Fra Funktionskost til Fusionskøkken
Jesper Bjarnesen, Anne-Mette Johnsen, Jane Mejdahl and Helle Buch Steiness
Institut for Antropologi, Københavns Universitet
4. semesters kvalitativ metode projekt
|
To download, print, or bookmark, click:
http://www.anthrobase.com/Txt/B/Bjarnesen_Johnsen_Mejdahl_Steiness_01.htm.
|
Indledning
Antagelser
Antagelserne vælter
Om deltagerobservation
På grand tour med eliteidrætsudøvere - mødet med en religion
Semantisk fokus og sproglige taksonomier
Konceptuelt fællesskab
Semantiske tætheder
Forklaringsmodeller
På vej mod et sundt hele
Narrativ
Mådehold
Den analytiske model
Post-strukturalistisk tilgang
Etiske overvejelser
Opsummering
Bibliografi
Noter
Tak til vores vejledere Jakob Kirkemann Hansen og Michael Whyte.
"Anthropological knowledge is predominantly based on what people say they do, not on what researchers see them doing." (Bleek 1987: 315)
Wolf Bleeks ord viser, hvorledes antropologen ofte må forlade sig på det talte i sit studium, fordi der er begrænset adgang til det, man ønsker at observere. Dette til trods opfattes deltagerobservation, såvel indenfor som udenfor vores disciplin, som synonym med den kvalitative metode. Som det følgende vil vise, har vi dog i høj grad måttet sande betydningen af Wolf Bleeks ord.
Formålet med opgaven er en diskussion af kvalitative metoder i forhold til en felt, hvortil der er begrænset adgang. Ydermere ønsker vi, med fokus på det talte, at undersøge eksistensen af et fællesskab. Et fokus på det talte vil i vid udstrækning handle om kulturelle kategorier og klassifikationer. Ved hjælp af en poststrukturalistisk analyse ønsker vi dels at tilføre kategorierne og klassifikationerne et dynamisk aspekt, og dels at belyse hvorledes kategorierne forhandles og tillægges mening af individer i en narrativ form.
Vi har beskæftiget os med eliteidrætsudøveres madvaner. Emnet er valgt udfra en forventning om at stifte bekendtskab med en form for subkultur, hvor menneskelighed er en byrde, og fanatisme er et ideal. Vi forestillede os, at sportsfolk på topplan ville have meget klare opfattelser af kategorier som sund/usund mad, tilladt/forbudt, og at fødevarers placering i disse kategorier lå fast. Ligeledes havde vi en ide om, at de nok fulgte stramme kostplaner, som ikke tillod fødevarer fra kategorien usund, og at eventuelle svinkeærinder ville afføde skyldfølelse og samvittighedsnag. Metodisk forestillede vi os, at antropologiens mantra, deltagerobservation, ville udgøre en stor del af vores feltarbejde ved siden af interviews og andre metoder. Helt overordnet antog vi, at der ville være mulighed for at bruge flere metoder, end det viste sig at være tilfældet.
Vi har naturligvis gjort os vore overvejelser angående, hvad det betyder at gå ind i felten med en række antagelser i rygsækken. Alene det at vælge et objekt for et feltstudium bygger på en antagelse om, at "her kunne ligge noget interessant", og det er derfor uundgåeligt at bære en eller anden form for forudindtagelser med sig ind i felten.
Fænomenologen Martin Heidegger mente, at mennesket kun erkender verden ud fra, hvad den kan bruges til, dvs. at mennesket kun erkender verden, hvis denne passer ind i menneskets egne projekter (NN i Gregersen og Køppe, red., 1994: 220-221). Alice i Eventyrland sagde: "No reasonable animal goes anywhere without a purpose" (Lewis Carroll 1993 [1865]), og forud for ethvert antropologisk studium ligger netop sådan et formål, og et projekt. Så hvad er det, vi leder efter, når vi går på feltarbejde, og hvordan beslutter vi, hvad der er vigtigt? Evans-Pritchard mente, at antropologen måtte besidde en stor viden om antropologi, en fornemmelse for form og mønster og et strejf af genialitet for at kunne udføre antropologisk arbejde:
“The work of the anthropologist is not photographic. He has to decide what is significant in what he observes and by his subsequent relation of his experiences to bring what is significant into relief." (Evans-Pritchard citeret i Sanjek 1990: 412)
Uden at ville frasige os genialiteten (!) må vi erkende, at perceptionens nulpunkt, det at man ikke kan se på og analysere sin egen måde at se verden, ikke overraskende også gælder for os. Vi kan ikke til bunds forstå, hvor meget vi reelt ser, hører, opfatter, og hvad der undslipper vores opmærksomhed, fordi det ikke passer ind i vores projekt. Ifølge Kirsten Hastrup er det "umuligt at adskille vores viden fra de betingelser, der sættes for videnstilegnelse eller videns-skabelse" (Hastrup 1992: 8), og vi tør da heller ikke adskille det, vi har fundet ud af under og efter vores feltarbejde, fra de forestillinger vi havde om, hvad feltarbejdet ville vise. "Ingen virkelighed lader sig fremstille uafhængigt af de forestillinger, vi har om den", skriver Hastrup (1992: 15).
En del af vores forestillinger om felten handlede om sproglige og konceptuelle fremstillinger af mad og madvaner (se ovenfor), og det er også dette fokus, feltarbejdet har resulteret i, om end med et andet resultat end vi havde forestillet os.
I feltarbejdet har vi måttet fokusere på, hvad der praktisk kunne lade sig gøre i felten, det man kunne kalde en taktisk pragmatiske[1] tilgang, og derfor har vi af taktisk pragmatiske grunde fokuseret på interviewet, på informanternes ord[2], på deres terminologi, og i arbejdet med dette område har vi helt fra begyndelsen været meget opmærksomme på at lade dem give os ordene og begreberne, inspireret af James P. Spradleys introduktion til etnografisk metode (1979), som uddybes på side 11f. Men i og med at vi har ønsket at undersøge deres forhold til mad – alene udtrykket forhold til mad indikerer, at mad er noget man kan have et forhold til, som noget der kan generere følelser og tanker – har vi allerede med klassificeringen "mad" lagt en værdisætning ned over den erfarede verden (Charles Taylor citeret af Kirsten Hastrup, forelæsning på IA den 14. februar 2001). Det er vi bevidste om, og for at prøve at modvirke denne a priori kategorisering har vi i løbet af feltarbejdet arbejdet med at få informanternes definition af "hvad der kan indtages gennem munden", som behaviorismen ville beskrive det. Kategorierne “sund" og “usund" har vi været opmærksomme på at lade dem introducere, om end de også indgik i vore forudindtagelser.
Vore antagelser om informanternes klare opfattelser af kategorier som sund/usund mad, tilladt/forbudt, fødevarers faste placering i disse kategorier samt antagelser om stramme kostplaner og ufravigelige principper farvede naturligvis vores billede af eliteidrætsudøvere, inden vi mødte felten, Gildhøj-kollegiet i Brøndby, hvor 15 unge eliteidrætsudøvere fra hele landet bor. Kollegiet drives af Team Danmark, som hermed giver de unge talenter mulighed for hver dag at træne i det nærliggende Team Danmark-idrætskompleks omkring Brøndby Hallen og desuden støtter dem ved at betale en del af deres husleje. Beboerne spreder sig over syv forskellige sportsgrene (badminton, cykling, sejling, trampolin, tennis, bordtennis og triathlon) og er fra 15-25 år gamle. De fleste er under uddannelse, enkelte arbejder.
Kollegiets værelser er indrettet med hver sit minikøkken, og midt i kollegiet findes desuden et større køkken og fællesrum, som bl.a. bruges til fællesspisning to gange om ugen, hvor en "madmor" ansat af Team Danmark laver mad til beboerne.
Inden feltarbejdet gik i gang, havde vi antagelsen om, at der måtte være en masse interaktion på et kollegium, hvor en flok unge mennesker bor så tæt på hinanden. Det var da også den antagelse, der lå til grund for det første udkast til problemformulering, som fokuserede på forhandling af ideer om mad beboerne imellem og mellem den enkelte beboer og hhv. madmor, træner og andre af Team Danmarks/idrætsverdenens eksperter[3] med indflydelse på de unges liv og livsførelse. Vi havde også forestillet os at skulle undersøge "hvordan en overordnet diskurs om krop og sundhed afspejles i unge idrætsudøveres madvaner, og om der foregår en disciplinering eller socialisering af kroppen og informanternes forhold til mad via deres madmor, trænere etc." Embodiment, kropslig erfaring, indgik altså også som en del af vore antagelser, men det viste sig efter kort tid, at vi ikke havde metodisk fodfæste til at inddrage det i vores analyse.
