Med Fredrik Barth i felten

Werner Sperschneider & Lone A. Sperschneider

Originally published in Jordens Folk: Etnografisk tidsskrift, No.4, 1998
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/

Fredrik Barth, der fejrer sin 70 års fødselsdag i december 1998, nyder stor popularitet i antropologkredse. Ikke mindst på den anden side af Atlanterhavet, hvor han underviser ved to af USAs mest ansete universiteter, Harvard og Emory. Forfatterne har besøgt Barth i Oslo for at lave en portrætfilm om ham i samarbejde med Peter Loizos, professor i antropologi fra London School of Economics. Her bringes et redigeret uddrag af et interview, som Lone A. Sperschneider lavede med Barth under filmoptagelserne i maj 1997. I interviewet får vi et glimt af de motiver, der var afgørende for forskeren og teoretikeren, vi kender fra bøgerne.

Barth har altid haft den opfattelse, at antropologien har en naturlig plads i samfundsdebatten. Han ønskede fra starten at vise den norske befolkning, at den vestlige/skandinaviske kulturform bare er én ud af mange variationer i denne brogede verden. Dette formidlingsarbejde foretog han på to fronter. Dels ved at holde mange foredrag i ikke-universitetskredse, på skoler og i foreninger med mere, og dels ved at deltage i den offentlige debat. Barth er således en vigtig del af den tradition, der har ført til, at Norge er det land i Skandinavien, hvor antropologer oftest deltager i offentlige debatter og samfundsorienterende tv-udsendelser.

Fredrik Barth bidrog i væsentlig grad til at gøre socialantropologi til et vækstfag i Norden. Som antropologen Ole Strandgaard skrev i 1991: "... Fredrik Barth i Bergen (..) blev den førende etnograf i Skandinavien. Nej ikke etnograf, socialantropolog. Her var en international stjerne inden for vores egen kreds så at sige. Ikke sært at han påvirkede faget." Studerende, som havde været på studieophold i Bergen, kom tilbage 'med hovedet drejet rundt 180 grader', som det siges blandt Moesgårds lærerstab. Men det er netop her i Skandinavien, at Barth ikke har fået reel anerkendelse for sit arbejde, i modsætning til i USA, hvor han er velrenommeret. Det var først med Fredrik Barth, at den skandinaviske etnografi blev påvirket af strømninger, der trak faget væk fra museumsmiljøet, folkloren og arkæologien og hen imod en egentlig socialantropologi med skandinavisk/norsk særpræg. Barth tog den britiske feltarbejdstradition til sig og introducerede sin egen (aktørorienterede) version af socialantropologien.

Metodisk er Barth stærkt empirisk orienteret. Han lægger vægt på feltarbejde, feltarbejde og atter feltarbejde og holder den uofficielle verdensrekord i etnografiske feltophold. Indtil nu er det blevet til otte feltstudier i vidt forskellige dele af verden.

LAS: Du er en af de antropologer, der har udført feltarbejde i flest forskellige verdensdele, samfundssystemer og etniske grupper. Hvorfor har du spredt dig så meget globalt?

FB: Fordi jeg synes, det er et ufatteligt privilegium at være antropolog og kunne drømme om, hvor i verden har jeg lyst til at blive en del af det, der sker, og så kunne gøre det. Så har jeg nok fra Norge en oplevelse af kontakten med et fysisk miljø, med en økologi, og glæder mig over dens variation. Så jeg har med vilje søgt biotoper i verden, som er fremmede for mig. Som student i Chicago var jeg en sommer i ørkenområdet ned mod Utah i det vestlige Colorado, og jeg så ørknen og syntes, at ørknen var eventyrlig. Så jeg havde lyst til at arbejde antropologisk i ørkenområder, i fjerne fjeldområder, i tropisk urskov. Hvert af disse miljøer har også udløst min nysgerrighed og mit ønske om at opleve det.

LAS: Når du nu sidder og tænker over det, har det så på noget tidspunkt givet dig nogen vanskeligheder?

FB: Det er klart, at jo mere du spreder dig, desto tyndere bliver dit grundlag. Og jeg er vel ofte blevet kritiseret for at være på steder, hvor jeg har for få forudsætninger, og at jeg er der for kort tid til at gøre et virkeligt arbejde i dybden. Det kan der nok være noget om. Min viden om steder er begrænset. Sprogbeherskelsen bliver heller aldrig, hvad den burde være. Den har været forskellig i forskellige feltarbejder, men aldrig så god, som den kunne have været. Det er omkostningerne, men jeg har sagt til mig selv, at nu står jeg her, og hvad kan jeg nu lære mest af. Hvad er grænsenytten ved at gå tilbage til et sted, jeg har været, og ved at gå til et nyt sted? Og da har det altid forekommet mig, at jeg får mere ud af det - jeg udfordres mere og bliver forhåbentlig mere skærpet - ved at møde noget, som er mig mere fremmed.

