindeligt at vokse op eller frem igen (Nudansk Ordbog 1990). Dette stemmer overens med udsagn fra både rekrutterne og deres overordnede om forventningerne til værnepligtstiden. Flere rekrutter har eksempelvis givet udtryk for at de forventer, at de vil ændre sig, og at den militære disciplin vil modne dem. En anden rekrut kalder ligefrem det at aftjene sin værnepligt for en manddomsprøve. Disse udtalelser følges godt op af flere overordnedes udsagn om, at rekrutterne kommer lige fra mors skørter og nu skal lære at klare sig selv. Dette er en ændring, der forventes at forekomme over de 8-9 måneder værnepligten varer. Udover at gå fra at være civil til at blive soldat ligger en forventning - både fra nogle overordnedes og nogle rekrutters side - om, at rekrutten vil modnes fra dreng til mand. Der er altså tale om en form for overgang, hvor rekrutterne bevæger sig fra at være ét til at blive noget andet.
En sådan overgang har Victor Turner netop beskæftiget sig med i sin teori orn den liminale fase. Ifølge Turner er der til enhver overgang eller forandring i status forbundet ritualer, de såkaldte rites de passage. Disse er kendetegnet ved at være opdelt i tre faser, hvor individet først separeres fra det omkringliggende samfund og derved løsrives fra sin tidligere sociale position. Dernæst følger en liminal fase, hvor individet er i en mellemposition, hvor vedkommende ikke længere er noget og endnu ikke er blevet til noget. Individet befinder sig isoleret fra det omkringliggende samfund, men opdrages i denne fase af en vejleder. Denne mellemposition efterfølges af en tilbagevenden til og indlemmelse i samfundet, hvor individet integreres i samfundet igen men med en anden position (Turner 1996:510).
Ved at betragte rekruttiden som en overgangsrite, hvor rekrutten ændres fra at være civil til at være menig soldat, kan rekruttens første dag i militæret betragtes som en separation fra det civile samfund. På dette tidspunkt træder han ind i det uniformerede rum, hvor han bliver ikiædt uniformen og afleverer sit civile sygesikringskort som erstattes af det militære ID-kort. Han fralægger sig i det uniformerede rum sin tidligere civile position. l de følgende måneder underlægges rekrutten enkeltmandsuddannelsen, den liminale fase. l denne fase har han mistet sin position som civil, men har endnu ikke fået en position i det militære hierarki. I denne liminale fase gælder skærpede krav til rekruttens bevægelse og fremtoning i det uniformerede rum.
lndlemmelsen af rekrutten i de to sidste dele af uddannelsen bliver markeret ved en rekruttur, som er en 24-timers militærøvelse, hvor rekrutterne fysisk og psykisk udfordres. Efter gennemførelsen af rekrutturen markeres indlemmelsen konkret ved, at den menige soldat får lov til at bære et andet og større baretmærke. Han har fået en position i det militære hierarki, og uniformen bliver det visuelle udtryk for hans nye position.
Det væsentlige i forhold til Turners teori om den liminale gruppe er, at rekrutten ingenting er og ingenting har. Dette ses ved, at de overordnede som vejledere konstant retter på rekrutterne og på den måde lærer rekrutterne alting på ny - såsom hvordan de i deres nye position forventes at stå, gå, hvornår de må tale, hvornår de skal tie etc. langsomt erhverver rekrutterne således en ny status, hvilket som nævnt kommer til udtryk via uniformen. Til at starte med har uniformen ingen distinktioner, der adskiller rekrutterne fra hinanden. Gennem rekruttiden erhverver de imidlertid forskellige former for uniformsudsmykning, som kan ses som små tegn, der fortæller om deres ændring i status. Uniformen er med andre ord et bart rum, som med tiden pyntes. Lad os her vende os mod hvilke kriterier der yderligere er forbundet med det at træde i uniform.
At iføre sig uniform er en konkret og fysisk handling, hvor man træder ind i det rum uniformen udgør, afgrænset både ved sin materielle form og ved de regler der er forbundet med det at være uniformeret. Der er eksplicitte krav til, hvordan rekrutten skal være påklædt og gebærde sig, når han befinder sig i det uniformerede rum. Disse er bl.a. nedskrevet i uniformsbestemmelserne, som bliver udleveret til rekrutten. Bestemmelserne er de offisielle regler for, hvordan uniformen skal bæres, og hvordan rekrutten skal opføre sig når han er uniformeret. Bestemmelserne angiver eksempelvis, at rekrutten aldrig må have hovedbeklædning på indendørs men altid skal bære den udendørs, og at jakken skal være lynet, lommerne lukket og støvlerne pudsede.
For at vende tilbage til teorien om den liminale fase, anskues den liminale person ofte som udgørende en trussel for den sociale orden, idet han ikke har nogen social status. Derfor isoleres han ofte fra det omkringliggende samfund. Rekrutten befinder sig fysisk på kaserneområdet, men isoleres i det - vi kalder - det korrekt uniformerede rum. Han skal altid befinde sig i det korrekt uniformerede rum; træder han uden for, irettesættes han, og det forventes, at han straks træder tilbage i det korrekt uniformerede rum. Der gælder således skærpede regler og kontrol i rekruttiden, som efterfølgende gøres mere fleksible. Reglerne vedbliver at være der, men det forventes ikke at de efterleves i samme grad, når rekrutten igen er indlemmet i det militære samfund med status som menig soldat. Som en rekrut udtrykker det: "Når man kender de faste rammer, kan man have frie tøjler indenfor rammerne".
Det karakteristiske ved uniformsreglerne er, at rekrutten ved at overholde dem markerer, at han er en del af militæret. Samtidig markerer militæret, at rekrutten er under militær kontrol, idet rekrutten - når han er uniformeret - skal etterleve reglerne for det korrekt uniformerede rum. Uniformen kan således betragtes som en fysisk markering af militærets grænser, idet rekrutten - ved at bære uniform - markerer, at han er trådt ind på militærets område. Ifølge sosiologen George Simmel finder den territoriale kontrol sted, idet udvisning af autoritet og magt - hvilket er nødvendig for at opretholde det militære hierarki - ikke kan foregå uden en rumlig kontrol (i Lechner 1991:198). Uniformen er således et fysisk rurn; en kontekst for handling. Den er et territorie, der muilggør og legitimerer en særlig interaktion mellem individer, der har forskellige positioner i det militære hierarki.
Individers interaktion kan betragtes som en udfyldning af rum, idet de ikke blot deler et fysisk rum, men også skaber et socialt rum (Lechner 1991:196). På samme måde er også den militære uniform et socialt rum, idet individer, når de er iklædt denne uniform, handler udfra særligt gældende regler og normer, nemlig dem der er skitseret i uniformsbestemmelserne. l det uniformerede rum gør nogle særlige relationer sig gældende, idet flere grupper med forskellig rang befinder sig i samme rum.
Ifølge Turner er forholdet mellem den liminale gruppe og vejlederne præget af total autoritet og fuldstændig underlæggelse, som baseres på den autoritet veilederne traditionelt har været udstyret med (Turner 1996:514f). l militæret opbygges et lignende autoritets- og magtforhold mellem den overordnede og rekrutten, som skyldes militærets historie, tradition og den opgave de uddanner folk til - krig og konfliktløsning. Derudover understøtter mulighederne for sanktioner og straf vejledernes autoritet. Magtforholdet manifesteres visuelt ved uniformens skulderdistinktioner (se bilag 1), og relationen bygger på forventningen om en fælles forståelse af, at det er den overordnede der har magten, som rekrutterne underlægges.
Erving Goffmans teori om performance(4) belyser, hvordan denne forventning kan blive til en fælles forståelse for hvilke præmisser relationen bygger på. Derudover belyser han hvordan disse præmisser skabes og opretholdes. Goffman definerer performance som al den aktivitet der udføres af et individ i et givent tidsrum og som markeres ved hans bevidste tilstedeværelse foran et særligt publikum på hvem performeren har en vis indflydelse (Goffman 1990:32). Ved at betragte interaktionen mellem individer som en performance, kan individerne anskues som indtagende forskellige roller, der mere eller mindre bevidst tages på sig og udføres. l en performance vil der altid være en performer og et publikum, og forskellige individer fremfører forskellige roller afhængig af, hvilket team de er medlem af. Et team defineres af Goffman som "et sæt af individer, hvis intime samarbejde er påkrævet, hvis en given planlagt definition af situationen skal opretholdes" (lbid:108).(5) l et team er der en gensidig afhængighed mellem medlemmerne, således at der ikke stilles spørgsmål ved den virkelighed, de fremstiller.
De overordnede kan således betragtes som et performende team, idet de definerer og kontrollerer situationen (lbid:97), hvorimod rekrutterne kan ses som publikum, idet deres rolle er at spille med på de fastlagte regler. For at opretholde den "virkelighed", der fremsættes, er det vigtigt, at publikum anerkender, at de ikke er del af de overordnedes team (lbid:108). Hvorvidt rekrutter og overordnede spiller med afhænger af, i hvor høj grad den enkelte tror på spillet og rollerne.(6) Det er dog i princippet irrelevant, hvor meget den enkelte tror på sin egen rolle, blot teamet udadtil opretholder rollen. l militæret er det således vigtigt for opretholdelsen af det militære hierarki, at de overordnedes rolle som autoritetsfigurer accepteres.