At antagelserne vælter er et vilkår i feltarbejdet, og nærmest forudsætningen for det videre arbejde i felten. Det at punktere antagelserne er et resultat af tilgangen til felten, hvor antropologen tager informanterne alvorligt og lader sig enkulturere i felten. I arbejdet med at indkredse vort specifikke empiriske objekt har vi derfor ladet det, informanterne har talt om, være styrende for vores valg af fokus. Derudover har vore observationer været styrende, og f.eks. fandt den interaktion, vi havde forventet, ikke sted. Havde vi placeret os i f.eks. fællesrummet en hel dag, havde vi set én komme og en anden gå, frem og tilbage og ind og ud på forskellige tidspunkter i løbet af dagen. Beboerne taler naturligvis med hinanden, men deres stramme program begrænser den tid, de kan tilbringe sammen, og det var derfor også svært for os overhovedet at finde egentlig forhandling og i det hele taget samtaler om madvaner. Gildhøjkollegiet fungerer ikke i særlig høj grad som et socialt kollegium, er det indtryk, vi står tilbage med. Godt nok er det bygget som et kollegium, men det optræder i højere grad som en samling af 16 selvstændige lejligheder. De unge tilbringer heller ikke så megen tid på kollegiet som unge på andre kollegier, idet dagligdagen for de fleste af dem kører efter følgende tætpakkede skema: skole, træne, lektier, træne, lektier, sove og så forfra igen. Det at være eliteidrætsudøver tager så stor en del af deres tid, at der ikke er plads til meget andet, og derudover rejser alle jævnligt til stævner og konkurrencer i hele verden. Det er vores indtryk, at de unges sociale liv med andre idrætsudøvere i højere grad foregår i de enkelte specialforbund.
Trænernes påvirkning af de unge idrætsudøvere mht. kost og madvaner er meget begrænset, men det er ikke noget, vi selv har konstateret gennem deltagerobservation i særlig høj grad – det bygger hovedsageligt på udsagn fra de unge selv. Trænerne kommer i enkelte tilfælde med en kommentar, et godt råd eller et spørgsmål, men de er ikke indblandet i eller kontrollerende i forhold til de unges måde at spise på. Det lader til, at ansvaret for, hvad man spiser, hviler på den enkelte. Nogle få af informanterne har i samarbejde med en Team Danmark-diætist udarbejdet en kostplan, som de efter eget udsagn i det store og hele følger.
Kollegiets madmor, som er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom, har i forbindelse med madlavning i fælleskøkkenet jævnligt en af de beboere med, som er flyttet direkte hjemmefra og ind på kollegiet (de yngste). Denne ordning er aftalt med Team Danmark for at lære dem nogle grundlæggende madlavningsfærdigheder. Ifølge madmor selv fungerer det dog sådan, at hun laver selve maden, og så laver den unge noget lettere, f.eks. brød til måltidet eller pizzaboller, som de unge kan tage med i frokost-madpakken næste dag.
Kort inde i feltarbejdet gik det op for os, at vi var nødt til at omformulere vores oprindelige problemformulering, både fordi antagelserne ikke holdt, og fordi den var for bred og ukonkret til at kunne bruges som arbejdsredskab. Den interaktion, som vi havde forventet at kunne observere og deltage i, var så godt som ikke-eksisterende, og det har naturligvis haft betydning for vores videre metodevalg og –muligheder. Som konsekvens af at arbejde i en felt, hvor metodemulighederne var begrænsede, måtte vi tænke taktisk pragmatisk og fokusere på, hvad der kunne lade sig gøre. Det resulterede i, at vort fokus blev koncentreret om interviewet som hoved-metode, og vort analytiske fokus blev derfor det talte ord. I forbindelse med en indføring i feltens terminologi lod vi os lede af det talte, af forbløffelsen[4] om man vil, i arbejdet med at indkredse vort empiriske objekt.
Vores antagelse om, at informanterne ville operere med skarpt adskilte kategorier, hvor placeringen af madvarer lå fast, fik også et skud for boven. Umiddelbart modstridende kategorier som "sund" og "usund" viste sig ikke at være så modstridende endda – faktisk viste de sig at være dele af et større komplementært system, hvor madvarer fra usund-kategorien i bestemte tilfælde også kunne være del af en forestilling om sundhed. Mere herom senere. I det følgende vil vi diskutere metodevalg i forhold til feltens beskaffenhed.
I vores synopsis skrev vi, at vi ville benytte os af deltagerobservation, naturligvis, skulle vi måske tilføje, for deltagerobservation er nærmest blevet synonym med antropologien eller antropologens arbejde (Tonkin 1984: 216). Dog måtte vi, som skrevet tidligere, tage den beslutning op til revision, idet vi hurtigt fandt ud af, at vores adgang til felten ville være begrænset. Vi kunne ikke deltage i træningen, for det første af rent fysiske grunde, for det andet fordi vi ville virke forstyrrende for informanternes udbytte af træningen. Med tanke på hvad der i øvrigt begrænsede vores adgang til felten – i foregående afsnit - melder spørgsmålet sig om vores felt overhovedet var egnet til kvalitative metoder.
Megen litteratur er blevet skrevet om deltagerobservation. Tonkin kalder deltager-observation for et paradoks i "Participant observation" fra "Ethnographic Research" (1984), fordi tidligere tiders positivistiske tradition foreskrev feltarbejderen at indtage rollen som "fluen på væggen", der nøgternt sad og observerede mennesker på samme måde, som man ville observere fugle (ibid: 216). Samtidig var der det deltagende aspekt, som således udelukkede feltarbejderen fra at falde i et med væggen og dermed også udelukkede en nøgtern og objektiv observation (ibid: 217). Dette tilsammen udgør det paradoks, som Tonkin beskriver. Nutidens antropologer er for længst kommet sig over datidens fejlagtige antagelser, men termen deltagerobservation indeholder dog stadig en form for mysterium, idet den rejser spørgsmålet om, hvordan antropologens arbejde, deltagerobservationen, kan retfærdiggøres som videnskabelig dataindsamlingsmetode, fordi den udelukkende hviler på antropologens egne erfaringer i felten.[5]
Det tjener ikke vores formål at komme med et svar herpå, men spørgsmålet om at benytte sig af sine egne erfaringer som instrument eller metode i et studium er i høj grad relevant for vores feltarbejde. Elisabeth Tonkin argumenter for, at deltagerobservation i sig selv ikke er en metode (ibid: 221). Den egentlige metode består derimod i at benytte sig af de erfaringer, man opnår ved hjælp af deltagerobservation. Antropologens arbejde består hverken i at kortlægge strukturerne i sociale fællesskaber eller at indsamle data på samme måde, som man ville indsamle insekttyper. Antropologens arbejde består derimod i at tænke, forstå og føle med informanterne og derigennem forsøge at nærme sig deres opfattelser og perceptioner af deres verden (Cohen: 228). Dette indebærer, at antropologen bruger sig selv som instrument, bruger sine egne erfaringer som metode for at opnå forståelse for sine informanters verden.
I forbindelse med vores feltarbejde kunne brug af egen erfaring kun komme på tale i begrænset omfang, for det første fordi deltagelse i træning var umulig. For det andet havde vi heller ikke megen mulighed for virkelig at forstå, hvad det vil sige at være eliteidrætsudøver, hvis vi trænede med. Man kunne også sætte spørgsmålstegn ved, om vores erfaringer i den forbindelse overhovedet ville kunne fortælle os andet end at vi virkelig trængte til at komme i bedre form! Dog vil vi med Deborah Lupton argumentere for, at vi overordnet har gjort brug af egne erfaringer. Deborah Lupton skriver i "Food, the Body, and the Self" (1996), at der i vestlige samfund i de seneste år er sket et skred i offentlighedens opmærksomhed på ernæringsspørgsmål. Den øgede opmærksomhed retter sig mod mads indvirken på kroppen og heraf følgende helbredsmæssige implikationer (Lupton 1996: 44). Som vores opgave senere vil vise, er vores informanters forståelse af ernæring også præget heraf. Som del af samme samfund kan vi heller ikke selv sige os fri for at være påvirket af en offentlig ernæringsdiskurs[6]. Man kan således tale om, at vi deler begrebslig viden om ernæring med vores informanter. Derigennem har vi gjort brug af egne erfaringer på et begrebsmæssigt fremfor et kropsligt plan.
Alligevel kalder vores feltarbejde, retrospektivt, på en del refleksioner i forhold til andre kvalitative metoder. Vi må erkende, at vi kunne have tænkt mere kreativt i forhold til brug af disse. Helena Wulffs artikel "Access to a closed world. Methods for a multilocale study on ballet as a career" (2000) er et eksempel på, hvorledes man kan benytte sig af kvalitative metoder i en felt, hvor deltagerobservation er besværliggjort. Det beskrevne feltarbejde foregår ved den kongelige svenske ballet. Her er det ikke muligt for Wulff hverken at deltage i ballettræning eller at opleve på sin egen krop, hvad det vil sige at stå på en scene. Det skal dog lige indskydes, at Helena Wulff har den fordel, at hun er tidligere balletdanser og dermed i stand til at trække på viden og erfaring i den forbindelse (Wulff 2000: 149). Alligevel er den umiddelbare adgang til felten begrænset, også fordi balletten foregår i en transnational verden, hvilket involverer en del rejser for balletdanserne. Det gav hende til gengæld mulighed for at udføre et "multisited" (Marcus 1995) feltarbejde (Wulff 2000: 149). I vores feltarbejde fulgte vi informanterne til en del træninger, men vi kunne sikkert, set i bagklogskabens lys, i højere grad have lavet "multisited" feltarbejde. Vi har dog en fornemmelse af, at vi ville have været kilde til stor irritation, hvis vi skulle have fulgt informanterne overalt[7]. Dette kunne muligvis have resulteret i, at flere af dem ville have trukket sig som informanter.
