Dyrenes Befrielsesfront
Et eksempel på politisk kultur
i Danmark
Anna Bendtsen, Rasmus
Steen Kjær
Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Skriveøvelse til kurset Civil Society and Political Culture, 1. og 2.
modul, efterår 1999.
Undervisere: Jonathan Schwartz, Inger Sjørslev og Finn
Sivert Nielsen
|
To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/txt/B/Bendtsen_Kjaer_01.htm.
|
1
Indledning
2 Hvad er Dyrenes Befrielsesfront?
3 Civil ulydighed
i det civile samfund
4 Dyrenes Befrielsesfront
i medierne
5 Gruppeidentifikation
og ekstern kategorisering
6 Magt og modstand
7 Anonymitet, løs organisering og forestillingen om gruppen
8 Handling som tekst
9 Konklusion
Litteraturliste
Anvendte avisartikler
Noter
Dyrenes Befrielsesfront er den danske gren af bevægelsen Animal Liberation Front, hvis ærinde er dyrenes rettigheder. Dyrenes Befrielsesfront (herefter omtalt som DBF) er et netværk af aktivister, som kæmper for dyrenes ret til et anstændigt liv, og i denne kamp tyr de til midler, der trodser gældende dansk lov. Midlerne er bl.a. at forårsage økonomisk skade gennem ødelæggelse af ejendom for de mennesker, der i DBF's øjne mishandler dyr - og at befri dyr, der er indespærrede. P.t. rettes aktionerne primært mod slagterforretninger og pelsindustrien i Danmark.
Den første aktion mod en dansk minkfarm var i marts i år, og både bevægelsen og omtalen af den i medierne er således af relativt ny dato.
Billederne af DBF, som de toner frem i pressen og i samtale med en repræsentant for organisationen spænder vidt. Dels er der billedet af rabiate, militante eller fanatiske unge mennesker med terroristiske midler i bagagen; dels er der billedet af en marginaliseret del af Danmarks ungdom som finder sammen i fremmedgørelse overfor resten af samfundet; og dels er der billedet af den internationale NGO med en vis forbindelse til andre organisationer med samme sag; og med civil ulydighed som politisk redskab med diskutabel legitimitet.
Vi vælger at betragte DBF's aktioner som handlinger, der sker i relation til andre NGO'er med dyrs tarv på dagsordenen (fx Dyrenes Beskyttelse), til berørte faglige organisationer (fx Pelsdyravlerforeningen), til staten (hvis umiddelbare eksponent er politiet og retsvæsenet) og til en række mennesker, der i rollen som eksperter på deres respektive felt udtaler sig om DBF. Disse nævnte er hovedaktørerne på den scene, som er de danske mediers dækning af begivenhederne.
DBF er en organisation, der i kraft af kontakten til det såkaldt autonome miljø og deres eksplicitte udfordring af den danske lovgivning stiller sig i et problematisk forhold til staten. DBF's aktioner udfordrer idealet om et civilt samfund i Danmark, som det fx kommer til udtryk hos Chris Hann. Hann definerer det civile samfund "positively in the context of the idea and practices through which cooperation and trust are established in social life" (Hann 1996:22). Vi ser på DBF som udtryk for en alternativ politisk kultur, som får mening i forhold til dansk ditto.
De centrale spørgsmål for det følgende er:
Disse spørgsmål afdækkes ved at beskrive spændingen mellem DBF's selvforståelse og fremstillingen af dem i medierne. Vi ser på artikler om DBF fra december 1998 til i dag.
Før vi analyserer dokumenterne - avisartiklerne, hjemmesider på internettet, etc. - ser vi nærmere på selve organisationen. Vi beskriver DBF's ideologiske grundlag, organisering og de metoder og midler, organisationen anvender. Vores data stammer fra interviews med en repræsentant for DBF (vi kalder ham S.), fra organisationens hjemmesider på internettet og endelig fra artikler fra diverse dagblade i perioden december 1998 til nu. Alt andet lige overskygger vores samtaler med S. de andre typer data, så vores beskrivelse af DBF er en beskrivelse af hans DBF. Det er et vilkår for det følgende, og vi vil løbende forsøge at påpege, hvor det især har haft betydning.
Vi møder S., hvor han studerer. Han viser os hjemmesiderne for Animal Liberation Front (ALF) i England, for den svenske og norske del af organisationen og for beslægtede bevægelser. Der er ikke etableret en hjemmeside for den danske gren. Han viser os også en svensk rapport om dyreretsaktivister, som er en del af den svenske Demokratiutredning. Bagefter går vi til et mere roligt sted, hvor vi kan snakke. Det er ikke hemmeligt, men det er diskret. Vi taler om, hvilke tanker og værdier, DBF er udtryk for, om forholdet til pressen, om forholdet til resten af samfundet. Vi taler ikke meget om konkrete aktioner, men S. fortæller om sine personlige oplevelser - bl.a. som talsmand for DBF i medierne.
Organisationen er som nævnt først i de sidste år blevet synlig i Danmark, men har sin oprindelse i England tilbage i 1976. Fælles for alle grene af organisation er kravet om, at alle medlemmer som en minimumsbetingelse skal være vegetarer, de fleste er dog veganere. Veganere spiser hverken kød eller andre produkter der stammer fra dyr - fx mælkeprodukter. Der er ikke lavet deciderede undersøgelser i Danmark, men ifølge den svenske undersøgelse er størsteparten af DBF's medlemmer i Sverige under 30 år (Hebert og Jacobsson 1999).
Ideologien bag DBF er, at mennesker har en moralsk forpligtelse til at respektere dyrs rettigheder. Eller med andre ord: at dyr skal have de samme rettigheder som mennesker(1). Dette er blevet formuleret i fire kortfattede målsætninger for DBF. Formålet med organisationen er:
Organisatorisk er DBF opdelt i aktionsgruppe og støttegruppe. Aktionsgruppen eller aktivisterne udfører aktionerne i DBF's navn. Støttegruppen repræsenterer DBF udadtil, dvs. delagtiggør offentligheden i, hvilke aktioner DBF har udført, hvornår og hvor. Det fremgår således af den engelske bevægelses hjemmeside, at den vedligeholdes af Animal Liberation Frontline Information Service, dvs. af støttegruppen. Denne opdeling bekræftes af S., som selv er en del af DBF's støttegruppe. På denne måde fungerer støttegruppen som talerør for DBF's aktivister, hvis lovbrud vanskeliggør åben dialog - fx med medierne.
Opdelingen mellem aktivister og støttegruppe er forholdsvist rigid, set udefra. Vi vil ikke udtale os om, hvorvidt der i praksis er en klar skelnen mellem direkte aktivister og parlamentarikere, blot påpege, at støttegruppen i kraft af sin erklærede immunitet for retsforfølgelse (sympatiserer, men deltager ikke) kan formidle DBF's budskab ad mere alment accepterede veje.
