Musikalske konstruktioner af sted og identitet i Bolivias Højland
Thomas Solomon
Originally published in Jordens Folk: Etnografisk tidsskrift, No.3, 2004
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/
|
To download, print, or bookmark, click:
http://www.anthrobase.com/Txt/S/Solomon_T_01.htm.
|
Sang og fællesskabs landskaber
Sangstil og økologiske zoner
Den musikalske pilgrimsrejse til centrum
Musikalsk stedfæstelse og kropsliggørelse af identitet
Forslag til videre læsning
Det er den tredje maj, dagen for Fiesta de la Cruz (Det Hellige Kors' Fest) i byen Chayanta i Bolivias Højland. På forskellige steder på pladsen foran byens eneste kirke, spiller adskillige grupper af panfløjtemusikere på samme tid forskellige melodier; hver gruppe forsøger at spille højere og længere end de andre grupper. Grupperne har gået imellem to og otte timer fra forskellige Indianske landsbysamfund i højlandet for at deltage i festen. Undervejs har de spillet de unikke melodier, som klangfuldt indskriver deres fællesskabs identitet i det landskab de gennemrejser. Hvert fællesskab spiller med fornyet kraft når de ankommer til pladsen i Chayanta, og med deres symbolske melodier bekendtgør de stolt hvem de er, og hvor de kommer fra. For en udenforstående er lyden kaotisk, når tonerne og klangene fra de forskellige panfløjter støder sammen. Men for deltagerne i festen er det lyden af fællesskaber, der musikalsk proklamerer deres kollektive identiteter for hinanden. Musikalske optrædener spiller en vigtig rolle, i de praksiser de benytter for at skabe deres identiteter. Dette inkluderer både yderst lokalt forankrede identiteter og mere omfattende identiteter, som grupperer deres fællesskab i større enheder. For højlandsindianerne er musikalske optrædener en praksis, der kropsliggør fællesskabets identitet ved at indskrive den i såvel de jordiske som i tankens landskaber.
Musik reflekterer ikke kun tidligere eksisterende kulturelle strukturer. Musikalsk optræden er snarere en social aktivitet, gennem hvilken kultur skabes, forhandles og fremføres. Måden hvorpå musik fremføres som en slags præsentation af selvet for andre mennesker, gør musik særligt egnet til den offentlige konstruktion af identiteter. Musikalske optrædener som begivenheder der er fastlåst i tid, tjener til at fokusere gruppe-bevidstheden omkring de rejste emner, herunder også forholdet mellem selv og steder. Den seneste forskning i etno-musikologi og populær musik har henledt opmærksomheden på det tætte forhold mellem musik, sted og identitet. Udgangspunktet for denne forskning er præmissen, at identitet ikke er en ting, men en social proces. En proces som konstant opstår i konkrete begivenheder udspillet af biografisk og socialt situerede aktører der handler i specifikke tider og steder. En videre vigtig præmis er, at steder ikke bare er før-eksisterende kulisser for aktivitetsudfoldelse, men snarere, at de er skabt og forestillet aktivt af folk gennem sociale processer, såsom musikalsk optræden.
I denne artikel undersøger jeg nogle områder, hvor musikalsk optræden kan kropsliggøre identitet og basere denne i sted. Med kropsliggørelse mener jeg handlinger der giver ideer fysisk tilstedeværelse, gør dem mærkbare for sanserne, og dermed fænomenologisk virkelige. Her er jeg særligt optaget af, hvordan musikalsk optræden er en slags kropsliggørelse i den forstand, at det er en skabelse af lyd i særlige mønstre. At sige, at musikalsk optræden kropsliggør identitet, er det samme som at sige, at musikalsk lyd giver en sanselig fysisk tilstedeværelse til den processuelle identitetsskabelse. Jeg foreslår at forbindelserne mellem musik, sted og identitet ligger i sanserne. Musikalsk optræden er således en praksis, hvor identitet kropsliggøres som sanselig sted-erfaring. Mine tre etnografiske eksempler stammer fra feltarbejde i 1993 blandt Chayantaka'erne, et indfødt folk i Bolivias højland.
