Klaus Ferdinand: Den etnografiske samling på Moesgård

This is the html version of the file http://www.etnografika.dk/samling/Tekster/Ferdinand.pdf.
G o o g l e automatically generates html versions of documents as we crawl the web.

Den etnografiske samling på Moesgård
KLAUS FERDINAND

--------------------------------------------------------------------------------
Page 1
33
Det ser atter lyst ud for de etnografiske museumstanker i
Århus. Det vedvarende arbejde med etnografisk indsamling og
formidling bærer nu frugt. Pr. 1. januar 1999 er den første
etnografiske museumsinspektør ansat på Moesgård Museum.
Det sker samtidig med, at en håndfuld etnografer, tre univer-
sitetsansatte, museumsinspektøren og en emeritus arbejder
med planerne for indholdet i det planlagte nye etnografiske
museum på Moesgård, hvortil der forventelig snart ansættes
endnu en museumsinspektør.

Planerne for et Etnografisk Museum i Århus går tilbage til den
ekspansive periode i årene umiddelbart efter Anden Verdens-
krig en periode fuld af forventninger til fremtiden. I Århus
var den vidsynede kulturpolitiker, borgmester Svend Unmack
Larsen (1893-1965), en drivende kraft. Han var aktiv for at
få faget arkæologi etableret ved universitetet og få Aarhus Mu-
seum gjort til et videnskabeligt arbejdende Forhistorisk Mu-
seum, som skildret af Poul Kjærum andetssteds i denne bog.
Det skete i 1949 med P. V. Globs ansættelse som professor i
forhistorisk arkæologi og europæisk forhistorie. Glob (1911-
85), der kom fra en stilling som museumsinspektør på Na-
tionalmuseet (Danmarks oldtid), havde gode kontakter til et-
nograferne, og han var formodentlig også med i de tidlige pla-
ner omkring etnografien i Århus. På Nationalmuseets Etno-
grafiske Samling var Henning Haslund-Christensen i gang
med forberedelserne til sin ny og største ekspedition, hvis mål
var at dække områderne fra Mongoliet i øst til Iran i vest.
Denne ekspedition fik karakter af national opgave med Kon-
gen som protektor. En landsindsamling blev startet, og Has-
lund henvendte sig også til Århus om støtte. Man var positiv,
for som det hed i begrundelsen: "Aarhus by og Aarhus Uni-
versitet ... vil faa andel i de etnografiske samlinger, som eks-
peditionen bringer med sig hjem", og de: "vil kunne danne
grundlaget for et etnografisk museum i Aarhus ...". Byen be-
vilgede 25.000 kr. og fra byens erhvervsliv skaffedes yderligere
15.000 kr. Unmack Larsen argumenterede: "at man maatte
modtage denne chance ... Aarhus var ved at blive et nyt kul-
turcentrum udenfor København ... Nu forelaa der en opgave,
og der kunde sikkert løses flere saadanne.".

Udviklingen tog fart, efter at P. V. Glob kom til Århus. Den
25. maj 1950 gør borgmester Unmack Larsen status i et in-
terview med Aarhuus Stiftstidende under overskriften: "Aar-
hus Museum bliver Videnskabs Centrum moderne forhisto-
risk Samling og nyt etnografisk Museum.". Den direkte anled-
ning var, at Globs gamle studiekammerat etnografen Werner
Jacobsen i december 1949 var kommet hjem fra sin første
efterkrigstidsekspedition til Indien og nu sammen med Glob
lagde planer for en ny stor ekspedition. For at støtte denne
ekspedition og i det hele taget at fremme de etnografiske pla-
ner blev endnu et initiativ taget, en Jydsk Ekspeditionskomi-
té blev dannet med Glob og Unmack Larsen som de driven-
de kræfter. Unmack Larsen siger videre i interviewet:
"Aarhus Museums Bestyrelse og Aarhus Byraads Budgetud-
valg har i nærmeste Samarbejde med Nationalmuseets Le-
delse godkendt Planerne for en Reorganisering af Aarhus
Museum ... Samtidig har man besluttet at knytte et etno-
grafisk Museum til det forhistoriske Museum ... For at
skabe bedre Baggrund for Forstaaelsen af Kulturudviklin-
gen i Danmark ... ".

Grundlaget skulle skabes på Werner Jacobsens ny ekspedi-
tion. Men den jydske komité kom aldrig i gang; det blev Dansk
Ekspeditionsfond i København, der finansierede Werner Ja-
cobsen, som også fik støtte fra sin hjemby Herning. Det be-
stemtes, at det indsamlede materiale skulle deles mellem Na-
tionalmuseet og Forhistorisk Museum. Ekspeditionen skulle
være ude et år, men det blev 1959, inden Werner Jacobsen
vendte hjem og Århus blev rigeligt belønnet med uvurder-
lige samlinger fra Nepal og Indien.

Fra starten var det klart, at udbygningen af den etnografiske
samling måtte ske i samarbejde med Nationalmuseet, som
også blev inddraget i planlægningen. Globs plan var et alment,
Den etnografiske samling på Moesgård
KLAUS FERDINAND

--------------------------------------------------------------------------------
Page 2
34
kulturhistorisk museum, hvor etnografiske og arkæologiske
samlinger supplerede hinanden. I den forbindelse udtaler
overinspektør dr. Kaj Birket-Smith fra Nationalmuseets etno-
grafiske samling sig i brev til Forhistorisk Museum (21/6-
1959) om de etnografiske indsamlingsprincipper:

... hvis man vil undgå at skabe en tilfældig samling fuld af
huller og derfor uden videnskabelig og folkeopdragende
værdi ... bør [man] ... koncentrere sig om enkelte kultur-
former, fra hvilke der endnu kan skaffes en alsidig repræ-
sentation, og som tilsammen danner et fast og naturligt
hele".

Han foreslår endvidere, at det skal være samlinger, som kan
illustrere: "den kulturhistoriske udvikling og kulturens geo-
grafiske tilpasning til miljøet ...", og som repræsenterer er-
hvervskulturens hovedformer. Efter opregning af hvilke sam-
linger der stadig vil kunne fås, runder Birket-Smith af med, at
et sådant kulturhistorisk museum: "...ikke blot vil kunne bli-
ve et værdifuldt led i universitetsundervisningen ..., men det
vil også være noget nyt inden for den danske museumsver-
den". Birket-Smith opregner i sit brev følgende mulige ind-
samlinger:

Samlere og lavere jægere: Indisk primitivstamme og
australiere,
Højere jægere: Grønlændere,
Nomader: Lapper, arabere og todaer,
Lavere agerbrugere: Indisk primitivstamme, papuaer og
østafrikansk stamme,
Højere agerbrugere uden plov: Mexico eller Peru,
Højere agerbrugere med plov: Afghanistan, Indien og Kina".

Disse tanker lå i mange år bag den videre udvikling af de et-
nografiske samlinger i Århus.

I 1945 var faget etnografi blevet oprettet ved Københavns
Universitet med Birket-Smith i et eksternt lektorat. I 1950
blev Johannes Nicolaisen fagets første magister. Han havde i
studietiden for meget små penge været på to rejser i Nordafri-
ka og havde planer om et større feltarbejde blandt de noma-
diske tuareger, men det kneb med finansieringen. Glob var
velkendt blandt ældre som yngre etnografer, og tiltroen til
Faksimiligengivelse af Aarhus byraads forhandlinger 1947-48 A
fra den 25. september 1947 om bevilling til Den 3. danske
centralasiatiske ekspedition mod at få andel i de etnografiske
indsamlinger.
KLAUS FERDINAND

--------------------------------------------------------------------------------
Page 3
35
hans formåen var stor. Nicolaisen sendte sin forskningsplan
som ansøgning til Glob med anbefalinger fra Etnografisk Sam-
lings afrikaekspert Jens Yde, professoren i kulturgeografi C. G.
Feilberg og fra dr. Birket-Smith selv. Glob skaffede tilskud til
Nicolaisen både fra Aarhus Universitet og fra Forhistorisk
Museum og desuden en kontrakt med Aarhuus Stiftstidende
om rejsebreve og kronikker. I konsekvens heraf sendte Nico-
laisen sine indsamlinger direkte til Århus. Dette tog Birket-
Smith ham meget ilde op, og han insisterede på en deling mel-
lem Århus og København. Sagen løstes i mindelighed, og skær-
mydslerne i 1951 endte positivt: Nicolaisen fik ved Birket-
Smiths hjælp dækket sit ekspeditionsunderskud og penge til
endnu en tuaregrejse. Konkurrencen mellem Århus og Kø-
benhavn, som der jævnlig pustes til, kom aldrig til at udfolde
sig på det etnografiske indsamlingsfelt.

