Scientology - kirke eller virksomhed?
Metodiske perspektiver på forholdet mellem scientologernes selvforståelse og omverdenens kritik
Thea Aarup-Kristensen, Gritt Bykærholm Nielsen & Lars Ove Trans
Institut for Antropologi, Københavns Universitet
4. semesters kvalitativ metode projekt
|
To download, print, or bookmark,
click: http://www.anthrobase.com/Txt/A
/Aarup-Kristensen_Nielsen_Trans_01.htm. |
Atriumgården er badet i projektørlys, og det summer af forventning fra tilskuerpladserne, hvor scientologer af mange nationaliteter er mødt op for at fejre Hubbards fødselsdag. Indledt af et mindre fyrværkeri fra balkonen indtager kirkens øverste leder scenen. Han præsenterer fødselsdagsvideoen, hvor højdepunktet er "The Race" eller fødselsdagsspillet, der er scientologykirkernes indbyrdes konkurrence om at ekspandere mest muligt via blandt andet salg af kurser og auditeringstimer. Speakeren på videoen forklarer, at spillet er opstået som en gave til Hubbard, der som det eneste til sin fødselsdag ønskede sig ekspansion. Hver gang der kåres en vinder i konkurrencen, rejser scientologerne i atriumgården sig sammen med publikum på videoen, og en orange spot sætter et indrammet billede af Hubbard i fokus, når der skal klappes, hujes og piftes. Da AOSH-Copenhagen vinder andenpladsen i sin kategori, nærmer stemningen sig det euforiske, og kort tid efter høres der højlydte bifald fra den italienske delegation, da deres lokale kirke kåres som vinder i en anden kategori.
Disse feltnoter stammer fra fejringen af Scientologys(1) grundlægger L(afayette) Ron Hubbards fødselsdag i Scientologys europæiske hovedkvarter i København. Scientologerne refererer til sig selv som en kirke, men som uddraget antyder, kan der drages flere paralleller til en multinational virksomhed. Således udtalte Mikael Johnsen fra IKON:(2)
"Scientology har ikke en klar adskillelse mellem det religiøse og det erhvervsmæssige, og det ser jeg som et vigtigt kriterium for at blive anerkendt som trossamfund."
Scientology har gennem længere tid haft en ansøgning om anerkendelse som trossamfund til behandling i et udvalg nedsat af Kirkeministeriet. Afgørelsen skulle falde under eller umiddelbart efter vores feltarbejde, og derfor var Scientology i perioden mål for mediernes søgelys. Her blev de blandt andet kritiseret for hjernevask af medlemmer og svindel med skat og medlemsregistrering. Et andet gennemgående kritikpunkt var dog netop blandingen af kirke og virksomhed. På grund af den ophedede debat og den kritiske stemning valgte Scientology mod slutningen af vores feltarbejde at bede om en udsættelse af afgørelsen. En PR-medarbejder forklarede os, at de var bange for, at en anerkendelse på daværende tidspunkt ville skabe et ramaskrig i befolkningen og derfor være Scientology mere til skade end gavn(3).
Præget af mediernes kritik valgte vi at fokusere på den for os odiøse sammenblanding af kirke og virksomhed i Scientology. Vi har her undersøgt, hvordan de religiøse og forretningsmæssige aspekter kommer til udtryk og kobles i Scientolgy, og hvordan denne kobling på flere måder kan siges at have betydning for scientologernes opfattelse af sig selv. Vi vil derfor diskutere forholdet mellem scientologernes selvforståelse og omverdenens kritik og undersøge, hvordan dette er relateret til sammenhængen mellem kirke og virksomhed. Opgavens fokus er metodisk, idet vi ønsker at diskutere feltarbejdet i lyset af, at vi som studerende og antropologer befandt os i et brændpunkt mellem kritik og selvforståelse - mellem det omgivende samfund og scientologerne. Dette afføder blandt andet følgende spørgsmål: Hvorvidt har vi kunnet fralægge os den forudindtagethed, der er affødt af kritikken? Hvordan har scientologerne anskuet vores rolle under feltarbejdet og i den efterfølgende repræsentation, og ikke mindst hvilke roller har vi tiltænkt os selv?
Opgaven indledes med en diskussion af vores metodiske tilgang til feltet. Herefter præsenteres Scientologys organisatoriske opdeling i lyset af kirke- og virksomhedsproblematikken. Efterfølgende har vi valgt at tage udgangspunkt i fejringen af Hubbards fødselsdag for at belyse, hvordan det kirkelige og det virksomhedsmæssige kommer til udtryk i praksis. Vi vil her koncentrere os om fødselsdagens betydning som skaber af en særlig selvforståelse og gruppebevidsthed hos scientologerne. Endvidere vil vi med begreberne hellig og profan forsøge at hæve diskussionen til et analytisk plan, for derved at sætte scientologernes selvforståelse i forhold til omverdenens kritik. Dette efterfølges af en kritisk diskussion af vores resultater og feltarbejdets forløb i forhold til den kvalitative metode generelt. Afsluttende vil vi diskutere de etiske aspekter ved feltarbejdet og den efterfølgende repræsentation.
Vores valg af felt og tilgangen til dette udsprang af et besøg hos religionshistorikeren Mikael Rothstein ved Københavns Universitet. Rothstein fik arrangeret et møde for os med K.J.(4), der til dagligt arbejder i Scientology-kirken som informationsmedarbejder. Det, at kontakten gik gennem Rothstein har uden tvivl, på kort sigt, medvirket til at blåstemple vores projekt i K.J.'s øjne, da hun havde gode erfaringer med Rothsteins arbejde. På denne måde blev vejen banet for vores feltarbejde i Scientology-kirken AOSH-Copenhagen i Jernbanegade. Bygningen har været udgangspunkt for vores feltarbejde, idet de fleste interviews og al deltagerobservationen er foregået her.
I forbindelse med vores feltarbejde var AOSH-Copenhagen vært for vandreudstillingen "Hvad er Scientology?", der under mottoet "Tænk for dig selv" kan ses som et modstykke til mediernes kritiske kampagne. Vi benyttede udstillingen til at udbygge vores begrænsede kendskab til Scientology og fik desuden lejlighed til at hilse på en del af de scientologer, der senere skulle blive vores informanter.
Vores viden om Scientology er derudover blevet suppleret med kilder både af og om Scientology, informationsmateriale fra Dialogcentret(5), samt artikler og Tv-programmer om Scientology. Desuden har vi fået tilgang til religionssociologen Peter Andersens nyligt foretagede spørgeskemaundersøgelse om Scientology og interviewet religionshistoriker Dorthe Refslund Christensen, der har skrevet Ph.d. afhandling om Dianetik(6) og Scientology.
Vi har under vores feltarbejde regelmæssigt besøgt den førnævnte udstilling, deltaget i søndagsandagter, gradueringer af kursister og fejringen af grundlæggeren L. Ron Hubbards fødselsdag. Disse aktiviteter er alle af 'formel karakter', idet de i forskellige grader er møntet på at præsentere og promovere Scientology både internt i forhold til medlemmerne og eksternt i forhold til omverdenen.
Herudover har vi udført en række båndede dybdeinterviews af én til to timers varighed med ni forskellige informanter, der primært har bestået af scientologer, som er nuværende eller tidligere ansatte i kirken. Betegnelsen "dybdeinterviews" henviser til, at spørgsmålene er løst strukturerede og ikke nødvendigvis følger et på forhånd fastlagt skema, men dukker op i løbet af samtalen (jf. Larsen 1995: 95-6). Fordelen ved denne interviewform var, at samtalen kunne tage en drejning, som vi ikke på forhånd var opmærksomme på, hvorved vi kunne få belyst det valgte emne fra andre vinkler. Dertil erfarede vi, at informanterne blev mere engagerede i samtalen, idet de fik mulighed for at komme ind på emner, der havde deres personlige interesse. Ulempen ved denne interviewform er imidlertid, at man risikerer, at interviewet driver for langt væk fra det oprindelige fokus. På den anden side havde vi i starten netop brug for at tilegne os en generel viden om Scientology for at kunne indkredse vores problemstilling, og dertil viste dybdeinterviewet sig velegnet.
Vi har desuden forsøgt at opholde os så meget som muligt i bygningens atriumgård, der af scientologerne selv betegnes som et "fristed", hvor de opholder sig mellem kurser og vejledning. Her har vi kunnet observere den daglige gang i Scientology-kirken, det administrative personales daglige briefings, og tale om løst og fast med kontaktpersonerne.