På et internationalt plan er DBF (ALF) organiseret i mange autonome grupper. Autonome i den forstand, at der ikke afholdes internationale møder, og at der ikke eksisterer et internationalt handlingsnetværk. Dette gælder også DBF i Danmark, hvor der ikke officielt eksisterer en central organisation eller samordning. Langt størstedelen af aktivisterne arbejder som nævnt anonymt i forhold til offentligheden, fordi mange DBF-aktioner er ulovlige. Det er organisationens filosofi, at alle vegetarer og veganere, som vælger at efterleve organisationens fire målsætninger, kan betragte sig som medlemmer af DBF. Der er således på et organisatorisk plan ikke tale om, at man officielt kan meldes ind, men snarere at man på eget initiativ vælger at være en del af organisationen. På denne måde er DBF på én gang inklusiv og eksklusiv. Inklusiv, fordi alle individer eller grupper af mennesker i princippet kan underskrive sig med signaturen 'DBF', hvis de laver en aktion. Eksklusiv, fordi virkeligheden er, at organisationen får tilhængere i bestemte miljøer.
DBF anvender forskellige metoder for at sprede sit budskab. Grundlæggende er der som nævnt en overbevisning om, at det ikke er tilstrækkeligt udelukkende at gå den parlamentariske vej, når det fx handler om at få bragt en ende på pelsindustriens virke - der skal handling bag ordene. De lovlige metoder er bl.a. uddeling af flyveblade og afholdelse af demonstrationer. De ulovlige metoder er indbrud på minkfarme med henblik på at befri de indespærrede dyr, ildspåsættelser på inventar eller ejendom, hærværk, etc. Det er ikke overraskende specielt DBF's ulovlige metoder, som levnes spalteplads i aviserne.
S. mener ikke, at aktivisterne principielt skelner mellem de lovlige og ulovlige midler (men han understreger, at det blot er hans udlægning). Når man vurderer, hvor langt man vil gå for sagen, handler det ikke mindst om konsekvenserne, altså hvor hård en straf, man er klar til at tage .
S. fortæller os også, at DBFs aktioner er symbolske handlinger. Det betyder, at man indser de uheldige økologiske følger af minkenes befrielse, og man er klar over, at langt de fleste af dyrene indfanges igen, men aktionerne er en måde at komme til orde på. Han fortæller os, hvordan nogle aktivister i Sverige kun befrier enkelte dyr og underskriver sig på gerningsstedet med navn og adresse. Hermed står de frem med et ønske om at fange mediernes interesse og vinde befolkningens accept. Der skal være plads til begge måder, mener S., for begge stiller spørgsmålstegn ved loven -"så vælger man jo selv, om det skal være pen eller sværd eller boltsaks, der skal være våbenet" (interview med S. 1999).
Vigtigt for en forståelse af DBF er begrebet civil ulydighed. Vi vil ikke her redegøre indgående for den filosofiske diskussion, der knytter sig til begrebet. Den er refereret i en svensk rapport om dyreretsaktivisme i Sverige, Olydiga medborgare fra 1999 af sociologen Kerstin Jacobsson og journalisten Niels Hebert - samme rapport, som S. henviste til.
I Hebert & Jacobssons rapport har 'civil' betydningen medborgerlig, og 'civil ulydighed' defineres som en handling, der indebærer et lovbrud, og som er politisk (snarere end privat), dvs. at målet med handlingen skal være relevant for andre end én selv. Eller med andre ord: den udføres af individer i egenskaben af medborgere og ikke af privatpersoner. Martin Luther Kings holdning er måske klassisk: "Den som bryter mot en orätfärdig lag måste göre det öppet, kärleksfullt och med beredvillighet at acceptera straffet" (1991:74 i Hebert & Jacobsson 1999:25). De civilt ulydige må give sig til kende og tage ansvaret for de handlinger og aktioner, som udføres (Hebert & Jacobsson 1999:31). King mener desuden, at handlingen skal være ikke-voldelig, hvilket er et argument, der går igen i meget litteratur på området.
Jürgen Habermas har argumentet for, at civil ulydighed er et kendetegn ved det modne demokrati. Han mener ikke, at retsstaten kan reduceres til udelukkende af omfatte lovene. Civil ulydighed er ikke at stille spørgsmålstegn ved demokratiet eller retsstaten, men ved én eller få uretfærdige love. Tanken er, at der er en distinktion mellem legalitet og legitimitet - at loven og moralen er to adskilte normsystemer. En politisk beslutning kan få sin legalitet i loven, men legitimiteten må findes i nogle grundlæggende, moralske principper (Habermas i op.cit.27).
Denne holdning blev ekspliciteret i vores interview med S.. S. konceptualiserede DBF's handlinger som udøvelse af en 'nødret': "Vi godtager ikke, at dyr bliver slået ihjel, men vi godtager de regler, der er [landets love], fordi vi efterlever nogen af dem" (interview med S. 1999). Dette manifest afspejler Habermas' pointe om civil ulydighed. I denne udlægning er DBF's kamp for dyrenes rettigheder ikke et altomfattende opgør med det danske politiske system, men derimod en kamp mod en begrænset del af dette system.
I Hebert & Jacobssons analyse optræder desuden begrebet 'direkte aktion'. Denne type handlinger er et forsøg på at virkeliggøre det politiske mål direkte. Målet bliver midlet. At slippe mink ud af minkfarme uden efterfølgende at give sig til kende er et eksempel på en direkte aktion (Hebert & Jacobsson 1999:31). Direkte aktioner adskiller sig fra civil ulydighed ved det, at de aktører, som udfører de direkte aktioner, ofte forbliver anonyme. Derved overskrider direkte aktioner ifølge Hebert & Jacobsson principperne for civil ulydighed.
S. argumenterer derimod, at civil ulydighed også omfatter de direkte aktioner. I forhold til vores problemstilling er det imidlertid mindre interessant at diskutere, i hvor høj grad begrebet civil ulydighed beskriver DBF's aktioner. Det interessante bliver snarere, hvordan opfattelsen af DBF forhandles i det offentlige medie-rum, og i disse forhandlinger er den civile ulydighed central. Begrebet er centralt som en del af DBF's selvforståelse. Ifølge denne tankegang placerer organisationen sig i det civile samfund. Det gør den, hvis vi holder os til Ernest Gellners brede definition af det civile samfund som:
"that set of diverse non-governmental institutions which is strong enough to counterbalance the state and, while not preventing the state from fulfilling its role of keeper of the peace and arbitrator between major interests, can nevertheless prevent it from dominating and atomizing the rest of society." (Gellner 1994:5)
Gellner nuancerer senere denne definition, så den mere eksklusivt beskriver de vestlige demokratier med deres vægt på den ukrænkelige individuelle frihed. Imidlertid nøjes vi her med denne definition, som fremstiller 'det civile samfund' som et moralsk og ideologisk neutralt fænomen. Som Gellner påpeger, kan 'det civile samfund' være et "strålende emblem" (Gellner 1994:1) eller et slogan (Seligman i Hann 1996:2) i en politisk kamp for indflydelse. Civil ulydighed er i debatten om DBF på samme måde et slogan.