Chayantaka'erne lever i 45 indfødte landsbyfællesskaber spredt ud over et område på omtrent 360 kvadratkilometer i den østlige kæde af de Bolivianske Andesbjerge, i en højde mellem 3,200 og 4,300 meter over havets overflade. Chayantaka territoriet ligger hovedsageligt i Bustillo provinsen i den nordlige del af den Bolivianske stat (departamento) Potosí. De lever af kartofler, majs og andre kornsorter, og opdrætter lamaer, får og geder.
I de centrale Andesbjerge, syd for ækvator, fejres karnevalet ikke om foråret men om efteråret, og det er en fejring af de første frugter. I Chayantaka samfund, er tirsdag og onsdag i karnevalsugen afsat til wisitas, besøg i andre landsbyer. På disse dage strejfer kumparsas, små grupper af ugifte drenge og piger i teenage- og den tidlige tyveårsalder, rundt fra landsby til landsby for at spille musik og besøge venner. Rollerne i de musikalske optrædener er kønnede, drengene spiller strengeinstrumenter kaldet charangos, mens pigerne synger vers på sproget Quechua. Ved ankomsten til en landsby styrer gruppen af unge mod familie eller venners huse. Beboerne inviterer dem ind på gårdspladsen, hvor gruppen spiller regntidens sange, en genre kaldet wauñu der associeres særligt med karnevalet. Ejeren af huset byder musikanterne chica (majsøl) og gruppen optræder endnu en gang, før de går videre til et andet hus i landsbyen. Efter flere sådanne besøg, drager gruppen af sted mod et andet landsbyfællesskab, som regel et der ligger indenfor en afstand af en time eller to til fods.
En særlig måde hvorpå de optrædende Chayantaka'er gør eksplicit opmærksom på deres tilhørsforhold under sådanne karnevals visiter, er ved at nævne deres samfund ved navn eller ved at beskrive dets landskab i de sungne sanges tekster. Udover de toponymiske betegnelser brugt i hverdagssproget, har Chayantaka'erne en anden kategori af navne, som de bruger til at referere til deres samfund. Disse særlige navne, kun anvendt i sangtekster, består altid af to Quechua ord på to stavelser hver. Ordene beskriver specifikke geografiske kendetegn, såsom bjerge, floder eller planter der findes i landskabet på sangernes hjemegn. Selvom der kunne refereres til mange eksempler, vil jeg her diskutere de landskabsbeskrivelser som forefindes i to forskellige Chayantaka samfund.
Hovedbebyggelsen af Irupata landsbyfællesskabet ligger på en stor slette. Under regntiden bliver den frugtbare slette grøn af kartoffelmarker og en græssort kendt som ch´iki. Den beskrivelse af Irupatas landskab, som sangerne fra området benytter i deres sange, beskriver landskabet som ch´iki pampa, bogstavelig talt ch´iki sletten. (Indsæt foto)
I modsætning hertil er Llallawita landsbyfællesskabet bebyggelse beliggende ved foden af et lille bjerg med tvedelt tinde. På den nærliggende slette flyder fire mindre bække sammen til én større å. De smalle kileformede stykker land formet af bækkenes sammenløb kaldes churu på Quechua. I deres sange beskriver sangerne fra Llallawita slettelandskabet ved deres boplads som kinsa churus, hvilket betyder "de tre kiler land formet af bækkenes sammenløb".
Sangerne fra Irupata og Llallawita identificerer således sig selv med deres hjemegns landskaber, og kropsliggør deres fællesskabsidentitet i deres land ved at synge disse vers. Sangerne nøjes ikke med at beskrive landskaberne, men i måden de udfolder disse landskabsbeskrivelser i deres sange, identificerer de også sig selv med landets beskrevne former. For disse unge musikere bliver landskaber vigtige som steder, hvor kollektive identiteter kan forestilles. Når landskabs-beskrivelserne synges, fremkaldes fællesskabets sociale krop, ikke kun kropsliggjort i folket selv, men også i bebyggelsernes landskab og det omkringliggende land.