Når vores deltagerobservation overvejende har været begrænset til de formelle aktiviteter hænger det sammen med, at Scientology-kirken ifølge vores opfattelse udgør et 'kontrolleret felt'. Det kontrollerede felt kan anskues på i hvert fald to forskellige niveauer. Det første niveau angår den rent fysiske bevægelsesfrihed på stedet. Når man træder ind af hoveddøren til Scientology-bygningen, bliver man mødt af en receptionist, der spørger til ens ærinde, såfremt man ikke er daglig kursist. Vi var således gennem hele forløbet nødt til at melde vores ankomst i receptionen, hvorefter vores kontaktperson E.N., der har det daglige ansvar for at informere besøgende fra skoler og lignende, blev tilkaldt. Desuden var vores adgang, når vi først var kommet ind, primært begrænset til atriumgården og andagtssalen, mens vi ikke havde adgang til kontorer, kursuslokaler og auditeringsrummene.
Det andet niveau angår bevægelsesfriheden i det sociale rum, idet vi ikke uden videre måtte opsøge informanter i bygningen på egen hånd, men skulle lade kontakten gå via E. N. Begrundelsen var, at kursisterne, der, som vi fik at vide "betaler mange penge for at tage kurserne på stedet", måske ville føle sig presset til at lade sig interviewe, hvis vi henvendte os direkte til dem, mens de nemmere ville kunne sige fra, hvis det var en af Scientologys egne ansatte, der henvendte sig. Denne foranstaltning kan på den ene side opfattes som en måde, hvorpå Scientology forsøger at skåne sine medlemmer fra omverdenens kritiske spørgsmål, men kan på den anden side også ses som en måde, hvorpå Scientology til en vis grad kan kontrollere den information, der bliver videregivet til omverdenen. Kontaktpersonen E.N. kan med andre ord siges at være en form for "gatekeeper" (Hammersley 1995: 134) i forhold til feltet.
Sammenfattende har disse forhold i høj grad været medvirkende til at determinere vores valg af metode. Det kontrollerede felt afføder den formelle, iscenesatte interviewform, hvor rollerne mellem udspørger og informant er klart definerede fra begyndelsen, fordi interviewene skal planlægges og aftales i forvejen og ikke blot opstår spontant.
Dertil kommer, at vores kontaktperson i begyndelsen af feltarbejdet overfor andre medlemmer præsenterede os som "studerende fra Københavns Universitet", hvilket yderligere var medvirkende til at markere et skel mellem os og scientologerne. Klassificeringen som studerende, medfører, at vi med sociologen George Simmels (1950) ord bliver til "strangers of a particular type" (Simmel 1950: 407). Tildelingen af denne rolle kan endvidere ses i forlængelse af det kontrollerede felt, idet den gør det muligt for scientologerne at interagere forudsigeligt over for os. Scientologerne er vant til at blive studeret og ved at rubricere os som studerende ved de med andre ord, hvad de kan forvente af os, og tillige hvordan de skal handle overfor os. Omvendt mener vi, at vi netop i vores egenskab af at træde ind i (eller blive tildelt) rollen som studerende, kunne undgå at blive slået i hartkorn med kritikkerne og derved fremstå som værende mere 'objektive' og nuancerede i forholdet til scientologerne. Fastlæggelsen af vores rolle som studerende er således, som Simmel påpeger, ikke blot medvirkende til at bryde eventuelle "loyalitetsbånd" til medlemmer internt i gruppen, der kan "give anledning til forudindtagede perceptioner, forståelser og evalueringer af det givne" (ibid.: 405), men til en vis grad også eksternt i forhold til det omgivende samfund. Tildelingen af denne "upartiske rolle"(7) kan endvidere resultere i en form for fortrolighed, der ikke vil være til stede mellem selv nært relaterede personer (ibid. 404). Der kan med andre ord ligge en værdi i distancen, fordi den kan give adgang til informationer, som man ikke nødvendigvis ville være kommet i besiddelse af, hvis man var én af gruppen. Således blev vi senere i forløbet af to informanter bedt om at slukke båndoptageren et kort øjeblik, fordi de ville fortælle os meget personlige oplevelser, som de ikke har delt med andre scientologer.
Udvælgelsen af informanter blev til i et samspil med vores kontaktpersoner, som medvirkede til at indkredse informanter, der var relevante for vores problemstilling. Fordelen ved at benytte en kontaktperson er, at denne via sit indgående kendskab til organisationens medlemmer kan være behjælpelig med at udpege og formidle kontakt til de informanter, der sidder inde med en relevant viden omkring den valgte problemstilling. Kontaktpersonen er således medvirkende til at 'åbne døre' og til en vis grad legitimere vores tilstedeværelse. Disse faktorer skal som nævnt endvidere ses i lyset af den høje mediebevågenhed og i særdeleshed en kritisk artikelserie i Jyllands Posten, der, som K.J. udtrykte det, ville være medvirkende til
"...at der muligvis ville være en portion skepsis over for vores tilstedeværelse og for at medvirke i interviewene".
Sammen med K.J. udvalgte vi informanter udfra vores kriterier om både at interviewe ansatte i henholdsvis den åndelige og den administrative del, samt ikke-ansatte der bruger Hubbards teknikker i andre jobsammenhænge. Dette gjorde vi ud fra forventningen om, at vi med en sådan informantgruppe ville kunne belyse divergerende opfattelser i forhold til vores problemstilling. Det viste sig dog, at informanterne udgjorde en forholdsvis homogen gruppe, og at der ikke var nogen entydig relation mellem deres position og deres opfattelser. Senere erfarede vi tillige, at alle informanterne tidligere havde været ansatte, hvilket kan skyldes, at vi netop gennem kontaktpersonen blev henvist til en gruppe af engagerede 'kernemedlemmer', der alle har en tæt tilknytning til Scientology og ikke mindst til kontaktpersonen selv. De valgte informanter præsenterede os således i høj grad for den 'officielle' måde at anskue Scientology på, hvilket vil sige, den anskuelse, der fremtræder i Scientologys egne publikationer. Ulempen ved at bruge en kontaktperson i denne sammenhæng er derfor en risiko for, at de indsamlede data vil være misvisende i forhold til repræsentativiteten. Når der i det følgende refereres til scientologer generelt, er det således en samlet betegnelse for vores informantgruppe, hvilket vil sige en mindre gruppe af kernemedlemmer. Vi har dog redegjort for deres position, hvor vi mener, at dette har været relevant i forhold til forskelle i opfattelserne.
Interviewene er primært blevet foretaget i atriumgården eller i de tilstødende konferencelokaler, da det rent praktisk var lettest for scientologerne. Når det har været muligt, har vi dog udført interviews privat, på skoler og på et hotel ejet af Scientology, hvor flere af de ansatte bor. Dette har vi gjort for at tilegne os så meget relevant viden som mulig og få den belyst i forskellige kontekster.
Vi kunne fornemme, at det var vigtigt at K.J. blåstemplede vores projekt, da hun skulle formidle den nødvendige kontakt til informanter og de øvrige ansatte i Jernbanegade. Vi valgte derfor i første omgang en mere neutral problemstilling, hvor vi med udgangspunkt i de fysiske rums betydning ville undersøge forholdet mellem det hellige og det profane. Efter de første dybdeinterviews erfarede vi dog, at informanterne ikke tildeler de fysiske rum særlig stor betydning, men at de snarere betoner den praksis, der foregår i rummene. De forklarede, hvordan aktiviteterne i Scientology ikke er afhængige af specifikke fysiske rum, men kan flyttes uden at miste betydning. Derimod opdagede vi, at de fandt den kritiske diskussion omkring virksomhed og kirke meget relevant og at de gerne ville give os deres syn på sagen. Dette ledte os frem til vores endelige problemformulering, hvor vi har forsøgt at afdække betydningen af kirke og virksomhedsaspektet i forhold til omverdenens kritik og scientologernes selvforståelse.
Vores forestilling om en blanding af virksomhed og kirke i Scientology blev bekræftet af vores første møde med selve bygningen, der giver associationer til begge dele. Således kan man fra receptionen, hvor man som i enhver virksomhed skal tilkendegive sit ærinde, gå enten til højre ind i andagtssalen eller til venstre op til de administrative kontorer. De ansatte går alle klædt i ens blå uniformer, og i receptionen reklameres der for de nyeste Hubbardudgivelser og scientology-arrangementer. Allerede efter de første dage af vores feltarbejde fandt vi endvidere ud af, at scientologerne også selv opererer med et skel mellem den kirkelige eller åndelige del og den administrative del.
I de kirker, der tilhører den kirkelige eller åndelige del, udbydes uddannelse (kurser), hvor Hubbards skrifter studeres, samt auditering, hvilket er scientologernes betegnelse for den åndelige vejledning, hvor personlige traumer behandles ved hjælp af en åndelig vejleder (auditor), der betjener et E-meter(8). Det er med andre ord i den kirkelige del, at Scientologys medlemmer kan få den erkendelse, der fører dem frem mod den åndelig frelse.