Nationalmuseets indsamlingspolitik blev forøvrigt efter
Birket-Smiths afgang i 1973 efterhånden stærkt nedtonet, og
Glob og senere museumsledere i Århus sørgede altid for go-
de relationer til Nationalmuseet. Nicolaisens indsamling blev
den første systematiske, videnskabelige indsamling, der kom
til Århus.

I årene, der fulgte, skaffede Glob flere samlinger til Århus
fra danske rejsende som Jørgen Bitsch og Johs. Konnild, til-
dels gennem Nationalmuseets kontakter, og lejlighedsvis delte
man samlingerne som fx Bojsen Møllers store Ny Guinea-
samling. Fra 1953-54 begyndte Glob selv indsamling af etno-
grafika på de arkæologiske ekspeditioner til Den Arabiske
Golf.

Et afgørende skridt i den videre udvikling var, at Det Huma-
nistiske Fakultet i 1953 oprettede "Den etnologiske samling
ved Aarhus Universitet", og at det blev besluttet, "at samlin-
gen ... anbringes i Forhistorisk Museum" for der at komme
under "forsvarligt konservatormæssigt tilsyn". Det var Glob
og den daværende dekan professor P. J. Riis fra klassisk arkæ-
ologi, der var de aktive i denne sag. Det blev samtidig beslut-
tet, at faget etnologi, det senere etnografi, når det måtte bli-
ve oprettet skulle høre under det humanistiske fakultet og ikke
under det kommende naturvidenskabelige fakultet, sådan som
det dengang gjorde i København. Rammen for en fortsat
udbygning var nu lagt og året efter overførtes en mindre Af-
ghanistan-samling fra Nationalmuseet til Forhistorisk Muse-
um som Århus' andel i indsamlingerne på Haslund-Christen-
Lappisk trommestik til "runebom" brugt ved hedenske ceremonier. Norsk Finnmarken 1700-tallet. Den ældste etnografiske genstand fra
det gamle Aarhus Museum. Se Manker 1938. Foto Preben Dehlholm.
DEN ETNOGRAFISKE SAMLING PÅ MOESGÅRD

--------------------------------------------------------------------------------
Page 4
36
sens 3. Danske Centralasiatiske Ekspedition. I 1951 var For-
historisk Museum blevet hjemsted for Forhistorisk Arkæolo-
gisk Institut ved Aarhus Universitet, som derved kom til at
råde over en stab til videnskabelige udgravninger og konser-
vering. Det næste skridt, der stod for, efter at museet i 1954
og 1956 havde ansat inspektør nr. 2 og 3 i arkæologi, var at
knytte en etnolog/etnograf til staben. Her kom universitetet
ind i billedet. Glob kontaktede Nicolaisen og tilbød ham et
adjunktur i Århus, men han stilede imod et i København, som
han siden fik. Derfor blev det mig, der i 1957 blev ringet op
af Glob og opfordret til at søge til Århus. Dengang var der kun
etnografiske stillinger på Nationalmuseet, og da der ikke var
udsigt til, at nogen blev ledig i en overskuelig fremtid, var der
ikke meget at betænke sig på. Ved behandlingen i fakultetet fik
Glob sin kandidat igennem. Det var i efteråret 1957. Som uni-
versitetsadjunkt blev det min opgave at undervise arkæologi-
studerende. Jeg lagde ud med en gennemgang af etnografiens
historie og fortsatte med mellemøstlig regional-etnografi med
berøring til min forskning vedrørende Afghanistan og mate-
riel kultur. For at befæste det museale i denne ansættelse blev
jeg i 1958 knyttet til museet som assistent med de etnografi-
ske samlingers registrering og udbygning som arbejdsområde.

De etnografiske samlinger i Århus
Aarhus Museum havde som andre provinsmuseer fra gammel
tid spredte etnografiske samlinger og enkeltgenstande. I 1891
var nogle endda udstillet (Fra Oldkammer ...1986: 40). I
1920'erne blev de næsten alle overført til Naturhistorisk
Museum. Nok fordi man der bedre forstod sig på at tage vare
på fjer og skind' og måske også fordi de fremmedartede sa-
ger var en slags "naturhistorie"? I 1958 var der kun to stk. et-
nografika på Forhistorisk Museum. Udbygningen tog deref-
ter fart særlig gennem forbindelser til etnograferne i Køben-
havn, men også gennem mine indsamlinger i Afghanistan,
Iran, Qatar og Bahrain, og senere gennem indsamlinger af ar-
kæologer på ekspeditionerne til Den Arabiske Golf. Det blev
til indsamlinger ved Jens Yde, Johannes og Ida Nicolaisen,
George Nellemannn, Lennart Edelberg, medlemmer af Noo-
na Dan Ekspeditionen som Jens Bjerre, Sofus Christiansen,
Lorenz Ferdinand, Torben Monberg og Torben Wolff, og Sven
Fogh. Fra Golfekspeditionerne drejer det sig om følgende
indsamlere: P. V. Glob, Hans Berg, Peter Crabb, Kjell Falk,
Søren H. Andersen, Jørgen Lund, Arne Thorsteinsson, Vagn
Kolstrup, Poul Kjærum, Flemming Højlund, Poul Rovsing
Olsen og Gunnar Lange Kornbak. (Se Ferdinand 1971: 26-28;
1975: 484-87;1993).

Planerne om udflytning til Moesgård var i de år et standende
diskussionemne på museet ude i byen og blandt de lokale
politikere. Reaktionerne var blandede. De store og storslåe-
de udstillinger "Jubilæumsudstillingen Nepal-Indien" 1961
med Werner Jacobsens farverige og kostbare samlinger og den
arkæologiske og etnografiske udstilling "Med til Bahrain"
1962 om resultaterne fra Golfen var, om man så må sige,
Globs afskedsindlæg i denne debat. Her kunne folk se, hvad
der var i vente på Moesgård! I 1960 var Glob blevet rigsanti-
kvar, men han fortsatte som chef for Forhistorisk Museum til
1962, hvor han blev efterfulgt af Ole Klindt-Jensen (1918-
80), efter at denne var blevet professor i 1961.
Den videre etnografiske udvikling hænger nøje sammen
med, at etnografi blev oprettet som fag ved Aarhus Universi-
Unesco-samling fra Zambia under omarbejdelse af Tove Nyholm i
registreringsrummet på Etnografisk Afdeling 1994.
KLAUS FERDINAND