Alt i alt havde vi ingen mulighed for på forhånd at kende omstændighederne omkring felten, og derfor er vores arbejde; metode og analyse et resultat heraf. Således kunne dette feltarbejde i høj grad ses som en forundersøgelse til et større studium.
Selvom deltagerobservation begrænsede sig til deltagelse i fællesmåltider, observation af træning samt deltagelse i uformelle og formelle samtaler (Nielsen 1996: 110), fik vi faktisk mulighed for at benytte os af en række forskellige metoder. Vores feltarbejde er at sammenligne med, hvad Anne Knudsen kalder Mercedesmodellen i "Mercedes-Modellen" (1995). Heri beskriver Knudsen, hvorledes nutidens antropologer, der gør feltarbejde i eget samfund, ofte må forlade sig på aftaler med deres informanter for overhovedet at få adgang til felten (Knudsen 1995: 21). Vores feltarbejde kan også ses i dette lys, idet vi måtte lave aftaler med informanterne for at få adgang til dem. Godt nok er Knudsens eksempel en beskrivelse af fænomenet "studying up", hvilket vil sige, at man studerer mennesker fra højere samfundslag end én selv. Men i Laura Naders artikel "Up the Anthropologist – Perspectives Gained from Studying Up" (1972) involverer "studying up" også studium af mennesker fra samme samfundslag som én selv, hvilket vil sige, at antropologen f.eks. også studerer andre akademikere (ibid: 457)[8]. I den sammenhæng kan man argumentere for, at vores feltarbejde også kan ses som et eksempel på "studying up", fordi vores informanter generelt tilhører samme samfundslag som os selv. Samtidig tilhører de en absolut elite indenfor sportsverdenen.
I sin artikel stiller Laura Nader også spørgsmålet om, hvad man gør, hvis deltagerobservation er vanskeligt. Hun argumenterer for, at andre metoder ofte bliver overset i forhold til deltagerobservation (ibid: 467). En antropolog behøver ikke nødvendigvis se sit arbejde forgæves eller uholdbart, selvom kun begrænset deltagerobservation er mulig. Laura Nader argumenterer for en genopfindelse af antropologi ved at nedtone betydningen af deltagerobservation og fokusere mere på andre metoder. Det er ikke vores ærinde her. Vi har ingen interesse i hverken at nedtone eller afskrive deltagerobservationen, fordi den ikke er mulig i traditionel forstand. Dog har vi, som Laura Nader foreslår, benyttet os af andre metoder for at få adgang til vores felt. Vi kan nævne køleskabsregistreringer og opfordring til at føre mad-dagbøger for derigennem at få en anledning til at tale om aspekter ved mad, der ikke umiddelbart blev bragt på bane. Endvidere lavede vi et enkelt fokusgruppe-interview, der gav informanterne mulighed for at diskutere og udtrykke forskellige synspunkter. Derigennem fik vi mulighed for at undersøge emner, der opstod spontant under diskussionen (Marshall og Rossman 1995:84). Sidst, men ikke mindst gjorde vi i videst udstrækning brug af dybdegående interviews.
I de første interviews startede vi ved at stille grand tour-spørgsmål. Grunden til dette ligger i navnet; vi var interesserede i at blive vist rundt[9] i informanternes univers og derved få kendskab til de kulturelle kategorier, meninger og betydninger, der bebor denne verden (Spradley 1972: 63). Det følgende vil give eksempler på, både hvordan vi udførte grand tour-interviews, og hvad vi analytisk fandt frem til i den forbindelse.
For at etablere kendskab til informanternes sprogbrug lagde vi ud med beskrivende spørgsmål, hvilket er det, James P. Spradley kalder "descriptive question" (Spradley 1979: 60). Et beskrivende spørgsmål kunne se således ud: "Prøv at fortælle om en normal dag. Hvad sker der mht. mad?". Med dette spørgsmål forsøgte vi at få informanten til at beskrive sin hverdag, hvad angår madindtag, med sine egne ord. På baggrund af informanternes svar fandt vi hurtigt frem til kulhydraters store betydning for vores informanter, idet madvarer som regel blev vurderet i forhold til kulhydratindhold. Kulhydrater er en energikilde, der findes i en række forskellige madvarer såsom pasta, ris, brød, rosiner og bananer. Og som energikilde var de vigtige for vores informanter, idet de som idrætsudøvere på topplan har et højt energibehov.
For at få uddybet informanternes kendskab til kulhydraters virke samt hvilken betydning informanterne tillagde kulhydrater, stillede vi enten strukturelle spørgsmål eller kontrastspørgsmål. Et strukturelt spørgsmål stilles for at få kendskab til, hvordan informanterne organiserer deres viden, og et kontrastspørgsmål stilles for at finde ud af, hvilken betydning eller mening informanterne tillægger objekter og begivenheder for at skelne mellem disse i deres verden (Spradley 1979: 60) . Ved hjælp af et strukturelt spørgsmål såsom: "Hvilke madvarer er der kulhydrater i?" og "Er der forskel på kulhydrater?" fik vi informanterne til at både at specificere kulhydratholdige madvarer og samtidig kategorisere og værdisætte dem, hvilket resulterede i en langsom/hurtig-kategorisering. For at finde ud af hvad det egentlig betød, stillede vi kontrastspørgsmål, der kunne se ud som følgende: "Hvad er forskellen på hurtige og langsomme kulhydrater?". Derigennem lærte vi, at langsomme kulhydrater var kulhydrater, der blev optaget i kroppen langsomt og dermed gav energi langsommere, men også længerevarende. Langsomme kulhydrater findes f.eks. i pasta, brød og ris. Hvis informanten skulle deltage i en konkurrence, ville vedkommende aftenen inden indtage en stor mængde pasta, der først næste dag ville være optaget i kroppen og klar til at blive omsat til energi. Hurtige kulhydrater, som findes i bl.a. rosiner og bananer, optages derimod hurtigt i kroppen og kan blive omsat til energi med det samme. De var således gode at indtage under selve konkurrencen eller træningen.
Overordnet viden om kulhydrater får vores informanter dels fra ernæringsvejledere, trænere og bøger, og dels er viden om kulhydrater også en del af offentlighedens øgede opmærksomhed på helbredsmæssige implikationer ved madvaner (Lupton 1996: 44) og den deraf følgende ernæringsdiskurs. I denne forbindelse kan vores informanters fokus på kulhydrater ses som en afspejling af en bredere offentlig diskurs.
Derimod forholdt det sig anderledes, når talen faldt på, om informanterne gennem egentlig erfaring havde opnået en viden om kulhydrater. Flere af vores informanter refererede til deres egne kroppe som maskiner, der skulle have brændstof i form af kulhydrater, for at den kunne fungere. Udfra dette antog vi, at man ville kunne mærke i kroppen, hvis man havde indtaget enten for få kulhydrater, fordi man så ville mangle energi, eller at man følte sig på toppen energimæssigt, hvis man havde spist en masse pasta.
Vi fandt dog ud af, at næsten ingen havde mærket kulhydraters funktion direkte i kroppen. Et eksempel herpå er, da vi fandt ud af, at en af vores informanter var gået fra at spise hvidt brød til at spise rugbrød. Ved hjælp af et kontrastspørgsmål: "Hvorfor er hvidt brød dårligt i forhold til rugbrød?", fandt vi ud af at grunden til, at informanten havde skiftet, var, at rugbrød var mere kulhydratholdigt end hvidt brød. Da vi så spurgte til, om informanten havde kunne mærket skiftet, når hun var til træning, lød svaret:
"Altså selvfølgelig sådan mætheds… det mætter både længere og bedre, men jeg synes ikke sådan, jeg har ikke kunnet mærke det til træningen. Nej… men et eller andet overbeviser mig om, at det er bedre at spise rugbrød, så det prøver jeg så."
Ligeledes satte vores informanter heller ikke lighedstegn mellem kulhydratindtag og bedre præstation. Én af vores informanter fortalte under en uformel samtale, at hun gennem længere tid havde fulgt en kulhydratholdig kostplan. Dog havde hun rejst en del den sidste måned, og havde derfor ikke været i stand til at følge kostplanen. Alligevel opnåede hun nu bedre resultater i sin sport, end hun nogensinde havde gjort før, og hun kunne ikke mærke nogen forskel i sin krop, hvilket viser, at indtag af kulhydrater ikke opfattes som noget, der virker pr. automatik, forstået på den måde, at fordi man spiser mange kulhydrater, bliver man ikke nødvendigvis en bedre idrætsudøver. En anden af vores informanter fortalte dog også, ligeledes under uformel samtale, at hun havde eksperimenteret under en konkurrence engang. Dagen forinden havde hun spist udelukkende flødeboller[10], og alligevel var hun endt med at vinde konkurrencen. Her skal det lige indskydes, at konkurrencen ikke havde været vigtig, og informanten havde været sikker på sejr under alle omstændigheder.[11]
Denne sidste indskydelse er i og for sig temmelig vigtig, idet informanten sandsynligvis ikke havde spist flødeboller til en vigtigere konkurrence, også selvom hun vidste, at det ikke ville have nogen direkte indflydelse på hendes præstation. Noget ville alligevel have afholdt hende fra at spise flødeboller, for hvis nu… Dette "noget" er det samme, der driver den første informant i udtalelsen: "…Nej (…) men et eller andet overbeviser mig om, at det er bedre at spise rugbrød, så det prøver jeg så." Hvis kulhydraternes funktion ikke føles direkte i kroppen, kunne det være interessant at undersøge, hvorfra forestillingen om kulhydrater henter sin autoritet.[12]
Som eksemplerne viser, er informanternes viden om kulhydraters funktion i høj grad baseret på tro og forestillinger frem for egentlig erfaring. Dette giver anledning til at sammenligne informanternes forhold til kulhydrater med en religion. Vi fandt således ud af, at kulhydrat-religionen er det mest styrende element i informanternes forestillingsverden. Den er dog ikke blot en dogmatisk religion men bliver løbende brugt aktivt, talt op imod og forhandlet med, som vi senere vil vise.