Et stueeftersyn er et eksempel på en performance, hvor rollerne tydeligt kommer til udtryk. Stueeftersynet er en ritualiseret begivenhed, hvor et ganske bestemt mønster dagligt gentages. Hver morgen gennemgås stuens inventar og rekrutterne med henblik på orden og renlighed. Scenen er sat - klokken er 07:35 - en overordnet råber højt på gangen "3. deling klar på stuerne". Herefter foretages rekrutternes sidste hektiske forberedelser på stuen, således at alle står klar, når den overordnede stiller sig i døren. Han bliver af stueformanden(7) informeret om, hvem der er til stede, hvoretter rekrutterne skal vise, at de har "styr på stumperne". Dette sker ved at fremholde diverse genstande, såsom uniformsgenstande, deres geværer o.lign.
Rekrutterne skal til stueeftersynet stille i ens uniformer, hvilket betyder, at hvis én rekrut eksempelvis ikke har knappet den øverste knap i skjorten, skal alle andre rekrutter også knappe øverstknap. Stuen, der sammen med uniformen udgør de fysiske rammer for den viste performance, er gjort ren og hermed starter inspektionen. Rekrutterne indtager deres roller som publikum overfor de overordnede, der kontroller om rengøringen er foretaget med tilstrækkelig omhu. Rekrutterne står ud for deres køje og lader sig inspicere. Den overordnede skridter scenen af ved at gå ned gennem stuen med myndige skridt og observerende øjne, der markerer, at se alt. Deres rolle består i at vise, at de har magten til at kontrollere og bestemme, hvad der skal foregå. Der er stor forskel mellem de enkelte performere i de overordnedes team. Alle forventes at indtage samme rolle, men hvordan de individuelt udfylder den er meget forskelligt, hvilket ifølge Goffman er uden betydning blot der ikke sker en ændring af rollens funktion (ibid:85,88).
Den personlige facade er væsentlig i forhold til, hvordan rollen udfyldes. Facaden består af det fysiske udseende og derudover af individets fremtræden og ageren. Er der overensstemmelse mellem disse, virker spillet ægte. Det er i følge Goffman vigtigt, at hele den viste performance passer sammen, at der ikke er en "falsk tone", der gør, at publikum ikke tror på seancen (lbid:60). Et eksempel på en overbevisende performance, som vi opfatter det, er en overordnet, der har et bestemt drag om munden; antydningen af smil forekommer ikke, med mindre han ønsker at bløde stemningen op. Det sker eksempelvis ved, at han i al fordragelighed skubber en rekruts tøj langt tilbage i skabet og fluks beordrer rekrutten til at ordne sit skab. Den overordnede går med faste skridt og lader sig ikke påvirke af publikum. Han kontrollerer og korrekser om nødvendigt og lever på den måde op til sin rolle i teamet, idet der er tydelig overensstemmelse mellem hans fremtoning, opførsel og spillets karakter.
En anden overordnet bevæger sig mindre sikkert gennem stuen, idet skridtene ikke er så myndige og ordrene ikke så markante og selvsikre. Eksempelvis hænger der en dag et vådt håndklæde over enden på en køje, hvortil den overordnede spørger: "Hvad laver det der?". Der svares, at en anden overordnet har givet grønt lys til at lade det hænge. Den overordnede, der netop har spurgt, vender sig om, vender øjnene mod himlen, laver en hovedrystende bevægelse, krænger mundvigen nedad og udtrykker sit mishag gennem en suk-lignende lyd. I modsætning til den normale procedure - hvor en ny ordre ophæver en gammel - beordrer han ikke håndklædet fjernet. På den måde træder han ud af sin rolle og kompromitterer til dels teamets performance ved ikke at fastholde rollens karakter overfor publikum. Her opstår, hvad Goffman kalder "offentlig uenighed" (lbid:91), hvilket er en trussel mod teamets bibeholdelse af rollen som dem, der kontrollerer og bestemmer spillet.
Der er stor forskel på i hvor høj grad publikum accepterer og anerkender spillet og dets regler. Accepten hænger til dels sammen med, om rekrutten er frivillig eller tvunget i militæret. Er de frivillige, har vi en forventning om, at nogle af rekrutterne allerede inden spillets start har indtaget deres rolle som publikum, idet de som frivillige formodes at acceptere rollerne i det militære hierarki. Med Goffmans ord er de som performere oprigtige og oplever spillet som virkelighed. l modsætning hertil er dem, der er tvunget ind i militæret og som derfor er mindre indstillet på at opfylde alle dele af rollen - de betegnes som kyniske (lbid:28f). En rekrut giver eksempelvis udtryk for, at det er muligt at strække sin rolle som rekrut ved at gøre, hvad de overordnede forventer af ham, men på en måde der tydeligt viser en ironisk distance. På denne måde kan de overordnede ikke korrekse ham for hans opførsel, idet han gør, som der bliver sagt og spiller rollen, men samtidig på indirekte vis signalerer sin holdning til den viste performance. Den enkelte rekrut kan altså tro mere eller mindre på sin rolle. Et andet eksempel er en rekrut, der til stueeftersyn ikke er enig med sin overordnede om, at en del af hans udrustning er beskidt, hvoretter det promte lyder fra den overordnede: "Når jeg siger den er beskidt, så er den beskidt". Ingen rekrutter slipper derfor udenom rollen - særligt ikke i den liminale fase - hvor de ingenting er, har eller kan med mindre de får lov af en overordnet. Vigtigt er det dog, at rekrutten rent faktisk fysisk spiller med. Derfor vil vi nu vende os mod den rolle kroppen har i det uniformerede rum, og hvordan kroppen inddrages i opdragelsen af rekrutterne.
Det at træde i uniform er en kropslig og personlig erfaring for det enkelte individ. Krav til korrekt uniformering er derfor krav, der er bestemmende for den enkeltes forhold til sin egen krop. l opdragelsen af rekrutterne på Sjælsmark Kaserne lægges stor vægt på, hvordan de går, står, og generelt hvordan de ser ud. Ord som holdning, korrekt opførsel, sømmelighed og hygiejne høres gentagne gange i diskussionen af uniformen og de krav, der forbindes med at bære den. Som nævnt tidligere finder der en territorial kontrol sted af rekrutten, som i dette tilfælde indbefatter en kontrol af hans private kropslige grænser.
l det uniformerede rum finder en interaktion sted mellem individer, som i nogle tilfælde kun er mulig, fordi de befinder sig i uniform. Der er eksempelvis andre kriterier for afstand og nærhed, end hvis vedkommende er i civil (Lechner 1991:197). Rekrutterne bliver af deres umiddelbare overordnede eksempelvis opfordret til fysisk at rette på hinandens uniform (se fig. 4), så uniformen bæres reglementeret. Opfordringen skyldes ifølge de overordnede et ønske om at opbygge et fællesskab blandt rekrutterne, hvor de bl.a. skal lære at tage ansvar for hinanden. I det uniformerede rum betragtes det umiddelbart ikke nær så grænseoverskridende som i det civile rum, at to mænd - som til en vis grad er fremmede over for hinanden - berører hinanden fysisk.
Et andet eksempel på ophævelsen af de civile kriterier om afstand og nærhed er, når en overordnet kontrollerer om rekrutten er ordentlig barberet. Den overordnede træder tæt på rekrutten og betragter den barberede hage og kind. Han manifesterer tydeligt både sin magt og autoritet ved at træde ind i rekruttens intime sfære - en handling som rekrutten ikke kan modsætte sig. Magtforholdet kommer yderligere til udtryk ved, at den overordnede er i stand til at beordre barberingen gjort om, såfremt han ikke finder den tilfredsstillende. Barberingsritualet betyder, at rekrutten ikke kan anlægge skæg uden først at ansøge om tilladelse. Rekrutten skal på et ansøgningsskema indtegne hvilket skæg, han ønsker at anlægge og denne tegning bliver efterfølgende grundlag for, hvad sergenten kan kigge efter når barbering skal kontrolleres (se bilag 2). Ved vores spørgsmål om, hvorfor denne kontrol foretages, har en overordnet i Panserbatteriet forklaret, at det er for at skabe en norm om god hygiejne - en norm der også ønskes opretholdt på øvelser.
Ifølge antropologen Mary Douglas' teori om rituelle handlinger udført i forbindelse med kroppen, beskrives kroppen som et symbol på det omkringliggende samfund. Med udgangspunkt i en strukturfunktionalistisk tankegang anskuer Douglas kroppen som analogt med samfundet. Kroppen er et komplekst og dog afgrænset system, der ligesom samfundet har eksterne grænser, marginale zoner og interne strukturer. Den sociale orden, der eksisterer i samfundet og de potentielle farer for en ændring af denne orden, kan ses reproduceret i kroppen blot i mindre format (Douglas 1996:432). Dette skal forstås på den måde, at handlinger foretaget i forbindelse med renligholdelse af kroppen er et udtryk for ønsket om at opretholde orden og modvirke fare i samfundet.