Vi nærmer os diskursen om DBF gennem mediernes fremstilling af organisationen. Her finder vi dog langt flere indtryk af DBF, end blot fremstillingen af organisationen som civilt ulydige. I næste afsnit analyseres mediernes dækning af DBF med henblik på at finde frem til disse, som vi skal se ofte modstridende, billeder.
Materialet, som ligger til grund for dette afsnit, er resultatet af søgninger i Aktuelt, Politiken, Information, Berlingske Tidende, Jyllands Posten, Ekstra Bladet og Erhvervsbladet fra det sidste to år. Vi vil her præsentere tre centrale billeder af DBF, som optræder i de danske medier. Vi henviser dog kun til de artikler, som citeres.
Artikler om DBF eller Animal Liberation Front dukkede op i de danske medier hen mod slutningen af 1998. Til at begynde med blev der primært fokuseret på begivenheder i udlandet, især England.
Det første billede af DBF handler om deres etiske grundholdning i forhold til dyr. Indlæggene i denne 'fløj' af den samlede pressedækning har ofte karakter af feature-artikler eller læserbreve. Det første er fx tilfældet i artiklen "Drømmen om uskyld" (Aktuelt 1999-08-09). Artiklen er et interview med henholdsvis forfatteren Nina Bolt og fhv. direktør for Zoologisk Have, Bent Jørgensen. Ingen af de to personer har, hvad vi kunne kalde en gængs 'ekspertviden' om DBF, og ingen af dem bliver interviewet om deres konkrete viden om dyr. Emnet er snarere forholdet mellem dyr og mennesker set som et tegn i tiden. Jørgensen citeres:
"[DBF] repræsenterer en holdning om, at dyr er mere værd end mennesker, og så begynder det at blive rigtig sygt. Er der først religiøse overtoner, er det ikke til at have med at gøre. Den her bevægelse handler i virkeligheden om sociologi og ikke om zoologi" (Aktuelt 1999-08-09)
Samme emne står for skud i en artikel i Berlingske Tidende, hvor docent, dr.phil., Henrik Stevnsborg fra Københavns Universitet stiller følgende spørgsmål:
"Hvad hjælper det, at man både elsker dyrene og naturen, når man samtidig er besjælet af had til menneskene?" (Berlingske Tidende 1999-08-25)
Flertallet af indlæg med dette tema har argumenter mod DBF's dyreetik. Der bliver taget skarpt afstand fra DBF´s idé om, at dyr ligesom mennesker har rettigheder. Det er kun i enkelte tilfælde, at personer udtaler sig positivt om organisationens virke. Et eksempel på dette findes i Information:
"De unge mennesker, der knuser ruder og slipper mink løs, er en slags frihedskæmpere både for dyrene og menneskeligheden, mener Susanne Løkke fra Komiteen mod Dyreforsøg." (Information 1999-08-07)
Løkkes kommentar om, at DBF både kæmper dyrenes og menneskenes sag og er en af de få rendyrket positive udlægninger af DBF's handlinger, som ikke kommer fra DBF selv. Der er skrevet flere artikler, hvor medlemmer fra DBF beretter om organisationens politiske synspunkter og syn på sig selv. I en artikel i Information udtaler de danske aktivister, at de foretrækker benævnelsen 'befrielseshær' om DBF (Information 1999-08-06).
Denne diskussion af etik, dyre- og menneskerettigheder står i kontrast til et andet og mere hyppigt mediebillede af DBF. Her fremstilles organisationen som en 'terrorist-gruppe'. Begrebet 'terrorisme' går igen i rigtig mange artikler og er interessant som modbillede til DBF som 'civilt ulydige'. I en artikel fra Aktuelt skrives der:
"Aktionerne har endnu ikke skadet mennesker, kun dyr og ting. Men politiet betragter sagerne med langt større alvor end normale hærværkssager normalt ville fortjene. 'Det er helt klart, der er tale om en tendens, og vi tager det her meget alvorligt,' siger Carsten Damsgaard fra Københavns Politi. Han er souschef i afdeling A, som blandt andet tager sig af ildspåsættelser" (Aktuelt 1999-07-27)
Situationen fremstilles i uddraget som potentielt mere farlig, end det hidtil er kommet til udtryk. Det bliver gjort klart, at aktionerne har en karakter, der er ud over "det normale", og muligheden for, at mennesker vil komme til skade, er mere end en almindelig risiko. Vi hæfter os ved, hvordan det potentielle fungerer som argument for terrorist-billedet.
Potentialet (eller risikoen) for mere vold optræder også i en artikel fra Erhvervsbladet (1999-10-19). Bladet har erhvervslivet som målgruppe, og deres dækning af DBF's aktioner fokuserer på pelsdyravlernes store investeringer i overvågningssystemer som en reaktion på hærværk. Interessant er tillægsordet 'rabiat', som nævnes fire ud af fem gange, hvor der henvises til DBF/ALF i artiklen (typisk på formen "den rabiate organisation ALF…"). Ordet optræder både i journalistens beskrivelse af organisationen og i munden på begge artiklens kilder (formanden for Sjællands Pelsdyravlerforening og en repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse). Rabiat betyder vild, gal eller rasende og indikerer, at DBF er ude af kontrol.
Vi vil bruge et par ord på de forskellige aktører, der kommer på banen i denne artikel.
Først er der den anden dyreværnsorganisation. Det er tilsyneladende regelen, at andre organisationer med dyrevelfærd på programmet tager afstand fra DBF med argumenter om forholdet til demokratiske principper.(2) Udtalelser fra denne kant handler mindre om DBF's budskab end om midler.
Den anden kilde til artiklen er pelsdyravlernes interesseorganisation. De har åbenlyse interesser i at DBF fremstilles i et 'dårligt lys'. I den samlede mediedækning er Pelsdyravlerforeningens bidrag som regel knyttet til den personlige offer-historie i kølvandet på DBF's aktioner, som foreningens medlemmer fortæller. Et andet eksempel på dette er i en artikel i Jyllands-Posten, hvor formand for Dansk Pelsdyravlerforening, Erik Ugilt Hansen citeres for følgende:
"Det er forkasteligt, at terrorister kaster sig over hele den animalske produktion med angreb, der skader dyr og natur. Jeg har stor tillid til, at landets myndigheder skrider hårdt ind over for den form for terrorisme, (…)" (Jyllands-Posten 1999-09-07)
I Pelsdyravlerforeningens eget blad, "Dansk Pelsdyravl" er terrorist-problematikken rejst i en mindre artikel med titlen "Aktivister eller terrorister" (Dansk Pelsdyravl 1999).