Kirkerne indenfor den åndelige del er hierarkisk struktureret. Nederst i hierarkiet befinder scientologygrupper og missioner sig, hvorefter de lokale kirker og Advanced Organization-kirkerne kommer, og øverst står det internationale kirkelige hovedsæde, Clearwater, i Florida. Missioner og lokale kirker tager sig af nye medlemmer og giver uddannelse og auditering på de laveste niveauer, mens kirkerne højere oppe, som blandt andet kirken i Jernbanegade, der er en Advanced Organization-kirke, tilbyder kurser og auditering på de højere erkendelsesniveauer.
Kurser og auditering følger en nøje struktureret vej frem mod åndelig frelse, der også betegnes Broen til Total Frihed. De religiøse praksisser betegnes under ét som Scientologys teknologi (Den Internationale Scientologi Kirke 1998: xiii), der minutiøst er nedskrevet af Hubbard trin for trin. Det er af vital betydning for scientologerne, at teknologien forbliver "on source", det vil sige præcis som Hubbard formulerede den, da teknologiens virkning ellers menes at mindskes eller helt forsvinde: "Jeg kan tage det og så bruge det, og hvis det ikke virker, så er det fordi, jeg gør det forkert" forklarede en ung auditor til os. I dag bruges termen Standard Technology eller Standard Tech om Hubbards direktiver for udførelse af åndelig vejledning på den korrekte måde.
Til alle de hierarkiske trin indenfor den kirkelige organisering tilsvarer et lignende hierarki indenfor managementenhederne. Således refererer kirken i Jernbanegade til en managementenhed i Store Kongensgade, København, og kirken i Florida har et tilsvarende hovedsæde for management, Flag, i Los Angeles. Disse rent administrative enheder koordinerer og planlægger på verdensplan, samt vejleder nyopstartede kirker og guider indenfor juridiske og finansielle områder. Derudover publicerer de nye bøger, videoer, brochurer og sørger for at oversætte disse til nye sprog. De administrative enheder giver mod betaling de enkelte kirker licens og godkendelse til at bruge Hubbards teknikker. Overordnet varetages dette af et særligt organ: Religious Technology Center. Centret har netop til opgave at beskytte og bevare religionens ortodoksi, og det har patent på de registrerede varemærker LRH, Dianetik og Scientolgy. Dermed sikres, at medlemmerne kan købe præcis de samme kurser og få den samme vejledning i alle Scientology kirker over hele verden. Den administrative del er således med til at opretholde at Scientology forbliver "on source".
Den todelte struktur genfindes også indenfor den kirkelige del. I kirken i Jernbanegade skelner informanterne derfor også mellem ansatte i det administrative (bogholdere, receptionister, PR-folk, opskrivere til kurser m.v.) og ansatte i den åndelige del (auditorere, kursusledere). Tilsvarende for kurser og auditering har Hubbard nedfældet helt fastlagte direktiver for den administrative organisations opbygning. Således er administrationsteknologien, der beskriver, hvordan en organisation skal se ud for at fungere, udspecificeret ned til hver enkelt medarbejders funktion i hierarkiet. Netop administrationsteknologien sælges i stor stil til erhvervslivet.
Det er måske ikke overraskende, at de to dele hænger uløseligt sammen, men det er essentielt for scientologerne, at "administrationen hos Scientology er indbygget i det religiøse [og at] det administrative personale bakker op om det centrale, nemlig den åndelige vejledning og kurserne", som en informant forklarede os. Det er da også et krav, at det administrativt ansatte personale tager kurser og får åndelig vejledning mindst to timer om dagen. Virksomhedsstrukturen er dermed centreret om det religiøse, nemlig udbydelsen af kurser og åndelig vejledning. Helt overordnet er organisationen til for at skabe stabilitet og ekspansion, der skal føre frem mod opnåelse af højere tilstande af åndelighed for det enkelte individ såvel som på verdensplan. I den seneste præsentation af sig selv skriver Scientology derfor følgende:
"Således er Scientologis religiøse samfund forenet, ikke kun i fælles læresætninger og praksis, men også i form af en organisation, der passer enestående til dens religiøse mission." (Den internationale Scientologi Kirke 1998:59).
Et af de kritikpunkter, der er blevet rettet mod Scientology, er, at det udgør en pengemaskine, hvis eneste formål er at bedrage folk økonomisk. Politikeren Margrethe Auken har endvidere betegnet Scientology som en kursusvirksomhed helt på linie med AOF(9). Implicit i denne kritik ligger, at Scientology blander det religiøse sammen med noget virksomhedsmæssigt, idet man betaler for at få åndelig frelse.
Scientologerne anvender imidlertid ikke selv begrebet virksomhed, men omtaler hele Scientology som en kirke. Begreberne virksomhed og kirke er i denne sammenhæng politisk ladede, idet blandt andet politikere, religionsforskere og Scientology selv kan siges at indgå i et magtspil om at definere begreberne. Vi har dog, for at kunne sætte kirke- og virksomhedsrelationerne i forhold til kritik og selvforståelse, valgt at definere begreberne ud fra kritikken. Det virksomhedsmæssige består således i, at der i Scientology købes og sælges et konkret produkt (åndelighed i form af kurser og auditering), og at der er ansatte, som er organiseret på en særlig måde til at varetage dette og til at sikre, at produktet er fuldstændig ens over hele verden. Omvendt udgør det kirkelige det, der alene vedrører det religiøse og ikke har med penge, forhandlinger af licenser eller virksomhed i øvrigt at gøre.
I første omgang forsøgte vi, at definere feltet udfra denne dikotomiske opdeling mellem kirke og virksomhed. Dette faldt os naturligt fordi scientologerne, som tidligere belyst, selv opererer med en opdeling mellem en administrativ og en åndelig eller kirkelig del. Som vi senere erfarede kan vores dikotomiske opdeling, hvor kirke og virksomhed ses som noget uforeneligt, dog ikke ukritisk overføres til scientologernes egen opdeling.
De scientologer, vi interviewede, var meget bevidste om den massive kritik af Scientology, og gennemgående kan man se to forskellige strategier i forsøget på at forklare organisationsstrukturen og legitimere Scientology over for den kritiske omverden. For det første påpegede alle vores informanter, at de ikke mener at religion og økonomi kan adskilles, og at der ikke er noget odiøst i denne kobling:
"Folkekirken får jo indtægt fra medlemmerne gennem kirkeskatten"
"Vi får ikke en krone fra statskassen…folkekirken bruger fem milliarder om året, så kom ikke og fortæl mig, at den kirke ikke har med penge at gøre"
"Scientologer betaler ligesom alle andre for deres åndelighed, men får noget konkret tilbage".
Scientologerne hæfter sig ved, at betalingen til folkekirken blot sker skjult, men at der også her er penge involveret. Spillet mellem kritik og selvforståelse kommer tydeligt til udtryk her, og folkekirken bruges naturligt nok som referenceramme i deres identifikation af sig selv og 'de andre' i form af den kritiske omverden. Derudover betones det, at man i modsætning til alle andre religioner får noget helt konkret for pengene i Scientology: "Du betaler for de data, du studerer… du får praktiske redskaber, så du selv kan påvirke din situation". Man får nemlig Broen til Total Frihed og dermed muligheden for at skabe sig et bedre liv for sine penge.
Den anden strategi er hverken nævnt i bøger eller udstilling, men blev belyst via dybdeinterviewene. Blandt nogle af scientologerne viste det sig, at der er en udtalt skepsis mod organisationen. Følgende citat stammer fra en informant, der er tidligere ansat i den åndelige afdeling af Scientology, og i dag bruger teknikkerne i sin selvstændige virksomhed:
Der burde ikke være så meget organisation på Scientology-kirken, og det var der heller ikke i starten. Det var slet ikke så struktureret. Det er jo et spørgsmål om at udvikle sig hen i mod det åndelige, det er ideen med det, og det kan man jo bare gøre stille og fredeligt. Organisationen er der fordi folk er skeptiske…de tør ikke engang afprøve teknikkerne.