Kulhydrat-religionens sprogbrug blev også brugt aktivt. Måden, vores informanter talte om kulhydrater på, bar i høj grad præg af at være baseret på professionel ernæringsvejledning. Efter grand tour-interview med idrætskollegiets madmor, der er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom, fandt vi frem til en ganske særlig ernæringsterminologi, som vores informanter også benyttede sig af. Ofte blev der talt om "depoter" i kroppen, der hele tiden skulle fyldes op med kulhydrater, for at man havde noget at tære på, hvis man skulle blive træt eller gå "sukkerkold". Meningen, informanterne tildelte ordene, stemte ikke altid overens med den korrekte – i forhold til ernæringsvejledning – måde at bruge ordene på. Det samme gør sig gældende i "Stressens bevægelige tale – lærde og læge perspektiver" (1994) af Sussi Friis Skov Jensen, hvor der ikke altid er overensstemmelse mellem den måde, hvorpå fænomenet stress bliver omtalt af lægerne, eksperterne og den måde, hvorpå lægfolk omtaler stress. Pointen er dog, at lægfolk ved at bruge stressterminologi får mulighed for at tale om ting, man normalt ikke sætter ord på (Jensen 1994: 117). For vores informanter giver kulhydrat-religionens terminologi, som for eksempel "sukkerkold" mulighed for at beskrive og tale om, hvad der sker, når man ikke helt føler sig på toppen til en træning eller konkurrence og dermed leverer en mindre god præstation, eller hvis man generelt er uoplagt.
I det foregående har vi givet et eksempel på, hvilke slags spørgsmål vi stillede under grand tour-interview, og hvilke svar spørgsmålene affødte. Afsnittet giver således et bud på, hvordan vi har analyseret det talte. I det næste vil vi behandle interview-metode mere indgående.
Vi valgte altså med de første grand tour-interviews at anlægge et fokus på terminologi; et semantisk fokus. De første interviews blev derfor brugt som en indføring i informanternes terminologi. Dette var det nærmeste, vi kunne komme på en indlemmelse, eller enkulturation i felten, idet hverken deltagelse eller observation var mulig i særlig høj grad. Givet den begrænsede adgang til vores informanter var det vigtigt for os at få mest muligt ud af hvert enkelt interview, for allerede i udarbejdelsen af vores tidsplan stod det klart, at vi kun kunne regne med to interviews med hver informant. Derfor brugte vi tiden mellem 1. og 2. interview til først at transskribere grand tour-interviewet og dernæst at skitsere det, som Spradley kalder en taksonomisk analyse (Spradley 1979: 132-136). Ifølge Spradley har den taksonomiske analyse to overordnede formål: dels at muliggøre udvælgelsen af et fokus for de næste interviews og dels at danne et overblik over informanternes sproglige kategoriseringer – eller i Spradleys terminologi, deres domæner[13] (ibid. 132).
Vi har senere diskuteret, hvad den konkrete interviewsituation har betydet for de svar vi har fået. Denne diskussion kan relateres til Goffmanns argumentation omkring samtalens spontane karakter. I tilfældet med det formelle arrangerede interview er spontaniteten jo til dels udelukket, og dette kan betyde, at fokus i samtalen lettere glider fra indhold over på form og formidling (Goffmann 1972: 119). Det formelle interview rummer en række faktorer: For det første fandt vi det nødvendigt at bruge en diktafon til samtlige interviews. Dette var nødvendigt, da vores analyse som sagt er baseret på sproglige kategorier og specifikke formuleringer om mad. Enkelte informanter kommenterede diktafonen, og typiske bemærkninger vedrørte det formelle i at blive optaget på bånd eller det forpligtende i at blive "taget på ordet". Vi forsøgte derfor at afdramatisere dens tilstedeværelse f.eks. ved at understrege, at man som informant ikke kan "sige noget forkert" osv. og vurderer nu ud fra interviewenes forløb – hvor der var plads til vittigheder og "hyggesnak" – at informanterne generelt var i stand til at abstrahere fra båndoptageren. En anden implikation, som kan have haft større betydning end de forrige forbehold, er at diktafonen fra første færd kan have formidlet vores fokus på ord, på formuleringer, til informanterne, og dermed kan have påvirket deres ordvalg. Vi vil i det følgende relatere denne og en lignende observation til Skultans´ (1997) argumentation for livshistoriers strukturerede karakter.
Uanset denne problemstillings mulige indvirken på vores resultater udførte vi det opfølgende interview på samme måde. Dette skyldes dels, at refleksionen hovedsageligt er foretaget i retrospekt, og dels at det rent formelle interview er et yderpunkt. Den reelle situation er langt mere dynamisk og veksler konstant mellem formel og uformel samtale (Nielsen 1996: 110), hvor den formelle del er et vilkår, som antropologen må tage højde for, uden at det dermed underminerer interviewets relevans.
Forud for det opfølgende interview havde vi altså foretaget en taksonomisk analyse, som gjorde det muligt at vende tilbage til formuleringer og mulige kategoriseringer. I første omgang forsøgte vi at få be-/afkræftet de kategorier, vi havde udledt af det første interview. Dette kunne opnås med spørgsmål som: "Vi talte sidste gang om...". Dernæst brugte vi igen strukturelle spørgsmål og kontrastspørgsmål til at afgrænse og nuancere vores analytiske kategoriseringer. Her understregede vi igen – implicit – overfor informanten, at vores fokus var på formuleringer. Desuden kan denne opfølgning sammenlignes med Skultans´ karakteristik af de analytiske implikationer ved anvendelsen af livshistorier som etnografiske data. Et af Skultans´ argumenter er, at distance i tid og rum fra den historie, der fortælles, giver fantasien plads til at forme den enkelte anekdote, så den passer ind i et større narrativ[14] (Skultans 1997:762). Distance i tid har sandsynligvis større indflydelse på en fortællings strukturerede karakter, end den abstraktion vore informanter må foretage for at svare på vore spørgsmål, har på strukturen af deres svar. Alligevel kan vi ikke udelukke, at det kan have betydning, at informanten bliver bedt om at reflektere over et emne, vedkommende ikke tidligere har reflekteret over.
En anden måde at skabe sit narrativ på kan være påvirket af forholdet mellem fortæller og lytter. Skultans skriver:
“The process of narrative articulation both distances the narrator from the original experience and creates a semantic link with other texts. Narrators also seek sustenance and comfort from their stories. Such sustenance and comfort can only be derived from those stories in which the storyteller´s voice fuses with a common voice" (Skultans 1997:776-777).
Fortælleren skal altså have en følelse af, at det fortalte giver mening for lytteren. I Skultans' empiri er behovet for trøst i direkte forstand vigtigere end for vores informanter, men hvis "trøst" forstås i en bredere forstand – som bekræftelse af, at et narrativ giver mening - er Skultans' karakteristik en mulig forklaring på, hvorfor fortællingen også hos vores informanter får en bestemt struktur.
Som det allerede fremgår, mener vi at have fundet markante sammenfald i den måde, vores informanter kategoriserer mad på, og i den måde disse kategoriseringer forklares på[15]. Som (endnu) en generation af antropologistuderende, der har fået Bourdieu ind med den akademiske modermælk, havde vi forventet at finde en form for forhandling af kategorier beboerne imellem. Vi kan på baggrund af vores feltarbejde ikke udelukke, at denne forhandling finder sted, men det lader ikke til at være tilfældet. Der findes, som tidligere nævnt, ikke noget socialt fællesskab på Gildhøj, som har relevans for vores analyse. Vi har derfor valgt at karakterisere sammenfaldet af forklaringsmodeller som et udelukkende konceptuelt fællesskab. Dette indebærer dels en fælles terminologi og dels en fælles kategorisering. Desuden er det karakteristisk for dette fællesskab – i forhold til det fællesskab vi forventede at finde – at det ikke er opstået, og ikke vedligeholdes, i direkte relation til kropslig eller anden form for personlig erfaring. Dette blev eksemplificeret i karakteristikken af kulhydrat-religionen.