Ifølge Douglas er kroppens marginale zoner - en zone med særlige risici og problemer (lbid:436) - de er ofte forbundet med det, der kan bryde med de eksterne grænser - det der vokser ukontrolleret eller forlader det hylster kroppen udgør - eksempelvis kropsvæsker, hår og negle. lnddrager vi her analogien mellem krop og samfund, og fokuserer på skæg som en marginal zone, kan funktionen med at kontrollere barbering ses som andet og mere end blot at skabe en norm om god hygiejne. Rekrutten skal se ud som de andre, han skal være glatbarberet og må ikke adskille sig ved blot at anlægge skæg, som det passer ham. Samtidig afgør den overordnede, hvornår han er velbarberet. Der er således afgørende forskel mellem rekrutten og den overordnede, idet det er den overordnede, der definerer ensheden.
En marginal zone ligger i selve forholdet mellem hhv. rekrutter og overordnede. Zonen udgøres af modsætningen mellem den enshed, der forventes i udseende og den forsket, der lægges vægt på gennem rangordenen. Der skal på den ene side skabes en enshed blandt rekrutterne, men samtidig bliver forskellen mellem de overordnede og rekrutterne hele tiden markeret, og uligheden mellem de to grupper opretholdt. På denne måde bliver kravet om kropslig orden en måde at skabe og vedligeholde den sociale orden i relationen mellem de to grupper.
Kravene til den uniformerede rekrut omfatter også regler om hårlængde. Disse regler hører ikke under uniformsbestemmelser, men er derimod en del af sikkerhedsreglementet, som er de offisielle sikkerhedsregler. For at forebygge ulykker i forbindelse med hår, der hænger fast i køretøjer eller lignende, skal der bæres hårnet, hvis håret når lengere end til kraven (se fig. 5). De fleste overordnede er korthårede, og en overordnet har begrundet dette med, at det af hygiejniske årsager er mest praktisk under øvelser. Reglerne omkring hårlængden medfører, at alle uniformerede rekrutter med langt hår bærer hårnet, både på kaserneområdet og på øvelser. Dog er der en undtagelse, der modsiger sikkerhedsbegrundelserne, idet de kvindelige rekrutter og overordnede ikke bærer hårnet på kasernen. Enkelte overordnede har givet udtryk for, at hårnettet egentlig bruges som en tilskyndelse til, at rekrutterne klipper håret kort. Kropsorden bliver altså et billede på den orden man i militæret ønsker at opretholde. Det er vigtigt, at de mandlige rekrutter er ens, og forbilledet for denne enshed defineres igen af de overordnede. Som vejledere fremstår disse som eksempler på, hvordan rekrutten bør se ud.
Den uniformerede krop bliver et fælles symbol for den enshed, der lægges vægt på i militæret. Samtidig er de forskellige rituelle kropslige handlinger en social kontrol (Douglas 1996: 432), der er med til at opretholde den sociale orden mellem grupperne. l den forbindelse er det en effektiv opdragelsesmetode at bevæge sig ind i individers intimsfære. Metoden er effektiv fordi den enkelte uanset, om han accepterer sin rolle eller ej tvinges til rent kropsligt at gøre, hvad der forventes.
På Sjælsmark Kaserne indarbejdes de militære normer og regler på flere måder i rekrutterne i løbet af den liminale fase. De overordnedes autoritet og rekrutternes accept af denne er af afgørende betydning i opdragelsen. Autoriteten markeres og håndhæves bl.a. gennem de overordnedes performance. Hvorvidt rekrutterne og de overordnede spiller med afhænger af, i hvilken grad den enkelte tror på spillet, men helt afgørende for opretholdelsen af det militære hierarki er, at de overordnedes roller som autoritetsfigurer accepteres. Såfremt den overordnedes autoritet ikke anerkendes, har de et "trumfkort", idet de har mulighed for at korrekse og evt. straffe rekrutterne. En del af de overordnedes performance indbefatter, at de træder helt ind i rekruttens intimsfære og kan stille krav til, hvordan den uniformerede rekrut rent kropsligt skal se ud og opføre sig.
Afgørende for vores data og de resultater vi har kunne uddrage af dem, har været feltarbejdets længde - vi har fået lov at kigge gennem nøglehullet til kasernen, således er vi kun nået til hallen i det hus uniformen udgør. På mange måder mangler der kontekst, tid og fordybning, hvilket medfører at resultaternes gyldighed skal tages med et vist forbehold.
l de eksempler der i det følgende bliver inddraget til belysning af vores metodeovervejelser, optræder de tre antropologistuderende jævnligt. Vi vil, ligesom en af vores informanter - en overordnet fra Stabsbatteriet - til tider referere til os selv som fluer. Denne informant bad os i en given situation om at holde os i baggrunden og at "være fluer på væggen". Grunden til, at vi vælger at benytte betegnelsen i den følgende del af rapporten, er, at det er en interessant metodisk overveielse. Betegnelsen refererer til den rolle vi som antropologistuderende har indtaget og lægger op til en problematisering af hvorvidt antropologen kan være en flue på væggen. Dette diskuteres videre i afsnittet om deltagerobservation. Før vi når så vidt vil vi føre leseren med os gennem vores metodiske overvejelser.
Anne Knudsen har beskrevet feltarbejdets første fase - indlemmelsen - som betydningsfuld i forhold til det efterfølgende forløb. Det er vigtigt, at antropologen får en god start i felten og bliver accepteret af den gruppe eller det samfund, som vedkommende ønsker at studere. lnden feltarbejdets start var vi opmærksomme på, at det var afgørende for feltarbejdet, at vi - som Knudsen udtrykker det - gav "indtryk af at have styr på tingene" og formåede at berolige kasernen "mht. mulige skandaler" (Knudsen 1995:21).
Et møde blev derfor arrangeret mellem os, Regimentschefen og to andre overordnede, hvoraf den ene blev vores kommende kontaktperson. Mødet havde det formål, at vi blev præsenteret for hinanden samt at vi kunne fortælle om feltarbejdets formål og forløb. lnden mødet havde vi gjort os overvejelser om, hvorvidt vi i løbet af feltarbejdet skulle være iklædt civilt tøj eller uniform - og om sidstnævnte i det hele taget ville være os muligt. Disse overvejelser blev imidlertid overflødiggjort, idet vores kontaktperson til mødet konstaterede, at "på mandag bliver I iklædt". Fra deres side var der i det hele taget en nysgerrighed efter, hvorfor vi valgte militæret og netop deres kaserne som felt. Vi oplevede stor imødekommenhed og interesse omkring vores forestående feltarbejde, hvilket eksempelvis kom til udtryk ved, at vi fik stillet kost og logi til rådighed.
Vi var bevidste om, at den første uge i feltarbejdet i høj grad var en indlemmelsesfase, hvor vi skulle lære felten at kende og omvendt. lndlemmelsen i felten er også af Rosalie Wax blevet beskrevet som feltarbejdets første fase, i hvilken antropologen initieres i det studerede samfund og får de kontakter, som senere gør feltarbejdet muligt (Wax 1971:16). Vores kontakt var i feltarbejdets første dage primært med de overordnede og foregik med diverse rundvisninger, som ikke direkte berørte vores undersøgelsesfelt. Vi anså disse ture som betydningsfulde for etableringen af en personlig kontakt til de overordnede, idet de overordnede - ved at tage sig tid til at vise os rundt - signalerede en villighed til at lukke os ind i den militære verden. Villigheden til at lukke fremmede ind betegner Wax netop som altafgørende for, at antropologen overhovedet kan indlemmes i det studerede samfund (lbid:42f). l vores tilfælde kan villigheden yderligere ses som et udtryk for at de overordnede gerne ville have en vis kontrol over vores førstehåndsindtryk af kasernen.