Udover at identificere sig selv med de mere lokale fællesskaber og dertilhørende landskaber beskrevet i sangtekster, konstruerer Chayantaka også musikalske identiteter på højere planer i deres sociale organisation. Chayantaka opfatter deres territorium som delt i to økologiske zoner, en øvre og en nedre zone, hvor hver omfatter omkring 20 fællesskaber. Den øvre zone kaldes pata lado, bogstaveligt talt øvre side. Den nedre zone refereres til som ura lado nedre side, eller ch´allaku.
Den sidste betegnelse henviser til den sandede jord, som findes langs bredderne på adskillige af de floder, der gennemstrømmer den nedre zone. De navne som de to zoner er blevet givet, refererer til Chayantaka'ernes opfattelse af den relative forskel i højde mellem zonerne.
Forskellene mellem pata lado (højlandet) og ura lado (lavlandet) begrænser sig dog ikke til det økologiske i en snæver materiel forstand. Forudsat de lokale ideer om en sted-baseret identitet der er rodfæstet i selve jorden, er det ikke overraskende at de økologiske forskelle mellem de to zoner giver anledning til en etnisk skelnen indenfor Chanyantaka'erne som helhed. I og med at folkene fra lavlandet opfatter deres identitet bogstaveligt i kraft af jordens karakteristika - kaldet ch´alla jallp´a på Quechua - refererer de også til sig selv som ch´allakus, folkene fra sandet.
I teorien supplerer de to økologiske zoner hinanden, men faktisk er der hierarkiske aspekter i forholdet mellem højland og lavland. Folkene fra den øvre zone føler, at de på visse områder er overlegne, eller mere dannede, end folkene fra den nedre zone, som de anser for ikke at have gjort samme fremskridt. Ch´allakuerne, eller lavlandsfolket, derimod føler at folkene fra den øvre zone behandler dem som andenklasses borgere. Det synes til dels at være et resultat af specifikke historiske omstændigheder, blandt andet det relativt sene tidspunkt for anlæggelsen af veje og skoler i lavlandsfællesskaberne.
En af de tydeligste musikalske forskelle mellem de to zoner kan findes i deres respektive fremførelsesstil af efterårs sanggenren paskwa takiy. Folkene fra lavlandet synger i en stil kendt som ura lado takiy eller ch´allaku takiy. Folkene fra højlandet synger i en stil kendt som pata lado takiy eller Laymi takiy. Betegnelsen Laymi takiy er en reference til den etniske nabogruppe Laymi'erne, fra hvem højlandsfolket hævder, at have lært at synge i denne stil. Forskellen mellem højlands og lavlands sangstil, når det gælder den tørre årstids sange, er således funderet i de kvindelige sangeres forskellige fremførelsesstile. Transskriptioner af takiy melodierne kan ikke indfange hvad der virkeligt er fremtrædende i de forskellige sangstile - det er ikke så meget i selve tonerne, som det er i stemmens klangfarver og i den vokale produktion. Det tydeligste kendetegn ved lavlands sangstilen er de hyppige men korte spring til falset, der kun varer en stavelse eller to. Som et resultat af det ekstra udbrud af vokal energi, bliver springene til falset som regel akkompagneret af pludselige men korte forstærkelser af lydstyrken. Som min højlands feltassistent udtrykte det, "De skriger når de synger". Sangen som helhed er også karakteriseret ved ustabile toner, en skælvende stemme og hyppige glid mellem melodistykker. Ch´allaku sang er også kendetegnet ved en særlig vokal klangfarve: lavlands sangere strammer deres hals sammen og synger gennem næsen, hvorved de producerer en sammenpresset, meget tynd og yderst nasal stemme som har alle hovedtonerne med.
