"På sporet af den første tid"

Tine Sønderby & Ida Rued Jørgensen

Originally published in Jordens Folk: Etnografisk tidsskrift, No.2, 2003
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/

AnthroBase.com

To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/J/Joergensen_Soenderby_01.htm.
To cite, quote this address and the download date. Not for commercial use.
© 2003 Tine Sønderby & Ida Rued Jørgensen. Distributed with permission, by www.AnthroBase.com.
Do not remove this notice from digital or paper copies of this text. 

 

Indhold

Præ-asylfase
Isolation
"Here, everything is by chance"
Uigennemsigtighed
Konsekvenser
 
Forslag til videre læsning


Det er en hverdagsmorgen i november. Tågen ligger over markerne, og der er stille på asylcenteret, som ligger i udkanten af en lille by på Fyn. Klokken er lidt over otte, og personalet er lige mødt på arbejde. Tove og Liselotte taler sammen om dagens opgaver, mens de drikker kaffe af blå krus. De første asylansøgere venter allerede uden for Toves kontor for at høre, om der er noget nyt i deres sag. De står i den orange gang, der løber som en åre gennem personalebarakken og forbinder de små kontorer. Personalet har stillet stole op langs væggene i gangen, og der er et lille bord med en potteplante på. På opslagstavlen hænger et stort landkort med røde knappenåle, der fremhæver de lande, asylansøgerne er flygtet fra.

Haval står i døråbningen til kontoret og venter på en pause i kvindernes samtale. Efter et par minutter kigger Tove på ham, smiler og siger "Hello Haval, what a surprise to see you this morning. What can I do for you?" "I just wanted to know if you have any news for me", siger Haval. Tove ryster på hovedet, "No, I am afraid not. But you know, I tell you every morning that as soon as we get any news about your case, we tell you immediately. OK?" Haval bliver stående i døren og banker sine sandaler mod dørtrinnet. "But I haven´t heard anything for eight months - could you call immigration and ask, what is going on?" Tove svarer: "You know, I can't do that. You have to wait - you will probably hear something soon". Haval går modstræbende væk fra døren og giver plads for Mariam, der gerne vil have oversat et brev, Udlændingestyrelsen har sendt hende.

Situationen som asylansøger er præget af uvished og usikkerhed. Mange lever meget længe med uvisheden om, hvordan fremtiden vil forme sig - de venter et år eller flere på, at de danske myndigheder skal afgøre deres sag. I mellemtiden opløses deres fornemmelse af autonomi gradvist; den første tids lettelse over at have bragt sig selv i sikkerhed afløses af en følelse af at have mistet evnen til at styre sit liv i en bestemt retning. En grundlæggende usikkerhed sniger sig ind og bliver et vilkår i asylansøgernes tilværelse.

Vores påstand i denne artikel er, at tiden som asylansøger sætter sig spor, som får betydning for den enkeltes integrationsproces. Som asylansøger "lærer" man noget om, hvordan det danske samfund fungerer; man har den første kontakt med danske myndigheder og den første spæde berøring med civilsamfundet. De første indtryk af Danmark dannes. I debatten om integration er det imidlertid som om, der ses bort fra dette; man beskæftiger sig ikke med det enkle faktum, at langt de fleste flygtninge, når de ankommer til kommunerne allerede har gjort sig erfaringer med Danmark, som influerer på det udgangspunkt, de har for at blive integreret i samfundet. Det, mener vi, er problematisk, og vi vil argumentere for, at en nuanceret debat om integration kræver, at man medtænker problematikker, der knytter sig til præ-asylfasen.

Præ-asylfase

Det danske asylsystem er bygget op således, at asylansøgeren umiddelbart efter ankomsten til landet indkvarteres i modtagecentret Sandholm, nord for København. For de fleste er det endestationen på en lang rejse, der er blevet udført med hjælp fra menneskesmuglere, og som derfor har været forbundet med stor risiko, megen nervøsitet og betydelige økonomiske omkostninger.