Generelt har vi oplevet vores indlemmelse i felten som relativt uproblematisk. En hæmsko for vores indlemmelse har dog været, at vi pga. arbejdsforpligtigelser ikke har kunne opretholde en kontinuitet i feltarbejdsopholdet. Vores manglende tilstedeværelse er blevet noteret af flere informanter, der blandt andet har kommenterer at "vi nok er blevet trætte af at være her", og "at nu er man nok for fin til at dukke op". Vi har derfor kunne konstatere vigtigheden af, at der skabes kontinuitet i feltarbejdet - ikke mindst når antropologen udfører feltarbejde i eget samfund og derfor ikke altid er bosat i felten.
l modsætning til vores til tider manglende tilstedeværelse, gav indkvarteringen - som vi benyttede os af flere gange ugentligt - en mulighed for socialt samvær med rekrutterne i deres fritid. At vi overnattede på kasernen har desuden givet en forståelse for og et indblik i hverdagen på kasernen. Vi har selv erfaret, hvor lange aftenerne kan være, når kasernens ansatte - med undtagelse af de værnepligtige der sover på kasernen - er taget hjem og rekrutterne har fri. lndkvarteringen har således givet mulighed for, som Elizabeth Tonkin giver udtryk for, at bruge vores egne erfaringer til videre observationer (Tonkin 1984: 22)
Brugen af os selv som informanter kommer også til udtryk gennem iklædningen af uniformen, hvor vi på egen krop har oplevet betydningen af at træde ind i det uniformerede rurn. Hammersley og Atkinson har beskrevet, hvordan afpasningen af antropologens tøj til felten, har betydning for kontakten til informanterne (Hammersley & Atkinson 1995:141). Eksempelvis har nogle af de helt nye rekrutter troet, at vi var overordnede, og modsat har overordnede i visse tiifælde troet, at vi var værnepligtige soldater. Vi har alle tre erfaret, at uniformen - ligesom blandt rekrutterne - har været med til at understrege enshed og fællesskab: Når vi har været iklædt uniformen har vi lignet hinanden og rettet på hinandens uniformer. Ydermere har vi i løbet af kort tid nået at internalisere militærets norm om korrekt og sømmelig påklædning, således at vi alle har oplevet et ønske om at være korrekt uniformeret.
Da det at træde i uniform som nævnt er en kropslig erfaring, der varierer fra person til person, har vores oplevelse af at træde ind i det uniformerede rum givet anledning til divergerende oplevelser. Særligt har vi dog haft forskellige oplevelser af det at træde ud af uniformens ensliggørelse. Vi har opfattet det som hhv. en befrielse at iføre sig sit civile tøj og derved fralægge sig uniformen - og som en manglende tryghed pga. at vi som kvindelige studerende i civil træder tydeligt frem. Dette har medført overvejelser om, hvad civilt tøj signalerer, og hvordan personen bag - her den studerende - træder frem. Uniformen har på den måde været med til at opretholde en distance mellem informanterne og de studerende, og vores skift fra uniform til civil har medført, at rekrutterne har fået et indblik i os som personer - og ikke kun som uniformerede fluer.
Vi har desuden - ligesom rekrutterne - via uniformen gennemgået en form for opdragelsesproces. l denne proces har rekrutter såvel som overordnede gjort os opmærksom på, at vores hår skulle sættes op, at bukserne skulle være nede i støvlerne etc. Selvom vi er studerende, har reglerne for det uniformerede rum også omfattet os. Dette blev ekspliciteret, da to af fluerne den første dag blev råbt af, fordi de befandt sig ureglementeret påklædt udenfor. Kravene til vores uniformering har dog været fleksible i sammenligning med rekrutternes. Vi har haft mulighed for at sige fra og det har f.eks. været en af os muligt på en miniøvelse at bære civil rygsæk til uniformen. At dette eksempel markerer andre regler for os end for rekrutterne, skyldes at det som tidligere nævnt ikke er tilladt for rekrutterne at blande civile genstande med uniformen. At den studerende kunne bryde disse regler blev af en overordnet begrundet med, at rekrutterne på daværende tidspunkt vidste, hvem vi var. Tidligere i feltarbejdet havde den samme overordnede flere gange pointeret overfor os, at vi skulle være gode eksempler for rekrutterne. På den måde er der tale om, at vi på én gang er blevet opdraget, men samtidig har skulle vise et godt eksempel for dem, der skulle opdrages.
l vores felt eksisterer flere forskellige studieobjekter, hhv. rekrutterne og de overordnede som i Goffmans terminologi udgør hvert deres team. I kraft af militærets hierarkiske opdeling skulle projektet som nævnt i første instans godkendes af Regimentschefen. Sidenhen har det været de overordnede i hhv. Stabsbatteriet og i Panserbatteriet, som har givet os mere spesifikke tilladelser. Dette har resulteret i, at vi i langt højere grad har spurgt de overordnede om lov, og overfor rekrutterne udelukkende har konstateret hvad vi ville gøre. Denne procedure giver anledning til overvejelser, idet vi oprindeligt betragtede rekrutterne som vores fokus og informanter. Det, at vi ikke også spurgte rekrutterne om tilladelse, er problematisk i forhold til Knudsens udsagn (jvf. afsnit 4.1) om vigtigheden af, at den gruppe antropologen ønsker at studere, accepterer hendes tilstedeværelse. Rekrutterne har været tvunget til vores tilstedeværelse, idet tilladelsen er givet oppefra. Det giver i sig selv anledning til visse etiske overvejelser, hvilke vil blive diskuteret i afsnit 4.9. l første omgang er det værd at diskutere, hvilken betydning den manglende kommunikation med rekrutterne har haft for vores positionering i felten.
Rekrutterne blev præsenteret for os en morgen til appel, hvor vi af den næstkommanderende i batteriet blev placeret langs "sidelinien" i batterigården, således at alle kunne se os. Vi blev præsenteret som de tre antropologistuderende, "der vil stille intelligente spørgsmål" og i øvrigt pålages det rekrutterne at være hjælpsomme, da vi - som argumentet lød - havde en eksamensopgave, der skulle laves. Det hele blev sagt med et gran af ironi, men alligevel var vores roller her lagt frem - vi stod på sidelinien, og de overordnede var bekendt med os før rekrutterne, hvem det blot pålages at hjælpe os. På denne måde blev vi - som studerende - distanceret fra vores studieobjekter, i kraft af at vores umiddelbare kontakt er med de overordnede og som Anthony Cohen beskriver det, fordi vi studerede og de blev studeret (Cohen 1984:227). Denne markante forskel mellem den studerende og den studerede blev naturligvis ikke ophævet, om end grænserne til en vis grad blev udvisket bl.a. gennem vores indkvartering. Vores sosialisering med rekrutterne i fritiden medførte at de begyndte at spørge til os og fortælle om sig selv. Nogle var meget åbne og der opstod til tider en vis fortrolighed, der var frugtbar og kunne været brugt yderligere, hvis feltarbejdet havde været lengere.
At vi har bevæget os i begge lejre har medført mange tanker om, hvad vi kunne tillade os - særligt overfor rekrutterne. Dette hænger bl.a. sammen med, at vi som nævnt aldrig spurgte rekrutterne om lov til deltagelse - hverken i tjenestetid eller fritid - hvorfor vi i fritiden, hvor de ikke var pålagt vores tilstedeværelse, holdt lav profil. Vores position er på denne måde blevet bestemmende for vores deltagelse i felten. Vi har overvejet, hvorvidt vi i visse situationer har været for forsigtige og i for høj grad har fulgt de militære normer for adfærd.
Positioneringen imellem de to grupper kommer visuelt til udtryk ved vores fysiske placering i flere sammenhænge. Til hhv. appel og eksercits har vi ofte været placeret samme sted som de overordnede og har, ligesom de, observeret rekrutterne (se fig. 6 og 7). Auditorieundervisningen er et andet eksempel, hvor vi har indtaget samme position som de overordnede. Rekrutterne har siddet nede i salen, helt fremme foran underviseren, og vi placeret oppe bagerst sammen med de overordnede. På den måde har vi haft overblik over rekrutterne og har kunne se hvad de overordnede ser. På trods af vores tilstedeværelse befinder vi os ikke blandt rekrutterne og deltager altså ikke i deres undervisning. På den måde forekommer det som om vi har fået en position blandt de overordnede. Det er imidlertid ikke tilfældet, idet vi ikke har haft de overordnedes beføjelser. Enkelte overordnede har valgt at placere os blandt rekrutterne for - kan det tolkes - på den måde at vide, hvor han har os og derved bevare magten som den, der kontrollerer situationen. Derudover viser vores generalisering af overordnede og rekrutter i to teams sin svage side her. De enkelte teams består af forskellige individer, der indenfor de rammer deres team tillader det, handler forskelligt og bl.a. har et forskelligt forhold til os som fluer.
Vores egen usikkerhed overfor, hvordan vi har skulle forholde os i et så hierarkisk inddelt felt, har også haft en betydning for vores positionering. Et godt eksempel på forvirringen omkring egen position kan gives ved en fluernes overvejelser omkring en af naturens luner. Skal hun - som rekrutterne - bede om tilladelse til at gå på toilettet i en undervisningssituation, eller kan hun tillade sig at handle autonomt. Hendes overvejelser bliver gjort til skamme ved, at de overordnede efterfølgende konstaterer, at "I skal da bare gå". Som fluer har vi ikke position som rekrutter og får det ikke på noget tidspunkt - vi er og bliver derimod studerende.
l mange tilfælde er vores informanter - blandt rekrutterne - blevet udvalgt for os af deres overordnede, hvadenten det var en deling eller enkelte rekrutter til interviews. At rekrutterne blev udvalgt for os, har vi til dels selv lagt op til, idet vi har måtte acceptere det militære samfunds opbygning for at få mulighed for at få indblik i området. Desuden er det interessant at se hvem de overordnede udvælger for os. Som Hammersley og Atkinson beskriver vil magtfulde figurer ofte udvælge informanter for antropologen, for på den måde at kontrollere situationen (1993:133f). Et sådant eksempel oplevede vi da delingen skulle udvælges. De overordnede diskuterede hvilken type deling vi skulle følge og valgte en deling der i høj grad levede op til deres forventninger. Deres valg af deling indikerer således hvordan batteriet ønsker at repræsentere sig selv udadtil.
