Du må ikke begynde med osten!
Integration og Identitet Anskuet Gennem Socialforskning

Jonathan Schwartz

Originally published in Jordens Folk: Etnografisk tidsskrift, No.2, 2003
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/

Indhold

Tingenes "rette" orden
Frokostens indre logik
Flerstemmigheden
Fra gæst til nabo
Ironien som bindemiddel

Følgende artikel er oprindeligt én blandt flere taler holdt i forbindelse med en prisuddeling til initiativtagere bag diverse integrations projekter i Tivolis Koncertsalen, november 2002. Integrationsminister Bertel Haarder uddelte priser til seks vindende projekter.

Prinsesse Alexandra var til stede i Tivolis Koncertsal, men forfatteren fik desværre ikke hilst på hende. Et helt essay burde vies til at beskrive konteksten etnografisk.

Du må ikke begynde med osten! Det var den skrappe ordre, som blev råbt (dog på engelsk) og som var starten på min delvis mislykkede integrationsproces. Det er 33 år siden, og jeg husker det som var det i går. Min brors kone gav ordren. Min familie og jeg var lige ankommet til Helsingør fra Detroit i april 1969. Jeg var på orlov fra mit universitet og skulle forske i højskolebevægelsens teori og praksis. Jeg skulle følge det traditionelle fire-fem måneders højskoleophold, fra elevernes ankomst og frem til deres afgang, for at finde ud af, hvordan de ville skabe et midlertidigt fællesskab - integrere sig kunne man sige - og samtidigt se på, hvordan de ville udvikle deres personlige, individuelle identitet. Mit første socialforskningsprojekt i Danmark var en intensiv deltagerobservation i dette samfunds mest unikke og mest danske institution: Grundtvigs og Kolds pædagogiske, folkelige utopi fra attenhundrede tallet. På højskolen passede identitetsdannelse og social integration som hånd i handske.

Tilbage til køkkenet i det gamle hus i Helsingør. Min bror og hans kone havde dækket bordet med: en dåse makrel i tomat, forskellige slags skåret (kød) pålæg, ost, brød, (hvidt og mørkt) og smør. Jeg nævner disse madvarer i deres kulturelle rækkefølge. Vi satte os ned og jeg rakte uskyldigt min hånd frem mod skæreosten. Og så råbte min svigerinde: "Du må ikke begynde med osten!" Det var et pålæg i integration!

Tingenes "rette" orden

I Amerika har man ikke sådanne faste regler for et ordenssystem i frokosten. Burgers, pizzaer, tacos og bagels kan proppes med alt mellem himmel og jord. Overflod er sikkert den eneste regel. I Danmark, opdagede jeg, var der regler over alt. Man lærte kun disse regler, når man brød dem og straks blev belært af værterne. Selv hippierne fra den gang kunne sige til en: "Det må man ikke!" Vor kultur er det vi tager som selvfølgeligt. Kultur har ikke naturens lovmæssighed , men den er ligesom natur. Kultur føles selvfølgeligt. I perioden 1969 til 1990 tænkte jeg meget på det danske frokost ordenssystem, og jeg skrev en essay om det: "om at dechifrere en dansk frokost", som blev udgivet i Højskolebladet i juni 1991. Jeg fandt løsningen til koden. Hvorfor var det et tabu at begynde med osten? Hvorfor kom fisken først? Frokosten var en ceremoni, hvor den danske natur blev omformet til den danske kultur. Fisk kommer fra bunden af havet og helst fra de danske farvande. Kødet kommer fra stalden, dog helst nu fra græsmarken, og osten kommer fra mejeriets kælder. Naturen bevæger sig langsomt men sikkert mod kulturen, fra havets barske uforudsigelighed til hjemmets fire trygge vægge. Tryghed ved frokosten er bevaret hele vejen igennem dens rejse fra vild natur til hjemmets "tamme" orden. Inden for kategorierne fisk, kød og ost er der logiske opdelinger. Der er kolde fiske retter og varme fiske retter. Ditto for kødretter. Den bløde gule remoulade formildner overgangen fra varme fiskefileter til kold roastbeef på rugbrød. Der er en skæreost og en smøreost, én spises for eksempel med radiser der knaser og en anden med søde bløde vindruer. Man glider fra "der ude" til "her inde". Trygheden er utvivlsomt den højeste værdi. Ordet tryghed kan ikke rigtig oversættes til mit modersmål. "Security", den oftest brugte engelske glose klinger lidt for meget af politiets og hærens arbejde. Tryghed har noget at gøre med at putte et barn under en varm dyne. Således har frokosten en betydning for en symbolsk orden, usagt men praktiseret. Alt trygt og godt. Det er natur og kultur i harmoni og melodi, som om det er naturligt.