I Sandholmlejren foretager politiet den første samtale med asylansøgerne for at fastlægge deres identitet og rejserute, og de undersøger, hvorvidt de tidligere har opholdt sig i andre europæiske lande, og om de dermed, i henhold til Dublinkonventionen, kan sendes tilbage dertil. Asylansøgerne udfylder også et spørgeskema, hvor de begrunder deres motiv for at søge om asyl, som senere bruges af Udlændingestyrelsen i deres behandling af sagen.

Efter et relativt kort ophold i Sandholm overføres asylansøgerne normalt til et asylcenter drevet af Beredskabsstyrelsen eller Dansk Røde Kors, hvor de bor, mens deres sag behandles. Da der ikke er nogen øvre grænse for, hvor længe myndighederne må være om at afgøre en sag, varierer asylansøgernes ophold på centrene fra få måneder til mange år. Udlændingestyrelsen laver selv opgørelser over, hvor lang deres sagsbehandlingstid er, men en statistik over asylansøgernes samlede ventetid under såvel Rigspolitiets som Udlændingestyrelsens sagsbehandling eksisterer imidlertid ikke. Derfor er det svært præcist at angive, hvor mange asylansøgere der venter i årevis på afgørelsen af deres sag. I den periode vi opholdt os på centrene, var det imidlertid langt fra usædvanligt, at asylansøgere ventede halvandet - to år på et endeligt svar fra myndighederne (Det mest ekstreme tilfælde vi stødte på, var en mand der havde ventet i syv år.) I denne periode går børnene i mindre børnehaver og skoler forbeholdt asylansøgerbørn. De voksne har i princippet hverken adgang til arbejdsmarked eller uddannelsessystem, og modtager i stedet lommepenge til mad, tøj etc. De tilbydes kun danskundervisning i begrænset omfang.

Når politiet har afsluttet deres undersøgelse af asylansøgerens identitet og rejserute, og det ligger fast, at vedkommende ikke kan sendes tilbage til et andet land, overdrages sagen til Udlændingestyrelsen, som påbegynder deres sagsbehandling. De kalder asylansøgeren til et eller flere interviews, hvor de, med hjælp fra en tolk, udspørger vedkommende mere indgående om hans/hendes flugtmotiver og på den baggrund træffes en afgørelse i sagen. Hvis asylansøgeren får opholdstilladelse, overflyttes han/hun til en dansk kommune. Får han/hun derimod afslag, beskikkes vedkommende en advokat, og sagen ankes til Flygtningenævnet. Hvis de fastholder Udlændingestyrelsens afslag, kan der i sidste instans søges om midlertidig opholdstilladelse grundet humanitære forhold som særligt alvorlige sygdomme eller lignende.

Isolation

Under vores ophold på asylcentrene var det et tilbagevendende tema i samtalerne med asylansøgerne, at de havde vanskeligt ved at skabe kontinuerlige kontakter til almindelige danskere. De havde svært ved at finde sammenhænge, hvor de kunne møde danskere på en naturlig måde - en situation der overraskede mange.

Adel, en midaldrende mand fra Irak, fortæller os en aften om sin interaktion med danskere. Vi sidder på hans værelse, som han deler med to andre irakiske mænd. Der er tæpper på gulvet, danskbøger på natbordet, og han serverer sød the og småkager. "Jeg har været i Danmark i fire måneder, og de eneste danskere, jeg kender, er dem, der arbejder her på mit center. Jeg har forsøgt at lære nogen at kende, men det er svært - man stiller sig jo ikke bare ned i Netto og griber fat i folk." Han holder en pause, tænker sig om og fortsætter: "Jeg havde ikke troet, det ville være så vanskeligt. Men jeg havde jo også forestillet mig, at jeg skulle arbejde, mens jeg ventede, og at jeg på den måde kunne møde danskere. Jeg er læge og god til engelsk, og i mange andre lande er det et godt udgangspunkt for at få et job. Så vidt jeg har forstået, mangler I endda læger, og derfor forstår jeg ikke, at myndighederne hellere vil betale mig lommepenge end give mig lov til at arbejde på et hospital."