Informanten ser således virksomhedsstrukturen som et resultat af netop den udefra kommende kritik. Kritikken af Scientologys virksomhedspræg synes med andre ord at være selvforstærkende. Virksomhedsstrukturen er på grund af kritikken nødvendig for at promovere Scientology og samtidig sørge for, at Standard Tech opretholdes og forvanskning af skrifterne undgås. "Der er virkelig blevet gjort meget for at ødelægge os - for eksempel ændre på tech'en. Hubbard blev nødt til at lave det sådan, at man ikke kunne ændre den selvom, der er noget i den der ikke er populært". Virksomheden Scientology opfattes med andre ord som et nødvendigt onde såfremt den individuelle frelse og dermed en bedre verden skal nås. Tilsvarende så de ansatte i PR-afdelingen deres funktion i lyset af kritikken:
Vi står i frontlinien og tager den larm der kommer udefra…formålet er at skabe nok ro til, at den åndelige vejledning kan foregå, og selvfølgelig også at fortælle myndighederne og danskerne nok om, at det vi laver er værd at have. I skal ikke jagte os rundt, fordi det vi gør, det er faktisk rimelig værdifuldt.
Hubbards fødselsdag indeholder, som uddraget i indledningen illustrerer, elementer af både kirke og virksomhed. Vi har derfor valgt at fremhæve netop denne begivenhed til at belyse de kirke- og virksomhedsmæssige aspekter og deres relation til kritik og selvforståelse.
Arrangementet fandt sted i atriumgården i Jernbanegade, hvor mere end 1.000 scientologer mødte op for at fejre Hubbard. Atriumgården var til lejligheden prydet med en scene og et stort guldindrammet fotografi af en smilende Hubbard foran en globus. Til højre for scenen ventede en ny Hubbardpublikation på at blive frigivet. Vi var efter eget ønske placeret midt i salen flankeret af vores trofaste kontaktperson E.N. Han forklarede selv sin rolle med, at vi "garanteret ville have 1.000 spørgsmål under seancen", men under aftenens forløb blev det klart, at det var en officiel opgave og en del af hans job at tage sig af 'udefrakommende' til sådanne større arrangementer. På lignende måde var to andre gæster fra Religionsvidenskabeligt Institut flankeret af vores anden kontaktperson K.J. Denne foranstaltning havde sin fordel i, at vi kunne få afklaret vores spørgsmål undervejs, men den kan også ses som endnu et eksempel på, at Scientology er et stærkt kontrolleret felt.
Aftenens højdepunkt var den tre timer lange fødselsdagsvideo. Den blev optaget på selve fødselsdagen, hvor begivenheden blev fejret i Scientologys religiøse hovedkvarter i Florida. Derefter er videoen blevet redigeret og udsendt til samtlige større kirker over hele verden, hvor den vises den efterfølgende weekend. Ud over fødselsdagsspillet, der er beskrevet i indledningen, indeholder videoen en længere kavalkade over Hubbards liv og fortæller om forskellige Scientologyprojekter og -aktiviteter på verdensplan. Disse aktiviteter vidner sammen med en endeløs række af grafer, der måler alt fra medlemsfremgang til salget af auditortimer og kurser på verdensplan, om en enorm ekspansion. Videoen rundes af med, at Scientologys øverste leder opsummerer Scientologys religiøse mål - en "clear planet" uden kriminalitet, krig og sindssygdom - og pointerer, at "others talk about a better world. We are making one".
Hubbards fødselsdag kan anskues udfra forskellige vinkler. En måde, hvorpå den kan opfattes, er som en generalforsamling i en større multinational virksomhed. Der præsenteres salgstal og statistikker fra det forgangne år, og der fortælles om Scientologys foretagender på internationalt plan. Dertil kommer, at fødselsdagen er forum for salg og præsentation af et nyt produkt - den seneste Hubbardudgivelse.
Fødselsdagen kan også ses som et årligt tilbagevendende ritual, hvor Hubbard som ritualets objekt, hyldes. Forklaringen, om at Hubbard ønskede sig ekspansion i gave, kan i den henseende siges at være ritualets oprindelsesmyte, og hele året hvor fødselsdagsspillet spilles er således en udlevelse af myten. Bruges antropologen Clifford Geertz' (1973) ritualteori kan ritualet både ses som det Geertz betegner som "model of 'reality'", en gengivelse af virkeligheden, og som "model for 'reality'" der kan forstås som en brugsanvisning til opbygning af virkeligheden (ibid.:113ff). Således kan videoen ses som "model of" og "model for 'reality'", idet den både fortæller, hvordan virkeligheden faktisk ser ud (fattigdom, krig, narkotika, kriminalitet), og hvordan virkeligheden bør se ud (problemerne afhjælpes gennem udbredelse af Scientology). Her udtrykkes med andre ord Scientologys selvforståelse i form af en overbevisning om, at de har et produkt, verden kunne nyde godt af - hvis den ellers ville tage imod den.
Geertz betegner ritualet som en "theatrical cultural performance" (Geertz 1973:114) og påpeger, at det er...
"discrete performances which they (can) exhibit to visitors and to themselves" (ibid.:113).
Man kan således sige at Scientology gennem fødselsdagen præsenterer sig både indadtil og udadtil. Indadtil fordi de fremmødte scientologer kan se, hvordan Scientology markerer sig på verdensarenaen og hvilke mål og visioner, der kæmpes for. En af vores informanter formulerede det således:
Jeg kommer for at udtrykke min respekt til Hubbard. Jeg kommer også fordi, man hører en masse om, hvad der sker i verden, hvad har vi af indflydelse som religion som helhed, og for at se, hvad vi skaber. Det er jo en del af vores formål at skabe.
Udadtil har det også en vis signalværdi, da begivenheden, ifølge Dorthe Refslund Christensen, også bruges til at invitere folk udefra, for eksempel pressen og borgmestre i de kommuner, hvor man laver hjælpearbejde. Det er med andre ord en måde at præsentere sig selv på, og vise 'sådan er vi'.
Den ritualiserede adfærd under fødselsdagen har, som den franske sociolog Émile Durkheim (1994) påpegede, betydning for dannelsen og følelsen af fællesskab og gruppebevidsthed:
"It is by uttering the same cry, pronouncing the same word, or performing the same gesture in regard to some object that they become and feel themselves to be in unison (…) So it is the homogeneity of these movements that gives the group consciousness of itself and consequently makes it exist" (Durkheim 1994 (opr. 1912): 217-18).
Fødselsdagsfesten er på denne måde medvirkende til at skabe et konkret fællesskab og en følelse af samhørighed blandt de tilstedeværende i atriumgården. Følgende udtalelse viser, at følelsen af fællesskab rækker videre end dette, idet der også opnås et fællesskab med scientologerne på videoen og med alle de scientologer, som sidder og ser selvsamme video et andet sted på kloden.
Det er en måde at holde sammenholdet ved lige både i Danmark, men også i resten af verden. Den begivenhed, den sidder de jo også og ser nede i Paris og London. Jeg har selv været med i konkurrencen her i bygningen, da jeg var auditor. Alt dette medvirker til, at vi står sammen som religion. Hubbards fødselsdag er traditionsfyldt - masser af klappen og piften. Man rejser sig, når de rejser sig på videoen. Det giver en atmosfære af, at man er der. Man kan leve sig ind i det.
Dette fællesskab har, med antropologen Benedict Andersons (1991) ord, karakter af et imaginært eller forestillet fællesskab. I det forestillede fællesskab kender individerne ikke hinanden personligt, og fællesskabet er i stedet konstitueret omkring symboler og gennem massemedier. Anderson trækker avislæsning frem som et eksempel, idet individet læser den med en forestilling om, at andre læser det samme, og det giver ham en følelse af fællesskab med disse (Anderson 1991: 22ff). Dette kan ses analogt til fødselsdagsvideoen, hvor de deltagende, som citatet viser, har en bevidsthed om, at scientologer over hele verden ser den samme video. Det altoverskyggende symbol, der binder alle scientologer sammen, udgøres i denne sammenhæng af Hubbard, der i sidste ende er symbolet på frelse og et bedre liv.
Det imaginære fællesskab skabes endvidere af den stærke organisering og standardisering indenfor Scientology. Der er blandt scientologerne en bevidsthed om, at Scientology-kirkerne er ens over alt, og at alle går den samme vej mod frelse, da præcis det samme produkt i form af kurser og vejledning kan købes over hele verden. Det imaginære fællesskab kan derfor siges netop at være fremmet af det virksomhedsmæssige i Scientology, idet videoen kun kan distribueres, fødselsdagsspillet spilles, statistikkerne laves og ortodoksien opretholdes i kraft af dette aspekt.
Videoen er som nævnt en selvrepræsentation, og dens betydning skal derfor også ses i lyset af den modvind Scientology står i, især i de europæiske lande. En PR-medarbejder svarer følgende på spørgsmålet om, hvad Hubbards fødselsdag betyder for hende:
Det er også med til at skabe en eller anden enhed. Jeg synes det var enormt fedt at se den der video. Der hvor jeg sidder kan det godt se lidt grumt ud - derfor var det godt at se, at okay det kan godt lade sig gøre. Det kan godt være, at der er meget larm i Danmark, men det behøver ikke at betyde, at sådan er det over det hele, og at det ikke kan lade sig gøre at komme igennem med nogle ting.