Ovenstående viser os ikke en soleklar identifikation af DBF som terrorister, men snarere hvordan begrebet terrorisme går igen som en mulig forklaringsmodel for fænomenet DBF.
Det sidste eksempel på 'terrorist'-billedet, vi vil nævne her, er fra artiklen "Unge bliver terrorister i dyrenes tjeneste" (Aktuelt 1999-07-30). Hovedkilden er den svenske efterretningstjeneste SÄPO. Rubrikken og underrubrikken sætter sammen med hele første del af artiklen fokus på den alvor, hvormed den svenske stat ser på DBF. DBF's aktioner bliver efterforsket og betragtet på linje med nynazistiske aktioner. Det fortælles, at også den danske efterretningstjeneste er involveret i dette arbejde, selvom de endnu ikke har udtalt sig til medierne (se også Politiken 1999-08-01).
Anden del af "Unge bliver terrorister i dyrenes tjeneste" er markant anderledes og indeholder det sidste billede af DBF, som vi vil præsentere her, nemlig DBF som en ungdomsbevægelse. Det er en mere sociologisk anlagt beskrivelse baseret på data fra Sverige. DBF fremstilles som marginaliserede unge med en gennemsnitsalder på 18 år, der på tidstypisk manér jagter en måde at markere sig individuelt. Én af artiklens kilder er formanden for Dyreetisk Nævn i Danmark, filosof og professor i dyreetik, Peter Sandøe. Han citeres:
"Det er ligesom når nogle vælger at kaste sig over en speciel sportsgren. Der er jo en grund til, at vi ikke allesammen spiller fodbold, men at der også er nogle, der dyrker curling."(Aktuelt 1999-07-30).
En sådan bagatellisering er sjælden i mediernes hidtidige behandling af DBF og pudsig i lyset af artiklens titel. Der er en lethed i denne beskrivelse, som står i skærende kontrast til den første del af artiklen.
Følgelig vil vi koncentrere os om det andet mediebillede, der er blevet præsenteret ovenfor, hvor terrorisme og DBF forbindes . Vi vil belyse den modsætning, der er mellem DBF's syn på sig selv - som en befrielseshær - og mediernes fremstilling af organisationen som en mulig 'terrorist-gruppe'.
Charles Taylor har argumenteret for det grundlæggende dialogiske ved menneskers identitet: Den måde, vi definerer os selv, bliver til i interaktion med betydningsfulde andre, mener Taylor med henvisning til George Herbert Mead (Taylor 1994:79).(3) Taylor koncentrerer sig om den identitets-politik, der finder sted i den offentlige sfære i samfundet. Hermed ønsker han at nå en forståelse af diskursen om anerkendelse af forskellige kulturelle, religiøse, etc. grupperinger, som florerer indenfor rammerne af nationalstaten i dag. Det er denne vinkel på gruppe-identitet, vi anvender nu. Konflikten mellem DBF's selvforståelse og mediebillederne kan begribes som en minoritets kamp for anerkendelse.
Modsætningen mellem en gruppes selvforståelse og andres fremstilling af gruppen behandler også Richard Jenkins i Social Identity (Jenkins 1996). Såvel individuel som kollektiv identitet er konstitueret i en dialektisk syntese af egne og andres definitioner, mener Jenkins. Han benævner dette "the internal-external dialectic of identification" (Jenkins 1996:20) og skelner mellem to processer: den interne 'gruppe-identifikation' og den eksterne 'sociale kategorisering'. Den kollektive identitet er givet i interaktionen mellem disse to processer. Processerne er koeksisterende og påvirker hinanden. Interaktionen mellem den interne og den eksterne identifikation kan tage form af gruppens internalisering af den eksterne kategorisering. Det vil fx være tilfældet, hvis en gruppe bliver etiketteret i et institutionaliseret socialt miljø gennem en autoritativ social kategorisering. Det centrale i internaliseringen bliver spørgsmålet om, hvis identifikation, der er den afgørende: er en gruppe-identifikation i stand til at modvirke og dermed undgå at lade sig påvirke af en divergent autoritativ social kategorisering?
Dette spørgsmål bringer magt og magtrelationer ind i billedet. Jenkins påpeger, at etiketteringen af en gruppe - såvel positiv som negativ - vil have afgørende praktiske konsekvenser. Hvis den sociale kategorisering er negativ, kan den fremprovokere modstand hos gruppen. Denne modstand er en 'identitets-effekt' på lige fod med internalisering og er et produkt af etiketteringen. Jenkins undlader dog at gå nærmere i detaljer med, hvordan man konkret skal forstå denne modstand. Han nøjes med at konstatere, at modstanden vil have afgørende praktiske konsekvenser, men belyser ikke denne modstand i et magtmæssigt perspektiv.
Taylors argument har en beslægtet form. Ifølge Taylor kan andres identifikation af en gruppe mennesker i nogle tilfælde bevirke, at gruppen adopterer et nedsættende billede af sig selv, givet at identifikationen er negativ.
"Nonrecognition or misrecognition can inflict harm, can be a form of oppression, imprisoning someone in a false, distorted, and reduced mode of being" (Taylor 1994:75).
Gruppen vil være indkapslet i denne identitet og vil efterfølgende have svært ved at slippe af med den (Taylor 1994:75). Men Taylor er i modsætning til Jenkins mere explicit om magtrelationerne i denne proces. En dominerende gruppe (majoriteten) er den identificerende part, og det negative image kan tjene til at forskanse de dominerendes hegemoni (Taylor 1994:97).(4)
Vi vender tilbage til spørgsmålet om magt og modstand, men først skal vi se på relationen mellem intern gruppe-identifikation og ekstern kategorisering i DBF's tilfælde. Selve modstanden er i front i udgangspunktet. DBF's virke er fra begyndelsen en erklæret modstand mod en fejl i den måde, vores samfund fungerer. Modstanden handler om forholdet til dyrene. Imidlertid kommer både den interne gruppe-identifikation og den eksterne sociale kategorisering til at handle mere om forhold mellem mennesker end forhold til dyr. Omdrejningspunktet for begge processer er nemlig DBF's relation til staten, demokratiet og lovene - udtrykt via de to begreber 'civil ulydighed' og 'terrorisme'. (Atter en gang skal det slås fast, at vi ikke mener, at DBF i alle artikler benævnes terrorister, men at de i en overvejende del af mediernes dækning beskrives med tilsvarene eller beslægtede termer.)