--------------------------------------------------------------------------------
Page 5
37
tet. Det skete i 1963, da universitetsadjunkturet blev fulgt af
en tjenestemandsstilling som afdelingsleder, argumenteret ud
fra at sikre min fortsatte tilknytning til universitetet med spe-
cielt ansvar for Den etnografiske Studiesamling. Instituttet
omdøbtes umiddelbart til Institut for forhistorisk arkæologi
og etnografi, og ligestillingen mellem fagene blev yderligere
markeret ved at jeg i min ansættelse på museet nu blev besty-
rer af dets etnografiske afdeling (afdelingsleder) med samme
honorarbetaling som Klindt-Jensen fik for hans ulige større
job at stå for hele museet. Studerende, der ønskede at stude-
re etnografi, var forøvrigt allerede dukket op i 1962 og det var
med til at fremme fagets etablering (Strandgaard 1991). Fra
starten af blev feltarbejde en del af studiet, og snart var de stu-
derende med til at bringe samlinger hjem fra nær og fjern: fra
Lapland, Nigeria, Niger, Kenya, Tanzania, Uganda, Iraq, Indi-
en, Peru, Thailand (Ferdinand 1971; 1975). De studerende
var også aktive i de første etnografiske særudstillinger på det
gamle museum: "Fangstfolk" 1964 og "Fra hakke til plov"
1965, samt i den storstilede "Unesco-Uge" i Århus rådhus-
hal i 1963. Men en stadig begrænsning var den manglende
mulighed for en permanent udstilling, samtidig med at sam-
lingerne fortsat voksede. Det var medvirkende til etableringen
af Unesco-samlingerne i 1964 et pædagogisk aktiverende
"Museum ud ad Huset" i samarbejde med Unesco-Skole-
projektet i Undervisningsministeriet. Umiddelbart resultere-
de det i indsamlinger ved Lennart og Margot Edelberg i Afgha-
nistan og ved Mette Bovin i Nigeria; det blev til 4, siden 6
samlinger, der cirkulerede til skoler og seminarier landet over
(Ferdinand 1971; 1975, Struwe 1991).

De studerendes obligatoriske feltarbejde blev i denne for-
bindelse af afgørende betydning, og samlingerne voksede støt:
i 1974 var der yderligere samlinger fra Lapland, Kenya (3 stk.),
Uganda, Marokko, højlandsindianere i Peru, Indien og Jugo-
slavien (som baggrund for arbejdskraftvandring). Alt i alt 15
samlinger. Dette projekt var en stor succes og noget nyt her-
hjemme ikke blot for skolen, men også musealt. Det nye var
bl.a. forankringen af samlingerne i en etnografisk faglighed i
såvel indsamling som i fremstilling. Denne forankring opret-
holdtes ved, at det var muligt at rekvirere foredragsholdere i
forbindelse med lånene og ved en fortsat kontakt mellem lå-
nere og etnografer. En kontakt som indledtes på de årlige
instruktionskurser: "Om brugen af etnografika i undervisnin-
gen", hvor nye samlinger præsenteredes af indsamlere. Del-
tagelse i disse kurser var og er forudsætningen for at kunne
være låner. Det særegne ved Unesco-samlingerne er, at de er
brugssamlinger, der må prøves, eksperimenteres med og ta-
ges på. De er bevidst ikke antikvarisk museale, men viser dag-
ligdagen af idag og bliver således en illustration til de store og
drastiske ændringer, som foregår verden over en slags "no-
ter til tiden, dens vilkår og problemer" anskuet i et etnogra-
fisk perspektiv. Unesco-skoleprojektet i Undervisningsmini-
steriet finansierede i de første år hele projektet og finansierer
fortsat de årlige lærerkurser. I tiåret for Unesco-samlingernes
spæde begyndelse blev der i 1974 holdt et internationalt sym-
posium på Moesgård med støtte fra Unesco i Paris og Under-
visningsministeriet i København. Temaet var centralt: De et-
nografiske museers forskelligartede roller i udviklingslandene
Plakaten fra vandreudstillingen
Ny Guinea hvad sker der?

Den først store etnografiske udstilling på Moesgård Museum,
1971. Til påtryk af tid og sted.
DEN ETNOGRAFISKE SAMLING PÅ MOESGÅRD

--------------------------------------------------------------------------------
Page 6
38
og i den industrialiserede verden, hvor hovedtendenserne
henholdsvis er opbygning af en national identitet og en tvær-
kulturel og international forståelse. Symposiet såvel som den
efterfølgende rapport havde titlen "The role of the anthropo-
logical museums in national and international education".
Men i 1974 var 'Moesgård' for længst en realitet. De store
linjer havde Glob og Unmack Larsen udstukket, men det var
Ole Klindt-Jensens fortjeneste, at de blev realisable og gen-
nemført. Det gjaldt for såvel Moesgård som for etnografien,
at det skete i, hvad der er blevet kaldt et "smukt parløb"
mellem museum og universitet.

De voksende etnografiske samlinger og her er der aldrig
blevet skelnet mellem, om de retteligt tilhørte museet eller
universitetet fandt i 1960'erne deres første og grundlæggen-
de systematiske magasinering under skunken på loftet i det
gamle museum, som nabo til kontor, undervisningslokale og
et diminutivt bibliotek (se Strandgaard 1991: fig. s. 11, 13).
Siden indtog samlingerne andre lokaler. Ja, vi kunne såmænd
have fortsat i museet inde i Århus og være startet for os selv.
For Klindt-Jensen tilbød, at etnografien kunne overtage hele
bygningen, når arkæologerne flyttede til Moesgård. Men jeg
takkede nej. Moesgård var og blev fremtiden også for os!
I 1966 var Etnografisk afdeling færdig til indflytning i Ka-
valerfløjen af Moesgårds hovedbygning. Der var vækst nær sagt
overalt. I 1968 havde universitetsafdelingen fået tillagt en
halvdags sekretær og i 1969 blev den netop færdige første
magister i etnografi straks ansat som amanuensis. Men det
lysnede også for det museale. Magister nr. 2 Ole Strandgaard
blev oplysningsinspektør på Forhistorisk Museum om foråret
før åbningen af museet i september 1970. Det var en klar op-
prioritering af det etnografiske, men det varede ikke ved. Stil-
lingen blev sparet bort i 1973. Permanente etnografiske ud-
stillinger åbnede om "Grønland" og om "Nuristan og Kalash-
området" i egen hal. Sidstnævnte med Nationalmuseets og
vore egne enestående samlinger og med Nuristan-forskeren
Lennart Edelberg (1915-81) som primus motor for udstil-
lingsarbejdet og et efterfølgende internationalt forsknings-
symposium i 1970 (Jettmar and Edelberg 1974; Ferdinand
1984). I 1989 blev begge udstillinger afløst af en nyopstilling
af "Nuristan Kalash" ved cand. phil. Svend Castenfeldt og
professor Halfdan Siiger, igen efterfulgt af et internationalt
forskningssymposium i 1993 som omtalt af Castenfeldt andet-
steds i dette skrift. I 1994 blev udstillingen udbygget med et
fornemt fotosupplement ved fotografen Torben Stroyer og
cand. mag. Mytte Fentz, som i 1998 sørgede for udstillingen
af vort nyerhvervede nuristanske gudebillede.

Forhistorisk Museum lanceredes ved åbningen i 1970 som
"Moesgård det arkæologiske og etnografiske museum", en

Billedet øverst:
Luristan-teltet indkøbt af Lennart Edelberg til Moesgård. Her
opstillet på indkøbsstedet Sar-i Tarhan i Luristan 1964 for at få
vejledning i hvad der manglede i at have et komplet telt. Tilstede
lokale ledere og ekspeditionsdeltagerne Erik Ejrnæs, Henrik Thrane,
H. Helmuth Andersen og Erik Brinch Petersen. (Se Mortensen
1993: 102, Fig. 6,30).Foto Lennart Edelberg 1964.
Nederst:
Bazargade i Afghanistan-udstillingen i 1976 på Moesgård.