Det var i arbejdet med de transskriberede interviews, at det gik op for os, at informanternes begrebsfællesskab ikke kun gjaldt ideen om kostens funktionalitet, udtrykt gennem kulhydrat-religionen. Ved hjælp af et analytisk fokus på det, som Kirsten Hastrup i "A Passage to Anthropology" med Ardeners betegnelse kalder "Semantic Densities" (Ardener citeret i Hastrup 1995: 30) – semantiske tætheder – fandt vi frem til en række kategoriseringer, som ikke tilhørte kulhydrat-religionen. Inden vi gennemgår den konkrete empiri, vil vi i det følgende kvalificere og diskutere begrebet kategori.
Vi har anvendt Hastrups begreb i vores taksonomiske analyse som en måde at nuancere Spradleys begreb "domæne" (1979: 100), der umiddelbart indikerer et analytisk greb, der er mere statisk end det, vi ønskede at benytte. Hastrups ærinde er at understrege, at analytiske såvel som empiriske kategorier – domæner – aldrig kan rumme hele informantens virkelighed. Deres anvendelighed i en taksonomi bestrides ikke; Hastrup citerer Ardener for at relatere begrebet Density til frekvens, hvilket også er grundlaget for Spradleys "domæne", men hun opfatter netop en kategoris statistiske aspekt som et udtryk for dens ikke absolut dækkende karakter:
"[The statistical feature] is the main reason why no reality can ever be exhausted by a set of categories: "The statistical figure marks irregularities of experience which are flattened by unit categories. This is an important point, accounting as it does for the existence of ways of incorporating experience into the category system" (Ardener 1989b: 169) (Hastrup 1995: 30)[16]
I det videre arbejde med de semantiske tætheder i informanternes formuleringer om ageren i forhold til at spise, og da vi var kommet videre fra forbløffelsen over kulhydrat-religionen og hele den forestillingsverden, der omgav den, fandt vi frem til, at nogle få forklaringer gik igen. Ved at spørge ind til kulhydrat-religionen for at finde ud af, hvor langt dens magt rakte, og i hvor høj grad informanterne holdt sig til dens forskrifter, fandt vi ud af, at den faktisk ikke var den eneste faktor, der blev brugt til at forklare handlinger med. Informanterne afveg fra de madforeskrifter, kulhydrat-religionen indebar og forklarede deres handling med, at andre betingelser var opfyldt.
En informant taler her om at spise madvarer, der ifølge kulhydrat-religionen hører til kategorien usund.
"…nu er min holdning til det, at man skal da spise sundt, men der skal stadig være plads til det andet. Noget chokolade ind imellem eller hvis man har lyst til at gå på Burger King eller en Big Mac på McDonald’s, så skal der også være plads til det, så længe man bare ikke gør det i…en gang om ugen eller flere dage i træk eller sådan noget, så synes jeg det er ok. Fordi det er ikke, det er altså ikke særlig god mad – i forhold til det man skal præstere."
Han forklarer det at spise det usunde med, at det er ok, bare det ikke sker for tit. Hyppighedsforklaringen er den ene del af en forklaringsmodel, vi har valgt at kalde "tidslig". Mad fra kategorien usund er uigenkaldeligt usund ifølge kulhydrat-religionen, men den er kun usund at spise, hvis det sker for ofte. Her er altså et eksempel på, at kulhydrat-religionen ikke er alene om at bestemme, hvad informanterne spiser. Citatets "der skal være plads til det" rummer også et andet aspekt, som vi vil komme ind på senere.
Den tidslige forklaringsmodel har også en anden del, som drejer sig om, hvornår det usunde spises – ikke kun i forhold hvornår det sidst skete (hyppighed) men også i forhold til, hvornår informanten skal præstere noget særligt, deltage i en konkurrence etc. I disse to dele af den tidslige forklaringsmodel er det meget individuelt for informanterne, hvad "for tit" betyder, og hvor tæt op på en konkurrence, man må spise fra kategorien usund. Men uanset de individuelle variationer er det stadig den tidslige forklaringsmodel, der spiller op mod kulhydrat-religionen.
Vi har identificeret en anden forklaringsmodel, som informanterne er fælles om at bruge på samme måde som den tidslige. Ved at spørge ind til om der findes andre grunde til, at det er i orden at spise mad fra kategorien usund, identificerede vi "den sociale forklaringsmodel"[17]. En af informanterne udtrykker det sådan:
"…så det er sgu egentlig ikke ok for mig …bare at sidde og spise et eller andet, når jeg er alene, så vil jeg hellere gøre det, når jeg er sammen med nogle andre og så sige "nu hygger vi os""
En anden informant fortæller:
"øhh…faktisk når vi er ude til turnering, det er meget sjovt, der har folk helt andre spisevaner end de har derhjemme (…) Der er mange, der aldrig nogensinde kunne finde på at spise makrel derhjemme, men de spiser makrel, når de er ude, og jeg drikker heller ikke særlig meget sodavand, når jeg er hjemme, og det er det samme med de andre, men når man er ude, så drikker man meget sodavand (…) Folk har sine vaner og måder at gøre det på, når man er ude til turneringer, lidt fordi man synes, altså det plejer jeg at gøre og det plejer at gå fint nok og så gør vi det bare på den her måde".
De to citater er eksempler på den "sociale forklaringsmodel", som sammen med den "tidslige" bruges af alle vore informanter, men på forskellige måder jf. Luptons subjektivitetsbegreb som præsenteres i det følgende.
Valg af kost har i vores materiale vist sig at være baseret på en forestilling om “det sunde liv", som vi analytisk har valgt at se som en overordnet ramme, som informanterne relaterer til via en række forklaringsmodeller. I modsætning til vores tidligere antagelser består det sunde liv ikke udelukkende af streng asketisk praktisering af kulhydrat-religionen men bygger på en forestilling om at være et helt og sundt menneske. Og som vi vil vise i det følgende, bliver tilsyneladende modstridende kategorier som sund og usund gradbøjet, så de udgør komplementære dele af et sundt hele. Til analysen vil vi anvende narrativet og subjektivitetsbegrebet samt drage en parallel til antikkens mådehold.
Vores metodiske fokus på interviewet har medvirket til, at vores data primært er baseret på informanternes narrativer. Narrativet er interessant, fordi det ikke blot formidler en individuel hændelse men rummer "…valuable insights into the reality, experience and its expressions." (Steffen 1997: 99), som en del af mere generelle sociale relationer og kulturelle værdier (ibid). Narrativet er en måde, hvorpå informanten kan tilføre mening og reflektere over egne erfaringer.
Narrativet fortælles, og dette interaktionelle aspekt mellem fortælleren (informanten) og lytteren (i vores tilfælde antropologen) er grundlæggende et metodisk anliggende (Steffen 1997: 105). Fortælleren ønsker ikke blot at tilføre hændelsen mening for sig selv, men ønsker også at formidle noget meningsfuldt til lytteren. Steffens har i sit feltarbejde blandt Anonyme Alkoholikere (AA) blandt andet fokuseret på narrativets form til møderne, hvor informanternes historier er karakteriseret af at skulle have et plot og skabe mening på mere en blot et personligt plan (Steffen 1997: 105). Narrativerne i AA, som Steffen har forsket i, knytter sig til en bestemt kontekst, som har stor indflydelse på formen og indholdet, og man kan argumentere for, at de narrativer som informanterne på Gildhøj formidlede, også rummer mere end blot en personlig mening. Disse er en del af en mere generel menings-skabende strategi, som knytter sig til ideen om det sunde liv. Informanterne kan have haft en forestilling om, at de skulle formidle mening til de nysgerrige antropologer. Således kan informanterne i interview-situationen have reflekteret og konstrueret et meningsskabende narrativ, som ellers ikke ville have indgået i deres overvejelser.
"Interviewer: Hvad er det, man sådan får tilfredsstillet, når man sådan spiser usund burgermad?
Jamen, det er bare…et eller andet…jeg ved ikke om man kan sige det…at det er kroppen, der bare skriger efter et eller andet med noget fedt i, fordi man bare har levet så fedtfattig i så lang tid – sådan har jeg det tit, at så kommer det bare at "nu skal jeg bare have noget med noget fedt", for det føles som om jeg har brug for det (…) Det er sådan lidt med, at jeg prøver at lytte til, hvad min krop siger, og hvis den sådan har brug for noget fedt…jamen så kan jeg da godt lige…men det kommer sjældent, hvis det sådan skal være noget burgermad.""
Vi har oplevet, at hændelser fortalt gennem et interview har udviklet sig fra ikke umiddelbart at give mening til at blive en del af et meningsfuldt narrativ ved interviewets afslutning. I denne meningsskabende proces, som narrativet udgør (Steffen 1997: 99), relaterer informanterne via en række forklaringsmodeller samt kulhydrat-religionen, til "det sunde liv". Det sunde liv er en kompleks ramme, som konstrueres aktivt og individuelt af de enkelte informanter. Til analysen af informanternes brug af forklaringsmodeller har vi fundet subjektivitetstilgangen til individet anvendelig. Denne poststrukturalistiske tilgang er præget af, at individet forstår sig selv og sine handlinger i relation til andre, og at mening og viden er social produceret men er også forbundet til større historisk og politisk kontekst (Lupton 1996: 13). Subjektivitet er et mere rummeligt begreb end identitet, idet
"…it incorporates the understanding that the self, or more accurately, selves, are highly changeable and contextual, albeit within certain limits imposed by the culture in which an individual lives, including power relations, social institutions and hegemonic discourses." (Lupton 1996: 13)
Subjektivitetsbegrebet skaber opmærksomhed på individuel variation i anvendelsen af forklaringsmodeller, som er et centralt aspekt ved den poststrukturalistiske tilgang, og som også karakteriserer det ideal om det sunde liv, som begrebet "mådehold" i det følgende er et udtryk for.