Civil ulydighed har vi tidligere forstået som en problematisering af elementer af et givent lands retssystem. Terrorisme, derimod, er en offentlig udstilling af vold som bryder statens voldsmonopol. DBF er (ifølge den interne gruppe-identifikation ) en 'befrielseshær' som har iværksat en 'frihedskamp' med delvist ulovlige midler i erkendelse af, at lov og moral ikke er sammenfaldende. Det er netop denne eksplicitte problematisering af forholdet mellem lov og moral, som manes til jorden - uskadeliggøres som argument - når DBF i medierne kategoriseres som terrorister. Denne neutralisering af DBF's argumenter kan vi læse som udtryk for hegemoniets forsøg på at forskanse sig selv (jf. Taylor 1994:97).
I forhold til Jenkins' påpegning af en mulig internalisering af den eksterne kategorisering er der ikke tale om, at DBF vil adoptere 'terrorist-identiteten', det ville være en uheldig forsimpling af situationen. Men DBF's gruppe-identitet skabes i et dialektisk forhold til omverdenen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i de paralleller, der trods alt er mellem den civilt ulydige og terroristen: Hos begge er der en diskrepans mellem aktørens og statens verdensbillede. Aktøren kommenterer denne diskrepans med midler, der bryder statens spilleregler.
Et modsætningsforhold var udgangspunktet for dette afsnit: DBF's selvforståelse stemmer ikke overens med den måde, de fremstilles i medierne. Vi har lært af Jenkins og Taylor, at dialektik (eller dialog) må være centralt for at forstå, hvad dette modsætningsforhold betyder. Parallellen mellem terrorisme og civil ulydighed er forholdet til staten. Og forholdet til staten vil gå igen som tema, når vi i næste kapitel betragter DBF som modstand til magt.
Hvad Jenkins og Taylor kun i sparsom grad uddyber, er hvordan vi skal forstå hegemoni og modstand. Det vil vi gøre nu. Det magtperspektiv, som vi vælger at anvende i denne sammenhæng, knytter sig til Michel Foucaults teorier om magt i moderne stater (Foucault 1979, 1980 i Krohn-Hansen & Vike 1999).
Hos Foucault er magten et grundelement i enhver social relation. Magten er allestedsnærværende i den moderne velfærdsstat, dvs. den forekommer overalt - i staten, familien, produktionen, markedet, etc. Derved kan enhver social relation også betragtes som en magtrelation. Magten lader sig ikke reificere, den har ikke noget ansigt, ikke nogen specifik form eller udtryk, den kan ikke betragtes som en evne, som kan besiddes eller som en ressource som kan anvendes. Den bør betragtes som en neutral kraft, der kan bevirke, påvirke og forandre. Magten bør altid betragtes som relationel og kan ikke fastfryses eller essentialiseres, eftersom magtrelationer er foranderlige, bevægelige og reciprokke.
Et vigtigt aspekt ved Foucaults magtbegreb er forholdet mellem magt og institutioner. Magten går forud for institutionerne. Institutionerne er operationelle instanser, som reproducerer magten, men de producerer den ikke. Gennem institutionerne reproduceres eksisterende magtrelationer i den moderne stat. Centralt i denne forbindelse er relationen mellem staten og individet. Staten er den overordnede institution, hvis opgave er at administrere befolkningen. Dette gøres fx gennem kontrol, normalisering og klassifikation af befolkningen. Dette kalder Foucault disciplinering af det enkelte individ. Disciplinering skal forstås som, at staten definerer, hvad et menneske er. Dette er givet ved en definition af menneskets elementære behov - fx sundhed, seksualitet, begær og mål. Det er disciplineringen af det enkelte individ, som gør det muligt for staten at regulere befolkningens handlen. Således består statens magt i, at "den monopoliserer evnen til at tilfredsstille de behov, som en sådan definition producerer hos individet" (Krohn-Hansen & Vike 1999:11).
Ifølge Foucault vil der altid findes modstand, hvor der findes magt. Ligesom magten ikke lader sig begrænse til udelukkende at være én og samme form, kan heller ikke modstanden reduceres til et overordnet princip. Modstand skal betragtes som sæt af forskellige hindringer, som magten kan møde. Der findes på denne måde mange forskellige former for modstand. Fælles for disse er, at de må ses i sammenhæng med magten og altså ingen ekstern position har.
Lila Abu-Lughod har foreslået, hvordan man metodisk kan nærme sig en beskrivelse af magt i samfund. Hun tager Michel Foucaults udsagn: "Where there is power, there is resistance" (Foucault 1978:95-96 i Abu-Lughod 1990:42), og vender det om: Hvor der er modstand, er der magt, og ved at følge tråde af modstand i et samfund kan vi se det vævede tæppe, som er magten, klarere. På en sådan måde bruger Abu-Lughod modstand til at diagnosticere magt (Abu-Lughod 1990). Hermed rykkes fokus til sammenhængene mellem modstanden og dét, den er reaktion på, snarere end kontrasterne.
Eller konkret: Et fokus på kontraster fortæller os, at DBF's budskab er relativt marginalt i forhold til den gængse diskurs om dyrevelfærd og økologi i Danmark i dag, og at dette bidrager til den meget negative sociale kategorisering af organisationen. Hvis der i offentligheden i højere grad havde været accept af de grundlæggende værdier, som DBF står for, ville den sociale kategorisering måske være anderledes.
Et fokus på sammenhængene fortæller os derimod, at DBF's budskab ikke er udviklet i et vakuum, men at både budskabet og dets form giver mening som antitese til dele af dansk politisk kultur. Den modstand, som DBF retter mod dele af den danske lovgivning, skal ikke ses som ekstern i forhold til magten. Modstanden er derimod en del af magten.
Lad os lave en forsigtig analyse. Vi kan kort beskrive dansk politisk kultur som forestillingen om et demokratisk fællesskab, hvor alle mennesker er 'indenfor', idet de har en stemme i kraft af statsborgerskab eller opholdstilladelse, og hvor borgere lovligt kan organisere sig - slutte deres stemmer sammen - i politiske interessefællesskaber. Disse mindre fællesskaber (kernen i det civile samfund) er modvægt til staten men truer den ikke. I spændingsfeltet mellem oppositionerne 'demokrati' og 'anarki' - 'fællesskab' og 'autonomi' - 'indenfor' og 'udenfor' er DBF anarkistisk, autonom og udenfor og dermed u-dansk.