Fordelen ved vores indfaldsvinkel har været, at vi har fulgt militærets normer - hierarkiet og kommandovejen. Hvis vores oprindelige problemstilling med fokus på rekrutterne skulle være efterfulgt mere utvetydigt, ville det muligvis have været givtigt at være tættere på rekrutterne. For det første kunne det eksempelvis være sket ved at mindske kontakten med de overordnede, således at alle parter var bevidste om, hvor vi hørte til. Omvendt er det i militæret umuligt at lave aftaler direkte med dem, der er nederst i hierarkiet, idet en person højere på rangstigen altid skal give tilladelse. Ved at gå uden om kommandovejen og de overordnede ville vi sandsynligvis have stillet rekrutterne i en uheldig situation. For det andet kunne vi have deltaget på mere lige fod med rekrutterne ved - udover at blive indkvarteret - at deltage i rengøring, stueeftersyn, eksercits, blive korrekset etc. Spørgsmålet er om et så hierarkisk opdelt system giver mulighed for at kunne deltage på lige fod med rekrutterne. Alle vidste, at vi er studerende, at vi havde mulighed for at sige fra samt at vi ikke kunne straffes.
Som det ofte er tilfældet bliver antropologen tildelt en helt ny rolle, der skabes særligt til hende (Wax 1971:52f). Dette skete også for os, idet vi stod midt imellem de to teams og til dels deltog på begge sider, samtidig med at alle involverede parter var bevidste om, at vi var studerende. Som antropologen Jean Briggs beskriver det, blev vi en del af flere kategorier, der normalt gensidigt udelukker hinanden (Briggs 1970:42) lklædningen af uniform gjorde, at vi lignede alle andre, men rollen vi fik var en ikke-eksisterende rolle i det militære samfund. Det er ikke kun os der har brugt informanterne, de har også til dels brugt os. De overordnede har bl.a. bedt os om feedback på deres undervisning, samt brugt os til at bekræfte deres rolle overfor rekrutterne. Desuden har de uden omsvøb talt om rekrutterne, når vi har været tilstede. Antropologen kan tillade sig at træde udenfor rollen hvilket hænger sammen med, at hun aldrig kommer helt ind i samfundet, men altid vil være en fremmed, og derfor har lov til at opføre sig som udenforstående (lbid:42). For at antropologen overhovedet skal kunne komme ind i felten er det dog nødvendigt at indordne sig de normer der er i det pågældende samfund og deltage i de aktiviteter der foregår, men hvad ligger der egentlig i begrebet deltagelse?
For antropologien er deltagerobservationen, som vandet er for fiskene. De lever af den, flyder med den, og den bliver ofte betegnelsen for deres arbejde. l følge Tonkin er det deltagerobservation der gør antropologisk praksis til en gyldig praksis (Tonkin 1984:217). Men hvad deltagerobservation egentligt er og hvordan det udføres, har været og er stadig diskutabelt. Deltagerobservation kan på en og samme gang anskues som en metode og en ramme for metode. Det er en metode i sig selv forstået på den måde, at antropologen på en og samme gang skal deltage i felten, men også observere den. Deltagerobservation medfører således, at antropologen får en erfaring med det undersøgte felt. Netop denne erfaring kan udgøre en ramme for andre metoder, fordi den åbner op for en forståelse, der rnuliggør uddybende undersøgelser. Hvis man som antropolog eller anden forsker ønsker at forstå den gruppe, man studerer, bliver deltagerobservation derfor uundværlig. Antropologen A. Strathern udtrykker det således: "det er kun ved at træde ind i en verden af mening at vi kan gøre det tilstrækkeligt meningsfuldt for os selv" (Strathern i Tonkin 1984:220)
Rent historisk er der sket en bevægelse indenfor antropologien fra at lægge vægt på observation til at vægte deltagelse (Tonkin 1984:218). De færreste antropologer i dag tror på tanken, om at kunne være en flue på væggen. De fleste derimod anerkender, at de har en effekt på det felt, de studerer. Som tre studerende på Sjælsmark Kaserne har også vi gentagne gange erkendt, at vi ikke er i stand til at gå i et med væggen. Denne erkendelsesproces kan eksemplificeres ved en af fluernes tilstedeværelse i en vedligeholdelsestime. Fluen står lænet op af væggen og observerer, hvordan rekrutterne renser geværer. Hun er stille og deltager ikke i undervisningen. Tiden går og ingen bemærker hendes tilstedeværelse i rummet; hun er faktisk udenfor deres verden - en flue på væggen - tror hun. "Det er for dårligt, at l bare lader damen stå, imens l selv sidder", kommenterer en rekrut pludselig til de andre. Fluen rives ud af sin naive tro på egen usynlighed - rekrutterne er hele tiden bevidste om hendes tilstedeværelse. En antropolog kan ikke være en flue!
Fluen er derimod i dette tilfælde en kvinde, som den eneste i gruppen; hun er studerende og ikke rekrut. Havde nogle af disse faktorer været anderledes, ville feltarbejdet med stor sandsynlighed være forløbet anderledes. Eksempelvis er det muligt at tre studerende af hankøn ville være blevet modtaget anderledes, og informanterne ville f.eks. ikke have haft en flirtende facon overfor dem, som det i enkelte tilfælde er sket for os.
Udover disse refleksioner over egen effekt på forskellige situationer, har vi som beskrevet i forrige afsnit, forsøgt at finde balancen mellem at observere og deltage. Ønsket om at fokusere på rekrutterne og samtidig have en position, hvor meget af vores deltagelse er foregået ved de overordnedes side, har sat fokus på det paradoks, der ligger i at bedrive deltagerobservation. Paradokset kendetegnes ved at, jo mere antropologen observerer, desto lengere bevæger hun sig væk fra deltagelse (Tonkin 1984:219). Vores ønske om deltagelse er derfor i høj grad kommet til at handle om at deltage i rekrutternes aktiviteter.
Alle fluer har individuelt deltaget i forskellige aktiviteter i forbindelse med rekrutternes uddannelse, hvoraf kan nævnes idræt, øvelse udenfor kasernens område og træning i forbindelse med eksercits. I disse forbindelser har vi alle svedt, er blevet til grin, blevet hjulpet og har moret os, hvilket har haft en betydning for vores indlemmelse i felten på flere måder. For det første har vi, sagt med Cohens ord, solgt os selv som individer, som venner og ikke som professorer - eller i vores tilfælde som studerende (Cohen 1984:228). Derudover har vi brugt os selv som informanter forstået på den måde, at vi på egen krop har oplevet den træning, rekrutterne gennemgår. Ved eksempelvis at deltage i løbetræning har vi også måtte adlyde ordrer fra de overordnede - i dette tilfælde om at fortsætte løbet på trods af træthed - hvilket har haft en betydning for vores ellers ambivalente position i hierarkiet. Gennem denne deltagelse har vi nærmet os rekrutterne i langt højere grad, end når vi har stået på sidelinjen med de overordnede.
Retrospektivt kunne vi uden videre have deltaget mere sammen med rekrutterne. At vi ikke deltog skyldes flere faktorer: For det første en usikkerhed omkring hvad vi måtte og kunne tillade os. For det andet kendte vi ikke folk omkring os hvilket medførte en generthed. Derudover spiller feltarbejdes længde ind. De 3 uger i felten kan betegnes som den første fase af feltarbejdet og er en "involveringssøgende og rollekonstruerende periode" (Wax 1971:17). Vores tilbageholdenhed og til tider afventende deltagelse - skyldes udover vores positionering i hierarkiet - til dels en måde at komme ind i felten. I den forbindelse har vi ønsket at lade vores informanter sætte dagsordenen. lndenfor den ramme deltagerobservation udgør er der som omtalt mulighed for at trænge ind i og forstå det studerede samfund. Forståelsen erhverves på den måde ved hhv. at deltage blandt gruppen der studeres og ved at observere dem. Kernen i deltagerobservation er således at handle, betragte og lytte. Disse tre elementer er også af afgørende betydning i den metode, vi nu vil vende os mod.