KLAUS FERDINAND

--------------------------------------------------------------------------------
Page 7
39
forløber for statsanerkendelsen som specialmuseum for arkæ-
ologi og etnografi i 1976. Etnografien var og forblev den lille
i denne sammenhæng. Forhistorisk Museum tog sig af udstil-
linger og det konservatormæssige, mens Universitetet tog sig
af at sikre samlingerne (dengang ca. 8.000 genstande) og støt-
te deres udbygning, arbejdsmæssigt og økonomisk: I 1969
indrettedes nyt magasin og kompaktudstilling på loftet oven
over Stenalderudstillingen; i 1970 ansattes på 3/8 tid (sene-
re haæv tid) magasinbetjent, og i 1972 fulgte halvtids studie-
samlingssekretær og et mindre tilskud til studentermedhjælp
til registrering. Endelig i 1973 fik Studiesamlingen et selv-
stændigt annuum, der gennem de næste 20 år forblev så godt
som uændret på omkring 35-40.000 kr. indtil det i 1997 hæ-
vedes til 60.000 kr. Arbejdet med samlingerne kom således i
fastere rammer, selvom det fortsat kneb med tid og penge til
en fyldestgørende registrering. Stadig var det dog militærnæg-
tere, som stod for meget af arbejdet.

Universitetet var i kraftig vækst i disse år, studentertallet
eksploderede og nye videnskabelige lærerstillinger (amanuen-
ser/adjunkter) blev oprettet på stribe. Efter den første allerede
nævnte fra 1969 kom der én adjunkt-/lektorstilling i hvert af
årene 1970, 1972 og 1975 og to i 1976, hvoraf den ene var
den længe ønskede stilling med tilknytning til studiesamlin-
gen. Men hvad der oprindelig var tænkt som en museumsama-
nuensis-stilling blev til "en adjunkt-/lektorstilling med særligt
ansvarsområde for formidling i tilknytning til undervisning og
forskning under inddragelse af studiesamlingen". De almin-
delige universitetsforpligtelser levnede ikke tid til det grund-
læggende museale arbejde, der var påkrævet for den stadigt
voksende studiesamling. Formidlingsmæssigt gav denne stil-
ling til den forsvandt igen i 1979 afdelingen et godt løft
med udstillinger og foredragsvirksomhed mm., samt inden
for feltet visuel antropologi. Stillingen genopstod først i
1994.

Moesgård Museum gav i samspil med den stadig voksende
etnografiske universitetsafdeling nye og bedre formidlingsmu-
ligheder, der over tid afspejlede den faglige udvikling fra en
generel interesse i u-landsproblemer, social forandring og
anvendt forskning, til studiet af sammenhængen mellem i- og
u-landene, af underudvikling, imperialisme og kolonialisme,
altsammen på baggrund af verdens grundlæggende kulturel-
le variationer. Den etnografiske formidlingsinspektør var her
meget instrumentel. Ved Moesgårds åbning i 1970 indgik der
i særudstillingen "Fra Arbejdsmarken" det etnografiske u-
landsprojekt "Kibichori Water-scheme, Western Kenya" og en
udstilling af en nyerhvevet samling fra de traditionelle "Masa-
ier". I 1971 fulgte "Ny Guinea hvad sker der?" og den fæl-
les arkæologiske og etnografiske temaudstilling "Lertøj"; i
1972 fulgte en mindre udstilling "Stammefolk i Thailand" og
i 1973 friluftsudstillingen "Luristan-nomader" omkring en
netop hjemkommen samling bl.a. med et "sort telt". I 1973-
74 "Masker og marionetter Indisk landsbyteater" med vo-
re omfattende, i europæisk sammenhæng enestående samlin-
ger (cf. Roed 1972; Roed Sørensen 1997) og ledsaget af in-
diske teatertruppers optræden og danseinstruktion.

I 1970'erne blev faglige holdninger og politisk stillingtagen
et "must": De "rigtige" meninger skulle frem! Da det næsten
kun kunne gøres med ord, stod man udstillingsmæssigt over
for en konstant fare: Lange og tunge tekster. Genstande og
materialer måtte ikke overlades for meget til fantasien de
skulle nødig lede museumsgæsterne på afveje! Fra National-
museet kom engagerede etnografiske udstillinger: I 1973 den
solidariske "Tanzania vil selv" og i 1975 den provokerende
Hus fra Ifugao, Filippinerne, genopbygget af lokale håndværkere
under Moesgårds 25 års jubilæumsudstilling i 1995. Foto Lars
Kjærholm 1995.

--------------------------------------------------------------------------------
Page 8
40
"Verdens kvinder kvinders verden", fulgt af vor egen bredere
informative "Thailand". Nyt var det, at der med studieordnin-
gen i etnografi fra 1973 blev mulighed for at få afløsning for
eksamenskrav i regional etnografi gennem arbejde med udstil-
linger, lysbilledforedrag eller artikelskrivning m.v. Ordningen
eksisterer stadig (1999), men nu i tilknytning til metodeun-
dervisning under bachelor-ordningen. Det resulterede i ud-
stillinger, hvor studerende medvirkede, til tider i forbindelse
med undervisningsforløb. Den første af denne slags var plan-
cheudstillingen "Tunesien hvor kommer dadlerne fra?" fra
1974 på baggrund af en feltarbejdsekskursion til Tunesien
med 35 studerende, tre undervisningsassistenter og tre lære-
re. Året efter fulgte turen til Afghanistan og Sovjetunionen, en
måneds ekskursion med 12 ældre studerende, to lærere og
Moesgårds udstillingsdesigner. Takket være gamle kontakter i
Afghanistan og en afghansk gæsteforelæser fra Kabul Univer-
sitet på Moesgård i foråret 1975 blev det til et fint team-ar-
bejde mellem afghanske og danske studenter og lærere. Re-
sultatet blev i 1976 til udstillingen "Afghanistan", der var et
forsøg på en præsentation af den afghanske stat og ikke mindst
de grundlæggende erhverv, en livagtig bazar, samt samfunds-
opbygning og styre illustreret ved et regeringskontor, altsam-
men i kritisk lys i en totalanalyse, som det hørte sig til på den
tid. Udstillingen var farverigt garneret med store fotostater i
sort-hvid og farver omkring fornemme gamle genstande i
antikvitetsforretningen og de seneste afghanske produkter
som plastsko og genbrugssager af gamle bildæk m.m. Det var
dengang, det afghanske turistbureau reklamerede med landet
som "passport to peace", fredeligt og gæstevenligt under rask
modernisering. Denne udstilling blev til under ideelle betin-
gelser: Alle ansvarlige havde været aktive med dokumentati-
on og indsamling i Afghanistan, hvor udstillingsplanen blev
formet og løbende diskuteret og justeret under daglige fælles-
møder med deltagelse af vore afghanske studenter-counter-
parts, 7 ialt, en for hver af vore arbejdshold. I 1978 fulgte
udstillingen "Spillet om Nigeria", der var et "debatoplæg"
omkring udvikling og underudvikling belyst udfra Nigeria og
nyere 3. verdensteorier. Denne udstilling afstedkom indlæg i
Jyllandsposten med heftige angreb på præsentation og tolk-
ninger. Disse to blev ligesom senere udstillinger ledsaget af
temanumre af det etnografiske tidsskrift "Jordens Folk" (11.
årg. nr. 4 1975 om Afghanistan og 13. årg. nr. 2 om Nigeria
skrevet af studerende og lærere; cf. Ferdinand 1979). Begge
fortsatte som vandreudstillinger, ligesom Ny Guinea-udstillin-
gen tidligere havde gjort, endda helt til Grønland. Studenter-
deltagelse var også forudsætningen for, at vandreudstillingen
"Landsbyer under udvikling eller afvikling? Reeføerne i Stil-
lehavet og bjergbønder i Thailand" kunne præsenteres på en
række mindre museer, før den sluttede af på Moesgård i 1979
under titlen "Samfund på underudviklingens vilkår". Med
disse udstillinger og med Unesco-materialesamlingerne havde
etnograferne på Moesgård slået deres navn fast i landets
museale landskab med nybrydende og spændende udstillin-
ger og formidlingsaktiviteter.