I dette lys er DBF en modstand til statens magt, som både fremkalder en offentlig reaktion i medierne (fordi DBF overskrider nogle grundlæggende danske idéer om privat ejendomsret, lov og moral) og fremkalder en statslig reaktion i politiet (da DBF praktisk talt overskrider nogle af Danmarks love)(5). Vi har indtil nu fokuseret på DBF som en gruppe med en identitet, der står i et konfliktfyldt forhold til det øvrige samfund, repræsenteret ved debatten i medierne om organisationen. Herved har vi belyst, hvordan den sociale kategorisering bliver til en viden om DBF, som gruppen kan forsøge at unddrage sig, men som ikke desto mindre må være central for den måde, de forholder sig til det omgivende samfund. Men der er noget, der undslipper os nu. Det ser vi på i næste kapitel.
Gruppen, som i kapitel 5 er blevet beskrevet som en relativt uproblematiseret enhed (med en identitet) bliver diffus på tæt hold. Dette sker pga. organisationens løse struktur og anonymitet. Begge dele gør DBF til en abstrakt størrelse. Den sociale kategorisering rettes ikke direkte mod DBF's medlemmer, men mod "DBF", mod "Dyrenes Befrielsesfront" og mod hætteklædte mennesker. "Gåseøjnene" er sat for at indikere, at referencen mellem betegnelsen og gruppen af mennesker ikke altid er klar.
Som vi har beskrevet i kapitel 2 kan alle tage maske eller elefanthue på, udføre aktioner og signere sig anonymt med DBF's navn. Efterfølgende kan masken fjernes og gerningsmændenes identitet vil være anderledes, set udefra - ansvaret ligger hos DBF. Et eksempel på dette er en sag fra England, refereret af S.:
En journalist fra den nationale TV-kanal Channel Four har arbejdet på et indslag om ALF, men bortføres og brændemærkes med organisationens initialer på ryggen. Denne handling er ifølge S. dybt problematisk og illustrerer et grundlæggende vilkår for DBF/ALF: Dem, der har begået handlingen kan ikke kalde sig retmæssige medlemmer af ALF, fordi de har begået vold mod et andet menneske. S. mener, at de implicerede må være sindssyge, eller nogen der vil stille organisationen i et dårligt lys. Det sidste begrundes med, at brændemærket på ryggen mest ligner dette: "AL-F". Bindestregen er ny og mistænkelig, fortæller S.
Imidlertid kan de samme mennesker, som har lavet brændemærket, på et andet tidspunkt i forbindelse med en anden aktion godt være medlemmer - hvis de denne gang overholder retningslinjerne. Samtidig er S.'s skelnen mellem aktioner, der overholder eller ikke overholder DBF/ALF's retningslinjer, så subtil, at den vil have svært ved at slå igennem i medierne.
Eksemplet ovenfor illustrerer ikke bare konflikten mellem DBF's selvforståelse og den sociale kategorisering. Det viser også det udpræget situationelle og flygtige ved gruppe-identiteten, set 'indefra' gruppen. Vi har gennem de sidste mange sider omtalt DBF som en organisation, men dét vi har beskrevet, er som nævnt langt fra vores umiddelbare idé om en etableret forening eller en NGO. Vi ser på en gruppe, som ikke har lyst til at møde resten af samfundet som en hierarkisk eller afgrænset organisation på linje med andre organisationer i vores samfund. Man kan ikke kontakte dem åbenlyst; de har ingen officielt adresse, man kan henvende sig til; de har ingen central organisation; de har ikke del i tipsmidlerne; men de har en e-mail-adresse på internettet, og her forbliver de flygtige og uhåndgribelige. Derfor er der heller ikke ret meget andet at betragte for samfundets Store Øje end selve aktionerne.(6)
Fotografierne af hætteklædte mennesker med befriede dyr i armene, som de er at se på DBF's hjemmesider, dokumenterer både et fællesskab ('vi er nogen, også i antal, selvom I ikke kan skelne os fra hinanden') og fjerner fokus fra menneskene, som udgør gruppen, til aktionerne, som i vid udstrækning konstituerer gruppen.
I lyset af dette ser vi i det kommende afsnit på et andet aspekt ved DBF. Vi fokuserer på mødet mellem DBF's selvforståelse og medie-fremstillingen som en situation, hvor DBF skabes offentligt, en situation, hvor ord eller betegnelser kan ændre verden.
De norske antropologer Jorun Solheim & Tordis Borchgrevink har i en artikel fra 1993 redegjort for og kritiseret Paul Ricoeurs kritiske hermeneutik. Vi vil i den sidste del af opgaven betragte DBF i dette teoretiske lys med henblik på at afdække DBF's relative magtesløshed i den situation, hvor de fortolkes i det offentlige medie-rum. I denne fortolkning bliver aktionerne i Ricoeurs forstand tekster, som kan 'læses'.
Vi har tidligere fokuseret på benævnelsen 'terrorist' og set på, hvordan anonymiteten og midlerne er de centrale elementer i billedet eller fortolkningen af DBF som terrorister. Benævnelsen 'terrorist' har, hvis den ytres af den rigtige person, konkrete konsekvenser. "Den rigtige person" er den, hvis handlinger legitimeres af staten (politiet, efterretningstjenesten).(7) Også i samtalen med S. var dette et springende punkt:
S: "I Sverige har [det svenske DBF] fået terrorist-label på af staten, og det er først nu, de er begyndt at tale om civil ulydighed i medierne. Selvom udviklingen har været i gang meget længere tid dér end hér. Det er godt, hvis vi kan få en fornuftig diskussion hurtigere her i Danmark"
Interviewer: "Men hvis det er en fornuftig diskussion, I vil ha', hvorfor lader I så som om, I ikke er til at snakke med?"
S: "Fordi vi vil ha handling. I forhold til det lobby-arbejde, nogen som Pelsdyrforeningen kan lave, nytter det ikke med en underskriftsindsamling." (interview med S. 1999)
Som vi har set er det denne handling - aktionerne, midlerne - der i vid udstrækning skrives om i pressen. Interview-stumpen ovenfor fanger i vores øjne tvetydigheden i dette: Selve aktionerne giver aktivisterne mulighed for at virkeliggøre deres målsætninger direkte (de er 'direkte aktioner', jf. kapitel 3), men aktionerne er også udgangspunktet for den stempling, som afgør DBF's indflydelse på lidt længere sigt. I forbindelse med DBF er der en klar adskillelse mellem disse to processer - dét at handle og dét at tale om handlingen - hvilket gør det mere end almindeligt relevant at betragte aktionerne som tekster. Men før vi går videre skal tekst-begrebet introduceres:
Ifølge Ricoeur medieres vores relationer til omverdenen gennem tekster. Ricoeur udvider tekst-begrebet, så en tekst ikke kun er noget, der er nedskrevet, men alle former for menneskelige udtryk, også handlinger, som kan sætte sit mærke på verden. At sætte et mærke indebærer en distancering; tekster er således objektiverede tegn og udtryk. I denne bevægelse bliver dét, der var flygtig og flydende kommunikation (diskurs) til noget mere fixeret. Hvis nogen fx skriver "Kød er mord" på en mur er dette statement ikke mere foranderligt. Den præcise ordlyd er ikke mere til forhandling, og det er skrevet på én bestemt mur og ikke en anden. Hvad der kan forandre sig er fortolkningen af denne tekst.