En anden informant laver ligefrem en sammenligning mellem scientologer og jøder, da han ser begge som forfulgte grupper: "Den der gruppefølelse er måske også affødt af, at vi ligesom jøderne er en udsat gruppe. Vi står ofte sammen som gruppe, for eksempel ved de seneste demonstrationer mod Scientology i Tyskland". Omverdenens kritik har udgjort en central del af Scientologys virkelighed lige siden Hubbard i 1950 udgav bogen "Dianetik", der mødte skarp kritik fra især den etablerede psykiatriske og medicinske verden. Som ovenstående citat viser, er kritikken medvirkende til, at der dannes en stærkere gruppebevidsthed. Dertil kommer, at scientologerne netop ved at definere sig som en forfulgt minoritet selv bidrager til at forstærke identitetsfølelsen. Således udtalte Dorthe Refslund:
"Scientologerne har selv den opfattelse - jeg har ikke mødt nogen der ikke har det - at Scientology har et produkt som verden kunne nyde godt af, og som verden ikke vil have. Den er grundlæggende. Man har også brug for den - man definerer sig i opposition til andre grupper."
Kritik og selvforståelse hænger således uløseligt sammen, idet man ved at kritisere og respondere på kritikken definerer sig selv. Dette skel mellem Scientology og den kritiske omverden kan imidlertid nuanceres yderligere ved at anvende de analytiske kategorier hellig og profan.
Den hidtidige kategorisering af felten i kirke og virksomhed er som nævnt blevet foretaget på baggrund af de definitioner, der ligger til grund for omverdenens kritik af Scientology. For at kunne sætte denne opdeling i forhold til scientologernes egen, er det imidlertid nødvendigt, at hæve analysen til et mere teoretisk plan. Sker rubriceringen på baggrund af antropologiske teorier bibeholdes en faglig distance, og det bliver muligt at 'oversætte' opfattelser og betydning gældende indenfor en bestemt kultur til opfattelser gældende indenfor et forskningsmiljø, der eksisterer i antropologens eget samfund og kultur (Fihl 1992: 45). Ved at bruge de teoretiske begreber "hellig" og "profan" bliver det derfor muligt at sammenholde scientologernes forståelse af kirke- og virksomhedsproblematikken med vores egen. Hvor begreberne virksomhed og kirke illustrerer et paradoks og en forskel mellem scientologerne og det omgivende samfund, kan begreberne hellig og profan medvirke til at sætte dem i relation til hinanden.
Ifølge Émile Durkheim (1971) er det et grundlæggende træk ved enhver religiøs tro, at klassificere i helligt og profant. Alt lige fra et ord til personer, ting og steder kan være hellige, men det er fundamentalt, at helligt og profant tilhører to distinkte verdener, hvorimellem der ikke er noget tilfælles. Det hellige er derfor oftest omgivet af en særlig respekt, det er belagt med forbud og tabuer, som skal beskytte og isolere det hellige. For at undgå en sammenblanding af det profane med det hellige må man i overgangen mellem de to sfærer gennemgå en særlig initiationsfase (Durkheim 1971: 37-41). Forestillingen om denne dualitet er ifølge Durkheim så grundlæggende for den menneskelige tænkemåde, at distinktionen er absolut og universel (ibid.). Præcis hvad, der opfattes som henholdsvis helligt og profant, er dog afhængig af tid og sted og derfor foranderligt. Det hellige og det profane er gensidigt bekræftende, men tillige gensidigt udelukkende.
Ved at benytte Durkheims teori hæves analysen til et teoretisk plan. Det er i den forbindelse muligt at afdække ikke blot scientologernes, men også vores egen opfattelse af helligt og profant.
Durkheim forudså allerede i starten af århundredet en udvikling fra religion til videnskab. En udvikling fra samfund, hvor kategorier får sin logiske form gennem religionen og det sakrale, til det moderne, profane samfund, hvor den logiske konformitet udformes gennem videnskab (Moe 1994: 61ff). Hermed sidestiller Durkheim det profane med det videnskabelige. Det har tillige været gennemgående for vores informanter, at de har fremhævet teknikken og det videnskabelige som det centrale i Scientology. Således udtalte en informant, at "Scientology er en præcis teknologi, der virker 100% korrekt", mens en anden påpeger, at "Scientology er noget videnskabeligt omkring det åndelige". På grund af teknologien opfattes religionen derfor som videnskabelig.
Denne udvikling kan ses i lyset af, at Marshall Berman ser moderniteten som medvirkende til, at alt helligt profaneres (Berman 1982: 87ff), eller, med Durkheim i baghovedet, at noget helligt videnskabeliggøres. Dette kan imidlertid også anskues fra den anden vinkel, idet man kan hævde, at det i Scientology i lige så høj grad er det profane og videnskabelige, der helliggøres. Således er det netop skrifterne og teknologien samt udøvelsen af denne (auditering), som vores informater opfatter som hellige. Endvidere betegnes E-meteret i bogen Scientologi som et "religiøst instrument" (Den Internationale Scientologi Kirke 1998:37).
Durkheim beskriver som nævnt, at det hellige er beskyttet af forbud og tabuer. Dette kan sammenlignes med Standardtech, hvor Hubbards skrifter og teknik er belagt med copyright, så de ikke forvanskes. Videnskaben og teknikken er derfor den vare, der beskyttes gennem virksomheden Scientology. Myten om fødselsdagsspillets oprindelse kan i den forbindelse anses som en initiationsrite, hvor det virksomhedsmæssige i form af salg og ekspansion bliver indviet i det hellige, idet det bliver et middel til at opnå det overordnede religiøse mål: at udbrede Scientology til hele jorden. Således kan Bermans teori udbygges, idet der i Scientologys tilfælde måske i lige så høj grad er tale om en helliggørelse af det profane som en profanering af det hellige.
Når det synes odiøst for os at blande kirke og virksomhed, kan det skyldes, at vi sidestiller det virksomhedsmæssige med det profane, der som beskrevet af Durkheim er uforeneligt med, hvad vi forbinder med en kirke og det hellige. Antropologen Igor Kopytoff (1996) forklarer dette med, at man i enhver kultur opdeler i forskellige sfærer, og at der er visse ting, der er udelukket fra at blive vareliggjort. Ifølge Kopytoff er mennesket og enhver form for menneskelige attributter på baggrund af vores kristne moral udelukket fra vareliggørelse (Kopytoff 1996: 146ff). Sjælen opfattes som hellig i den forstand, at den er udelukket fra varesfæren, og det synes derfor moralsk anstødeligt, når scientologerne så åbenlyst sælger åndelig frelse. Når scientologerne refererer til sig selv som kirke og samtidig lader salg, reklame, konkurrence og ekspansion indgå som et centralt element i Hubbards fødselsdag, blander de således, hvad kritikkerne anser som to uforenelige sfærer, og dermed helligt og profant. Ifølge Durkheim kan alt indgå i det hellige, og scientologernes definition af hellig indeholder blot noget andet end kritikkernes. Omverdenens kritik og scientologernes selvforståelse kan på denne måde sættes i relation til hinanden. Hvor kritikerne ser Scientology som en virksomhed og dermed noget profant, indgår det virksomhedsmæssige for scientologerne i det hellige.
En måde at undersøge validiteten af vores resultater er ved at se i hvilken grad, de videnskabelige observationer virkelig måler eller indfanger det, som de foregiver at skulle måle (Sanjek 1990: 394-95). Man bedømmer således, hvorvidt man kan drage sikre konklusioner i forhold til undersøgelsens problemstilling. Centralt i undersøgelsen af validiteten indgår en vurdering af de anvendte metoder med henblik på såvel indsamlingen som organiseringen af det etnografiske materiale.
Vores mål har været, at finde frem til, hvordan scientologerne opfatter forholdet mellem kirke og virksomhed samt undersøge, hvordan denne kommer til udtryk i praksis. Da informantgruppen som nævnt bestod af 'kernemedlemmer', har det kun i mindre grad været muligt at dokumentere divergerende opfattelser blandt informanterne. Undersøgelsen kan derfor ikke siges at være repræsentativ for scientologer i det hele taget.