Moesgård var alt imens vokset endnu større og blevet me-
re sammensat. I 1971 kom middelalder-arkæologi til, således
at det samarbejdende hele nu bestod af museet og tre univer-
sitetsafdelinger. Det var forøvrigt ved den lejlighed, at vor af-
deling blev til Afdeling for Etnografi og Socialantropologi både
for at syne mere i det lange fælles navn og for at afspejle de
faktiske faglige forhold. Nye samarbejds- og administrations-
former blev også nødvendige. I 1972 oprettedes museumsrå-
det, hvor etnografi havde en fast plads ved sin afdelingsleder
med ansvar for museets etnografiske samlinger, udstillinger og
øvrige aktiviteter som fx Unesco-samlingerne. Samme år
oprettedes aktivitetsudvalg vedrørende formidling, konserve-
ring, grafik (dvs. tegning og fotografering) og terræn, som
bandt institut og museum sammen omkring tilrettelæggelse
af arbejdsgang og prioriteringer inden for disse fælles ar-
bejdsområder. I 1976 undertegnedes overenskomsten mellem
museet og universitetet om Moesgårds drift, som fastlagde
samarbejde og parternes økonomiske involvering. Det var
baggrunden for, at der i 1977 nedsattes et udvalg til en beskri-
velse og vurdering af museets struktur, funktioner, fremtidi-
ge planer og behov (det såkaldte Møllmann-udvalg). Det blev
lejligheden til fra etnografisk hold at understrege, at der på
museet (navnlig efter 1973) hverken var medarbejdere eller
midler til opfølgning af etnografisk formidling. Det var sær-
ligt mærkbart for den permanente etnografiske udstilling og
den påbegyndte etnografiske park med Thai-hus og Sukuma-
hytte. Samtidig var Unesco-samlingerne med ialt 18 samlin-
ger og 280 registrerede lånere i krise pga. manglende løben-
de finansiering til trods for en fortsat succes. Studiesamlingen
under universitetet var derimod grundlæggende sikret, men
led under for lidt arbejdskraft såvel til den overordnede sty-
ring og planlægning for ikke at tale om forskning såvel som
til det grundlæggende museale registreringsarbejde af gen-
stande, fotos, dias m. v. Universitetsafdelingen kunne og ville
ikke allokere ekstra faglig arbejdskraft til det museale arbej-
de. På baggrund af disse vanskeligheder og den nye museums-
lovs anerkendelse af Forhistorisk Museum som specialmuse-
um for arkæologi og etnografi (1976), uden at dette dog
medførte arbejds- og budgetmæssige forbedringer for etno-
grafien, mærkes der i papirer og skrivelser fra dengang en
almindelig desperation og søgen efter nye udveje for at sikre
det etnografiske museumarbejde. I Møllmann-udvalget (og i
KLAUS FERDINAND

--------------------------------------------------------------------------------
Page 9
41
henvendelse til museet) blev det i 1977 flere gange fra min
side foreslået, at museets etnografiske afdeling fik selvstændig
status som Etnografisk Museum inden for Moesgårds rammer
med lokale og statslige midler og i kontraktligt samarbejde
med universitetets Etnografiske Studiesamling. For at gen-
nemføre denne plan skønnedes der at være behov for 1-2 mu-
seumsinspektører, 1-2 museumsteknikere, samt en etnogra-
fisk museumspædagog m.m. Disse "luftkasteller" fandt ingen
genklang og ej heller vej til udvalgets afsluttende rapport og
den efterfølgende arbejdsplan for museet 1980-84. En kon-
sekvens af udvalgets arbejde var, at der på et vigtigt felt skete
en forringelse for etnografien: Fra 1984 forsvandt den faste
etnografiplads i museumsrådet som følge af den ny valgord-
ning.

Fremtiden lå måske i en satsning på det mere lokale gennem
landets amtscentraler og større landsdelsmuseer, for den ny
museumslov fra 1976 lagde vægt på decentralisering. Samar-
bejdsmuligheder med såvel museer som gymnasier i Århus
Amt blev sonderet. I 1977 gav Amtsmuseumsrådet en en-
gangsbevilling til eksperimenterende lokal formidling med en
nyetableret samling fra Tanzania: "Genbrug. Den industriali-
serede verdens spor i den 3. verden". Men en bred løsning var
ikke mulig i amtsligt regi. I 1976 meddeltes det fra Samar-
bejdsudvalget for kulturelt samarbejde med udviklingslande-
ne, der i fem år havde støttet Unesco-samlingerne, at de ik-
ke kunne fortsætte hermed. Efter kontakt på højt niveau i
Undervisningsministeriet klaredes dog endnu et par år på lavt
blus, bl.a. via Tipsmidler. Men da vi næsten helt havde opgi-
vet at fortsætte, kom Unesco-materialesamlingerne på Fi-
nansloven i 1980 med en fast og klækkelig forhøjet årlig be-
villing fra Undervisningsministeriet via Den Danske Unesco-
Nationalkommission takket være Kommissionens nyudnævn-
te formand Knud Vilby. En halvtidsansat fagetnograf kunne
umiddelbart ansættes, og i de følgende år blev det muligt at
konsolidere og udvide samlingerne.

I slutningen af 1970'erne var meget i gære under Ole
Klindt-Jensens ledelse af institut og museum (1961/62-
1980). En ny epoke stod for døren med planer om en stor
udbygning på Moesgård under universitetet, med nye lokaler
til den stadig voksende Afdeling for etnografi og socialantro-
pologi med særlige arbejdsrum i kælderen til studiesamlings-
og Unesco-arbejde, med direkte adgang til et stort kompakt-
magasin og ikke mindst en stor ny udstillingshal, som der var
enighed om i særdeleshed skulle rumme hel- og halvperma-
nente etnografiske udstillinger foruden et område til øvelses-
udstillinger for de studerende. Altsammen løfterigt. Der var
store forventninger og stort engagement blandt etnograferne
til disse nye muligheder. Men stadig var der de samme proble-
mer med arbejdskraften såvel under universitetet som på
museet. I 1978 forelå den første skitse til en permanent ge-
nerel etnografisk udstilling (Notat af 27.1.1977 ved formid-
lingsadjunkt Mette Bovin), som dog efterhånden helt forto-
nede sig. I 1982 fremsendte etnograferne forslag til Århus
kommune om indretning af en del af den nærliggende herre-
gård Vilhelmsborg til etnografisk formidlings- og aktivitets-
center omkring kulturmøder: "Danmark-Grønland, Danske
i det fremmede og De fremmede i Danmark". Vort forslag blev
siden brugt i kommunens senere planlægning (Ferdinand og
Pinholt 1983: 244-51). Samme år blev der fra etnografisk
hold udarbejdet forslag til åbningsudstillingen i de kommen-
de lokaler. Det blev siden til den tværfaglige udstilling "Dan-
skeren og den ædle vilde", som en arbejdsgruppe med en teg-
ner, en forhistoriker, en middelalder-arkæolog, en idéhisto-
riker og fire etnografer udarbejdede. I 1983 besøgte seks
universitets-etnografer museer i Nordvesttyskland, Holland
og England (London) som forberedelse til vor kommende
formidling (Gravers 1984; Høiris 1984) og samme sommer
blev vore Unesco-samlinger fra Marokko og Tunesien brugt
til aktivitetsudstillingen for børn på Moesgård "Landsby i
Nordafrika" (Knudsen 1983).