Antropologen Dil Bach har i sit speciale (1998) om naturlig madkultur i USA[18] fundet, at det sunde liv udgør en overordnet ramme i aktørens valg af naturlige madvarer (Bach 1998: 29). Bach har i sin analyse af idealet om det sunde liv anvendt eksistensæstetikken, som hun har hentet fra Foucaults analyse af antikkens moral hos Aristoteles. Behovet anskues som et ledende princip for praksis, for mennesket er styret af sine lyster og må derfor lære at gøre bedst brug af dem (Bach 1998: 28). Lysterne skal beherskes men må ikke undertrykkes. Aristoteles inddeler sjælen i en begærs- og en fornuftsdel, og mennesket må kæmpe en kamp med sig selv for at nå målet; en mådeholden livsførelse, det sunde liv.
"Den mådeholdne er ikke holdt op med at begære, men begærer med moderation og nyder moderationen" (Bach 1998: 29)
Det handler altså ikke om fornuftens kamp mod begæret men om evnen til at finde den gyldne middelvej mellem hedonismen og askesen, og det er i denne levevis, at individet finder nydelsen. Kampen kæmpes mod overdrivelsen, som mennesket drages mod, for den gyldne middelvej leves hverken i total afholdenhed eller i lysternes vold. Det er centralt, at den gyldne middelvej ikke er ens for alle, den afhænger af såvel personen som af situationen (Bach 1998: 29).
En informant fortæller om de begyndererfaringer, han gjorde sig, da han flyttede på Gildhøjkollegiet:
"Det er sådan lidt i starten herovre, jeg var 19 da jeg flyttede, og jeg havde ingen familie eller noget som helst herovre. Jeg skulle sørge for alt, så det der med at lave mad, det blev sådan lidt skubbet i baggrunden. Det der pizzaría ligger lige om hjørnet, det ville komme om et kvarter hvis man ringede til dem nu. Så en gang imellem vil man gerne have noget at spise NU, og man gider ikke ned og hente maden og så lave den. Det er jeg så blevet bedre til at håndtere og til at planlægge."
Den mådeholdne livsførelse er ikke en naturlig disposition hos individet, men det er gennem en kultiveringen af begæret, gennem intellektuel bearbejdelse og vane, at man kan forene lysten og fornuften i et fornuftens begær (Bach 1998: 31). Det er denne individuelle aktive opmærksomhed på, hvad der er godt for den enkelte, som eksistensæstetikken bygger på (Bach 1998: 30). Det betyder, at det sunde liv er et individuel ansvar, og at det alene er individets egen selvkontrol, eller mangel på samme, der kan stå som hindring for dette (Lupton 1996: 17).
For informanterne handlede det overordnet om at leve et sundt liv og være et helt menneske, og i denne forestilling har lyst og nydelse stor betydning. Antikkens ideal om mådehold har været anvendelig i analysen af denne forestilling. Det er centralt for informanterne, at de gør, hvad de har lyst til, men denne lyst er reguleret af kulhydrat-religionen og de forklarings-modeller, der relaterer til den. At spise usund "burgermad" en gang imellem er i sidste ende sundt, fordi det betragtes som usundt at undertrykke sine lyster og være fanatisk. På den måde kan man godt nyde at have givet sig selv lov til at spise usundt. At have givet sig selv lov er desuden centralt i det at spise usundt, fordi det indikerer, at man bevarer selvkontrollen.
Til gengæld er det til tider sundt at holde sig til kulhydrat-religionen, især under forberedel-serne til store konkurrencer. Informanterne har lyst til og nyder at leve asketisk, idet de mener, at dette er bedst for dem i den situation. Enkelte informanter taler om at blive høj på denne asketiske livsførelse, som, hvis den strakte sig over for lange perioder, ville blive betragtet som fanatisk. Det skal derfor forstås som en del af et større hele, som udgør en stræben efter den gyldne middelvej og dermed det sunde liv for informanterne. En anden informant udtrykker det således:
"En af de ting med at spise sundt, altså, så slipper du altså for de der ekstra kilo, hvis man bare undgår burgermad og sådan noget. Selvfølgelig skal der være, altså nu er min holdning til det, at man skal da spise sundt, men der skal stadig være plads til det andet.
Interviewer: (....) betyder det så at du er sådan en fedt fanatiker (…) ?
øhh, lidt! Men stadig med den der holdning at der skal være plads til det andet. Altså det skal ikke være fuldstændig fanatisk (…) altså det skal stadig være med måde – uden at det bliver fuldstændig overdrevet.
I: Hvornår har du sidst spist burgermad?
Det gjorde jeg i går.
I: Hvorfor gjorde du det?
Fordi det havde jeg lyst til. Jeg synes jeg trængte til et eller andet som var anderledes. Jeg har spist sindssygt sundt de sidste to måneder, uden at spise noget som helst burgermad eller pizza, og så havde jeg altså bare brug for det."
Det er vigtigt at gøre det, man har lyst til med måde, og netop denne mådeholdne livsførelse er med til, at informanterne nyder det, de gør, og at det i sidste ende udgør et sundt hele.
"Nogle gange får jeg et flip kan man kalde det, så skal man bare have noget. Men igen må jeg overveje det, nogle gange passer det ikke særligt godt. Specielt hvis jeg spiser alt for sent om aftenen så influerer det på min træning, det dur simpelthen bare ikke."
Det sunde relateres ofte til træning og i sidste ende til præstationen, men da vi spurgte mere ind til, hvordan det at have haft "et flip"[19] føles til træning bagefter, kunne informanten ikke beskrive den helt konkrete fysiske følelse.
Selvom handlinger, forestillinger, erfaringer mm. ofte kan forklares, så det giver mening i en overordnet ide om sundhed, er der selvfølgelig også tilfælde, hvor disse ikke giver mening, som f.eks. hvis informanten mister selvkontrollen. I en sådan situation opstår en form for narrativ-brud; man træder så meget ved siden af, at det ikke kan forklares.
Luptons subjektivitetsbegreb og den grundlæggende teoretiske tilgang, som begrebet repræsenterer, tillader både de eksemplificerede individuelle variationer, og at nogle ytringer decideret falder uden for kategorierne. Dette opfatter vi som styrken i en mere dynamisk analysemodel, som vi vil beskrive yderligere i det følgende.
Vi opfatter vores informanter som medlemmer af et konceptuelt fællesskab: de deler de begreber, de bruger til at danne mening med. Dette begrebsfællesskab betragter mad ud fra en forestilling om funktionalitet og lægger samtidig vægt på, at den optimale sportslige præstation ikke opnås gennem fanatisme – dvs. en streng overholdelse af kulhydrat-religionens foreskrifter – men at mådehold og derigennem en form for mental balance giver de bedste resultater.
Vores model viser, at begrebsfællesskabet består af en række delkomponenter. For at forstå dynamikken i en overordnet forestilling om mad, der rummer umiddelbart selvmodsigende kategoriseringer, har vi lånt Fredrik Barths model til forklaring af handlingers mening i "Balinese Worlds" (Barth 1993:159). Barth lægger vægt på, at mening ikke findes i sociale institutioner men i den måde, hvorpå sociale aktører omsætter institutioner til praksis – med de mange hensigter og hensyn, der indgår i social interaktion.
Hos vores informanter var interaktionen med de andre beboere ikke væsentlig for deres forestillinger om mad, så vores udgave af Barths model handler om den enkelte aktørs valg af forklaringsmodel, ikke om valg af handling i social interaktion. I Barths model udgør kulturel arv den centrale forklaringsmodel. Vi opfatter kulhydrat-religionen som vores.
Som nævnt tidligere er ideen om funktionel kost og kulhydrater ifølge Deborah Lupton en del af den almene vestlige ernæringsdiskurs (Lupton 1996:77). Kulhydrat-religionen er en del af denne ernæringsdiskurs men fremstår i en mere kondenseret form. For vores informanter er kulhydrat-religionen en dominerende del af deres madopfattelse, i højere grad end Lupton umiddelbart lægger op til er gældende i den almene vestlige ernæringsdiskurs. Derfor opfatter vi kulhydrat-religionen som den dominerende diskurs i et bestemt konceptuelt fællesskab, som udgøres af idrætsudøvere, der igennem deres sportslige opvækst[20] er blevet opdraget af bl.a. ernæringsvejledere inden for Team Danmark. Dermed ikke sagt at Lupton tager fejl; madens funktionalitet spiller uden tvivl en stor rolle i den moderne vestlige opfattelse af kost – og dermed naturligvis også hos vores informanter – men denne opfattelse gøres meget konkret og eksplicit i forbindelse med kampen for gode sportslige præstationer.