En væsentlig indvending i forhold til de opnåede resultater er, at feltarbejdet i høj grad har været baseret på de formelle interviews. Vi risikerer derved, at den forståelse, der er kommet frem, ikke nødvendigvis understøtter adfærden andetsteds. Der kan med andre ord eksistere en forskel mellem det, som folk siger og det, de gør. En årsag til dette kan for eksempel være, at vores tilstedeværelse i den 'kunstige' interviewsituation kan være med til at påvirke informanten - det vil sige være en kilde til bias - i forhold til den 'normale' situation. Omvendt kan den samme problematik gøre sig gældende i deltagerobservationen. Det vigtigste er, at man i den efterfølgende analyse må forsøge at tage højde for, hvordan konteksten og antropologens tilstedeværelse influerer på informantens udsagn og adfærd. Sagt på en anden måde, findes der ikke 'uafhængige' og 'rene' data, da viden altid bliver produceret i mødet mellem antropolog og informanter. Det centrale er derfor at fortolke de forhåndenværende data i dette lys.
Vores deltagerobservation har, som nævnt, fortrinsvis været centreret omkring de formelle aktiviteter, og vi må derfor formode, at vores påvirkning har været minimal. En måde, hvorpå man i interviewet kan forsøge at "eliminere" antropologens påvirkning, er ved at ændre på forskellige omstændigheder eller karakteristika i interviewsituationen for derigennem at forsøge at identificere hvilke aspekter, der producerer bestemte svar (Hammersley 1995: 140). Overordnet kan opbygningen af rapport - det vil sige et nært tillidsforhold mellem antropologen og informanten være medvirkende til reducere påvirkningen af antropologens tilstedeværelse. Feltets kontrollerede karakter har imidlertid i nogen grad vanskeliggjort dette. Dog har vi ved at interviewe enkelte af informanterne i flere omgange samtidig med, at vi regelmæssigt er stødt på disse personer i forbindelse med vores ophold i Scientologykirken, opnået et mere fortroligt kendskab til disse. Dertil kommer, at vi har forsøgt at variere omgivelserne ved også at lade interviews finde sted udenfor kirken.
Tidsperspektivet spiller en væsentlig rolle for validiteten i indsamlingen af det etnografiske materiale. Ved at opholde sig i felten gennem en længere periode, forbedres mulighederne således for at vi vil være i stand til at tage højde for kontekstens og vores egen betydning for informantens adfærd.
Med udgangspunkt i Rosalie Wax' (1971) opdeling af feltarbejdet i tre faser, kan man sige, at vi oplevede det første stadie, hvor antropologen initialiseres og socialiseres i felten. Imidlertid var tidsfaktoren afgørende for, at den anden fase, hvor feltarbejderen har fået etableret en mængde forskellige forbindelser til informanter og kan koncentrere sig om selve feltarbejdet, hurtigt blev afløst af den tredje fase, hvor feltarbejderen trækker sig ud af felten for at kunne færdiggøre sin rapport (Wax 1971:16). Dette hænger i høj grad sammen med, at Scientology udgør et meget omfangsrigt felt, hvilket uundgåeligt er medvirkende til at forlænge socialiseringen.
Som allerede beskrevet har de valgte metoder i høj grad været determineret af felten. Med et længere tidsperspektiv kunne en mulig strategi til at afhjælpe dette være at benytte de formelle interviews til at blive "accepteret", hvorved man får mulighed for at observere og omgås med de folk, man vil studere (Wax 1971:6). De formelle, arrangerede interviews bliver således over tid indgangen til at kunne observere og deltage på et mere intimt plan. Et længerevarende feltarbejde kunne føre til, at man boede sammen med scientologerne, hvorved det ville være muligt at observere dem på tættere hold. Det vil sige, at man etablerer en form for quasi-medlemskab af den gruppe af mennesker, man studerer - uden at foregive, at man er én af dem.
Et vigtigt element i socialiseringsprocessen er, at antropologen bliver kompetent til at stille de 'rigtige' spørgsmål. Det vil sige spørgsmål, der er meningsfulde for informanten (Cohen 1984: 225). Både spørgsmål og svar skal med andre ord opdages igennem informanterne i en iterativ proces, der fører frem til, at antropologen lærer at tale, og derved at tænke og forstå, indenfor informanternes sprogbrug. Målet er, at antropologen nærmer sig informanternes opfattelse og forståelse af deres sociale virkelighed, hvilket vil sige en form for "intersubjektivitet" (ibid.: 228). Som det fremgår i opgaven har Scientology en hel specifik terminologi, hvor gængse amerikanske ord er tillagt en særlig betydning. En del af vores socialisering i feltet bestod derfor i at tilegne os denne sprogbrug.
Udover at man bliver i stand til at stille meningsfulde spørgsmål, er en vigtig del af socialiseringsprocessen, at man bliver klar over, hvad man kan spørge ind til. Man kan som udgangspunkt ikke regne med, at informanterne selv vil eksplicitere disse grænser. Dertil kommer, at informanterne ofte, når emnet bliver drejet ind på mere følsomme områder, vil 'fortie' relevant viden, hvis antropologen af uvidenhed ikke formår at spørge ind til dette (jf. Douglas 1976). Vi var som nævnt usikre ved at vælge en problemstilling, der involverede et fokus på det virksomhedsmæssige i Scientology. Det var endvidere først hen imod slutningen af feltarbejdet, at vi blev dristige eller kompetente nok til at spørge ind til for eksempel hvervningen af nye medlemmer og de provisionsordninger, der eksisterer i den forbindelse.
Vores feltarbejde kan ses som en proces, hvor der hele tiden er foregået en gensidig påvirkning mellem felt, metode og problemstilling. Gennem interviews og samtaler søgte vi at finde de mest interessante spørgsmål og dermed den mest relevante problemstilling. Som Roger Sanjek (1990) pointerer, dukker der under feltarbejdet hele tiden nye emner op, der filtreres ved hjælp af teori, hvilket igen fører til en indsnævring af undersøgelsen og måske trækker den i ny retning (Sanjek 1990:394). Gennem vores feltarbejde erfarede vi, at feltet hele tiden virker tilbage på problemstilling og metode i en kontinuerlig proces, samtidig med at problemstilling og metode, virker tilbage på feltet. Det, man fremstiller som sin endelige problemstilling og resultater, er dermed blot et udtryk for, at man har valgt at stoppe denne proces på et givent tidspunkt. Al antropologi, inklusiv dette minifeltarbejde, skal derfor ses i lyset af dette.
Det kan diskuteres hvorvidt, vi på baggrund af ni dybdeinterviews og tre ugers deltagerobservation kan konkludere noget om scientologer generelt. Er vores resultater, den forholdsvise homogene informantgruppe taget i betragtning, af så partikulær karakter, at den ikke har nogen generel validitet? Med et mere indsnævret fokus og flere interviews er det muligt, at vi ville have opnået større grad af repræsentativitet, hvilket måske ville have produceret helt andre resultater.
Et alternativ eller supplement til den kvalitative metode kan være, at benytte et spørgeskema. Men spørgsmålet er om dette ville føre til en større grad af validitet? Ifølge Edmund Leach (1967) eksisterer der en lang række sociale fænomener, der ikke kan indfanges ved hjælp af den kvantitative metode, idet den reducerer observationsfeltet til statiske "enheder", mens den kvalitative metode leder efter "systemer af sammenhænge" (Leach 1967:196). Man kan kritisere vores resultater på baggrund af en homogen informantgruppe for netop at reducere scientologerne til en "enhed", men omvendt kan denne homogenitet også være et udtryk for, at vi har fundet "systemer af sammenhænge". Vores åbne spørgsmål og timelange samtaler gjorde således, at vi blev opmærksomme på de relationer og gensidige påvirkninger, der eksisterer mellem scientologerne og det omgivende samfund. En sammenhæng, det nok ville have været svært at indfange alene med et spørgeskema. Leach pointerer dog, at man ved at kombinere de to former for dataindsamling kan opnå en større grad af generel validitet (Leach 1967:198), idet de to former for udspørgen vil producere forskellige former for data, der kan være brugbare på forskellige stadier i undersøgelsen. Den kvalitative metode kan således være med til at afdække, hvilke kategorier eller variable, det vil være relevant at spørge ind til i en statistisk undersøgelse. Omvendt kunne et spørgeskema i vores tilfælde måske have været medvirkende til at indsnævre fokus og indkredse de spørgsmål, det ville være interessant at få uddybet i et interview.