LAS: Du har også sagt, at du er en naiv feltarbejder. Hvad mener du med det?

FB: Ja, naiv. At jeg ønsker at nå mennesker uden specielle forudsætninger, at jeg ikke har min egen plan, som jeg prøver at realisere. Jeg bestræber mig på at spille åbent ud, og jeg har stor tillid til mennesker. Det, tror jeg faktisk, er en vældig fordel. For det er jo et eventyr, at vi kan rejse til helt fremmede steder, til folk med helt andre forudsætninger, og hvis vi over giver os til dem, så tager de sig af os. Så den naivitet er en, som har tjent mig i mit arbejde og i mine forhold til personer. Det, tror jeg, er den bedste måde at møde verden i det hele taget.

LAS: Det er mit indtryk, at du har haft nogle gode informanter rundt omkring, som du har haft et næsten venskabeligt forhold til, eller det har måske udviklet sig til det?

FB: Ja, lad mig hellere sige, at jeg har haft nogle meget nære forhold til nogle personer med mere intellektuelle evner, som kunne bringe mig ind i deres liv. Så ikke informanter i den forstand, at jeg ved, hvad jeg skal spørge dem om, men mennesker med omsorg, som også forstår de intellektuelle problemer, som jeg arbejder med på et eller andet niveau, og som indlemmer mig i deres liv.

LAS: Det bedste feltarbejde - det, du har været gladest for - kan du beskrive det?

FB: Ja, de har jo forskellige kvaliteter, men jeg var nok lykkeligst som feltarbejder i Sydpersien med nomader her prøvere jeg at leve blandt mennesker, som var komplekse og subtile, men generøse. Og så et liv i det fantastiske landskab i Sydpersien med bjerge og åbne dale og sammen med dyrene, altid omgivet af dyreflokke, og det liv i selve vandringen, som giver en slags narrativ tråd hele vejen igennem. Det var nok det lykkeligste. Det tiltalte mig meget, at de havde denne enorme autonomi, at de stod på egne ben.

LAS: Det mindst tiltalende feltarbejde, du har været på, det skal du næsten også lige have lov til at fortælle om.

FB: Ja, det er vanskeligere, fordi du skal prøve at vende udfordringerne i feltarbejdet til noget positivt. Men når det gælder om at trives, så trivedes jeg nok bedre i Asien og i Sydasien og i Sydøstasien og Oceanien end i Afrika. I Darfur i Sudan var det tungt, fordi så mange folk var påvirkede, de drak meget, øl, og det blev sådan nogle meget rodede relationer af den grund. Det fandt jeg lidt trættende.

LAS: Hvad er opskriften på et godt feltarbejde?

FB: Det kan man jo snakke længe om. Men måske er det vigtigste, at man har tillid til dem, man er iblandt, sådan at man er villig til at spille over til dem og lade dem tage så mange initiativer som muligt. At man har den ydmyghed, at man vil være en del af deres liv, hellere end at man vil indrullere dem i sit projekt. For det egentlige projekt for antropologen, det er jo at miste sin identitet og blive noget andet for at kunne se og forstå, hvad de andre er.

LAS: Hvorfor er dette bevidsthedsændrende skift så vigtigt, det med at komme helt derind og forstå, hvad det andet er?

FB: Jeg tror, at det er helt fundamentalt, at du opererer med en aktør i forståelsen af et andet samfund. Så længe vi fungerer inden for vore egne begreber, så lægger man en anden forklaring på det end de idéer, som driver de andres handlinger. Jeg vil ikke bare se mønstrene i en kultur eller i et samfund, jeg vil se mennesker, som forholder sig til verden. Og så må jeg gennem dem for at se det på deres måde. Så jo mere man kan det, des rigere og mere autentisk bliver det antropologiske materiale.

LAS: De fleste akademikere har svært ved at forlade elfenbenstårnet, men det har du ikke. Du har set en opgave i at kunne formidle antropologien til den brede befolkning.