Det var tydeligt for os, at den første tids forbavselse over den manglende kontakt med omverdenen efter et halvt års tid ændrede sig til forbitrelse. Asylansøgerne oplevede, at tiden gik, og de fik ikke mere kontakt med danskere. Samtidig blev det stadigt tydeligere for dem, at udelukkelsen fra arbejdsmarked og uddannelsessystem fik negative konsekvenser for udviklingen af deres kompetencer. En irakisk kirurg talte således om, at skarpheden og præcisionen forsvandt ud af hans fingre med tiden, og en jugoslavisk mand, der havde ventet i tre år uden at få opholdstilladelse, fortalte os om sin dybe skuffelse og frustration over, at hans fjortenårige søn stadig måtte gå i en skole, der koncentrerede sig om at lære nyligt ankomne børn de første fraser dansk.

"Here, everything is by chance"

En anden faktor, der forårsagede dyb frustration blandt asylansøgerne, var, at det var utrolig vanskeligt for dem at få informationer fra myndighederne om, hvordan deres sag blev behandlet, og hvordan asylsystemet fungerede. Det, der officielt blev fremstillet som et ordnet, gennemskueligt og rationelt system, oplevedes af de fleste asylansøgere som uforklarligt og tilfældigt. De syntes, der manglede sammenhæng i, hvem der blev tildelt hvilken form for asyl, og de var forvirrede omkring, hvilket grundlag, der blev tildelt asyl på. Asylansøgerne havde mange bud på, hvilke aspekter af en sag Udlændingestyrelsen undersøgte, ligesom de forskellige tempi, den samme slags sager ofte blev behandlet med, var genstand for megen diskussion.

På et af de centre, vi opholdt os, fremhævede asylansøgere således en sag om to afghanske brødre i illustrationen af systemets tilfældighed. Brødrene var ankommet til Danmark sammen og havde stort set den samme sag, men fik langt fra den samme sagsbehandling; den ene bror blev end ikke kaldt til interview, men fik opholdstilladelse efter fem måneder på grundlag af det spørgeskema, han udfyldte ved registreringen som asylansøger. Den anden bror blev kaldt til interview to gange og blev først tildelt asyl efter tyve måneder. Det var da også en klassisk udtalelse om asylsystemet, at "here, everything is by chance".

Alligevel var det de færreste, der ikke samtidig ledte efter et mønster i sagsbehandlingsprocedurerne; de sammenholdt og diskuterede mange forskellige slags sager og forsøgte på den måde at stykke deres egen model af asylsystemet sammen. Derigennem ønskede de at skabe sig en klarere forståelse af deres egen position i systemet og en fornemmelse af, hvilke fremtidsperspektiver de havde. Under vores ophold på asylcentrene blev vi ofte præsenteret for de sammenhænge, asylansøgerne mente at finde i systemet - til tider fremstod de sandsynlige og velbegrundede, mens de andre gange fortabte sig i det spekulative.