Frokostens indre logik

Min analyse af frokostens logik fik bekræftelse igennem danske digte. Der er tre jeg vil nævne. Først og helt central er Johannes V. Jensens "Ved frokosten", 1906. Digtet er en erindring om to kvinder, Emma og Olga, og hans erotiske samvær med disse to. Jensen indskrev sin kærlige hilsen i en fortælling ved frokosten. Han blev serveret fire stykker mad på en tallerken, og han beskrev dem sådan: den første kom fra havets bund, så kom to stykker fra slagterens hånd, og det sidst fra den duftende, fugtige kælder. Det var denne duft der gav ham et "link", som vi vil sige i dag, til Emma og Olga. Det hele blev opsummeret og afsluttet med et glas af den rene, klare , iskolde danske og diamantagtige snaps. Ordenens system var dog: Fisk, kød, ost: trip, trap, træsko.

Mit næste vidne er Klaus Rifbjerg, som i et barndomserindrings digt, "Engang" (Amager digte, 1965) fortæller om sin tryghedsfornemmelse, især ved den tallerken med madder som ventede ham når han kom hjem fra skole. Ingen fisk (benene er årsag til utryghed). I stedet for, fik han et stykke med leverpostej, to slags med milde pølser, et stykke med æble og en ostemad. Den unge skoledreng både nævnte og spiste de børnevenlige madder i den velkendte rækkefølge. Da jeg prøvede at oversætte digtet til amerikansk, standsede hele arbejdet ved madpakkens ingredienser. "Et stykke med æble" siger noget klart og simpelt på dansk, på amerikansk er det fuldstændig klodset og uforståelig. Rifbjergs og Johannes V Jensens erindringsdigte viser at man er hvad man spiser, men vigtigst er den måde man spiser på, og mindes det på. Madens duft (og musikkens lyd) tænder med det samme hjemveens uimodståelig kraft. Princippet gælder for gamle, såvel som for nye danskere.

Mit sidste vidnesbyrd om dansk madkultur og tryghed er Vita Andersens "Fredag" fra hendes digtsamling "Tryghedsnarkomaner", 1977. Ingen erindringen her. Det er nutids hverdag. Fredag aften skal man hygge sig! I en nøgtern fortælling, som kan læses som en indkøbsliste, tager det kvindelige jeg til Irma for at købe lidt ind: hummerhaler, skinke, og fransk ost. Læg mærk til den rigtige rækkefølge, selv om menuen er lidt eksotisk. Der findes en flaske rødvin og et flute på bakken foran fjernsynet. Forfatteren angriber lidt samtidens kvinders afhængighed og misbrug af tryghed, ikke trygheden selv. Jeg kan ikke oversætte Vita Andersens bogtitel til engelsk: "Ontological Security Junkies" vil kun sige den noget som har læst den engelsk sociolog Anthony Giddens teori om modernitet.

Flerstemmigheden

Min pointe med disse henvisninger til udvalgte digte er at påpege tydelige spor til en forståelse af integration og identitet. Digte, vil nogle forskere påstå, er en "blød", alt for følelsespræget, subjektiv form for erfaring. "Hård" videnskab bygger på målbare, kvantificerbare objektive fænomener, ubestridelige fakta. Jeg har læst mange digtere i Danmark. Hos dem har jeg lært meget om integration og identitet. Et digt er fortættede sociale erfaringer, udtrykt via en stemme. I et godt digt findes der rytme, volume, modulering. Kvantitet og kvalitet er nært forbundet, og her kan et digt, ligesom andre kunstværker, nærme sig socialvidenskab. Socialforskning er bedst og mest bæredygtig når den kan opnå en digters fortættede fremstillingsevne. "Fantasi" ( bedre sagt på engelsk, "imagination") er erkendelsesmidlet, som er fortroligt, personligt, fordi det klinger med læserens egne erfaringer og muligvis belyser for ikke at sige oplyser denne. Der er ikke noget som helst blødt i denne karakteristik af socialvidenskab. Digtet er hårdt pakket, hårdt sigtet, og hårdt kastet, som en snebold i en skolegård. Det er et hårdt menneskeskabt stof. Digtere pakker deres og vores komplekse sociale erfaringer ind og sender dem af sted, socialforskere pakker dem ud i afhandlinger, undervisningslokaler og på internationale konferencer. Tivolis koncert sal i dag er, etnografisk anskuet, scenen for en offentlig ceremoni, ikke for en politisk høring eller et vælgermøde. I denne tale afleverer jeg ikke en videnskabelig rapport. Vi fejrer i eftermiddag både forskellighed og fællesskab. Begge disse begreber kan bedst opfattes af idealet om medborgerskab: medborgerskabets mange stemmer. Det er ikke enighed, slet ikke "enshed", vi fejrer. Medborgerskab beriger både individualisering og sameksistens. Forskellighed inden for et etnisk og religiøst fællesskab fejres også! Et begreb som integration bør anskues i forhold til identitet. Socialforskning beviser at identitetsarbejde og integrationspolitik hører sammen. De er ikke modsætninger i kamp med hinanden. Så her er er mit bud på hvilke forudsætninger, der kan anvendes for at integration kan blive til et bæredygtigt begreb. Individets identitet er i nyere tid blevet facetteret, hvor integration ofte opfattes som et stort abstrakt tal. Individets ønske om valgmuligheder og vækst i identitetens navn ser ud til at være ubegrænset. Denne fragmenteringstendens Migets berusede sejr har ofte været på bekostning af det sociale fællesskab som integration handler om. Diagnosen hed engang narcissisme. Dens typiske symptomer var ekstrem selvoptagethed og ligegyldighed overfor andre medborgere. Nu er tilstanden næsten normal og normativ. Jeg prøver, i mit kald som socialforsker, at belyse denne proces. Integration handler ikke kun om de fremmede. Som socialforsker må man stille kritiske spørgsmål til den måde, hvorpå et socialt eller kulturelt problem defineres og legitimeres. Man søger at fange og sammenfatte elementer i en problemstilling som aktørerne ikke selv har overblik over. Forskning og politik, som har med begrebet "integration" at gøre, har siden 1980 været præget af en bestemt relation: den mellem vært og gæst. Med tiden blev nogle af værterne mindre gæstfri og nogle af gæsterne mindre taknemmelige. Dette modsætningsforhold mellem to ulige parter kan accelerere, indtil kampen afløses af et andet forhold. Hvad med et nabo/nabo forhold? Er integration og identitet klarere udtrykt i et forhold mellem nabo og nabo?