Kombinationen af alle disse kendetegn giver en lavlands sangstil, der er væsentlig anderledes end den højlandssangerne synger i den tørre årstid. Selvom højlands sangerne også spænder deres stemmer i den højeste del af deres normale stemmeregister, bruger de generelt ikke falset. De holder en fast lydstyrke gennem fremførelsen af de enkelte sang, angriber hver tone af melodien mere rent og gør kun brug af få glidende overgange. Endelig gør de i deres sangstil brug af en mere bredtfavnende vokalisering med en kombineret bryst- og hovedstemme, og er, ved sammenligning, som sådan mere som en konverserende talestemme end lavlands sangernes sang.
De to kontrasterende sangstile er blevet fuldkommen naturaliseret som højlands og lavlands måder at synge på i en indfødt essentialistisk diskurs, der hører sangstil som en kropsliggørelse af essensen af stedbaseret identitet. Her er det ikke kun i sangteksternes indhold, men i kraft af sangstilens rumlige økologi at musik konstrueres. Denne forskel i fremførelsesstil kropsliggør effektivt de levede erfaring fra det økologiske sted. Sangstilene fra den tørre årstids takiy omfavner i lyd større og mere inkluderende sociale grupperinger, som essentielt er relateret til rumligt definerede økologiske zoner. Aspekter af den musikalske stil så som klangfarver, angreb og manipulation af lydstyrken er særligt effektive til at konstruere større rumlige enheder, som kan inkorporere mange fællesskaber, fordi disse aspekter eksisterer uafhængigt af det tekstuelle indhold i de enkelte sange.
Den processuelle natur af disse sangstile inviterer til deltagelse på en måde, som overskrider lokale identifikationer. Herved skabes de økologiske zoner højland og lavland som lydligt sansede rumlige identiteter. Gennem disse stilarter bliver sted både sanseligt og forståeligt, og de rumlige identiteter fra højlandet og lavlandet kropsliggøres.
Mit sidste eksempel er en tilbagevenden til Det Hellige Kors' Fest, som åbnede artiklen. Chayantaka'erne er én ud af ni ayllus, eller etniske grupper, som tilsammen udgør en større social gruppe, der kollektivt er kendt som ayllus af Chanyantaka. Under den tørre årstid fra maj til oktober tager fællesskaber fra alle ni etniske grupper på pilgrimsrejse til den centralt beliggende by Chayanta, et gammelt ceremonielt centrum. Det Hellige Kors' Fest er den første af sæsonens pilgrimsrejser. Pilgrimmene rejser til fods fra deres hjem til fællesskaber i Chayanta, mens de spiller en type panfløjte kendt som Julajula. Undervejs gør hver pilgrimsgruppe holdt ved hellige steder på ruten, hvor de spiller særlige panfløjtemelodier, der associeres med de hellige steder. Udover disse sted-specifikke melodier spiller hvert fællesskab også hver sin melodi, mens de vandrer langs pilgrimsruten og ankommer til byen Chayanta. Pilgrimsrejsen bliver således ikke vandret i samme grad, som den bliver danset, i og med bevægelsen gennem landskabet æstetificeres gennem produktionen af lyd, der rytmisk organiserer pilgrimmenes skridt. Luften fyldes af panfløjtemusik, når pilgrimme fra mange forskellige fællesskaber støder sammen på den centrale plads i Chantaya.
De forskellige melodier svæver på en gang gennem luften, samtidig med at de blander sig med hinanden, og optræder både som individuelle fællesskabs identiteter og som den større kollektive identitet, ayllus af Chayanta. Hver etnisk gruppe ankommer til den centrale plads via forskellige gader, det sker i overensstemmelse med den retning deres etniske territorium ligger i forhold til byen. Den regionale geografi bliver således indskrevet musikalsk på selve byen, når pilgrimmene ankommer til pladsen. Den musikalske pilgrimsrejse til Chayanta indskriver fællesskabs og etnisk identitet på rejsens landskab, mens pilgrimmene danser deres vej til det ceremonielle centrum. Rum bliver også helliggjort gennem ritualet med at stoppe ved hellige steder for at spille særlige melodier til disse steder.