Da vi meget tidligt i feltarbejdet blev opmærksomme på tilstedeværelsen af en madopfattelse, der havde forrang over andre, sekundære eller underordnede opfattelser, fandt vi Gerd Baumanns beskrivelse af en Dominerende Diskurs blandt immigranter i Londonforstaden Southall (Baumann 1996, 1997) anvendelig som model for kulhydrat-religionens betydning for vores informanter. Kulhydrat-religionen kan opfattes som en Dominerende Diskurs om mad, som beboerne på Gildhøj tager udgangspunkt i, men som også udfordres af andre forestillinger om mad, og overordnet af idealet om et sundt liv. Vi havde fra starten forventet at kunne bruge Baumanns begreb "diskursiv kompetence" som udgangspunkt for at udforske kompleksitetsbegrebets anvendelighed under et feltarbejde, men vi havde ikke forventet, at så store dele af Baumanns model ville gå igen i vores egen empiri. Med denne model som udgangspunkt blev det dog også hurtigt klart, at der var aspekter ved vores empiri, som Baumanns model ikke kunne rumme.
En væsentlig forskel er, at hvor Baumann lægger vægt på aktørernes evne til at veksle mellem forskellige diskurser i forskellige situationer – på aktørernes diskursive kompetence – opfatter vi kulhydrat-religionen som en meget autoritær del af en sammenhængende forestillingsverden, hvor det ikke var ualmindeligt, at vores informanter anvendte kombinationer af forskellige forklaringsmodeller til at besvare vores spørgsmål. I det følgende citat taler en informant om, at hun spiser slik af lyst, men hun udvider sin forklaring med henvisning til kulhydrat-religionen:
"…det er jo kulhydrater i princippet. Det eneste dårlig ved slik, det er jo faktisk, at du ikke får nogle vitaminer med. Fordi det er egentlig…der er ikke noget fedt i at spise slik, altså du bliver ikke hverken tyk eller noget som helst…"
Vi lægger også vægt på variationen mellem de enkelte informanter, idet en kompleks analyse må kunne rumme flere individuelle variationer, end Baumann umiddelbart lægger op til. Hos Baumann forekommer kompleksitetsbegrebet at være et underforstået aspekt ved en ellers todimensionel og statisk analysemodel. Især ideen om, at hver "gruppe" i Southall repræsenterer én moddiskurs, virker som en grov generalisering i et miljø, hvor forhandling af "etnisk" identitet og tilhørsforhold spiller en så markant rolle. Et forsvar af Baumanns diskursanalyse ville sandsynligvis henvise til, at variationen indenfor diskurserne er implicit, men vi anser denne anvendelse af diskursbegrebet for problematisk. Denne kritik er inspireret af Luptons kritik af begrebet identitet og anvendelse af begrebet subjektivitet.
Både Barth og Lupton lægger op til, at et fællesskab ikke defineres ud fra, hvad folk siger, eller hvordan de handler, men snarere ud fra det der tales og handles ud fra. I vores felt er der mange forskellige meninger om, hvad mådehold og det sunde liv er, men kategorierne, der indgår i forklaringerne er de samme.
Vores analytiske model indeholder altså kategoriseringer. Vi taler ikke om "tendenser", "strømme" eller "mosaikker" sådan som flere postmodernistiske teoretikere har forsøgt sig i løbet af de sidste tyve år for at rejse sig efter "opgøret med mesterfortællingerne" (Hastrup 1999: 101). Vi relaterer derfor vores teoretiske tilgang til en strukturalistisk tradition, som netop søger "en kulturs" bagvedliggende "struktur". Som det forhåbentlig allerede fremgår, går vi dog langt fra strukturalismens ærinde; vi vælger i stedet, som Deborah Lupton, at kalde vores tilgang for post-strukturalistisk. Lupton karakteriserer den poststrukturalistiske tilgang således:
"Poststructuralist perspectives draw on inquiries into the socially constructed nature of knowledges, emphasizing the centrality of language in meaning (Lupton, 1996:12).
Vi fokuserer altså på den – om man vil, bagvedliggende – sociale konstruktion af vores informanters madopfattelser og mener at kunne udlede den af de semantiske kategorier, som disse opfattelser udtrykkes i.
Som i andre samfundsvidenskabelige discipliner må antropologen være bevidst om, at objekterne også er subjekter, som ikke bare afgiver svar, men også modtager indtryk og påvirkes af antropologens tilstedeværelse. Vi har selv direkte oplevet informanternes reaktion på de reflektioner, vi satte i gang hos dem, tydeligst udtrykt i forbindelse med fokusgruppediskussionen, som afsluttede vort feltarbejde. I den uformelle snak efter diskussionen udtrykte flere informanter, at de var blevet overraskede over og først da havde fundet ud af, hvor meget de egentlig havde til fælles i deres forhold til og opfattelse af mad og et sundt liv. Hvor de under de individuelle interviews havde givet udtryk for, at de mente, der var stor forskel på dem, hvad mad angik; at nogle var ret fanatiske, mens andre tilsyneladende ikke tænkte særligt meget over, hvad de spiste, så bekræftede fokusgruppediskussionen, at de i virkeligheden var ret enige i deres tilgang til mad, og denne fællesskabsfølelse var dermed direkte foranlediget af vort feltarbejde og tilstedeværelse.
I forhold til vores evaluering af, hvad vi har efterladt i felten, var dette en god oplevelse for os. I princippet kunne det modsatte sagtens have været tilfældet, idet vi kunne have bragt skjulte konflikter og uoverensstemmelser op til overfladen – både mellem informanterne og i den enkelte informant. Nogle af beboerne på Gildhøj-kollegiet ønskede ikke at medvirke i vores undersøgelse, og vi fik ad omveje at vide, at det i ét tilfælde skyldtes, at vedkommende var i behandling for en mulig anoreksi. Havde denne beboer ikke selv sagt fra i forhold til undersøgelsen, kunne vores fokus på informanternes forhold til mad måske have haft utilsigtede og uheldige konsekvenser. Havde vi opdaget, at en informant rent faktisk led af en spiseforstyrrelse, ville vi have stået i et moralsk dilemma: Hvad vejer tungest – tavshedspligten over for informanten, eller ansvarsfølelsen over for vedkommendes ve og vel? Skulle vi have sladret til Team Danmark eller vedkommendes træner eller blandet os udenom? Fag-etisk er det korrekt at holde tæt med fortrolige oplysninger, mens det med hensyn til medmenneskeligt ansvar kan være forkert ikke at bruge sin viden til at handle.
Det etiske dilemma, der ligger i behandling af fortrolig data, beskrives af antropologen John Van Maanen i forbindelse med et feltarbejde blandt politifolk i en ikke navngivet by (1983). Det at han ikke navngiver byen har også givet anledning til diskussion i forhold til vores felt, men vi mener, at der er vægtige moralske og juridiske grunde til, at han vælger at holde stedets identitet hemmelig, og at de samme grunde ikke er til stede i vores tilfælde. Vi har dog valgt at holde vores informanter anonyme, dels fordi det ikke ville tjene noget formål at kalde dem ved navn, dels af respekt for deres privatliv.
Vores tidligere diskussion af informanternes dannen narrativer på vores indirekte foranledning har også et etisk aspekt: Det at få informanterne til at tale indgående om deres forestillinger, som ellers ikke formuleres eksplicit, kan på den ene side forvirre ved at problematisere en forestillingsverden, der har været taget for givet. På den anden side kan netop det at reflektere over den og dermed danne narrativer, forstærke informantens forestilling. Vi anser det for mest sandsynligt, at vores projekt har efterladt et indtryk og inspireret til refleksion uden nødvendigvis at have vendt op og ned på informanternes verdensbillede.
Inden selve feltarbejdet begyndte, fremlagde vi projektet for vores kommende informanter, og det fremkaldte på et tidspunkt følgende kommentar fra en af informanterne:
"Nu har I altså advaret nok – medmindre I er ude på at afskrække os fra at være med!"
Kommentaren kan på den ene side opfattes som et kompliment, idet vi netop gjorde meget ud af grundigt at forberede informanterne på, at vores undersøgelse ville kræve megen tid og energi af dem. Vi ønskede ikke at "indfange" nogen på falske forudsætninger. På den anden side kan vores advarsler have virket nedladende og formynderiske – især for personer, der lever et meget selvstændigt liv og desuden er vant til opmærksomhed bl.a. fra medierne.
Alt i alt har vores feltarbejde ikke direkte givet anledning til alvorlige etiske overvejelser, så vi kan ikke trække på praktisk erfaring i diskussionen af antropologisk fag-etik. Generelt mener vi dog, at fag-etik ikke kan adskilles fra andre etiske hensyn såsom medmenneskeligt ansvar og borgerpligt. Beslutninger i etiske dilemmaer træffes aldrig let men må trække på den enkelte forskers samlede afvejning af det konkrete problem og konsekvenserne af den trufne beslutning.