Smørkærning blandt landsbyboere i Laghman, Øst-Afghanistan.
Denne kærnetype med roterende kærnestok er almindeligt udbredt i
det malkende Indien. Dette eksemplar er i den etnografiske samling
på Moesgård. Foto Klaus Ferdinand 1960.
DEN ETNOGRAFISKE SAMLING PÅ MOESGÅRD

--------------------------------------------------------------------------------
Page 10
42
Men da var allerede en ny epoke på Moesgård startet med
Peder Mortensen som fuldtids direktør (1982-96). Det plan-
lagte nybyggeri blev gennemført og indviet i 1984, og det nye
store udstillingsområde blev samme efterår rammen om et
storstilet etnografisk udstillings- og aktivitetsarrangement:
"Fremmed for hvem? Om danskernes forhold til folk og kul-
tur i Indien, Pakistan og Bangladesh". I udstillingen var mil-
jøer, scene og fungerende te- og spisehus midt i det hele, et
afsnit om dansk udviklingshjælp med arbejdende pottemager-
værksted fra Bangladesh, et apotek med ayurvedisk medicin,
samt en stor afdeling om indvandrere i Århus og om, hvordan
kommunen håndterede dette problem. Dertil et bedested
indrettet under medvirken af Islamisk Kulturcenter, en ind-
vandrerbutik, en pakistansk lejlighed fra Gellerup-planen og
en oversigt over grundlæggende træk i en islamisk hverdag
m.m. Endelig var der undervisning og fremvisning ved stude-
rende. Et fint eksempel på hvad vi gerne ville præsentere af
god etnografisk formidling i dialog med herboende indvan-
drere. En udstilling hvor fem Unesco-samlinger så at sige var
"kommet hjem" og brugt i et engagerende museumskoncept
en forsmag på hvad vi havde tænkt os med Vilhelmsborg
(Braae og Fihl 1984: 99 ff.; Braae 1984; cf. Meldgaard 1986).
I 1987 fulgte så den tværfaglige historiske og ideologikritiske
udstilling Moesgårds hidtil mest velgennemarbejdede og
dyreste produktion: "Danskeren og den ædle vilde", hvor atter
andre af de ideer, vi havde omkring Vilhelmsborg, blev "gen-
nemspillet" (Thorndahl 1987; Damm og Thorndahl 1987;
Bau 1984). Samme år startede EDB-registreringen af vore
samlinger i tilknytning til Carlsbergfondets Nomadeforsk-
ningsprojekt. Dernæst fulgte den store udstilling "Botswana
et folk uden kultur er et folk uden sjæl" (delvis bygget på
vore samlinger) og nyopstillingen af den permanente udstil-
ling "Nuristan og Kalash" i 1989, Regnskovsgruppen Nepen-
thes' udstilling "Alle Tiders Regnskov" bl.a. med vore samlin-
ger fra Borneo og en præsentation af vor filtsamling, samt den
internationale udstilling "Langs Silkevejen" fra Leningrad og
Kazakhstan, altsammen i 1990, dernæst "2000 års farvepragt
dragter og mosaikker fra Palæstina" (1991) og Werner Ja-
cobsen mindeudstillingen "Asiatiske Akkorder" med vore
egne og hans families samlinger (1992). I 1995 vistes "På
Rejse i Sibirien" med nye samlinger fra entusiastiske og dyg-
tige etnografistuderendes feltarbejder (Asmussen et al. 1995)
og samme år 25-års jubilæumsudstillingen "Bag Moesgårds
Maske" med etnografiske bidrag om Santa Cruz, Ifugao (Fi-
lippinerne) og Afghanistans nomader, samt de ny Bolivia
Unesco-samlinger som eksempel på et åbent arbejdende
museum. Endelig den storslåede (og kostbare) "Den Arabiske
Rejse" med etnografiske indslag i 1996 (Folsach et al. 1996).
Men egentlige studenterudstillinger blev der hverken tid el-
ler plads til.

Hvad museumsplanlægningen angår, skete der i slutningen
af 1980'erne atter nyt på den etnografiske front. Et grundlæg-
gende udredningsarbejde blev sat i gang og i januar 1988 fore-
lå resultatet i 'Den grønne betænkning': "Forhistorisk Muse-
um Moesgård: Et oplæg vedrørende museets virke, mål, mid-
ler og struktur", som samme år i komprimeret form blev fore-
lagt bestyrelsen. Det foresloges her, at der inden 1991 skulle
oprettes en etnografisk museumsinspektørstilling, indrettes
en tilgængelig etnografisk (og arkæologisk) studiesamling,
samt at den permanente etnografiske udstilling Nuristan og
Grønland blev flyttet og at det ny særudstillingsområde "i
fremtiden i overvejende grad benyttes til etnografiske udstil-
linger". Derudover blev det slået fast, "at museets og institut-
tets aktuelle virke mht. arkæologi og etnografi, søges afspej-
let gennem særudstillinger". Og instituttets studerende op-
fordredes til at producere mindre udstillinger i samarbejde
med museet. Disse forslag afspejlede ønsker og vedtagelser,
der indgik i håndfæstningen mellem museum og institut, "Re-
allokeringsplanen" fra begyndelsen af 1980'erne om de loka-
lemæssige konsekvenser af nybyggeriet. Der nedsattes dernæst
en arbejdsgruppe som foreslået i "Betænkningen" til at afstik-
ke rammerne for den fremtidige museale etnografi på Moes-
gård. Resultatet forelå i august 1989, og det forudsattes, at Et-
nografisk Afdeling umiddelbart fik observatørpost i museums-
rådet, og at der nedsattes et etnografisk aktivitetsudvalg. Der-
næst foresloges oprettelse af en inspektørstilling til indsam-
ling, forskning og formidling, og at museet desuden ansatte en
etnograf på halv tid i tilknytning til Unesco-arbejdet og finan-
sierede en udvidelse af den universitetsansatte studiesamlings-
sekretærs og magasinbetjents timetal, samt at der skaffedes
midler til supplering af samlinger, og at den etnografiske muse-
umsvirksomhed synliggjordes gennem en regulær budgetpost.
Endelig fulgte en specificering af indretning af en åben studie-
samlings-udstilling samt en nøjere definition af de ny udstillings-
områders brug med overvægt af etnografiske udstillinger.
Omsider så det ud til at lysne for det etnografisk museale!
Peder Mortensen havde nok allerede på dette tidspunkt et
kommende etnografisk museum i sine tanker! I efteråret 1992
blev arbejdet med dette projekt overdraget Henning Larsens
Tegnestue, et skitseprojekt forelå i begyndelsen af 1994 og
fulgtes ved udgangen af 1996 af en detailprojektering af 1.
etape. 1-12 1996 tiltrådte Jan Skamby Madsen som ny direk-
tør på Moesgård, og ikke længe efter kom der afslag på byg-
geansøgningen til 1. etape. Dermed forelå en helt ny situation.
Jan Skamby Madsen kom nu med planen om ikke alene at
bygge et nyt etnografisk museum, men et helt nyt Moesgård
KLAUS FERDINAND

--------------------------------------------------------------------------------
Page 11
43
Museum for både arkæologi og etnografi. Man fornemmer, at
vi i 50 året for Globs start i Århus er tilbage ved udgangspunk-
tet. En ring er ved at være sluttet: P. V. Glob kom med ideen
og lagde grunden til det arkæologisk-etnografiske center på
Moesgård, Ole Klindt-Jensen sikrede gennemførelsen og
udbyggede institut og museum i et fortsat parløb. Peder
Mortensen videreudviklede dette med konsolidering af den
arkæologiske forskning og skabte arkæologisk-etnografisk
formidling på internationalt niveau samt fik konkretiseret
"Drømmen om et etnografiske museum på Moesgård". Og nu
under Jan Skamby Madsen er arbejdet i fortsat udvikling
med en ny samlet plan for Moesgård!

Hvad rummer samlingerne på Moesgård?