For Chayantaka'erne, er menneskene i et fællesskab, der fungerer som social enhed, uadskillelige fra det landskab de lever i. En af de vigtigste måder hvorpå Chayantaka'erne gør steder sanselige, og fremfører forholdet mellem mennesker og land, er gennem musikken. For Chayantaka'erne kropsliggør kollektivt producerede lyde kollektive identiteter og indskriver dem på poetisk vis på specifikke steder. At sige, at lyd kropsliggør identitet, er som at sige, at lyds materialitet - dens sanselige kvaliteter - gør de kendsgerninger ved sociale forhold mellem mennesker som deler lignende erfaringer håndgribelige og følelsesfulde. Musikalske lyde trænger ind i kroppen via fysiske vibrationer, ikke blot gennem ørerne men overalt på kroppens overflade. Lyd objektificerer erfaringen af socialitet på en måde der kan opfattes af sanserne - den fysiske fornemmelse af toner og farveklange, der ordnet i tid yderligere muliggør den kropslige deltagelse gennem dans. Den musikalsk kropsliggjorte følelse af sted-baseret identitet danner grundlaget for bogstavelig talt at sanse fællesskab - at mærke sociale relationer mellem mennesker. Lyd giver fysisk tilstedeværelse til denne fornemmelse af fællesskab, lyd gør det mærkbart for sanserne.
Musikalsk optræden skaber det sociale rum for sådanne kropsliggjorte handlinger. For Chayantaka'erne er musikalske optrædener ikke bare for en selv, de finder altid sted i nærværet af folk fra andre fællesskaber, under besøg på deres steder, ved regionale fester eller musik festivaler, hvortil der kommer folk fra mange fællesskaber. Begivenheder med optrædener er muligheder for at fremmane sit fællesskabs sociale organisme og landskab foran repræsentanter fra andre fællesskaber. Mediet til de specifikke musikalske optrædener - ved at gøre brug af åndedraget, munden og stemmebåndet til at synge, eller åndedrag og hænder til at spille instrumenter - gør denne stedfæstelse/kropsliggørelse sanselig på en æstetisk magtfuld måde, fordi det involverer kroppen direkte i den sanselige skabelse af identitet. Ved at understrege æstetik her, vil jeg vende tilbage til den oprindelige græske mening af aisthitikos - erkendelig ved følelse - som ikke sætter eftertryk på abstrakte kognitive processer, men på kropsliggjorte erfaringer gennem sanserne. For
Chayantaka'erne er det at skabe musik og opleve musik skabt af andre, kropslige måder at kende sted og identitet. Som musikantropologen Steven Feld har foreslået, er det gennem produktionen af lyd at steder gøres sanselige, og optrædener er en udtryksmåde til at skabe lokal betydning af sted. Sans for selvet og sans for sted starter bogstaveligt med sanserne, og musikalsk optræden er en måde at intensivere den sanselige oplevelse af identitet samt at rodfæste den i steder.
Feltarbejdet i Bolivia blev i 1990 støttet af the Tinker Foundation med et stipendium, og i 1993-94 med et Fulbright-Hays Doctoral Dissertation Abroad Fellowship.
Feld, Steven. Waterfalls of Song: An Acoustemology of Place Resounding. I Steven Feld og Keith H. Basso (red.). Senses of Place. School of American Research Press. Santa Fe 1996, s. 91-135.
Sallnow, Michael J. Pilgrims of the Andes: Regional Cults in Cuzco. Smithsonian Institution Press. Washington, D.C. 1987.
Solomon, Thomas. Dueling Landscapes: Singing Places and Identities in Highland Bolivia. Ethnomusicology, 2000: Vol. 44 (2), 257-280, Urbana.
Stokes, Martin (red.). Ethnicity, Identity and Music: The Musical Construction of Place. Berg. Oxford 1994.
Thomas Solomon er antropolog og etno-musikolog, han fik sin Ph.D. fra University of Texas, Austin. Han har lavet feltarbejde om indfødt musik i Bolivia og om rap musik og hip-hop ungdomskultur i Istanbul, Tyrkiet. Han er førsteamanuensis ved Griegakademiet-Institutt for musik, Universitetet i Bergen.
Oversættelse: Jacob Rasmussen