Som nævnt faldt vores feltarbejde sammen med en større survey-undersøgelse(10) blandt scientologerne. Disse data var dog ikke bearbejdede, da vi påbegyndte vores feltarbejde, og vi kunne derfor ikke bruge dem som rettesnor for vores interviews. Efterfølgende har vi dog fået lov at se nærmere på de bearbejdede tal, og selvom det selvfølgelig ikke har været muligt at indfange vores problemstilling i et spørgeskema, tegner der sig et billede, der synes at understøtte vores resultater. Ser man for eksempel på scientologernes tillidsforhold til forskellige institutioner, er det, med vores problemstilling i baghovedet, tankevækkende, at 77,1% af respondenterne nærer "ikke særlig stor" eller "slet ingen" tillid til folketinget, og at 72,3 % har "slet ingen" eller "ikke særlig stor" tillid til det offentlige. Holdes mediernes kritik af Scientology for øje, er det ikke underligt, at hele 96,3% af scientologerne nærer "ikke særlig stor" eller "slet ingen" tillid til dagspressen. Ses dette i forlængelse af, at kun 13,9% af scientologerne nærer "stor tillid" til danskere i almindelighed, mens hele 76,1 % har "stor tillid" til scientologer, er det værd at genkalde sig, at vi mener at finde en sammenhæng mellem mediernes og det omgivende samfunds kritik og scientologernes selvforståelse og gruppefølelse. Vores pointe er, at denne selvforståelse delvist er defineret op imod kritikken. Endvidere er det tankevækkende, med vores fokus på organisationsstrukturen og det virksomhedsmæssige for øje, at 63,4 % af scientologerne netop nærer "stor tillid" til store virksomheder.
Da vi som nævnt befandt os midt i krydsilden mellem scientologerne og omverdenes kritik, blev det meget væsentligt for os at reflektere over vores position i forhold til feltet.
Ved feltarbejdets begyndelse besad vi en meget begrænset viden om Scientology og havde ikke på forhånd overvejet, om der var grænser for, hvad vi skulle deltage i. Vi havde dog ingen skrupler over at lade os auditere i forbindelse med udstillingen, men takkede nej, da vi blev spurgt, om vi ville indskrives på kurser. Vi stod i et dilemma, idet vi på den ene side ville gøre alt for at tilegne os viden, mens vi på den anden side ikke ville involvere os i mere end det, vi kunne stå inde for over for os selv og for scientologerne. Vi havde bestræbt os på at være ærlige og forklaret scientologerne vores egne religiøse overbevisninger og vores position som studerende. Ved at deltage i et kursus følte vi, at vi ville blive nødt til at foregive noget, vi ikke var. Det var desuden ikke centralt at afgøre om Scientology virker for os, men derimod, hvad det betyder for dem.
En samtale med Dorthe Refslund Christensen gjorde os opmærksomme på endnu et aspekt ved vores positionering. Hun beskrev, hvordan hun, ligesom os, havde valgt ikke at tage kurser, da hun ikke kunne anerkende religionens grundprincipper, og tilføjede derudover, at "der er nok folk, der står i kø for at påstå, at jeg er på Scientologys lønningsliste". Refslund berører dermed det politiske aspekt, man er nødt til at overveje i forbindelse med ethvert feltarbejde. Den position, man påtager sig (eller bliver tildelt) i felten, kan dermed siges at have konsekvenser for de metoder, man kan anvende, samt hvordan den repræsentation, man laver opfattes af såvel informanter som den kritiske omverden.
Hvis antropologens mål er at formidle kultur, er det imidlertid tydeligt i vores tilfælde, at formidlingen foregik begge veje. Vi formidlede vores viden om Scientology til det omgivende samfund, samtidig med at vi formidlede det omgivende samfunds syn på Scientology til scientologerne. Ved indgangen til feltarbejdet var vi stærkt farvet af omverdenens kritik, men efterhånden som vi blev indført i scientologernes hverdag og fik deres syn på sagen, faldt mange af vores kritiske fordomme fra hinanden. Vi indgik således i en konstant proces, hvor vores grænser til stadighed blev flyttet, og det blev klart for os, at vi indtog forskellige roller alt efter, hvor vi befandt os. Når vi diskuterede Scientology med venner og medstuderende indtog vi ofte rollen som forsvarer for scientologerne og forsøgte at gengive deres respons på kritikken, hvorimod vi i scientologyregi blev et medium for deres definering op imod det omgivende samfund. Vores position i forhold til gruppen af scientologer var som den fremmedes i Simmels forstand: "both being outside it and confronting it" (Simmel 1950: 402). Scientologerne var genstand for vores studier, men omvendt spejlede scientologerne sig i os, og objektiverede dermed sig selv.
I forbindelse med konferencen "Mad og Rum i København og Nepal" erfarede vi netop, hvor svært det var at gøre levende mennesker, der oveni købet sad og lyttede, til studie- og analyseobjeker. Flere af informanterne havde under feltarbejdet givet udtryk for en vis forventning angående vores projekt. Således udtalte K.J.: "Vi regner jo med, at I bruger oplysningerne 'fornuftigt'". Vi blev derved tvunget til at reflektere over, hvilken respons oplægget ville afføde hos scientologerne. Selvom vores feltarbejde umiddelbart synes, at have en uskyldig karakter, følte vi for eksempel, at det var nødvendigt at understrege, at vores oplæg ikke skulle ses som et indlæg for eller imod Scientology.
Spørgsmåleter om en repræsentation under alle omstændigheder ikke kan tolkes og bruges som indlæg for eller imod? Kan man undlade at tage stilling, enten direkte eller indirekte? Og skal man overhovedet undlade at tage stilling? John van Maanen (1983) betegner dette som et spørgsmål om "who is to become harmed" (van Maanen 1983:281). Han beskriver, hvordan der altid vil være en bagside af medaljen, idet repræsentationen uvilkårligt vil komme til at skade nogen og gavne andre. Valget er her antropologens, og vi må erkende, at det efter blot tre uger i felten, hvor vi fik deres opfattelse af sammenhængen og opnåede venskabelige forhold med især vores kontaktpersoner, er lettere at forsvare dem end at kritisere dem.
Ved at belyse, hvordan kirke og virksomhed kobles i praksis bliver det klart, at denne kobling har betydning for scientologernes selvforståelse på mindst to måder. Dels definerer scientologerne sig op imod kirke/virksomhedskritikken, og dels er netop den virksomhedsmæssige struktur fremmende for skabelsen af en gruppebevidsthed. Vores idé om at se nærmere på forholdet mellem kirke og virksomhed i Scientology udsprang af vores egne forestillinger om, at kirke og virksomhed er noget radikalt forskelligt og dermed klart adskilt. Denne forudindtagethed, bunder langt hen ad vejen i den kritik, som medierne har lanceret, og var således medvirkende til valget af problemstillingen. Spørgsmålet bliver derfor, om vi med denne indfaldsvinkel siger mere om os selv end om 'dem'? Vores feltarbejde kan i den sammenhæng ses analogt til Tord Larsens (1980) antropologiske version af den grimme ælling:
"Når vi møter en bisarr skikk - en stygg andunge - leter vi etter konteksten - eller svaneflokken - og setter skikken på plass der den hører hjemme. Når det er gjort, ser vi at det vi opprinnelig trodde var en stygg andunge, egentlig var en vakker svane. Den bisarre skikken var både "meningsfull" og "rasjonell" "(Larsen 1980:12).
Vi var stødt på en bizar skik i form af sammenblandingen af kirke og virksomhed, som vi forsøgte at se i en større kontekst i forhold til det
"'omland' av kulturell kontekst skikken eller institusjonen er omgitt av"(11) (ibid.: 12).
Derved har vi givet det tilsyneladende meningsløse mening og det tilsyneladende moralsk forkastelige legitimitet.
Som tidligere nævnt kan problematikken omkring Scientology anskues udfra den tanke, at der her sker en vareliggørelse af noget helligt - en sammenblanding der af kritikerne anses som illegitim. Scientologerne forsøger selv at legitimere blandingen ved for eksempel at referere til folkekirkens pengeforbrug, men om de vil lykkes eller forblive pariaer kan kun tiden vise. Tord Larsen skelner i tråd med dette mellem to slags processer, "sfærenedbrydende" og "sfæreoprettende". I de sfærenedbrydende processer gøres grupper mere tilgængelige for hinanden og egenskaber ved 'de andre', som før var relevante barrierer mod kommunikation(12), bliver gjort irrelevante. Omvendt opsætter de sfæreoprettende processer nye barrierer (ibid.: 22).
Spørgsmålet er om antropologen i den forbindelse skal tale for en kulturrelativistisk tilgang, hvor Scientology ses som en 'kultur', der må forstås på egne præmisser, således at der er en etisk diskontinuitet, hvor vores moralopfattelse ikke kan overføres på dem? Denne tilgang ville være sfæreoprettende og grænseforstærkende. Omvendt kan man med en mere universalistisk og sfærenedbrydende tilgang hævde, at Scientology godt kan underlægges vores moralbegreber. Herved åbnes der op for et kommunikationsfællesskab, hvor vi og de bliver tilgængelige for hinandens krav, forpligtelser, håb og forventninger (ibid.: 15).