Med udgangspunkt i ønsket om at få rekrutternes og de overordnedes præcise holdninger til uniformen, besluttede vi at foretage interviews som supplement til vores deltagerobservation. Denne beslutning skyldtes, at det er anvendeligt at bruge interviews for derved at undersøge den betydning, som informanterne tillægger et bestemt kulturelt fænomen (Hammersley & Atkinson 1993:124). Med udgangspunkt i ønsket om at få rekrutterne og de overordnedes præcise holdninger til uniformen, besluttede vi at foretage interviews som supplement til vores deltagerobservation. Samtlige interviews blev foretaget ud fra en spørgeguide (se bilag 3) med notetagning under interviewet, men uden båndoptager. Udeladelsen af båndoptager kan i visse tilfælde bidrage til en mindre anspændt og mere uformel interviewsituation (Knudsen 1995:24). Vi har dog erfaret, at vi har mistet mange nuancer ved kun at tage noter og ved i nogle tilfælde først at udskrive interviewet timer eller dage efter, at det blev foretaget. Efterfølgende har vi derudover haft svært ved at huske om et bestemt udtryk eller ord blev indført i samtalen på vores foranledning eller informantens. Generelt er vores erfaringer med ubåndede interviews ikke overvejende positive, og vi [konstaterer at] fravælgelsen af båndoptager kan være problematisk.
Vi foretog ét interview med en overordnet og otte interviews med forskellige rekrutter, som på det tidspunkt havde "været inde" i hhv. én dag og fire uger. Rekrutterne blev udvalgt som informanter på baggrund af vores ønske om at få en stor repræsentativitet i interviewene, således at både de såkaldte nægtertyper og frivillige var repræsenteret i vores interviews. Vi diskuterede internt i gruppen, hvordan vi skulle forholde os til udvælgelsen; skulle vi vælge tilfældigt, skulle vi vælge dem der selv ønskede at deltage eller dem, der blev valgt af de overordnede. Den egentlige udvælgelse af informanter skete for nogle rekrutters vedkommende efter rådslagning med delingens overordnede, som informerede om hvilke typer, de forskellige rekrutter var. De overordnedes forslag til informanter blev ikke fulgt absolut, da vi mente, at det var nødvendigt, at vi selv havde råderet over udvælgelsesprocessen. Kontrollen over dette viste sig i praksis at være vanskelig at opretholde - eksempelvis valgte en informant sig selv. l dette tilfælde fandt interviewet sted - i modsætning til de øvrige - om aftenen på et af vores værelser efter indtagelsen af nogle øl. Situationen var umiddelbart anderledes end i tidligere interviews, men demonstrerede hvor vigtigt det er at lade fleksibiliteten råde. På trods af træthed, ølindtagelse og en situation, der til at starte med forekom grænseoverskridende, var det informanten, der i dette tilfælde helt konkret blev styrende for feltarbejdet. Resultatet blev et interview, hvor der fremkom vigtige informationer og som uden denne informants insisteren ikke ville være blevet udført.
Vores informanter er i høj grad blevet valgt ud fra den viden vi gennem deltagerobservation erhvervede os om uniformen og informanterne selv. Størstedelen af vores informanter har i deltagelsessituationerne fanget vores opmærksomhed, fordi de på forskellig vis har skilt sig ud fra mængden gennem deres personlighed eller adfærd. Retrospektivt er vi således blevet klar over, at der er nogle mere tilbageholdende typer blandt rekrutterne, som vi stort set ikke har været i kontakt med. Udeladelsen af dem som informanter kan have medført en skævvridning i vores resultater.
Deltagerobservation og interviews kan altså med fordel kombineres (lbid:131). Vores kendskab til felten gjorde det eksempelvis muligt i interviewsituationen at stille de for undersøgelsen relevante spørgsmål angående uniformen. Modsat hertil førte det i nogle situationer til både forudindtagethed og indforståethed, hvilket medførte færre notetagninger. Derudover fandt vi det til dels nemmere at interviewe de rekrutter, som vi i større grad havde haft mulighed for at udføre deltagerobservation blandt, og som vi derfor allerede før interviewet havde etableret kontakt med. Et interview kan omvendt også tilføre deltagerobservationen nye perspektiver, idet antropologen - på baggrund af informanternes udtalelser - lægger mærke til nye aspekter i felten (lbid:131f). Nye aspekter opstår også gennem nedskrivning af observationer, der fremkommer gennem deltagelse i felten.
Deltagerobservation handler i høj grad om at nærme sig sine informanter og om at kunne sosialisere sig med informanterne. l modsætning til dette skal man også som antropolog kunne distansere sig fra felten, og - som Cohen beskriver det - adskille sig intellektuelt (1984:227). Denne adskillelse opstår bl.a. ved selve bevidstheden om at være den der studerer og noterer. l selve den funktion at tage og udskrive feltnoter ligger en distansering til felten. Denne distansering kom tydeligt til udtryk, når vi i selskab med vores informanter trak notesblokken frem og derved markerede vores rolle, som dem der studerede, observerede og noterede de andres gøren og laden. Distanceringen kom mere skjult til udtryk eksempelvis efter en lang samtale med en informant, hvor en af fluerne efterfølgende satte sig på toiletter og skrev stikord ned vedrørende samtalen. Det, at skrive noter bag en lukket toiletdør, mens informanten forventer, at toiletter benyttes på normal vis, kan føles som at "skrive bag om ryggen på informanten". Egentlig er det et forsøg på at skjule distansen mellem "os" og "dem", forstået på den måde, at det ikke altid virker naturligt at have en notesblok liggende på bordet mellem sig selv og informanten. Ligeledes når vi trak os tilbage til vores barak for at udskrive dagens notater, var det en tid, hvor vi reflekterede over dagens hændelser, og yderligere for en tid distancerede os fra felten og vores informanter. Det at skrive feltnotater fungerer således som en intellektuel adskillelse, men det er ikke en ukompliceret opgave at lave gode notater.
At skrive feltnoter nærmer sig et håndværk, som Emerson, Fretz og Shaw problematiserer. De foreslår bl.a., at der i feltnoterne anlægges forskellige stemmer, således at brugen af 1. og 3. person er en måde at adskille antropologen fra det observerede. Brugen af 1. person giver et indblik i antropologens egen oplevelse af tingene, mens en beskrivelse i tredje person er særlig god til at beskrive andres ord og handlinger (1995:55). Netop det at skelne mellem vores egne og informanternes stemmer har været et emne, vores feltnotater har bragt op til debat. Feltnoter er altid subjektive beskrivelser, men de kan forsøges gjort mere objektive ved at antropologen er bevidst om hvis stemmer, der er tale om. Derudover er det vigtigt at gøre sig klart, hvad der er hhv. en beskrivelse af felten og hvad der er antropologens fortolkning.
Brugen af tillægsord i feltnoter er en farezone og det er i denne sammenhæng vigtigt at eksplicitere hvorfor de bruges. En del af læreprocessen for gruppen har været en oplevelse af, at tilleegsord skal forklares ved beskrivelse af ansigtsudtryk, bevægelser og kontekst i øvrigt. Hvis konteksten ikke medtages fortæller noterne mere om den studerende end om det, der er blevet observerer. Det er altså ikke kun nødvendigt at distancere sig fra felten, men også fra sig selv. Denne selvbevidsthed i forhold til egne noter kan hjælpes på vej ved at andre læser de notater der er nedfældet - og at man selv læser andres.
Udover at det er lærerigt at andre forholder sig til ens noter, er det interessant at udføre feltarbejde i gruppe, men der er både fordele og ulemper ved denne proces. Fordelen er, at det er muligt at bruge hinanden som vejledere ved at give feedback og kritik undervejs i forløbet. Det at give feedback fører ofte diskussioner med sig, og på denne måde bliver ens egen opfattelse af det observerede nuanceret. Rent praktisk kan det også være en fordel, idet gruppen kan splittes op og dermed være flere steder på en gang. Denne opdeling har været et vigtigt element og til tider en nødvendighed, da det kan være en ulempe og virke massivt både på os og muligvis vores informanter, at der står tre fluer med hver sin notesbog og observerer gøren og laden. Ved første møde med felt og informanter kan der umiddelbart forekomme en vis tryghed i at befinde sig i en gruppe. Nogle gange kan denne tryghed være en fordel, til andre tider en ulempe. Ulempen er at trygheden på nogle måder kan komme til at virke som en hæmsko, idet alle fluer i flere tilfælde har savnet kontakt til informanter og ønsket at prøve kræfter med felten alene.
For at vende tilbage til nuanceringen af feltoplevelsen, kan gruppearbejdet udover at medføre flere diskussioner og eftertænksomhed også være problematisk. Det kan være problematisk, idet vi er tre meget forskellige personer, der hver især mener, at et feltarbejde skal bedrives på en særlig måde. Det kommer til udtryk ved, at vi har forskellige grænser for, hvad man kan tillade sig, hvordan man skal opføre sig, og hvilken kontakt der ønskes til informanterne. Som Van Maanen udtrykker det: "Valget om hvornår og hvor den moralske og etiske grænse trækkes må hvile på en individuel, ikke en kollektiv, samvittighed (1983:278). Disse forskellige tilgange medfører tre subjektive opfattelser af flere begivenheder under feltarbejdet.