FB: Jeg har gjort det, og jeg har mange grunde til det. Det er klart, at hvis du tænker rent antropologisk, så er det vigtigt, at ethvert akademisk fag har omgivelser, som er interesserede. Det er vigtigt for rekruttering, for støtte, for position i det intellektuelle landskab. Men ganske tidligt i min karriere skulle jeg tjene nogen penge ved at holde nogle populærforedrag, og så opdagede jeg, hvilken fantastisk træning det er. Hvis du er akademiker i dit elfenbenstårn, så kan du på en måde byde de studerende hvad som helst, de har ikke noget valg, de er 'a captive audience'. Når du bevæger dig uden for universitetets verden, så står du over for publikum, som kan rejse sig og gå. Du må fange dem, fange dem ved at være klar, ved at fortælle noget, som de synes er interessant, og som de kan lære af. Og den udfordring har jeg haft vældig glæde af.

LAS: Er det med accept og tilfredsstillelse, at du ser på din indflydelse på norsk antropologi?

FB: Man har vel aldrig haft den grad af succes, man kunne ønske sig. Men ja, det er med stor tilfredshed, at jeg ser på det. Der skete en total forandring i mit liv, da jeg begyndte i Oslo, hvor der var denne lille 'loftsjenget', som en engelsk kollega beskrev, "You could count them on a mutilated left hand", og så til denne situation, hvor du har op imod et tusind hvert år i Norge, som tager et grundfag i antropologi, og som gennemlyver det norske samfund med perspektiver, som jeg tror er vigtige og nyttige. Så jeg har altid set det som en national opgave at fremme dette fag.

LAS: Kan man sige, at norske antropologer deltager meget mere i samfundsdebatten og er mere fremme i medierne end i andre skandinaviske lande, som for eksempel Danmark?

FB: Ja, jeg tror, at vi tager førstepladsen der. Det har jeg ønsket mig, og det er en stor glæde at se. Men lad mig også sige, at min første doktorgradskandidat var en sudaneser. Jeg vil ikke se mit virke begrænset nationalt. Og jeg er vældig stolt af, at førstemanden var en fra den tredje verden.

LAS: Så på den måde har du også været fortaler og advokat for uddannelsen af folk fra tredje og fjerde verdens lande?

FB: Ja, det har været en vældig bevidst politik, og jeg synes, at det er menneskeligt, intellektuelt og moralsk helt nødvendigt, at vi fører det antropologiske perspektiv, som vi tror på, ud til dem. Det burde jo være globalt, og alle burde kunne have del i det. Og sådan som magt og ressourcer er fordelt, så ligger der et ansvar på os til at formidle det til andre områder, hvor folk har forudsætningerne til at gøre fuld brug af det.

LAS: Der er et eller andet med økologi og Norge og nordmænd og natur og antropologi, som måske er specielt for norske antropologer. Du sagde jo engang, at 'vi nordmænd kan klare naturen med de bare hænder'.

FB: Det er vel i hvert fald stærkere repræsenteret blandt norske antropologer, ja. En forståelse for den fysiske verden, som alle mennesker må leve i, og hvordan den griber ind i deres liv. Og efterhånden har vi også fået et klarere billede af, hvordan økologien griber ind i vor mindste handling. Så en antropologi, som bare ser på det kulturelle, eller på det sociale er ufuldstændig i sit grundlag. Vi må også erkende den plads, som det materielle har. Og det har jeg prøvet at understrege i mit antropologiske arbejde. Det er vel her i Norge, at vi er nået længst med det. Måske fordi vi lever i et tomt, stort land. Man ser jo, hvordan norsk ungdom vokser op i en situation, hvor de stadig prøves mod naturen. Se på forskellen i at vokse op i et bymiljø, som er farligt, men farligt på en tilfældig måde, mens den norske vinter er farlig på en måde, som du kan mestre, hvis du forstår den.

LAS: I en norsk tv-udsendelse sagde du, at kundskab ikke blot er bøger, og at analfabetisme favoriserer kreativitet og skaberevne. Du har også været interesseret i 'viden' på det sidste. Hører jeg i dine udtalelser samtidig en skjult kritik af vores samfund?

FB: Ja, der er mange niveauer i dette. For det første synes jeg, at mine akademiske kolleger er alt for bogorienterede og ikke nok orienterede mod mennesker og det ukontrollerbare i livet. Og så er jeg blevet grebet af den intellektuelle styrke, som du finder blandt analfabetiske folk; folk, som ikke har skriftsprog i det hele taget. Men også de, som har det, men ikke har været interesseret i det. Det er en måde at leve på, som jeg har fået en voldsom respekt for. Den modstand mod autoriteten, som ligger i ikke at tage det skrevne ord som noget med tyngde i eller krav på absoluthed, men at stille sig fri i forhold til verden og stole på eget intellekt. Det er det, jeg er mest betaget af.

LAS: Dengang du afleverede din PhD-afhandling i Oslo, blev den afvist. Men du gav ikke op, du fortsatte alligevel og fik den jo godkendt i Cambridge. Hvordan ser du tilbage på den episode nu, hvor du sidder her som professor?