Fra gæst til nabo

Hvis tryghed er den dansk værdi nummer 1, så er status som en uønsket og midlertidigt gæst fuld af utryghed. Man kan ikke holde ud at være gæst, eller klient, eller vært, eller patron i al evighed. Integrationspolitikken trænger til et rammeskift til nabo skråstreg nabo. Der eksisterer allerede, uden den stor opmærksomhed, mange nabo/nabo forhold mellem os og dem. Nogle gange bliver disse forhold betegnet "solstrålehistorier", hvilket måske henviser til deres sjældenhed i det danske klima. Jeg er en af Danmarks mest garvede migrationsforskere. Fra højskolen, det mest danske sted, stiftede jeg i 70erne bekendtskab det mindst danske sted - den nu nedlagte fremmedarbejderghetto, Vognmandsmarken, på Østerbro. Her blev jeg klar over, hvor vigtig nabo/nabo forholdet kan være, når der ønskes en forbedring. Meget senere, i slutningen af 1990'erne, var jeg med i et komparativt nordisk forskningsprojekt om modtagelsen af bosniske flygtninge. Projektet var finansieret af Indenrigsministeriet, dengang med Birte Weiss som minister. I Danmark var det en "ikke-integrations" politik, som blev ført i begyndelsen. At isolere flygtninge i en slags køleskabstilværelse skabte enormt stress for de involverede. Her var gæstestatusen uudholdelig. Allerede da kunne man både som bosnier og som dansker indse at nabo/nabo forholdet burde erstatte gæst/vært forholdet. Tryghed og trivsel som er integrations kilder bygger på en aktiv deltagelse og medlemskab i det sociale liv omkring skole, arbejde, bolig, foreninger - det bosnierne betegnede det normale liv, det de havde mistet i deres hjemland.

Det sidste stykke forskningsarbejde hedder "Medborgerskabets mange stemmer", og det er finansieret af Folketingets magt og demokratiudredning. For at opsummere dette nyligt afsluttede projekt, vil jeg understrege pointen med, at integration og identitet følges ad. I institutioner og klubber hvor medlemmer af de etniske minoriteter skaber deres eget kulturelle rum, er de samtidigt aktive medborgere i det danske samfund. Medborgerskabet er det overordnede tema som forbinder, helst ikke for stramt, to sideløbende livsprojekter.

Ironien som bindemiddel

Jeg kan huske vores vellykkede, ikke voldelige, bevægelse i 1960 for at komme segregeringen af det offentligt rum i Amerikas sydstater til livs. Det var frokost skranken i de store butikskæder, som var stedet for de studerendes ikke voldelige kamp. At blive serveret en kop kaffe med, for eksempel, en ostemad, burde være en borgerret efter køb af et par sokker. Identitet og Integration var uforglemmeligt forbundet i denne social bevægelse. Der var en vittighed, som jeg også husker fra den tid: En sort mand sætter sig ved frokostkranken. Den hvide servitrice siger så høfligt som muligt: Undskyld, men vi serverer ikke sorte her.... Dem spiser jeg heller ikke, kom svaret.... Så, til de første 2 "I'er", Integration og Identitet, vil jeg afslutte med et tredje I, nemlig den der har med osten at gøre! Ironi. Ironi, eller selvironi, er midlet der smører delene i identitetens og integrationens maskineri. Ironien skaber plads til smidige bevægelser, uhøjtidelige handlinger, og ikke mindst, gensidigt humor. Det var frokosten, det var talen. Velbekomme.

"Du må ikke begynde med osten" blev første gang publiceret i Højskolebladet, 17.1.2003.

Jonathan Schwartz, lektor, Ph.D. Siden 1993 ansat ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Har bl.a. gjort flere feltarbejder i Makedonien samt blandt makedonere i Danmark.