I vores problemformulering satte vi os for at diskutere brug af kvalitative metoder i et felt med begrænset adgang. Som skrevet var deltagerobservation i høj grad besværliggjort af informanternes manglende sociale fællesskab på kollegiet, og deres stramme tidsplan. Opgaven har dog vist, at man kan benytte sig af kvalitative metoder i et felt, hvor deltagerobservation er besværliggjort. I et længerevarende projekt ville det være muligt at gøre større brug af "multisited" feltarbejde, men som vi har argumenteret for, kan man sammenligne vores arbejde med aftaleantropologi, og i den forbindelse har vi gjort brug af andre metoder. I sidste ende har interviewet udgjort kernen i vores metodevalg, og dermed har det talte været udgangspunkt for vores analyse.
En analytisk tilgang, der kan rumme, at kategorier ikke betragtes som statiske og absolutte men derimod tager højde for, at virkeligheden består af variationer i forklaringsmodeller og afvigelser fra kategorier, gør det muligt at studere fællesskaber, der ikke er afgrænsede i tid og rum. Vore informanter havde ikke blot været vanskelige at følge som informanter i traditionel forstand, det havde også været problematisk at karakterisere dem som medlemmer af et fællesskab i traditionel forstand.
Vores opgave har i den forbindelse vist, at vore informanters fællesskab består i deres delte forklaringsmodeller. Vi har beskrevet forklaringsmodellerne i relation til informanternes overordnede forestilling om det sunde liv. Formidlingen af forklaringsmodellerne har under vores interviews antaget en narrativ form, som er et udtryk for, at informanterne skaber mening og sammenhæng i deres erfaringer og i deres valg. Narrativet strukturer det talte til det fortalte, et forhold som genfindes i forholdet mellem vores analytiske opmærksomhed på narrativet og vores metodiske fokus på det talte. Vi lagde ud med et citat af Wolf Bleek, som således også slutter vores opgave.
Bach, Dil (1998). "En bid af Amerika - om naturlig mads sensuelle og æstetiske aspekter". Specialerække nr. 118, Institut for Antropologi, København.
Barth, Fredrik (1993). “Balinese Worlds". Chicago og London: The University of Chicago Press.
Baumann, Gerd (1996). "Contesting Culture. Discourses of identity in multi-ethnic London". Cambridge: Cambridge University Press.
Bleek, Wolf (1987)."Lying Informants: A Fieldwork Experience from Ghana“ Population and Development Review 13(2): 314-322.
Carroll, Lewis (1865[1993]). “Alice In Wonderland". Chancellor Press.
Cohen, Anthony P. (1984). "Informants" i Roy Ellen (red.): Ethnographic Research, s. 223-229. London: Academic Press.
Goffman, Erving (1972). “Alienation from Interaction" i Interaction Ritual,s. 113-136. Harmondsworth: Penguin.
Hastrup, Kirsten (1992). "Det Antropologiske Projekt - om forbløffelse". København: Gyldendal.
Hastrup, Kirsten (1995). "A Passage to Anthropology. Between experience and theory". London og New York: Routledge.
Hastrup, Kirsten (1999). "Viljen til Viden. En humanistisk grundbog". København: Gyldendal.
Knudsen, Anne (1995). "Mercedes-Modellen. Feltarbejde blandt de u-eksotiske". Tidsskriftet Antropologi 31: 19-26.
Lupton, Deborah (1996). "Food, the Body and the Self". London: Thousand Oaks, New Delhi: Sage publications.
Marshall, C og G.B. Rossman (1995). "Data Collection Methods" i Designing Qualitative Research,s. 78-86. Thousand Oaks: Sage Publications.
Nader, Laura (1969[1972]). " Up the Anthropologist. Perspectives Gained from Studying Up" i Dell Hymes (red.): Reinventing Anthropology, s. 284-308. New York: Pantheon.
Nielsen, Finn S. (1996). "Nærmere kommer du ikke...". Bergen: Fakbokforlaget Vigmostad & Bjørke A/S.
NN (1994). “ Fænomenologi" i Frans Gregersen og Simo Køppe (red.): Idehistorie. Ideer og strømninger i det 20. århundrede, s. 217.228. Forlaget Amanda.
Sanjek, Roger (1990). “On Ethnographic Validity" i Roger Sanjek (red.): Fieldnotes. The Makings of Anthropology, s. 385-413. Ithaca: Cornell University Press.
Skultans, Vieda (1997). “Theorizing Latvian Lives: The Quest for Identity". Journal of the Royal Anthropological Institute (N.S.) 3(4): 761-779.
Spradley, James P. og David W. McCurdy. (1972). "Cultural Meaning" i The Cultural Experience, s. 57-77.Illinois: Waveland Press.
Spradley, James P. (1979). "The Ethnographic Interview". Fort Worth: Harcourt Brace Jovanovich College Publishers.
Steffen, Vibeke (1997). "LifeStories and Shared Experience". Social Science and Medicine 45(1): 99-111.
Tonkin, Elizabeth (1984). "Participant observation" i Roy Ellen (red.): Ethnographic Research, s. 216-223. London: Academic Press.
Van Maanen, John (1983). “The Moral Fix: On the Ethics of Fieldwork" i Robert M. Emerson (red.): Comtemporary Field Research. A Collection of Readings, s. 269-287. Boston: Little, Brown & Co.
Wulff, Helena (2000). "Access to a Closed World. Methods for a Multilocale Study on Ballet as a career" i Vered Amit (red.): Constructing the Field. Ethnographic Fieldwork in the Contemporary World, s. 147-161. London: Routledge.
[1] Her tænker vi ikke pragmatisk i en filosofisk pragmatisk forstand som f.eks. filosofferne John Dewey og William James fra begyndelsen af 1900-tallet men derimod om den gængse forståelse af pragmatisk, som har at gøre med det praktisk gennemførlige frem for med principper og idesystemer.
[2] Vi er klar over implikationerne ved at bruge ordet "informant". Ordet har været omdiskuteret, fordi det indikerer at antropologens studieobjekt, informanten, passivt underordner sig antropologiens analyse. Se Finn Sivert Nielsen (1996: 13) for en uddybende diskussion.
[3] Ekspert-begrebet bruges i antropologisk sammenhæng som en bred betegnelse for personer med professionel viden, som derigennem anses som autoriteter. (Jensen 1994: 107)
[4] Her tænker vi forbløffelse i en Hastrupsk forstand, dvs. den professionelle forbløffelse som er antropologens erfaring af kulturelle forskelle og fremdragen overraskelser fra det hav af måder hvorpå kultur og samfund formes af mennesker – og omvendt. (Hastrup 1992: 7)
[5] I denne forbindelse tænker vi uvilkårligt på Kirsten Hastrups "empiri opstår i mødet" (Hastrup 1999: 144), men det er en anden diskussion.
[6] Her henholder vi os til Luptons definition af diskurs: ""et ordnet system af sprog og praksisser, der omgiver et fænomen såsom mad, spisning og kropsliggørelse" (Lupton citeret i Bach 1998: 14)og som spiller en afgørende rolle for produktionen og reproduktionen af den betydning, der omgiver det pågældende fænomen" (Bach: 14)
[7] Vi er naturligvis klar over, at det at være en irriterende skygge for informanterne, er et vilkår i feltarbejde. Vi nævner det specifikt, fordi vore informanter lever et ekstraordinært travlt liv, hvor der ikke kan presses meget mere ind.
[8] "Studying up" er også ment som "up" i forhold til antropologiens traditionelle studieobjekter.
[9] verbalt
[10] Flødeboller kan vist godt betegnes som kulhydratholdige, men i så fald er det de hurtige kulhydrater.
[11] Som en lille indskydelse her kunne det være interessant at reflektere over, hvorfor kulhydraternes funktion ikke føles direkte i kroppen, men grundet vores dominerende metode, interviewet var det ikke muligt at gå længere ind i studie af kroppen.
[12] I henhold til vores oprindelige problemformulering forventede vi at skulle undersøge om, der foregik en institutionalisering af kroppen. Dette ville kræve at vi inddrog flere eksperter, udover "madmor" hvilket vi af tidsmæssige årsager ikke gjorde. Det kunne stadig være spændende at undersøge, hvorfra den stærke forestilling om kulhydrater finder sin autoritet.
[13] Egen oversættelse af begrebet "domain", se Spradley side 17 for diskussion af begrebet.
[14] Vi vender tilbage med en mere en uddybende diskussion af narrativet i afsnittet af samme navn.
[15] Hvordan dette fællesskab er kommet i stand, og hvordan det vedligeholdes, kan vi ikke tilbyde noget endegyldigt svar på, da vore data ikke muliggør en tilfredsstillende af problemstillingen. Se også note 11.
[16] Hastrups karakteristik af semantiske tætheder indgår i en mere omfattende diskussion af prototyper. Vi anvender udelukkende begrebet til at gøre Spradleys taksonomiske model mere dynamisk.
[17] Social forstået som selskabelig
[18] For en uddybning af begrebet "naturlig" henvises til afsnittet "Vejen til viden – introduktion og problemformulering" (Bach 1998: 4 ff.)
[19] "Et flip" skal forstås som en stærk lyst til at spise usundt.
[20] Vi forholder hos gennem hele analysen primært til den del af informanternes liv, som leves som idrætsudøvere. Derfor finder vi det nødvendigt at skelne mellem deres "sportslig opvækst" – dvs. de opfattelser de møder hos trænere, ernæringsvejledere m.fl. - og deres tidlige opvækst.