At vi fluer internt kan opfatte den samme situation på forskellige måder, er med til at understøtte Roger Sanjeks konklusjoner om den antropologiske praksis gyldighed. Sanjek understreger, at der er en etnografisk metode, og at antropologisk praksis har sin egen videnskabelige gyldighed (Sanjek 1990:385). Denne gyldighed kan ikke diskuteres udfra et naturvidenskabeligt perspektiv, hvor resultaterne måles, vejes og dobbelttjekkes. Der kan i antropologien ikke tales om sande eller falske etnografer, da det er umuligt at vende tilbage og udføre præcis det samme feltarbejde igen. Vores erfaring med feltarbejdet som en subjektiv og personlig oplevelse belyser netop dette: to personer vil aldrig kunne udføre det samme feltarbejde og vil derfor aldrig kunne drage de fuldstændigt samme konklusjoner.
Derimod, skriver Sanjek, må den antropologiske praksis, "bevise sig selv" ved at antropologen er tro mod sine data, er bevidst om sin egen arbejdsproces og hele tiden er eksplicit omkring egen praksis (lbid:395). Denne eksplicitet omfatter særligt tre områder. Den første omhandler den teori, der har guidet det givne feltarbejde, og som har været medvirkende til, at antropologen har foretaget særlige valg. Dette er også tiifældet i vores feltarbejde, hvor de teoretiske overvejelser vi har gjort os før feltarbejdet, har haft en betydning for vores indsamling af data og de derpå følgende resultater.
Dette kan eksempelvis ses ved at vi valgt at anskue uniformen som et socialt rum. l forbindelse med vores deltagerobservation har vi derfor særligt lagt mærke til uniformen. Dette har betydet at vi har bragt den op som samtaleemne i forhold til vores informanter og på denne måde været medvirkende til at styre samtalerne i en bestemt retning. Uniformen har ikke nødvendigvis været et interessefelt hos vores informanter, men derimod hos os. Derudover har vores forestillinger vedrørende værnepligtstiden som en liminal fase været medvirkende til vores fokusering på opdragelse. Fokuseringen i vores analyse på opdragelsen skyldes altså ikke kun vores positionering i felten, men også vores teoretiske indfaldsvinkel inden feltarbejdets start. Omvendt mener vi, at det fokus, der i vores analytiske perspektiver er på magtrelationer, er et billede af, hvordan felten har påvirket vores teoretiske kurs.
For det andet skriver Sanjek om betydningen af at beskrive, hvad han kalder, "den etnografiske vej" (lbid:398). At eksplicitere denne vej indebærer, at antropologen for eksempel gør klart hvem hun mødte, via hvem og hvilken betydning dette fik. For vores vedkommende har vi forsøgt at klargøre denne vej gennem vores tidligere beskrivelse af mødet med kommandovejen (se bilag 4) og vores positionering indenfor kasernens hierarki. Både vores færd af kommandovejen og vores kontakt til nogle informanter frem for andre har haft en betydning for vores efterfølgende analyse. Et eksempel er den megen plads de overordnede har fået i vores analyse; deres ord fylder meget og gentagne gange bruger vi, som rekrutterne, de overordnedes begreber. For eksempel kan vores generalisering af hhv. frivillige og ufrivillige rekrutter ses som en forlængelse af de overordnedes kategorisering af rekrutterne udfra ideen om nægtertyper.
Det sidste forhold Sanjek inddrager er forholdet mellem feltnoter og analyse. Antropologen skal altid være i stand til at henvise til sine feltnoter for at understøtte sine analyser og fortolkninger. Dette område har vi gjort os mange metodiske overvejelser omkring. Det har været en langstrakt proces at skabe en sammenhæng mellem teori og data, og efterbehandlingen og brugen af feltnoter har krævet megen eftertanke. l den forbindelse har vi diskuteret, hvorvidt vores informanter er kommet nok til orde i teksten, da det i vores analyse ofte er vores observationer frem for deres ord, der træder frem. Det er vanskeligt at finde en balance mellem egne observationer og citater og spørgsmålet er hvordan en meningsfuld vægtning findes.
l selve skriveprocessen har vi forsøgt at finde svar på dette spørgsmål, men der foreligger naturligvis ingen facitliste. Vores diskussioner og ønsket om at finde hoved og hale i indsamlet materiale og forbinde det teoretisk har indimellem ført til fortolkninger og derpå følgende generaliseringer. Et eksempel på dette er som nævnt vores inddeling af rekrutter og overordnede i teams. Som Sanjek skriver, kan den struktur, der fremstilles, være et billede af den struktur antropologen har set fremfor et egentligt billede af det omkringliggende samfund (lbid:403). Vores brug af Goffmans team-begreb dækker et team der består af flere grupper, der internt har mange forskelligheder. Der er derfor tale om at vi bevidst har fravalgt denne manglende nuancering i vores analyse.
Ifølge Rosalie Wax betyder et feltarbejdes længde, at jo længere tid antropologen har været et givent sted, desto større forståelse har vedkommende overfor det hun har set og oplevet (1971:13). Vores 3-ugers feltarbejde er af en lektor på lnstitut for Antropologi blevet betegnet som "blot en begyndelse på begyndelsen". Hvis dette er tilfældet, er det interessant at spørge sig selv, hvad længere tid i felten ville have betydet for vores forståelse og dermed vores analytiske perspektiver. Samtidig er det dog interessant at notere sig, at megen antropologisk praksis i dag udgøres af det der kan kaldes "hit and run" projekter. I lyset af dette må man som kommende antropolog vaere forberedt på feltarbejder af kortere varighed.
Antropologens praksis kan gøres gyldig og dermed videnskabelig ved at eksplicitere feltarbejdets mange elementer og dermed skabe sammenhæng mellem analytiske resultater og empiri. Dette er, hvad vi har forsøgt at gøre på de foregående sider, undervejs har vi dog flere gange spurgt os selv - en gyldig praksis overfor hvem - lektorer, overordnede, rekrutter?
Som det kort blev skitseret i foregående afsnit kan det diskuteres, hvem ens materiale skal være gyldigt overfor. Når man - som vi - er trådt ind i en stor organisation med mange forskellige interessegrupper, kan det være vanskeligt at finde et ståsted. Det er vigtigt at være bevidst om hvilken position, der indtages, og om ens sympati kan og skal ligge hos én gruppe, eller om man vil forsøge at forholde sig neutral mellem flere grupper. Vi har i vores feltarbejde, som det er fremgået, forsøgt det sidste. Dette valg har medført mange overvejelser omkring, hvordan vi har skulle præsentere vores materiale. Flere overordnede har under feltarbejdet spurgt, hvilke resultater vi ville nå frem til, og hvordan vi ville fremstille militæret. Det var i den forbindelse vigtigt for os at gøre klart, at vi ikke har nogen intention om at fremstille dem hverken positivt eller negativt, men derimod give andre et indblik i en, for os, fremmed verden. Anne Knudsen konstaterer i den forbindelse at det er vigtigt at skrive på en sådan måde, at antropologen vil kunne fremlegge sine data overfor sine informanter (1995:25). Her vender vi os igen mod de interessekonflikter, der kan opstå i en sådan situation. Det vigtige spørgsmål er i denne sammenhæng, hvilke informanter vi skal kunne fremstille vores data til.
Som Van Maanen formulerer det, vil feltarbejdere, når de skriver en undersøgelsesrapport uundgåeligt, komme til at forråde den tillid og fortrolighed som nogle informanter har lagt i dem, idet "ethvert studie... uden tvivl [vil] behage nogle mennesker og forbitre andre" (1983:281). Han beskriver, hvordan antropologen kan komme uden om dette problem ved at være neutral. Blot er det vigtigt at sige noget om noget og ikke i neutralitetens navn, ingenting at sige. Dette kan antropologen undgå ved - mens hun er til stede - at demonstrere en evne til at leve sig ind i sine informanters liv og virke (lbid:285). Det har vi helt automatisk forsøgt ved at tale det pågældende teams sprog og vist en "interesse for deres problemer" (lbid:285). Disse faktorer er væsentlige, men en anden væsentlig faktor er den, at vi på denne måde samtidig muliggør vores egen undersøgelse. Der er derfor tale om, at "feltarbejdet skrider mere eller mindre succesfuldt fremad afhængigt af, i hvilken grad dem med data stoler på, at dem, der vil have data, beskytter dem fra personlig, social og organisatorisk skade" (lbid:281).
Det at vi har stået mellem to stole ved samme bord gør, at vi har skulle være varsomme med, hvordan vi præsenterer vores materiale. Ved at beskrive visse episoder, eksempler eller oplevelser på en given måde og udelade andre, risikerer vi at svigte nogle informanters tillid - vælger vi en anden type eksempler, svigter vi muligvis andre. En anden faktor er risikoen for, at der falder brænde ned gennem hierarkiet, når flere grupper med forskellige interesser er tilstede. Dette leder os automatisk over til anonymisering. Hvordan lever vi op til den forventning, der ligger fra vores informanters side om at beskytte deres interesser? Alle ved, hvor vi har været, og hvem vi har talt med, hvilket betyder at enhver form for anonymisering vil være nytteløs, idet genkendeligheden er for stor (Van Maanen 1983:282). Hvordan man, som antropolog forholder sig til dette dilemma, er ikke entydigt og afhænger i høj grad af, hvad formålet med ens undersøgelse er, samt hvilke "kontrakter" man har indgået med sine informanter.