En morgen sidder vi i en af beboelsesbarakkernes fælleskøkken sammen med en gruppe afghanere. Vi spiser morgenmad, og CNN kører i baggrunden. En ældre afghansk mand, Javed, har lige modtaget et brev fra Udlændingestyrelsen om, at han skal møde til sit tredje interview. Han er nedslået over, at sagen trækker ud, og mener, det er fordi, han havde sine dokumenter med sig fra Afghanistan og afleverede dem til myndighederne, da han ankom. "Jeg gav dem alle de papirer, jeg havde - vielsesattest, eksamensbeviser og den slags. Det skulle jeg aldrig have gjort. De sender dem til alle mulige underlige steder for at finde ud af, om de er ægte, og det kan tage flere år. Dem der bare tropper op i Sandholm som de er, uden nogen dokumenter, får asyl i løbet af fem måneder." Dawood bryder ind og gør Javed opmærksom på, at han skal være glad for, at han i det mindste har kontakt med myndighederne. Dawood er bange for, at Udlændingestyrelsen har glemt ham, fordi han ikke har hørt fra dem så længe. Han siger til de andre, at en af hans venner har fortalt ham om en afghaner, der boede et sted på Sjælland og ventede i fem år, fordi hans sag forsvandt i systemet. En ung mand, Aman, der er i gang med at bage brød, blander sig forsigtigt; "Jeg har fået brev fra min sagsbehandler og har lige hørt, at hun er gift med en afghaner. Ved I om det passer, og tror I så, det er godt eller skidt for min sag?"

Uigennemsigtighed

Uforudsigeligheden og uforklarligheden i myndighedernes sagsbehandling gjorde ikke alene asylansøgerne forvirrede men bidrog også til, at mange blev nervøse og på vagt; var det kun deres interview og sag, der afgjorde om de fik asyl, eller var det af betydning om centerets personale kunne lide dem? Havde Udlændingestyrelsen spioner på centeret, der holdt øje med dem og indberettede om deres opførsel og handlinger? Var de kommet til at sige noget under interviewet med Udlændingestyrelsen, som sagsbehandleren ikke brød sig om eller var uenig i? Overvejelser af denne karakter var nærliggende for de fleste asylansøgere, som var flygtet fra lande med autoritære og undertrykkende regimer og derfor havde en generel mistillid over for statslige institutioner.

Mange fortalte os dog, at de havde haft andre forhåbninger knyttet til interaktionen med myndigheder i Vesten. De havde forestillet sig, at i vestlige demokratier var også asylområdet gennemskueligt bygget op med klart formulerede juridiske rettigheder for individet - en forestilling, der almindeligvis kolliderede med den praksis, de mødte, når de blev indrulleret i asylsystemet. Her oplevede de nemlig, at der ikke eksisterede nogen lovgivning omkring, hvor længe deres sag kunne være under behandling, og at det næsten var umuligt at få kontakt til sin sagsbehandler. Da de ligeledes ikke var beskikket en advokat før efter et eventuelt afslag, og personalet på centrene i princippet ikke må intervenere i en sag, så asylansøgerne oftere sig selv som filtret ind i et uigennemtrængeligt bureaukrati end som klienter i et retssystem. De fremhævede, at der ikke var nok kontrol med, om deres sagsbehandling foregik på en rimelig måde, hvilket på ironisk vis blev understreget af, at de kun sjældent var informeret om de rettigheder, de rent faktisk havde. Vi mødte således kun få asylansøgere, som vidste, at de kunne kræve en ny tolk, hvis de under interviews med Udlændingestyrelsen fornemmede, at tolken oversatte forkert. Som påpeget af blandt andet juristen Marianne Vølund, kan forkert tolkning imidlertid få fatale konsekvenser for en asylansøger. I afgørelsen af en sag spiller vurderingen af, om vedkommende fremstiller sin sag troværdigt nemlig en væsentlig rolle, og da interviews ikke optages på bånd kan han/hun ikke senere bevise, hvis eventuelle divergenser i forklaringen skyldes forkert tolkning.

Konsekvenser

Det er tydeligt for os, at længere ophold i asylsystemet er forbundet med alvorlige menneskelige omkostninger for asylansøgerne. Det aflæses klart i deres relationer til omverdenen; i starten er disse præget af den motivation, nysgerrighed og interesse, som den første tids lettelse over at være i sikkerhed, fører med sig, men med tiden karakteriseres de i højere grad af skepsis og lukkethed.