Eftersom Scientology ikke er en eksotisk kultur på et andet kontinent, men befinder sig i vores egen forgård, føles det her nærliggende at vælge den sidste tilgang. Og som Larsen påpeger, kan antropologen også ses som et redskab til at bringe forskellige kulturer sammen i et kommunikationsfællesskab (ibid.: 17). Han pointerer endvidere, at mennesker altid veksler mellem at være subjekter for hinanden, hvor man taler til eller med hinanden og objekter for hinanden, hvor man taler om hinanden. Det centrale er her, at der er visse grupper, som behandles mere som objekter end andre (ibid.: 20f). Det er i den forbindelse tankevækkende, at der i 1996 i en jysk landsby blev foreslået, at scientologerne skulle bære et særligt badge, så folk i landsbyen kunne undgå dem (Rothstein 1997: 223). En udtalelse som: "Det at være scientolog er ikke let, fordi man hele tiden bliver udfordret af mennesker, der kører med på avisernes fis" får med ovenstående i baghovedet en foruroligende dybde.
Ved at belyse 'den grimme ælling' kan man som antropolog forhåbentlig være med til at skabe en bedre dialog. En dialog hvor scientologerne ikke udelukkes fra kommunikationsfællesskabet, men hvor der frem for blot at blive talt om dem også tales til og med dem.
Anderson, Benedict Imagined Communities London og New York: Verso, s. 1-36
Berman, Marshall All That Is Solid Melts Into Air. The Experience of Modernity. New York: Penguin s. 87-129
Christensen, Dorthe Refslund 1997 Scientology: Fra terapi til religion. København: Gyldendal
Church of Scientology International What is Scientology? København: New Era Publications International Aps.
Cohen, Anthony P. 1984"Participant Observation" i Roy Ellen: Ethnographic Research, London: Academic Press, s. 216-229
Den Internationale Scientologi Kirke Scientologi, en nutidig religions teologi og praksis, København: New Era Publications Aps.
Douglas, Jack D. "The Conflict Paradigm of Society and Investigative Field Research" i Investigative Social Research, London: Sage, s. 55-82
Durkheim, Émile "Social Rituals and Sacred Objects" (1912) i Randall Collins (red): Four Sociological Traditions, selected readings. Oxford: Oxford University Press, s. 206-219
1971 The Elementary Forms of the Religious Life (1915). Oversat fra fransk af Joseph Ward Swain. London: George Allen & Unwin ltd. Ruskin House Museum Street, s. 37-41
Fihl, Esther "Etnografisk arbejdsmetode" i E. Fihl & J. Pinholt (reds): Livsformer og kultur. Antropologi i praktisk anvendelse, Akademisk forlag, s. 40-54
Geertz, Clifford 1973"Religion as a cultural System" i The Interpretation of Cultures (1966) London, s.87-125
Hammersley, Martyn & Paul Atkinson 1995 "Insider Accounts. Listening and Asking Questions", i Ethnography. Principles in Practice, London: routledge, s. 124-156.
Kopytoff, Igor 1996"The Cultural Biography of Things: Commoditization as Process" i
T. Hylland Eriksen (red): Socialantropologiske Grunntekster, Oslo: Notam Gyldendal, s. 427-455
Larsen, John A. 1995 "Samtalen som interview. At tale om kulturelle artikulationer i Kina" i Tidskriftet Antropologi, nr. 31, 1995 (Specialnummer om metode), s. 93-103.
Larsen, Tord "Er alle stygge andunger egentlig svaner? Tanker om antropologens moralske sakkyndighet" i Antropress, nr. 4, 1980, s.12-31
Leach, Edmund R. "An Anthropologist's Reflections on a Social Survey", i: Jongmans & Gutkind (red): Anthropologist in the Field, Assen: Van gorcum, s. 194-207
Moe, Sverre Sociologi i Hundre År, en vejleder i sociologisk teori. Oslo: Universitetsforlaget
Rothstein, Mikael 1997 Gud er blå, de nye religiøse bevægelser (1991), 4. udgave, København: Gyldendal
Sanjek, Roger "On Ethnographic Validity", i Roger Sanjek (red): Fieldnotes. The Makings of Anthropology, Thaca: Cornell University Press, s.385-413.
Simmel, George "The Stranger", i Kurt H. Wolff (red.): The Sociology of George Simmel, New York: The Free Press, s. 402-408.
van Maanen, John "The Moral Fix. On the Ethics of Fieldwork" i Robert M. Emerson (red): Contemporary Field Research. A collection of Readings, Boston: Little, Brown & Co., s. 269-287
Wax, Rosalie "Theoretical Presuppositions of Fieldwork", "The First and Most Uncomfortable Stage of Fieldwork", "The Ambiguities of Fieldwork", i Doing Fieldwork. Warnings and Advice, Chicago: University of Chicago Press, s. 3-20, 42-55.
1. Flere kilder og informanter bruger termen Scientologi, men vi har valgt at være konsekvente og bruge betegnelsen Scientology.
2. IKON er en forkortelse for Informations- og samtaleforum Om Kristendom og Nyreligiøsitet (Rothstein 1997:183). Citatet er fra udsendelsen '19-Direkte' på DR1 d.23. marts i år.
3. Afgørelsen om Scientologys anerkendelse som trossamfund er stadig nært forestående, og i den forbindelse skal det fastslåes, at det ikke er vores formål at afgøre, hvorvidt Scientology er et trossamfund eller ej, og at denne opgave ikke skal ses som værende for eller imod en sådan anerkendelse.
4. Da vi under feltarbejdet fik to kontaktpersoner, har vi valgt at benævne dem K.J. og E.N. for at kunne skelne mellem dem. Selvom vores opgave ikke umiddelbart skulle være problematisk for Scientology har vi valgt at holde informanterne anonyme.
5. Dialogcentret er en kristen missionsforening. De er en af de stærkeste kritikere af nyreligiøse bevægelser i Danmark og har frem til 1980'erne været dominerende i debatten om nyreligiøsitet (Rothstein 1997: 177ff)
6. Dianetik er en metodik udviklet af L. Ron Hubbard til bekæmpelse af irrationel adfærd, irrationelle følelser og psykosomatiske lidelser. Beskæftiger sig med åndens påvirkning af kroppen via sindet (Church of Scientology International 1998: 62).
7. Termerne "upartiskhed" og "objektivitet" i forbindelse med deltagelsen følger her Simmels definition, hvormed der menes, at de ikke betyder
"non-participation (which is altogether outside both subjective and objective interaction), but a positive and specific kind of participation" (Simmel 1950:404).
8. Et E-meter bruges af den åndelige vejleder under auditeringen. Personen, der bliver auditeret, holder to metaldåser i hænderne, som er forbundet videre til selve E-meteret, der er istand til at registrere følelsesmæssige reaktioner. Ved hjælp af på E-meternålens svingninger kan auditoren således lokalisere mentale og spirituelle traumer i bevidstheden hos den auditerede person. Hubbard målte selv pulsen på de personer, han auditerede, mens de uddannede auditorer har haft brug for et hjælpemiddel for at opnå samme effekt. Med E-metret sikrede Hubbard, at den åndelige vejledning efter hans død i 1986 kunne forblive på niveau med hans egen.
9. Bemærkningen stammer fra et interview i programmet "Indefra" sendt på DR2 d. 28. marts i år. AOF er en forkortelse for Arbejdernes Oplysningsforbund, der er en organisation, som tilbyder foredrag og kurser.
10. Undersøgelsen er foretaget af forskere fra Religionsvidenskabeligt Institut og har haft 450 respondenter, der er udvalgt blandt de faste bidragsydere af medlemskontingent til Scientology. Respondentgruppen betegnes, ligesom vores informantgruppe, som 'kernemedlemmer' - en gruppe af overbevist engagement. Undersøgelsen er på nuværende tidspunkt næsten færdigbearbejdet.
11. En kontekst, vi ikke har belyst i denne opgave er, at Scientology med europæiske øjne er meget 'amerikansk', og at en del af kritikken mod Scientology også kan siges at bunde i dette. Refslund formulerede det således:
"Uanset hvordan vi oplever det så er kristendommen en grundlæggende faktor ved det her samfund, og det vil sige at andre grupper skal ikke bare tro de kan komme her. Nogle religioner er så mere 'uskyldige', mens Scientology kommer med deres amerikanske fnidder-fnadder og slår et stort brød op, og her kommer vi, og udfordrer både den protestantiske etik, janteloven og europæisk afstandtagen til amerikansk kultur i det hele taget".
12. At kommunikere skal her forstås som
"å betrakte partneren som et moralsk myndig individ, som er både tilgjengelig for vår meddelelse og gjenstand for vår moralske vurdering" (Larsen 1980: 15).