Her vil vi kort vende tilbage til afsnit 4.3 om positionering, hvor vi kom ind på det faktum, at rekrutterne aldrig er blevet spurgt om lov til at blive brugt som objekter i et feltarbejde - i prinsippet har vi ingen "kontrakt" med dem. Anne Knudsen problematiserer dette ved at diskutere, hvorvidt en gruppe - som rekrutterne - hvis de havde magten til det, ville modsætte sig et antropologisk studie af deres handlinger (1995:20). Det er naturligvis en hypotetisk diskussion i denne sammenhæng, men det er ikke desto mindre interessant at gøre sig overvejelser i denne forbindelse. Det er samtidig interessant, at vi pga. vores ændrede fokus ikke blot har fokuseret på rekrutterne, men også på de overordnede. Dette på trods af, at vi på intet tidspunkt har tydeliggjort over for de overordnede, at vores fokus har ændret sig og også har indbefattet dem. Dette medfører visse etiske overvejelser om at studere en gruppe, der tror, at antropologen studerer andre end dem.
Det at studere andre indebærer altså ikke kun metodiske og teoretiske valg. Der er derudover tale om en række metodiske og etiske valg både før, under og efter et feltarbejde.
Uniformen spiller en rolle i opdragelsen af rekrutterne på Sjælsmark Kaserne. l forholdet mellem hhv. rekrutter og overordnede bruges uniformen af de overordnede i forbindelse med både straf og belønning. Derudover er uniformen med til at understøtte og understrege det magtforhold, der eksisterer mellem de to grupper. Uniformen kan altså siges at legitimere de særlige relationer, der er med til at opretholde den sociale orden i militæret.
Når vi her konkluderer på opdragelsen i militæret, hænger vores analytiske perspektiver sammen med vores valg af metoder. Da vi har udført deltagerobservation og foretaget interviews med en begrænset antal informanter, kan vi ikke udtale os om rnilitæret som institution, men derimod kun om en mindre gruppe af individer indenfor institutionen. Skulle vi have udtalt os mere generelt om nogle overordnede tendenser, havde det været givtigt at inddrage kvantitative metoder i vores undersøgelse. Ved en spørgeskemaundersøgelse kunne vi eksempelvis have indhentet en større mængde data og således fået indblik i betydningen af rekrutternes alder og baggrund for deres forventninger til militæret.
At vi derimod har vægtet kvalitative metoder og hovedsageligt deltagerobservation har givet os indsigt i og viden om felten, som kvantitative metoder alene ikke ville have givet. Det at være tilstede, lære folk at kende og deltage i deres dagligdag giver en kontekst for de udtalelser, folk kommer med i for eksempel et interview. Derudover giver det en forståelse for de mennesker, man som antropologistuderende ønsker at sige noget om. Denne forståelse danner grundlag for overhovedet at kunne drage konklusioner. I vores tilfælde har deltagerobservation betydet, at vi har været vidner til interaktionen mellem rekrutter og overordnede og dermed er blevet i stand til at sige noget om den opdragelse, der finder sted i rekruttiden. Ved selv at iklæde os uniform har vi derudover været i stand til at bruge os selv som informanter og har i den forbindelse fået en forståelse for uniformens rolle i opdragelsen.
Antropologiens metode - deltagerobservation - kan ikke undlade at inddrage forskeren som person, da deltagelsen sker med udgangspunkt i hendes krop og observationer ud fra hendes perspektiv. Antropologens påvirkning af undersøgelsen er således altid til stede, idet antropologen selv er en del af sin metode. Da resultaterne af en given undersøgelse altid være påvirkede af den givne antropolog, vil en fuldstændig objektiv undersøgelse aldrig være mulig. Denne subjektivitet er dog ikke ensbetydende med, at antropologen ikke er i stand til udtale sig om noget, blot er det vigtigt, at antropologen står frem i teksten, og tydeliggør hvornår hun hhv. beskriver, fortolker og analyserer.
Læseren skal med andre ord vide, hvor i teksten antropologen træder frem som person. Samtidig er det vigtigt at holde sig for øje, at antropologen som person ikke er undersøgelsens omdrejningspunkt. Det er derimod det samfund, antropologen undersøger. l fremstillingen af et givent samfund er det derfor af betydning, at der fremvises et billede af samfundet som særligt informanterne skal kunne genkende. Derudover bør antropologen - os selv som studerende indregnet - være varsom med generaliseringer, idet antropologen bør spørge sig selv, hvor meget hun kan og bør generalisere udfra undersøgelser der fokuserer på en lille gruppe af mennesker. Når alt dette er sagt, så både kan og bør antropologien fortælle noget om de mennesker, der kommer under deres lup - der er noget at fortælle.
Briggs, Jean 1970 "Kapluna Daughter", i: Women in the Field. Chicago: Aldine, s. 19-44.
Cohen, Anthony 1984 "Informants", i: Ethnographic Research. London: Academic Press, s. 223-229.
Douglas, Mary 1996 [1966] "External Boundaries", i: Anthropological Theory. An Introductory History. Mountain View: Mayfield Publishing Company, s. 432-441.
Emerson, Robert M., Rachel 1. Fretz & Linda L. Shaw 1995 "Writing up Fieldnotes: from field to desk" i: Writing Ethnographic Fieldnotes. Chicago: University of Chicago Press, s. 39-65.
Forsvarets Center for Lederskab (red.) 1998 Ledelse og uddannelse - en grundbog. Forsikringshøjskolens forlag.
Goffman, Erving 1990 [1959] The Presentation of Self in Everyday Life, London: Penguin Books.
Hammersley, Martyn og Paul Atkinson 1993 "Insider Accounts. Listening and Asking Questions", i: Ethnography. Principles in Flractice. London: Routledge, s. 124-156.
Knudsen, Anne 1995 "Mercedes-modellen. Feltarbejde blandt de u-eksotiske", i: Tidsskriftet Antropologi, (31), s. 19-27.
Lechner, Frank J. 1991 "Simmel on Social Space", Exploration in Critical Social Science, Vol. 8, No. 3. "Theory, Culture and Society": Special lssue on George Simmel, s. 195-201.
Nudansk Ordbog 1990 København: Politikens Forlag.
Sanjek, Roger 1990 "On Ethnographic Validity", i: Fieldnotes. The Makings of Anthropology. lthaca: Cornell University Press, s.385-413.
Tonkin, Elizabeth 1984 "Participant Observation", i: Ethnographic Research. London: Academic Press, s. 216-223.
Turner, Victor 1996 [1970] "Betwixt and between", i: Sosialantropoloiske Grunntekster. Oslo: Ad Notam Gyldendal, s.509-523.
Van Maanen, John 1983 "The Moral Fix. On the Ethics of Fieldwork", i: Contemporary Field Research. A Collection of Readings. Boston: Little Brown & Co., s. 269-287.
Wax, Rosalie 1971 "Theoretical Presuppositions of Fieldwork", "The First and Most Uncomfortable Stage of Fieldwork", "The Ambiguities of Fieldwork", i: Doing Fieldwork. Warnings and Advice, Chicago: University of Chicago Press, s. 3-20, 42-55.
1. Når vi i det følgende referer vi til "de overordnede", så henviser vi til alle overordnede uden skelnen rang.
2. Værnepligtstiden er inddelt i tre perioder, hvor de første 2-3 måneder betegnes enkeltmandsuddannelsen (i daglig tale kaldet rekruttiden), hvor soldaten (kaldet rekrutten) lærer de basale regler for og færdigheder som soldat. Den anden periode betegnes funktionsuddannelsen, hvor soldaten uddannes i den funktion som han skal udfylde (eksempelvis radiotjeneste, sanitetstjeneste, kører, skytte, o.lign.). Den sidste periode betegnes enhedsuddannelsen, hvor soldaten i sin funktion som enkeltmand skal vise, at han kan samarbejde med sin enhed.
3. Piger kan også aftjene værnepligt, men under andre vilkår end mandlige værnepligtige. For pigernes vedkommende er det en ret - ikke en pligt - hvorfor de betegnes værneretspligtige.
4. l opgaven benyttes det engelske ord performance, da det på dansk har flere betydninger (præsentation, opførsel, forestilling). Vi mener ikke, at disse oversættelser er dækkende - ej heller den fordanskede udgave performans - hvorfor den engelske brug af begrebet.
5. Dette citat og de øvrige citater i opgaven er egne oversættelser.
6. Forsvarskommandoen har i "Ledelse og uddannelse" defineret interaktionen mellem individer med forskellig rang som et rollespil (1998:204ff).
7. Stueformandens funktion er at optræde som stedfortræder for den overordnede, når denne ikke er tilstede. Han har således i prinsippet kontrollen over stuen og rekrutterne. Når han melder, hvem der er til stede, overgiver han derved kontrollen til den overordnede.