Konsekvenserne af længerevarende ophold i systemet er blevet undersøgt nærmere af blandt andet læge Helge Johan Kjersem, som i en omfattende undersøgelse af asylansøgeres helbredstilstand fandt en proportional sammenhæng mellem tid tilbragt i asylsystemet og forværring af helbred. Han fremhæver således, at en lang periode som asylansøger i sig selv kan være så stor en belastning, at den kan resultere i langvarige psykosociale problemer og "sociale invalider", og på den baggrund anbefaler han, at ventetiden reduceres så meget som muligt.

Blandt personalet på asylcentrene var det ligeledes en udbredt erfaring, at asylansøgernes psykiske tilstand blev kraftigt forringet efter cirka et halvt års tid. Sygeplejersken på et af centrene fortalte os om en familie, som hun havde fulgt i to år, og som stadig ventede på svar: "Da de kom her til centeret var de en ressourcestærk familie. De var aktive og udadvendte; forældrene gik til danskundervisning, børnene gik i børnehave eller i skole hver dag, og familien havde overskud til at være noget for de andre på centeret. Men sådan er det ikke længere. I dag skal vi nærmest hive dem ud af deres værelse. Børnene er næsten holdt op med at lege med de andre børn, og moren kommer her dagligt og beklager sig over smerter i hovedet, nakken og maven. Det står allerværst til med faren - han sidder foran fjernsynet hver dag og er dybt deprimeret. Det er ikke første gang, jeg oplever det, men jeg bliver lige trist til mode hver gang. Det er som om, selv de stærkeste bryder sammen, hvis bare de lever med usikkerheden længe nok."

Alt i alt er der, efter vores mening, ingen tvivl om, at der er en stor risiko for, at tiden som asylansøger kan påvirke den enkeltes videre integrationsproces i negativ retning. Den udstrakte ventetid i et uigennemskueligt system, uden noget at tage sig til, virker demotiverende og nedbrydende, og den lange periode afskåret fra at lægge reelle planer for fremtiden, fratager asylansøgerne fornemmelsen af at kunne give deres liv en bestemt retning. De oplevelser er medvirkende til at give de flygtninge, der senere skal bygge en tilværelse op i en dansk kommune, et skrøbeligt udgangspunkt.

Flygtningenes integration i samfundet ville derimod hvile på et langt stærkere fundament, hvis man i stedet forestillede sig, at der blev fastsat en øvre grænse for, hvor længe en sag måtte være under behandling. Asylansøgerne ville dermed have faste tidsfrister, som de kunne orientere sig i forhold til, og som kunne klargøre deres interaktion med systemet. Derudover ville det være af overordentlig stor betydning, hvis de fik mulighed for at arbejde eller uddanne sig, mens de ventede på at få deres sag behandlet. Dermed ville hverdagen få mere indhold, og ventetiden ville ikke synes så lang. Asylansøgerne ville få en fornemmelse af, at de bidrog til det samfund, der omgav dem, og at deres kompetencer blev værdsat. De ville føle sig mere uafhængige af systemet, og deres muligheder for at møde danskere ville være forbedret betydeligt. Derfor ville lovændringer som disse give asylansøgerne en mere konstruktiv start og dermed integrationen bedre vilkår.


Forslag til videre læsning

Kjersem, Helge Johan (1996): Migrationsmedicin i Danmark. Vurdering af nogle migrationsmedicinske problemstillinger blandt asylansøgere og flygtninge. Asylafdelingen, Dansk Røde Kors.

Vølund, Marianne (2000): Bevisoptagelse og bevisvurdering i asylsager. Specialeafhandling, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet.


Tine Sønderby og Ida Rued Jørgensen er studerende ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Over en periode på næsten to år har de opholdt sig på to asylcentre på Fyn, hvor de først lavede feltarbejde og senere arbejdede intensivt med et frivilligt projekt, der skulle skabe kontakt og dialog mellem danskere og asylansøgere. I foråret 2002 fungerede de derudover som assistenter på et engelsk forskningsprojekt, der havde til formål at undersøge og sammenligne asylsystemerne i fire europæiske lande.