Pr. 3. december 1999 omfatter samlingerne 654 selvstændi-
ge sagsnumre med i alt 31.546 enkeltgenstande. Af disse er
omkring 1.000 genstande et depot fra Etnografisk Samling på
Nationalmuseet, og 1.200 genstande stammer fra Den Kultur-
geografiske Studiesamling ved Aarhus Universitet. Og væksten
fortsætter. De seneste år med 1.000 2.000 genstande om
året. I 1989 var der omkring 21.000 genstande. Et stort an-
tal er indsamlet i forbindelse med etablering af Unesco-ma-
terialesamlingerne, det drejer sig om ialt 43 samlinger med
10.206 genstande, hvortil yderligere kommer en donation på
2.500 genstande. Unesco-samlingerne fra 1964 og frem til
1998 dækker især dagliglivet i 3. verdens lande og udvalgte
nutidige temaer herfra som fx erhverv og religion. Størstede-
len af disse samlinger er tilvejebragt i forbindelse med korte-
re eller længere etnografiske feltarbejder i særdeleshed af
århusianske studerende og yngre kandidater.
Den næste store gruppe af samlinger stammer fra 20-25 et-
nografiske feltarbejder, især foretaget af ældre og yngre kandi-
dater (se kortet). Desuden er modtaget gaver og lejlighedsvis
foretaget køb af enkeltgenstande samt større og mindre sam-
linger af dragter, tekstiler og væve, smykker og andre hånd-
værksprodukter, værktøj, landbrugsredskaber, musikinstru-
menter og både samt en stor og veldokumenteret skosamling
fra hele verden.
DEN ETNOGRAFISKE SAMLING PÅ MOESGÅRD
UNESCO-samlingen
Etnografisk Samling
De større etnografiske samlinger og Unesco-samlingerne på Moesgård.

--------------------------------------------------------------------------------
Page 12
44
Sammenfattende kan det siges at den linje, der er blevet fulgt
i indsamlingsarbejdet, har været, at man har tilstræbt at få:

1) så komplette eller omfattende samlinger som muligt fra
enkelte samfund, således at så vidt muligt alle aspekter af
den pågældende kultur blev dækket ind,

2) samlinger i afrundede helheder fx illustrerende teknolo-
giske processer: det anvendte værktøj og genstande i for-
skellige stadier af fremstillingsprocessen, og endelig

3) enkeltgenstande som kan bruges i sammenlignende øje-
med med tilsvarende genstande fra andre områder (fx
lerkar, tekstiler, agerbrugsredskaber, rideudstyr, musik-
instrumenter m.v.)

Men sjældent har man startet ud med det ene formål at lave
indsamling. Mest ideelt er, at indsamlingen er foretaget i for-
bindelse med etnografisk feltforskning, således at der forelig-
ger en bred baggrundsviden om det studerede samfund ved
siden af udførlige oplysninger med tilhørende fotos m.m. om
de erhvervede genstande, deres fremstilling, deres funktion og
betydning. For etnografen har det at foretage indsamlinger
ofte givet en ekstra dimension til feltarbejdet med en brede-
re samfunds- og kulturbeskrivelse til følge. Interessen for
dagligdagens genstande har ofte lettet omgangen med de stu-
derede folk. De forstår umiddelbart, at man er ude for at lære
af deres kunnen og viden! Og under heldige omstændigheder
opnår man den glæde, at de hjembragte indsamlinger også
bliver til berigelse for de folk, hvorfra genstandene oprinde-
lig stammer et vidnesbyrd om deres traditionelle levevis.

De etnografiske samlinger og forskningen
I det efterhånden rimelig lange tidsrum, der dækker udbyg-
ningen af de etnografiske samlinger i Århus, har faget etnografi
gennemgået utrolige udviklinger for ikke at sige omvæltnin-
ger. Fra at være et rent museumsfag har det gennemløbet
mange teoretiske retninger (fra kulturhistorisk etnologi over
funktionalisme, strukturalisme, historisk materialisme, post-
modernisme m.fl.), og nye kommer stadig til. Langt de fleste
af disse retninger har bevæget sig fjernt fra genstandene, og-
så når den materielle verden eller i det mindste tankerne om
den har været i centrum. Institutionelt har det gennemgåen-
de haft til følge, at faget etnografi er flyttet ud fra museerne
og er blevet placeret i selvstændige universitetsinstitutter
gerne under navn af antropologi eller socialantropologi. I
Skandinavien er dette sket i København, Göteborg, Oslo og
Stockholm, mens det aldrig kom så vidt i Århus. Her nøjedes
vi med at tilføje socialantropologi og bibeholde etnografien og
studiesamlingen. Vor oprindelige lidenhed (med én ansat) og
vor fysiske placering har nok spillet en væsentlig rolle i den-
ne sammenhæng. Men dette forhold har også været med til
fagligt at definere Århus som forskellig fra København, hvad
der måske reddede vor eksistens, da ned- og bortskæringer
truede i 1980'erne? Hvad, der engang kunne opfattes som
værende bagefter fagligt set, har vist sig at være i pagt med ny
tendenser ude i verden, idet institutter og museer atter går
sammen, sådan som det fx er sket i Oxford og Oslo.

De etnografiske samlinger i Århus er gennem tiden i veks-
lende grad blevet inddraget i den almindelige universitetsun-
dervisning. Samlingerne hardesuden altid været et tilbud, der
kunne anvendes i formidling af såvel studerende som lærere,
ligesom det i selve feltarbejdssituationen for indsamleren al-
tid har været med til at udvide forskningsperspektivet og si-
den give de efterfølgende publikationer større bredde (og
dybde?). Et vigtigt aktiv i denne forbindelse er, at samlinger-
ne i overvejende grad er erhvervet under eller i tilknytning til
etnografiske feltarbejder, således at der også foreligger alsidig
fotografisk (tildels filmisk) og lydbåndet dokumentation, som
er indgået i vore samlinger og etnografiske forskningsarkiv (se
Castenfeldt andetsteds i nærværende skrift) eller som endnu
er til rådighed hos indsamlerne.

Smørkærning blandt halvnomadiske aymaqer foran filttelt i det
vestlige Centralafghanistan. Kærnestokken bevæges op og ned i
kærneskindet. Typen er indkøbt til Moesgård. Foto Klaus Ferdinand
1960.
KLAUS FERDINAND

--------------------------------------------------------------------------------
Page 13
45
Forskning, hvori genstande og genstandssamlinger indgår
eller er selve emnet, er i de senere år blevet mere fremtræden-
de. Det ses fx af Carlbergsfondets nomadepublikationer om
lurer i Iran, beduiner i Qatar, tuareger i Nord- og Vestafrika
og den kommende publikation om haddadfolket i Niger, der
alle omfatter såvel Moesgårds som Nationalmuseets samlin-
ger (Mortensen 1993, Ferdinand 1993, Nicolaisen og Nico-
laisen 1998 og Nicolaisen under udgivelse). Genstande fra
omvandrende sigtemagere i Afghanistan er publiceret af Ole-
sen (1994), ligesom arabiske, iranske og afghanske telte i
Moesgårds samling er publiceret (Ferdinand 1991; Edelberg
1966/67 og Ferdinand under udgivelse). De omfattende
samlinger fra Nuristan og kalashafolket (tilhørende Natio-
nalmuseet og Moesgård) er delvis publiceret og en monogra-
fi er under forberedelse (Edelberg 1966, 1969, 1984; Edel-
berg and Jones 1979; Fentz 1994; Jones 1970 og 1975;
Siiger, Castenfeldt og Fentz 1991; Siiger, Castenfeldt og
Fentz forthcoming; Castenfeldt og Søholt 1985). Skyggespils-
og marionetteaterfigurer fra Indien også publiceret (Roed
1972 og Roed Sørensen 1997). Endelig er vore kajakker og
umiakker inddraget i H. C. Petersens publikationer (Petersen
1986 og 1987).

Moesgård er, som det vil kunne forstås, godt rustet til de
krav, et nyt Etnografisk Museum må stille til genstande, doku-
mentation og aktivitetsarrangementer på faglig baggrund. Ste-
dets unikke kombination af museum, studiesamling og univer-
sitetsinstitut og den her skildrede udvikling er årsagen!