Når mennesker fortolker deres omverden er distanceringen et vilkår, uden er det ikke muligt at transcendere den levede erfarings umiddelbare virkelighed. I denne afstandtagen løsrives tekstens mening fra den situation, hvor den er blevet kommunikeret. Heri ligger en frigørelse - en frigørelse fra den oprindelige subjektive intention fra 'forfatterens' side; fra den sociale og historiske kontekst; og endelig fra det oprindelige publikum (som erstattes af "an endless number of new readers"). Frigørelsen åbner for en mangfoldighed af fortolkninger. "What is sought is no longer the intention behind the text, but a world unfolded in front of it" (Ricoeur 1981:93 i Solheim & Borchgrevink 1993:152).
I dette perspektiv bliver det tydeligere, at DBF's aktioner efter deres udførelse løsrives fra aktivisternes intention og 'læses' i en anden kontekst end den, hvor de blev skabt. Konteksten er det offentlige rum, som medierne danner. De nye læsere af DBF's aktioner er de forskellige aktører, som optræder i medierne.
S. fortalte om en optræden på TV, hvor journalisten havde lovet ikke at tale om midler, og ikke at stille spørgsmålstegn ved S.'s anonymitet. Journalisten gjorde begge dele. I situationen følte S. sig nødsaget til at svare, eller i hvert fald reagere på spørgsmålene. Først bagefter interviewet kunne de tale om, hvorvidt journalisten var fair eller ej. Pointen er, at DBF's indflydelse i interview-situationen ikke var større eller væsensforskellig fra andre aktørers. Ikke kun det, S. var som repræsentant for støttegruppen på én gang tekst og læser. Fordi organisationen er så løst struktureret, så inklusiv, så anonym, og derfor så abstrakt, var S. i denne kontekst DBF. Han blev 'læst'.
Eller med andre ord: Udtalelsen ovenfor ("vi vil ha' handling") fratager i sjælden grad DBF selv en autoritativ position i fortolkningsprocessen.
Vi erindrer om de indledende spørgsmål:
Det første af disse spørgsmål tog fat på det modsætningsforhold, som vi så mellem DBF's selvforståelse og mediernes kategorisering af organisationen - dét, som Richard Jenkins har beskrevet som relationen mellem intern gruppe-identifikation og ekstern social kategorisering. Den 'civile ulydighed' står centralt for organisationens syn på sig selv (sammen med betegnelser som 'befrielseshær' og 'nødret'). Begrebet er ikke mindst centralt i forbindelse med legitimeringen af organisationens aktioner overfor omverdenen.
En tolkning i medierne fremstiller DBF som marginaliserede unge. Hermed negligeres deres budskab som i stedet gøres til et spørgsmål om tilpasning til samfundets normer. I fremstillingen af DBF som terrorister bliver budskabet også mindre vigtigt, denne gang i forhold til organisationens midler og deres måde at organisere sig.
I udgangspunktet er DBF's aktioner eksplicit modstand mod pelsindustrien og den animalske produktion generelt, men mediernes fortolkning af aktionerne indikerer som vi har set, at det måske ikke er det, der er det vigtigste. Både den interne gruppe-identifikation og den eksterne sociale kategorisering handler mere om forhold mellem mennesker end forhold til dyr. Omdrejningspunktet for begge processer er nemlig DBF's relation til staten, demokratiet og lovene.
Hermed kom modstanden mod (stats-)magten generelt i fokus og vi inddrog Foucaults teorier om relationen mellem magt og modstand. Modstand - som DBF repræsenterer - må ses i sammenhæng med magt. Formen på modstanden og mediernes reaktion på denne modstand bør kunne fortælle os noget om formen på magten (Abu-Lughod 1990). Vi har betragtet DBF som udtryk for en bestemt måde at være politisk. Aktionerne er en eksplicit udfordring af idealet om det civile samfund, som gør 'terrorisme' til en mulig forklaringsmodel for organisationen i medierne.
Vi har set, hvordan kategoriseringen som terrorist fjerner fokus fra gruppen af mennesker, som udgør DBF, til aktionerne, handlingen. Det er i handlingen, at folk udtrykker deres tilhørsforhold til gruppen, og det er handlingen, som sætter et mærke på verden og bliver udgangspunktet for fortolkning. Organisationens løse organisering og anonymiteten, som er en konsekvens af de ulovlige metoder, bidrager til dette. For bedre at kunne begribe den proces, som gør DBF til terrorister eller civilt ulydige i det offentlige medie-rum, inddrog vi Paul Ricoeurs teori om handlinger som tekster. Tekst-begrebet fanger den situation, hvor den nu diffuse kategori "DBF" bliver fortolket i medierne. DBF's aktioner løsrives fra deres oprindelige kontekst. Hvor de i handlings-øjeblikket var knyttet til aktivisternes intentioner og forestillinger om civil ulydighed, bliver aktionerne til autonome udtryk, 'tekster', som bliver 'læst' af andre i en anden kontekst end den, hvor de blev skabt. Pointen er, at DBF som organisation er så løst struktureret, så anonym og så abstrakt, at repræsentanter for organisationen selv er forholdsvist magtesløse i fortolkningsprocessen.
Abu-Lughod, Lila 1990 "The romance of resistance: tracing transformations of power through Bodouin women". American Ethnologist, vol.17, no.1, pp.41-53.
Austin, J.L. 1962 How to do things with words. Oxford & New York: Oxford University Press
Bhabha, Homi K. 1994 "Interrogating Identity. Frantz Fanon and the postcolonial prerogative". I: The Location of Culture. London & New York: Routeledge.
Hann, Chris 1996 "Introduction. Political society and civil anthropology". I: Chris Hann & Elizabeth Dunn (red.) Civil Society. Challenging Western Models. London & New York: Routledge.
Hebert, Niels & Kersten Jacobsen 1999 Olydiga medborgere. Om flyktinggömmare och djurrätaktivister. Demokratiutredningens skrift nr. 27 SOU. Stockholm: Elanders Gotab.
Jenkins, Richard 1996 Social Identity. London: Routledge
Krohn-Hansen, Christian & Halvard Vike 1999 "Makt og symbolske former. Perspektiver på politikk". I: Finn Sivert Nielsen & Olaf Smedal (red.) Mellom himmel og jord. Tradisjoner, teorier og tendenser i sosialantropologien. Bergen: Fagbokforlaget.