FB: Det virkede jo meget truende for min karriere. Det var knusende på en måde, men det stoppede mig ikke. Jeg har nok altid været vældig optimistisk. Jeg troede, at det gik. Og lige meget hvad der sker, så ville der sikkert nok komme noget godt ud af det. Så måtte jeg dog erkende, at det er nu, det gælder om ikke at lade sig stoppe. Og på en måde var det jo en velsignelse. Det bragte mig over i det britiske miljø. Hvis jeg havde fået min doktorgrad her i Norge, så ville jeg have været mere provinsiel. Jeg blev tvunget til at gøre det i det store ledende miljø i stedet for. Og jeg fik et netværk af venner og kolleger og lærere, som betød voldsomt meget for mig, og som jeg så kunne trække på, da jeg kom til Bergen og skulle skabe mit eget miljø.

LAS: Ja, altså blandt andet Leach, som jo nok har betydet meget for dig.

FB: Ja, Leach var den vigtigste. Jeg rejste til London med et stipendium, egentlig for at arbejde med Firth, som jeg kendte. Leach var på det tidspunkt ikke særlig kendt. Men det øjeblik, jeg traf ham, blev jeg blændet af hans intellekt og hans voldsomme analytiske styrke. Han var jo en lidt fjern person. På nogle måder lignede han lidt min far, med et stort intellekt og en slags skyhed som menneske. Men han betød kolossalt meget for mig, og han var også forbilledlig i, hvordan han lavede sin vejledning. Vi kunne komme til ham med 30-40 sider, vi havde skrevet. Næste morgen vejledte hanmed stor vitalitet, som var vældig stimulerende.

LAS: Flere gange har du nævnt et citat af Leach: "I find it difficult to stay in a position for too long time." Hvorfor er du så glad for det citat?

FB: Det er vist, fordi det fremkalder en meget personlig erindring om manden. Han rejste sig op, denne store mand, og sagde det midt i et seminar. Jeg synes, det er en helt ideel intellektuel holdning. Vor opgave at være kreative som intellektuelle er ikke kun at forfølge en idé og udvikle den. Vi møder flere udfordringer omkring os, som vi bliver nødt til at klare os igennem ved at svare på nye måder. Leach havde flere faser i sit liv, hvor han reorienterede sig. Jeg ville have beundret ham endnu mere, hvis han havde gjort det endnu mere. Det er mit ideal, at vi ikke skal forfølge vores idéer, men at vi skal lade verden diktere langt mere, end de fleste akademikere gør.

LAS: På det sidste har du flere gange reflekteret over dit liv. Og du har sagt ja til at Hviding og Tambs-Lyches skriver en biografi om dig. Det har selvfølgelig givet dig nogle indsigter, men har det også betydet, at dit liv er blevet en slags 'god historie'?

FB: Ja, der er en fare for,at man producerer narrativer, som så erstatter den virkelighed, som man har oplevet. Og alle de ting, som du nævner, er jeg ikke gået ind i med stor entusiasme. Jeg tror - og dette er igen min naivitet - jeg tror, at jeg er 24 år gammel. Den, som sidder herinde og kigger ud, har ikke forstået, at han er blevet en gammel mand. Så jeg tænker hellere på fremtiden end på fortiden. Jeg vil tage det med mig, jeg har lært, og så vil jeg udfolde det på nye og uventede måder. Så jeg har ikke nogen særlig iver efter sådan en tilbageskuende syntese, nej.

Litteratur

Ole Strandgaard: "Al tings begyndelse". I: S. Dybbroe m.fl. (red.): Klaus Khan Baba. Aarhus Universitetsforlag 1991.

Noter

Filmen BARTH on BARTH bliver distribueret i Danmark gennem Det Danske Filminstitut/Videoværkstedet i Haderslev og Statens Filmcentral; i øvrigt gennem Institut für den Wissenschaftlichen Film, Postfach 2351, D-37013 Göttingen, Tyskland.

En fuldstændig liste af Barths bøger indtil 1991 findes i: Grønhaug, Reidar; Gunnar Haaland og Georg Henriksen (eds.): The ecology of choice and symbol: essays in honour of Fredrik Barth. Bergen: Alma Mater Forlag 1991.

Werner Sperschneider er undervisningsassistent ved Afdeling for Etnografi og Socialantropologi ved Aarhus Universitet. Han har tidligere lavet en portrætfilm om den engelske antropolog Sir Raymond Firth.

Lone A. Sperschneider er mag.scient. i antropologi fra Københavns Universitet.