Litteratur

Anon 1976: The role of the anthropological museums in
national and international education:
Multinational semi-
nar held at Moesgaard Museum, Denmark, 3-5 June 1974
.
Department of Ethnography, University of Aarhus. Høj-
bjerg
Bau, F. 1984: Udstillingsprojektet DANSKEREN OG DEN
ÆDLE VILDE. (Eller : "Det har vi li'godt aldrig".
Årsskrift
for etnografi
1983/84: 401-407. Afdeling for etnografi og
socialantropologi, Aarhus universitet.
Braae C. 1984: Udstilling under forberedelse: Fremmed for
hvem? Moesgårds udstillings- og aktivitetsarrangement
om Danmarks relationer til Sydasien, planlagt i perioden
12/10 1/12 1984.
Årsskrift for etnografi
1983/84: 398-
400. Afdeling for etnografi og socialantropologi, Aarhus
Universitet. Højbjerg.
Braae, C. og E. Fihl 1984: Fremmed for hvem? Jordens Folk,
19. årg. nr. 3: 99-100.
Castenfeldt, S. og H. Søholt 1985:
Nuristan: Beklædning, bånd
og bælter.
Århus Amtscentral for undervisningsmidler.
Højbjerg.
Damm, A. og J. Thorndahl (red.) 1987:
Danskeren og den ædle
vilde: Vore forstillinger om os selv og andre folk i fortid og nutid
.
Hovedland/Moesgård.
Edelberg, L. 1966: Nuristanske sølvpokaler.
Kuml
1965: 153-
201.
- 1966/67: Seasonal dwellings of farmers in north-western
Luristan.
Folk
, vol. 8/9: 373-401.
- 1969: Ard og åg i Nuristan.
Kuml
1968: 137-58.
- 1984:
Nuristani buildings
. Jutland Archaeological Society
Publications 18, Århus:
Edelberg, L. and S. Jones 1979:
Nuristan
. Graz/Austria.
Fentz, M. 1994: Kalasha kvindens røde perler.
Jordens folk
,
29 årg. nr. 2: 73-79.
- 1998: Tekst og billede i etnografisk formidling.
Nordisk
museologi
1998, 2: 69-78.
Ferdinand, K. 1971: Etnografien på Moesgårdmuseet. Sam-
lingen og noget om at indsamle etnografika.
Kuml
1970:
13-30.
- 1975: The ethnographical collection of Moesgård Mu-
seum, (Aarhus University).
Folk
16-17: 475-87.
- 1979: The Afghanistan and the Nigerian exhibitions at
the Moesgaard Museum, Denmark, as examples of theo-
retical concepts in anthropology. S. Roy (red.):
Proceedings
of the ICME seminar: visualisation of theoretical concepts in anthro-
pology in museums of ethnography. December 8-9, 1978
: 48-
53. The National Museum of Natural History. New Del-
hi.
- 1984: Nuristani building components in the Moesgaard
Museum. I: L. Edelberg.
Nuristani buildings
. Jutland
Archaeological Society Publications 18, Århus: 214-15.
- 1991: Ökenstältet- det kuwaitiska beduintältet/Ørknens
telt det kuwaitiske beduintelt. I: B. Wallin &Hanne
Søholt Foged (red.).
Kulturcollage: Kuwait
. Folkens Muse-
um Etnografiska, Stockholm, Kulturhistorisk Museum,
Randers, Etnografisk Museum, Oslo: 54-61.
- 1993:
Bedouins of Qatar.
The Carlsberg Foundation's No-
mad Research Project. Rhodos and Thames and Hud-
son. Copenhagen, London, New York.
- under udgivelse: The East Afghanistan tent. I: P. A. An-
drews:
Nomad tent types in the Middle East
. Vol. 2. Wiesba-
den.
Ferdinand, K. & J. Pinholt 1983: Forslag til etnografisk kul-
tur- og aktivitetscenter på Vilhelmsborg.
Årsskrift for etno-
grafi
1982/83: 244-48. Afdeling for etnografi og social-
antropologi, Aarhus Universitet.
D
EN

ETNOGRAFISKE

SAMLING

PÅ
M
OESGÅRD

--------------------------------------------------------------------------------
Page 14
46
Folsach, K. von et al. 1996:
Den arabiske rejse: Danske forbindel-
ser med den islamiske verden gennem 1000 år.
Forhistorisk
Museum Moesgård, Århus.
Forhistorisk Museum Moesgård 1988:
Et oplæg vedrørende mu-
seets virke, mål, midler og struktur (Den grønne betænkning) af
12. 1. 1988 som Oplæg til Bestyrelsen
.
Fra Oldkammer ...1986:
Fra Oldkammer til Forhistorisk Museum
.
Moesgård 1986.
Gravers M. 1984: Tanker om etnografiske udstillinger efter
1984 problemer og perspektiver.
Årsskrift for etnografi
1983/84: 361-73. Afdeling for etnografi og socialantro-
pologi, Aarhus Universitet.
Høiris O. 1984: Etnografisk afdelings museumsrejse.
Årsskrift
for etnografi
1983/84: 347-59. Afdeling for etnografi og
socialantropologi, Aarhus Universitet.
Jettmar, K. & L. Edelberg (red.) 1974:
Cultures of the Hindu-
kush: Selected papers from Hindu-Kush Cultural Conference held
at Moesgaard, 1970
, Wiesbaden.
Jones, S. 1970: The Waigal "Horn Chair".
Man
N.S. 5, 253-57.
- 1975: Dolke, pokaler og magiske søer i Nuristan.
Kuml
1973-74: 231-63.
Knudsen, B. 1983: En landsby i Nordafrika. Etnografisk af-
deling, Aarhus Universitet.
Manker, E. 1938: Die lappische Zaubertrommel.
Acta Lappo-
nica
IV. Stockholm.
Meldgaard, I. 1986: Skoleelevers reaktion på Moesgårds sær-
udstilling "Fremmed for hvem".
Årsskrift for etnografi
1984/
85: 336-51). Afdeling for etnografi og socialantropologi,
Aarhus universitet.
Nicolaisen, I. under udgivelse:
The Haddad of Kanem and Bahr
el Ghazal: nomads without cattle.
The Carlsberg Foundati-
on's Nomad Research Project. Rhodos and Thames and
Hudson. Copenhagen, London, New York.
Nicolaisen, J. & I. Nicolaisen 1997:
The pastoral Tuareg: ecolo-
gy, culture, and society
1-2. The Carlsberg Foundation's
Nomad Research Project. Rhodos and Thames and Hud-
son. Copenhagen, London, New York.
Petersen, H. C. 1986:
Skinboats of Greenland. Ships and boats of
the north
, Volume 1. The National Museum og Denmark,
The (National) Museum of Greenland & The Viking Ship
Musreum in Roskiulde. Roskilde.
- 1987:
Qajaq: Inoqarfinni tamani.
Atuakkiorfik. Nuuk.
Roed, N. 1972: Tolu bommalu kattu: Omrids af skyggespil-
let i Andhra Pradesh.
Kuml
1971. Århus/København: 151-
84.
Roed Sørensen, N. 1997:
Sutradhar: Det tredimensionale dukke-
teater i Indien
. Drama, Gråsten.
Siiger, H., S. Castenfeldt & M. Fentz 1991: Small functional
items and regeneration of society: Dough figurines from
the Kalash people of Chitral, Northern Pakistan.
Folk
33:
37-66.
Siiger, H., S. Castenfeldt & M. Fentz under udgivelse:
The old
Kalash society
.
Strandgaard, O. 1991: Al tings begyndelse. I: Susanne Dyb-
broe et al.(red.).
Klaus Khân Bâbâ: en etnografisk kalejdosko-
pi tilegnet Klaus Ferdinand den 19. april 1991
: 10-21. År-
hus.
Struwe, K. 1991: Etnografika i skolerne. Susanne Dybbroe
et al. (red.).
Klaus Khân Bâbâ: en etnografisk kalejdoskopi til-
egnet Klaus Ferdinand den 19. april 1991
: 22-28. Århus.
Thorndahl, J. 1987: Danskeren og den ædle vilde.
Jordens
Folk
, 22. årg. nr. 1: 3-7.
K
LAUS
F
ERDINAND