Solheim, Jorun & Tordis Borchgrevink 1993 "A Rotten Text? Gender, Food and Interpretation". I: Vigdis Broch-Due, Inrid Rudie & Tone Bleie (red.) Carved Flesh, Cast Selves. Gendered Symbols and Social Practices. Oxford: Berg, Cross-Cultural Perspectives on Women, vol.8.
Taylor, Charles 1994 "The Politics of Recognition". I: David Theo Goldberg (red.) Multiculturalism: a Critical Reader. Oxford: Blackwell.
Aktuelt
1999 "Bølge af dyrerets-aktioner
rammer hele landet" af Katrine Nielsen. 1999-07-27.
1999 "Unge bliver terrorister i dyrenes
tjeneste" af Katrine Nielsen. 1999-07-30.
1999 "Drømmen om uskyld" af Sørine
Gotfredsen. 1999-08-09.
Berlingske Tidende
1999 "Til det sidste bur er tomt" af Ole
Hoff-Lund. 1999-08-01.
1999 "Øko-sabotører" af Henrik
Stevnsborg. 1999-08-25.
Dansk Pelsdyravl
1999 "Aktivister eller terrorister" af Jacob
Wendt Jensen. nr. 7/8 1999.
Ekstra Bladet
1999 "380.000 forsøgsdyr" Ledende
artikel. 1999-01-31.
1999 "Dyrevenner truer forskere på
livet" af Carl Johan Albrechtsen. 1999-01-31.
1999 "De beder selv om ballade" af Carl
Johan Albrechtsen. 1999-01-31.
1999 "Kød er død" af Nikolai
Würtz. 1999-03-04.
1999 "Kød er død" Ledende
artikel. 1999-03-05.
1999 "Velbekomme" fra 'dagens debat'. 1999-05-13.
1999 "Dyrefjendske dyrevenner" læserbrev
af Nikolaj Jensen. 1999-07-30.
1999 "Befri os for den slags dyrevenner"
læserbrev af Rita Lysrod. 1999-09-20.
Erhvervsbladet
1999 "Pelsdyravlere må investere store
beløb i beskyttelse" af Kaj Skaaning. 1999-10-19.
1999 "Dyrplageri at lukke mink ud i naturen"
af Kaj Skaaning. 1999-10-19.
Information
1998 "Minkene i Nyskoven" Ledende artikel
af Georg Metz. 1998-08-12.
1998 "Manden, der vil dø for dyrene"
af Bente Bundgaard. 1998-12-10.
1999 "Internettets anonymitet gavner dyreaktivisterne"
af Ebbe Sønderriis. 1999-08-06.
1999 "Dyrenes Befrielse: Mordere går
rundt iblandt os" af Ebbe Sønderriis. 1999-08-07.
Jyllands-Posten
1999 "Noter: Aktivister slap 6000 mink løs"
af Steffen Hou. 1999-07-25.'
1999 "Mink forurener naturen". 1999-07-27.
1999 "Skal alle dyr lukkes ud?" af Bente
Tolley. 1999-08-04.
1999 "Pels-priserne på vej op" af
Jesper Olesen. 1999-09-07.
1999 "Forklædt barmhjertighed" af
Arno Victor Nielsen. 1999-09-21.
Politiken
1999 "Skræmmekampagne: I kløerne
på dyrenes forkæmpere"af Jakob Albrecht. 1999-08-01.
1999 "Aktivisters selvtægt skader
dyrene" af Anne Katrine Okholm. 1999-11-16.
1999 "Der bliver passet på pelsen"
af Anne Katrine Okholm. 1999-11-16.
1. Organisationens ideologiske baggrund har rod i den australske filosof Peter Singers bog Animal Liberation fra 1975. Singer argumenterer udfra en utilitaristisk grundantagelse for, at drab på dyr ikke kan retfærdiggøres - heller ikke i forbindelse med konsumption.
2. Se fx Aktuelt 1999-07-27, Ekstra Bladet 1999-01-31, Jyllands Posten 1999-07-25. Undtagelsen er det allerede nævnte interview med Løkke fra Komiteen mod Dyreforsøg (Information 1999-08-07)
3. Dialog skal forstås bredt som alle former for menneskelige udtryk og ikke kun som sprog (ibid.)
4. Hegemoni-begrebet er en del af arven efter den italienske marxist Antonio Gramsci. Det er en mulig forklaring på, hvordan magtesløse grupper i samfundet definerer sig selv i forhold til verdensanskuelsen hos de relativt magtfulde grupper i samfundet (Krohn-Hansen & Vike 1999:7). Hermed gøres de magtfuldes position i samfundet legitim.
5. Vel at mærke kan vi kun opfatte DBF som 'autonom' og 'udenfor', hvis vi betragter organisationen i relation til det omgivende samfund. Set i isolation er DBF snarere et anarkistisk fællesskab og DBF's medlemmer indenfor. Imidlertid er det klart, at DBF selv i vid udstrækning er artikuleret i relation til det omgivende samfund, ikke mindst eksemplificeret ved det, at det udadvendte begreb 'civil ulydighed' er centralt for organisationen. Med andre ord: Modstanden er ekspliciteret, som vi bemærkede allerede i forrige kapitel (se side 15).
6. Forestillingen om blikket fra oven er en mulig udlægning af Homi Bhabhas artikel om postkolonielle identiter (Bhabha 1994). I den postkolonielle situation fordobles menneskers identitet pga. kolonistens allestedsnærværerende blik. Ingen kan undslippe dette blik fuldstændigt, men den koloniserede kan yde modstand ved kun at være synlig på én bestemt måde - ved selv at blive et blik, et øje, der kigger tilbage på kolonisten. Vi mener, at DBF's anonymitet og løse struktur giver samme 'sand mellem fingrene'-oplevelse for dem, som betragter dem som gruppe - medierne, 'samfundet', antropologerne.
7. Vi er her (ligesom Ricoeur) inspireret af J.L. Austins teori om sproget som handling i bogen How to do things with words fra 1962. Stort set alle sproglige udtryk er ifølge Austin tale-handlinger, og han koncentrerer sig om en undergruppe han kalder performativer, hvor handlingsaspektet er særligt klart. Det er udsagn af typen "Jeg døber dig…"; "Jeg lover dig…."; eller "Jeg beordrer dig…". I udsagnet "DBF er en gruppe terrorister" er handlingen implicit, men den ville blive eksplicit i munden på en repræsentant for statens udøvende magt, á la: "Vi erklærer på denne pressekonference, at vi nu er begyndt at betragte DBF som en terrorist-organisation."